Liv og teater: Kasper Holten: Juan | Mozart's Don Giovanni (2010)

ET STED I DEN EUROPÆISKE NAT

Evig forfører i nutidsforklædning

Af BO GREEN JENSEN

HAN er manden, der lever for at erobre så mange forelskede kvinder som muligt. Han bruger deres kroppe, før han knuser deres hjerter, og hvert forhold udgør en voldtægt, der kulminerer i kærlighedsakten. Det er vigtigt, at kvinderne giver sig hen, men det er mindst lige så vigtigt, at de gør modstand.

   Myten om den store forfører har levet gennem 500 år. Først var han en social pirat, der udfordrede hierarkiet. Siden blev han kunstneren, der ikke vil give køb på sin frihed. I dag kan man sende ham i terapi – eller »aflyse« ham som uforbederlig krænker – men Don Juan er uhelbredelig. Der er ingen kur for hans besættelse, og det er dén, som kvinderne tænder på.

   Han inkarnerer et evigt princip om at jage, men i sig selv har han hverken fred eller varme. Så han sætter pris på kvinderne, og på sin måde elsker han dem. Han fylder deres sjæle med sin egen mangel på sjæl. Bagefter ser han sig ikke tilbage, men når han træder parringsdansen, er der ingen elsker som Don Juan.

   Forføreren færdes i alle kunstarter. I musikken hører Mozarts opera Don Giovanni (1787) til de slidstærke fremstillinger. Den er filmatiseret flere gange, mest mindeværdigt i 1979 af Joseph Losey. Tiden er dog mere end moden til Kasper Holtens strømlinede opdatering, som angriber stoffet empatisk, men bestemt ikke uden respekt.

OPERAFILM er en distinkt undergenre med to eller tre hovedspor. Man kan filme en klassisk opsætning og blive i teaterrummet. Franco Zeffirellis versioner af La Traviata (1982) og Otello (1986) er eksempler. Skal værket varieres, kan man inddrage prøveforløbet, og scenebilledets kunstige virkelighed kan være en stil og et mål i sig selv, som det ses i Trollflötan (1975, da. Tryllefløjten), Ingmar Bergmans tv-udgave af Die Zauberflöte (1791).*

   Modsat kan man søge ud af teatrets kukkasse, bruge hverdagsrummet som realistisk arena eller udvide og forstærke virkeligheden med special effects, så resultatet ligner en filmmusical. Baz Luhrmanns (La Boheme, 1994) og Zhang Yimous (Turandot, 2000) overdådige operaproduktioner er udtryk for en praksis, der blev skabt i Hollywood.

TYPISK skal der strammes og beskæres. Man kan endvidere ændre den historiske baggrund og omplante forestillingen kronologisk. Mark Dornford-Mays U-Carmen (2005) udspiller sig i et sydafrikansk township, hvor teksterne bliver sunget på swahili. Kenneth Branaghs riff på Tryllefløjten, The Magic Flute (2006) er henlagt til skyttegravslandskabet i 1. verdenskrig. Patrice Chéreau fortolkede Wagner som borgerlig fabel, og Kasper Holten videreførte ideen i sin monumentale sceneopsætning af Ringen.**

   Det gør naturligvis en forskel, om man fortolker en klassiker eller præsenterer et originalt værk. Carlos Saura kan gå ud fra, at publikum kender sangen på forhånd, når han bruger Mozarts opera i Io, Don Giovanni (2009), der fortæller om digteren Lorenzo da Ponte (1749-1838), som skrev tekst til musikken. Ligesådan Milos Forman i Amadeus (1984), der bygger på et skuespil af Peter Shaffer. Derimod er ungaren Kornél Mundruczós Johanna (2005) en særdeles vellykket filmopera, komponeret til lejligheden af Zsófia Tallér. Her må man selvsagt prioritere musikken og lade hver tone stå. Til gengæld er der mulighed for at skabe en ny verden.

 

  

HOLTEN er konsekvent kontemporær i Juan. Han destillerer forviklingshistorien og forkorter værket med henved en time, så nøglescenerne samles i det sidste døgn af forførerens liv. Derved mister filmen sikkert en del af sin styrke som Mozart-version. Til gengæld kommer den tættere på kernen i Don Juan-myten, som er universel.

   Det skælmske præg af opera buffa trænger kun igennem sporadisk. Snarere er værket læst som en forførers tragedie. Det er den samme kolde ild, den samme eksistentielle umættelighed, som Manden inkarnerer i Federico Fellinis Casanova (1976).

LORENZO da Pontes libretto er oversat til mundret engelsk. Man synger om e-mails, siger fuck hele tiden, og Leporello bemærker om Zerlinas tilkommende, at »Massetto is losing it big time«. Stephen Frys tekst til Branaghs Tryllefløjten var lige så forhippet moderne. Dét er en satsning. Som Raymond Chandler sagde, ældes intet så hurtigt som slang. Man må derfor skabe sin egen, der er vaccineret mod tid.

   Juan (Christopher Maltman) er en karismatisk konceptkunstner med tjekket fysik. Assistenten Leporello (Mikhail Petrenko) dokumenterer hans erobringer, så de kan indgå i installationen The Woman Project, der er forførerens livsværk. Anna (Maria Bengtsson), Elvira (Elizabeth Futral) og Zerlina (Katija Dragojevic) gestalter tre evige kvindetyper.

