Forstadsbilleder | D.J. Caruso: Disturbia (2007) [Noir 100]

SKJULTE ØJNE 

Et tema med sjælden slidstyrke 

Af BO GREEN JENSEN

VOYEUREN ved naturligvis, at han bryder en uskreven lov ved at kigge. Omvendt føler han sig netop lovligt undskyldt, fordi han ikke selv er herre over situationen : »Jo, jeg formoder, at det egentlig var en form for udspionering. Man kunne måske oven i købet have forvekslet det med en vindueskikkers sygelige interesse. Men det var ikke min fejl, for sådan var det ikke. Det hele kom af, at min bevægelsesfrihed var stærkt begrænset på den tid. Jeg kunne flytte mig fra vinduet til sengen og fra sengen til vinduet, og det var alt.«

   Siden Cornell Woolrich i 1942 skrev novellen »Skjulte øjne«, har adskillige variationer baseret sig på dens centrale præmis: en fikseret mand følger med i sine naboers hverdag, indfanges af de små dramaer og får ad omveje opklaret et mord i huset bag sit eget. Woolrich afleverede teksten som »Murder from a Fixed Viewpoint«. Den blev trykt i Dime Detective som »It Had To Be Murder«, men allerede i 1944, da Woolrich samlede novellen op i bogform i After-Dinner Story, var titlen ændret til »Rear Window«. Det var den, som Alfred Hitchcock brugte i sin klassiske filmatisering fra 1954.*

GODT og vel 50 år senere er dramaet rykket ud i forstæderne, og karakterernes alder er cirka halveret. Det er dog i bund og grund en Rear Window-lite, som D.J. Caruso i hjemlandet har fået en overvældende succes med. Der kommer flere lig på bordet, og den klaustrofobiske kvalitet er en anelse mindre intens, men typer, plot og effekt er de samme.

   Recepten er dygtigt og effektivt varieret. Gymnasieeleven Kale, som har mistet sin far, slår en lærer i vrede og idømmes 30 dages husarrest, da han endnu ikke er fyldt 18 år. En alarm i en fodlænke aktiveres, hvis han fjerner sig fra huset. Kales mor (Carrie-Anne Moss) mener, at han skal mærke sin straf. Hun inddrager hans netabonnement og klipper tv-ledningen over.

DERFOR begynder Kale at lure på de nye naboer med det dårlige ægteskab og den kønne teenagedatter, Ashley (Sarah Roemer), som bliver filmens pendant til Grace Kelly i Rear Window. Både hun og kammeraten Ronnie (Aaron You) reagerer med skepsis, men indfanges hurtigt af voyeurismen, som her diskuteres udførligt. Den mulige morder er naboen (David Morse), som måske har en massegrav under sit hus.

DISTURBIA bevarer den dobbelte tone af lystspil og thriller, bliver gedigent spændende hen mod sin slutning og forholder sig i forbifarten til en række centrale moderne temaer. Der er intet nuttet over forbrydelsen, og det lykkes at anbringe Ronnie og Ashley i nervepirrende situationer, når de spionerer for Kale. Shia LaBeouf, en markant yngre stjerne i mange slags film, er både ordinær og speciel som teenageudgaven af James Stewart.

MERE halvhjertet forekommer satiren over forstæderne, der er meget på linje med tonen i aktuelle sitcoms som Desperate Housewives. »Only in Disturbia, eh?« siger Kale, da Ashley besøger ham første gang. Foryngelseskuren skyldes utvivlsomt den kommercielle spillefilms demografi. I dag ville Hitchcocks publikum ikke vove sig ind i en biograf. Det brede marked bæres af aldersgruppen 17-30, og filmene bliver derefter. Disturbia er dog en sej, hurtig thriller, som rammer målet uden at lefle.

***

CORNELL Woolrich (1903-1968) var så produktiv, at han brugte tre forfatternavne. William Irish var det pseudonym, han foretrak til bogudgivelser. Han skrev 27 romaner og 16 novellesamlinger, som udkom, ofte med divergerende titler, både i USA og Europa. Mindst 40 er filmatiseret, mange flere er dramatiseret for tv. Antologiserier elsker en mand med ideer.

   Hitchcocks Rear Window har særlig høj status, men Woolrich/Irish var et brand fra begyndelsen, hvor Jacques Tourneur filmatiserede Black Alibi (1942) som The Leopard Man (1943), og Robert Siodmaks version af Phantom Lady (1944, da. Vidne søges) var en gedigen succes for Universal-studiet.

   François Truffaut blev opmærksom på The Bride Wore Black (1940, da. Bruden var i sort), da han så sig om i genren efter den overvældende succes med Tirez sur le pianiste (1960, da. Skyd på pianisten), som byggede på en roman af David Goodis. Han skriver med indlevelse om sin affinitet for den sørgmodige, fatalistiske kvalitet hos Woolrich i essayet »William Irish's Slippers«.

    Truffaut instruerede Jeanne Moreau i La mariée etait en noir (1968), der er drejet i stilen fra Hitchcock. Mississippi Mermaid (1969), som bygger på perioderomanen Waltz into Darkness (1947, da. Den falske brud), er derimod tilegnet Jean Renoir. Truffaut caster Catherine Deneuve og Jean-Paul Belmondo mod deres typer. Rainer Werner Fassbinder så en fælle i Woolrich, da han brugte novellen »For the Rest of Her Life« som forlæg for tv-filmen Martha (1974), der er en studie i masochisme.

