Shirley | Shirley Jackson 1916-1965

EN STIKLING FRA EN ROSENBUSK

Et fantastisk portræt af den gotiske drømmer

Af BO GREEN JENSEN

SHIRLEY Jacksons særegne forfatterskab har de seneste tiår været genstand for intens genopdagelse og rehabilitering. Interessen for Jackson har levet fra starten og været konstant i kraft af The New Yorker-novellen »The Lottery« (1948), som er en evig antologifavorit, og romanen The Haunting of Hill House (1959), som Robert Wise filmatiserede i 1963.

   Nu bliver alle hendes tekster genlæst, også de humoristiske klummer i Life Among the Savages (1953), hvor hun iscenesatte sin kaotiske hverdag med fire børn, stor husholdning og en notorisk promiskuøs ægtemand, litteraturprofessoren Stanley Edgar Hyman (1919-1970), som i samtiden var højere agtet end hun.

   I 2016 udkom A Rather Haunted Life, Ruth Franklins biografi, som ødelægger lidt af mystikken, men føjer meget til forståelsen. Library of America har samlet Jacksons værker i to tætte bind (2010, 2020). Den sidste roman, We Have Always Lived in the Castle (1962), har altid været en hemmelig skat, som læsere fandt af sig selv. Det blev den første bog, som kom på dansk, da forlaget Alhambra begyndte at udgive Jackson. Indtil nu foreligger Vi har altid boet på slottet, Mørket i Hill House og Fuglereden – alle i en eksemplarisk oversættelse ved Rebekka Hjelholt Svendsen.*

FORFATTEREN Susan Scarf Merrell var teenager, da hun læste Jackson med en åbenbaring af genkendelse. Derfor blev Shirley: A Novel (2014) en hommage, som ikke ligner andre kunstnerromaner. Bogens fortæller er den nygifte og nyligt gravide Rose Nemser, som flytter ind hos Jackson og Hyman, da hendes mand bliver ansat på Bennington College, hvor Hyman er en af de store kanoner.

   Den lille universitetsby i Vermont hader stadig Jackson for »The Lottery« og fordi hun er anderledes. Hyman har affærer i byen og betragter og behandler de studerende som et harem (Bennington College var forbeholdt kvinder frem til 1969). Jackson kæderyger, drikker og spiser for meget, lider af tiltagende agorafobi. Men hun skriver på romanen Hangsaman (1951) med famlende fokus og overbevisning.**

ROSE og Fred bliver brikker i en ægteskabelig skyttegravskrig. De bliver også en slags tyende. Der er middage i stilen fra Hvem er bange for Virginia Wolf? Men Rose beundrer Shirley, og kvinderne kommer tæt på hinanden, især da Rose har født og engagerer sig i researcharbejdet.

   Hangsaman kredser i mosaikform om en pige fra Bennington, som forsvandt. Merrells bog fantaserer – nu og da i en pastiche på Jacksons stil – om hvad der skete med Paula Weiden, som var Hymans elev og modellen for Natalie Waite i romanen. Mysteriet har ingen definitiv løsning. Dét er helt i Jacksons ånd.

   Jacksons bøger – som hører til mellem horror og slipstream – er den diametrale modsætning til puslespilskrimier. Hun skriver i et anelsens sprog med duften af frugt i forrådnelse og næsten altid brand et sted. Kun det mytiske anslag i »The Lottery« – hvor »vinderen« af det årlige lotteri bliver stenet af sine naboer – adskiller sig. Dén tekst kommer virkelig et andet sted fra.

SARAH Gubbins har bearbejdet Merrells roman til Josephine Deckers kongeniale filmatisering. Shirley blev præsenteret på Berlinalen i 2020, umiddelbart før hele verden fik corona. Det er i dén grad en film, som skal ses i biografen. Sturla Branth Grøvlen (fotograf på Benh Zeitlins Wendy og Thomas Vinterbergs Druk) skaber mørke, stofrige billeder af efteråret i Vermont. Da COVID-19 trak ud, fik filmen en langstrakt, vilkårlig lancering. Den fik aldrig dansk biografpremiere, men streames på talrige platforme.

   Projektet kommer fra Elisabeth Moss, der har en drømmerolle som Shirley Jackson og er krediteret som filmens producer. Moss har ikke Jacksons fysiske tyngde, men ligner ellers i slående grad, når briller og tænder justeres. Den indviklede attitude er ramt på et hår. Der er så mange fine nuancer i spillet mellem Moss og Odessa Young, der har rollen som Rose Nemser.

PÅ vej til Bennington læser Rose »The Lottery«. Teksten gør hende opstemt, og parret elsker i toget. Mødet med Shirley er først en stor skuffelse, så et spirende kærlighedsforhold. Både film og bog fremstiller Jacksons og Hymans ægteskab som en symbiose. Ingen af dem har overtaget. Hyman gik hurtigt i stykker, da Shirley døde af livsstilssygdomme i 1965.

   Efter et år blev han gift med den langt yngre Phoebe Pettingell, som han havde undervist på Bennington. Hun redigerede The Critic's Credentials: Essays and Reviews (1978), et udvalg af Hymans artikler, efter hans død. Selv redigerede han The Magic of Shirley Jackson (1966) og Come Along with Me: Part of a Novel, Sixteen Stories, and Three Lectures (1968) med efterladte tekster af Jackson. Sønnen Malcolm blev født tre måneder efter hans død. Phoebe Pettingell lever stadig. Shirley blev kun 48. Stanley nåede at fylde 51 år.***

   Sanseligheden er bibeholdt. Til gengæld er mange detaljer forsvundet. Filmen udelader Roses baggrund, og Jacksons børn optræder ikke. I bogen har Rose en særlig relation med hvert enkelt. Michael Stuhlbarg spiller Hyman i høj scorestil. Logan Lerman, som spiller Fred Nemser, ligner stadig en dreng. Han er et let bytte for den manipulerende libertiner.

