Translate

Viser opslag med etiketten Ettore Scola. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ettore Scola. Vis alle opslag

onsdag den 20. september 2023

The Best Years | Gli anni più belli | De smukkeste år (2020)

ALLE VORES LIV
Generationsskildringen på italiensk

Af BO GREEN JENSEN

ROM i 1982. Skolekammeraterne Giulio og Paolo møder den tredje musketer, Riccardo, da de hjælper ham på skadestuen efter gadekampe med politiet. De taber alle tre deres hjerte til den gamle Mercedes (model SL 450), som Giulio køber for en slik og sætter i stand på sin fars autoværksted.

   Fordi Paolo elsker Gemma fra klassen, bliver hun kvinden i musketerernes liv – men mere Constance Bonacieux end Milady de Winter, for Gemma er aldrig med vilje fatal. De fire har en stor sommer sammen. Der bliver taget et foto ved bilen. Her er al glæden og troen på fremtiden fikseret.
   Straks efter begynder adskillelsen, skønt ånden i venskaberne varer ved. Gemma mister sin mor og rejser fra Paolo. Han har en tam fugl, som altid vender tilbage. Den farer vild og kolliderer med vinduet, da hun tager væk – for vi er i en film fuld af klare symboler, der gerne vil læses konkret. Gemma har nogle vilde år i Napoli. Så kommer hun hjem, men kun for at blive distraheret af Giulio, som imens har gjort karriere.



DE tre mænd tilhører nu hver sin klasse. Giulio begynder som socialistisk jurist, men sælger ud af idealerne, da han forsvarer den korrupte sundhedsminister i Italiens svar på Blødersagen. Populisten bliver frikendt, og Giulio gifter sig med hans datter, Anna (Emma Marrone), der forguder ham – i begyndelsen.
   Mens Giuliu ryger cigaren, bliver Paolo grå i toppen, før det lykkes ham at få fast læreransættelse. Riccardo skriver artikler om film og driver ind i alternativ politik. Hans hustru tager hjem til sine forældre. Deres søn er blevet bitter, da Riccardo vil genoptage kontakten.
   Imens finder Gemma og Paolo hinanden. Giulio kører tur med sin datter – »den eneste kvinde, jeg elsker uden forbehold« – og viser hende huset med værkstedet, hvor det hele begyndte – også filmen om vennernes liv, der former sig som episodiske flashbacks. Fortællersynsvinklen er fælles, men de fire holder stafetten på skift.
   Dansen fortsætter, tiden bliver ved. Til sidst er det nytår 2019, og de fire kan samles med deres børn. De ser på fotografiet fra 40 år før. Så gode venner var de vist. Farverne er falmet, men der kom fire fulde liv ud af rejsen.



GABRIELE Muccino, som er født i 1967, fortæller historien om sin generation. Han gør det med skyldig hensyntagen til en af de klassiske film fra Italien. De smukkeste år er åbenlyst inspireret af Ettore Scolas C'eravamo tanto amati (1974, da. Så gode venner var vi vist), der fulgte sin kvartet af karakterer over 30 år. Den engelske titel var lige så god som den danske: We All Loved Each Other So Much.
   Den nye film låner typerne fra den gamle. Juristens rejse er helt den samme. Læreren var hos Scola en mere jordnær portør. Riccardo var en dedikeret cineast, som gik glip af den store gevinst i Italiens udgave af Kvit eller Dobbelt, fordi han svarede for teknisk på et spørgsmål om Vittorio de Sicas Ladri di biciclette (1948, da. Cykeltyven). Kvinden – som både dengang og nu er defineret af sit forhold til mænd – nåede at være noget for alle tre venner.




MUCCINOS film har scener, som citerer Scola ord for ord. Nøglestedet er de tre venners møde på restauranten. I Scolas film talte sagføreren om, hvordan de ville ændre verden, men i stedet blev ændret af verden. Hos Muccino siger han, at glæden gik tabt, fordi han blev fanget i en livsstil, som han »ikke havde nosserne« til at forlade. »Vores generation har intet udrettet,« lyder refrænet i begge versioner.
   En stor del af glæden ved De smukkeste år – som er betragtelig – kommer af henvisningerne til Så gode venner var vi vist, der på sin side var inspireret af bittersøde amerikanske sædeskildringer som William Wylers The Best Years of Our Lives (1946, da. De bedste år). I sit væsen er genren jo litterær. Individets udvikling bliver en dannelsesroman. Ganget med fire gælder den for en generation. Det er alle vores liv, der bliver til film.