   After-Dinner Story udkom i respektabelt hardcover både i USA og Storbritannien. Som amerikansk paperback fik samlingen titlen Six Times Death og et nyt lurvet æggende omslag. Udgaven, som virkelig gjorde en forskel, var den som blev massefremstillet til amerikanske soldater under 2. verdenskrig. Disse bøger var i aflangt format, havde blødt cover, så de kunne rulles sammen, og var trykt på dårligt papir. Men de var i øvrigt uforkortede og præsenterede mange nye læsere for aktuelle og klassiske arbejder.

WOOLRICH var måske den mest desperate og fortabte af noir-forfatterne. Som selvsikker ung mand opgav han studiet på Columbia University og kom til Hollywood for at gøre sin lykke. Han blev ansat på First National Pictures og giftede sig – skønt han var homoseksuel – med Violet Blackton, der var datter af Stuart Blackton. Blackton ejede Vitagraph Studios, som i 1925 blev opkøbt af Warner Bros. Ægteskabet holdt i tre måneder. Så blev medgang til modgang på ingen tid.

   Den personlige krise faldt sammen med nationaløkonomiens. I 1930 flyttede Woolrich til New York, hvor han delte en hotellejlighed med sin notorisk dominerende mor. Kolleger og bekendte er fulde af historier om, hvordan al kontakt gik via hende. Han flyttede til et bedre hotel, da hun døde i 1957. Man har et billede af en fattig forfatter, der er nødt til at skrive hurtigt for hyren, men Woolrich døde som millionær. Han kom bare aldrig ind fra mørket. Darkness er i bøgerne et begreb med stort D.

   Han var diabetiker, alkoholiker og blev til sidst isoleret i lejligheden, da han fik amputeret et ben, som der gik koldbrand i. Francis Nevins Jr. udpensler den lange nedtur i biografien First You Dream, Then You Die (1988), der er tyk som en telefonbog og i sig selv kunne være en Woolrich-historie. Hans estate stævnede Dreamworks for plagiering, da Disturbia blev produceret. Og tabte sagen ved højesteret.

   Woolrich inkarnerer noir, men han er ikke en hårdkogt fortæller. Sproget er svimmelt, stort og skæbnesvangert, af og til tæt på hysterisk. Han skruer op for angstens metaforer, hvor de øvrige stemmer skærer til og skruer ned. Kritikernes yndlingsord er »hallucinatorisk«. Det giver mening i forhold til sætninger som: »Smoke suddenly speared from her nostrils in two malevolent columns. She looked like Satan. She looked like someone it was good to stay away from.«

   Hans litterære idol var F. Scott Fitzgerald, og først skrev han jazztidsfortællinger som Cover Charge (1926), Children of the Ritz (1927) og Manhattan Love Song (1932). Han ødelagde manuskriptet til en sidste, nostalgisk livsfejrende bog, I Love You, Paris, da ingen ville udgive den. Herefter var det noir hele vejen. Flere forlag arbejder på at udrede den labyrintiske bibliografi og få en definitiv udgave i tryk. I 2025 er Centipede Press nået 14 bind ind i en kronologisk serie samlede værker. 

DER er flere regulære remakes af Rear Window. Mest anfægtende og sympatisk – skønt ikke særligt vellykket – er tv-filmen, som Jeff Bleckner instruerede i 1998. Her bliver den fikserede mand ved vinduet spillet af Christopher Reeve, som selv var tetraplegiker efter sin rideulykke i 1995. Daryl Hannah har rollen, som svarer til Grace Kellys.  

  

Disturbia. Instr.: D.J. Caruso. Manus: Christopher Landon, Carl Ellsworth. Foto: Rogier Stoffers. 104 min. USA 2007. Dansk premiere: 03.08.2007.

Fotos: Dreamworks Pictures/ Cold Spring Pictures/ The Montecino Picture Company, Digital Image Associates/ UIP/ Paramount Home Entertainment

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 01.08.2017

Anmeldelsen trykt som Filmrevy (uden noten om Cornell Woolrich) i Weekendavisen Kultur 03.08.2007

Claude Lelouch | Jean-Paul Belmondo: Les Misérables (1995)

GODE MENNESKER
Manden der ville være Valjean

Af BO GREEN JENSEN

TITLEN kræver en smule forklaring. Skønt snart sagt alle træk og tråde i Claude Lelouchs panoramiske Les Misérables på en eller anden måde forholder sig til handlingsgangen og ånden i Victor Hugos magnum opus fra 1862, er der ikke tale om en filmatisering i gængs forstand. Og skønt Henri Fortin – den centrale skæbne hos Lelouch – føler sig så forbundet med romanfiguren Jean Valjean, at det grænser til en besættelse, er der heller ikke tale om en moderniseret genfortælling af Hugos store skabelsesvævning. Lelouchs Les Misérables er således et hverken-eller i bund og grund. På dette beror dens anselige styrke, og samtidig er det hér, man skal finde årsagen til den nærved-og-næsten atmosfære, der hviler over dele af filmen.

