Shirley | Shirley Jackson 1916-1965

EN STIKLING FRA EN ROSENBUSK

Et fantastisk portræt af den gotiske drømmer

Af BO GREEN JENSEN

SHIRLEY Jacksons særegne forfatterskab har de seneste tiår været genstand for intens genopdagelse og rehabilitering. Interessen for Jackson har levet fra starten og været konstant i kraft af The New Yorker-novellen »The Lottery« (1948), som er en evig antologifavorit, og romanen The Haunting of Hill House (1959), som Robert Wise filmatiserede i 1963.

   Nu bliver alle hendes tekster genlæst, også de humoristiske klummer i Life Among the Savages (1953), hvor hun iscenesatte sin kaotiske hverdag med fire børn, stor husholdning og en notorisk promiskuøs ægtemand, litteraturprofessoren Stanley Edgar Hyman (1919-1970), som i samtiden var højere agtet end hun.

   I 2016 udkom A Rather Haunted Life, Ruth Franklins biografi, som ødelægger lidt af mystikken, men føjer meget til forståelsen. Library of America har samlet Jacksons værker i to tætte bind (2010, 2020). Den sidste roman, We Have Always Lived in the Castle (1962), har altid været en hemmelig skat, som læsere fandt af sig selv. Det blev den første bog, som kom på dansk, da forlaget Alhambra begyndte at udgive Jackson. Indtil nu foreligger Vi har altid boet på slottet, Mørket i Hill House og Fuglereden – alle i en eksemplarisk oversættelse ved Rebekka Hjelholt Svendsen.*

FORFATTEREN Susan Scarf Merrell var teenager, da hun læste Jackson med en åbenbaring af genkendelse. Derfor blev Shirley: A Novel (2014) en hommage, som ikke ligner andre kunstnerromaner. Bogens fortæller er den nygifte og nyligt gravide Rose Nemser, som flytter ind hos Jackson og Hyman, da hendes mand bliver ansat på Bennington College, hvor Hyman er en af de store kanoner.

   Den lille universitetsby i Vermont hader stadig Jackson for »The Lottery« og fordi hun er anderledes. Hyman har affærer i byen og betragter og behandler de studerende som et harem (Bennington College var forbeholdt kvinder frem til 1969). Jackson kæderyger, drikker og spiser for meget, lider af tiltagende agorafobi. Men hun skriver på romanen Hangsaman (1951) med famlende fokus og overbevisning.**

ROSE og Fred bliver brikker i en ægteskabelig skyttegravskrig. De bliver også en slags tyende. Der er middage i stilen fra Hvem er bange for Virginia Wolf? Men Rose beundrer Shirley, og kvinderne kommer tæt på hinanden, især da Rose har født og engagerer sig i researcharbejdet.

   Hangsaman kredser i mosaikform om en pige fra Bennington, som forsvandt. Merrells bog fantaserer – nu og da i en pastiche på Jacksons stil – om hvad der skete med Paula Weiden, som var Hymans elev og modellen for Natalie Waite i romanen. Mysteriet har ingen definitiv løsning. Dét er helt i Jacksons ånd.

   Jacksons bøger – som hører til mellem horror og slipstream – er den diametrale modsætning til puslespilskrimier. Hun skriver i et anelsens sprog med duften af frugt i forrådnelse og næsten altid brand et sted. Kun det mytiske anslag i »The Lottery« – hvor »vinderen« af det årlige lotteri bliver stenet af sine naboer – adskiller sig. Dén tekst kommer virkelig et andet sted fra.

SARAH Gubbins har bearbejdet Merrells roman til Josephine Deckers kongeniale filmatisering. Shirley blev præsenteret på Berlinalen i 2020, umiddelbart før hele verden fik corona. Det er i dén grad en film, som skal ses i biografen. Sturla Branth Grøvlen (fotograf på Benh Zeitlins Wendy og Thomas Vinterbergs Druk) skaber mørke, stofrige billeder af efteråret i Vermont. Da COVID-19 trak ud, fik filmen en langstrakt, vilkårlig lancering. Den fik aldrig dansk biografpremiere, men streames på talrige platforme.

   Projektet kommer fra Elisabeth Moss, der har en drømmerolle som Shirley Jackson og er krediteret som filmens producer. Moss har ikke Jacksons fysiske tyngde, men ligner ellers i slående grad, når briller og tænder justeres. Den indviklede attitude er ramt på et hår. Der er så mange fine nuancer i spillet mellem Moss og Odessa Young, der har rollen som Rose Nemser.

