Chasing Trane: John Coltrane 1926-1967

DEN KOSMISKE REJSE

En portrætfilm om jazzpioneren

Af BO GREEN JENSEN

SAXOFONISTEN John Coltrane var kun 40 år, da han døde – af leverkræft i 1967 – men som en af jazzens store stilskabere kaster han stadig en kolossal skygge.

   Der er vist nok delte meninger om de sidste indspilninger, hvor en i forvejen eksperimenterende form er på vej ud i rummet og ind i en eskalerende religiøsitet. Den frie jazz bliver her til bøn og lovsang. Denne drift mod en hengivelse er dog klar allerede på hovedværket A Love Supreme (1964), hvor Coltranes fantastiske rejse begynder for alvor.

   Portrætfilmen Chasing Trane foretager flashbacks til Coltranes opvækst i North Carolina og starten på musikkarrieren, som begyndte i hans flådetid på Hawaii og fortsatte i Philadelphia. Coltranes første helt var Charlie Parker. Hans læreår gik med at følge Parkers eksempel i bands, som blev styret af Johnny Hodges og Dizzy Gillespie.

COLTRANE fik sin chance i 1955 hos Miles Davis. Han gik selv, fordi han syntes, at Miles kom til at fylde for meget. Mens han udviklede sin egen stil – og skar albummet Blue Train (1958) – var han saxofonist hos Thelonius Monk. Han blev bortvist på grund af sit stofmisbrug. Monk tog ham til nåde, Trane faldt atter i.

   Så var det, at han tog en beslutning og gjorde sig fri. Coltrane var gift, havde bonusbørn at forsørge og ville ikke ende som Charlie Parker. John Scheinfelds film vender stadig tibage til skæringsåret 1957, hvor legenden valgte et renere liv. Steddatteren Antonia Andrews beskriver, hvor hårdt det gik for sig, da Coltrane gik cold turkey og blev i huset i måneder, mens hustruen Naima hjalp ham over det værste.

DER er stumper af henved tres sange. Scheinfeld gør særligt meget ud af »Alabama« (1964), som er Coltranes melankolske pendant til Nina Simones vrede »Mississippi Goddamn«. Begge løfter arven efter Billie Holidays evige »Strange Fruit«. Eks-præsident Bill Clinton kalder kompositionen »a beautiful elegy screaming with pain«.

   Coltranes skæve fortolkning af The Sound of Music-sangen »My Favorite Things« blev et overraskende radiohit i 1961. Så isolerede han sig i huset på Long Island for at komponere A Love Supreme i fire satser. Her er ideen, at han spiller de ord, som er skrevet på coveret.

CHASING Trane er en effektiv introduktion. Den er desværre også fuld af talende ansigter, som konstant klippes ind i musikken. Karaktervidnerne siger udmærkede ting, men de er mærkeligt urytmisk anbragt.

   Flere talking heads henviser til Pablo Picasso og Jimi Hendrix, når de skal finde en analogi for Coltranes forvandling. Det er gamle kolleger som Sonny Rollins og Jimmy Heath. Det er celebre fans som Bill Clinton og John Densmore, trommeslageren fra The Doors, der som altid forklarer håndværket godt.

   Især er det guitaristen Carlos Santana, som jeg skylder min egen indføring i Coltrane. Santana og John McLaughlin bruger to af Coltranes kompositioner, »Acknowledgement« fra A Love Supreme og balladen »Naima«, på albummet Love Devotion Surrender (1973). Her udforsker de – under navnet Mahavishnu Orchestra – en diffus og forklaret åndelighed, som dagens newagere vil sætte pris på.

DESVÆRRE kan Scheinfeld ikke tale med Alice Coltrane (1937-2007), som var pianist i den sidste kvartet og fortsatte med at udforske og forkynde musikken på album med titler som Transcendence (1977) og Transfiguration (1978). Hovedværket er det fjerde album, Journey in Satchidananda (1970). Santanas Illuminations (1974) er indspillet med Alice Coltrane.

    Hun blev gift med John Coltrane i 1966. Hun gjorde kvartetten til en kvintet og blev af purister betragtet som en negativ faktor, meget som rockfans lidt senere så Yoko Ono, da John Lennon trak sig ud af The Beatles. Alle parrets tre sønner fortæller. Coltrane selv blev helgenkåret af African Orthodox Church i San Francisco. 

   Et kapitel for sig er den sidste japanske turné. Her fortæller Yasuhiro Fujioka, som driver Coltrane House i Osaka og ejer den største samling af memorabilia. Den japanske superfan er aldrig kommet over Coltranes koncert i Nagasaki, hvor han spillede »Peace on Earth«.

COLTRANES egne udsagn bliver læst af Denzel Washington. Coltrane er misbrugeren, som rettede sig og blev kanoniseret. Beskrivelsen af hans rejse mod lyset er ganske vist ikke på højde med vreden i Whatever Happened, Miss Simone? (2015), Liz Garbus’ dokumentar om Nina Simone. John Scheinfeld har tidligere portrætteret Herb Albert, Sergio Mendes, John Lennon og Harry Nilsson. Han er tilbøjelig til at skære alle kager i den samme dej. 

