Forstadsbilleder | D.J. Caruso: Disturbia (2007) [Noir 100]

SKJULTE ØJNE 

Et tema med sjælden slidstyrke 

Af BO GREEN JENSEN

VOYEUREN ved naturligvis, at han bryder en uskreven lov ved at kigge. Omvendt føler han sig netop lovligt undskyldt, fordi han ikke selv er herre over situationen : »Jo, jeg formoder, at det egentlig var en form for udspionering. Man kunne måske oven i købet have forvekslet det med en vindueskikkers sygelige interesse. Men det var ikke min fejl, for sådan var det ikke. Det hele kom af, at min bevægelsesfrihed var stærkt begrænset på den tid. Jeg kunne flytte mig fra vinduet til sengen og fra sengen til vinduet, og det var alt.«

   Siden Cornell Woolrich i 1942 skrev novellen »Skjulte øjne«, har adskillige variationer baseret sig på dens centrale præmis: en fikseret mand følger med i sine naboers hverdag, indfanges af de små dramaer og får ad omveje opklaret et mord i huset bag sit eget. Woolrich afleverede teksten som »Murder from a Fixed Viewpoint«. Den blev trykt i Dime Detective som »It Had To Be Murder«, men allerede i 1944, da Woolrich samlede novellen op i bogform i After-Dinner Story, var titlen ændret til »Rear Window«. Det var den, som Alfred Hitchcock brugte i sin klassiske filmatisering fra 1954.*

GODT og vel 50 år senere er dramaet rykket ud i forstæderne, og karakterernes alder er cirka halveret. Det er dog i bund og grund en Rear Window-lite, som D.J. Caruso i hjemlandet har fået en overvældende succes med. Der kommer flere lig på bordet, og den klaustrofobiske kvalitet er en anelse mindre intens, men typer, plot og effekt er de samme.

   Recepten er dygtigt og effektivt varieret. Gymnasieeleven Kale, som har mistet sin far, slår en lærer i vrede og idømmes 30 dages husarrest, da han endnu ikke er fyldt 18 år. En alarm i en fodlænke aktiveres, hvis han fjerner sig fra huset. Kales mor (Carrie-Anne Moss) mener, at han skal mærke sin straf. Hun inddrager hans netabonnement og klipper tv-ledningen over.

DERFOR begynder Kale at lure på de nye naboer med det dårlige ægteskab og den kønne teenagedatter, Ashley (Sarah Roemer), som bliver filmens pendant til Grace Kelly i Rear Window. Både hun og kammeraten Ronnie (Aaron You) reagerer med skepsis, men indfanges hurtigt af voyeurismen, som her diskuteres udførligt. Den mulige morder er naboen (David Morse), som måske har en massegrav under sit hus.

DISTURBIA bevarer den dobbelte tone af lystspil og thriller, bliver gedigent spændende hen mod sin slutning og forholder sig i forbifarten til en række centrale moderne temaer. Der er intet nuttet over forbrydelsen, og det lykkes at anbringe Ronnie og Ashley i nervepirrende situationer, når de spionerer for Kale. Shia LaBeouf, en markant yngre stjerne i mange slags film, er både ordinær og speciel som teenageudgaven af James Stewart.

MERE halvhjertet forekommer satiren over forstæderne, der er meget på linje med tonen i aktuelle sitcoms som Desperate Housewives. »Only in Disturbia, eh?« siger Kale, da Ashley besøger ham første gang. Foryngelseskuren skyldes utvivlsomt den kommercielle spillefilms demografi. I dag ville Hitchcocks publikum ikke vove sig ind i en biograf. Det brede marked bæres af aldersgruppen 17-30, og filmene bliver derefter. Disturbia er dog en sej, hurtig thriller, som rammer målet uden at lefle.

***

CORNELL Woolrich (1903-1968) var så produktiv, at han brugte tre forfatternavne. William Irish var det pseudonym, han foretrak til bogudgivelser. Han skrev 27 romaner og 16 novellesamlinger, som udkom, ofte med divergerende titler, både i USA og Europa. Mindst 40 er filmatiseret, mange flere er dramatiseret for tv. Antologiserier elsker en mand med ideer.

   Hitchcocks Rear Window har særlig høj status, men Woolrich/Irish var et brand fra begyndelsen, hvor Jacques Tourneur filmatiserede Black Alibi (1942) som The Leopard Man (1943), og Robert Siodmaks version af Phantom Lady (1944, da. Vidne søges) var en gedigen succes for Universal-studiet.

   François Truffaut blev opmærksom på The Bride Wore Black (1940, da. Bruden var i sort), da han så sig om i genren efter den overvældende succes med Tirez sur le pianiste (1960, da. Skyd på pianisten), som byggede på en roman af David Goodis. Han skriver med indlevelse om sin affinitet for den sørgmodige, fatalistiske kvalitet hos Woolrich i essayet »William Irish's Slippers«.

    Truffaut instruerede Jeanne Moreau i La mariée etait en noir (1968), der er drejet i stilen fra Hitchcock. Mississippi Mermaid (1969), som bygger på perioderomanen Waltz into Darkness (1947, da. Den falske brud), er derimod tilegnet Jean Renoir. Truffaut caster Catherine Deneuve og Jean-Paul Belmondo mod deres typer. Rainer Werner Fassbinder så en fælle i Woolrich, da han brugte novellen »For the Rest of Her Life« som forlæg for tv-filmen Martha (1974), der er en studie i masochisme.

