To versioner: Tinker Tailor Soldier Spy (1979/2011)

DEN HEMMELIGE PILGRIM

John le Carré 1931-2020

Af BO GREEN JENSEN

EFTERHÅNDEN skal man have en vis alder for at huske, hvordan Den Kolde Krig faktisk var. Den begyndte i 1945, endnu før 2. verdenskrig var forbi. De allierede havde gjort fælles front mod aksemagterne, men var ved at trække nye grænser allerede, da man indtog det knækkede Tyskland. Fra 1947, da USA formulerede Truman Doktrinen, til opløsningen af Sovjetunionen i 1991, blev freden udlevet bilateralt. Jerntæppet mellem Øst og Vest fik fysisk skikkelse i 1961, da Berlinmuren blev rejst overnight. I 40 år var det os og dem i en grad, som man næppe begriber i dag.*

   I samme periode fik vestlig spy fiction sin kronede tid. Der blev dog skrevet i genren længe før da. Allerede antihelten i James Fenimore Coopers The Spy (1821, da. Spionen – en Fortælling fra den nordamerikanske Krig) må leve med sine landsmænds foragt, fordi han opererer undercover. Richard Hannay fra John Buchans romaner og Ashenden fra Somerset Maughams noveller er forløbere for den spionfigur, agent 007, som Ian Fleming fornyede genren med, da han skrev James Bond-romanen Casino Royale (1953). I Eric Amblers romaner fra 1930'erne bliver spejlkrigen mellem de europæiske efterretningstjenester udkæmpet på Balkan og i Mellemøsten.

   Graham Greene lagde et etisk filter over stoffet, da han begyndte at skrive om behovet for at tjene, tro og forråde. Det var den litterære tradition – og frem for alt denne politiske virkelighed – som efterretningsofficeren David Cornwell (1931-2020) byggede videre på, da han sprang ud som pseudonymforfatteren John le Carré.

   Spionchefen George Smiley er ingen superagent. Han er en lille mand med store briller og en hustru, som bedrager ham. Han er rekrutteret i Oxford, har sit bureaukratiske liv på »The Circus« og ser en russisk tvilling i spionmesteren Karla, som han én enkelt gang har mødt i New Delhi.**

GEORGE Smiley optræder i otte bøger, men er – ligesom stilen – endnu ikke fuldt formet i Call for the Dead (1961, da. Telefon til afdøde) og A Murder of Quality (1962, da. Mord på højt plan). Her minder tonen stadig om guldalderkrimi, og Smiley er mere detektiv end spion. 

   Han svæver over vandene både i The Spy Who Came in from the Cold (1963, da. Spionen der kom ind fra kulden), romanen, som definerede koldkrigsatmosfæren, og The Looking Glass War (1965, da. Spejlkrigen), som kortlagde det ideologiske landskab. Han medvirker ikke i A Small Town in Germany (1968, da. En lille by i Tyskland), hvor le Carré for alvor finder sin form. Selve »Quest for Karla«-trilogien består af Tinker Tailor Soldier Spy (1974, da. Dame Konge Es Spion eller Spionen der kom ind i kredsen), The Honorable School Boy (1977, da. Spionen der gik sine egne veje) og Smiley’s People (1979, da. Til døden jer skiller).

   Efter årtiers tilnærmelser lykkes det at »vende« Karla i Til døden jer skiller. Smiley optræder for næstsidste gang i The Secret Pilgrim (1990, da. Den hemmelige pilgrim), da Jerntæppet er nede, og spillet har ændret væsen. Dels kræver alderen sit. Dels har fjenden andre værdier end i den gode tid, hvor man kendte sine modstandere, fordi de var ligesom vi.

   Ved at bøje og strække kronologien, så årtierne flyder ud og flyder sammen, kan det endelig lade sig gøre at bruge en pensioneret George Smiley som la pièce de résistance i den sene (og fremragende) tilføjelse, A Legacy of Spies (2017, da. Spioners arv). Her bliver Peter Guillam, Smileys højre hånd og trofaste lærling, og de øvrige gamle MI6-folk konfronteret med deres handlinger i de aktive år. Romanens nutid er 2016, der henvises til Brexit. Smiley må da være mellem 102 år og 111. En ny tidsånd stiller sig uforstående over for, hvad der var og ikke var nyttigt og nødvendigt.

HVIS John le Carré blev spiongenrens Shakespeare, kunne Len Deighton (f. 1929) være dens Christopher Marlowe. Deighton interesserer sig for andre aspekter af faget i bøgerne om Harry Palmer, rugbrødsagenten med cockney-baggrund, og han fravælger med vilje den kyniske patos hos le Carré i sin fornemme Game, Set, Match-serie om Bernard Samsons kolde krig i Berlin.*** Tættest på le Carré-stemningen kommer Mick Herron (f. 1963) i serien om de forviste MI5-folk fra Slough House.**** 

   Smiley-romanerne er blevet stående som indbegrebet af gode koldkrigsbøger. For øvrigt lever genren, skønt krigen er forbi. Blot er formen nu historisk. Amerikaneren Alan Furst har succes med romaner, der skildrer 1930'ernes magtspil på Balkan og modstandsarbejdet i 40'ernes Frankrig. Der er 15 bøger i serien, som begyndte med Night Soldiers (1988). På dansk foreligger The Foreign Correspondent (2006, da. Udenrigskorrespondenten) og The Spies of Warsaw (2008, da. Warszawas spioner). Senest udkom Under Occupation (2019).

   Le Carré bredte emnerne og sit register ud i 90'er-romaner som The Tailor of Panama (1996, da. Skrædderen fra Panama), The Constant Gardener (2001, da. Den standhaftige gartner) – som i Fernando Meirelles' 2005-version med Rachel Weisz og Ralph Fiennes blev en af de bedste biograffilm – og The Mission Song (2006, da. Den gode tolk). Han kom stærkt hjem til koldkrigsuniverset i Absolute Friends (2003, da. Absolutte venner), A Most Wanted Man (2008, da. Marionetten) og Our Kind of Traitor (2010, da. Dimas drøm).

   Kort før sin død færdiggjorde han Agent Running in the Field (2019, da. Fri agent). Kort efter udkom Silverview (2021, da. Sølvblik), som sønnen Nicholas Cornwell (alias Nick Harkaway) færdigskrev. De vigtigste værker fra sidste årti er (så langt) A Legacy of Spies og erindringsbogen The Pigeon Tunnel (2016, da. Duernes tunnel).*****

MAN havde vel forsvoret, at en filmudgave af Tinker Tailor Soldier Spy ville være relevant og nå et stort publikum 40 år efter. Alligevel lykkes det svenske Tomas Alfredson (Fire nuancer af brunt, Lad den rette komme ind) at gøre tiden og typerne levende. Gary Oldman har rollen som Smiley, der efter en tid som persona non grata hentes ind for at finde den muldvarp, som Karla har placeret i MI6.