   I bogen er det et højdepunkt, når litterære berømtheder som Ann og Bernard Malamud kommer til middag eller kritikeren Kenneth Burke er med til fakultetsfesten. Vi får baggrunden for Hymans krig med Betty Friedan, som nedgjorde (og misforstod) Jackson i The Feminine Mystique (1963, da. Farvel kvindesag?) Alle de ting er fjernet i filmen. Kun Hymans jungianske interesse for folkekultur og -musik er bevaret.

MYSTERIET er gnidrede indklip og omrids. Der er i bogen et besøg i en havelabyrint, hvor Rose og Shirley kan høre Marie Antoinette og hendes hofdamer. Episoden fremstår som hallucineret virkelighed. I filmen spiser de svampe sammen. Jackson graver i sort muld med krogede fingre. Dét dufter til gengæld af Vi har altid boet på slottet. Det gør hele filmen, når den er god.

   For Jackson-fans er Shirley en tvingende nødvendighed. Også andre kan have stor glæde af filmen. Især manglen på klare svar er livsalig. Det er modgift mod føljetonsygen, som plager de fleste streamede serier.

*) I august 2022 udkom Lotteriet og andre noveller som fjerde bind i Alhambras kærligt kuraterede serie. Det er atter Rebekka Hjelholt Svendsen, der har oversat. Forordet til de tyve noveller er skrevet af Ursula Scavenius. »The Lottery« er dramatiseret/filmatiseret adskillige gange og fortolket i mange formater. Særlig trofast og kongenial er graphic novel/tegneserieromanen Shirley Jackson's "The Lottery": The Authorized Graphic Adaptation (160 s. New York: Hill and Wang), som Miles Hyman, der er barnebarn af Shirley Jackson og Stanley Edgar Hyman, fik udgivet i 2016. Forlaget Fahrenheit udgav Shirley Jacksons "Lotteriet": den autoriserede grafiske fortolkning i 2018. Oversætteren er Astrid Skov-Jakobsen.

**) Deckers film bøjer kronologien for at få tingene til at passe. Handlingen er henlagt til 1964, men Hangsaman udkom allerede i 1951. Det var forlaget Farrar, Strauss and Young [altså FSG før Giroux] som pegede på forbindelsen til den 18-årige Bennington-elev, Paula Jean Welden, der forsvandt på en vandretur i »the Bennington Triangle« i 1946 og blev erklæret død i december samme år. Jackson-biografen Ruth Franklin mener ikke, at romanen var 1:1- inspireret af Weldens forsvinden. Jackson må dog have arbejdet med materialet. Hun nævner Welden i novellen »The Missing Girl«, som blev trykt i The Magazine of Fantasy and Science Fiction i december 1957 [men først samlet op i Just an Ordinary Day (1996)], hvor børnene Laurence og Sarah Hyman samler tekster, der aldrig blev trykt eller ikke kom med i forfatterens egne udvalg.   

***) Stanley Edgar Hyman er blevet djævelen i den biografiske mytologi omkring Jackson. Eftertidens syn på ægteskabet svarer til den stadige ligsynsanalyse af forholdet mellem Sylvia Plath og Ted Hughes. 

   Det er let at forskrive Hyman til skurkerollen som manden, der holdt kvinden tilbage. Jeg skrev forordet til den danske udgave af The Haunting of Hill House. Da bogen blev anmeldt i Weekendavisen, var Siri Ranva Hjelm Jacobsen [som senere introducerede Fuglereden] venlig nok, men hun så ingen grund til at dvæle ved Hymans meritter. Han var irrelevant for et dansk publikum.

   Men det er han jo ikke, og hvis vi begynder at bruge aktuel lokal relevans som et kriterium, forstærker vi bare nærsynetheden, som der er rigeligt af i Skandinavien, og som er ouverturen til provinsialisme og nationalisme.

    Som kritiker var Hyman, hvad vi i Danmark kalder kulturradikal. Han var opdraget i jødisk ortodoksi, som han brød eftertrykkeligt med, men ikke før talmudlæsningen havde sat sig. Hans passion for jazz og »primitiv« folklore minder i slående grad om Poul Henningsens praksis. Hymans virkefelter var litteratur og psykologi. Hans speciale var folkeviser og folkeeventyr, som han læste med teoretiske briller. Hyman var marxist, jungianer (via J.G. Frazer og The Golden Bough) og freudianer. Hans populære Bennington-kursus hed »Myth, Ritual, and Literature«.

   I tilgift til undervisning og ansættelser på The New Yorker og The New Republic fungerede Hyman i fire år som boganmelder på magasinet The New Leader, der var sponsoreret af Socialist Party of America. Han skrev en introduktion til kritisk teori og metode, The Armed Vision: A Study in the Methods of Modern Literary Criticism (1947), og redigerede antologien The Critical Performance: An Anthology of American and British Literary Criticism in Our Century (1956), som var standardværker i samtiden. 

   Hymans store projekt – og værket, som han skrev på i årene med Jackson – var en sammenlæsning af de tankesystemer, som han trak på i sin kritiske praksis: biologi, politik, antropologi, sammenlignende religion og psykoanalyse. The Tangled Bank: Darwin, Marx, Frazer and Freud as Imaginative Writers (1962) blev næsten overset, da den endelig udkom. Det blev i stedet Joseph Campbell, som aktualiserede J.G. Frazer og C.G. Jung i The Hero with a Thousand Faces (1949) og mangebindsværket The Masks of God (1959-1968). 

   The Tangled Bank er et vidtfavnende værk, der foregriber den arketypiske kritik hos Northrop Frye. Den er antitesen til nykritik, strukturalisme og de forskellige franske skoler. Den egner sig ikke mindst til en læsning af Shirley Jacksons værker. 

