Darkest Hour: Winston Churchill 1874-1965

DEN BRITISKE KÆMPE

Giv aldrig op, giv aldrig efter

Af BO GREEN JENSEN

2018: WINSTON Churchill er igen alle vegne. Han var en sagnfigur ved sin død i 1965, og tiden har blot gjort ham mere mytologisk. Jeg var ti år, da jeg for egne lommepenge købte Churchill in memoriam, et hasteoversat kompendium af mindeord fra The New York Times. Jeg kendte jo allerede den store cigar og V-tegnet fra tegneserierne i Commando, Attack og Kampflyver.*

   Der har været mange film og tv-serier. Men egentlig aldrig en fremstilling af det lange liv i sammenhæng. Churchill nåede at fylde 90, skønt han drak som en fisk og lod hånt om fysikken. Man ser altid enten den gamle statsmand eller den unge soldat, som svinger sin sabel i Sydafrika. Sidstnævnte red over lærredet i Richard Attenboroughs Young Winston (1972, da. Den unge eventyrer). Her blev han spillet af Simon Ward.

 

DE aktuelle portrætter er snapshots, der fokuserer på en bestemt periode. Den karismatiske kæmpe var britisk premierminister i krigsårene 1940-45. Han kom siden tilbage til embedet fra 1951 til 1955. I Peter Morgans Netflix-serie The Crown (2016-2023), hvor Churchill bliver mesterligt spillet af amerikaneren John Lithgow, er han fanget i tiden omkring sit sidste comeback. Churchill var 77, da det lykkedes ham at blive genvalgt.

   Han var 79, da han fik en blodprop i sommeren 1953. Det var emnet for Charles Sturridges Churchill’s Secret (2016), hvor han blev spillet af Michael Gambon. Han mangler i Lone Scherfigs Their Finest (2016), men han er med i Christina Rosendahls Vores mand i Amerika (2020). Brian Cox havde rollen i Jonathan Teplitskys Churchill (2017). Her fik Churchill anfægtelser ugen før D-Dag. Han er anderledes risikovillig i John Maddens Operation Mincemeat (2021), hvor det gælder om at narre Tyskland til at tro, at de britiske tropper vil gå i Grækenland. Simon Russell Beale er Churchill i filmen, der i øvrigt har Ian Fleming som fortæller.

DARKEST Hour er en gammeldags film, som Gary Oldman dominerer totalt med sin Churchill. Tiden er maj 1940, da Neville Chamberlain (Ronald Pickup) må erkende, at der ikke er opbakning til den forhandlingspolitik, som han og Lord Halifax (Stephen Dillane) stadig ser som en vej ud af krigen mod Hitler.

   Churchill er den eneste kandidat, som begge sider af Underhuset vil støtte. Han er ikke til stede under debatten, som fører til Chamberlains fald. »Hvor er Winston?« bliver der spurgt. »Han sørger for, at man ikke kan se hans fingeraftryk på mordvåbnet,« bliver der svaret.

   Dialogen er atypisk kynisk. Ellers foretrækker instruktøren Joe Wright og forfatteren Anthony McCarten sikre midler som patos og selvopofrende patriotisme. Den gamle politiker ser tilbage på den unge journalist. Han kan faktisk huske ham. Der er derfor noget i tiden, som Churchill forstår, mens fæller og fjender er stivnet. Krigshandlingerne foregår off screen. Hele Dunkerque-forløbet er koncentreret i en modeloptagelse af både, der sejler over kanalen. Andre scener viser øjne, der ser op på himlen, mens bombefly glider forbi.

   Darkest Hour fungerer perfekt, hvis man ser den sammen med Christopher Nolans Dunkirk (2017), hvor den politiske baggrund er fjernet. Og Joe Wright skal være tilgivet. Han skildrede Dunkerque med fuld realisme i Atonement (2007, da. Soning), som stadig er hans bedste film.

DER er vildt utroværdige islæt, f.eks. scenen, hvor Churchill følger kongens råd om at lytte til Folket. I skæbnetimen kører han for første gang med et undergrundstog. Her sidder en murer, en mor med en baby, et sort-hvidt par, en kontorist og en gammelklog skolepige.

