Claude Lelouch | Jean-Paul Belmondo: Les Misérables (1995)

GODE MENNESKER
Manden der ville være Valjean

Af BO GREEN JENSEN

TITLEN kræver en smule forklaring. Skønt snart sagt alle træk og tråde i Claude Lelouchs panoramiske Les Misérables på en eller anden måde forholder sig til handlingsgangen og ånden i Victor Hugos magnum opus fra 1862, er der ikke tale om en filmatisering i gængs forstand. Og skønt Henri Fortin – den centrale skæbne hos Lelouch – føler sig så forbundet med romanfiguren Jean Valjean, at det grænser til en besættelse, er der heller ikke tale om en moderniseret genfortælling af Hugos store skabelsesvævning. Lelouchs Les Misérables er således et hverken-eller i bund og grund. På dette beror dens anselige styrke, og samtidig er det hér, man skal finde årsagen til den nærved-og-næsten atmosfære, der hviler over dele af filmen.

DET er på sæt og vis århundredets historie, som Lelouch har sat sig for at fortælle, og Henri Fortin er århundredets barn. Netop nytårsaften 1900, da Henri er fem år gammel, indtræffer den begivenhed, der bliver bestemmende for hans skæbne. Henris far bliver dømt for en forbrydelse, han ikke har begået, og havner i et fængsel, der er mindst lige så umenneskeligt som dét, der hærdede Jean Valjean. Hans hustru bliver derfor kombineret servitrice og prostitueret hos en Thénardier-agtig familie på et gæstgiveri i Normandiet, hvor sønnen vokser op. Første gang han for alvor bliver bevæget, er da kroen foreviser en stumfilmsudgave af De elendige. Allerede som stor dreng står Henri bag lærredet og føler, at fortællingen handler om ham.*

CLAUDE Lelouch, som for altid har en plads i vore hjerter, fordi han i 1967 skabte Un homme et une femme (da. Manden og kvinden), bruger 40 minutter på at udfolde denne prolog. På bare fem panoreres der så hastigt hen over årene til den dag, da Henri som forhenværende bokser og nuværende flyttemand igen får kontakt med sin skæbne som vort århundredes Jean Valjean. Under Vichy-regeringen hjælper han en jødisk familie med at flygte.

   Der er mange krøller på denne historie, for Lelouch lægger samme vægt på det kosmiske tilfælde som Hugo, men det korte af det lange er, at Henri Fortin får chancen for at følge Jean Valjeans eksempel, da familien Ziman én gang har vist ham, hvem han er. Og i 1940'ernes splittede Frankrig løber man hele tiden på evige skæbner, der kunne være – og, eftersom skuespillerne går igen, også er – ajourførte versioner af nedrige, nidkære, gode, grove og kærlige mennesker som Javert, Thénardier, Fantine, Cosette, Marius, Éponine m.fl.

MANUSKRIPTET er skrevet, og filmen er skudt, med stor og fin fornemmelse for, hvornår pastichen bliver ren kopi, og hvornår værket fortsat har egenliv. Det er dog hverken den ujævne dialog eller den patetiske handlingsgang, der bærer Lelouchs store hyldest til litteraturen i almindelighed og Victor Hugo i særdeleshed. Det er kontrasten mellem den aldrende Jean-Paul Belmondos sprukne, men stadig spillevende gavtyvefjæs og de suverænt poetiske billeder, som i flere scener får lov at tale alene sammen med musikken, der skyldes alle Lelouchs gamle allierede, fra Francis Lai til Michel Legrand.

EN balscene indvier århundredet, og valsen drejer i fem minutter, uden at et ord bliver sagt. Den sårede André Ziman (Michel Boujenah) ser træernes grene blive skarpe, disede og skarpe igen, da han ligger på ryggen i sneen, hvor tyskerne har mejet de jødiske flygtninge ned. Stædigt holder Lelouch fast i enkelte ansigter – især pigen Salome (Salomé Lelouch) og kvinden Elise Ziman (Alessandra Martines) – mens årene drejer som sætstykker. Det er evige typer på tidens bagtæppe. Som øverste autoritet inddrages filmlegender som Annie Girardot (1931-2011) og den 82-årige Jean Marais (1913-1998), der i rollen som Monseigneur Myriel inkarnerer kristen godhed til alle tider.

ENESTE skønhedsplet er de scener, der decideret fortolker og dramatiserer Les Misérables med Jean-Paul Belmondo som Jean Valjean. Det er ét lag for mange i konstruktionen og ligner i skæmmende grad løse rester af den regelrette filmatisering, som sikkert har været Lelouchs oprindelige projekt.**

   Størstedelen af filmen sidder man dog både forført, billedsalig og bevæget til godhed og storhed, mens filmen tager sig den tid, der skal til for at sætte århundredernes legende i værk. For Lelouch som for Hugo er præmissen, at tingene aldrig ændrer sig, at to eller tre grundhistorier er dømt til at gentage sig evindeligt, men at muligheden for forandring alligevel er til stede, så længe der findes gode mennesker.

   Til disse gode mennesker bliver Les Misérables da en hyldest. Og for tilskueren en vemodig, men ægte og dybfølt glæde, der fungerer som kærkommen modgift til den tjekkede kynisme, der var toneangivende ved årtusindeskiftet. Denne kynisme kaldes ofte tidssvarende og realistisk, men Les Misérables minder os om, at der er flere farver i mennesket.

RIP Jean-Paul Belmondo 1933-2021 

Se også Liv og teater: Les Misérables 1980-2023 | Musicals; Claude Miller | Philippe Grimbert: Un secret | En hemmelighed (2007); Claude Lelouch: Les plus belles années d'une vie (2019).