PÅ vej til Bennington læser Rose »The Lottery«. Teksten gør hende opstemt, og parret elsker i toget. Mødet med Shirley er først en stor skuffelse, så et spirende kærlighedsforhold. Både film og bog fremstiller Jacksons og Hymans ægteskab som en symbiose. Ingen af dem har overtaget. Hyman gik hurtigt i stykker, da Shirley døde af livsstilssygdomme i 1965.

   Efter et år blev han gift med den langt yngre Phoebe Pettingell, som han havde undervist på Bennington. Hun redigerede The Critic's Credentials: Essays and Reviews (1978), et udvalg af Hymans artikler, efter hans død. Selv redigerede han The Magic of Shirley Jackson (1966) og Come Along with Me: Part of a Novel, Sixteen Stories, and Three Lectures (1968) med efterladte tekster af Jackson. Sønnen Malcolm blev født tre måneder efter hans død. Phoebe Pettingell lever stadig. Shirley blev kun 48. Stanley nåede at fylde 51 år.***

   Sanseligheden er bibeholdt. Til gengæld er mange detaljer forsvundet. Filmen udelader Roses baggrund, og Jacksons børn optræder ikke. I bogen har Rose en særlig relation med hvert enkelt. Michael Stuhlbarg spiller Hyman i høj scorestil. Logan Lerman, som spiller Fred Nemser, ligner stadig en dreng. Han er et let bytte for den manipulerende libertiner.

   I bogen er det et højdepunkt, når litterære berømtheder som Ann og Bernard Malamud kommer til middag eller kritikeren Kenneth Burke er med til fakultetsfesten. Vi får baggrunden for Hymans krig med Betty Friedan, som nedgjorde (og misforstod) Jackson i The Feminine Mystique (1963, da. Farvel kvindesag?) Alle de ting er fjernet i filmen. Kun Hymans jungianske interesse for folkekultur og -musik er bevaret.

MYSTERIET er gnidrede indklip og omrids. Der er i bogen et besøg i en havelabyrint, hvor Rose og Shirley kan høre Marie Antoinette og hendes hofdamer. Episoden fremstår som hallucineret virkelighed. I filmen spiser de svampe sammen. Jackson graver i sort muld med krogede fingre. Dét dufter til gengæld af Vi har altid boet på slottet. Det gør hele filmen, når den er god.

   For Jackson-fans er Shirley en tvingende nødvendighed. Også andre kan have stor glæde af filmen. Især manglen på klare svar er livsalig. Det er modgift mod føljetonsygen, som plager de fleste streamede serier.

*) I august 2022 udkom Lotteriet og andre noveller som fjerde bind i Alhambras kærligt kuraterede serie. Det er atter Rebekka Hjelholt Svendsen, der har oversat. Forordet til de tyve noveller er skrevet af Ursula Scavenius. »The Lottery« er dramatiseret/filmatiseret adskillige gange og fortolket i mange formater. Særlig trofast og kongenial er graphic novel/tegneserieromanen Shirley Jackson's "The Lottery": The Authorized Graphic Adaptation (160 s. New York: Hill and Wang), som Miles Hyman, der er barnebarn af Shirley Jackson og Stanley Edgar Hyman, fik udgivet i 2016. Forlaget Fahrenheit udgav Shirley Jacksons "Lotteriet": den autoriserede grafiske fortolkning i 2018. Oversætteren er Astrid Skov-Jakobsen.

**) Deckers film bøjer kronologien for at få tingene til at passe. Handlingen er henlagt til 1964, men Hangsaman udkom allerede i 1951. Det var forlaget Farrar, Strauss and Young [altså FSG før Giroux] som pegede på forbindelsen til den 18-årige Bennington-elev, Paula Jean Welden, der forsvandt på en vandretur i »the Bennington Triangle« i 1946 og blev erklæret død i december samme år. Jackson-biografen Ruth Franklin mener ikke, at romanen var 1:1- inspireret af Weldens forsvinden. Jackson må dog have arbejdet med materialet. Hun nævner Welden i novellen »The Missing Girl«, som blev trykt i The Magazine of Fantasy and Science Fiction i december 1957 [men først samlet op i Just an Ordinary Day (1996)], hvor børnene Laurence og Sarah Hyman samler tekster, der aldrig blev trykt eller ikke kom med i forfatterens egne udvalg.   