DET er på sæt og vis århundredets historie, som Lelouch har sat sig for at fortælle, og Henri Fortin er århundredets barn. Netop nytårsaften 1900, da Henri er fem år gammel, indtræffer den begivenhed, der bliver bestemmende for hans skæbne. Henris far bliver dømt for en forbrydelse, han ikke har begået, og havner i et fængsel, der er mindst lige så umenneskeligt som dét, der hærdede Jean Valjean. Hans hustru bliver derfor kombineret servitrice og prostitueret hos en Thénardier-agtig familie på et gæstgiveri i Normandiet, hvor sønnen vokser op. Første gang han for alvor bliver bevæget, er da kroen foreviser en stumfilmsudgave af De elendige. Allerede som stor dreng står Henri bag lærredet og føler, at fortællingen handler om ham.*

CLAUDE Lelouch, som for altid har en plads i vore hjerter, fordi han i 1967 skabte Un homme et une femme (da. Manden og kvinden), bruger 40 minutter på at udfolde denne prolog. På bare fem panoreres der så hastigt hen over årene til den dag, da Henri som forhenværende bokser og nuværende flyttemand igen får kontakt med sin skæbne som vort århundredes Jean Valjean. Under Vichy-regeringen hjælper han en jødisk familie med at flygte.

   Der er mange krøller på denne historie, for Lelouch lægger samme vægt på det kosmiske tilfælde som Hugo, men det korte af det lange er, at Henri Fortin får chancen for at følge Jean Valjeans eksempel, da familien Ziman én gang har vist ham, hvem han er. Og i 1940'ernes splittede Frankrig løber man hele tiden på evige skæbner, der kunne være – og, eftersom skuespillerne går igen, også er – ajourførte versioner af nedrige, nidkære, gode, grove og kærlige mennesker som Javert, Thénardier, Fantine, Cosette, Marius, Éponine m.fl.

MANUSKRIPTET er skrevet, og filmen er skudt, med stor og fin fornemmelse for, hvornår pastichen bliver ren kopi, og hvornår værket fortsat har egenliv. Det er dog hverken den ujævne dialog eller den patetiske handlingsgang, der bærer Lelouchs store hyldest til litteraturen i almindelighed og Victor Hugo i særdeleshed. Det er kontrasten mellem den aldrende Jean-Paul Belmondos sprukne, men stadig spillevende gavtyvefjæs og de suverænt poetiske billeder, som i flere scener får lov at tale alene sammen med musikken, der skyldes alle Lelouchs gamle allierede, fra Francis Lai til Michel Legrand.

EN balscene indvier århundredet, og valsen drejer i fem minutter, uden at et ord bliver sagt. Den sårede André Ziman (Michel Boujenah) ser træernes grene blive skarpe, disede og skarpe igen, da han ligger på ryggen i sneen, hvor tyskerne har mejet de jødiske flygtninge ned. Stædigt holder Lelouch fast i enkelte ansigter – især pigen Salome (Salomé Lelouch) og kvinden Elise Ziman (Alessandra Martines) – mens årene drejer som sætstykker. Det er evige typer på tidens bagtæppe. Som øverste autoritet inddrages filmlegender som Annie Girardot (1931-2011) og den 82-årige Jean Marais (1913-1998), der i rollen som Monseigneur Myriel inkarnerer kristen godhed til alle tider.

ENESTE skønhedsplet er de scener, der decideret fortolker og dramatiserer Les Misérables med Jean-Paul Belmondo som Jean Valjean. Det er ét lag for mange i konstruktionen og ligner i skæmmende grad løse rester af den regelrette filmatisering, som sikkert har været Lelouchs oprindelige projekt.**

   Størstedelen af filmen sidder man dog både forført, billedsalig og bevæget til godhed og storhed, mens filmen tager sig den tid, der skal til for at sætte århundredernes legende i værk. For Lelouch som for Hugo er præmissen, at tingene aldrig ændrer sig, at to eller tre grundhistorier er dømt til at gentage sig evindeligt, men at muligheden for forandring alligevel er til stede, så længe der findes gode mennesker.

   Til disse gode mennesker bliver Les Misérables da en hyldest. Og for tilskueren en vemodig, men ægte og dybfølt glæde, der fungerer som kærkommen modgift til den tjekkede kynisme, der var toneangivende ved årtusindeskiftet. Denne kynisme kaldes ofte tidssvarende og realistisk, men Les Misérables minder os om, at der er flere farver i mennesket.

RIP Jean-Paul Belmondo 1933-2021 

Se også Liv og teater: Les Misérables 1980-2023 | Musicals; Claude Miller | Philippe Grimbert: Un secret | En hemmelighed (2007); Claude Lelouch: Les plus belles années d'une vie (2019).