*) Der er to store stumfilmversioner: Albert Capellanis Les Misérables fra 1912 varer tre timer og blev distribueret i fire dele (Jean Valjean; Fantine; Cosette; Cosette et Marius). På samme måde udkom Henri Fescourts monumentale filmatisering fra 1925 i fire akter eller »epoker« (Jean Valjean; Fantine; Marius; L'Epopée de la rue Saint-Denis), som varer 359 min. Fescourts film cirkulerede internationalt i to dele med titlerne The Soul of Humanity og Barricade. Galejslavens flugt og Galejslavens endeligt havde dansk premiere i oktober 1926. Begge blev i 1934 fortrængt af Raymond Barnards filmatisering (288 min), den første med et lydspor, der fik premiere som tre enkeltstående titler (Une Tempête une cràne; Les Thénardier; Liberté, liberté chérie). I 1935 fik den konkurrence af Richard Boleslawskis amerikanske Les Misérables – med Fredric March og Charles Laughton – som opgav den panoramiske ambition om at rumme hele romanværket og koncentrerede Valjean/Javert-motivet på 108 min. W.P. Lipscomb bearbejdede bogen efter produceren Darryl F. Zanucks anvisninger. Det gør herefter stor forskel, om Hugo bliver filmatiseret i eller uden for Frankrig. Britiske Eureka! har udgivet Barnards Les Miserables på dvd og blu-ray i sin Masters of Cinema-serie. Ekstramaterialet inddrager klip fra de stumme versioner. Endvidere Capellanis pionerarbejde Le chemineau fra 1905, som bruger scenen, hvor Valjean bryder ind hos Myriel. Vagabonden er håndtintet og varer kun seks minutter. Det må være den første filmatisering.

HENRI og hans mor ankommer til kystbyen i Normandiet, hvor det moderne Thénardier-par driver værtshus, kort før nytår 1901. Det passer nogenlunde med tiden, hvis det er en scene fra Capellanis Jean Valjean, som operatøren drejer med hånden i kroen, hvor Henri Fortin vokser op. Han sidder bag lagenet, som billederne er blæst op på. Samtidig korresponderer hans mor med hans far, som er straffefange. Ingen i familien kan læse eller skrive, så Henris mor får hjælp af en empatisk kirketjener (den utålmodige præst har for travlt), mens Henri senior assisteres af en medfange, der har arbejdet for (og bedraget) Gustave Eiffel. Henris mor fortæller om drengen. Henris far svarer i et brev, hvor der står »jeg elsker dig« 27 gange. Den venlige kapellan læser hvert eneste »Je t'aime«. Da Henri senior forsøger at flygte bliver han fanget i sneen og som straf sat i et udendørs isolationsbur. Her råber han sin trods ud og holder sig varm ved at træne. Snebillederne fra fængslet er noget af det smukkeste i filmen. 30 år senere bliver D-dag, landgangen i Normandiet og befrielsen, der kommer til Frankrig, et andet visuelt højdepunkt. Undergrundsbevægelsens modstandskamp skal hos Lelouch fungere som barrikaderne i 1832 gør hos Hugo. 

**) JEAN-PAUL BELMONDO (1933-2021) var 60 år, da han medvirkede i Les Misérables. »Bébel« og Lelouch lavede tre film sammen. Der var først et lille tilløb. De mødtes i 1963, da Lelouch optog et arbejdsportræt af det varme franske nybølgenavn. Fordi Lelouch stod i gæld efter produktionen af debutspillefilmen Le Propre de l’homme (1961), som ikke var nogen succes (og som han siden forsøgte at slette af værklisten), påtog han sig at instruere en række korte portrætter af stjerner i tiden. Filmene svarer til de Bag kameraet-film, der siden blev standardudstyr på dvd’er og Blu-ray. Filmen med Belmondo har ikke overlevet. 

   Belmondo og Annie Girardot (1931-2011) danner par i Un homme qui me plaît (1969, da. En mand jeg kan li’), som var Lelouchs tredje film efter gennembruddet med Un homme et une femme i 1966. En fransk skuespillerinde (Girardot) er på optagelse i USA, hvor instruktøren ønsker filmkomponisten (Belmondo) til stede, så stemningen kan sættes med manér. De forelsker sig for alvor og får svært ved at vende hjem til deres respektive familier i Frankrig, da Love is a Funny Thing er i kassen.

  Filmen, som arbejder bevidst med sin ramme af metafiktion, blev optaget i sekvens, scene for scene, på locations, som filmholdet fandt undervejs. Det var i de år, at Belmondo kom tættest på at blive en international stjerne. Han besluttede at blive i Frankrig og prøvede aldrig at lære engelsk: »I prefer a national film to an international film. Something is lost. Look at what happened to Italy when they went international.«

 

   

TYVE år senere er Itinéraire d’un enfant gâté (1988) en skelsættende film for begge mænd. Itinéraire er co-produceret af Les films 13 og Belmondos eget Cerito Films. Belmondo var begyndt at tage alderen på sig og vælge roller med indlejret tyngde. Der er ikke flere actionkomedier. Der er derimod en erkendelse af, at ingen har tilbudt ham krævende roller siden Jean-Luc Godard (À bout de souffle og Pierrot le Fou), François Truffaut (Mississippi Mermaid) og Jean-Pierre Melville (Leon Morin og Le Doulos) i nouvelle vague-tiden.

   Bébel gjorde klar til at trække sig ud, men først skulle der sættes et mindeværdigt punktum. På Théâtre Marigny tog han livtag med to store roller, som man tvivlede på, at han havde farverne til: Edmund Kean i Kean, Jean-Paul Sartres opdatering af Alexandre Dumas' drama om Shakespeare-skuespilleren, og Cyrano i Robert Hosseins opsætning af Cyrano de Bergerac. I filmsammenhæng ledte han efter en rolle, der kunne bære og samle karrieren. Lelouch havde set Belmondo i Kean og skrev Itinéraire specielt til Bebél.

   Det er fortællingen om trapezkunstneren Sam Lion, som blev en succesrig entreprenør, da en ulykke tvang ham væk fra manegen. Da han fylder 50 og mener, at han har svaret enhver sit, forlader han familie og forretning og rejser til Afrika for at finde sig selv på savannen. Han bliver indhentet af sin fortid i skikkelse af den unge Richard Anconina og kommer ad omveje hjem til fællesskabet.