   Til gengæld er filmen en appetitvækker. Jeg gik direkte hjem og bestilte A Love Supreme. Jeg ved ikke meget om jazz. Jeg troede, at Bitches Brew stod alene. Efter Chasing Trane er jeg klogere. John Coltrane skabte kosmisk musik, der er mere end psykedeliske fagter. Måske er det lyset, der bliver transformeret. Måske er det hengivelsen, som han higede efter, der lyder sådan, når den folder sig ud. 

Chasing Trane – The John Coltrane Documentary. Instr. og manus: John Scheinfeld. Foto: Stan Tayor. 99 min. USA 2017. Dansk premiere: 21.06.2017.

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Wikimedia Commons/  Blue Note/ Impulse!/ Google

Filmen streames ikke i Europa. I USA kan den ses på Apple TV og lejes/købes på iTunes

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.06.2017 (der er dog skrevet pænt meget til)

Murakami | Lee Chang-dong: Burning (2018) [Bogen og filmen]

EN OVERDÅDIG UVISHED

Lee Chang-dong forædler novellen af Haruki Murakami

Af BO GREEN JENSEN  

DET er hverken suspense eller et genialt plot, der gør Burning til en eksistentiel spændingsfilm. Det er heller ikke effekter og gimmicks. I sin kerne er filmen et erkendelsesprojekt, der afprøver virkeligheden. Ikke for at låse billedet fast, men for at udforske usikkerheden.

   Den unge Jongsu går alene omkring, da han møder barndomsveninden Haemi. Hun står på gaden i Seoul og fungerer som blikfang i et lotteri. Faktisk lader hun ham vinde et ur, som senere får empirisk betydning. Faktisk husker han ikke Haemi. Han bliver stille, når hun taler om deres tid i Paju. Hun siger, at han sagde, hun var grim. Hun siger, at hun faldt i en brønd. Det skal nok være rigtigt. Han husker bare ikke episoden.

   Men Haemi er forfriskende selskab. Jongsu er i byen for at følge med i retssagen mod sin far, der igen har overfaldet en nabo. Hans far kunne aldrig styre sin vrede, derfor rejste Jongsus mor. Sagføreren henter ham ind til en snak. Jongsu er alene på gården ved grænsen. Det er bare ikke bonde, han vil være. Jongsu vil skrive tekster, som bliver trykt og læst.

   Haemi vil spille teater. Hun giver ham en hurtig lektion i at mime. Hun skræller en imaginær nektarin og spiser den stykke for stykke. Hun siger: »Det har ikke noget at gøre med talent. Det gælder ikke om at tro på, at frugterne er der. Det gælder om at glemme, at de ikke er der.«

JONGSU forstår ikke helt denne sondring. Det gør han måske senere, men nu går de hjem til Haemi og er sammen. Fra sengen ser han solen, der spejler sig i et glastårn. Ellers kommer den aldrig i rummet. Han lover at fodre Haemis kat, mens hun er på rejse i Kenya. Det gør han ganske trofast, skønt katten aldrig viser sig. Men der er efterladenskaber.

   Hver gang Jongsu fodrer katten, onanerer han tænksomt og længselsfuldt. Eftermiddagen bliver hans bedste tid. Han svarer ivrigt, da hun ringer og siger, at hun er tilbage. Men fortryllelsen forstøver, da hun ankommer sammen med Ben: en karismatisk livskunstner, som til og med er venlig og har penge. Forfatterspiren hader ham på stedet.

   Burning bygger på en lille novelle af Haruki Murakami, som Lee Chang-dong forstørrer til en film i tre akter. I teksten siger fortælleren, at Ben har noget Gatsby-agtigt over sig. Han henviser til den romantiske aura og mysteriet om Bens profession. I så fald bliver Haemi til Daisy Buchanan.

   Ben og Jongsu er »venner« som Gatsby og Nick Caraway (eller Christopher og Max i Cabaret). Ben fortæller Jongsu noget, som ryster hans verden i fundamentet. Ben er aldrig rystet. Heller ikke, da Haemi forsvinder. Jongsu frygter, at Ben har dræbt hende. Han tilstod det jo. Eller er det ligesom med nektarinen og katten? Det gælder ikke om at tro på, at frugterne er der. Det gælder om at glemme, at de ikke er der.

DER er flere nøglesteder i Burning, men filmens hjerte sidder i scenen, hvor Ben »betror« sig til Jongsu. Han oplyser, at han somme tider sætter ild til drivhuse og betragter flammerne, mens de brænder ned. I novellen er det kornlader, som går op i røg, men indramningen er den samme.

   De tre har spist og drukket og nyder øjeblikket. De ryger pot og bliver bløde og tunge i kroppen. Pigen sætter et Miles Davis-album på og danser. Så bliver hun træt, låner fortællerens t-shirt og falder i søvn ovenpå. Da han kommer ned i stuen, er det en vals af Strauss, som drejer på grammofonen.