   Churchill lader passagerne måbe, beder om ild og beskriver sin tvivl. Alle forsikrer, at de vil kæmpe til det sidste. Så med folkets mandat holder Churchill den berømte tale, som også blev citeret i Dunkirk: 

»We shall go on to the end, we shall fight in France, we shall fight on the seas and oceans, we shall fight with growing confidence and growing strength in the air, we shall defend our island, whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; we shall never surrender, and even if, which I do not for a moment believe, this island or a large part of it were subjugated and starving, then our Empire beyond the seas, armed and guarded by the British Fleet, would carry on the struggle, until, in God's good time, the New World, with all its power and might, steps forth to the rescue and the liberation.«**

FOR Churchills kompromisløshed ved krigens begyndelse, da briterne virkelig stod alene, har man tilgivet ham alle synder. Han var – både før og efter sit stjerneøjeblik – en konservativ pragmatiker, der slog hårdt ned på modstand fra venstrefløjen. Hans værdier kom fra imperietiden. Han var reaktionær og racistisk. Under minearbejderstrejken i 1921 og generalstrejken i 1926 begyndte han, hvad Margaret Thatcher gjorde færdigt i 1985.

   Churchill delte Europa uden at blinke og havde gerne gjort den kolde krig varm. Alligevel husker vi ham med respekt. Han kunne samtidig nyde, ryge, drikke og skrive. Som menneske var han empatisk. Han var en eminent retoriker. Da det gjaldt, sagde han fra og holdt stand.

   Der er blandt kritikere en tendens til at se de ny-patriotiske krigsfilm som kommentarer til Brexit. De bliver læst som populistiske billeder, der siger, at England kan stå alene. Vi har gjort det før. Se på Dunkirk og Blitzen. Vi kan gøre det igen – med eller uden Europa.

   Men Nolans og Wrights film kan lige så godt være modargumenter. Churchill stod alene, fordi han ikke ville opgive Europa. Han var virkelig som en mand i en western: Han ville gøre den rigtige ting. I Darkest Hour ringer Churchill til Franklin D. Roosevelt og trygler om Amerikas hjælp. Han får kun tørre smuler og sidder alene i telefonboksen og er ved at opgive. Vi ser da et menneske tvivle. Det havde Thatcher, Stalin og Trump aldrig gjort.*** 

GARY Oldman er fremragende. Han fik de forventede priser for rollen, herunder BAFTA, Oscar og Golden Globe, og var nomineret 80 andre steder. Det er og bliver dog højt teater. Man glemmer aldrig, at det er Gary Oldman, som har spillet alt fra Sid Vicious og Lee Harvey Oswald til Dracula, Sirius Black og George Smiley, der præsterer. Kristin Scott Thomas er diskret og solidarisk i rollen som Lady Clementine.

   Når lyset falder på en særlig måde, er det egentlig ikke Churchill, man ser. Det er Robert Hardy (1925-2017) i rollen som Churchill. Han spillede den blandt andet i miniserien The Wilderness Years (1981) og den store føljeton om War and Remembrance (1988, da. Verden i flammer). Jeg holder meget af Gary Oldman, men jeg tror mere på ham som Jackson Lamb.

   Darkest Hour oplyser og underholder, filmen er meget seværdig. Det er god, populær historiefortælling, og det er sobert som gammelt tv-teater. Men filmen har ikke en konsekvent æstetik og en kunstnerisk vision, som Nolans Dunkirk til overflod havde.

   England blev reddet i 11. time. Tyskland brød ikke-angrebspagten med Sovjetunionen i juni 1941, japanske fly angreb Pearl Harbor i december samme år. I det tysk besatte Danmark var der flere modstandsgrupper. En af dem kaldte sig Churchill-Klubben.

Se også Bogen og filmen: Ian McEwans Atonement/ Soning (2001/2007); Joe Wright: Anna Karenina (2012); Lone Scherfig: Their Finest (2016); Hyde Park on Hudson: Franklin Delano Roosevelt 1882-1945.

NOTER

*) Churchill in memoriam. Hans liv, hans død, hans vid, hans visdom. Skrevet og redigeret af medarbejderne ved The New York Times. Oversat af Christian Dahlerup Koch. 194 s. 8 tavler. København: Forlaget Hasselbalch, 1965.

Commando-serien (1961-1993, 732 numre), Kampflyver-serien (1962-1989, 518 numre) og Attack-serien (1963-1984, 450 numre) var de danske udgaver af War Picture Library, Air Ace Picture Library og Thriller Picture Library fra forlaget Fleetway i London. Alle var i lommeformat og trykt på billigt papir. Ved dansk start er udsalgsprisen 1 kr – ved slutning var beløbet tidoblet. Mest interessant var antologiserien Attack, hvor flyveresset Battler Brittons bedrifter vekslede med historier om Spion 13 og Dogfight Dixon. Særligt efterspurgte er 12 Fleetway-hæfter, som blev tegnet af Hugo Pratt (1927-1995) , der senere skabte Corto Maltese. I Danmark kom serierne på Interpresse. I UK er Eagle Comics en anden af de gamle serieinstitutioner. Eagle udkom hver fredag med en skønsom blanding af adventure, videnskab og historie. Også her fik Churchill sin biografi. I 2014 blev striberne samlet i The Happy Warrior: The Life Story of Winston Churchill as Told Through the Eagle Comic of the 1950's fra forlaget Uniform Press. Churchill nød opmærksomheden og promoverede aktivt sin myte. Det var Churchill, som henvendte sig til Carl Foreman med ideen til filmen Young Winston.  