   Philippe Halsman tog det ikoniske foto til biografien på flappen i The Tangled Bank. I 2013 blev fotoet (uden videre forklaring) brugt i en annoncekampagne for støvlefirmaet Berluti. Laurence Jackson Hyman skrev i den anledning et essay, »How Stanley Edgar Hyman Jumped Into Madison Avenue Luxury«, til magasinet Tablet.

Shirley. Instr.: Josephine Decker. Manus: Sarah Gubbins. Foto: Sturla Brandth Grøvlen. 107 min. USA 2020. Dansk premiere: 12.12.2020 (streaming).

Susan Scarf Merrell: Shirley: A Novel. 276 s. New York: Plume/ Penguin Random House, 2015.

Fotos: Los Angeles Media Fund/ Killer Films/ Neon/ Curzon Artificial Eye/ Mis.Label/ Library of America/ Blue Rider/ Alhambra/ Penguin Books

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye CURZON (UK) 24.01.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.01.2021

Klassiske karakterer: Dangerous Liaisons | Les liaisons dangereuses

LACLOS I KOREA

Universel, intrigant og uopslidelig

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN er både evig og velkendt. To depraverede aristokrater, en mand og en kvinde som begge har lagt ungdommen bag sig, lever i stigende grad for de kicks, der tilbyder sig i forførelsens sødme. De indgår da et hjerteløst væddemål. Manden skal forføre en ung og ivrig uskyld, som kvinden har grund til at sætte på plads. Som belønning får han adgang til den smukke fromme enke, hvis dydige sanselighed under alle omstændigheder er en torn i øjet på begge de livstrætte hedonister. Som definitiv belønning vil forføreren endelig få adgang til den intrigante kvindes seng. Det er et spil, de har haft kørende i mange år, og ingen af dem bliver yngre. Nu må det være på tide.

   Længe går det efter planen. Den erfarne jæger anvender alle sine elskovstricks, får hurtigt nedlagt den ivrige uskyld og kommer gradvis også ind på livet af den æggende retskafne enke. Så bliver jægeren fanget af byttet og forelsker sig i enken, der i dén grad forløses og folder sig ud. Furien raser, jægeren vakler, byttet bæver som et vådt rosenblad og er helt i lidenskabens vold. Det ender galt for dem alle. Kærligheden ligger tilbage og bløder, mens al anstændighed rives itu. De gode har muligvis grund til at græde, men der er slet ingen onde som ler, da det gælder.

FÅ tekster har holdt sig så friske eller udvist så megen tilpasningsevne som brevromanen Les Liaisons dangereuses (1782, da. Farlige forbindelser), der med syrlig bedrøvelse spidder de tre karakterer på deres forfængelighed.

   Pierre Ambroise Choderlos de Laclos (1741-1803) skrev sin tekst i revolutionstidens Frankrig, inspireret af Jean-Jacques Rousseau, den romantiske frihedsforkynder, som han angiveligt ville advare imod, men også i overensstemmelse med den jævnaldrende Marquis de Sade, Rousseaus mørke modpol, som i sine monomane pornografiske skrifter beskæftigede sig med de samme temaer og problemstillinger.*

   Der er mere end en banal elskovstrekant på spil i Laclos’ elegante konstruktion, eksempelvis kønspolitik, nihilisme over for engagement og den evige sandhed om kødets skrøbelighed, som ingen store tankesystemer hidtil har kunnet bortforklare.

ERGO er historien blevet nyfortolket, genfortalt, opført på scener og filmatiseret et utal af gange. Dangerous Liaisons, den britiske dramatiker Christopher Hamptons skuespil over bogen, har i sig selv fået status som grundtekst, men før Hampton havde Roger Vadim allerede forsøgt at modernisere og aktualisere Laclos i sin charmerende filmatisering fra 1959, Les Liaisons Dangereuses (da. Farlige forbindelser), med Jeanne Moreau, danske Annette Strøyberg, som dengang var gift med Vadim, og den alt for tidligt afdøde Gérard Philipe (1922-1959), manden som var Fanfan la Tulipe i sit hjerte.

I 1988 instruerede englænderen Stephen Frears sin amerikanske filmudgave af Hamptons tekst med John Malkovich som Valmont, Glenn Close som Marquise de Merteuil og Michelle Pfeiffer som byttedyret Madame de Tourvel. Denne nyklassiker, som frem for alt siger noget om sin egen tid, 1980erne, blev for de fleste en film til at elske og nyde. Tjekken Milos Forman kunne imidlertid ikke fordrage Hamptons blik på Laclos og instruerede i 1989 sin særligt vinklede udgave, Valmont, med Colin Firth, Annette Bening og Meg Tilly i de strategiske roller.

   Forman holdt fast i en fiks idé om, at gode film bør have ét og kun ét identifikationspunkt. På den måde fik han i 1981 reduceret E.L. Doctorows Ragtime til en skygge af det litterære forlæg, men Valmont er et rimelig vellykket forsøg på at romantisere og menneskeliggøre Laclos. Blot har varmen og livet, hele filmens åndedræt, kun lidt at gøre med den hjertets bitre lære, som er og bliver hovedsagen.

   Af mere eksotiske filmatiseringer må nævnes Roger Kumbles Cruel Intentions (1992), som overfører skelettet og karaktererne fra Laclos til et teenagemiljø på Manhattan. Den fantastiske danske titel var Sex Games. Filmen fortjente faktisk lidt bedre.

DER er ingen ubehagelige overraskelser i Je-yong Lees koreanske udgave af Farlige forbindelser, som på engelsk bærer titlen Untold Scandal. Relationerne fra Laclos er intakte, og skønt handlingen er omplantet til en anden kultur, befinder vi os fortsat i 1780erne, nu i slutningen af Chosun-dynastiet.