   After-Dinner Story udkom i respektabelt hardcover både i USA og Storbritannien. Som amerikansk paperback fik samlingen titlen Six Times Death og et nyt lurvet æggende omslag. Udgaven, som virkelig gjorde en forskel, var den som blev massefremstillet til amerikanske soldater under 2. verdenskrig. Disse bøger var i aflangt format, havde blødt cover, så de kunne rulles sammen, og var trykt på dårligt papir. Men de var i øvrigt uforkortede og præsenterede mange nye læsere for aktuelle og klassiske arbejder.

WOOLRICH var måske den mest desperate og fortabte af noir-forfatterne. Som selvsikker ung mand opgav han studiet på Columbia University og kom til Hollywood for at gøre sin lykke. Han blev ansat på First National Pictures og giftede sig – skønt han var homoseksuel – med Violet Blackton, der var datter af Stuart Blackton. Blackton ejede Vitagraph Studios, som i 1925 blev opkøbt af Warner Bros. Ægteskabet holdt i tre måneder. Så blev medgang til modgang på ingen tid.

   Den personlige krise faldt sammen med nationaløkonomiens. I 1930 flyttede Woolrich til New York, hvor han delte en hotellejlighed med sin notorisk dominerende mor. Kolleger og bekendte er fulde af historier om, hvordan al kontakt gik via hende. Han flyttede til et bedre hotel, da hun døde i 1957. Man har et billede af en fattig forfatter, der er nødt til at skrive hurtigt for hyren, men Woolrich døde som millionær. Han kom bare aldrig ind fra mørket. Darkness er i bøgerne et begreb med stort D.

   Han var diabetiker, alkoholiker og blev til sidst isoleret i lejligheden, da han fik amputeret et ben, som der gik koldbrand i. Francis Nevins Jr. udpensler den lange nedtur i biografien First You Dream, Then You Die (1988), der er tyk som en telefonbog og i sig selv kunne være en Woolrich-historie. Hans estate stævnede Dreamworks for plagiering, da Disturbia blev produceret. Og tabte sagen ved højesteret.

   Woolrich inkarnerer noir, men han er ikke en hårdkogt fortæller. Sproget er svimmelt, stort og skæbnesvangert, af og til tæt på hysterisk. Han skruer op for angstens metaforer, hvor de øvrige stemmer skærer til og skruer ned. Kritikernes yndlingsord er »hallucinatorisk«. Det giver mening i forhold til sætninger som: »Smoke suddenly speared from her nostrils in two malevolent columns. She looked like Satan. She looked like someone it was good to stay away from.«

   Hans litterære idol var F. Scott Fitzgerald, og først skrev han jazztidsfortællinger som Cover Charge (1926), Children of the Ritz (1927) og Manhattan Love Song (1932). Han ødelagde manuskriptet til en sidste, nostalgisk livsfejrende bog, I Love You, Paris, da ingen ville udgive den. Herefter var det noir hele vejen. Flere forlag arbejder på at udrede den labyrintiske bibliografi og få en definitiv udgave i tryk. I 2025 er Centipede Press nået 14 bind ind i en kronologisk serie samlede værker. 

DER er flere regulære remakes af Rear Window. Mest anfægtende og sympatisk – skønt ikke særligt vellykket – er tv-filmen, som Jeff Bleckner instruerede i 1998. Her bliver den fikserede mand ved vinduet spillet af Christopher Reeve, som selv var tetraplegiker efter sin rideulykke i 1995. Daryl Hannah har rollen, som svarer til Grace Kellys.  

  

Disturbia. Instr.: D.J. Caruso. Manus: Christopher Landon, Carl Ellsworth. Foto: Rogier Stoffers. 104 min. USA 2007. Dansk premiere: 03.08.2007.

Fotos: Dreamworks Pictures/ Cold Spring Pictures/ The Montecino Picture Company, Digital Image Associates/ UIP/ Paramount Home Entertainment

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 01.08.2017

Anmeldelsen trykt som Filmrevy (uden noten om Cornell Woolrich) i Weekendavisen Kultur 03.08.2007

Roger Donaldson: Thirteen Days (2000)

GODE VILJER

Da verden kom tæt på den tredje totalkrig

Af BO GREEN JENSEN

MARTS 2001: EFTERHÅNDEN forbinder vi 1960erne med musikken, det såkaldte ungdomsoprør og hele det gradvise mentalitetsskifte, som fandt sted mod slutningen af årtiet. John F. Kennedy er blevet en mytologisk figur, der huskes for sin død i Dallas, ikke for de politiske fadæser som prægede administrationen i begyndelsen. Man taler i ramme alvor om det amerikanske Camelot, han som en anden Kong Arthur fik skabt på tre år. De færreste husker Nikita Khrustjov, og få under 40 forbinder noget særligt med de tretten dage i oktober 1962, da en Tredje Verdenskrig næsten blev udløst.

SELV var jeg knap syv år gammel, men jeg husker de voksnes anspændte alvor og den knitrende radio, som time for time fulgte det dramatiske standoff ved Cuba, hvor russiske skibe nærmede sig den blokade, som amerikanske fartøjer havde lagt om øen. En konfrontation syntes uundgåelig. Arsenalet ville blive udløst, og for unge forældre som huskede Hiroshima og Nagasaki må det have været en ubærlig tid. Verden holdt vejret, alle hjerter sprang et slag over – og så bredte den kollektive lettelse sig, da de russiske skibe bøjede af.

   Hvor tæt man også i dagene efter var på det atomare ragnarok, er egentlig aldrig blevet fortalt. Længe troede vi simpelt hen, at den sovjetiske ledelse havde besindet sig i sidste øjeblik. Først i 1982 kom det frem, at Kennedy-administrationen havde indgået en hemmelig handel med russerne.

