Mario Martone: Nostalgia (2022)

GLØDEN, FARVERNE, DUFTEN
En film om at længes og drukne i hjemve

Af BO GREEN JENSEN

EFTER 40 år i Cairo vender napolitaneren Felice Lasco (Pierfrancesco Favino) hjem til den firkant, Rione Sanità, hvor hans verden begyndte og endte i teenagetiden. Felice var 15 år, da han rejste. Først kan han knap huske sproget. Så dykker han ned i en sanselig topografi og bliver forført af erindring. Filmen ved længe før protagonisten, at han aldrig kommer til Cairo igen.

   Felice kommer egentlig for at se sin mor (Aurora Quattrocchi), der ikke har reageret på breve og opkald i længere tid. Han er chokeret over at se, hvordan hun er blevet fordrevet fra de lyse værelser øverst i huset. Alle taler om, hvordan kinesere og Camorraen har overtaget kvarteret. Hun siger, at mørket ikke generer, for hun kan alligevel ikke se. Der er en meget bevægende scene, hvor Felice giver sin mor et bad. Han når lige at være der, før hun dør.

FELICE bor i begyndelsen på et hotel. Da han bliver optaget af at udforske de gamle steder og stemninger, fjerner han spejlet på væggen, sætter et kort op og indrammer firkanten: »Jeg var fascineret af ideen om at optage en film, der udspiller sig, ikke i en by, men i et kvarter i en by, som var det et skakbræt,« siger instruktøren Mario Martone (f. 1959), som selv er fra Napoli, om sin film. »Derfor er alle gader, huse og folk i Nostalgia unikke for Rione Sanità, en bydel som ikke har udsigt til havet.«

   Felice går ture og engagerer sig langsomt i det lokale. Han overværer messen, som Fader Luigi (Francesco Di Leva) markerer sin trods med, skønt både myndighederne og Camorraen har frabedt sig demonstrationer. Han ringer til sin hustru (Sofia Essaidi) i Egypten og siger tak, fordi hun sendte ham hjem. Han møder sin mors gamle bejler, Raffaela (Nello Mascia), som driver et skrædderi og prøver at holde sig fri af kriminelle relationer. Dét er det svære i La Sanità. Camorraen har sine fingre i alt, og midt i nettet sidder den flygtige Oreste (Tommaso Ragno), som Felice var ven med engang.

 »DU kan ikke tage tilbage,« siger en talemåde om erindringens steder. Felice gør forsøget og betaler prisen i Nostalgia. Vi bruger betegnelsen nostalgi om en længsel, en forskønnet erindring, der er sentimental, men relativt harmløs. Evigt ejes kun det tabte osv.

   Det er i forbifarten værd at huske på ordets ophav. Det har græske rødder og er dannet af nostos (for hjemkomst) og algos (for smerte). Oprindelig var det en medicinsk diagnose. Lægen Johannes Hofer (1669-1752) brugte begrebet til at beskrive den melankolske tilstand, som greb især schweiziske lejesoldater, der længtes efter hjemstavnens sublime landskaber.

   Martone beskriver med stor konsekvens, hvordan Felice synker dybere ned i erindringen om en ungdom, han idylliserer. Tilbage i guldalderen var han og Oreste uadskillelige. Der er en omstændighed i deres fortid, som jeg ikke skal dvæle nærmere ved. Den driver al videre handling.

   Da Felice ser på sin mors gamle fotografier, viser et af dem drengene på deres motorcykel. Han har sit første fuldt realiserede flashback efter 40 minutter. Da kører han og Oreste fra Sanità ud til vandet. I fortiden er scopebillederne bokset ind, så formatet simulerer Super 8. Felice kommer langsomt til live igen. Han vågner med hele sit væsen hver gang.

NOSTALGIA har nyt score af Laurent Eyquem, men på strategiske steder bruger lydsporet kompositioner af Edgar Froese (1944-2015) og kosmiske krautrockere Tangerine Dream, som stadig er aktive, selv efter stifterens død.