   Valmont-figuren Jo-won (Bae Yong-jun) er om muligt en værre sjuft end sædvanligt, og den manipulerende Lady Cho (Lee Mi-Sook) er en smuk, lad og liderlig tvilling til originalens Marquise de Merteuil. Jo-won skal deflorere den naive Soh-ok, der er lige så lærenem som hun er uskyldig, men hans belønning er den tilknappet æggende enke Lady Sook (Jeon Do-yeon), som ikke nåede at miste sin mødom, før hendes tilkommende døde. Lady Sook har nu været enke i ni år, og Jo-won vil have hende, koste hvad det vil.

HANS forehavende lykkes, men det kommer til at koste alt for dem alle. I brede, klare, formelt smukke billeder og overdådige interiører, der er designet efter alle kunstens regler af scenografen Byeong-il Kim, folder filmen sin evige lignelse ud og demonstrerer, hvor galt det kan gå os, hvis vi tror at hjertet blot er en muskel.

   Historien fungerer fornemt på koreansk, hvor særlige træk som den fromme Lady Sooks katolicisme giver bedre mening end i europæisk sammenhæng. Je-yong Lees film er i øvrigt ikke den første asiatiske udgave af Farlige forbindelser. Allerede i 1978 instruerede Toshiya Fujita sin japanske version under titlen Kiken na kankei.

MEST opsigtsvækkende er måske den udførligt skildrede seksualitet, som gør hele historien mere konkret. I vestlige udgaver er grundvilkåret, den kødelige sandhed, i regelen skjult af eufemismer, fejende skørter og elegante omskrivninger. Her får vi sagens kerne op på lærredet i stort format – til og med i første scene.

   Udførlig sex har de seneste år været standardudstyr i film, som kommer fra Sydkorea. Andre store temaer er politisk fortrængning og seksuel ligestilling. Måske har man holdt igen lidt for længe og er nu tilbøjelig til at overdrive de skandaløse virkemidler.

   I hvert fald kan den koreanske filmsex blive ufrivilligt komisk. På Mostraen i Venedig så jeg Im Sang-soos særdeles seriøse Baramnan gajok (2003, int. A Good Lawyer’s Wife). I første scene etablerede den gode hustru et udenomsægteskabeligt forhold. I anden scene stod hendes mand, som heller ikke var indbegrebet af troskab, og diskuterede mulig kompensation til ofrenes familier ved en nyåbnet massegrav. I tredje scene havde hustru og elsker hed sex på kanten af selvsamme grav.

FARLIGE forbindelser er anderledes velafstemt. Vi får atter lov at føle forelskelsen, forsmåelsen og fortabelsen sammen med Valmont, Merteuil og Madame de Tourvel, som også hér er den mest komplekse og bestemt mest lidenskabelige figur. Laclos er landet i Korea på smuk og betagende lykkelig vis. 

   Det er en billedskøn film med en bitter moral, der ikke har tabt relevans, siden historien blev skrevet i 1782. Sådan er vi vel, når det kommer til stykket, overalt og til alle tider. Det kan man naturligvis beklage, men beklagelse har aldrig været sagen i Les Liaisons dangereuses. Det har ærlig selvindsigt derimod, og af den er der masser i Je-yong Lees film.

DER er ingen tegn på afmatning i interessen for nye versioner. Josée Dayans canadisk-fransk-britiske tv-udgave fra 2003 er en højt profileret to-delt miniserie med Catherine Deneuve, Rupert Everett, Nastassja Kinski og Danielle Darrieux, der i anslaget moderniserer Laclos på samme måde, som Roger Vadim gjorde 40 år før. I Jin-ho Hurs kinesiske Weixian Guanxi (2012) er typerne og intrigen omplantet til rigt finansmiljø i 1930ernes Shanghai. Zhang Ziyi har Madame Tourvel-rollen mellem Jang Don-Gun og Cecilia Cheung. 

   Netflix-spillefilmen Les Liaisons Dangereuses (2022) er en fransk teenage/YA-udgave, skrevet og instrueret af Rachel Suissa. En amerikansk miniserie med internationalt cast har premiere på Starz/Disney+ i november 2022. Clarice van Houten, Lesley Manville, Clare Higgins, Alice Englert og Paloma Faith er blandt de medvirkende. Laclos' egen tid er atter baggrunden, men kønspolitikken er efterjusteret.

   Der er sært nok ingen sci-fi versioner af Farlige forbindelser. Det må være et spørgsmål om tid, før de kommer.

Se også Zhang Yimou: A Woman, a Gun and a Noodle Shop (2009) [Noir 100] og To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100].

Se også Klassiske karakterer: Anna Karenina; Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac [Liv og teater]; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne; Klassiske karakterer: Mary Poppins og Pamela Travers 1899-1996; Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021. 

*) Laclos og de Sade er antagonister i romanen The Dangerous Memoir of Citizen Sade (2000) af englænderen A.C.H. Smith (f. 1935). De to mænd sad i fængsel sammen – karrieresoldaten Laclos for sine politiske loyaliteter; aristokraten de Sade for sin subversive seksualitet – og kunne angiveligt ikke fordrage hinanden. Smith ser dem som komplementære modsætninger, der koncentrerer hver sin version af kynismen. Bogen kan stadig bestilles på forfatterens hjemmeside.

   Laclos forlod hæren i 1788 og førte en omtumlet tilværelse i revolutionsperioden, hvor han bl.a. arbejdede i Krigsministeriet. Han sad i fængsel fra 1793-94. Han vendte tilbage til hæren i 1800 – nu som bonapartist – og døde som øverstbefalende for reserveartilleriet i Italien.