   Handlingen er henlagt til en arketypisk storby (Budapest) et sted i den europæiske nat. Stengæsten, som stammer fra det ældste bevarede Don Juan-drama (Tirso de Molinas Bedrageren fra Sevilla, 1630), er en hjemløs, der skygger den festklædte kunstner. Han kunne være Døden eller Djævelen, men er i sandhedens time Forføreren selv.

BEDST forløst er skildringen af Juans umættelighed. Han agerer, takserer og manipulerer, men han nærer en sult, som ikke kan stilles. En særligt bevægende scene er dén, hvor han beskriver sin kærlighed til Kvinden. For tilskueren tror ham. Han synger til Elvira, mens han presser sin krop mod endnu en kvinde. Han jager en fred, som han aldrig vil finde, og dør på passende vis i en bil.

   Skal det være sådan, skal det slet ikke være. Også i Holtens version er Juan ufortrøden, men han vælger sin skæbne med samme trods som fortælleren i en sang af Bruce Springsteen. Da er han mere et menneske end et princip, og dét er styrken i filmens projekt. Myten lever. Sangen har vinger. Helten er blevet en mand af i dag.

Se også Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac | Liv og teater; Klassiske karakterer: Anna Karenina; Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals; Liv og teater: Les Misérables 1980-2023 | Musicals; Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; John Madden/ Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673 | Liv og teater. 

*) Et sjældent set Bergman-værk er Don Juan, der blev produceret for svensk skole-tv i 1965. Det var ikke Mozarts opera, men Molières komedie Dom Juan ou le Festin de Pierre (1665), som formidlingsopgaven handlede om. Her er synsvinklen hos tjeneren Sganarelle, som kommenterer sin herres mangel på gudfrygtighed. Bergman instruerede Ernst Hugo Järegård i rollen. Dom Juan debuterede i 1955 på Malmö Stadsteater. Don Juan bruger 1965-opsætningen på Dramaten. Bergman iscenesatte stykket for sidste gang i 1983 på München Residenztheater i Tyskland.

   Djävulens öga (1960, da. Djævelens øje) med Jarl Kulle og Bibi Andersson ligner, men er ikke helt filmskaberens eget take på en moderne Don Juan. Der er snarere tale om pligtarbejde. I Billeder (1990) skriver Bergman: »Djævelens øje fortsætter komedielinien. Selskabet havde købt en støvet dansk komedie, der hed Don Juan vender tilbage. Dymling og jeg indgik en skændig overenskomst. Jeg ville instruere Jomfrukilden, som han afskyede. Han ville, at jeg skulle tage mig af Djævelens øje, som jeg afskyede. Begge var vi meget fornøjede med vor overenskomst og syntes, vi havde narret hinanden. I virkeligheden havde jeg bare narret mig selv.« [s. 348] 

   Don Juan vender tilbage var et hørespil af Oluf Bang. Carl Anders Dymling var direktør for Svensk Filmindustri, det nuværende SF Studios. Billeder er oversat af Jørgen Stegelmann. Bogen former sig som en kommentar til erindringsbogen Laterna Magica (1987). 

 

**) Først og fremmest er Juan et kinetisk eksperiment, et forsøg på at skabe bevægelse og flytte dramaet ud af teatret. Der er ikke tale om Holtens definitive bud på Don Giovanni. Filmen blev til i vinduet mellem hans første periode på Det Kongelige Teater, hvor Ringen og Tannhäuser var højdepunkter, og hans turnus som operachef på Royal Opera House i London 2011-2017. Her blev Holtens Don Giovanni (2014), som kun har moderniteten til fælles med filmen, en fast del af repertoiret. Produktionen er genopsat fem gange, senest i september 2022. Scenografen Es Devlin har konstrueret en roterende bygning med åben facade, som muliggør næsten filmiske sceneskift. Holten kom tilbage fra London i 2018 og blev skuespilchef på Det Kongelige Teater. Siden har både Don Giovanni (i Christoffer Berdals instruktion), Molières Don Juan (i Anna Balslevs instruktion) og Amadeus (i Holtens egen version) været på plakaten. 

***) Poul Larsens monografi om Don Juan-motivet (Berlingske Leksikon Bibliotek, 1974) er en nyttig indføring i mytens ophav og anvendelse hos Tiro de Molina, Molière, Mozart, E.T.A. Hoffmann, Lord Byron, Chr. D. Grabbe, Honoré de Balzac, Alfred de Musset, Prosper Mérimée og Nikolaus Lenau. Den suppleres perfekt af Niels Barfoeds disputats Don Juan. En studie i dansk litteratur (Gyldendal, 1978).  

Juan (Mozart's Don Giovanni). Instr.: Kasper Holten. Manus: Mogens Rukov, Kasper Holten. Foto: András Nagy. 104 min. Danmark 2010. Dansk premiere: 07.04.2011.

Fotos: Blankov & Schønnemann Pictures [Stillfotograf: Steffen Aarfing]/ Eurofilm Stúdió/ Zentropa Entertainments/ Film i Väst/ TrustNordisk/ SF Studios/ Axiom Films/ CineMaterial/ Ingmar Bergman Archives (Stiftelsen Ingmar Bergman)/ Royal Opera House | Es Devlin homepage.

Filmen streames på FILMSTRIBEN

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 08.04.2011 - revideret og ajourført i januar 2024