MUCCINOS vinkel på stoffet er mere end ekko og genskin. Det er dog påfaldende, hvor mange fælles træk og troper fra genren, han giver de fire karakterer: fra drengene, der masturberer sammen over fotos af filmdivaer, til desillusionen ved vaneægteskab, fast job og skuffede ambitioner.
   Fotoet af de fire teenagers er set i et utal af film. Men det er stadig smukt, og unge elskende tager stadig selfies i Lad-verden-komme-an positur, fordi de har set karakterer, som ligner dem, gøre det samme på film.
   Mændene bliver spillet af Pierfrancesco Favino (Giulio), Kim Rossi Stuart (Paolo) og Claudio Santamaria (Riccardo). De har før optrådt sammen i gangsterfilm som Michele Placidos Romanzo criminale (2005) og svarer til De Niro, Pacino og Pesci på italiensk. Micaela Ramazotti har rollen, som Stefania Sandrelli forløste hos Scola.



MUCCINO maler den historiske baggrund op i brede strøg. Hos Scola var en del af charmen, at han hyldede periodens italienske film. Et sætstykke viste, hvordan Federico Fellini og Marcello Mastroianni arbejdede med scenen ved Trevi-fontænen fra La dolce vita (1960, da. Det søde liv). De to legender spillede sig selv i rekonstruktionen.
   Muccino beholder en version af scenen. Gemma og Riccardo tager bad i springvandet, mens Paolo er blevet for desillusioneret. Han skal undervise næste dag og går hjem for at sove alene. Sådan er den nye film til stadighed et riff på den gamle. Det giver ekstra mening at se dem sammen, og gælden til formen forklarer det gammeldags i moderniteten.
   Det er vigtigt at blive siddende, skønt lyset i salen bliver tændt. Midt i titelsekvensen viser et indstik, hvordan relationerne udvikler sig i næste generation. Det er ikke rå virkelighed i rystede billeder. Men De smukkeste år er en solid skildring af fire livsbaner, som er repræsentative for deres tid.



Mens vi taler om tidsånd og aktiv erindring: De smukkeste år nåede akkurat at få premiere – i 12 biografer – før den anden, længste og mest omfattende coronanedlukning blev implementeret i december 2020. Jeg satte følgende info nederst i kursiv: »Premieren er aflyst i 38 kommuner, hvor biograferne igen lukker ned. Filmen vises i de resterende 60, som ikke er berørt af nye covid19-restriktioner.« Pandemien påvirkede alt i to år. Nu ser vi på et gammelt klassefoto. Farverne er falmet allerede. Detaljerne fortaber sig. Relationerne kræver forklaring. Ingen husker navne og forhold nøjagtigt. Selv hovedpersonerne kommer i tvivl. 

Se også The Best of Youth | La meglio gioventú | En italiensk familie (2003).

De smukkeste år (Gli anni più belli). Instr.: Gabriele Muccino. Manus: Paolo Costella og G. Muccino. Foto: Eloi Molí. 129 min. Italien 2020. Dansk premiere: 10.12.2020.


Fotos: Lotus Production/ Rai Cinema/ 3 Marys Entertainment/ 01 Distribution/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Førsteudgaven af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.12.2020