*) Der er to store stumfilmversioner: Albert Capellanis Les Misérables fra 1912 varer tre timer og blev distribueret i fire dele (Jean Valjean; Fantine; Cosette; Cosette et Marius). På samme måde udkom Henri Fescourts monumentale filmatisering fra 1925 i fire akter eller »epoker« (Jean Valjean; Fantine; Marius; L'Epopée de la rue Saint-Denis), som varer 359 min. Fescourts film cirkulerede internationalt i to dele med titlerne The Soul of Humanity og Barricade. Galejslavens flugt og Galejslavens endeligt havde dansk premiere i oktober 1926. Begge blev i 1934 fortrængt af Raymond Barnards filmatisering (288 min), den første med et lydspor, der fik premiere som tre enkeltstående titler (Une Tempête une cràne; Les Thénardier; Liberté, liberté chérie). I 1935 fik den konkurrence af Richard Boleslawskis amerikanske Les Misérables – med Fredric March og Charles Laughton – som opgav den panoramiske ambition om at rumme hele romanværket og koncentrerede Valjean/Javert-motivet på 108 min. W.P. Lipscomb bearbejdede bogen efter produceren Darryl F. Zanucks anvisninger. Det gør herefter stor forskel, om Hugo bliver filmatiseret i eller uden for Frankrig. Britiske Eureka! har udgivet Barnards Les Miserables på dvd og blu-ray i sin Masters of Cinema-serie. Ekstramaterialet inddrager klip fra de stumme versioner. Endvidere Capellanis pionerarbejde Le chemineau fra 1905, som bruger scenen, hvor Valjean bryder ind hos Myriel. Vagabonden er håndtintet og varer kun seks minutter. Det må være den første filmatisering.

HENRI og hans mor ankommer til kystbyen i Normandiet, hvor det moderne Thénardier-par driver værtshus, kort før nytår 1901. Det passer nogenlunde med tiden, hvis det er en scene fra Capellanis Jean Valjean, som operatøren drejer med hånden i kroen, hvor Henri Fortin vokser op. Han sidder bag lagenet, som billederne er blæst op på. Samtidig korresponderer hans mor med hans far, som er straffefange. Ingen i familien kan læse eller skrive, så Henris mor får hjælp af en empatisk kirketjener (den utålmodige præst har for travlt), mens Henri senior assisteres af en medfange, der har arbejdet for (og bedraget) Gustave Eiffel. Henris mor fortæller om drengen. Henris far svarer i et brev, hvor der står »jeg elsker dig« 27 gange. Den venlige kapellan læser hvert eneste »Je t'aime«. Da Henri senior forsøger at flygte bliver han fanget i sneen og som straf sat i et udendørs isolationsbur. Her råber han sin trods ud og holder sig varm ved at træne. Snebillederne fra fængslet er noget af det smukkeste i filmen. 30 år senere bliver D-dag, landgangen i Normandiet og befrielsen, der kommer til Frankrig, et andet visuelt højdepunkt. Undergrundsbevægelsens modstandskamp skal hos Lelouch fungere som barrikaderne i 1832 gør hos Hugo. 

**) JEAN-PAUL BELMONDO (1933-2021) var 60 år, da han medvirkede i Les Misérables. »Bébel« og Lelouch lavede tre film sammen. Der var først et lille tilløb. De mødtes i 1963, da Lelouch optog et arbejdsportræt af det varme franske nybølgenavn. Fordi Lelouch stod i gæld efter produktionen af debutspillefilmen Le Propre de l’homme (1961), som ikke var nogen succes (og som han siden forsøgte at slette af værklisten), påtog han sig at instruere en række korte portrætter af stjerner i tiden. Filmene svarer til de Bag kameraet-film, der siden blev standardudstyr på dvd’er og Blu-ray. Filmen med Belmondo har ikke overlevet. 

   Belmondo og Annie Girardot (1931-2011) danner par i Un homme qui me plaît (1969, da. En mand jeg kan li’), som var Lelouchs tredje film efter gennembruddet med Un homme et une femme i 1966. En fransk skuespillerinde (Girardot) er på optagelse i USA, hvor instruktøren ønsker filmkomponisten (Belmondo) til stede, så stemningen kan sættes med manér. De forelsker sig for alvor og får svært ved at vende hjem til deres respektive familier i Frankrig, da Love is a Funny Thing er i kassen.

  Filmen, som arbejder bevidst med sin ramme af metafiktion, blev optaget i sekvens, scene for scene, på locations, som filmholdet fandt undervejs. Det var i de år, at Belmondo kom tættest på at blive en international stjerne. Han besluttede at blive i Frankrig og prøvede aldrig at lære engelsk: »I prefer a national film to an international film. Something is lost. Look at what happened to Italy when they went international.«

 

   

TYVE år senere er Itinéraire d’un enfant gâté (1988) en skelsættende film for begge mænd. Itinéraire er co-produceret af Les films 13 og Belmondos eget Cerito Films. Belmondo var begyndt at tage alderen på sig og vælge roller med indlejret tyngde. Der er ikke flere actionkomedier. Der er derimod en erkendelse af, at ingen har tilbudt ham krævende roller siden Jean-Luc Godard (À bout de souffle og Pierrot le Fou), François Truffaut (Mississippi Mermaid) og Jean-Pierre Melville (Leon Morin og Le Doulos) i nouvelle vague-tiden.

   Bébel gjorde klar til at trække sig ud, men først skulle der sættes et mindeværdigt punktum. På Théâtre Marigny tog han livtag med to store roller, som man tvivlede på, at han havde farverne til: Edmund Kean i Kean, Jean-Paul Sartres opdatering af Alexandre Dumas' drama om Shakespeare-skuespilleren, og Cyrano i Robert Hosseins opsætning af Cyrano de Bergerac. I filmsammenhæng ledte han efter en rolle, der kunne bære og samle karrieren. Lelouch havde set Belmondo i Kean og skrev Itinéraire specielt til Bebél.

