Translate

Viser opslag med etiketten Richard Attenborough. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Richard Attenborough. Vis alle opslag

torsdag den 6. juni 2024

Darkest Hour: Winston Churchill 1874-1965


DEN BRITISKE KÆMPE
Giv aldrig op, giv aldrig efter

Af BO GREEN JENSEN

2018: WINSTON Churchill er igen alle vegne. Han var en sagnfigur ved sin død i 1965, og tiden har blot gjort ham mere mytologisk. Jeg var ti år, da jeg for egne lommepenge købte Churchill in memoriam, et hasteoversat kompendium af mindeord fra The New York Times. Jeg kendte jo allerede den store cigar og V-tegnet fra tegneserierne i Commando, Attack og Kampflyver.*
   Der har været mange film og tv-serier. Men egentlig aldrig en fremstilling af det lange liv i sammenhæng. Churchill nåede at fylde 90, skønt han drak som en fisk og lod hånt om fysikken. Man ser altid enten den gamle statsmand eller den unge soldat, som svinger sin sabel i Sydafrika. Sidstnævnte red over lærredet i Richard Attenboroughs Young Winston (1972, da. Den unge eventyrer). Her blev han spillet af Simon Ward.
 

DE aktuelle portrætter er snapshots, der fokuserer på en bestemt periode. Den karismatiske kæmpe var britisk premierminister i krigsårene 1940-45. Han kom siden tilbage til embedet fra 1951 til 1955. I Peter Morgans Netflix-serie The Crown (2016-2023), hvor Churchill bliver mesterligt spillet af amerikaneren John Lithgow, er han fanget i tiden omkring sit sidste comeback. Churchill var 77, da det lykkedes ham at blive genvalgt.
   Han var 79, da han fik en blodprop i sommeren 1953. Det var emnet for Charles Sturridges Churchill’s Secret (2016), hvor han blev spillet af Michael Gambon. Han mangler i Lone Scherfigs Their Finest (2016), men han er med i Christina Rosendahls Vores mand i Amerika (2020). Brian Cox havde rollen i Jonathan Teplitskys Churchill (2017). Her fik Churchill anfægtelser ugen før D-Dag. Han er anderledes risikovillig i John Maddens Operation Mincemeat (2021), hvor det gælder om at narre Tyskland til at tro, at de britiske tropper vil gå i Grækenland. Simon Russell Beale er Churchill i filmen, der i øvrigt har Ian Fleming som fortæller.



DARKEST Hour er en gammeldags film, som Gary Oldman dominerer totalt med sin Churchill. Tiden er maj 1940, da Neville Chamberlain (Ronald Pickup) må erkende, at der ikke er opbakning til den forhandlingspolitik, som han og Lord Halifax (Stephen Dillane) stadig ser som en vej ud af krigen mod Hitler.
   Churchill er den eneste kandidat, som begge sider af Underhuset vil støtte. Han er ikke til stede under debatten, som fører til Chamberlains fald. »Hvor er Winston?« bliver der spurgt. »Han sørger for, at man ikke kan se hans fingeraftryk på mordvåbnet,« bliver der svaret.
   Dialogen er atypisk kynisk. Ellers foretrækker instruktøren Joe Wright og forfatteren Anthony McCarten sikre midler som patos og selvopofrende patriotisme. Den gamle politiker ser tilbage på den unge journalist. Han kan faktisk huske ham. Der er derfor noget i tiden, som Churchill forstår, mens fæller og fjender er stivnet. Krigshandlingerne foregår off screen. Hele Dunkerque-forløbet er koncentreret i en modeloptagelse af både, der sejler over kanalen. Andre scener viser øjne, der ser op på himlen, mens bombefly glider forbi.
   Darkest Hour fungerer perfekt, hvis man ser den sammen med Christopher Nolans Dunkirk (2017), hvor den politiske baggrund er fjernet. Og Joe Wright skal være tilgivet. Han skildrede Dunkerque med fuld realisme i Atonement (2007, da. Soning), som stadig er hans bedste film.