HELE forløbet er fastholdt med minutiøs detaljerigdom og betydelig dramatisk fornemmelse i australieren Roger Donaldsons sobre og velspillede Thirteen Days. Det var den 14. oktober, at amerikanske U-2 fly tog billeder af de sovjetiske missilanlæg, som var under opførelse i Fidel Castros socialistiske Cuba. Krisen blev afblæst den 27. oktober og fortonede sig efterhånden som en rynke i tiden. Det er dog ikke tilfældigt, at filmtitler som Sidney Lumets (gravalvorlige) Fail-Safe (1964) og Stanley Kubricks (svimmelt satiriske) Dr. Strangelove (1964) hører hjemme i perioden.*

   En pjece med titlen Hvis krigen kommer blev husstandsomdelt herhjemme. Ingen var irriterede, når sirenerne sang onsdag middag. Hvad man skulle gøre hvis nu, var en håndgribelig bekymring.

DAVID Self har struktureret det store materiale på baggrund af Ernest May og Philip Zelikows bog The Kennedy Tapes, der analyserer 23 timer med båndoptagelser fra møderne i den hastigt nedsatte krisegruppe. I den er der flere høge end duer. Det er alt i alt et under, at verden står endnu. 

   Self har givet Kennedys personlige rådgiver Kenneth O'Donnell (1924-1977) den centrale menneskelige synsvinkel. Vi ser ham have en familie, som han er bekymret for, men der er ingen tilløb til romantiske sidehistorier og andre billige tricks. Det er dramadokumentarisme af den hårde slags, som vi lærte at kende og elske i 70’erne, da genren udviklede sin grammatik. Thirteen Days kunne sagtens have været en lang tv-film. Det store format er dog ikke anvendt forgæves.

   Kevin Costner spiller Kenneth O’Donnell og er filmens mest kendte ansigt, hvilket fungerer udmærket, fordi O’Donnell ofte blot er en iagttager. Han går omkring ved møderne, stiller sig mellem præsidenten og generalerne, når sidstnævnte rasler med sablerne og vil slå hårdt ned på Det Røde Bæst i Amerikas baghave. Canadieren Bruce Greenwood er mere end dækkende som JFK, mens Steven Culp som Robert Kennedy er den eneste, der faktisk ligner personen han fremstiller.

ALLE autentiske skikkelser præsenteres med en skreven tekst første gang de optræder. Absolut nøjagtige mødeforløb er filmet i sort-hvid, mens de lange fiktive stræk er i farver. Uden at angle eller overdrive sine virkemidler lykkes det Donaldson at vise en verden, som gradvis kommer til besindelse efter først have pustet sig op. Vi hører aldrig den russiske side af sagen og kan derfor identificere os med amerikanernes famlen i blinde. Det er Kennedy-brødrene (og O’Donnell), som krediteres for at holde fast i viljen til kompromis og forhandling, selv når moderate stemmer har bestemt sig for at udløse krigen.

   Thirteen Days er en film for det modne publikum, som sætter pris på sober historiefortælling. Først efter krisen krakelerer O’Donnell og ser på sin familie med tårer i øjnene. Han formulerer da filmens morale og pointe: Hvis solen står op i morgen, sker det udelukkende på grund af gode mænds vilje til at finde en løsning, uanset hvor tæt mørket tårner sig op.**

FILMEN viser endelig også, at krigen kun blev undgået, fordi ingen var i tvivl om, hvor omfattende den ville blive. Denne annonce for koldkrigsårenes magtbalance kan synes utidig, men fremstillingen er næppe helt ukorrekt. En mindre krig med færre konsekvenser var blevet udløst uden videre.

Se også Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968; Don DeLillo: Underworld (1997) | Et interview; Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Enkens fortælling: Jackie (2016) [Pablo Larrain]; Bob Dylan: Murder Most Foul (2020).  

*) Begge film bygger på hurtige bøger, som blev læst med frygt og bæven på den vestlige side af Jerntæppet. Fail-Safe (1962) var skrevet af to amerikanske universitetsfolk, Harvey Burdick og Eugene Wheeler, og begyndte sit liv som en føljeton i tre afsnit i The Saturday Evening Post. Wheeler havde oprindelig præsenteret ideen i en novelle, »Abraham '59«, som blev trykt i tidsskriftet Dissent.

Dr. Strangelove var en filmatisering af briten Peter Georges roman Two Hours to Doom (1958), som i USA fik titlen Red Alert. Også Red Alert var i sit udgangspunkt intens og alvorlig. Stanley Kubrick lod Terry Southern bearbejde den med sort satire, da han frygtede, at en trofast version ville ligne Sidney Lumets film for meget. Heraf den fantastiske undertitel: Hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben.

Peter George (som også skrev under pseudonymet Peter Bryant) var medforfatter til filmmanuskriptet. Han og Kubrick stævnede Burdick og Wheeler for at bruge præmissen fra Red Alert. Den strategiske finte var Kubricks idé, det handlede om forsinke Lumets produktion og nå ud i biograferne først. Det virkede: Dr. Strangelove fik premiere i januar, Fail-Safe fulgte i oktober 1964. Plagiatsagen endte med et forlig, og al snak om tematiske ligheder hørte op, da de to vidt forskellige film forelå.

   Der er ingen Dr. Strangelove-karakter i Red Alert. Peter George skrev en lukrativ novelization/ tie-in-udgave af manuskriptet, og han satte pris på filmens succes, men var muligvis ikke begejstret for måden, som Two Hours to Doom var blevet forvandlet på hen ad vejen. I hvert fald stod han ved sit navn og sin alvor i Commander-1, som blev hans sidste udgivelse. Peter George var kun 42 år, da han tog sit liv i 1966. Bogen er tilegnet Stanley Kubrick.