   Det er fortællingen om trapezkunstneren Sam Lion, som blev en succesrig entreprenør, da en ulykke tvang ham væk fra manegen. Da han fylder 50 og mener, at han har svaret enhver sit, forlader han familie og forretning og rejser til Afrika for at finde sig selv på savannen. Han bliver indhentet af sin fortid i skikkelse af den unge Richard Anconina og kommer ad omveje hjem til fællesskabet.

   Itinéraire fik ikke dansk premiere; i Sverige hed filmen Att möta ett lejon. I Frankrig solgte den 3,7 mio. billetter og blev Belmondos sidste store succes. Han modtog en Cesar for bedste mandlige hovedrolle. Fem år senere er forvandlingen fra ungt ikon til gammel institution tilendebragt i Les Misérables.

   Un homme qui me plaît, Itinéraire d'un enfant gâté og Les Misérables er samlet i Blu-ray-bokssættet Lelouch Belmondo fra Metropolitan Film & Video (2021). De er alle restaureret i 2K HD, og der er omsider kommet engelske undertekster på. Det er de samme kopier, som indgår i det overvældende Lelouch 60 ans de cinéma-bokssæt fra 2023.

OG for endelig at blive personlig. Jeg er født i 1955 og ikke helt gammel nok til at have oplevet la nouvelle vague-tiden live. Min årgang så den fra grundskolehøjde. Jeg må have været ti år, da jeg så La tulipe noire (1964, da. Den sorte tulipan eller Den sorte musketers hævn) til en eftermiddagsforestilling i Kastrup Bio og blev betaget af Alain Delon, der havde rollen som den sortklædte fægtemester. Jeg er sikker på, at de også viste Cartouche (1962) med Belmondo i en lignende swashbuckler-rolle.

   På en måde har jeg fulgt de to musketerer fra begyndelsen til slutningen. Med Delon var man altid betaget af stilen. Han har den hele vejen igennem, uanset hvilken slags rolle han spiller, uanset hvor kold eller varm han var som person; der er intet, der bider på Le samourai. Belmondo er altid varmere, har sværere ved det og føler tingenes tryk som vi andre. Der er intet mysterium. Han kan ikke spille ond for alvor. Endvidere har han selvironi, en kvalitet som mangler helt hos Delon.    

   Jeg faldt pladask for Belmondo i 1973, da han spillede Bob St. Clair i Philippe de Brocas Le magnifique (da. Agenten der ikke ku’ knaldes), en fransk pendant til Walter Mitty og Billy Liar. Filmen om forfatteren, der dagdrømmer sig ind i de kioskromaner, han skriver på samlebånd, var et riff på den i Frankrig uopslidelige L’homme de Rio (1964, da. Orlov i Rio), som i sig selv var et satirisk spoof på agentfeberen, der bredte sig med James Bond og epigoner. Som ung blev Belmondo berømt for selv at udføre sine drabelige stunts. Det er i L'homme de Rio, at han hænger i armene fra en helikopter. 

   Fyrre år senere var jeg i Cannes, da Belmondo modtog en ærespris for sit virke og blev hyldet af Vincent Perrot i portrætfilmen Belmondo itinéraire... Det var en lokal fransk ting, som fandt sted i udkanten af festivalen, men jeg gik til gallapremieren, som var en Her-er-dit-liv-forestilling med alle endnu aktive vidner på scenen. Den gangbesværede stjerne var i godt humør, men i dårlig form efter et slagtilfælde i 2001.

ALAIN DELON (1935-2024) fungerede som en slags vært. Han fortalte endnu en gang anekdoten om, hvordan han og Belmondo som unge løver sad på en særlig café ved Les Halles og ventede på at blive opdaget. Det blev de cirka samtidig, og i teenårene så vi dem sammen i Jacques Derays Borsalino (1970). 

   Delon producerede selv Borsalino (samt to fortsættelser). Jeg har genset den, og den holder ikke på samme måde som Derays La piscine (1969), men det var fra Delon, at Belmondo havde ideen om selv at producere. Han var en af de første, som fik skrevet ind i sin kontrakt, at hans navn skulle indrammes på plakaten. Det blev det ikke på Borsalino. Så Belmondo stævnede Delon.

   De ting blev der ikke talt om i Salle Debussy den 16. maj 2011, da vi var til Hommage à Jean-Paul Belmondo. Det var en elskelig aften, der føltes som et pusterum. Belmondo har været 78. Han var 88, da han døde i september 2021. Det samme var Delon, da han forsvandt i august 2024.

   Delons fysik var stærkere, og han var bedre til at gøre sig hård. Og han var med i flere film, der står som ikoniske hovedværker. På sigt bliver Belmondo husket for À bout de souffle, for Leon Morin, prêtre og for Pierrot le Fou. Måske ikke engang for L’Homme de Rio eller Itinéraire. Og desværre ikke for Les Misérables.

   Les Misérables blev ikke et stort tilløbstykke, men filmen gik verden over og tjente sig hjem. I USA fik den en Golden Globe, da Golden Globe endnu havde betydning. Claude Lelouch er 87 år i 2025. Han var senest i Venedig for at præsentere svanesangen Finalement, som fik fransk premiere i november 2024. Det bliver hans spillefilm nr. 60.

Les Misérables (Les Misérables). Instr. & manus Claude Lelouch. Foto: Claude Lelouch, Philippe Pavans de Ceccatty. 175 min. Frankrig 1995. Dansk premiere: 22.03.1996.