**) Churchill holdt sin tale i House of Commons den 4. juni, 1940. Den gør status efter Dunkerque og er henvendt til den britiske befolkning, men især til Franklin D. Roosevelt og USA. Talen er citeret i sin fulde ordlyd på hjemmesiden for International Churchill Society. Hvis man melder sig ind, er der adgang til arkivet med lydoptagelser af Churchills taler. Gebyret er $29 pr. år. Den 41. International Churchill Conference begynder i London den 24. oktober, 2024. Lyt i øvrigt til Ray Davies' fine sang »Mr. Churchill Says« på albummet Arthur or The Decline and Fall of the British Empire (1969) med The Kinks. Den tale sidder dybt i nationen. 

***) Jeg tænker naturligvis på High Noon (1952, da. Sheriffen) med Gary Cooper som den aldrende marshall og (skal det vise sig) eneste retskafne mand i lillebyen Hadleyville i New Mexico-territoriet. Det samme gjorde Churchill, da han kort før sin død rakte ud til Carl Foreman (1914-1984) med ideen til Young Winston. Foreman skrev manuskriptet til High Noon. Filmen var fra begyndelsen pensum for statsledere, der står alene med en svær beslutning. 

   Filmen blev instrueret af Fred Zinnemann, mens kommunistforskrækkelsen i USA var på sit højeste, og nationen førte krig i Korea. Foreman begyndte på produktionen sammen med forretningspartneren Stanley Kramer. Foreman var forhenværende medlem (1938-1942) af det amerikanske kommunistparti. Det kom derfor ikke som en overraskelse, at han blev indkaldt under HUAC-høringerne.

   Foreman henviste til forfatningens femte paragraf og nægtede at angive kolleger. Kramer brød med den sortlistede Foreman, som rejste til England, hvor han bl.a. skrev Bridge on the River Kwai (1957, da. Broen over floden Kwai) til David Lean, skønt Pierre Boulle, forfatteren til Pont de la rivière Kwai (1952), er krediteret i forteksterne. Han stiftede selskabet High Road og producerede selv The Guns of Navarone (1961, da. Navarones kanoner), som han også skrev manuskript til, efter Alistair MacLeans roman.

    High Noon var kontroversiel og succesrig. Få film er så hurtigt blevet læst ideologisk og set på forskellige måder. John Wayne kaldte senere filmen »the most un-American thing I’ve ever seen«. Han sagde nej til hovedrollen og var efter sigende rasende, da High Noon modtog 4 priser ved Academy Awards-uddelingen. Alligevel var det Wayne, som tog imod en Best Actor-Oscar på Coopers vegne. 

   Cooper insisterede på at lave filmen, skønt mange ville tale ham fra det. Han spiller sheriffen Will Kane, som er ved at gå på pension. Han har netop giftet sig med Amy Fowler (Grace Kelly), der er kvæker og pacifist, og vil flytte til en anden by. Han bliver i Hadleyville, da desperadoen Frank Miller (Ian MacDonald) meddeler, at han kommer med sin bande ved middag. Miller vil hævne sig på byen, der satte ham i fængsel.

   Fællesskabet søger tilflugt i kirken og drøfter situationen. En efter en falder støtterne fra og går hjem for at gemme sig i deres huse. Uret tikker hele tiden. High Noon udspiller sig næsten i virkelig tid. Kane er alene på hovedgaden, da klokken nærmer sig middag.

   Skønt byen helst ser hans ryg, bliver den gamle marshall stående. Han vinder, da Amy af kærlighed svigter sine principper og angriber Miller. Efter sejren vil Hadleyville atter tale med Kane og hans hustru, men sheriffen tager sin stjerne af for sidste gang. Han kaster den fra sig i støvet.