Herhjemme var det forlaget Fremad, som udgav Fejl-sikker, først i 1963, siden i Fremads Folkebibliotek i 1967, hvor handlingen faktisk udspiller sig. Vi havde bogen stående, da jeg var dreng. Der er mig bekendt ingen dansk udgave af Red Alert, men Commander-1 blev oversat af Claus Lembourn og udkom på forlaget Schønberg (som en paperback original) i 1966. Den købte jeg lidt senere for egne penge.

   Kubricks film er klassisk nu, men også Fail-Safe har et efterliv. Det var en begivenhed i tv-universet (og et dristigt eksperiment i dramagenren), da Stephen Frears ved årtusindeskiftet instruerede et tv-spil, der blev filmet i sort-hvid for effekten og transmitteret live som i mediets barndom. Den i sin tid blacklistede Walter Bernstein (1919-2021) skrev manuskriptet, og Richard Dreyfuss havde rollen som den amerikanske præsident, der i Lumets film blev spillet af Henry Fonda. Med i studiet var også George Clooney, som sikkert fik ideen til sin film om McCarthy-tiden, Goodnight, and Good Luck (2005), ved samme lejlighed.

   Ingen har overvejet at forsøge sig med et remake af Dr. Strangelove. Den bedste komedie om Cuba-krisen er måske Joe Dantes Matinee (1993). John Goodman spiller effektfilmproduceren Lawrence Woolsey (et kun ganske let sløret portræt af virkelighedens William Castle), som kommer til Key West i Florida med sin billige gyser om den bestrålede Mant! Biografen bliver rigget til med effekter. Alle i byen er bange, alle værdier er oppe i luften. Da de fysiske gimmicks kører af sporet, kunne det godt være verden, som eksploderer. Matinee husker tidsfarven. Man kan lige så godt leve, før man skal dø.  

**) Virkelighedens Kenneth O'Donnell fik ikke en let gang på jorden. Han sad i bilen bag præsidentparrets, da John F. Kennedy blev myrdet i Dallas, og var et kronvidne i Warren Kommissionens rapport. Han fortsatte som rådgiver under Lyndon B. Johnson, men besluttede i 1965 at stille op som demokratisk kandidat ved guvernørvalget i Massachusetts. Han fik ikke embedet, men blev i politik og var ansvarlig for Robert Kennedys valgkampagne, da denne blev myrdet i Los Angeles i 1968. Sammen med David Powers, en kollega fra Kennedy-staben, skrev han "Johnny, We Hardly Knew Ye": Memories of John Fitzgerald Kennedy (1972). Det var dog tabet af vennen og studiekammeraten Robert, som slukkede lyset for alvor. O'Donnell led af depressioner og var alkoholiseret resten af sit liv. 

Thirteen Days. Instr: Roger Donaldson. Manus: David Self. Foto: Andrzej Bartkowiak. 146 min. USA 2000. Dansk premiere: 09.03.2001.

Fotos: New Line Cinema/ Beacon Pictures/ Tig Procuctions/ Icon Film Distribution/ Nordisk Film/ Forlaget Alinea (Hvis krigen kommer-pdf)/ Wikimedia Commons/ CineMaterial (US, Russian, Japanese Poster Artwork), MovieStillsDB/ YouTube (Icon Distribution HD Trailer) 

Red Alert er senest genoptrykt på forlaget Dimensions i 2018; jeg har to omslagsfotos og en del af oplysningerne om Peter George fra Nick Jones' britiske blog på adressen www.existentialennui.com

Thirteen Days streames på Apple TV, AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, NORDISK FILM+, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 28.02.2017

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 09.03.2001

To versioner: Tinker Tailor Soldier Spy (1979/2011)

DEN HEMMELIGE PILGRIM

John le Carré 1931-2020

Af BO GREEN JENSEN

EFTERHÅNDEN skal man have en vis alder for at huske, hvordan Den Kolde Krig faktisk var. Den begyndte i 1945, endnu før 2. verdenskrig var forbi. De allierede havde gjort fælles front mod aksemagterne, men var ved at trække nye grænser allerede, da man indtog det knækkede Tyskland. Fra 1947, da USA formulerede Truman Doktrinen, til opløsningen af Sovjetunionen i 1991, blev freden udlevet bilateralt. Jerntæppet mellem Øst og Vest fik fysisk skikkelse i 1961, da Berlinmuren blev rejst overnight. I 40 år var det os og dem i en grad, som man næppe begriber i dag.*

   I samme periode fik vestlig spy fiction sin kronede tid. Der blev dog skrevet i genren længe før da. Allerede antihelten i James Fenimore Coopers The Spy (1821, da. Spionen – en Fortælling fra den nordamerikanske Krig) må leve med sine landsmænds foragt, fordi han opererer undercover. Richard Hannay fra John Buchans romaner og Ashenden fra Somerset Maughams noveller er forløbere for den spionfigur, agent 007, som Ian Fleming fornyede genren med, da han skrev James Bond-romanen Casino Royale (1953). I Eric Amblers romaner fra 1930'erne bliver spejlkrigen mellem de europæiske efterretningstjenester udkæmpet på Balkan og i Mellemøsten.

   Graham Greene lagde et etisk filter over stoffet, da han begyndte at skrive om behovet for at tjene, tro og forråde. Det var den litterære tradition – og frem for alt denne politiske virkelighed – som efterretningsofficeren David Cornwell (1931-2020) byggede videre på, da han sprang ud som pseudonymforfatteren John le Carré.