Fotos: Les Films 13/ TF1 Films Production [Photos: Fabian – SYGMA]/ Canal+/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Framegrab [TF1 Video]

Filmen streames ikke i DK – i Frankrig bl.a. på Amazon Store 

2K Blu-ray fra Metropolitan Film & Video [i bokssættet Lelouch Belmondo Trois films Inoubliables 1965-1995] 02.12.2021

Les Misérables indgår endvidere i Blu-ray-bokssættet Claude Lelouch 60 ans de cinéma, som Metropolitan udgav i december 2023. Her er 44 film af Lelouch samlet på 50 discs. Alle har engelske undertekster.

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.03.1996

Darkest Hour: Winston Churchill 1874-1965

DEN BRITISKE KÆMPE

Giv aldrig op, giv aldrig efter

Af BO GREEN JENSEN

2018: WINSTON Churchill er igen alle vegne. Han var en sagnfigur ved sin død i 1965, og tiden har blot gjort ham mere mytologisk. Jeg var ti år, da jeg for egne lommepenge købte Churchill in memoriam, et hasteoversat kompendium af mindeord fra The New York Times. Jeg kendte jo allerede den store cigar og V-tegnet fra tegneserierne i Commando, Attack og Kampflyver.*

   Der har været mange film og tv-serier. Men egentlig aldrig en fremstilling af det lange liv i sammenhæng. Churchill nåede at fylde 90, skønt han drak som en fisk og lod hånt om fysikken. Man ser altid enten den gamle statsmand eller den unge soldat, som svinger sin sabel i Sydafrika. Sidstnævnte red over lærredet i Richard Attenboroughs Young Winston (1972, da. Den unge eventyrer). Her blev han spillet af Simon Ward.

 

DE aktuelle portrætter er snapshots, der fokuserer på en bestemt periode. Den karismatiske kæmpe var britisk premierminister i krigsårene 1940-45. Han kom siden tilbage til embedet fra 1951 til 1955. I Peter Morgans Netflix-serie The Crown (2016-2023), hvor Churchill bliver mesterligt spillet af amerikaneren John Lithgow, er han fanget i tiden omkring sit sidste comeback. Churchill var 77, da det lykkedes ham at blive genvalgt.

   Han var 79, da han fik en blodprop i sommeren 1953. Det var emnet for Charles Sturridges Churchill’s Secret (2016), hvor han blev spillet af Michael Gambon. Han mangler i Lone Scherfigs Their Finest (2016), men han er med i Christina Rosendahls Vores mand i Amerika (2020). Brian Cox havde rollen i Jonathan Teplitskys Churchill (2017). Her fik Churchill anfægtelser ugen før D-Dag. Han er anderledes risikovillig i John Maddens Operation Mincemeat (2021), hvor det gælder om at narre Tyskland til at tro, at de britiske tropper vil gå i Grækenland. Simon Russell Beale er Churchill i filmen, der i øvrigt har Ian Fleming som fortæller.

DARKEST Hour er en gammeldags film, som Gary Oldman dominerer totalt med sin Churchill. Tiden er maj 1940, da Neville Chamberlain (Ronald Pickup) må erkende, at der ikke er opbakning til den forhandlingspolitik, som han og Lord Halifax (Stephen Dillane) stadig ser som en vej ud af krigen mod Hitler.

   Churchill er den eneste kandidat, som begge sider af Underhuset vil støtte. Han er ikke til stede under debatten, som fører til Chamberlains fald. »Hvor er Winston?« bliver der spurgt. »Han sørger for, at man ikke kan se hans fingeraftryk på mordvåbnet,« bliver der svaret.

   Dialogen er atypisk kynisk. Ellers foretrækker instruktøren Joe Wright og forfatteren Anthony McCarten sikre midler som patos og selvopofrende patriotisme. Den gamle politiker ser tilbage på den unge journalist. Han kan faktisk huske ham. Der er derfor noget i tiden, som Churchill forstår, mens fæller og fjender er stivnet. Krigshandlingerne foregår off screen. Hele Dunkerque-forløbet er koncentreret i en modeloptagelse af både, der sejler over kanalen. Andre scener viser øjne, der ser op på himlen, mens bombefly glider forbi.

   Darkest Hour fungerer perfekt, hvis man ser den sammen med Christopher Nolans Dunkirk (2017), hvor den politiske baggrund er fjernet. Og Joe Wright skal være tilgivet. Han skildrede Dunkerque med fuld realisme i Atonement (2007, da. Soning), som stadig er hans bedste film.

DER er vildt utroværdige islæt, f.eks. scenen, hvor Churchill følger kongens råd om at lytte til Folket. I skæbnetimen kører han for første gang med et undergrundstog. Her sidder en murer, en mor med en baby, et sort-hvidt par, en kontorist og en gammelklog skolepige.