   Itinéraire fik ikke dansk premiere; i Sverige hed filmen Att möta ett lejon. I Frankrig solgte den 3,7 mio. billetter og blev Belmondos sidste store succes. Han modtog en Cesar for bedste mandlige hovedrolle. Fem år senere er forvandlingen fra ungt ikon til gammel institution tilendebragt i Les Misérables.

   Un homme qui me plaît, Itinéraire d'un enfant gâté og Les Misérables er samlet i Blu-ray-bokssættet Lelouch Belmondo fra Metropolitan Film & Video (2021). De er alle restaureret i 2K HD, og der er omsider kommet engelske undertekster på. Det er de samme kopier, som indgår i det overvældende Lelouch 60 ans de cinéma-bokssæt fra 2023.

OG for endelig at blive personlig. Jeg er født i 1955 og ikke helt gammel nok til at have oplevet la nouvelle vague-tiden live. Min årgang så den fra grundskolehøjde. Jeg må have været ti år, da jeg så La tulipe noire (1964, da. Den sorte tulipan eller Den sorte musketers hævn) til en eftermiddagsforestilling i Kastrup Bio og blev betaget af Alain Delon, der havde rollen som den sortklædte fægtemester. Jeg er sikker på, at de også viste Cartouche (1962) med Belmondo i en lignende swashbuckler-rolle.

   På en måde har jeg fulgt de to musketerer fra begyndelsen til slutningen. Med Delon var man altid betaget af stilen. Han har den hele vejen igennem, uanset hvilken slags rolle han spiller, uanset hvor kold eller varm han var som person; der er intet, der bider på Le samourai. Belmondo er altid varmere, har sværere ved det og føler tingenes tryk som vi andre. Der er intet mysterium. Han kan ikke spille ond for alvor. Endvidere har han selvironi, en kvalitet som mangler helt hos Delon.    

   Jeg faldt pladask for Belmondo i 1973, da han spillede Bob St. Clair i Philippe de Brocas Le magnifique (da. Agenten der ikke ku’ knaldes), en fransk pendant til Walter Mitty og Billy Liar. Filmen om forfatteren, der dagdrømmer sig ind i de kioskromaner, han skriver på samlebånd, var et riff på den i Frankrig uopslidelige L’homme de Rio (1964, da. Orlov i Rio), som i sig selv var et satirisk spoof på agentfeberen, der bredte sig med James Bond og epigoner. Som ung blev Belmondo berømt for selv at udføre sine drabelige stunts. Det er i L'homme de Rio, at han hænger i armene fra en helikopter. 

   Fyrre år senere var jeg i Cannes, da Belmondo modtog en ærespris for sit virke og blev hyldet af Vincent Perrot i portrætfilmen Belmondo itinéraire... Det var en lokal fransk ting, som fandt sted i udkanten af festivalen, men jeg gik til gallapremieren, som var en Her-er-dit-liv-forestilling med alle endnu aktive vidner på scenen. Den gangbesværede stjerne var i godt humør, men i dårlig form efter et slagtilfælde i 2001.

ALAIN DELON (1935-2024) fungerede som en slags vært. Han fortalte endnu en gang anekdoten om, hvordan han og Belmondo som unge løver sad på en særlig café ved Les Halles og ventede på at blive opdaget. Det blev de cirka samtidig, og i teenårene så vi dem sammen i Jacques Derays Borsalino (1970). 

   Delon producerede selv Borsalino (samt to fortsættelser). Jeg har genset den, og den holder ikke på samme måde som Derays La piscine (1969), men det var fra Delon, at Belmondo havde ideen om selv at producere. Han var en af de første, som fik skrevet ind i sin kontrakt, at hans navn skulle indrammes på plakaten. Det blev det ikke på Borsalino. Så Belmondo stævnede Delon.

   De ting blev der ikke talt om i Salle Debussy den 16. maj 2011, da vi var til Hommage à Jean-Paul Belmondo. Det var en elskelig aften, der føltes som et pusterum. Belmondo har været 78. Han var 88, da han døde i september 2021. Det samme var Delon, da han forsvandt i august 2024.

   Delons fysik var stærkere, og han var bedre til at gøre sig hård. Og han var med i flere film, der står som ikoniske hovedværker. På sigt bliver Belmondo husket for À bout de souffle, for Leon Morin, prêtre og for Pierrot le Fou. Måske ikke engang for L’Homme de Rio eller Itinéraire. Og desværre ikke for Les Misérables.

   Les Misérables blev ikke et stort tilløbstykke, men filmen gik verden over og tjente sig hjem. I USA fik den en Golden Globe, da Golden Globe endnu havde betydning. Claude Lelouch er 87 år i 2025. Han var senest i Venedig for at præsentere svanesangen Finalement, som fik fransk premiere i november 2024. Det bliver hans spillefilm nr. 60.

Les Misérables (Les Misérables). Instr. & manus Claude Lelouch. Foto: Claude Lelouch, Philippe Pavans de Ceccatty. 175 min. Frankrig 1995. Dansk premiere: 22.03.1996.

Fotos: Les Films 13/ TF1 Films Production [Photos: Fabian – SYGMA]/ Canal+/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Framegrab [TF1 Video]

Filmen streames ikke i DK – i Frankrig bl.a. på Amazon Store 

2K Blu-ray fra Metropolitan Film & Video [i bokssættet Lelouch Belmondo Trois films Inoubliables 1965-1995] 02.12.2021

Les Misérables indgår endvidere i Blu-ray-bokssættet Claude Lelouch 60 ans de cinéma, som Metropolitan udgav i december 2023. Her er 44 film af Lelouch samlet på 50 discs. Alle har engelske undertekster.