   Les Liaisons dangereuses findes på dansk i tre udgaver. Jens Zetlin Kielland oversatte den som De farlige Bekendtskaber (Branner, 1918); udgaven fra Arthur Jensen (1945) har forord af Paul V. Rubow og illustrationer af Aagaard Andersen. Senest udkom Farlige forbindelser i Ellen Kirks version (Gyldendal, 1989), da Frears/Hampton-filmen havde dansk premiere.   

Les Liaisons dangereuses 1960 (Farlige forbindelser). Instr.: Roger Vadim. Manus: Claude Brulé, Roger Vailland, Roger Vadim. Foto: Marcel Grignon. 111 min. Frankrig 1959. Dansk premiere: 10.04.1961.

Dangerous Liaisons (Farlige forbindelser). Instr.: Stephen Frears. Manus: Christopher Hampton. Foto: Philippe Rousselot. 119 min. UK-USA 1988. Dansk premiere: 07.04.1989.

Valmont. Instr.: Milos Forman. Manus: Jean-Claude Carrière, Milos Forman. Foto: Miroslav Ondricek. 137 min. UK-Frankrig 1989. Dansk premiere: 16.02.1990.

Les liaisons dangereuses (Farliga förbindelser). Instr.: Josée Dayan. Manus: Eric-Emmanuel Schmitt. Foto: Caroline Champetier. 252 min. Frankrig-UK-Canada 2003. Svensk premiere: 03.01.2005.

Untold Scandal/ Jo-seon-nam-nyeo sang-yeol-ji-sa (Farlige forbindelser). Instr.: Je-yong Lee. Manus: Dae-woo Kim, Hyeon-jeong Kim, Je-yong Lee. Foto: Byeong-il Kim. 124 min. Sydkorea 2003. Dansk premiere: 07.01.2005.

Weixian Guanxi (Farlige forbindelser). Instr.: Jin-ho Hur. Manus: Geling Yan. Foto: Byung-seo Kim. 110 min. Kina-Singapore-Sydkorea 2012. 

Fotos: B.O.M. Film Productions/ CJ Entertainment/  Warner Bros./ Lorimar/ Alchetron (Laclos Portrait)/ Britannica (de Sade Portrait)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity 

Les Liaisons Dangereuses (1959) er udsendt på Blu-Ray i 2019

Dangerous Liaisons (1988) streames på Blockbuster, HBO MAx, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime

Valmont (1989) streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime og Viaplay

Untold Scandal streames ikke i Europa, men er udsendt på Blu-Ray i 2014

Alle de nævnte film findes på 2K Blu-Ray

Første del af artiklen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2005.

Den farlige tørst: Arthur Rimbaud 1854-1891

HELVEDES BRUDGOM
Digteren Arthur Rimbaud 1854-1891

Af BO GREEN JENSEN

DER er to billeder af digteren Arthur Rimbaud, og til at begynde med er det svært at få dem til at passe sammen.

   Først er der drengen fra stjernerne, født den 20. oktober 1854, som på bare fire år, fra han er 16 til han er 20 år gammel, skriver stort set alle ordene i det kompakte poetiske forfatterskab, der indvarsler et nyt kunstsyn og en ny verdensopfattelse, som kaster lange skygger og skærer dybe spor i de følgende århundreders kulturelle landskab.

   Han hylder »den farlige tørst«, som formørker hans årer, ofrer sig til »solen, ildens gud« og ser under en tom himmel frem til det grænseløse daggry. Lad den komme, lad den komme, tiden hvor vi begejstres, lyder refrænet i »Sangen om det højeste tårn«, der i En sæson i helvede gør op med alt det, som er gået forud.

   Dernæst er der manden Rimbaud, som 26 år gammel vender ryggen til sin digtning, tager konsekvensen af sine fribytterdrømme og hele den monumentale civilisationslede, som er en drivkraft fra begyndelsen. Han kaster alt som er klaustrofobisk og europæisk af sig, for som en anden »Mistah Kurtz« at forsvinde i Mørkets hjerte og den store afrikanske nat.

   I den sidste tredjedel af sit liv fungerede Rimbaud i Abyssinien, det nuværende Etiopien, som købmand, våbenhandler og lejlighedsvis opdagelsesrejsende. Han købte slaver, tog mørke fotografier og kanaliserede al sin higen ud i en guldfeber, der kan måle sig med drengens farlige tørst efter ny virkelighed. Han sendte familien breve om, hvor led han var ved alting og hvor udmattet han følte sig. Og han skrev (stort set) ikke ny poesi i de sidste 11 år af sit liv.

DRENGEN var i ét og alt en grov og vanskelig person, der satte en ære i at være en belastning for sine omgivelser. Je m'encrapule le plus possible, skriver han i et af »seer-brevene« fra 1871, mens han forbereder flugten fra provinsflækken Charleville til hovedstaden, hvor han vil slutte sig til Pariserkommunen.

   Jeg gør hvad jeg kan for at leve som et svin. Han ødelagde tilværelsen for sin blide elsker, digterfællen Paul Verlaine (1844-1896), der forlod sin familie for at følge med Rimbaud, som brød med ham efter et år. Der var en sagnomspunden skudepisode i Bruxelles – Verlaine affyrede to skud i beruset jalousi, og det ene ramte Rimbaud i håndledet. Verlaine kom i fængsel, vendte tilbage til katoliscismen og skev med endnu mere bristende vemod, men han døde som stofmisbruger og alkoholiker, en sand poète maudit.* 

   Rimbaud var videre for længst. Med alkohol, hash og en anarkistisk livsførelse gjorde han sit bedste for at realisere projektet om ny erkendelse erfaret gennem den totale nedbrydning af alle sanser. Den brutale dreng skrev nogle af de mest centrale og grænseoverskridende digteriske tekster i nyere vestlig kultur. I trodsig kraft af Une Saison en enfer (1873) og Les Illuminations (1886) blev han i endnu højere grad end Baudelaire og Lautréamont den store forløber for modernismen.