   Churchill lader passagerne måbe, beder om ild og beskriver sin tvivl. Alle forsikrer, at de vil kæmpe til det sidste. Så med folkets mandat holder Churchill den berømte tale, som også blev citeret i Dunkirk: 

»We shall go on to the end, we shall fight in France, we shall fight on the seas and oceans, we shall fight with growing confidence and growing strength in the air, we shall defend our island, whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; we shall never surrender, and even if, which I do not for a moment believe, this island or a large part of it were subjugated and starving, then our Empire beyond the seas, armed and guarded by the British Fleet, would carry on the struggle, until, in God's good time, the New World, with all its power and might, steps forth to the rescue and the liberation.«**

FOR Churchills kompromisløshed ved krigens begyndelse, da briterne virkelig stod alene, har man tilgivet ham alle synder. Han var – både før og efter sit stjerneøjeblik – en konservativ pragmatiker, der slog hårdt ned på modstand fra venstrefløjen. Hans værdier kom fra imperietiden. Han var reaktionær og racistisk. Under minearbejderstrejken i 1921 og generalstrejken i 1926 begyndte han, hvad Margaret Thatcher gjorde færdigt i 1985.

   Churchill delte Europa uden at blinke og havde gerne gjort den kolde krig varm. Alligevel husker vi ham med respekt. Han kunne samtidig nyde, ryge, drikke og skrive. Som menneske var han empatisk. Han var en eminent retoriker. Da det gjaldt, sagde han fra og holdt stand.

   Der er blandt kritikere en tendens til at se de ny-patriotiske krigsfilm som kommentarer til Brexit. De bliver læst som populistiske billeder, der siger, at England kan stå alene. Vi har gjort det før. Se på Dunkirk og Blitzen. Vi kan gøre det igen – med eller uden Europa.

   Men Nolans og Wrights film kan lige så godt være modargumenter. Churchill stod alene, fordi han ikke ville opgive Europa. Han var virkelig som en mand i en western: Han ville gøre den rigtige ting. I Darkest Hour ringer Churchill til Franklin D. Roosevelt og trygler om Amerikas hjælp. Han får kun tørre smuler og sidder alene i telefonboksen og er ved at opgive. Vi ser da et menneske tvivle. Det havde Thatcher, Stalin og Trump aldrig gjort.*** 

GARY Oldman er fremragende. Han fik de forventede priser for rollen, herunder BAFTA, Oscar og Golden Globe, og var nomineret 80 andre steder. Det er og bliver dog højt teater. Man glemmer aldrig, at det er Gary Oldman, som har spillet alt fra Sid Vicious og Lee Harvey Oswald til Dracula, Sirius Black og George Smiley, der præsterer. Kristin Scott Thomas er diskret og solidarisk i rollen som Lady Clementine.

   Når lyset falder på en særlig måde, er det egentlig ikke Churchill, man ser. Det er Robert Hardy (1925-2017) i rollen som Churchill. Han spillede den blandt andet i miniserien The Wilderness Years (1981) og den store føljeton om War and Remembrance (1988, da. Verden i flammer). Jeg holder meget af Gary Oldman, men jeg tror mere på ham som Jackson Lamb.

   Darkest Hour oplyser og underholder, filmen er meget seværdig. Det er god, populær historiefortælling, og det er sobert som gammelt tv-teater. Men filmen har ikke en konsekvent æstetik og en kunstnerisk vision, som Nolans Dunkirk til overflod havde.

   England blev reddet i 11. time. Tyskland brød ikke-angrebspagten med Sovjetunionen i juni 1941, japanske fly angreb Pearl Harbor i december samme år. I det tysk besatte Danmark var der flere modstandsgrupper. En af dem kaldte sig Churchill-Klubben.

Se også Bogen og filmen: Ian McEwans Atonement/ Soning (2001/2007); Joe Wright: Anna Karenina (2012); Lone Scherfig: Their Finest (2016); Hyde Park on Hudson: Franklin Delano Roosevelt 1882-1945.

NOTER

*) Churchill in memoriam. Hans liv, hans død, hans vid, hans visdom. Skrevet og redigeret af medarbejderne ved The New York Times. Oversat af Christian Dahlerup Koch. 194 s. 8 tavler. København: Forlaget Hasselbalch, 1965.

Commando-serien (1961-1993, 732 numre), Kampflyver-serien (1962-1989, 518 numre) og Attack-serien (1963-1984, 450 numre) var de danske udgaver af War Picture Library, Air Ace Picture Library og Thriller Picture Library fra forlaget Fleetway i London. Alle var i lommeformat og trykt på billigt papir. Ved dansk start er udsalgsprisen 1 kr – ved slutning var beløbet tidoblet. Mest interessant var antologiserien Attack, hvor flyveresset Battler Brittons bedrifter vekslede med historier om Spion 13 og Dogfight Dixon. Særligt efterspurgte er 12 Fleetway-hæfter, som blev tegnet af Hugo Pratt (1927-1995) , der senere skabte Corto Maltese. I Danmark kom serierne på Interpresse. I UK er Eagle Comics en anden af de gamle serieinstitutioner. Eagle udkom hver fredag med en skønsom blanding af adventure, videnskab og historie. Også her fik Churchill sin biografi. I 2014 blev striberne samlet i The Happy Warrior: The Life Story of Winston Churchill as Told Through the Eagle Comic of the 1950's fra forlaget Uniform Press. Churchill nød opmærksomheden og promoverede aktivt sin myte. Det var Churchill, som henvendte sig til Carl Foreman med ideen til filmen Young Winston.  