   Uanset om man læser fra højre eller venstre, er Kane en mand, der følger sin samvittighed og forpligter sig på et princip. Han trodser konsensus og handler. Han gør »den rigtige ting«. Dwight Eisenhower var den første præsident, som fik High Noon vist flere gange. Ronald Reagan kaldte filmen sin favorit, Bill Clinton skal have vist den 17 gange i Det Hvide Hus, og Bush Jr. henviste til High Noon i sin tale, da han erklærede krigen mod terror. I sin bog om 1950'ernes Hollywood, An Army of Phantoms: American Movies and the Making of the Cold War (2011) har kritikeren J. Hoberman endnu flere eksempler på præsidenter, der har brugt High Noon.

   Med sin mytiske toning er filmen et gennemført gådebillede. Den kan ses som et forsvar for krigsførelsen i Korea. Den kan ses som et forsvar for manden, der nægter at angive kolleger. Den kan endda ses et forsvar for den, der gør det forkerte og nævner navne.

   Foreman trivedes i England. Produktionerne fra High Road var ofte bemandet med sortlistede kolleger. Churchill havde set High Noon, men det var snarere Foremans succes med Navarone, der imponerede ham. Han tilbød selv erindringsbogen My Early Life: A Roving Commission (1930). Han havde muligvis bemærket, hvad det gjorde for John F. Kennedy at få sine krigsoplevelser filmatiseret i PT 109 (1963).

Darkest Hour. Instr.: Joe Wright. Manus: Anthony McCarten. Foto: Bruno Delbonnel. 125 min. UK-USA-Kina 2017. Dansk premiere: 25.01.2018.

Fotos: Focus Features/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStills DB/ Powerhouse Films [Young Winston Indicator BD]/ Eagle Comics/ Uniform Press/ YouTube [Official International Pictures trailer]

Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuiten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 26.01.2018.

Klassiske karakterer: Fortællingen om Ferdinand 1936-2017

PÅ EN Ø I HISTORIEN

Det handler om at sige nej til at slås

Af BO GREEN JENSEN

FOR de fleste voksne er Tyren Ferdinand en tegnefilm på otte minutter. Den passede så fint ind i Walt Disneys Juleshow – »Fra alle os til alle Jer« – at den fik lov at blive siddende virkelig længe. I mere end 50 år, faktisk. Disneys klassiske kortfilm er tegnet i 1938. Bogen, som den bygger på, blev skrevet bare to år før.

   Den handler kort fortalt om en tyr, der nægter at brøle og stange. Ferdinand vil hellere sidde i fred og snuse til blomsterne på marken. Han vil ikke slås med de andre tyre og dø i den arena, hvor matadoren altid vinder, når der er tyrefægtning.

   Men en dag sætter Ferdinand sig på en bi. Da den stikker ham, gør det så ondt, at han pludselig både brøler og stanger. Ferdinand har altid siddet under det samme træ og set ud på landskabet. Han begyndte som kalv. Nu vejer han 900 kilo. Det gør virkelig indtryk, da han går amok.

SÅ Ferdinand bliver set af de mænd, som udvælger tyre. Talentspejderne kører ham til Madrid og sender ham ind til matadoren. Men nu er Ferdinand igen blevet blid. Han sætter sig i sandet og snuser til sin blomst. Publikum raser. Picadorerne prøver at tirre ham, matadoren tigger om at blive stanget. Lige meget hjælper det. Til sidst må mændene køre Ferdinand hjem. Her sidder han atter under sit træ. »He is very happy,« står der til slut.

   Det er en enkel historie, som siger, at fred er bedre end krig. Og måske at passiv modstand er mere effektiv. Hvis du siger nej til at slås, må fjenden føre krig alene. Der er ikke nogen kamp, som den stærkeste kan vinde.

AMERIKANEREN Munro Leaf (1905-1976) havde været på rejse i Spanien. Han skrev The Story of Ferdinand (da. Historien om Ferdinand eller bare Tyren Ferdinand) på en eftermiddag, da hans ven, tegneren Robert Lawson (1892-1957), skulle bruge en tekst, han kunne illustrere.*

   Bogen blev en stor succes – og den passede fint til en håndtegnet film på otte minutter. I den computeranimerede biograffilm fra Blue Sky Studios er historien pustet op og strakt over næsten to timer. Det er gjort ved at fylde detaljer i mikset.**

   Ferdinand vokser op blandt andre tyre. Hans far skal møde matadoren og kommer aldrig tilbage. Ferdinand havner hos pigen Nina og hendes far. Det er på blomstermarkedet i landsbyen, at han sætter sig på en bi. Han kommer hjem til gården og bliver set af matadoren, mens de øvrige tyre, Valiente, Guapo, Bones og Angus, bliver valgt fra.