mandag den 20. januar 2020

Federico Fellini: Casanova (1976) | Klassiske karakterer


TO GANGE CASANOVA
Fellinis fortegning og Hallströms idyl 

Af BO GREEN JENSEN

FELLINIS Casanova har aldrig været populær, heller ikke blandt mesterens tilhængere. Ved premieren i 1976 fik den en særdeles blandet modtagelse, og hverken det markante produktionsdesign, Donald Sutherlands indsats i titelrollen eller filmens hele karakter af filosofisk og erotisk manifest, kunne overbevise fanskaren om, at Casanova var et hovedværk.
   Federico Fellini (1920-1993) var altid mest elsket for sin varme og sit overskud. Tre år efter erindringsstyrken i Amarcord (1973), en på alle måder vidunderlig film, kom kynismen og liderligheden i Casanova som en kold spand vand i ansigtet.
   Da filmen fyldte 30 år, blev den digitalt restaureret. Den eksemplarisk istandsatte udgave blev vist første gang på Venedig Festivalen i 2005. Venezia var Casanovas by, og eftersom Mostraen samme år præsenterede Lasse Hallströms Casanova i sit hovedprogram, var det oplagt at huske netop dén film af Fellini.
   Man kan sagtens finde fejl og mangler ved Fellinis stiliserede og manierede film. Imidlertid har den en stil, et filosofisk grundsyn og en bærende kunstnerisk idé. Det samme kan man dårligt sige om Hallströms solbeskinnede komedie, der dyrker den galante gavtyveside af Casanova-myten og lader Heath Ledger lægge damerne ned, uden at bekymre sig særligt om karakterens indre dæmoner.



DEN historiske skikkelse, Giovanni Giacomo Casanova (1725-98), var formentlig en blanding af Fellinis hvidkalkede libertiner og Hallströms vitale rosenkavaler. Han tjente de rige og levede af dem, fuskede med flere af tidens nye videnskaber og gjorde sig på legendarisk vis gældende som
»forfatter, kardinalsekretær, officer, violinist, diplomat, historiker, falskspiller, tidsskriftredaktør m.v.«
   Jeg citerer her artiklen i Den Store Danske Encyklopædi. Mest berømt blev manden dog som en umættelig elsker, der i levende live inkarnerede myten om Don Juan. Casanova promoverede selv dette image i sin 12 bind store Mit livs historie (skrevet 1789-97, senest oversat 1962-68). Denne drabelige selvbiografi har med tiden fået status som en af litteraturens store sædeskildringer, en slags subversivt alternativ til Samuel Pepys’ lidt mere lødige Dagbog.
   Her ser den store forfører tilbage på bedrifter, der fandt sted i en tid, hvor han lignede Heath Ledger mere end Donald Sutherlands fugleagtige mand. Men i den sidste nedbrudte periode, da en fysisk og psykisk bankerot er total, lyder Casanovas stemme faktisk som den, der høres off screen hos Fellini: »Jeg er 58 Aar gammel, jeg kan ikke rejse til Fods og Vinteren staar for Døren. Naar jeg tænker paa at tage af sted for at genoptage mit Liv som Eventyrer, ser jeg mig selv i Spejlet, og jeg brister i Latter.«
   Donald Sutherland har beskrevet optagelserne som et rent mareridt. Samarbejdet kom dårligt fra start. Sutherland, som ikke talte italiensk, havde forberedt sig grundigt til rollen, men Fellini kasserede baggrundslitteraturen og forklarede sin stjerne, at han ikke interesserede sig for den Casanova. I stedet ville han bruge figuren til at kritisere en tiltagende følelsesløshed og kynisme i tidsånden.*
   En aktuel forbrydelse havde inspireret Fellini. To rige unge mænd havde voldtaget og dræbt en kvinde. Bagefter lagde de liget i bagagerummet på deres bil og gik til fest. Da liget blev fundet, forklarede mændene, at kvindens død ikke rørte dem særligt, fordi hun ikke var nogen de kendte. Så på en måde kunne de heller ikke forestille sig, at andre kendte hende. De havde slet ingen følelser i forbindelse med deres ugerning. 