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.03.1996

Fortællerens flugtveje: Graham Greene 1904-1991

FORTÆLLERENS FLUGTVEJE
Graham Greene 1904-91

Af BO GREEN JENSEN

DEN 3. april 1991 mistede den anglofone kultursfære en af sine mest populære prosaister og kritisk anerkendte stemmer, aktiv gennem seks årtier og ophavsmand til henved 50 bogtitler. I hvert fald 10 af dem tæller og vejer i et forfatterskab, som hørte til det 20. århundredes bedste.

   Graham Greene var om nogen manden, der gav spændingsromanen kritisk og menneskelig dybde, fik publikum til at tage genren alvorligt og banede vejen for den bølge af moderne sagnfortællere, som arbejder inden for den seriøse og filosofisk ambitiøse underholdningsroman. Den eneste anden stemme i feltet på denne tid var Eric Ambler (1909-1998). Uden Greenes eksempel var John le Carré (1931-2020) og Len Deighton (f. 1929) næppe begyndt. Forfatterskabet består dog af andet og mere end litterært vederhæftige knaldromaner. Spændvidden er forbavsende bred.

   Fra The Man Within (1929, da. En Kryster eller Manden i Taagen) til The Last Word and Other Stories (1991) afstak Greene sit territorium, en tilstand af grublen, umulige valg, moralske kompromisser og udbrændt livskraft, der under ét er blevet kaldt »Greeneland«. Ved brug af underholdningsromanens skabeloner og narrative strategier skabte han sit eget sted i bogen og verden, når han forenede disse effekter med filosofisk dybde, psykologisk troværdig persontegning, politisk vejring og almindelig menneskelig indsigt af næsten urokkelig skepsis.

FØRST i sene værker som Travels With My Aunt (1969, da. Farligt otium), Monsignore Quixote (1982) og The Captain and the Enemy (1988, da. Kaptajnen og fjenden) møder man i Greeneland personer, som er stilfærdigt lykkelige og får lov at være det, uden at blive karikaturer eller renfærdige dårer, der ender som syndebukke og ofrede brikker i det altid mørke og uigennemtrængelige magtspil mellem uskyld og ondskab, næstekærlighed og kynisme, som i Greenes version både er konkret politisk seismografi og moralsk lignelse med ortodokst religiøse undertoner.

   It's A Battlefield (1934, da. Det er en slagmark), England Made Me (1935, da. Bundfald eller England skabte mig) og A Gun for Sale (1936, da. Pistol til salg) er tidlige Greene-titler, som næsten rituelt gennemspiller moralske og teologiske dogmer på en thrillertæt baggrund af intrige, suspense og komplot. Greene konverterede 22 år gammel til katolicismen, og de forpinte figurer fra forfatterskabets første fase bevæger sig gennem en kosmopolitansk ødemarksatmosfære af udvasket, næsten fortegnet tarvelighed, ladet med ironisk skærsildsmetaforik.

   Den unge Greene er i slægt med den unge T.S. Eliot. Hvis Eliot havde skrevet The Waste Land (1922) som kriminalroman, kunne resultatet være Brighton Rock (1938). Greenes første komplette studie i ondskab uden formildende omstændigheder er en meget effektiv, men også klaustrofobisk roman, der camouflerer teologisk traktat som kriminel realisme. Skildringen af teenagegangsteren Pinkie, en patetisk og makabert forvreden Peter Pan-figur, hørte til det sidste blandt forfatterens egne favoritter.

GRAHAM Greene blev født i London-forstaden Berkhamsted. Hans far var rektor på privatkostskolen Berkhamsted School, og Greene beskriver i selvbiografien A Sort of Life (1971, da. En slags liv), hvordan hans livslange fascination af dobbeltagenter, delte loyaliteter, forræderens lod og moralsk duplicitet tog form fra begyndelsen. Han følte sig alene i et ingenmandsland, en moralsk halvverden, delvis i drengenes lejr og delvis i fjendens, forældrenes land. Mange år senere redigerede han den fornøjelige The Spy’s Bedside Book (1957) sammen med broderen Hugh.

   De første 13 år beskrives som et tabt kongerige af drengebogslæsning og opdagelsesrejser. De følgende fem år var et helvede på Jorden, hvor Graham fortæredes af hjemve og pubertetskvaler. I 1922 tog han som 18-årig »op til Oxford« og læste engelsk ved Balliol College. Fire år senere havde han en eksamen, yderst usikre fremtidsudsigter og en brændende trang til at blive forfatter. Han blev katolik for at kunne gifte sig med Vivien Dayrell-Browning (1904-2013), som han havde mødt i Oxford, men beslutningen var også en intellektuel skeptikers pagt med troen og tvivlen.*

JAGTEN på indtægt førte Greene til Nottingham, hvor han bed tænderne sammen en grå vinter lang og fungerede som avismenneske i det nordlige England, der danner baggrund for den hadske skæbnegrimasse A Gun for Sale. Til gengæld trivedes Greene som redaktionssekretær på The Times, hvor han var ansat i fire år sidst i 1920erne, indtil de 8000 solgte eksemplarer af The Man Within gav ham mod på at prøve som professionel forfatter.

   Manden i tågen er stedet, hvor Greene tilbagebetaler sin gæld til eventyrtraditionen, han voksede op med. Det var forfattere som John Buchan, H. Rider Haggard, Arthur Conan Doyle, Joseph Conrad og ikke mindst Robert Louis Stevenson, der fyldte Grahams dage som dreng og fik ham til at begynde at skrive som 14-årig. 

   Grahams far var søn af en fætter til Stevenson, og The Man Within, der foregår blandt smuglere i Sussex i det tidlige 19. århundredes England, deler tidsånd og dramatisk grundstemning med Stevenson-værker som Kidnapped (1886, da. Kidnappet, Røvet eller David Balfours bortførelse), J. Meade Falkners Moonfleet (1898, da. Smuglerne i Moonfleet) og Conrads eventyrlige The Golden Arrow.(1919, da. Den gyldne Pil).