   Fire chefer kan komme på tale: Percy Alleline (Toby Jones), Roy Bland (Ciáran Hinds), Bill Haydon (Colin Firth), som svarer til virkelighedens Kim Philby, og Toby Esterhase (David Dencik). John Hurt er den forrige chef, Control, som blev fjernet, og som Smileys væbner Peter Guilllam ses Benedict Cumberbatch (der i 2011 stadig var bedst kendt for sin rolle som Sherlock Holmes i BBCs moderniserede Sherlock).

   Disse mænd færdes til hverdag i The Circus. De er mellemledere, som holder strategimøder i tilrøgede lokaler med dårlig belysning. »It stank of war nostalgia,« sagde John le Carré om det MI6, han arbejdede for i 1950'erne. Man bærer hele liv rundt i ringbind, der kan smugles ud til den dårlige frokost. Det politiske spil er som skak. Det er nødvendigt at udveksle bønder eller ofre en springer i jagten på et tårn. Amerikanerne spiller en mere fysisk poker og griber ofte forstyrrende ind. Dronningen Karla regerer i Kreml og læser begge modstanderes spil.

   Tinker Tailor Soldier Spy får sin særlige dybde i historien om kostskolelæreren Jim Prideaux (Mark Strong), som sendes ind i [daværende] Tjekkoslovakiet for hente en sovjetisk militærperson, der efter sigende vil hoppe af. Imidlertid er det en fælde, som den britiske muldvarp og Karla har sat. Prideaux bliver skudt i ryggen, men overlever. Fortællingens ydre spænding kredser om den personlige hævn, som han vil tage til slut.

DER er kun få steder med fysisk action. Til gengæld er der en labyrintisk intrige, hvis spænding har at gøre med dobbelte loyaliteter, usikker identitet, ideologisk overbevisning, personlig ambition, forhadt og fornægtet klassebaggrund. Alt er set i et skær af tragisk forklarelse. Det er ikke tilfældigt, at George Smiley ligner en præst. Le Carré så selv reminiscenser af »en konspiratorisk Father Brown« i figuren. ****** I et interview fra 2011 sagde forfatteren om sit spionunivers:

»For mig er den hemmelige verden simpelt hen en metafor for den større verden, som vi lever i. Hvor vi også svigter hinanden, finder på små historier, iscenesætter livet i stedet for at leve det og så videre. Selv inden for dette tilsyneladende fremmedgjorte samfund, var der en universalitet, som jeg mente, jeg kunne udnytte, og den vandt genklang hos publikum. Publikum forstod det og ønskede at få sit liv oversat til sammensværgelsens sprog.«*******

DER er i dialogen skruet betydeligt ned for romanens britiske rebusjargon, som taler kælent indforstået om »mødre«, »honningfælder« og »babysittere«. Færre forhold skal afkodes, og man kan bedre orientere sig. Scenografien (ved Maria Djurkovic og Tom Brown) er præcis og ikke så lidt retrochik. 1970'ernes England er grøn tweed og brun gabardine. Østblokken emmer af vodka, kål og rå beton. Verden var godt nok besnærende grim.

MANGE husker forhåbentlig tidens egne BBC-føljetoner med Alec Guinness i rollen som George Smiley. Arthur Hopcraft skrev Tinker Tailor Soldier Spy (1979), som John Irvin instruerede, og John Hopkins bearbejdede Smiley’s People (1982), som Simon Langton instruerede. Især Tinker Tailor indførte realismen i spionuniverset på et tidspunkt, da agentfilm var blevet til eskapistisk fantastik. BBC dramatiserede aldrig den bedste af Karla-romanerne, The Honorable Schoolboy, fordi handlingen udspiller sig i Vietnam.

   Gary Oldmans George Smiley er mere prosaisk end Alec Guinness’ lakoniske gralsridder. De har dog brillerne tilfælles og deler et desillusioneret menneskesyn. Ved et gensyn med de gamle miniserier er Guinness mere vred, end man husker, og plottet har flere facetter, men Alfredsons biograffilm når samme facit med færre virkemidler. Den store forskel på filmene er, at vi ved, hvad historien ville med Smiley, hans tid og de britiske spioner fra Oxford og Cambridge, som væsentligst førte intern klassekamp.

DAME Konge Es Spion er en fremragende historisk thriller og en psykologisk spændingsfilm af betydeligt format. I dag dominerer den fysiske side af genren, konkretiseret i filmserien om Jason Bourne, manden uden hukommelse, og den genstartede Mission Impossible-serie, som Tom Cruise har forvandlet til franchise. 

   Alfredsons Tinker Tailor demonstrerer, at en blødere måde stadig er mulig. Der er i øvrigt tale om en europæisk samproduktion, som fungerer. Det er år og dag siden, at spænding i biografen har virket så godt på så mange niveauer.

NOTER

*) Tomas Alfredsons Tinker Tailor Soldier Spy var ny og eksotisk i 2012, da koldkrigstiden virkede fjern. Stilen forekom næsten nostalgisk. Ti år senere, efter Ruslands angreb på Ukraine, med ulmende storkrig i Mellemøsten og udsigt til en verden, hvor Trump er tilbage som amerikansk leder, er der ny relevans i de rustne scenarier. Man siger, at fredsdividenden er opbrugt. Altså var historien alligevel ikke forbi.  

**) »Short, fat and of a quiet disposition, he appeared to spend a lot of money on really bad clothes, which hung about his squat frame like skin on a shrunken toad.«

   Sådan træder Smiley frem for læseren i Call for the Dead (1961, da. Telefon til afdøde), som Karina Windfeld-Hansen har oversat. Første kapitel hedder simpelt hen »A Brief History of George Smiley«: »Han var lille og tyk, et ligevægtigt gemyt, og lod til at ofre en masse penge på virkelig slet syet tøj, der hang om hans massive skikkelse som skindet på en indskrumpet skruptudse.« (»Lidt om George Smiley«)

    Da intrigen lukker sig til slut, er Smiley på vej til Zürich med »natflyveren«. Le Carré lader medpassagerens flygtige indtryk stå som et ironisk coda, der demonstrerer, at spionens forklædning fungerer perfekt:

   »Smiley presented an odd figure to his fellow passengers – a little fat man, rather gloomy, suddenly smiling, ordering a drink. The young, fair-haired man beside him examined him slosely out of the corner of his eye. He knew the type well - the tired executive out for at bit of fun. He found it rather disgusting.«

   (»Smiley gjorde en besynderlig figur blandt sine medpassagerer – en lille trivelig mand, noget melankolsk og pludselig smilende, da han bestilte en drink. Den unge, lyshårede mand ved siden af ham skævede nysgerrigt til ham. Han kendte godt nok typen – den trætte direktør, ude på lidt sjov. En temmelig led type, efter hans mening.«)

   Le Carré vedgår flere steder, at Smileys fremtoning var inspireret af to mænd. Den ene var Vivian Green (1915-2005), som underviste David Cornwell i historie på Lincoln College i Oxford og blev en slags faderfigur. Den anden var John Bingham (1908-1988), der skrev kriminalromaner ved siden af sit MI6-arbejde – på dansk foreligger Murder Plan Six/ Mordplan seks (1958/1969) og A Fragment of Fear/ En anelse frygt (1965/1968) – og hjalp sin kollega i gang. Bingham klædte sig som Smiley og var gift med Madeleine Ebel (1934-1988), der i ydre kunne minde om Ann Smiley.       