   Kasserede tyre skal slagtes. Sådan er verden bare indrettet. Men Ferdinand og hans venner gør oprør. De vil ikke bøje hovedet og lystre traditionen. Der er stadig den store finale, hvor Ferdinand nægter at kæmpe. Denne gang gør han det meget bevidst.

   Foruden flere tyre møder du tre arrogante raceheste, tre anarkistiske pindsvin, hunden Paco og geden Lupe, som bliver Ferdinands træner. Der er mange karakterer, faktisk også én eller to, du godt kunne undvære.

MEN sjælen i teksten er den samme. Der er en dansekonkurrence mellem tyre og heste. Der er en fin sekvens i landsbyen, hvor Ferdinand gemmer sig i en forretning, som sælger kopper og tallerkener. På engelsk siger man, når nogen er klodset, at det er som at se »a bull in a china shop«, en tyr i en porcelænsbutik. Her kan du studere fænomenet.

   I dag er de fleste imod tyrefægtning, der bliver betragtet som dyrplageri. Sådan var det ikke i 1936, men bogen blev forbudt i flere lande, fordi den talte om at undgå krig. I USA var der delte meninger: nogle så den som kommunistisk reklame, andre som pacifistisk propaganda. De tyske nazister brændte Historien om Ferdinand på bålet. I Spanien var den forbudt indtil 1975, da diktatoren Francisco Franco døde.

   Bogen udkom netop som Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) begyndte. Ernest Hemingway var på republikanernes side og aktiv modstander af fascismen. Han skrev om krigen i For Whom the Bell Tolls (1940, da. Hvem ringer klokkerne for). Men han var også vild med tyrefægtning, og han kunne ikke lide fortællingen om Ferdinand. Senere svarede han Munro Leaf i novellen »The Faithful Bull« (1951), der handler om »a bull whose name was not Ferdinand and he cared nothing for flowers. He loved to fight and he fought with all the other bulls of his age, or any age, and he was a champion.«***

   Ferdinand var fra begyndelsen en tekst, som voksne tog til sig. Den ligner på den måde både Le Petit Prince (1943, da. Den lille prins) og Jonathan Livingston Seagull (1970, da. Jonathan Livingston Havmåge). Men Antoine de Saint-Exupéry og Richard Bach vidste begge, at de talte til tiden og evigheden. Det kom fuldkommen bag på Munro Leaf, at hans lille spanske fabel blev set som noget stort og ekstraordinært.

SUCCESEN blev i 1937 forstærket af en offentligt sponsereret teaterforestilling med marionetter, som Leaf selv var med til at skabe. I 1938 fulgte Disneys tegnefilm, som han selv var med til at skabe, skønt Dick Rickard er krediteret for instruktionen, og den primære animator var Milt Kahl. Walt Disney lagde stemme til Ferdinands mor.

   Der var merchandise til børnene i form af spil, samlekort og mekanisk legetøj, men også kostbare Ferdinand-smykker til voksne fans. Fredsforkyndere som Eleanor Roosevelt og Mahatma Gandhi fremhævede Ferdinand som et eksempel. For ministre og generaler at se, var det et farligt eksempel, som der bare kom »tøsedrenge« ud af.

   Englænderen Iris Murdoch (1919-1999), som både skrev fiktion og tekster om filosofiske emner, bliver ofte citeret for sin forklaring på forholdet mellem kunstnere og magthavere: »Tyrants always fear art because tyrants want to mystify while art tends to clarify.« »Tyranner frygter kunsten, fordi de vil mystificere, mens kunsten forsøger at tydeliggøre.«****

   Vist var Leafs bog en politisk tekst, der promoverede pacifismen og opfordrede til civil ulydelighed. For hvad nu, hvis de unge gjorde ligesom Tyren Ferdinand – sagde nej til gamle værdier og nægtede at gå til angreb? Hvis soldaterne bare blev hjemme fra krigen? Charlotte E. Keyes sagde det nok allerbedst: »What if they gave a war and nobody came?«*****

DEN nye film er værd at se. Det er ikke verdens bedste eller mest originale historie, men den er sød og sjov på en hyggelig måde. Jeg så den med min yngste datter, da hun var fem et halvt år. Ava kunne bedst lide slutningen, hvor alle dyrene ender på gården hos Nina.

   Selv kunne jeg bedst lide billedet af Ferdinand under sit træ. Det er tegnet på helt samme måde i alle tre udgaver af historien. Der er snart gået 100 år. Ferdinand vil stadig bare sidde og snuse. Det gør han på sin egen ø i historien. Og under dét træ får krigen ikke en chance.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Pablo Berger: Blancanieves (2012); Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Klassiske karakterer: Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Animation | Den Lille Prins/ Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]; Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968.