   Spionchefen George Smiley er ingen superagent. Han er en lille mand med store briller og en hustru, som bedrager ham. Han er rekrutteret i Oxford, har sit bureaukratiske liv på »The Circus« og ser en russisk tvilling i spionmesteren Karla, som han én enkelt gang har mødt i New Delhi.**

GEORGE Smiley optræder i otte bøger, men er – ligesom stilen – endnu ikke fuldt formet i Call for the Dead (1961, da. Telefon til afdøde) og A Murder of Quality (1962, da. Mord på højt plan). Her minder tonen stadig om guldalderkrimi, og Smiley er mere detektiv end spion. 

   Han svæver over vandene både i The Spy Who Came in from the Cold (1963, da. Spionen der kom ind fra kulden), romanen, som definerede koldkrigsatmosfæren, og The Looking Glass War (1965, da. Spejlkrigen), som kortlagde det ideologiske landskab. Han medvirker ikke i A Small Town in Germany (1968, da. En lille by i Tyskland), hvor le Carré for alvor finder sin form. Selve »Quest for Karla«-trilogien består af Tinker Tailor Soldier Spy (1974, da. Dame Konge Es Spion eller Spionen der kom ind i kredsen), The Honorable School Boy (1977, da. Spionen der gik sine egne veje) og Smiley’s People (1979, da. Til døden jer skiller).

   Efter årtiers tilnærmelser lykkes det at »vende« Karla i Til døden jer skiller. Smiley optræder for næstsidste gang i The Secret Pilgrim (1990, da. Den hemmelige pilgrim), da Jerntæppet er nede, og spillet har ændret væsen. Dels kræver alderen sit. Dels har fjenden andre værdier end i den gode tid, hvor man kendte sine modstandere, fordi de var ligesom vi.

   Ved at bøje og strække kronologien, så årtierne flyder ud og flyder sammen, kan det endelig lade sig gøre at bruge en pensioneret George Smiley som la pièce de résistance i den sene (og fremragende) tilføjelse, A Legacy of Spies (2017, da. Spioners arv). Her bliver Peter Guillam, Smileys højre hånd og trofaste lærling, og de øvrige gamle MI6-folk konfronteret med deres handlinger i de aktive år. Romanens nutid er 2016, der henvises til Brexit. Smiley må da være mellem 102 år og 111. En ny tidsånd stiller sig uforstående over for, hvad der var og ikke var nyttigt og nødvendigt.

HVIS John le Carré blev spiongenrens Shakespeare, kunne Len Deighton (f. 1929) være dens Christopher Marlowe. Deighton interesserer sig for andre aspekter af faget i bøgerne om Harry Palmer, rugbrødsagenten med cockney-baggrund, og han fravælger med vilje den kyniske patos hos le Carré i sin fornemme Game, Set, Match-serie om Bernard Samsons kolde krig i Berlin.*** Tættest på le Carré-stemningen kommer Mick Herron (f. 1963) i serien om de forviste MI5-folk fra Slough House.**** 

   Smiley-romanerne er blevet stående som indbegrebet af gode koldkrigsbøger. For øvrigt lever genren, skønt krigen er forbi. Blot er formen nu historisk. Amerikaneren Alan Furst har succes med romaner, der skildrer 1930'ernes magtspil på Balkan og modstandsarbejdet i 40'ernes Frankrig. Der er 15 bøger i serien, som begyndte med Night Soldiers (1988). På dansk foreligger The Foreign Correspondent (2006, da. Udenrigskorrespondenten) og The Spies of Warsaw (2008, da. Warszawas spioner). Senest udkom Under Occupation (2019).

   Le Carré bredte emnerne og sit register ud i 90'er-romaner som The Tailor of Panama (1996, da. Skrædderen fra Panama), The Constant Gardener (2001, da. Den standhaftige gartner) – som i Fernando Meirelles' 2005-version med Rachel Weisz og Ralph Fiennes blev en af de bedste biograffilm – og The Mission Song (2006, da. Den gode tolk). Han kom stærkt hjem til koldkrigsuniverset i Absolute Friends (2003, da. Absolutte venner), A Most Wanted Man (2008, da. Marionetten) og Our Kind of Traitor (2010, da. Dimas drøm).

   Kort før sin død færdiggjorde han Agent Running in the Field (2019, da. Fri agent). Kort efter udkom Silverview (2021, da. Sølvblik), som sønnen Nicholas Cornwell (alias Nick Harkaway) færdigskrev. De vigtigste værker fra sidste årti er (så langt) A Legacy of Spies og erindringsbogen The Pigeon Tunnel (2016, da. Duernes tunnel).*****

MAN havde vel forsvoret, at en filmudgave af Tinker Tailor Soldier Spy ville være relevant og nå et stort publikum 40 år efter. Alligevel lykkes det svenske Tomas Alfredson (Fire nuancer af brunt, Lad den rette komme ind) at gøre tiden og typerne levende. Gary Oldman har rollen som Smiley, der efter en tid som persona non grata hentes ind for at finde den muldvarp, som Karla har placeret i MI6.

   Fire chefer kan komme på tale: Percy Alleline (Toby Jones), Roy Bland (Ciáran Hinds), Bill Haydon (Colin Firth), som svarer til virkelighedens Kim Philby, og Toby Esterhase (David Dencik). John Hurt er den forrige chef, Control, som blev fjernet, og som Smileys væbner Peter Guilllam ses Benedict Cumberbatch (der i 2011 stadig var bedst kendt for sin rolle som Sherlock Holmes i BBCs moderniserede Sherlock).