DER er vildt utroværdige islæt, f.eks. scenen, hvor Churchill følger kongens råd om at lytte til Folket. I skæbnetimen kører han for første gang med et undergrundstog. Her sidder en murer, en mor med en baby, et sort-hvidt par, en kontorist og en gammelklog skolepige.
   Churchill lader passagerne måbe, beder om ild og beskriver sin tvivl. Alle forsikrer, at de vil kæmpe til det sidste. Så med folkets mandat holder Churchill den berømte tale, som også blev citeret i Dunkirk: 

»We shall go on to the end, we shall fight in France, we shall fight on the seas and oceans, we shall fight with growing confidence and growing strength in the air, we shall defend our island, whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; we shall never surrender, and even if, which I do not for a moment believe, this island or a large part of it were subjugated and starving, then our Empire beyond the seas, armed and guarded by the British Fleet, would carry on the struggle, until, in God's good time, the New World, with all its power and might, steps forth to the rescue and the liberation.«**

FOR Churchills kompromisløshed ved krigens begyndelse, da briterne virkelig stod alene, har man tilgivet ham alle synder. Han var – både før og efter sit stjerneøjeblik – en konservativ pragmatiker, der slog hårdt ned på modstand fra venstrefløjen. Hans værdier kom fra imperietiden. Han var reaktionær og racistisk. Under minearbejderstrejken i 1921 og generalstrejken i 1926 begyndte han, hvad Margaret Thatcher gjorde færdigt i 1985.
   Churchill delte Europa uden at blinke og havde gerne gjort den kolde krig varm. Alligevel husker vi ham med respekt. Han kunne samtidig nyde, ryge, drikke og skrive. Som menneske var han empatisk. Han var en eminent retoriker. Da det gjaldt, sagde han fra og holdt stand.
   Der er blandt kritikere en tendens til at se de ny-patriotiske krigsfilm som kommentarer til Brexit. De bliver læst som populistiske billeder, der siger, at England kan stå alene. Vi har gjort det før. Se på Dunkirk og Blitzen. Vi kan gøre det igen – med eller uden Europa.
   Men Nolans og Wrights film kan lige så godt være modargumenter. Churchill stod alene, fordi han ikke ville opgive Europa. Han var virkelig som en mand i en western: Han ville gøre den rigtige ting. I Darkest Hour ringer Churchill til Franklin D. Roosevelt og trygler om Amerikas hjælp. Han får kun tørre smuler og sidder alene i telefonboksen og er ved at opgive. Vi ser da et menneske tvivle. Det havde Thatcher, Stalin og Trump aldrig gjort.*** 



GARY Oldman er fremragende. Han fik de forventede priser for rollen, herunder BAFTA, Oscar og Golden Globe, og var nomineret 80 andre steder. Det er og bliver dog højt teater. Man glemmer aldrig, at det er Gary Oldman, som har spillet alt fra Sid Vicious og Lee Harvey Oswald til Dracula, Sirius Black og George Smiley, der præsterer. Kristin Scott Thomas er diskret og solidarisk i rollen som Lady Clementine.
   Når lyset falder på en særlig måde, er det egentlig ikke Churchill, man ser. Det er Robert Hardy (1925-2017) i rollen som Churchill. Han spillede den blandt andet i miniserien The Wilderness Years (1981) og den store føljeton om War and Remembrance (1988, da. Verden i flammer). Jeg holder meget af Gary Oldman, men jeg tror mere på ham som Jackson Lamb.
   Darkest Hour oplyser og underholder, filmen er meget seværdig. Det er god, populær historiefortælling, og det er sobert som gammelt tv-teater. Men filmen har ikke en konsekvent æstetik og en kunstnerisk vision, som Nolans Dunkirk til overflod havde.
   England blev reddet i 11. time. Tyskland brød ikke-angrebspagten med Sovjetunionen i juni 1941, japanske fly angreb Pearl Harbor i december samme år. I det tysk besatte Danmark var der flere modstandsgrupper. En af dem kaldte sig Churchill-Klubben.


NOTER

*) Churchill in memoriam. Hans liv, hans død, hans vid, hans visdom. Skrevet og redigeret af medarbejderne ved The New York Times. Oversat af Christian Dahlerup Koch. 194 s. 8 tavler. København: Forlaget Hasselbalch, 1965.



Commando-serien (1961-1993, 732 numre), Kampflyver-serien (1962-1989, 518 numre) og Attack-serien (1963-1984, 450 numre) var de danske udgaver af War Picture Library, Air Ace Picture Library og Thriller Picture Library fra forlaget Fleetway i London. Alle var i lommeformat og trykt på billigt papir. Ved dansk start er udsalgsprisen 1 kr – ved slutning var beløbet tidoblet. Mest interessant var antologiserien Attack, hvor flyveresset Battler Brittons bedrifter vekslede med historier om Spion 13 og Dogfight Dixon. Særligt efterspurgte er 12 Fleetway-hæfter, som blev tegnet af Hugo Pratt (1927-1995) , der senere skabte Corto Maltese. I Danmark kom serierne på Interpresse. I UK er Eagle Comics en anden af de gamle serieinstitutioner. Eagle udkom hver fredag med en skønsom blanding af adventure, videnskab og historie. Også her fik Churchill sin biografi. I 2014 blev striberne samlet i The Happy Warrior: The Life Story of Winston Churchill as Told Through the Eagle Comic of the 1950's fra forlaget Uniform Press. Churchill nød opmærksomheden og promoverede aktivt sin myte. Det var Churchill, som henvendte sig til Carl Foreman med ideen til filmen Young Winston. 
 