NOTER

*) Munro Leaf hed egentlig Wilbur Monroe Leaf. Han skrev mange andre bøger for de mindste. Som regel illustrerede han dem selv. Ingen af de 40+ titler fik samme udbredelse som Tyren Ferdinand, kan man læse i diverse opslagsværker. En undtagelse er nu fortællingen om Robert Francis Weatherbee (1935), som ikke er vild med at skulle begynde i skole. I Tage Taanings fine gendigtning hedder historien Anton Hannibald Olsen. Den bog har haft et langt liv i Danmark. Vi læser den stadig hjemme hos mig.

**) I 2017 var Blue Sky stadig en konkurrent til Walt Disney. Studiet var knyttet til 20th Century Fox Animation på samme måde, som Pixar Studios fra 2006 blev affilieret med Disney.  Både Pixar og Blue Sky var født med computeranimationen. Blue Sky havde især succes med de fem film i Ice Age-serien (2002-2016). Robots (2005, da. Robotter), som Chris Wedge og Carlos Saldanha realiserede sammen, var en stærk og markant animationsfilm, der brugte Tom Waits på sit lydspor og tog afsæt i både Isaac Asimov og Troldmanden fra Oz. Dr. Seuss-historien Horton Hears a Who! (2008, da. Horton og støvfolket Hvem), fuglefortællingen Rio (2011) og Epic (2013, da. Skovens hemmelige rige) var mere vakkelvorne. Blue Sky varetog animationen af The Peanuts Movie (2015). Den sidste Blue Sky-titel var Spies in Disguise (2019, da. Spioner på missioner), som fik dansk premiere den 6. februar 2020, umiddelbart før COVID-19-pandemien. Da Disney opkøbte 20th Century Fox i 2019, blev Fox taget ud af firmanavnet. Blue Sky-enheden forsvandt simpelthen. 

***) Ernest Hemingways lille novelle blev skrevet til magasinet Holiday i marts 1951. Den hører sammen med historien om »The Good Lion« (som ligefrem bruger slutlinjen fra Ferdinand: »He is very happy.«) De satiriske fabler blev samlet op i The Complete Short Stories of Ernest Hemingway (1987). Teksterne er ikke med i Noveller (1998), som Poul Borum oversatte kort før sin død. »Den gode løve« og »Den trofaste tyr« kom endelig med i Samlede noveller (2013). Her er fablerne oversat af Mich Vraa.

****) »Tyrants always fear art because tyrants want to mystify while art tends to clarify. The good artist is a vehicle of truth, he formulates ideas which would otherwise remain vague and focuses attention upon facts which can then no longer be ignored. The tyrant persecutes the artist by silencing him or by attempting to degrade or buy him. This has always been so.« Udsagnet er fra »Salvation by Words«, et foredrag, som Iris Murdoch holdt for medlemmer af The American Academy of Arts and Letters ved årsmødet den 17. maj 1972. Murdoch havde udgivet monografien The Sovereignty of Good i 1970 og var i de år mere efterspurgt som filosof end som skønlitterær prosaist. Jeg skylder at takke Maria Popova og websitet The Marginalian for at pege på forbindelsen mellem Murdochs moralske filosofi og Ferdinands »farlige« pacifisme. Talen er trykt i Existentialists And Mystics: Writings on Philosophy and Literature (1999). Den findes også i arkivet hos The New York Review of Books. 

***** Digteren Charlotte E. Keyes (1914-1980) skrev i 1966 et essay, »Suppose They Gave a War and No One Came«, som blev trykt i magasinet McCall's. Hun skrev om sin søn, fredsaktivisten Gene Keyes, der nægtede at tage til Vietnam som soldat og sagde nej til værnepligten. Artiklen blev citeret vidt og bredt, og rubrikken var et slogan for hippiegenerationen. Keyes havde selv inspirationen fra Carl Sandburg (1878-1967). I prosadigtet The People, Yes (1936) ser en pige soldaterne tage afsted:

   »The first world war came and its cost was laid on the people.

       The second world war – the third – what will be the cost.

       And will it repay the people for what they pay?...

       The little girl saw her first troop parade and asked, 

       'What are those?'

       'Soldiers.'

       'What are soldiers?'

       'They are for war. They fight and each tries to kill as many of the other side as he can.'

       The girl held still and studied. 

       'Do you know ... I know something?'

       'Yes, what is it you know?'

       'Sometime they’ll give a war and nobody will come.'«

   Charlotte så citatet i et åbent brev, som James R. Newman skrev til The Washington Post i 1961. Newman var redaktør på tidskriftet Scientific American. I sit brev citerede han Sandburg efter hukommelsen. På samme måde blev Keyes' rubrik varieret, efterhånden som den satte sig i fælleskulturen.  