**) Churchill holdt sin tale i House of Commons den 4. juni, 1940. Den gør status efter Dunkerque og er henvendt til den britiske befolkning, men især til Franklin D. Roosevelt og USA. Talen er citeret i sin fulde ordlyd på hjemmesiden for International Churchill Society. Hvis man melder sig ind, er der adgang til arkivet med lydoptagelser af Churchills taler. Gebyret er $29 pr. år. Den 41. International Churchill Conference begynder i London den 24. oktober, 2024. Lyt i øvrigt til Ray Davies' fine sang »Mr. Churchill Says« på albummet Arthur or The Decline and Fall of the British Empire (1969) med The Kinks. Den tale sidder dybt i nationen. 

***) Jeg tænker naturligvis på High Noon (1952, da. Sheriffen) med Gary Cooper som den aldrende marshall og (skal det vise sig) eneste retskafne mand i lillebyen Hadleyville i New Mexico-territoriet. Det samme gjorde Churchill, da han kort før sin død rakte ud til Carl Foreman (1914-1984) med ideen til Young Winston. Foreman skrev manuskriptet til High Noon. Filmen var fra begyndelsen pensum for statsledere, der står alene med en svær beslutning. 

   Filmen blev instrueret af Fred Zinnemann, mens kommunistforskrækkelsen i USA var på sit højeste, og nationen førte krig i Korea. Foreman begyndte på produktionen sammen med forretningspartneren Stanley Kramer. Foreman var forhenværende medlem (1938-1942) af det amerikanske kommunistparti. Det kom derfor ikke som en overraskelse, at han blev indkaldt under HUAC-høringerne.

   Foreman henviste til forfatningens femte paragraf og nægtede at angive kolleger. Kramer brød med den sortlistede Foreman, som rejste til England, hvor han bl.a. skrev Bridge on the River Kwai (1957, da. Broen over floden Kwai) til David Lean, skønt Pierre Boulle, forfatteren til Pont de la rivière Kwai (1952), er krediteret i forteksterne. Han stiftede selskabet High Road og producerede selv The Guns of Navarone (1961, da. Navarones kanoner), som han også skrev manuskript til, efter Alistair MacLeans roman.

    High Noon var kontroversiel og succesrig. Få film er så hurtigt blevet læst ideologisk og set på forskellige måder. John Wayne kaldte senere filmen »the most un-American thing I’ve ever seen«. Han sagde nej til hovedrollen og var efter sigende rasende, da High Noon modtog 4 priser ved Academy Awards-uddelingen. Alligevel var det Wayne, som tog imod en Best Actor-Oscar på Coopers vegne. 

   Cooper insisterede på at lave filmen, skønt mange ville tale ham fra det. Han spiller sheriffen Will Kane, som er ved at gå på pension. Han har netop giftet sig med Amy Fowler (Grace Kelly), der er kvæker og pacifist, og vil flytte til en anden by. Han bliver i Hadleyville, da desperadoen Frank Miller (Ian MacDonald) meddeler, at han kommer med sin bande ved middag. Miller vil hævne sig på byen, der satte ham i fængsel.

   Fællesskabet søger tilflugt i kirken og drøfter situationen. En efter en falder støtterne fra og går hjem for at gemme sig i deres huse. Uret tikker hele tiden. High Noon udspiller sig næsten i virkelig tid. Kane er alene på hovedgaden, da klokken nærmer sig middag.

   Skønt byen helst ser hans ryg, bliver den gamle marshall stående. Han vinder, da Amy af kærlighed svigter sine principper og angriber Miller. Efter sejren vil Hadleyville atter tale med Kane og hans hustru, men sheriffen tager sin stjerne af for sidste gang. Han kaster den fra sig i støvet.

   Uanset om man læser fra højre eller venstre, er Kane en mand, der følger sin samvittighed og forpligter sig på et princip. Han trodser konsensus og handler. Han gør »den rigtige ting«. Dwight Eisenhower var den første præsident, som fik High Noon vist flere gange. Ronald Reagan kaldte filmen sin favorit, Bill Clinton skal have vist den 17 gange i Det Hvide Hus, og Bush Jr. henviste til High Noon i sin tale, da han erklærede krigen mod terror. I sin bog om 1950'ernes Hollywood, An Army of Phantoms: American Movies and the Making of the Cold War (2011) har kritikeren J. Hoberman endnu flere eksempler på præsidenter, der har brugt High Noon.

   Med sin mytiske toning er filmen et gennemført gådebillede. Den kan ses som et forsvar for krigsførelsen i Korea. Den kan ses som et forsvar for manden, der nægter at angive kolleger. Den kan endda ses et forsvar for den, der gør det forkerte og nævner navne.

   Foreman trivedes i England. Produktionerne fra High Road var ofte bemandet med sortlistede kolleger. Churchill havde set High Noon, men det var snarere Foremans succes med Navarone, der imponerede ham. Han tilbød selv erindringsbogen My Early Life: A Roving Commission (1930). Han havde muligvis bemærket, hvad det gjorde for John F. Kennedy at få sine krigsoplevelser filmatiseret i PT 109 (1963).

Darkest Hour. Instr.: Joe Wright. Manus: Anthony McCarten. Foto: Bruno Delbonnel. 125 min. UK-USA-Kina 2017. Dansk premiere: 25.01.2018.

Fotos: Focus Features/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStills DB/ Powerhouse Films [Young Winston Indicator BD]/ Eagle Comics/ Uniform Press/ YouTube [Official International Pictures trailer]

Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuiten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 26.01.2018.