**) Churchill holdt sin tale i House of Commons den 4. juni, 1940. Den gør status efter Dunkerque og er henvendt til den britiske befolkning, men især til Franklin D. Roosevelt og USA. Talen er citeret i sin fulde ordlyd på hjemmesiden for International Churchill Society. Hvis man melder sig ind, er der adgang til arkivet med lydoptagelser af Churchills taler. Gebyret er $29 pr. år. Den 41. International Churchill Conference begynder i London den 24. oktober, 2024. Lyt i øvrigt til Ray Davies' fine sang »Mr. Churchill Says« på albummet Arthur or The Decline and Fall of the British Empire (1969) med The Kinks. Den tale sidder dybt i nationen. 

***) Jeg tænker naturligvis på High Noon (1952, da. Sheriffen) med Gary Cooper som den aldrende marshall og (skal det vise sig) eneste retskafne mand i lillebyen Hadleyville i New Mexico-territoriet. Det samme gjorde Churchill, da han kort før sin død rakte ud til Carl Foreman (1914-1984) med ideen til Young Winston. Foreman skrev manuskriptet til High Noon. Filmen var fra begyndelsen pensum for statsledere, der står alene med en svær beslutning. 
   Filmen blev instrueret af Fred Zinnemann, mens kommunistforskrækkelsen i USA var på sit højeste, og nationen førte krig i Korea. Foreman begyndte på produktionen sammen med forretningspartneren Stanley Kramer. Foreman var forhenværende medlem (1938-1942) af det amerikanske kommunistparti. Det kom derfor ikke som en overraskelse, at han blev indkaldt under HUAC-høringerne.
   Foreman henviste til forfatningens femte paragraf og nægtede at angive kolleger. Kramer brød med den sortlistede Foreman, som rejste til England, hvor han bl.a. skrev Bridge on the River Kwai (1957, da. Broen over floden Kwai) til David Lean, skønt Pierre Boulle, forfatteren til Pont de la rivière Kwai (1952), er krediteret i forteksterne. Han stiftede selskabet High Road og producerede selv The Guns of Navarone (1961, da. Navarones kanoner), som han også skrev manuskript til, efter Alistair MacLeans roman.
    High Noon var kontroversiel og succesrig. Få film er så hurtigt blevet læst ideologisk og set på forskellige måder. John Wayne kaldte senere filmen »the most un-American thing I’ve ever seen«. Han sagde nej til hovedrollen og var efter sigende rasende, da High Noon modtog 4 priser ved Academy Awards-uddelingen. Alligevel var det Wayne, som tog imod en Best Actor-Oscar på Coopers vegne. 
   Cooper insisterede på at lave filmen, skønt mange ville tale ham fra det. Han spiller sheriffen Will Kane, som er ved at gå på pension. Han har netop giftet sig med Amy Fowler (Grace Kelly), der er kvæker og pacifist, og vil flytte til en anden by. Han bliver i Hadleyville, da desperadoen Frank Miller (Ian MacDonald) meddeler, at han kommer med sin bande ved middag. Miller vil hævne sig på byen, der satte ham i fængsel.
   Fællesskabet søger tilflugt i kirken og drøfter situationen. En efter en falder støtterne fra og går hjem for at gemme sig i deres huse. Uret tikker hele tiden. High Noon udspiller sig næsten i virkelig tid. Kane er alene på hovedgaden, da klokken nærmer sig middag.
   Skønt byen helst ser hans ryg, bliver den gamle marshall stående. Han vinder, da Amy af kærlighed svigter sine principper og angriber Miller. Efter sejren vil Hadleyville atter tale med Kane og hans hustru, men sheriffen tager sin stjerne af for sidste gang. Han kaster den fra sig i støvet.
   Uanset om man læser fra højre eller venstre, er Kane en mand, der følger sin samvittighed og forpligter sig på et princip. Han trodser konsensus og handler. Han gør »den rigtige ting«. Dwight Eisenhower var den første præsident, som fik High Noon vist flere gange. Ronald Reagan kaldte filmen sin favorit, Bill Clinton skal have vist den 17 gange i Det Hvide Hus, og Bush Jr. henviste til High Noon i sin tale, da han erklærede krigen mod terror. I sin bog om 1950'ernes Hollywood, An Army of Phantoms: American Movies and the Making of the Cold War (2011) har kritikeren J. Hoberman endnu flere eksempler på præsidenter, der har brugt High Noon.
   Med sin mytiske toning er filmen et gennemført gådebillede. Den kan ses som et forsvar for krigsførelsen i Korea. Den kan ses som et forsvar for manden, der nægter at angive kolleger. Den kan endda ses et forsvar for den, der gør det forkerte og nævner navne.
   Foreman trivedes i England. Produktionerne fra High Road var ofte bemandet med sortlistede kolleger. Churchill havde set High Noon, men det var snarere Foremans succes med Navarone, der imponerede ham. Han tilbød selv erindringsbogen My Early Life: A Roving Commission (1930). Han havde muligvis bemærket, hvad det gjorde for John F. Kennedy at få sine krigsoplevelser filmatiseret i PT 109 (1963).