   Sloganet blev brugt som filmtitel (Hy Averbacks Suppose They Gave a War and Nobody Came, 1970) og sangtitel (Jonna Gault And Her Symphonopop Scene: »What If They Gave A War And No One Came?«, 1968). Især blev det brugt på plakater og mure. Det er skriften på væggen i digtet »Graffiti« (1972), hvor Allen Ginsberg både stiller og besvarer det retoriske spørgsmål: »What if someone gave a war & Nobody came? / Life would ring the bells of Ecstasy and Forever be Itself again.«

   Jeg troede længe, at sloganet kom fra Yoko Ono og John Lennon, der citerer det flere steder. Jeg blev klogere ved at læse den grundige udredning på sitet Quote/Counterquote. 

Ferdinand. Instr.: Carlos Saldanha. Manus: Robert L. Baird, Tim Federle, Brad Copeland etc. Production Designer: Thomas Cardone. 107 min. UK-USA 2017. Danske stemmer. 3D i udvalgte sale. Frarådes under 7 år. Dansk premiere: 14.12.2017.

Ferdinand the Bull (Tyren Ferdinand). Instr.: Dick Rickard. Manus: Vernon Stallings. Art Director: Ken Anderson. 8 min. USA 1938. 

Munro Leaf: The Story of Ferdinand. Drawings by Robert Lawson. 75th Anniversary Edition. 72 s. Viking Books, 2011. 

Munro Leaf: The Story of Ferdinand. Drawings by Robert Lawson. 48 s. Faber and Faber, 2017.

Munro Leaf: Ferdinand. Illustreret af Robert Lawson. Oversat fra engelsk af Ejvind Jensen. 70 s. Forlaget Gad, 1959.

Munro Leaf: Tyren Ferdinand. Illustreret af Robert Lawson. Oversat fra engelsk af Eigil Søholm. 70 s. Forlaget Apostrof, 1988

Fotos: Blue Sky Studios/ Davis Entertainment/  20th Century Fox Animation/ Nordisk Film Distribution// Walt Disney Productions/ 20th Television/ Disney+/ Library of Congress (Federal Theatre Project 1937)/ Google Images/ YouTube [clip + trailer]/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Ferdinand the Bull (1938) streames på DISNEY+

Ferdinand (2017) streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies. 

Første del af teksten trykt i Weekendavisen Faktisk 15.12.2017.

David O. Russell: Amsterdam (2022)

HIMLEN PÅ JORDEN

En kaoskomedie om kærlighed og politik

Af BO GREEN JENSEN

DER er altid store navne med i David O. Russells tænksomme outlier-film. Især er Christian Bale og Robert De Niro blevet faste forvandlingsfigurer. Også Mark Wahlberg og Jennifer Lawrence er hyppige gæster, men Russells kreative casting kan altid overraske. Noget af det bedste ved kaoskomedien I ❤ Huckabees (2004) var Isabelle Huppert i rollen som akademisk superskurk og Lily Tomlin og Dustin Hoffman som eksistentielle detektiver, der virkelig tog filosofien alvorligt. I Amsterdam medvirker blandt andre Taylor Swift.

   Russell arbejder i et stakåndet krydsfelt mellem Wes Anderson, Michel Gondry og brødrene Coen. Han er dog helt sin egen i fribytterfilm som Three Kings (1999) og svindlerkomedien American Hustle (2013). Han elsker eneren, der løfter sig over blue collar-status. Det gjorde mændene i The Fighter (2010) og opfinderkvinden i Joy (2015). Hittet er stadig Silver Linings Playbook (2012) med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper som forelskede traumepatienter.

AMSTERDAM begynder på Manhattan i 1933. Da scenen er sat, griber filmen tilbage til Europa i Første Verdenskrig, hvor de bærende karakterer blev formet. Skønt absurditeten er udtalt, kommer vi faktisk til Amsterdam. Her findes der ingen racisme, og en fri kærlighed mellem gode, fejlbarlige mennesker er mulig. Det er naturligvis en utopisk idyl, som er set fra dagens USA med naive, nostalgiske øjne. Russell ved udmærket, at det næppe nogen sinde var sådan. Men blikket ser klart, og eksemplets magt er vigtig. Det er en stor pointe i filmen, at USA aldrig har været så åbent og fordomsfrit, som vi tror – og som myten siger og foreskriver.