***) LEN Deightons pragmatiske antihelt er fortæller i fem bøger: The Ipcress File (1962, da. Lynaktion Ipcress), Horse Under Water (1963, da. Den skindøde u-båd), Funeral in Berlin (1964, da. Begravelse i Berlin), Billion-Dollar Brain (1966, da. Hjerne til en milliard), An Expensive Place to Die (1967, da. Det er dyrt at dø i Paris). Det bliver aldrig gjort klart, om han også har ordet i Spy Story (1974, da. Krigsspil), Yesterday's Spy (1975, da. Spioner har ingen venner) og Twinkle, Twinkle, Little Spy (1976, da. Duel i Sahara), der er stemt i samme leje, men afviger med hensyn til kontekst.

   I bøgerne er han anonym. Først i 60'er-filmene med Michael Caine får han navnet Harry Palmer. Inspirationen fra Alfredsons Tinker Tailor Soldier Spy er mærkbar i den retrofarvede miniserie The Ipcress File (2022, da. Harry Palmer – Lynaktion Ipcress), som DR sendte og lagde til streaming i april 2022. Her bliver Harry Palmer spillet af Joe Cole. John Hodge har skrevet manuskriptet, som slipper ret godt fra ikke at ligne de klassiske genrestykker. 

BERNARD Samson er hovedperson i tre trilogier: Berlin Game (1983, da. Brahm's fjerde mand), Mexico Set (1984, da. Når spillet bliver alvor) og London Match (1985, da. Finale i London) blev stort dramatiseret med Ian Holm og Mel Martin i rollerne som ægteparret Samson. ITV sendte Granada-miniserien i 13 episoder i 1988. Deighton syntes ikke om serien og købte selv rettighederne, så han kunne skrinlægge den. Ergo er den aldrig samlet op digitalt, men kan sammenstykkes og ses på YouTube, hvis man søger kreativt.

   Bernard Samson lever videre i Spy Hook (1988, da. Brændpunkt Berlin), Spy Line (1989, da. En mur i Berlin) og Spy Sinker (1990, da. Slutspil i Berlin). Dannelseshistorien rundes endelig af i Faith (1994, da. Blind tro), Hope (1995, da. Håb) og Charity (1996, da. Kærlighed). Her er Samson ved udgangspunktet, som George Smiley sætter af fra i A Call for the Dead. Slægtsromanen Winter: A Berlin Family 1899-1945 (1987, da. Winter – en berlinerfamilies saga fra 1899 til 1945) udgør en prequel til de tre trilogier.

LEN Deighton lever stadig, men har intet publiceret efter 1996. Også for sine historiske romaner fra 2. verdenskrig, både de nøjagtige (Bomber/ Natangreb, 1970; Blitzkrieg/ Blitzkrig, 1980; Goodbye, Mickey Mouse/ Farvel, Mickey Mouse, 1982; Fighter/ Jagerpiloter, 1987) og den kontrafaktiske SS-GB (1978, da. Besejret og besat), som foregår i et nazificeret England, er Deighton læse- og bemærkelsesværdig.  

****) I Mick Herrons Slough House-romaner bliver MI5-officerer, der har begået fejl, bortvist fra hovedkvarteret The Park, hvor Diana Taverner leder den moderne efterretningstjeneste i selvbevidst direktørstil. De parkeres i Slough House, hvor tiden har stået stille, siden afdelingslederen Jackson Lamb var udsendt i koldkrigsårenes Berlin. Slow Horses udkom i 2010. Bøgerne fik en lille fanskare. Interessen tog fart i 2022, da den første roman blev til første sæson af serien Slow Horses på Apple TV+. Dead Lions (2022) og Real Tigers (2023) fulgte, både Spook Street og London Rules er undervejs. Der er adskillige metagreb i historien, tragisk komedie og kaffesort humor, men grundtonen er både dyb og alvorlig. Netop Gary Oldman spiller rollen som Jackson Lamb. Slough House præsenteres gennem den nye rekrut River Cartwright. Hans farfar, som er forhenværende efterretningschef, citerer ofte George Smiley. En større story arc er i færd med at trække tråde til 80'ernes Berlin, men hovedsagen er aktuel satire og systemkritik. Der er ni romaner i serien. The Secret Hours udkom i september 2023. Et tiende bind, Standing by the Wall (2022), samler fem korte særtryk. Titlens David Bowie-henvisning er typisk for tonen og sjælen.  I Danmark udkommer Jackson Lamb-serien på Forlaget Olga.

   
****) John le Carré skrev The Pigeon Tunnel som en slags kommentar eller eget besyv til den officielt sanktionerede biografi, John le Carré, som Adam Sisman fik udgivet i 2015. Efter le Carrés død kunne Sisman tilføje flere private detaljer, først og fremmest om forfatterens seksuelle meritter, i The Secret Life of John le Carré (2023). Le Carré fik dog det allersidste ord i Errol Morris' portrætfilm The Pigeon Tunnel (2023), hvor han taler med filmskaberen, åbent og relativt ærligt, kort før sin død. Simon og Stephen Cornwell, forfatterens sønner, har produceret dokumentaren, der bruger samme format som Mikael Bertelsen i sine danske Det sidste ord-programmer. Blot tilsætter Morris dramatiske islæt som de smækkende døre og klikkende låse, der også var rigeligt af i The Fog of War (2003) og Standard Operating Procedure (2008), dokumentarerne om – henholdsvis – Robert McNamara, USAs forsvarsminister i Vietnamkrigstiden, og arbejdsgangen i Golfkrigens Abu Ghraib-fængsel. The Pigeon Tunnel er i spillefilmslængde og streames på Apple TV+. Det er en fremragende portrætfilm – blot vil Morris reducere hele forfatterskabet til Smiley vs. Karla-sekvensen og i dén se en kodet fremstilling af Cornwell/Carrés forhold til sin notorisk upålidelige far (som skildret i A Perfect Spy, 1986, erindringsteksten In Ronnie's Court, 2002, og lidt mere sløret i Single & Single, 1999). Der var, og der er, trods alt mere i John le Carrés 25 romaner. Billedet af duernes tunnel er og bliver en perfekt, uudgrundelig metafor, der »forklarer« dobbeltagentens psykologi. 