***) Stanley Edgar Hyman er blevet djævelen i den biografiske mytologi omkring Jackson. Eftertidens syn på ægteskabet svarer til den stadige ligsynsanalyse af forholdet mellem Sylvia Plath og Ted Hughes. 

   Det er let at forskrive Hyman til skurkerollen som manden, der holdt kvinden tilbage. Jeg skrev forordet til den danske udgave af The Haunting of Hill House. Da bogen blev anmeldt i Weekendavisen, var Siri Ranva Hjelm Jacobsen [som senere introducerede Fuglereden] venlig nok, men hun så ingen grund til at dvæle ved Hymans meritter. Han var irrelevant for et dansk publikum.

   Men det er han jo ikke, og hvis vi begynder at bruge aktuel lokal relevans som et kriterium, forstærker vi bare nærsynetheden, som der er rigeligt af i Skandinavien, og som er ouverturen til provinsialisme og nationalisme.

    Som kritiker var Hyman, hvad vi i Danmark kalder kulturradikal. Han var opdraget i jødisk ortodoksi, som han brød eftertrykkeligt med, men ikke før talmudlæsningen havde sat sig. Hans passion for jazz og »primitiv« folklore minder i slående grad om Poul Henningsens praksis. Hymans virkefelter var litteratur og psykologi. Hans speciale var folkeviser og folkeeventyr, som han læste med teoretiske briller. Hyman var marxist, jungianer (via J.G. Frazer og The Golden Bough) og freudianer. Hans populære Bennington-kursus hed »Myth, Ritual, and Literature«.

   I tilgift til undervisning og ansættelser på The New Yorker og The New Republic fungerede Hyman i fire år som boganmelder på magasinet The New Leader, der var sponsoreret af Socialist Party of America. Han skrev en introduktion til kritisk teori og metode, The Armed Vision: A Study in the Methods of Modern Literary Criticism (1947), og redigerede antologien The Critical Performance: An Anthology of American and British Literary Criticism in Our Century (1956), som var standardværker i samtiden. 

   Hymans store projekt – og værket, som han skrev på i årene med Jackson – var en sammenlæsning af de tankesystemer, som han trak på i sin kritiske praksis: biologi, politik, antropologi, sammenlignende religion og psykoanalyse. The Tangled Bank: Darwin, Marx, Frazer and Freud as Imaginative Writers (1962) blev næsten overset, da den endelig udkom. Det blev i stedet Joseph Campbell, som aktualiserede J.G. Frazer og C.G. Jung i The Hero with a Thousand Faces (1949) og mangebindsværket The Masks of God (1959-1968). 

   The Tangled Bank er et vidtfavnende værk, der foregriber den arketypiske kritik hos Northrop Frye. Den er antitesen til nykritik, strukturalisme og de forskellige franske skoler. Den egner sig ikke mindst til en læsning af Shirley Jacksons værker. 

   Philippe Halsman tog det ikoniske foto til biografien på flappen i The Tangled Bank. I 2013 blev fotoet (uden videre forklaring) brugt i en annoncekampagne for støvlefirmaet Berluti. Laurence Jackson Hyman skrev i den anledning et essay, »How Stanley Edgar Hyman Jumped Into Madison Avenue Luxury«, til magasinet Tablet.

Shirley. Instr.: Josephine Decker. Manus: Sarah Gubbins. Foto: Sturla Brandth Grøvlen. 107 min. USA 2020. Dansk premiere: 12.12.2020 (streaming).

Susan Scarf Merrell: Shirley: A Novel. 276 s. New York: Plume/ Penguin Random House, 2015.

Fotos: Los Angeles Media Fund/ Killer Films/ Neon/ Curzon Artificial Eye/ Mis.Label/ Library of America/ Blue Rider/ Alhambra/ Penguin Books

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye CURZON (UK) 24.01.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.01.2021

Susan Hill: The Woman in Black (1983/2012) [Bogen og filmen]

HUSET I MARSKEN OG KVINDEN I SORT

Susan Hills gotiske nyklassiker 

Af BO GREEN JENSEN

DEN nostalgiske gyser går aldrig af mode. Periodehistorien med døde børn, mystiske kvinder, hjemsøgte ejendomme og begravede mysterier har haft fans, siden dronning Victoria blev kronet.