   Disse mænd færdes til hverdag i The Circus. De er mellemledere, som holder strategimøder i tilrøgede lokaler med dårlig belysning. »It stank of war nostalgia,« sagde John le Carré om det MI6, han arbejdede for i 1950'erne. Man bærer hele liv rundt i ringbind, der kan smugles ud til den dårlige frokost. Det politiske spil er som skak. Det er nødvendigt at udveksle bønder eller ofre en springer i jagten på et tårn. Amerikanerne spiller en mere fysisk poker og griber ofte forstyrrende ind. Dronningen Karla regerer i Kreml og læser begge modstanderes spil.

   Tinker Tailor Soldier Spy får sin særlige dybde i historien om kostskolelæreren Jim Prideaux (Mark Strong), som sendes ind i [daværende] Tjekkoslovakiet for hente en sovjetisk militærperson, der efter sigende vil hoppe af. Imidlertid er det en fælde, som den britiske muldvarp og Karla har sat. Prideaux bliver skudt i ryggen, men overlever. Fortællingens ydre spænding kredser om den personlige hævn, som han vil tage til slut.

DER er kun få steder med fysisk action. Til gengæld er der en labyrintisk intrige, hvis spænding har at gøre med dobbelte loyaliteter, usikker identitet, ideologisk overbevisning, personlig ambition, forhadt og fornægtet klassebaggrund. Alt er set i et skær af tragisk forklarelse. Det er ikke tilfældigt, at George Smiley ligner en præst. Le Carré så selv reminiscenser af »en konspiratorisk Father Brown« i figuren. ****** I et interview fra 2011 sagde forfatteren om sit spionunivers:

»For mig er den hemmelige verden simpelt hen en metafor for den større verden, som vi lever i. Hvor vi også svigter hinanden, finder på små historier, iscenesætter livet i stedet for at leve det og så videre. Selv inden for dette tilsyneladende fremmedgjorte samfund, var der en universalitet, som jeg mente, jeg kunne udnytte, og den vandt genklang hos publikum. Publikum forstod det og ønskede at få sit liv oversat til sammensværgelsens sprog.«*******

DER er i dialogen skruet betydeligt ned for romanens britiske rebusjargon, som taler kælent indforstået om »mødre«, »honningfælder« og »babysittere«. Færre forhold skal afkodes, og man kan bedre orientere sig. Scenografien (ved Maria Djurkovic og Tom Brown) er præcis og ikke så lidt retrochik. 1970'ernes England er grøn tweed og brun gabardine. Østblokken emmer af vodka, kål og rå beton. Verden var godt nok besnærende grim.

MANGE husker forhåbentlig tidens egne BBC-føljetoner med Alec Guinness i rollen som George Smiley. Arthur Hopcraft skrev Tinker Tailor Soldier Spy (1979), som John Irvin instruerede, og John Hopkins bearbejdede Smiley’s People (1982), som Simon Langton instruerede. Især Tinker Tailor indførte realismen i spionuniverset på et tidspunkt, da agentfilm var blevet til eskapistisk fantastik. BBC dramatiserede aldrig den bedste af Karla-romanerne, The Honorable Schoolboy, fordi handlingen udspiller sig i Vietnam.

   Gary Oldmans George Smiley er mere prosaisk end Alec Guinness’ lakoniske gralsridder. De har dog brillerne tilfælles og deler et desillusioneret menneskesyn. Ved et gensyn med de gamle miniserier er Guinness mere vred, end man husker, og plottet har flere facetter, men Alfredsons biograffilm når samme facit med færre virkemidler. Den store forskel på filmene er, at vi ved, hvad historien ville med Smiley, hans tid og de britiske spioner fra Oxford og Cambridge, som væsentligst førte intern klassekamp.

DAME Konge Es Spion er en fremragende historisk thriller og en psykologisk spændingsfilm af betydeligt format. I dag dominerer den fysiske side af genren, konkretiseret i filmserien om Jason Bourne, manden uden hukommelse, og den genstartede Mission Impossible-serie, som Tom Cruise har forvandlet til franchise. 

   Alfredsons Tinker Tailor demonstrerer, at en blødere måde stadig er mulig. Der er i øvrigt tale om en europæisk samproduktion, som fungerer. Det er år og dag siden, at spænding i biografen har virket så godt på så mange niveauer.

NOTER

*) Tomas Alfredsons Tinker Tailor Soldier Spy var ny og eksotisk i 2012, da koldkrigstiden virkede fjern. Stilen forekom næsten nostalgisk. Ti år senere, efter Ruslands angreb på Ukraine, med ulmende storkrig i Mellemøsten og udsigt til en verden, hvor Trump er tilbage som amerikansk leder, er der ny relevans i de rustne scenarier. Man siger, at fredsdividenden er opbrugt. Altså var historien alligevel ikke forbi.  

**) »Short, fat and of a quiet disposition, he appeared to spend a lot of money on really bad clothes, which hung about his squat frame like skin on a shrunken toad.«

   Sådan træder Smiley frem for læseren i Call for the Dead (1961, da. Telefon til afdøde), som Karina Windfeld-Hansen har oversat. Første kapitel hedder simpelt hen »A Brief History of George Smiley«: »Han var lille og tyk, et ligevægtigt gemyt, og lod til at ofre en masse penge på virkelig slet syet tøj, der hang om hans massive skikkelse som skindet på en indskrumpet skruptudse.« (»Lidt om George Smiley«)

    Da intrigen lukker sig til slut, er Smiley på vej til Zürich med »natflyveren«. Le Carré lader medpassagerens flygtige indtryk stå som et ironisk coda, der demonstrerer, at spionens forklædning fungerer perfekt:

   »Smiley presented an odd figure to his fellow passengers – a little fat man, rather gloomy, suddenly smiling, ordering a drink. The young, fair-haired man beside him examined him slosely out of the corner of his eye. He knew the type well - the tired executive out for at bit of fun. He found it rather disgusting.«

   (»Smiley gjorde en besynderlig figur blandt sine medpassagerer – en lille trivelig mand, noget melankolsk og pludselig smilende, da han bestilte en drink. Den unge, lyshårede mand ved siden af ham skævede nysgerrigt til ham. Han kendte godt nok typen – den trætte direktør, ude på lidt sjov. En temmelig led type, efter hans mening.«)

   Le Carré vedgår flere steder, at Smileys fremtoning var inspireret af to mænd. Den ene var Vivian Green (1915-2005), som underviste David Cornwell i historie på Lincoln College i Oxford og blev en slags faderfigur. Den anden var John Bingham (1908-1988), der skrev kriminalromaner ved siden af sit MI6-arbejde – på dansk foreligger Murder Plan Six/ Mordplan seks (1958/1969) og A Fragment of Fear/ En anelse frygt (1965/1968) – og hjalp sin kollega i gang. Bingham klædte sig som Smiley og var gift med Madeleine Ebel (1934-1988), der i ydre kunne minde om Ann Smiley.       

***) LEN Deightons pragmatiske antihelt er fortæller i fem bøger: The Ipcress File (1962, da. Lynaktion Ipcress), Horse Under Water (1963, da. Den skindøde u-båd), Funeral in Berlin (1964, da. Begravelse i Berlin), Billion-Dollar Brain (1966, da. Hjerne til en milliard), An Expensive Place to Die (1967, da. Det er dyrt at dø i Paris). Det bliver aldrig gjort klart, om han også har ordet i Spy Story (1974, da. Krigsspil), Yesterday's Spy (1975, da. Spioner har ingen venner) og Twinkle, Twinkle, Little Spy (1976, da. Duel i Sahara), der er stemt i samme leje, men afviger med hensyn til kontekst.

   I bøgerne er han anonym. Først i 60'er-filmene med Michael Caine får han navnet Harry Palmer. Inspirationen fra Alfredsons Tinker Tailor Soldier Spy er mærkbar i den retrofarvede miniserie The Ipcress File (2022, da. Harry Palmer – Lynaktion Ipcress), som DR sendte og lagde til streaming i april 2022. Her bliver Harry Palmer spillet af Joe Cole. John Hodge har skrevet manuskriptet, som slipper ret godt fra ikke at ligne de klassiske genrestykker. 

BERNARD Samson er hovedperson i tre trilogier: Berlin Game (1983, da. Brahm's fjerde mand), Mexico Set (1984, da. Når spillet bliver alvor) og London Match (1985, da. Finale i London) blev stort dramatiseret med Ian Holm og Mel Martin i rollerne som ægteparret Samson. ITV sendte Granada-miniserien i 13 episoder i 1988. Deighton syntes ikke om serien og købte selv rettighederne, så han kunne skrinlægge den. Ergo er den aldrig samlet op digitalt, men kan sammenstykkes og ses på YouTube, hvis man søger kreativt.

   Bernard Samson lever videre i Spy Hook (1988, da. Brændpunkt Berlin), Spy Line (1989, da. En mur i Berlin) og Spy Sinker (1990, da. Slutspil i Berlin). Dannelseshistorien rundes endelig af i Faith (1994, da. Blind tro), Hope (1995, da. Håb) og Charity (1996, da. Kærlighed). Her er Samson ved udgangspunktet, som George Smiley sætter af fra i A Call for the Dead. Slægtsromanen Winter: A Berlin Family 1899-1945 (1987, da. Winter – en berlinerfamilies saga fra 1899 til 1945) udgør en prequel til de tre trilogier.

LEN Deighton lever stadig, men har intet publiceret efter 1996. Også for sine historiske romaner fra 2. verdenskrig, både de nøjagtige (Bomber/ Natangreb, 1970; Blitzkrieg/ Blitzkrig, 1980; Goodbye, Mickey Mouse/ Farvel, Mickey Mouse, 1982; Fighter/ Jagerpiloter, 1987) og den kontrafaktiske SS-GB (1978, da. Besejret og besat), som foregår i et nazificeret England, er Deighton læse- og bemærkelsesværdig.  

****) I Mick Herrons Slough House-romaner bliver MI5-officerer, der har begået fejl, bortvist fra hovedkvarteret The Park, hvor Diana Taverner leder den moderne efterretningstjeneste i selvbevidst direktørstil. De parkeres i Slough House, hvor tiden har stået stille, siden afdelingslederen Jackson Lamb var udsendt i koldkrigsårenes Berlin. Slow Horses udkom i 2010. Bøgerne fik en lille fanskare. Interessen tog fart i 2022, da den første roman blev til første sæson af serien Slow Horses på Apple TV+. Dead Lions (2022) og Real Tigers (2023) fulgte, både Spook Street og London Rules er undervejs. Der er adskillige metagreb i historien, tragisk komedie og kaffesort humor, men grundtonen er både dyb og alvorlig. Netop Gary Oldman spiller rollen som Jackson Lamb. Slough House præsenteres gennem den nye rekrut River Cartwright. Hans farfar, som er forhenværende efterretningschef, citerer ofte George Smiley. En større story arc er i færd med at trække tråde til 80'ernes Berlin, men hovedsagen er aktuel satire og systemkritik. Der er ni romaner i serien. The Secret Hours udkom i september 2023. Et tiende bind, Standing by the Wall (2022), samler fem korte særtryk. Titlens David Bowie-henvisning er typisk for tonen og sjælen.  I Danmark udkommer Jackson Lamb-serien på Forlaget Olga.