   Antihelten Andrews forråder smugleren Carlyon og bliver kronvidne for anklageren. Han gør det af kærlighed, men også af hensyn til den anden mand, den »man within me/ that’s angry with me.« Andrews er et udkast til alle de senere dobbeltagenter og martrede tragisk-ironiske helte, der færdes i Greenes produktion.

GREENE havde skrevet to romaner, aldrig offentliggjorte, før The Man Within. Bagefter skrev han endnu to, The Name of Action (1930) og Rumour at Nightfall (1931), som han siden slettede af værklisten og tager kraftig afstand fra i erindringsbogen Ways of Escape (1980), der fortsætter hvor A Sort of Life slap.

   Først med den fjerde roman, »the first and last time in my life I deliberately set out to write a book to please, one which with luck might be made into a film«, kollektivthrilleren Stamboul Train (1932, da. Mennesker i toget eller Istanbul-ekspressen), fik forfatteren trumfet sin vilje igennem og blev en mand, der kunne leve af at skrive.

   En togvogn fuld af tidstypiske wastelanders kører med Orient Ekspressen gennem et dystert Europa i tiltagende opløsning. Det er Grand Hotel på skinner, og det er et meget veldrejet stemningsstykke. Her anvendte Greene for første gang betegnelsen entertainment i stedet for novel på titelbladet. Sondringen tiltrak sig uforholdsmæssig megen opmærksomhed fra kritikernes side, og han kom siden til at fortryde den.

   Hvad Greene mente var vel, hvad amerikaneren Nathaniel Hawthorne havde sigtet til, da han i forordet til The House of the Seven Gables (1851, da. Huset med de syv Gavle) trak en flydende grænse mellem roman og romance:

»Når en Forfatter kalder sit værk for en Romance, er det næppe nødvendigt at sige, at han ønsker at tage sig visse friheder, både hvad angår værkets udformning og dets stof, som han ikke havde følt sig berettiget til, hvis han havde påstået at skrive en Roman. Sidstnævnte type tekst formodes at sigte efter meget nøje troskab over for menneskelig erfarings ikke blot mulige, men også sandsynlige og almindelige forløb. Førstnævnte til gengæld nyder – samtidig med at den som kunstværk er strengt regelbundet, og samtidig med at den synder utilgiveligt, hvis den viger fra det menneskelige hjertes sandhed – det rimelige privilegium at måtte vise den sandhed under visse omstændigheder, som i vid udstrækning er valgt eller skabt af skribenten selv. Hvis det passer ham, kan han også manipulere sit atmosfæriske medium, så det forstærker eller dæmper billedets lys og fordyber og beriger dets skygger.«** 

Selv kunne Greene aldrig blive klog på, om Brighton Rock var en roman eller et stykke entertainment, og han opgav efterhånden at deklarere sine varer på så firkantet, entydig vis.

GREENE beskriver i Ways of Escape, hvordan kedsomhed, civilisationslede og personlige depressioner på paradoksal vis blev de primære drivkræfter i hans verden. Titlen betyder flugtveje, og det var de rejser til fjerne, støvede steder, på lovløse veje og uden kort, som bogstaveligt løftede værket og gjorde ham til en stor tragisk digter.

   I 1935 rejste han til Freetown i Sierra Leone og videre ind i Liberia, hvor han skrev den nærmest ny-journalistiske reportage Journey without Map (1936, da. Rejse uden kort) om sin odyssé på Guldkysten. Et lignende gralstogt – han skulle på den katolske kirkes vegne undersøge, om en religiøs forfølgelse fandt sted – bragte ham i 1938 til Mexico, hvilket resulterede i rejsebeskrivelsen The Lawless Roads.

   Greene ledte efter steder, hvor man »lige så lidt kunne undgå tanken om evigt liv og fordømmelse som undgå det overnaturlige.« Udsatte steder, hvor man kunne forsvinde i verden; hvor knoglen lyste i sårets bund og en sjæl kunne forvitre i tropisk vind. Han fandt dem i Afrika, Centralamerika, Indokina, Cuba, Haiti og Mexico.

   Det er med disse blafrende, afsvedne lokaliteter som baggrund, at arbejderne fra 40rnes og 50ernes storhedstid udspiller sig. Dels de store »katolske« romaner The Power and the Glory (1940, da. Magten og æren), The Heart of the Matter (1948, da. Sagens kerne eller Altings hjerte) og til en vis grad A Burnt-Out Case (1960, da. Udbrændt), hvis univers er en koloni for spedalske i [daværende] Belgisk Congo.

   I ægte- og utroskabsromanen The End of the Affair (1951, da. Enden på legen) er baggrunden britisk, men affæren er forankret i Blitzens sønderbombede London, hvor også Greenes hus på Clapham Common blev ramt. Det er det tætteste, som han kom på at skrive om sit forhold til Catherine Walston og den umulige skilsmisse fra hustruen Vivien. Mentalt er geografien den samme som i bøgerne fra de eksotiske lokaliteter.

   Dels de præcise, psykologisk-seismografiske aflæsninger af ekstreme steders politiske atmosfære i den melankolske The Quiet American (1955, da. Den stilfærdige amerikaner), den komiske Our Man in Havana (1958, da. Vor mand i Havana) og den groteske The Comedians (1966, da. Maskespillet).

GREENE var besat af det at forråde en tillid og tjene flere herrer, men kun respektere loven i det indre land. Koldkrigsafhopperen Kim Philby (1912-1988) var Greenes personlige ven, og forfatteren fungerede selv i to omgange som agent for den britiske efterretningstjeneste.

   Mens man i 1950erne og 60erne beundrede intensiteten i de stort orkestrerede lidelseslandskaber fra romanerne med katolsk tema, er det på denne afstand filosofiske spændingsromaner som The Confidential Agent (1939, da. Hemmelig agent), The Ministry of Fear (1943, da. Skrækkens ministerium) og The Honorary Consul (1973, da. Konsulen), der imponerer og bevæger ved deres næsten uhyggelige indfølingsevne.