******) Henvisningen til Father Brown gælder både væsen og fysik. Det var netop Alec Guinness, som spillede præsten og privatopdageren fra G.K. Chestertons bøger i Father Brown (1954, da. Detektiven Father Brown). Robert Hamers film bygger på novellen »The Blue Cross« (1910), som var den første Father Brown-fortælling og indleder samlingen The Innocence of Father Brown (da. Fader Brown Historier) fra 1911. Peter Finch havde rollen som mestertyven og ærkemodstanderen Gustav Flambeau, der er en halv Moriarty (eller Karla) i dét univers. Foruden Guinness og Gary Oldman har følgende fremstillet Smiley: Rupert Davies (i The Spy who Came in from the Cold, 1965); James Mason (i Sidney Lumets The Deadly Affair, 1967, som bygger på Call for the Dead, men ændrer navne og nærmere forhold – Smiley hedder her George Dobbs); Denholm Elliott (i tv-filmen A Murder of Quality, 1991). Simon Russell Beale lægger stemme til Smiley i den monumentale BBC Radio 4-dramatisering af samtlige Quest for Karla-tekster (19 radiospil, 2009-2010). Andre audiofortolkere er George Cole og Peter Vaughan. Bernard Hepton, som spiller Toby Esterhase i tv-versionerne med Guinness, havde rollen som Smiley i BBCs egne radioudgaver af Tinker Tailor Soldier Spy (1988) og Smiley's People (1990).  

*******) Le Carré havde rig lejlighed til at gøre sig tanker om bøgernes succes og resonans. Han blev stadig bedre til det og mere villig til faktisk at klarlægge, i stedet for at sløre til af instinkt. De bedste interviews er samlet i Conversations with John le Carré (red. Matthew J. Bruccoli & Judith S. Baughman, University of Mississippi Press, 2004). En særlig selvbevidst status er trykt som efterskrift med titlen »Fifty Years Later« i jubilæumsudgaven af The Spy Who Came in from the Cold, som Penguin Modern Classics udgav i 2013.

Tinker Tailor Soldier Spy (Dame Konge Es Spion). Instr.: Tomas Alfredson. Manus: Bridget O’Connor, Peter Straughan. Foto: Hoyte Van Hoytema. 127 min. UK-Frankrig-Tyskland-USA 2011. Dansk premiere: 09.02.2012.

Tinker, Tailor, Soldier, Spy (Spionen, der kom ind i kredsen). Instr.: John Irvin. Manus: Arthur Hopcroft. Foto: Tony Pierce-Roberts. 6 eps. 290 min. UK 1979. Dansk tv-premiere: 26.12.1979-02.01.1980.

Smiley's People (Til døden jer skiller). Instr.: Simon Langton. Manus: John Hopkins. Foto: Kenneth MacMillan. 6 eps. 300 min. UK 1982. Dansk tv-premiere: 25.12.-30.12.1982.

The Pigeon Tunnel. Instr. & manus: Errol Morris. Foto: Igor Martinovic. 92 min. USA 2023. Dansk premiere (streaming): 20.10.2023. 

Fotos: StudioCanal/ Karla Films/ Paradis Films/ Starhaus Filmproduktion/Working Title Films/ Canal+/ CinéCinema/ TTSS/ Focus Features/ SF Studios/ British Broadcasting Corporation (BBC)/ Paramount Pictures/ Cinematic Vision/ Public Broadcasting Service (PBS)/ John le Carré.com/ Apple TV+/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Facsimile Dust Jackets LLC

Tinker Tailor Soldier Spy (2011) streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy

Tinker Tailor Soldier Spy (1979) og Smiley's People (1982) er samlet på 2K Blu-ray i 2021 – på dansk dvd findes Karla-sekvensen i flere udgaver, ofte i sampak/bokssæt med A Perfect Spy (BBC 1987).

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.02.2012 – ajourført januar 2024.

Fortællerens flugtveje: Graham Greene 1904-1991

FORTÆLLERENS FLUGTVEJE
Graham Greene 1904-91

Af BO GREEN JENSEN

DEN 3. april 1991 mistede den anglofone kultursfære en af sine mest populære prosaister og kritisk anerkendte stemmer, aktiv gennem seks årtier og ophavsmand til henved 50 bogtitler. I hvert fald 10 af dem tæller og vejer i et forfatterskab, som hørte til det 20. århundredes bedste.

   Graham Greene var om nogen manden, der gav spændingsromanen kritisk og menneskelig dybde, fik publikum til at tage genren alvorligt og banede vejen for den bølge af moderne sagnfortællere, som arbejder inden for den seriøse og filosofisk ambitiøse underholdningsroman. Den eneste anden stemme i feltet på denne tid var Eric Ambler (1909-1998). Uden Greenes eksempel var John le Carré (1931-2020) og Len Deighton (f. 1929) næppe begyndt. Forfatterskabet består dog af andet og mere end litterært vederhæftige knaldromaner. Spændvidden er forbavsende bred.

   Fra The Man Within (1929, da. En Kryster eller Manden i Taagen) til The Last Word and Other Stories (1991) afstak Greene sit territorium, en tilstand af grublen, umulige valg, moralske kompromisser og udbrændt livskraft, der under ét er blevet kaldt »Greeneland«. Ved brug af underholdningsromanens skabeloner og narrative strategier skabte han sit eget sted i bogen og verden, når han forenede disse effekter med filosofisk dybde, psykologisk troværdig persontegning, politisk vejring og almindelig menneskelig indsigt af næsten urokkelig skepsis.

FØRST i sene værker som Travels With My Aunt (1969, da. Farligt otium), Monsignore Quixote (1982) og The Captain and the Enemy (1988, da. Kaptajnen og fjenden) møder man i Greeneland personer, som er stilfærdigt lykkelige og får lov at være det, uden at blive karikaturer eller renfærdige dårer, der ender som syndebukke og ofrede brikker i det altid mørke og uigennemtrængelige magtspil mellem uskyld og ondskab, næstekærlighed og kynisme, som i Greenes version både er konkret politisk seismografi og moralsk lignelse med ortodokst religiøse undertoner.