   Fortælleren (der ligner Murakami som yngre – i novellen er han 31, mens pigen er 20; de er ikke barndomsvenner, og der er ingen seksuel relation) husker et skuespil, som de opførte i skolen, da den anden mand bryder ind i hans tanker med bemærkningen: » - somme tider sætter jeg ild til lader.«

   »Undskyld?« siger fortælleren. »Somme tider sætter jeg ild til lader,« gentager den anden. Han giver sig til at lovprise den indiske marihuana. Han holder røgen nede i ti sekunder. Den snor sig fra hans mund »som ektoplasma«. Han siger, at den forbedrer »erindringens kvalitet«, men nu vil fortælleren have besked. »Jeg vil gerne høre om laderne,« siger han.

   »Laderne venter på at blive brændt. Det erkender jeg. Jeg bemærker bare noget, som er der allerede. Det er ligesom regnen. Regnen falder. Floden svulmer op. Noget bliver taget af strømmen. Foretager regnen et valg? Jeg gør ikke noget umoralsk. Jeg har min egen moralske kodeks.«

HOS Lee Chang-dong er øjeblikket strakt til en lang, hypnotisk sekvens, som bogstaveligt får publikum til at glemme tid og sted. Også her kommer Haemi og Ben på besøg. De spiser og ryger, mens solen går ned. Paju ligger ved grænsen til Nordkorea, og Jongsu har allerede forklaret, at det er propaganda, som bliver transmitteret fra grænseposten.

   Haemi tager sin bluse af og danser i, hvad der virker som en evighed, til »Générique« med Miles Davis. Imens bliver skumringen ved.

   Pressematerialet oplyser, at sekvensen med »tilståelsen« blev optaget over en måned. Lyset havde kun den rigtige kvalitet i 10-15 minutter hver dag.

   Her kan vi zoome ud og betragte de mange lag i filmens struktur. »Générique« er det tema, som Davis improviserede på stedet til titelsekvensen i Louis Malles Elevator til skafottet (1958). Burning er som nævnt inspireret af Murakamis novelle »Barn Burning« fra 1992. Den står i samlingen The Elephant Vanishes og ville hedde »At sætte ild til lader«, hvis den var oversat til dansk.

   Murakami selv tager sin titel fra William Faulkners novelle »Barn Burning« (1939). Der er en indavl af inspiration og motiver. Det bliver næppe mere postmoderne.

   Det er både i novellen og filmen et tema, om tingene sker eller egentlig er der. Der er en sindrig undertekst, som man godt kan give sig til at analysere på. Det er noget med et porøst liv i en ustabil virkelighed, vil jeg tro. Og en kategorisk sandhed, som er absolut umulig.

   Pointen er dog snarere, at filmen gør sig fri af denne kontekst. Det er dét, som den bruger det lange format til. Lee Chang-dong og fotografen Hong Kyung-pyo skaber et nøje forberedt øjeblik og lader det leve i virkelig tid. Der er bare de tre, musikken og solen og dansen, det vævede, vævende liv, der bliver ved.

HER kan filmen noget, som sproget ikke kan. Burning er en palimpsest. Den oprindelige tekst er skrabet ud, og en ny tekst er skrevet ovenpå. Ordbogen angiver også en ny anvendelse for det gamle ord: »Tekst læst dels som bevidst, dels som ubevidst udtryk for forfatterens psykiske og sociale problematik.«

    I begyndelsen følger filmen sit forlæg. Så begynder den at fabulere og ekstemporere. Det er der luft til og god mening i. Murakamis tekst er på små tyve sider. Lee Chang-dongs film varer to en halv time.

   Jongsu kan ikke få mistanken ud af sit hoved. Han bliver besat af at finde de brændte drivhuse. Men så er han sikker. Vi er med ham i salen alle som én. Publikum og Jongsu handler sammen. Endelig gør han noget ekstremt, som der ikke står et ord om i novellen. Det betyder ikke, at der ikke er belæg.

   Burning efterlader tilskueren i en overdådig uvished. Der er mange muligheder. Brændte drivhusene? Dræbte Ben de piger? Hvem er sociopaten? I novellen holder fortælleren op med at lede og konstaterer, at han bliver ældre hver dag. I filmen går han til modangreb og falder måske i en fælde.

   »Det gælder ikke om at tro på, at frugterne er der. Det gælder om at glemme, at de ikke er der. Det er det hele.«

   Murakami er en enkel forfatter med mange lag i. I Lee Chang-dong har han fået sin store fortolker, som er meddigter snarere end illustrator.

Se også Murakami | Tran Anh Hung: Norwegian Wood (2010); Murakami | Hamaguchi: Drive My Car (2021) [Oscars 2022].

Burning (Beoning). Instr.: Lee Chang-dong. Manus: Oh Jung-mi, Lee Chang-dong. Foto: Hong Kyung-pyo. 148 min. Sydkorea-Japan 2018. Dansk premiere: 20.12.2018

Foto: Pine House Film/ NHK/ Now Films/ Well Go USA Entertainment/ Capelight Pictures/ Diaphana Distribution/ World Cinema Partners, YouTube (clip + trailers)

Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Capelight Pictures (Tyskland) 11.10.2019

2K Blu-ray (region B) fra Thunderbird Relaasing (UK) 27.05.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.12.2018