 


FELLINI syntes ikke om Casanova. Det er naturligvis nøglen til filmen, der anbringer sin indbildske titelfigur i en lang række dekadente tableauer, som føjer den sammen med Satyricon (1969) og Roma (1972). Casanova ser sig selv som en tragisk figur, når han dusker den ene perverse hertuginde efter den anden. I London oplever han for første gang, at han ikke kan få rejsning. Han står da på broen og hyler i mørket, klynker og raser mod de hårde kvinder, der forsvinder ind i tågen.
   Da Sutherland spillede scenen sådan, fik han endelig ros af Fellini. Indtil da havde optagelserne været et langstrakt helvede, fordi filmen som de optog ikke ville stemme overens med filmen, som Fellini havde i hovedet.
   »Han var ikke en seriøs person,« siger Sutherland om Casanova. »Han var et overfladisk menneske, som troede at han var en seriøs person.« Det hårde skudsmål passer afgjort på Fellinis Casanova, som i bedste fald er en tragisk nar, der ikke kan huske, hvad det vil sige at elske. Alligevel bliver han i filmens hjertescene et billede på alle mænd, da han møder sit ideal i form af en mekanisk kvinde, renæssancens svar på den moderne bolledukke, der i sagens natur kan blive ved ligesom han og være lige så følelseskold. Figuren er fremstillet meget fascinerende af Adele Angela Lujodice.


CASANOVA har altid udfordret filmkunsten. Hans livshistorie har ligget til grund for bogstavelig talt hundredevis af mere eller mindre slibrige fantasier om den store venetianske forfører. De gode bud kan dog tælles på et par hænder. Et af de mest interessante er den skikkelse, som Frank Finlay skar i Mark Cullinghams britiske miniserie fra 1971. Serien havde manuskript af Dennis Potter, der så Casanova som en seksuel frihedskæmper.
   I Ettore Scolas nyklassiker Il mundo nuovo (1982), der på dansk bliver kaldt både Den nye verden og Natten i Varennes, er Casanova en af passagererne i vognen, som i 1791 fører flere af tidens ærketyper væk fra det revolutionshærgede Frankrig. Casanova spilles her af Marcello Mastroianni. I vognen sidder også Thomas Paine (Harvey Keitel), pornografen Restif de la Bretonne (Jean-Louis Barrault) og Sophie de la Borde (Hanna Schygulla), som var hofdame hos Marie Antoinette.


LASSE Hallströms Casanova er ingen katastrofe. I det mindste er den skudt på gerningsstedet (Fellini genskabte alt i Cinecittà), ser virkelig ud af en masse og repræsenterer et comeback for Lena Olin, der får lov at være sanselig, moden og viis på én gang. Heath Ledgers Casanova er særdeles karismatisk. Sutherlands kulde er til gengæld uforglemmelig.
   Fellini skabte langt vigtigere film, men den mislykkede Casanova knytter faktisk an til den klassiske La dolce vita (1960). Begge film betragter de livstrætte døgnvæsener, som ikke har overskud til at elske. Denne syrlige bismag er vigtig at huske, når man hylder sødmen og livsfylden hos den store italienske billedskaber.


*) Sutherland fortæller i dokumentaren 'Casanova, Fellini, and Me'. Interviewet varer 46 minutter og er standardtilbehør på dvd og blu-ray. Fellini's Casanova udkom senest på blu-ray i 2015 (Mr Bongo Essential World Cinema and Music) og 2020 (Kino Lorber).


Fellinis Casanova (Il Casanova di Federico Fellini). Instr.: Federico Fellini. Manus: Bernardino Zapponi og Federico Fellini. Foto: Giuseppe Rotunno. 155 min. Italien 1976/2005. Dansk premiere: 22.04.1977.

Casanova. Instr.: Lasse Hallström. Manus: Jeffrey Hatcher. Foto: Oliver Stapleton. 112 min. USA 2005. Dansk premiere: 03.03.2006. 


Fotos: Freemantle Media/ Mr. Bongo/ CineMaterial/ Filmaffinity
Federico Fellinis Casanova streames ikke p.t.
2K Blu-ray fra Kino Lorber (Restored Edition) 08.12.2020
Lasse Hallstrôms Casanova streames på Apple TV
2K Blu-ray fra Disney Buena Vista 23.01.2007
Anmeldelsen stod i Ekko - Magasinet om film og medier #32 marts-april 2006. Her gav vi stjerner. Fellini fik fire (af seks), Hallström fik to. Nu var det nok blevet fem til Fellini og bare en enkelt til Hallström.