   It's A Battlefield (1934, da. Det er en slagmark), England Made Me (1935, da. Bundfald eller England skabte mig) og A Gun for Sale (1936, da. Pistol til salg) er tidlige Greene-titler, som næsten rituelt gennemspiller moralske og teologiske dogmer på en thrillertæt baggrund af intrige, suspense og komplot. Greene konverterede 22 år gammel til katolicismen, og de forpinte figurer fra forfatterskabets første fase bevæger sig gennem en kosmopolitansk ødemarksatmosfære af udvasket, næsten fortegnet tarvelighed, ladet med ironisk skærsildsmetaforik.

   Den unge Greene er i slægt med den unge T.S. Eliot. Hvis Eliot havde skrevet The Waste Land (1922) som kriminalroman, kunne resultatet være Brighton Rock (1938). Greenes første komplette studie i ondskab uden formildende omstændigheder er en meget effektiv, men også klaustrofobisk roman, der camouflerer teologisk traktat som kriminel realisme. Skildringen af teenagegangsteren Pinkie, en patetisk og makabert forvreden Peter Pan-figur, hørte til det sidste blandt forfatterens egne favoritter.

GRAHAM Greene blev født i London-forstaden Berkhamsted. Hans far var rektor på privatkostskolen Berkhamsted School, og Greene beskriver i selvbiografien A Sort of Life (1971, da. En slags liv), hvordan hans livslange fascination af dobbeltagenter, delte loyaliteter, forræderens lod og moralsk duplicitet tog form fra begyndelsen. Han følte sig alene i et ingenmandsland, en moralsk halvverden, delvis i drengenes lejr og delvis i fjendens, forældrenes land. Mange år senere redigerede han den fornøjelige The Spy’s Bedside Book (1957) sammen med broderen Hugh.

   De første 13 år beskrives som et tabt kongerige af drengebogslæsning og opdagelsesrejser. De følgende fem år var et helvede på Jorden, hvor Graham fortæredes af hjemve og pubertetskvaler. I 1922 tog han som 18-årig »op til Oxford« og læste engelsk ved Balliol College. Fire år senere havde han en eksamen, yderst usikre fremtidsudsigter og en brændende trang til at blive forfatter. Han blev katolik for at kunne gifte sig med Vivien Dayrell-Browning (1904-2013), som han havde mødt i Oxford, men beslutningen var også en intellektuel skeptikers pagt med troen og tvivlen.*

JAGTEN på indtægt førte Greene til Nottingham, hvor han bed tænderne sammen en grå vinter lang og fungerede som avismenneske i det nordlige England, der danner baggrund for den hadske skæbnegrimasse A Gun for Sale. Til gengæld trivedes Greene som redaktionssekretær på The Times, hvor han var ansat i fire år sidst i 1920erne, indtil de 8000 solgte eksemplarer af The Man Within gav ham mod på at prøve som professionel forfatter.

   Manden i tågen er stedet, hvor Greene tilbagebetaler sin gæld til eventyrtraditionen, han voksede op med. Det var forfattere som John Buchan, H. Rider Haggard, Arthur Conan Doyle, Joseph Conrad og ikke mindst Robert Louis Stevenson, der fyldte Grahams dage som dreng og fik ham til at begynde at skrive som 14-årig. 

   Grahams far var søn af en fætter til Stevenson, og The Man Within, der foregår blandt smuglere i Sussex i det tidlige 19. århundredes England, deler tidsånd og dramatisk grundstemning med Stevenson-værker som Kidnapped (1886, da. Kidnappet, Røvet eller David Balfours bortførelse), J. Meade Falkners Moonfleet (1898, da. Smuglerne i Moonfleet) og Conrads eventyrlige The Golden Arrow.(1919, da. Den gyldne Pil).

   Antihelten Andrews forråder smugleren Carlyon og bliver kronvidne for anklageren. Han gør det af kærlighed, men også af hensyn til den anden mand, den »man within me/ that’s angry with me.« Andrews er et udkast til alle de senere dobbeltagenter og martrede tragisk-ironiske helte, der færdes i Greenes produktion.

GREENE havde skrevet to romaner, aldrig offentliggjorte, før The Man Within. Bagefter skrev han endnu to, The Name of Action (1930) og Rumour at Nightfall (1931), som han siden slettede af værklisten og tager kraftig afstand fra i erindringsbogen Ways of Escape (1980), der fortsætter hvor A Sort of Life slap.

   Først med den fjerde roman, »the first and last time in my life I deliberately set out to write a book to please, one which with luck might be made into a film«, kollektivthrilleren Stamboul Train (1932, da. Mennesker i toget eller Istanbul-ekspressen), fik forfatteren trumfet sin vilje igennem og blev en mand, der kunne leve af at skrive.

   En togvogn fuld af tidstypiske wastelanders kører med Orient Ekspressen gennem et dystert Europa i tiltagende opløsning. Det er Grand Hotel på skinner, og det er et meget veldrejet stemningsstykke. Her anvendte Greene for første gang betegnelsen entertainment i stedet for novel på titelbladet. Sondringen tiltrak sig uforholdsmæssig megen opmærksomhed fra kritikernes side, og han kom siden til at fortryde den.

   Hvad Greene mente var vel, hvad amerikaneren Nathaniel Hawthorne havde sigtet til, da han i forordet til The House of the Seven Gables (1851, da. Huset med de syv Gavle) trak en flydende grænse mellem roman og romance:

»Når en Forfatter kalder sit værk for en Romance, er det næppe nødvendigt at sige, at han ønsker at tage sig visse friheder, både hvad angår værkets udformning og dets stof, som han ikke havde følt sig berettiget til, hvis han havde påstået at skrive en Roman. Sidstnævnte type tekst formodes at sigte efter meget nøje troskab over for menneskelig erfarings ikke blot mulige, men også sandsynlige og almindelige forløb. Førstnævnte til gengæld nyder – samtidig med at den som kunstværk er strengt regelbundet, og samtidig med at den synder utilgiveligt, hvis den viger fra det menneskelige hjertes sandhed – det rimelige privilegium at måtte vise den sandhed under visse omstændigheder, som i vid udstrækning er valgt eller skabt af skribenten selv. Hvis det passer ham, kan han også manipulere sit atmosfæriske medium, så det forstærker eller dæmper billedets lys og fordyber og beriger dets skygger.«** 

Selv kunne Greene aldrig blive klog på, om Brighton Rock var en roman eller et stykke entertainment, og han opgav efterhånden at deklarere sine varer på så firkantet, entydig vis.

GREENE beskriver i Ways of Escape, hvordan kedsomhed, civilisationslede og personlige depressioner på paradoksal vis blev de primære drivkræfter i hans verden. Titlen betyder flugtveje, og det var de rejser til fjerne, støvede steder, på lovløse veje og uden kort, som bogstaveligt løftede værket og gjorde ham til en stor tragisk digter.