   På vejen til Tangerine Dream var Froese medlem af et mere sangorienteret band, The Ones. De udgav i 1967 singlen »Lady Greengrass«, som må have været et hit i Italien. I hvert fald spiller »Lady Greengrass« i fuld længde under hele den første erindringssekvens og bliver gentaget under de fyldige credits. Sangen siger mere om, hvad der har været, end alle de fysiske flashbacks tilsammen.

   Felice bliver besat af ideen om at se sin gamle ven igen. Især gør det en forskel, da han atter drikker vin. Han lytter ikke til Raffaela og præsten, der til at begynde med håber, at Felice vil blive og være et eksempel for de unge i Sanità. Oreste selv forsøger med alle midler at få den gamle ven til at rejse. Der er absolut ingen nostalgi fra hans side.

MARTONE præsenterer Oreste i glimt, før han lader mændene mødes. Det sker efter 90 minutter. Felice har overbevist sig selv om, at al modstand vil smelte, hvis blot de kan ses. Han får Oreste til at smile, men smilet når ikke blikket. Felice taler om sine planer. Han har købt et hus og vil hente sin familie. »Jeg blev født her, og jeg vil gerne dø her,« erklærer han med en stor gestus. »Det kan vi godt arrangere,« siger Oreste med knastørre øjne.

   Slutningen kommer så klinisk og brat, at det svirper i tilskueren længe efter. Nostalgia er suverænt bygget op. Det er klart, at manden må føle sig hjemme i en by, hvor hver gade omfavner ham som en søn. Murens farver gløder, duften i mørket er stærk. For Felice er hvert sted besjælet. For et nøgternt blik er det bare varm sten.

DEN hårdkogte psykologi er i slægt med Napoli-baggrunden hos Elena Ferrante. Forlægget er en posthumt udgiven roman af hjemstavnsforfatteren Ermanno Rea (1927-2016). Martone siger om sin strategi:

   »Jeg bad skuespillerne og filmholdet om at give sig hen til miljøet og lade sig omslutte, som var det en labyrint, uden frygt for at fare vild. Med kameraet på skuldrene begyndte vi at gå rundt i gaderne, på jagt efter en virkelighedens filmkunst. Møde efter møde, liv efter liv, historie efter historie, vi endte med at optage den sidste scene uden at forstå dens betydning. Vi kunne ikke finde den. Måske er der ingen mening, måske har der aldrig været nogen. Der er labyrinten, og der er nostalgien, som bliver skæbnen for mange – måske for os alle.«

FACIT er en poesi, som overskrider sin specifikke fortælling. Mystikken i stoffet er universel. Martone ved, hvad han gør, når han henviser til Andrej Tarkovskij – Nostalghia (1983) var titlen på russerens italienske eksilarbejde. Han citerer for god ordens skyld Pasolini: »Knowledge lies in nostalgia. He who has not lost himself possesses not.«

   Så er alle magter taget i ed. Nostalgia var årets italienske Oscar-kandidat. Martone var i 90erne blandt de toneangivende filmskabere. Han forsvandt i teaterarbejde og store periodefilm. Med Nostalgia er han tilbage på niveau med Paolo Sorrentino, Matteo Garrone og Alice Rohrwacher. Nostalgia er til alle, som holder af il cinema italiano.

Nostalgia. Instr.: Mario Martone. Manus: Ippolita Di Majo, Mario Martone. Foto: Paolo Carnera. 117 min. Italien-Frankrig 2022. Dansk premiere: 06.07.2023.

Fotos: Picomedia/ Mad Entertainment/ Medusa Film/ Rosebud Entertainment Pictures/ Minestero della Cultura/ Regione Lazio/ Film Commission Regione Campania/ MEDIA Programme of the European Union/ Medusa Distribuzione/ Palace Films/ Curzon Film Distributors/ Another World Entertainment/ Cinematerial
Filmen steames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelse indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 06.07.2023; trykt 07.07.2023 [sidste bidrag ever i WA]