   The Human Factor (1978, da. Den menneskelige faktor) er Greenes eget bud på en stor moderne spionroman med menneskeansigt. Her opererer han uden dogmatisk ballast og teologisk undertekst. Efterretningsofficeren Castle siger fra og forråder systemet, der dræber hans ven og ser ned på hans hustru, som har sort hud og kommer fra Sydafrika. John le Carré har ofte lovprist og anerkendt Greene som en inspirator. Her synes forholdet næsten at være modsat.***

   En særstilling indtager The Quiet American, romanen som bedre end mange faglige redegørelser forklarer, hvad der var ved at ske i Vietnam, hvordan landet så ud i stilheden mellem den franske kolonitid og den amerikanske intervention.

DE fleste af Greenes (anti)helte er martrede mænd; skeptiske stoikere, som forsøger at lide i og med verden, og som for det meste dør på ironisk vis under tragisk forspildte omstændigheder. I kærligheden, både den individuelle og den uegennyttige, aner Greene en mulighed for verdslig nåde, og det er denne menneskelige faktor, kapaciteten for godhed, der lejlighedsvis kan slå skår i den ellers gennemgribende pessimisme i Greenes grådigt selvfortærende univers.

   Disse menneskers komedier og tragedier udspiller sig i det særlige »Greeneland«, hvor indre forrykkelser spejler sig i ydre tilstande og topografier. Begrebet – en kritisk opfindelse, der med tiden blev en kritisk kliché – irriterede forfatteren. »Nogle kritikere har talt om en mærkelig og voldsom, »anløben« (seedy) egn i bevidstheden (hvorfor gjorde jeg dog dette sidste adjektiv populært?), som de kalder Greeneland, og jeg har somme tider spurgt mig selv, om de går gennem verden med skyklapper på. »Dette er Indokina,« har jeg lyst til at råbe til dem. »Dette er Mexico, dette er Sierra Leone, omhyggeligt og nøjagtigt beskrevet.«

GREENE boede de sidste 30 år af sit liv i en uanselig lejlighed i Antibes på den franske riviera. Han stod i alle disse år på listen over uønskede personer i USA. Ikke desto mindre havde han et i det store hele lykkeligt forhold til Hollywood, som med vekslende held filmatiserede de fleste af hans romaner.

   Kortromanen om The Third Man (1950) var oprindelig synopsis og treatment til Carol Reeds filmudgave, og 40 år efter Den tredje mand kunne Greene overraske sine læsere med en tæt og stram skæbnefortælling om The Tenth Man (1985, da. Den 10. mand). Den lille roman var egentlig et treatment, udfærdiget samtidig med The Third Man, men gennem alle årene skrinlagt i MGMs arkiver og faldet ud af Greenes hukommelse.

   Overhovedet appellerede treatmentformen til de bedste kvaliteter i Greene, hvis primære kapital altid var en Sheherezade-uudtømmelig rigdom af gode historier. Også den effektfulde lille knaldperle om russisk roulette og menneskelig grådighed, Doctor Fischer of Geneva or The Bomb Party (1980, da. Doktor Fischer i Genève) blev til med henblik på filmmediet. James Mason spillede titelrollen i Michael Lindsay-Hoggs tv-film fra 1984.

SOM novelleforfatter var han mere stiv i sit udtryk. Der bygges op, så man kan mærke det. Symbolerne er store og kan læses på lang afstand. Fire samlinger foreligger, inklusive The Last Word and Other Stories. Greenes mest beundrede novelle er »The Basement Room« (da. »Øjenvidnet«), filmatiseret som The Fallen Idol, i hvilken en dreng oplever et syndefald og ser sit forbillede, en morderisk butler, gå under i svig og skyld, angivet af drengen selv. Teksten hyldes for sin eksemplariske brug af en subjektiv fortællersynsvinkel, drengens øjne, som perspektiverer og strukturerer det moralske univers. Den er ofte aftrykt i antologier til undervisningsbrug.

DE farligste og frodigste Greene-noveller er imidlertid de fire fortællinger, som med undertitlen »Four Stories of Fantasy, Myth, Legend and Dream« er samlet i A Sense of Reality (1963, da. På sporet af virkeligheden). Greenes ballast af eventyrlæsning og tabt barndom anvendes mesterligt – mindre ord kan ikke gøre det – i den lange, lakonisk-nostalgiske novelle »Under the Garden« (da. »Under haven«).

   En dødsmærket, midaldrende mand, – endnu »et udbrændt tilfælde« – tager tilbage til haven ved Winton Hall, hvor barndommens ferier blev tilbragt. Han har en mytologisk klar erindring om at have taget »den mørke vej« til søen i bunden af haven, hvor han padlede over til øen og opholdt sig i tre døgn i en tunnel under haven, hvor en grotesk afgudsskikkelse, Javitt, og dennes hustru Maria vogtede over en hemmelig skat.

   Da han vender tilbage er verden krympet. Haven er et frimærke, søen er en dam; øen et mikroskopisk næs, og der er selvsagt intet spor af nogen tunnel. Men erindringen er klar og stærk, da han skriver den ned, og i sidste afsnit finder han faktisk resterne af en forgyldt natpotte, »Javitts scepter«, i sandet på øen. Han falder på knæ med en svimlende fornemmelse af, at der alligevel er hul i virkeligheden.

   Disse fire noveller er enestående, fordi Greene hér lader sin altid anselige åbenhed over for drømme og det ubevidste være det primære lag snarere end den freudianske undertekst. »Under the Garden« er en fremragende novelle, formelt perfekt og så underskruet og lavmælt intens, at en læser får tårer i øjnene.****

DE store eventyrforfattere, der formede den indre mand i drengetiden, beskrives og hyldes indgående i bindet med Collected Essays (1969), som samler alle de essays og anmeldelser, forfatteren ønskede bevaret. Hans filmkritik er samlet i The Pleasure Dome (1972) og Mornings in the Dark: The Graham Greene Film Reader (1993), som også gennemgår samtlige Greene-filmatiseringer.