   I 1935 rejste han til Freetown i Sierra Leone og videre ind i Liberia, hvor han skrev den nærmest ny-journalistiske reportage Journey without Map (1936, da. Rejse uden kort) om sin odyssé på Guldkysten. Et lignende gralstogt – han skulle på den katolske kirkes vegne undersøge, om en religiøs forfølgelse fandt sted – bragte ham i 1938 til Mexico, hvilket resulterede i rejsebeskrivelsen The Lawless Roads.

   Greene ledte efter steder, hvor man »lige så lidt kunne undgå tanken om evigt liv og fordømmelse som undgå det overnaturlige.« Udsatte steder, hvor man kunne forsvinde i verden; hvor knoglen lyste i sårets bund og en sjæl kunne forvitre i tropisk vind. Han fandt dem i Afrika, Centralamerika, Indokina, Cuba, Haiti og Mexico.

   Det er med disse blafrende, afsvedne lokaliteter som baggrund, at arbejderne fra 40rnes og 50ernes storhedstid udspiller sig. Dels de store »katolske« romaner The Power and the Glory (1940, da. Magten og æren), The Heart of the Matter (1948, da. Sagens kerne eller Altings hjerte) og til en vis grad A Burnt-Out Case (1960, da. Udbrændt), hvis univers er en koloni for spedalske i [daværende] Belgisk Congo.

   I ægte- og utroskabsromanen The End of the Affair (1951, da. Enden på legen) er baggrunden britisk, men affæren er forankret i Blitzens sønderbombede London, hvor også Greenes hus på Clapham Common blev ramt. Det er det tætteste, som han kom på at skrive om sit forhold til Catherine Walston og den umulige skilsmisse fra hustruen Vivien. Mentalt er geografien den samme som i bøgerne fra de eksotiske lokaliteter.

   Dels de præcise, psykologisk-seismografiske aflæsninger af ekstreme steders politiske atmosfære i den melankolske The Quiet American (1955, da. Den stilfærdige amerikaner), den komiske Our Man in Havana (1958, da. Vor mand i Havana) og den groteske The Comedians (1966, da. Maskespillet).

GREENE var besat af det at forråde en tillid og tjene flere herrer, men kun respektere loven i det indre land. Koldkrigsafhopperen Kim Philby (1912-1988) var Greenes personlige ven, og forfatteren fungerede selv i to omgange som agent for den britiske efterretningstjeneste.

   Mens man i 1950erne og 60erne beundrede intensiteten i de stort orkestrerede lidelseslandskaber fra romanerne med katolsk tema, er det på denne afstand filosofiske spændingsromaner som The Confidential Agent (1939, da. Hemmelig agent), The Ministry of Fear (1943, da. Skrækkens ministerium) og The Honorary Consul (1973, da. Konsulen), der imponerer og bevæger ved deres næsten uhyggelige indfølingsevne.

   The Human Factor (1978, da. Den menneskelige faktor) er Greenes eget bud på en stor moderne spionroman med menneskeansigt. Her opererer han uden dogmatisk ballast og teologisk undertekst. Efterretningsofficeren Castle siger fra og forråder systemet, der dræber hans ven og ser ned på hans hustru, som har sort hud og kommer fra Sydafrika. John le Carré har ofte lovprist og anerkendt Greene som en inspirator. Her synes forholdet næsten at være modsat.***

   En særstilling indtager The Quiet American, romanen som bedre end mange faglige redegørelser forklarer, hvad der var ved at ske i Vietnam, hvordan landet så ud i stilheden mellem den franske kolonitid og den amerikanske intervention.

DE fleste af Greenes (anti)helte er martrede mænd; skeptiske stoikere, som forsøger at lide i og med verden, og som for det meste dør på ironisk vis under tragisk forspildte omstændigheder. I kærligheden, både den individuelle og den uegennyttige, aner Greene en mulighed for verdslig nåde, og det er denne menneskelige faktor, kapaciteten for godhed, der lejlighedsvis kan slå skår i den ellers gennemgribende pessimisme i Greenes grådigt selvfortærende univers.

   Disse menneskers komedier og tragedier udspiller sig i det særlige »Greeneland«, hvor indre forrykkelser spejler sig i ydre tilstande og topografier. Begrebet – en kritisk opfindelse, der med tiden blev en kritisk kliché – irriterede forfatteren. »Nogle kritikere har talt om en mærkelig og voldsom, »anløben« (seedy) egn i bevidstheden (hvorfor gjorde jeg dog dette sidste adjektiv populært?), som de kalder Greeneland, og jeg har somme tider spurgt mig selv, om de går gennem verden med skyklapper på. »Dette er Indokina,« har jeg lyst til at råbe til dem. »Dette er Mexico, dette er Sierra Leone, omhyggeligt og nøjagtigt beskrevet.«

GREENE boede de sidste 30 år af sit liv i en uanselig lejlighed i Antibes på den franske riviera. Han stod i alle disse år på listen over uønskede personer i USA. Ikke desto mindre havde han et i det store hele lykkeligt forhold til Hollywood, som med vekslende held filmatiserede de fleste af hans romaner.

   Kortromanen om The Third Man (1950) var oprindelig synopsis og treatment til Carol Reeds filmudgave, og 40 år efter Den tredje mand kunne Greene overraske sine læsere med en tæt og stram skæbnefortælling om The Tenth Man (1985, da. Den 10. mand). Den lille roman var egentlig et treatment, udfærdiget samtidig med The Third Man, men gennem alle årene skrinlagt i MGMs arkiver og faldet ud af Greenes hukommelse.

   Overhovedet appellerede treatmentformen til de bedste kvaliteter i Greene, hvis primære kapital altid var en Sheherezade-uudtømmelig rigdom af gode historier. Også den effektfulde lille knaldperle om russisk roulette og menneskelig grådighed, Doctor Fischer of Geneva or The Bomb Party (1980, da. Doktor Fischer i Genève) blev til med henblik på filmmediet. James Mason spillede titelrollen i Michael Lindsay-Hoggs tv-film fra 1984.

SOM novelleforfatter var han mere stiv i sit udtryk. Der bygges op, så man kan mærke det. Symbolerne er store og kan læses på lang afstand. Fire samlinger foreligger, inklusive The Last Word and Other Stories. Greenes mest beundrede novelle er »The Basement Room« (da. »Øjenvidnet«), filmatiseret som The Fallen Idol, i hvilken en dreng oplever et syndefald og ser sit forbillede, en morderisk butler, gå under i svig og skyld, angivet af drengen selv. Teksten hyldes for sin eksemplariske brug af en subjektiv fortællersynsvinkel, drengens øjne, som perspektiverer og strukturerer det moralske univers. Den er ofte aftrykt i antologier til undervisningsbrug.