DRENGEN Rimbaud gav svimmelheden skikkelse, fra den anarkistiske livsfryd i det lange digt om »Le bateau ivre« (»Den berusede båd«) til den brændende slutning på »Ordets alkymi« og videre ind i Illuminationerne. »Rimbauds digte er karate: På én gang elegance og overraskende kraftudladning,« skrev hans ivrige danske discipel Michael Strunge i 1981. Strunges vrængende tvillingebøger, Nigger 1 og Nigger 2 fra 1982, voksede direkte ud af besværgelsen i »Dårligt blod«:

Ja, mine øjne er lukkede for jeres lys. Jeg er et dyr, en neger. Men jeg kan frelses. I er falske negre i forklædning. I er vanvittige, asociale, smålige. Kræmmer, du er neger. Dommer, du er neger. General, du er neger. Kejser, gamle lystliderlige, du er en neger: du har drukket smuglersprit af Satans destillat. Dette folk er besjælet af feber og kræft...

Dette er negationen, »skyggernes og hvirvelvindens fødested,« den ene ekstreme pol i Rimbaud. Fra den andens lysende drift mod »Det Umulige« stråler billedet af den genfundne og genvundne evighed, som Rimbaud sætter over og for enden af al sin stræben: la mer melee au soleil, havet der blandes med solen. »Din lidenskab er din eneste pligt,« insisterer digteren i »Ordets alkymi«.

MANDEN Rimbaud er en gold og formørket figur, der af kolleger i Harrar huskes således: »Han var snarest i miskredit, så stor var hans begærlighed, hans sans for vinding. Man kan kun sætte ham i klasse med et utal af de sjakrere, som har hærget landet.« 

   Et af hans sidste breve hjem, dateret 1888, strejfer endnu en gang grundtonen af lede i hele det mærkelige forfatterskab: »Lykkeligt at dette liv er det eneste, og det er evident, for man kan ikke forestille sig et liv med en lede større end denne.«

   For både drengen og manden hersker en klinisk og næsten pervers distance til »denne Rimbaud«, dette »jeg« som altid er en anden. Mellem dem er digteren, der som en forfærdende smuk sommerfugl folder sig ud og lever totalt og brændende de fire korte år, hvor samtlige nøgletekster bliver til.

   Rimbaud er fra begyndelsen næsten programmatisk bevidst om sit mål og sine virkemidler. I maj 1871 skriver han: »Jeg vil være poet, og jeg arbejder på at gøre mig selv til en seer. Det er forkert at sige »Jeg tænker«. Man burde sige: »Nogen tænker mig.« For JEG er en anden.«

MED dette JE est un autre bryder Rimbaud igennem til en digterisk bevidsthed, der ligger i forlængelse af romantikken og dog kapper forbindelsen rent til sit bagland. Fra og med »Den berusede båd« er Rimbaud uafvendeligt på vej ind i sansernes og de nye erkendelsers frodige kaos. Når han i Une Saison en enfer hører »den vanvittiges frygtelige latter« i foråret, er vi fremme i næste århundredes Sacre du printemps og hele ideen om april som »den grusomste måned.«

   Hans sande fæller er skikkelser som Büchner, Trakl, Céline, Artaud, Hamsun og Strindberg, men Rimbauds betydning for modernismens formsprog kan næppe overvurderes. Han blev en allieret identifikationsfigur for rockmusikkens store sangkrivere. Det er ikke for meget sagt, at prosadigtet som vi kender det konsoliderer sig i denne faldne seers Illuminationer, der inde bag leden alle stræber mod »at besidde SANDHEDEN I EN SJÆL OG ET LEGEME.«**

I MODERNE dansk digtning har Rimbauds betydning taget fart siden 1930erne, da udviklingen og opløsningen i verdenssamfundet begyndte at korrespondere med seerens brutale fragmenter. Det er hos Rimbaud, at man finder den oprindelige længsel »mod Hærværk og pludselig Død,« og Tom Kristensen kaldte selv Steffensen-skikkelsen i Hærværk for »Rimbaud-agtig«.

   Une Saison en enfer blev første gang oversat som En tid i helvede af Erik Ditlevsen i 1949, samme år som Jørgen Sonne gendigtede et udvalg af Les Illuminations. For de yngre digtere, der omkring 1980 – men uafhængigt af hinanden – begyndte at citere »Sangen om det højeste tårn«, var standardversionerne dog Rolf Gjedsteds formidable gendigtninger. En sæson i helvede og Efter syndfloden, der udkom 1972 og 1973, rangerer i dag ganske højt på antikvarboghandlernes hitliste.

   I 1991 blev Gjedsteds gendigtninger samlet i ét bind med titlen En engel i hænderne på en barbar. Det var en smuk markering af 100-året for Rimbauds febrilske bevidsthedstrukturer. I 1992 udkom Uffe Harders oversættelse af En Årstid i Helvede med Robert Jacobsens grafiske arbejder på Forlaget Cordelia. Det er den oversættelse, som er brugt i 1998-udgaven fra Roskilde Bogcafé (nu Batzer & Co.)