Darkest Hour. Instr.: Joe Wright. Manus: Anthony McCarten. Foto: Bruno Delbonnel. 125 min. UK-USA-Kina 2017. Dansk premiere: 25.01.2018.


Fotos: Focus Features/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStills DB/ Powerhouse Films [Young Winston Indicator BD]/ Eagle Comics/ Uniform Press/ YouTube [Official International Pictures trailer]
Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuiten TV, SF Anytime, YouTube Movies
Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 26.01.2018.

søndag den 17. april 2022

Richard Attenborough: Chaplin (1992)



EN KILLING I VILDNISSET
En biopic om Charles Chaplin

Af BO GREEN JENSEN


RICHARD Attenborough (1923-2014) er ikke et varmt navn for tiden. Skuespilleren er for yngre mennesker ensbetydende med den excentriske rigmand John Hammond, som bygger Jurassic Park (1993) i Steven Spielbergs filmatisering af Michael Crichtons eventyrroman om en temapark, der løber løbsk. Instruktøren huskes for biopics, der var velmenende, sentimentale og frem for alt for uinteressante som film.
   Det er, fordi man forveksler hans samlede værker med storfilmen Gandhi (1982), et tre timer langt stykke humanitær kitsch, som understregede at instruktøren ikke var den David Lean, han efterhånden blev forvekslet med. Onde tunger sagde, at Attenborough toppede som filmkunstner, da han i 1947 spillede Pinkie, det katolske kryb, i John Boultings Graham Greene-filmatisering Brighton Rock. Måske er der noget om snakken.
   Attenborough blev med tiden garant for enestående usexede film, som ingen kunne have noget imod. Hans filmversion af musicalen A Chorus Line (1985) er en af de mest livløse scene-til-lærred overførsler, der er drejet overhovedet. Young Winston (1972) var en af de biopics, som gav genren ry for at være støvet og lukket, mens A Bridge Too Far (1977, da. Broen ved Arnhem) var en af de krigsfilm, som gjorde genren svær og anakronistisk, indtil Francis Ford Coppola lavede Apocalypse Now.
   Med Stephen Biko-biografien Cry, Freedom (1987, da. Et råb om frihed) forseglede Attenborough selv den bås, han var blevet sat i. Der er ikke noget galt med forfatterportrætterne i Shadowlands (1993) – om C.S. Lewis – og In Love and War (1997) – om den unge Ernest Hemingway. De er bare umådelig mainstream. Hans sidste film, Closing the Ring (2008), kom i Danmark kun ud på dvd. 
   Også Attenboroughs film om Charles Chaplin ankom med nedslående forhåndsomtale. Og man var tilbøjelig til at tro den. Derfor var Chaplin så meget mere af en overraskelse. Det er en god film, som trods alle sine fejl og mangler både rammer og rummer det egentlige: sjælen eller kernen i Chaplins tidløse værk.



VIST er der problematiske sider ved filmen. Skønt den spiller et godt stykke over tre timer, får man aldrig det episke sug, som er et af genrens adelsmærker (og som for eksempel Spike Lee formår at give Malcolm X i sin biografiske tour de force fra samme år). Chaplin klipper fra starten sig selv i stykker ved at vælge en fragmentarisk, flashback-baseret struktur, som snarere ligner en nødløsning end en egentlig metode.
   Filmen er baseret på Chaplins selvbiografi fra 1964, kombineret med nogle tekniske lån fra David Robinsons Chaplin: His Life and Art. Ideen var i første omgang Diana Hawkins', men siden har manuskriptet ligget hos tre forfattere: William Boyd (der som ophavsmand til romanen The New Confessions har følt sig på hjemmebane i stoffet), Bryan Forbes (1926-2013) og William Goldman (1931-2018). Det er med andre ord et klassisk eksempel på, at nok så mange gode kokke ikke er til megen gavn, når de skal arbejde sammen.
   Goldman – der i kraft af manuskriptet til Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969) regnes for kapaciteten på feltet – træder gerne til og glatter ud og lapper sammen, når et færdigt manuskript har problemer. Det er ikke godt at vide, hvordan Chaplin har set ud, før han kom til. I hvert fald er der stadig rigeligt med løse ender og døde punkter. Det er ikke for meget at sige, at i episk og narrativ henseende falder filmen sammen som et korthus, hvis man ser kritisk på den for længe ad gangen.