   I The Woman in Black bliver effekterne genbrugt med stor æstetisk konsekvens og en lidt mindre sikker fornemmelse for den substans, som også er nødvendig, hvis form og indhold skal balancere. Både Wilkie Collins (1824-1889) og Daphne du Maurier (1907-1989) har stået faddere til filmen, som bygger på en 1983-roman af Susan Hill.*

   Juristen Arthur Kipps bliver af sit firma sendt til en afsondret landsby i marsklandet på den britiske østkyst. Her skal han gøre boet op efter enken, som levede Miss Haversham-agtigt på Eel Marsh Farm. Arthur er mærket af sorg over sin hustru, som døde i barselssengen. Nu tegner sønnen sin far med nedadvendt mund. »Hvorfor ser jeg sur ud?« spørger Arthur. »Fordi dit ansigt altid er sådan,« svarer drengen.

ARTHURS chef forstår hans smerte, men lader forstå, at missionen repræsenterer en sidste mulighed for at rette op på det hele. Arthur rejser med en aftale om, at sønnen og barnepigen skal slutte sig til ham. I toget sidder egnens store mand overfor. Mr. Daily kører ham til kroen i sin Rolls Royce. Til gengæld er kroværten åbenlyst fjendtlig. Arthur får dog en seng i det gamle kvistkammer.

   I filmens prolog har man set, hvordan tre piger trådte et dukketestel i stykker. Som søvngængere sprang de i døden, vist nok fra vinduet i det selvsamme rum, da der blev kaldt udefra. Så mange i byen har mistet børn. Arthur ser en sortklædt kvinde, som ikke vil ham det godt. Kroværtens kone forklarer, at endnu et barn bliver taget, hver gang nogen møder kvinden i sort.

THE Woman in Black er en af de gysere, hvor karaktererne går ind i mørket, ned i kælderen eller op på kvisten, skønt al fornuft siger, de bør holde sig væk. Daniel Radclifffe (Harry Potter) har i sin første rene voksenrolle de forventede reaktioner. En mængde børn dør på skækkelig vis, kvinden i sort overfalder vor helt. Effekterne fungerer, men mysteriet er meget mekanisk sat op.

   Den forsonende faktor i filmen er Eel Marsh Farm, en gotisk struktur, som ligger på en ø i vadehavet. Kun ved ebbe er det muligt at komme til og fra fastlandet. Arthur er ofte alene i huset. På den måde når han til bunds i mysteriet og forstår, med hvilket offer man måske kan formilde kvinden i sort. Det er i sidste øjeblik, for Arthurs egen dreng er på vej, og det handler om at redde hans liv.

DEN sjælfulde slutning er stram og makaber. Den skal ikke røbes her. Filmen er en ny produktion fra det ærværdige britiske Hammer Studios, som i 1960erne og 70erne specialiserede sig i grel gyservold. Skønt den virker underbemandet, er der investeret fornuftigt i karakterskuespillere som Ciarán Hinds, Janet McTeer og Liz White. Der findes en tv-udgave. Filmen må være til tre stjerner rent.

I 2014 fulgte The Woman in Black 2: Angel of Death. Fortsættelsen bruger kun lokaliteten. Hverken Jane Goldman, som skrev manuskriptet til The Woman in Black, eller instruktøren James Watkins er involveret. Susan Hill har fra begyndelsen forholdt sig passivt til de forskellige dramatiseringer.**

   Filmen er god, skønt den står på skuldrene af noget andet. Tiden er skudt 40 år frem. I 1941, mens Blitzen hærger i London, bliver to lærere indkvarteret på Eel Marsh Farm med en gruppe evakuerede børn. Historien er løs, men krigsårenes bevidsthedslandskab er så velkendt, at scenerne næsten skriver sig selv.

   Helen McCrory, Phoebe Fox og Jeremy Irvine er solide i de tre voksenroller. Det er dog Oaklee Pendergast, der stjæler billedet som den mest udsatte dreng. Huset og marsken leverer uhyggen. Det er et gennemført stemningsstykke, der havde stået stærkere uden henvisningen til Susan Hills historie, som stort set ikke bliver brugt. 