   Lægen Burt Berendsen (Bale) er halvt jødisk og rigt gift med Beatrice Vandenheuvel (Andrea Riseborough), hvis familie hader og foragter ham (af begge nævnte grunde). I Flandern er han en buffer mellem afrikansk-amerikanske rekrutter og racistiske hvide befalingsmænd. Burt bliver ven med Harold Woodman (John David Washington), som uden for hæren er idealistisk jurist. Begge ender på lazarettet med en styrtregn af granatsplinter i kroppen. Sygeplejersken Valerie (Margot Robbie) bruger metallet til at skabe surrealistisk installationskunst i stilen fra Marcel Duchamp.

   I Holland deler de himlen på jorden. Men Burt vil hjem til Beatrice, og Valerie forsvinder i luften som røg. Da er lægen blevet lovet en livsforsyning af glasøjne fra den britiske spionchef (Mike Myers), som arbejder sammen med Henry Norcross (Michael Shannon) fra amerikansk efterretning. Alt det narrative filigranarbejde får senere stor dramatisk betydning.

»MEGET af dette er virkelig sket,« står der, før filmen begynder. Russell brugte samme kneb i American Hustle. Her understøttes det med autentiske arkivklip af fhv. brigadegeneral Smedley D. Butler, der i 1935 taler dunder mod fascismen og beskriver, hvordan han blev kørt i stilling som en amerikansk Mussolini. Talen svarer ord for ord til talen, som Robert De Niro holder i filmen. I Amsterdam bliver Butler til general Dillenbeck, som synes at være den sidste ubestikkelige mand i militæret.

   Den fejlslagne, aldrig helt klarlagte og nu sjældent nævnte kupplan er en af de konspirationshistorier, som fylder stort i en kort periode og siden forsvinder helt fra historien. The Business Plot var sat i værk af stærke kræfter fra finansverdenen, som ville afsætte præsident Franklin D. Roosevelt og indsætte general Butler som leder, inspireret af de europæiske eksempler fra Tyskland og Italien. Smedley Butler beskrev den i detaljer, da han vidnede for McCormack-Dickstein Kommissionen i 1934.

 

DET er uklart, hvor fremskreden kupplanen var, og den blev ikke taget særligt alvorligt i tidens egne nyhedsmedier. Den kan på dén måde minde om de højreorienterede kupplaner, der var en stor nyhedshistorie i Tyskland i december 2022, da myndighederne slog til mod konservative kræfter, som ville overtage magten ved et militærkup efter nationalsocialistisk model og indsætte den 71-årige Heinrich XIII Prinz Reuß.

   Man talte da om »et tysk operettekup«, men baggrunden var konkret og alvorlig. Den tyske kupplan er glemt allerede, og det samme blev The Business Plot. Det er værd at fremhæve fiktionens kvaliteter i forhold til at fastholde fortrængte faktuelle historier. Jeg havde ikke hørt om The Business Plot, før jeg læste op på baggrunden for Amsterdam.*

   I fem år var fascismen faktisk ved at få tag i det polariserede USA. Koryfæer som piloten Charles Lindbergh talte med beundring om nationalsocialismen og de gode tyske resultater. Alt forstummede efter Pearl Harbor, ganske som den britiske fascisme, der stak piben ind efter Blitzen og Dunkirk.

SATSNINGEN er altså stor og dumdristig: en kontrafaktisk kaoskomedie om fascisme, racisme og demokrati. Amsterdam har samme svimle udsyn som Coen-brødrenes Hail, Caesar! (2016), der fortæller en drabelig røverhistorie om Hollywood under mccarthyismen. Det er en smagssag, om man kan lide skrøneformen, som deler de kritiske vande. Der er masser af tæt stof i filmen. Derfor vil jeg gerne se den igen.

*) Jeg havde heller ikke hørt om Black Wall Street-massakren, som hærgende hvide racister udførte i Tulsa, Oklahoma, fra 31. maj til 1. juni 1921, før jeg – som millioner af andre – så den beskrevet i første episode af HBO-miniserien Watchmen (2019), Damon Lindelofs take på den klassiske grafiske fortælling af Alan Moore. Det var for den sags skyld nyt for mig, at Charles Lindbergh havde nazistiske sympatier, da jeg første gang læste Philip Roths The Plot Against America i 2004.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: American Hustle (2013); David O. Russell: Joy (2015).

Amsterdam. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Emmanuel Lubezki. 134 min. USA 2022. Dansk premiere: 06.10.2022.

Fotos: 20th Century Studios/ Canterbury Classic/ Forest Hill Entertainment/ New Regency Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 06.10.2022, trykt i WA Kultur 07.10.2022