   I tilgift til biografien om den pornografiske restorationsdigter John Wilmot, Lord Rochester’s Monkey (1974, men skrevet 1931-34), fik Greene også udgivet seks skuespil, politisk reportage som Getting to Know the General: The Story of an Involvement (1984, da. Min ven generalen), en pamflet om den organiserede kriminalitet i Nice, J'accuse (1982), og endda et bind debatindlæg fra et langt liv med aviser.

   Den definitive biografi er Norman Sherrys monumentale The Life of Graham Greene, som udkom i tre store bind [784 + 562 + 906 = 2.252 sider] fra 1989 til 2004. Greene valgte selv Norman Sherry (1925-2016) som sin betroede biografiker, fordi han syntes om Sherrys to bøger om Joseph Conrad: Conrad's Eastern World (1966) og Conrad's Western World (1980). Der er flere gode bud i mere håndterlig størrelse. Nyest og muligvis også bedst er Richard Greenes The Unquiet Englishman: A Life of Graham Greene (2020).*****

   Posthumt udkom A World of My Own: A Dream Diary (1992, da. Min egen verden - en drømmedagbog) og Graham Greene: A Life in Letters (2007). I Articles of Faith: The Collected Tablet Journalism of Graham Greene (2006) har Ian Thomson samlet Greenes bidrag til det internationale katolske tidsskrift, som er kommet hver uge i England siden 1840. 

FORFATTEREN døde i Vevey og er begravet i Courseaux i Schweiz, som han flyttede til, da han udviklede leukæmi. Der var ingen tegn på kunstnerisk afmatning. Graham Greene var en ener, men han var med til at bygge den fælles begrebsverden, vi kalder skriftkulturen i det 20. århundrede. Det bedste sted at møde ham er i de to erindringsbøger, A Sort of Life og Ways of Escape. »Hvor har det dog været en lang vej,« begynder sidstnævnte.

   Manden i tågen er borte. Den store flugt er forbi.

Se også To versioner: Brighton Rock (1947/2010) [Bogen og filmen]; To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen]. 

NOTER

*) Vivien Dayrell-Browning (1904-2003) var selv forfatter og forlagsredaktør. Hun var kun 15 år, da hun fik udgivet sin første bog, The Little Wings, og blev ansat hos forlæggeren Basil Blackwell. Vivien og Graham Greene blev gift i 1927, fik to børn sammen og gik fra hinanden i 1947, da Greene forlod sin familie for at leve sammen med Lady Catherine Walton (det er baggrunden for affæren i The End of the Affair). Ægtefællerne blev aldrig skilt, da det ville stride mod katolicismens dogmer. Vivien begyndte i krigsårene at samle på gamle dukkehuse, som hun satte i stand. Med tiden blev hun en af verdens førende eksperter på sit felt. Hun ejede mere end 1500 dukkehuse og fik opført Rotundaen i Oxford for at kunne udstille dem. Hun byggede selv eksakte skalamodeller af historiske bygninger som dukkehuse. 

 

**) Citeret efter Nathaniel Hawthorne: Huset med de syv gavle. Oversat efter »The House of the Seven Gables« (1851) og med en efterskrift af Hans-Jørgen Birkmose. 286 s. Forlaget Klim, 2016. Birkmoses eksemplariske Hawthorne-udgave (af tre af de fire store romaner – for desværre mangler The Marble Faun  –  og et bind med vigtige noveller) er den første oversættelse, som inkluderer Hawthornes egne forord og indrammende kommentarer. Teksten forelå ikke på dansk, da jeg skrev Greenes nekrolog i 1991. Derfor stod der i første udgave af teksten:

   »Når en forfatter kalder sit værk en Romance, behøver man næppe påpege, at han ønsker at påkalde sig en vis frihed, i forhold til både form og stof, som han ikke ville have følt sig berettiget til at gøre brug af, hvis han havde erklæret, at han skrev på en Roman. Sidstnævnte kompositionsform tilstræber en omhyggelig trofasthed, ikke blot med hensyn til det mulige, men også over for det sandsynlige og almindelige forløb af et menneskes erfaring. Derimod har den førstnævnte form – skønt den som kunstværk må underkaste sig lige så strenge love, og skønt den forsynder sig utilgiveligt, hvis den afviger fra sandheden i det menneskelige hjerte – dog en ret til at præsentere denne sandhed under omstændigheder, der i høj grad vælges og skabes af forfatteren selv. Hvis han synes, kan han manipulere sit atmosfæriske medium på en måde, som fremhæver eller nedtoner lysene og gør billedets skygger dybe og rige.«

*** Tom Stoppard skrev manuskriptet til Otto Premingers 1979-filmatisering af The Human Factor. Castingen er bemærkelsesværdig: Nicol Williamson som Maurice Castle, der forråder sit land med de bedste motiver; Derek Jacobi som kollegaen Davis, der bliver likvideret uden grund. Richard Attenborough, som spillede Pinkie i 1947-versionen af Brighton Rock, har lejlighed til at lukke en cyklus i rollen som oberst Daintry, den mindst hensynsløse efterretningsofficer. Richard Vernon og John Gielgud er de kyniske spionchefer; Ann Tood har sin sidste filmrolle som Castles mor. I rollen som Sarah Castle ses Iman Mohamed Abdulmajid, som i 1979 var (ny)gift med basketballspilleren Spencer Haywood. Parret gik fra hinanden i 1987, og Iman blev gift med David Bowie i 1992. 