   I 2007 udkom Illuminationer i Erik Knudsens gendigtning på Gyldendal. Rolf Gjedsteds roman om Rimbaud, Fordømt af regnbuen, udkom i 1998. Det Poetiske Bureau begyndte fra bunden med Udvalgte værker (2010). Rimbaud i udvalg (2020) samler Helvede og Illuminationer i et bind, hvor også brevene står i en kommenteret oversættelse ved Hippolyte de la Garde. Bureauets udgaver er tosprogede.*** 

RIMBAUDS eget forbillede var Charles Baudelaire (1821-1867), som han ganske vist fandt for traditionsbunden, men alligevel hyldede hengivent som »den første seer, digternes konge, en sand Gud.«

   Rimbauds seer-evangelium – såvel som nogle personlige manerer og en næsten drengeagtig opstemthed ved hele ideen om eksotiske opdagelsesrejser – har sit udspring i Les fleurs du mal (1857, da. Syndens Blomster, Ondskabens blomster eller Helvedsblomsterne – hver ny version har sit bud på en titel) og Baudelaires bestræbelse på gennem uafladelig beruselse at bryde bevidsthedsskallen og rejse ud for at komme »til bunds i det ukendte, for at finde DET NY!«

   17 år gammel formulerer Rimbaud sin kongstanke således: Le Poete se fait voyant par un long, immense et raisonné dérèglement de tout les sens. »Digteren gør sig synsk ved en lang, umådelig og beregnet forstyrrelse af alle sanser,« er vel hvad der står, men »forstyrrelse« dækker ikke helt, og det er interessant at sammenligne de forskellige bud på en oversættelse.

   I sin kommenterede guide til De første moderne (1985) har Jørgen Sonne en blændende idiosynkratisk version af skriftstedet: »Digteren gør sig til seer ved en langstrakt, umådelig og ræsonneret uordning i alle sanserne.« Per Aage Brandt taler om en »systematisk forstyrrelse af alle sanser«, Torben Brostrøm om en »desorganisering af alle sanser,« mens Rolf Gjedsted afstår fra at oversætte og bare parafraserer: »Sanserne skal tilsøles og forvitre, før man kan sætte de sande ord til papiret, det banale såvel som det ophøjede.«

   

SAMTLIGE versioner strejfer en facet af den tro på profetisk delirium som kunstnerisk erkendelsesmåde, der er kernen og fundamentet i Rimbauds erfaringsoverskridende praksis.

   Eftersom »Moral er svækkelse af hjernen,« må digteren frigøre sig betingelsesløst fra alle konventioner. Han har, ifølge Rimbaud, næsten pligt til at »krapylisere« sig. Da vil han i et nyt sprog kunne skildre nye indtryk og erfaringer:

   »Lad os indtage strømme af livskraft og virkelig ømhed. Og bevæbnet med brændende tålmodighed skal vi gå ind i strålende byer under morgenrøden,« slutter testamentet En sæson i helvede, som også indeholder digterens endelige afskedtagen med sit liv i kunst:

»Jeg, som har kaldt mig magiker eller engel, fritaget for al moral, jeg er nu givet tilbage til jorden, for at søge pligten, for at omfavne den knudrede virkelighed! Bonde!«

En sæson i helvede blev til mellem april og august 1873, da Rimbaud efter sine vilde strejferår med Verlaine prøvede at komme til kræfter i moderens hus i Roche. Den populære myte vil vide, at han aldrig skrev en linie siden hen. Det passer dog ikke. Prosadigtene i Les Illuminations blev til parallelt med Une Saison en enfer, og også i løbet af »rejsernes fem-år« 1873-78 kom spredte nye digte til.

   I januar 1875 mødtes Rimbaud og Verlaine for sidste gang. Ved dén lejlighed overlod Rimbaud sin gamle elsker manuskriptet til Illuminationerne, og de udkom 1886 i Verlaines redaktion og med hans kommentarer. Til den berømte sonet, hvor Rimbaud giver vokalerne farver, har Verlaine følgende fornuftige kommentar: »Jeg, der har kendt Rimbaud, jeg véd, at det var skråt op for ham, om A var rød eller grøn. Han så det sådan, det er det hele.«

I LØBET af rejsernes fem-år besøgte Rimbaud England, Italien, Tyskland, Østrig, Holland, Java, Sverige, Danmark, Tyrkiet, Ægypten og Cypern. Til sidst kom han hjem til moderens gård, havde tyfus, arbejdede på gården og forberedte sin endelige udvandring. I sommeren 1879 blev han spurgt, om han stadig skrev. »Je ne pense plus a ca,« lød svaret. Jeg tænker ikke mere på det. I 1880 tog han definitivt afsked med Frankrig og forsvandt i det afrikanske.

   Det gælder generelt for Rimbauds skrifter, at de hverken bliver rigere eller mere betydningsmættede, hvis man forsøger at læse dem som selvbiografiske fiktioner. Hans maske af sprog, den »mængde af ukendt, der er opvakt på hans tid i den universelle sjæl,« er i sin mest fuldbårne form en uudgrundelig cifferskrift, som sætter sig ud over sine tilblivelsesvilkår og virkeliggør tanken om »ordets alkymi«.

DERFOR læses Rimbaud i dag med uformindsket klarhed som en stemme, der på én gang taler i hjertet af tiden og befinder sig uden for verden. Alligevel kan man ikke læse »Dårligt blod« i En sæson i helvede uden at se den i forbindelse med Rimbauds 11 år i Etiopien:

»Jeg vil vende tilbage med lemmer af jern, mørkhudet, og med et vildt blik: i min maskering vil man tro, jeg tilhører en stærk race. Jeg vil få guld, blive doven og brutal. Og kvinderne plejer disse vilde krøblinge, der er vendt tilbage fra de varme lande. Frelst.«

I februar 1891 tog Rimbaud tilbage til Frankrig for at blive behandlet for en kræftsvulst i knæet. Benet blev sat af, og han fik det stadig værre i løbet af sommeren, som han tilbragte hos søsteren Isabelle. Han døde i Marseille, 37 år gammel, den 10. oktober 1891:

Set nok. Synet har mødt sig selv for alle vinde./ Haft nok. Byers støj om aftenen, og under solen, og altid./ Kendt nok. Livets standsninger. - Åh, rygter og visioner!/ Afrejse til hengivelsen og nye lyde! (»Afrejse«)

Danske versioner

Arthur Rimbaud: En Tid i Helvede. Oversat af Erik Ditlevsen. Forlaget Frost-Hansen, 1949. 