   
****) John le Carré skrev The Pigeon Tunnel som en slags kommentar eller eget besyv til den officielt sanktionerede biografi, John le Carré, som Adam Sisman fik udgivet i 2015. Efter le Carrés død kunne Sisman tilføje flere private detaljer, først og fremmest om forfatterens seksuelle meritter, i The Secret Life of John le Carré (2023). Le Carré fik dog det allersidste ord i Errol Morris' portrætfilm The Pigeon Tunnel (2023), hvor han taler med filmskaberen, åbent og relativt ærligt, kort før sin død. Simon og Stephen Cornwell, forfatterens sønner, har produceret dokumentaren, der bruger samme format som Mikael Bertelsen i sine danske Det sidste ord-programmer. Blot tilsætter Morris dramatiske islæt som de smækkende døre og klikkende låse, der også var rigeligt af i The Fog of War (2003) og Standard Operating Procedure (2008), dokumentarerne om – henholdsvis – Robert McNamara, USAs forsvarsminister i Vietnamkrigstiden, og arbejdsgangen i Golfkrigens Abu Ghraib-fængsel. The Pigeon Tunnel er i spillefilmslængde og streames på Apple TV+. Det er en fremragende portrætfilm – blot vil Morris reducere hele forfatterskabet til Smiley vs. Karla-sekvensen og i dén se en kodet fremstilling af Cornwell/Carrés forhold til sin notorisk upålidelige far (som skildret i A Perfect Spy, 1986, erindringsteksten In Ronnie's Court, 2002, og lidt mere sløret i Single & Single, 1999). Der var, og der er, trods alt mere i John le Carrés 25 romaner. Billedet af duernes tunnel er og bliver en perfekt, uudgrundelig metafor, der »forklarer« dobbeltagentens psykologi. 

******) Henvisningen til Father Brown gælder både væsen og fysik. Det var netop Alec Guinness, som spillede præsten og privatopdageren fra G.K. Chestertons bøger i Father Brown (1954, da. Detektiven Father Brown). Robert Hamers film bygger på novellen »The Blue Cross« (1910), som var den første Father Brown-fortælling og indleder samlingen The Innocence of Father Brown (da. Fader Brown Historier) fra 1911. Peter Finch havde rollen som mestertyven og ærkemodstanderen Gustav Flambeau, der er en halv Moriarty (eller Karla) i dét univers. Foruden Guinness og Gary Oldman har følgende fremstillet Smiley: Rupert Davies (i The Spy who Came in from the Cold, 1965); James Mason (i Sidney Lumets The Deadly Affair, 1967, som bygger på Call for the Dead, men ændrer navne og nærmere forhold – Smiley hedder her George Dobbs); Denholm Elliott (i tv-filmen A Murder of Quality, 1991). Simon Russell Beale lægger stemme til Smiley i den monumentale BBC Radio 4-dramatisering af samtlige Quest for Karla-tekster (19 radiospil, 2009-2010). Andre audiofortolkere er George Cole og Peter Vaughan. Bernard Hepton, som spiller Toby Esterhase i tv-versionerne med Guinness, havde rollen som Smiley i BBCs egne radioudgaver af Tinker Tailor Soldier Spy (1988) og Smiley's People (1990).  

*******) Le Carré havde rig lejlighed til at gøre sig tanker om bøgernes succes og resonans. Han blev stadig bedre til det og mere villig til faktisk at klarlægge, i stedet for at sløre til af instinkt. De bedste interviews er samlet i Conversations with John le Carré (red. Matthew J. Bruccoli & Judith S. Baughman, University of Mississippi Press, 2004). En særlig selvbevidst status er trykt som efterskrift med titlen »Fifty Years Later« i jubilæumsudgaven af The Spy Who Came in from the Cold, som Penguin Modern Classics udgav i 2013.

Tinker Tailor Soldier Spy (Dame Konge Es Spion). Instr.: Tomas Alfredson. Manus: Bridget O’Connor, Peter Straughan. Foto: Hoyte Van Hoytema. 127 min. UK-Frankrig-Tyskland-USA 2011. Dansk premiere: 09.02.2012.

Tinker, Tailor, Soldier, Spy (Spionen, der kom ind i kredsen). Instr.: John Irvin. Manus: Arthur Hopcroft. Foto: Tony Pierce-Roberts. 6 eps. 290 min. UK 1979. Dansk tv-premiere: 26.12.1979-02.01.1980.

Smiley's People (Til døden jer skiller). Instr.: Simon Langton. Manus: John Hopkins. Foto: Kenneth MacMillan. 6 eps. 300 min. UK 1982. Dansk tv-premiere: 25.12.-30.12.1982.

The Pigeon Tunnel. Instr. & manus: Errol Morris. Foto: Igor Martinovic. 92 min. USA 2023. Dansk premiere (streaming): 20.10.2023. 

Fotos: StudioCanal/ Karla Films/ Paradis Films/ Starhaus Filmproduktion/Working Title Films/ Canal+/ CinéCinema/ TTSS/ Focus Features/ SF Studios/ British Broadcasting Corporation (BBC)/ Paramount Pictures/ Cinematic Vision/ Public Broadcasting Service (PBS)/ John le Carré.com/ Apple TV+/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Facsimile Dust Jackets LLC

Tinker Tailor Soldier Spy (2011) streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy

Tinker Tailor Soldier Spy (1979) og Smiley's People (1982) er samlet på 2K Blu-ray i 2021 – på dansk dvd findes Karla-sekvensen i flere udgaver, ofte i sampak/bokssæt med A Perfect Spy (BBC 1987).

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.02.2012 – ajourført januar 2024.