DE farligste og frodigste Greene-noveller er imidlertid de fire fortællinger, som med undertitlen »Four Stories of Fantasy, Myth, Legend and Dream« er samlet i A Sense of Reality (1963, da. På sporet af virkeligheden). Greenes ballast af eventyrlæsning og tabt barndom anvendes mesterligt – mindre ord kan ikke gøre det – i den lange, lakonisk-nostalgiske novelle »Under the Garden« (da. »Under haven«).

   En dødsmærket, midaldrende mand, – endnu »et udbrændt tilfælde« – tager tilbage til haven ved Winton Hall, hvor barndommens ferier blev tilbragt. Han har en mytologisk klar erindring om at have taget »den mørke vej« til søen i bunden af haven, hvor han padlede over til øen og opholdt sig i tre døgn i en tunnel under haven, hvor en grotesk afgudsskikkelse, Javitt, og dennes hustru Maria vogtede over en hemmelig skat.

   Da han vender tilbage er verden krympet. Haven er et frimærke, søen er en dam; øen et mikroskopisk næs, og der er selvsagt intet spor af nogen tunnel. Men erindringen er klar og stærk, da han skriver den ned, og i sidste afsnit finder han faktisk resterne af en forgyldt natpotte, »Javitts scepter«, i sandet på øen. Han falder på knæ med en svimlende fornemmelse af, at der alligevel er hul i virkeligheden.

   Disse fire noveller er enestående, fordi Greene hér lader sin altid anselige åbenhed over for drømme og det ubevidste være det primære lag snarere end den freudianske undertekst. »Under the Garden« er en fremragende novelle, formelt perfekt og så underskruet og lavmælt intens, at en læser får tårer i øjnene.****

DE store eventyrforfattere, der formede den indre mand i drengetiden, beskrives og hyldes indgående i bindet med Collected Essays (1969), som samler alle de essays og anmeldelser, forfatteren ønskede bevaret. Hans filmkritik er samlet i The Pleasure Dome (1972) og Mornings in the Dark: The Graham Greene Film Reader (1993), som også gennemgår samtlige Greene-filmatiseringer.

   I tilgift til biografien om den pornografiske restorationsdigter John Wilmot, Lord Rochester’s Monkey (1974, men skrevet 1931-34), fik Greene også udgivet seks skuespil, politisk reportage som Getting to Know the General: The Story of an Involvement (1984, da. Min ven generalen), en pamflet om den organiserede kriminalitet i Nice, J'accuse (1982), og endda et bind debatindlæg fra et langt liv med aviser.

   Den definitive biografi er Norman Sherrys monumentale The Life of Graham Greene, som udkom i tre store bind [784 + 562 + 906 = 2.252 sider] fra 1989 til 2004. Greene valgte selv Norman Sherry (1925-2016) som sin betroede biografiker, fordi han syntes om Sherrys to bøger om Joseph Conrad: Conrad's Eastern World (1966) og Conrad's Western World (1980). Der er flere gode bud i mere håndterlig størrelse. Nyest og muligvis også bedst er Richard Greenes The Unquiet Englishman: A Life of Graham Greene (2020).*****

   Posthumt udkom A World of My Own: A Dream Diary (1992, da. Min egen verden - en drømmedagbog) og Graham Greene: A Life in Letters (2007). I Articles of Faith: The Collected Tablet Journalism of Graham Greene (2006) har Ian Thomson samlet Greenes bidrag til det internationale katolske tidsskrift, som er kommet hver uge i England siden 1840. 

FORFATTEREN døde i Vevey og er begravet i Courseaux i Schweiz, som han flyttede til, da han udviklede leukæmi. Der var ingen tegn på kunstnerisk afmatning. Graham Greene var en ener, men han var med til at bygge den fælles begrebsverden, vi kalder skriftkulturen i det 20. århundrede. Det bedste sted at møde ham er i de to erindringsbøger, A Sort of Life og Ways of Escape. »Hvor har det dog været en lang vej,« begynder sidstnævnte.

   Manden i tågen er borte. Den store flugt er forbi.

Se også To versioner: Brighton Rock (1947/2010) [Bogen og filmen]; To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen]. 

NOTER

*) Vivien Dayrell-Browning (1904-2003) var selv forfatter og forlagsredaktør. Hun var kun 15 år, da hun fik udgivet sin første bog, The Little Wings, og blev ansat hos forlæggeren Basil Blackwell. Vivien og Graham Greene blev gift i 1927, fik to børn sammen og gik fra hinanden i 1947, da Greene forlod sin familie for at leve sammen med Lady Catherine Walton (det er baggrunden for affæren i The End of the Affair). Ægtefællerne blev aldrig skilt, da det ville stride mod katolicismens dogmer. Vivien begyndte i krigsårene at samle på gamle dukkehuse, som hun satte i stand. Med tiden blev hun en af verdens førende eksperter på sit felt. Hun ejede mere end 1500 dukkehuse og fik opført Rotundaen i Oxford for at kunne udstille dem. Hun byggede selv eksakte skalamodeller af historiske bygninger som dukkehuse. 

 

**) Citeret efter Nathaniel Hawthorne: Huset med de syv gavle. Oversat efter »The House of the Seven Gables« (1851) og med en efterskrift af Hans-Jørgen Birkmose. 286 s. Forlaget Klim, 2016. Birkmoses eksemplariske Hawthorne-udgave (af tre af de fire store romaner – for desværre mangler The Marble Faun  –  og et bind med vigtige noveller) er den første oversættelse, som inkluderer Hawthornes egne forord og indrammende kommentarer. Teksten forelå ikke på dansk, da jeg skrev Greenes nekrolog i 1991. Derfor stod der i første udgave af teksten:

   »Når en forfatter kalder sit værk en Romance, behøver man næppe påpege, at han ønsker at påkalde sig en vis frihed, i forhold til både form og stof, som han ikke ville have følt sig berettiget til at gøre brug af, hvis han havde erklæret, at han skrev på en Roman. Sidstnævnte kompositionsform tilstræber en omhyggelig trofasthed, ikke blot med hensyn til det mulige, men også over for det sandsynlige og almindelige forløb af et menneskes erfaring. Derimod har den førstnævnte form – skønt den som kunstværk må underkaste sig lige så strenge love, og skønt den forsynder sig utilgiveligt, hvis den afviger fra sandheden i det menneskelige hjerte – dog en ret til at præsentere denne sandhed under omstændigheder, der i høj grad vælges og skabes af forfatteren selv. Hvis han synes, kan han manipulere sit atmosfæriske medium på en måde, som fremhæver eller nedtoner lysene og gør billedets skygger dybe og rige.«

*** Tom Stoppard skrev manuskriptet til Otto Premingers 1979-filmatisering af The Human Factor. Castingen er bemærkelsesværdig: Nicol Williamson som Maurice Castle, der forråder sit land med de bedste motiver; Derek Jacobi som kollegaen Davis, der bliver likvideret uden grund. Richard Attenborough, som spillede Pinkie i 1947-versionen af Brighton Rock, har lejlighed til at lukke en cyklus i rollen som oberst Daintry, den mindst hensynsløse efterretningsofficer. Richard Vernon og John Gielgud er de kyniske spionchefer; Ann Tood har sin sidste filmrolle som Castles mor. I rollen som Sarah Castle ses Iman Mohamed Abdulmajid, som i 1979 var (ny)gift med basketballspilleren Spencer Haywood. Parret gik fra hinanden i 1987, og Iman blev gift med David Bowie i 1992. 