Arthur Rimbaud: Les Illuminations. Oversat af Jørgen Sonne. Træsnit af Erik Christensen. 36 s. Forlaget Grafisk Cirkel, 1949.

Arthur Rimbaud: En sæson i helvede. Gendigtet fra fransk af Rolf Gjedsted. Illustreret af Anne Wivel. 52 s. Forlaget Thaning & Appel, 1972.

Arthur Rimbaud: Efter syndfloden. Udvalgt og gendigtet fra fransk af Rolf Gjedsted. Med tegninger af Anne Wivel. 48 s. Forlaget Thaning & Appel, 1973. 

Arthur Rimbaud: En engel i hænderne på en barbar. I udvalg og gendigtning ved og med illustrationer af Rolf Gjedsted. 92 s. Husets Forlag/Serien for Oversat Litteratur, 1991.

Arthur Rimbaud: En Årstid i Helvede. Oversat af Uffe Harder. Grafiske arbejder af Robert Jacobsen. 54 s. Forlaget Cordelia, 1992.

Arthur Rimbaud: En Årstid i Helvede. På dansk ved Uffe Harder. Med efterord af Erik Skyum-Nielsen. Redigeret af Arild Baltzer. 62 s. Roskilde Bogcafé, 1998.

Arthur Rimbaud: Illuminationer. På dansk ved Erik Knudsen. Tekstredaktion: Hans Peter Lund. 66 s. Gyldendal, 2007. 

Arthur Rimbaud: Udvalgte værker. På dansk ved Hippolyte de la Garde. Illustreret af Mark Tholander. 358 s. Det Poetiske Bureau, 2010. 

Arthur Rimbaud: Rimbaud i udvalg. På dansk ved Hippolyte de la Garde. Illustreret af Mark Tholander. 426 s. Det Poetiske Bureau/Bureauets klassikerserie, 2020.

Biografisk på dansk

Haakon Bugge Mahrt: Digteren og eventyreren Arthur Rimbaud. Oversat fra norsk af Arild Baltzer. Illustreret af Chrix Dahl. Med efterord af Mikkel Jørgensen. 94 s. Roskilde Bogcafé 1992.

Rolf Gjedsted: Fordømt af regnbuen. En roman om digteren Arthur Rimbauds liv. 272 s. Forlaget Schønberg, 1998.

Graham Robb: Rimbaud. En biografi. Oversat fra engelsk af Hippolyte de la Garde. 667 s. Det Poetiske Bureau, 2021.

*) To fiktionsfilm har prøvet at skildre forholdet mellem Verlaine og Rimbaud, begge uden videre held, skønt casting og budget var optimale. Italieneren Nelo Resi lader Terence Stamp spille Rimbaud i Una stagione all'inferno (1971), hvor Rimbaud ser tilbage på forholdet fra sin sidste tid i Etiopien. Jean-Claude Brialy spiller Verlaine. Filmen fik fransk, tysk og spansk premiere, men kom ikke i dansk distribution. Agnieszka Holland instruerede Leonardo DiCaprio og David Thewliss i Total Eclipse fra 1995. Det er svært at sige, hvorfor den film ikke lykkes. Den skildrer parrets vandreår, og især David Thewliss er god som Verlaine. Resis film er sjælden og svær at få at se. Total Eclipse bliver faktisk streamet på SF Anytime.

**) Van Morrison synger »Tore down a la Rimbaud« på A Sense of Wonder (1985), og Bob Dylan henviser til forbilledet i teksten til »You're Gonna Make Me Lonesome When You Go« fra skilsmissealbummet Blood On the Tracks (1975): »Situations have ended sad/ Relationships have all been bad/ Mine've been like Verlaine and Rimbaud«. Rimbaud er det første Dylan-persona, som taler til kameraet i Todd Haynes' bemærkelsesværdige film, I'm Not There (2007), hvor seks faser i sangerens biografi er flettet sammen til et mytologisk portræt. Rimbaud-avataren bliver spillet af Ben Whishaw. 

Den største hommage til ikonet kom fra den franske sangskriver Léo Ferré (1916-1993). Ferré satte 37 digte (ti af Rimbaud og 14 af Verlaine) i symfonisk musik og fortalte historien om forholdet på dobbeltalbummet Verlaine et Rimbaud (1964). Ferré var et fyrtårn i chanson/varieté-traditionen. Han byggede videre på sin succes med Baudelaire-albummet Les Fleurs du mal fra 1957.

   Joan Baez og Peter Schickele var stærkt inspireret af Férré, da de konstruerede lydlandskaberne på poesimontagen Baptism: A Journey Through Our Time (1968). Her er to af Rimbauds digte (»Barndom III« og »Evil«) anbragt blandt tekster af John Donne, James Joyce, Walt Whitman, William Blake, Federico Garcia Lorca, e.e. cummings og mange andre stemmer, der talte og taler til tiden. Leo Ferrés sidste album var Une saison en enfer (1991), udgivet til 100-året for Rimbauds død.

***) I juli 2021 udgav Bureauets Klassikerbibliotek også Graham Robbs biografi fra 1999. Der er ikke noget galt med Graham Robbs bog, som prøver at skrive biografi i stort format med et sparsomt materiale. Men det fineste nålestik foretages, synes jeg, af Charles Nicholl i Somebody Else: Arthur Rimbaud in Africa 1880-91 (London: Jonathan Cape, 1997), som fokuserer på og udreder Afrika-tiden. 

 

Ajourført og revideret udgave af teksten i Weekendavisen Bøger 08.11.1991