   Produktionen havde mange udfordringer. Preminger solgte ud af sin kunstsamling for at færdiggøre arbejdet. Filmen fik ikke et ben til jorden. Den blev set som sub-John le Carré-materiale og kom ikke i dansk distribution. Den er ujævn, snarere end den er dårlig. Der er pinlige og overflødige scener, hvor Robert Morley gør store øjne og savler over stripperne på en natklub i Soho, men samme Morley er meget præcis i sin skildring af speciallægen, som effektuerer efterretningsfolkenes likvideringer med faglig entusiasme.

   Nicol Williamson er atypisk nedtonet og varm. Som russisk muldvarp er han den eneste, der holder fast i sine idealer. Ved ankomsten til Moskva bliver han mødt af filmens Kim Philby-figur. Han ved, at han aldrig får sin kone og søn at se igen, da de taler i telefon sidste gang. Her har Greene og le Carré fuld fællesmængde. Begge fastholder den lakoniske hjerteløshed i efterretningsarbejdet. Begge solidariserer sig med den desillusionerede humanist, der forråder sit land i god tro. Men hos Greene er der ingen empatisk George Smiley, og kynismen er om muligt mere koksgrå og vilkårlig.

   Filmen var længe så godt som forsvundet. Nu kan en blu-ray rekvireres fra Warner Archives, og The Human Factor bliver streamet på Apple TV. Det samme gælder George Roy Hills 1984-filmatisering af John le Carrés The Little Drummer Girl (1983, da. Iscenesat) med Diane Keaton i hovedrollen. Også den film har været lagt væk lidt for længe.

**** »Under the Garden« blev dramatiseret for tv i antologiserien Shades of Greene, som Alan Cooke producerede for Thames Television 1975-76. Det er en af mange seværdige serier fra tiden (og især fra BBC-konkurrenten ITV, hvor produktioner fra Granada, Thames og London Weekend Television blev sendt første gang), som bare forsvandt, typisk af rettighedshensyn eller fordi selskaberne, som stod bag, blev afviklet. Shades of Greene blev, så vidt jeg kan se, ikke sendt i dansk tv. I hvert fald er den ikke med i Kaare Schmidts opslagsværk TV i 70'erne (1981), som er næsten uundværligt, hvis man vil løse den slags mysterier. Det må derfor have været »på Sverige«, vi så den. Serien gjorde så meget indtryk, at jeg købte tie-in-udgivelsen fra Bodley Head og Heinemann, som samarbejdede i den anledning.

   Shades of Greene samler 18 noveller, der i serien er dramatiseret af gode forfattere som William Trevor, Clive Exton, Philip Mackie og Robin Chapman. John Mortimer er en slags hovedforfatter, og Greene har selv bearbejdet »Alas, Poor Maling«. Instruktørerne er Michael Apted, Alastair Reid, Graham Evans, Peter Hammond, Philip Saville, Herbert Wise og Alan Cooke selv. Der er skuespillernavne som Paul Scofield, Roy Kinnear, Virginia McKenna, Denholm Elliott, John Gielgud, Betsy Blair, Susan Penhaligon, Brian Cox, John Le Mesurier, Brian Glover, Michael Gough og Geneviève Page.

   Kun én episode har fået et liv. Det er »The Destructors« (instrueret af Michael Apted efter manus af John Mortimer), hvor unge begår hærværk og ødelægger traditionelle værdier for anarkiets og smertevirkningens skyld. Ideen blev på samme tid taget op af John Fowles i novellen »Poor Koko« (»Sølle Koko«) fra The Ebony Tower (1976, da. Ibenholttårnet) og senere af bl.a. filmskaberen Hans Weingartner i Die fetten Jahre sind vorbei (2004, da. The Edukators), hvor Daniel Brühl, Julia Jentsch og Stipe Erceg begår hærværk for the hell of it og for at »opdrage« offeret, hvis hjem bliver ødelagt.

   Der er otte noveller fra samlingen May We Borrow Your Husmand? (1967, da. Må vi låne din mand?) og ni fra Twenty-one Stories (1954, da. 21 noveller). Også »Dream of a Strange Land« (»Drømmen om et fremmed land«) fra A Sense of Reality indgår. Jeg er aldrig kommet tættere på et gensyn med »Under the Garden« end tre grynede stillbilleder fra en anden obskur blog. Jeg læste med genkendelse »The Crystal Garden«, den tredje af de forbundne fortællinger i Jonathan Coes Number 11 (2015), hvor en cinefil samler omkommer under sin jagt på en glemt og aldrig (før netop i dødsøjeblikket) genfunden film. Jeg vil tro, at Coe sætter pris på Greene. I hvert fald deler de blikket for vemod og melankolsk ironi.  

***** Samme Richard Greene, som ikke nedstammer fra hovedpersonen, redigerede korrespondancen i A Life in Letters (1991). The Unquiet Englishman er den amerikanske titel. I England udkom bogen med rabaldertitlen Russian Roulette: The Life and Times of Graham Greene. Jeg har selv haft megen glæde af de kritiske essays i Dangerous Edges of Graham Greene: Journeys with Saints and Sinners (red. Dermot Gilvary & Darren J.N. Middleton), som udkom på Continuum i UK i 2011 med et forord af David Lodge og en efterskrift af Monica Ali. For ikke at tale om to fine bokssæt med forfatterskabets hovedværker, der blev særtrykt af The Folio Society i 1996 (The Complete Entertainments) og 1997 (The Great Novels) med kongeniale illustrationer af Geoff Granfield + nyttige forord af kendte og kyndige Greene-fans.

Fotos: National Portrait Gallery, The Bodley Head, Penguin Random House, Gyldendal, Forlaget KLIM, Facsimile Dust Jackets, LLC, The Folio Society, CineMaterial, MovieStillsDB, FilmAffinity, The Criterion Collection, Wikimedia Commons, YouTube.

Hovedparten af teksten er skrevet i april 1991 som Greenes nekrolog og trykt (med rubrikken »Manden i tågen«) i Revue Verdenslitteraturen 1991 (Samleren/ Dagbladet Information, 1991). Noterne er nyskrevne i oktober 2023.