   Produktionen havde mange udfordringer. Preminger solgte ud af sin kunstsamling for at færdiggøre arbejdet. Filmen fik ikke et ben til jorden. Den blev set som sub-John le Carré-materiale og kom ikke i dansk distribution. Den er ujævn, snarere end den er dårlig. Der er pinlige og overflødige scener, hvor Robert Morley gør store øjne og savler over stripperne på en natklub i Soho, men samme Morley er meget præcis i sin skildring af speciallægen, som effektuerer efterretningsfolkenes likvideringer med faglig entusiasme.

   Nicol Williamson er atypisk nedtonet og varm. Som russisk muldvarp er han den eneste, der holder fast i sine idealer. Ved ankomsten til Moskva bliver han mødt af filmens Kim Philby-figur. Han ved, at han aldrig får sin kone og søn at se igen, da de taler i telefon sidste gang. Her har Greene og le Carré fuld fællesmængde. Begge fastholder den lakoniske hjerteløshed i efterretningsarbejdet. Begge solidariserer sig med den desillusionerede humanist, der forråder sit land i god tro. Men hos Greene er der ingen empatisk George Smiley, og kynismen er om muligt mere koksgrå og vilkårlig.

   Filmen var længe så godt som forsvundet. Nu kan en blu-ray rekvireres fra Warner Archives, og The Human Factor bliver streamet på Apple TV. Det samme gælder George Roy Hills 1984-filmatisering af John le Carrés The Little Drummer Girl (1983, da. Iscenesat) med Diane Keaton i hovedrollen. Også den film har været lagt væk lidt for længe.

**** »Under the Garden« blev dramatiseret for tv i antologiserien Shades of Greene, som Alan Cooke producerede for Thames Television 1975-76. Det er en af mange seværdige serier fra tiden (og især fra BBC-konkurrenten ITV, hvor produktioner fra Granada, Thames og London Weekend Television blev sendt første gang), som bare forsvandt, typisk af rettighedshensyn eller fordi selskaberne, som stod bag, blev afviklet. Shades of Greene blev, så vidt jeg kan se, ikke sendt i dansk tv. I hvert fald er den ikke med i Kaare Schmidts opslagsværk TV i 70'erne (1981), som er næsten uundværligt, hvis man vil løse den slags mysterier. Det må derfor have været »på Sverige«, vi så den. Serien gjorde så meget indtryk, at jeg købte tie-in-udgivelsen fra Bodley Head og Heinemann, som samarbejdede i den anledning.

   Shades of Greene samler 18 noveller, der i serien er dramatiseret af gode forfattere som William Trevor, Clive Exton, Philip Mackie og Robin Chapman. John Mortimer er en slags hovedforfatter, og Greene har selv bearbejdet »Alas, Poor Maling«. Instruktørerne er Michael Apted, Alastair Reid, Graham Evans, Peter Hammond, Philip Saville, Herbert Wise og Alan Cooke selv. Der er skuespillernavne som Paul Scofield, Roy Kinnear, Virginia McKenna, Denholm Elliott, John Gielgud, Betsy Blair, Susan Penhaligon, Brian Cox, John Le Mesurier, Brian Glover, Michael Gough og Geneviève Page.

   Kun én episode har fået et liv. Det er »The Destructors« (instrueret af Michael Apted efter manus af John Mortimer), hvor unge begår hærværk og ødelægger traditionelle værdier for anarkiets og smertevirkningens skyld. Ideen blev på samme tid taget op af John Fowles i novellen »Poor Koko« (»Sølle Koko«) fra The Ebony Tower (1976, da. Ibenholttårnet) og senere af bl.a. filmskaberen Hans Weingartner i Die fetten Jahre sind vorbei (2004, da. The Edukators), hvor Daniel Brühl, Julia Jentsch og Stipe Erceg begår hærværk for the hell of it og for at »opdrage« offeret, hvis hjem bliver ødelagt.

   Der er otte noveller fra samlingen May We Borrow Your Husmand? (1967, da. Må vi låne din mand?) og ni fra Twenty-one Stories (1954, da. 21 noveller). Også »Dream of a Strange Land« (»Drømmen om et fremmed land«) fra A Sense of Reality indgår. Jeg er aldrig kommet tættere på et gensyn med »Under the Garden« end tre grynede stillbilleder fra en anden obskur blog. Jeg læste med genkendelse »The Crystal Garden«, den tredje af de forbundne fortællinger i Jonathan Coes Number 11 (2015), hvor en cinefil samler omkommer under sin jagt på en glemt og aldrig (før netop i dødsøjeblikket) genfunden film. Jeg vil tro, at Coe sætter pris på Greene. I hvert fald deler de blikket for vemod og melankolsk ironi.  

***** Samme Richard Greene, som ikke nedstammer fra hovedpersonen, redigerede korrespondancen i A Life in Letters (1991). The Unquiet Englishman er den amerikanske titel. I England udkom bogen med rabaldertitlen Russian Roulette: The Life and Times of Graham Greene. Jeg har selv haft megen glæde af de kritiske essays i Dangerous Edges of Graham Greene: Journeys with Saints and Sinners (red. Dermot Gilvary & Darren J.N. Middleton), som udkom på Continuum i UK i 2011 med et forord af David Lodge og en efterskrift af Monica Ali. For ikke at tale om to fine bokssæt med forfatterskabets hovedværker, der blev særtrykt af The Folio Society i 1996 (The Complete Entertainments) og 1997 (The Great Novels) med kongeniale illustrationer af Geoff Granfield + nyttige forord af kendte og kyndige Greene-fans.

Fotos: National Portrait Gallery, The Bodley Head, Penguin Random House, Gyldendal, Forlaget KLIM, Facsimile Dust Jackets, LLC, The Folio Society, CineMaterial, MovieStillsDB, FilmAffinity, The Criterion Collection, Wikimedia Commons, YouTube.

Hovedparten af teksten er skrevet i april 1991 som Greenes nekrolog og trykt (med rubrikken »Manden i tågen«) i Revue Verdenslitteraturen 1991 (Samleren/ Dagbladet Information, 1991). Noterne er nyskrevne i oktober 2023.