*) Wilkie Collins skrev bl.a. The Woman in White (1860, da. Kvinden i hvidt) og The Moonstone (1868, da. Månestenen), som er grundsten (i krimiafsnittet) af den gotiske genre. Collins og Charles Dickens var nære venner, som ved flere lejligheder arbejdede sammen. Da Dickens grundlagde ugebladet All the Year Round (1859-1895), var den første føljeton hans egen A Tale of Two Cities (da. En fortælling om to byer). Den anden var The Woman in White, som blev bragt i magasinet fra november 1859 til august 1860. Collins' bøger er ikke mindst bemærkelsesværdige for deres solidariske kvindeskildringer.

   Dame Susan Hill (f. 1942) har skrevet 50+ bøger siden debutromanen The Enclosure (1961). Hun er bl.a. forfatter til 11 romaner i serien om Detective Chief Inspector Simon Serrailler og Detective Sergeant Freya Graffham. Senest udkom A Change of Circumstance (2021). Susan Hill skrev i 1993 Mrs de Winter, en autoriseret fortsættelse til Daphne du Mauriers Rebecca (1938). I Danmark udkom Mrs de Winter på Lindhardt og Ringhof. Se eventuelt den længere udredning i Det første landskab - myter, helte og kunsteventyr (1999).

**) TV-pioneren og genreikonet Nigel Kneale (Quatermass-komplekset, The Stone Tape etc.) bearbejdede Hills roman, og veteranen Herbert Wise (I, Claudius, The Norman Conquests, Rumpole) instruerede tv-filmen fra 1989. Adrian Rawlins spiller Arthur Kidd [Kneale ændrede efternavnet, som Susan Hill havde taget fra H.G. Wells' Kipps: The Story of a Simple Soul (1905), hvilket for Kneale tangerede helligbrøde]; Pauline Moran er kvinden i sort. Filmen har kultstatus i England, hvor den blev sendt juleaften som ITVs bud på »a ghost story for Christmas«, en særlig britisk tv-tradition, der er markeret på BBC siden 1971, typisk med »klassiske« spøgelseshistorier af (især) M.R. James.

   A Woman in Black blev genudsendt en enkelt gang, i julen 1994, og udkom på VHS-bånd hos boghandlerkæden W.H. Smith. Så forsvandt den. Efter megen mytedannelse blev filmen restaureret og udkom på dvd/blu-ray i 2020. Det er en bemærkelsesværdigt glansløs affære.

   Hills bog er fortolket mere markant i Stephen Mallatratts teaterudgave fra 1987. Her er fortællingen de- og rekonstrueret, så forestillingen opføres med tre skuespillere: Arthur Kipps-karakteren; »The Actor«, som spiller samtlige øvrige roller, og »Vision«, der ikke har replikker, men ses i et glimt som titelfiguren. Produktionen er en nyklassiker i sin egen ret. The Woman in Black havde premiere på Stephen Joseph Theatre i Scarborough i 1987 og åbnede i West End (på Lyric Hammersmith) i 1989. Samme år flyttede forestillingen til Fortune Theatre. Her har den været på plakaten lige siden. Kun Agatha Christies The Mousetrap (som er opført 28.500 gange siden 1952) og to musicals (Les Misérables og The Phantom of the Opera) har været på scenen i London i længere tid. Også Fortune Theatre lukkede ned under COVID-19-pandemien, men da teatret genåbnede i september 2021, var det med The Woman in Black. 

The Woman in Black. Instr.: James Watkins. Manus: Jane Goldman. Foto: Tim Maurice-Jones. 94 min. UK-Canada-USA 2012. Dansk premiere: 09.02.2012.

The Woman in Black 2: Angel of Death. Instr.: Tom Harper. Manus: Jon Croker. Foto: George Steel. 98 min. UK-Canada. Dansk premiere: 26.02.2015.

Susan Hill: Kvinden i sort. Oversat efter The Woman in Black (1983) af Lars Zacho Maarup. 190 s. Forlaget Loxodonta, 2012.

Fotos: Hammer Films/ Talisman Productions/ CBS Films/ BFI/ Alliance Films/ Central Films/ Granada Television/ BFS Video/ SF Studios/

The Woman in Black (2012) streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

The Woman in Black 2 streames på Blockbuster, iTunes, Rakuten TV og SF Anytime

The Woman in Black (1989) er udgivet på dvd og Blu-ray hos Network i 2020 

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.02.2012