FILMEN koncentrerer sig om Chaplins amerikanske år, fra han som 25-årig ankommer til Hollywood og Mack Sennetts Keystone-studier i 1914, til han i 1952 i praksis landsforvises sammen med sin fjerde hustru, Oona O'Neill.
   Den aktuelle anledning er Joan Barrys faderskabssag mod Chaplin, men den er blot et påskud, som gribes i farten og repræsenterer kulminationen på et 30 år langt fjendskab mellem komikeren med Lolita-komplekset og de socialistiske sympatier og FBI–direktøren J. Edgar Hoover, som fra starten fandt Chaplin amoralsk, uansvarlig og især utiltalende, efter at denne ved et middagsselskab havde nægtet at snakke ham efter munden.
   I Mit liv skriver Chaplin selv næsten forsonligt om Hoover: »Når man først har vænnet sig til et temmelig brutalt ansigt og en brækket næse, virker han helt behagelig.« Men han er ikke i tvivl om, at det på kommunistforskrækkelsens og McCarthy-hysteriets højeste var Hoovers håndlanger Tippy Gray – »en negativ overfladisk type med et permanent, tomt smil, der irriterede mig ikke så lidt« – som effektuerede den ydmygende eksilering.
   Attenborough lader Kevin Dunn spille Hoover som en tølper uden nuancer. Og han sætter i praksis punktum for sin film, da Chaplin sejler til Europa i 1954.



ALLIGEVEL ofrer filmen energi på en lang og ujævn prolog om Charlies cockney–opvækst. Geraldine Chaplin spiller sin egen mormor, Charlies sindsforvirrede mor Hannah Chaplin, der mister sine børn ved samme brutale fremfærd fra myndighedernes side, som Chaplin og drengen udsættes for i The Kid (1921, da. Chaplins plejebarn). John Thaw (alias Inspector Morse) er grotesk fejlcastet som impressarioen Fred Karno, der giver Chaplin hans første engagement. Overhovedet er prologen som en bastant og næsten ufrivilligt komisk forfilm til Chaplins liv. Der smøres så tykt på i lokalkoloritten og music hall-atmosfæren, at man ved pressevisningen skruer forventningerne ned og forbereder sig på en lang og stiv formiddag.



DET er da Charlie kommer til Amerika, at filmen kommer undervejs og under vejr med sig selv. I et telt i en mudderpløret mineby i Montana oplever Chaplin for første gang filmen i form af en primitiv one reeler, og han er bjergtaget. Operatøren må køre strimlen seks gange, Charlie tager over og har stadig ikke fået nok, mens også John Barrys fine underlægningsmusik begynder at vise sig opgaven voksen.
   Som turnerende pauseklovn i USA har Chaplin fået et godt tilbud fra Mack Sennett, manden bag The Keystone Cops. Han tager det næste tog til Californien, har ganske mange begyndervanskeligheder, men kommer så i et himmelsk indfald på figuren The Tramp, altså den Lille Vagabond, som han spillede i 75 film og som blev en af århundredets første populærkulturelle totemfigurer. Dan Aykroyd spiller Mack Sennett med bravour, og Marisa Tomei er rørende krukket som divaen Mabel Normand, der også vil instruere, men fra og med disse scener bliver Chaplin helt og holdent Robert Downey Jr.'s film.



DEN 27–årige Downey har tidligere gjort sig bemærket med nogle store method acting–ture i dusinprodukter fra Hollywoods teenageafdeling. Især som katastrofemennesket Julian i Mariek Kanievskas filmatisering af Bret Easton Ellis' Less Than Zero (1987, da. Livet i overhalingsbanen) gjorde Downey indtryk, men hvad han gør med sin Chaplin er så opsigtsvækkende indlevet og selvfølgeligt, at man bæres med på hans præstation. Han tager Chaplin-rollen på sig i en grad, som strækker sig langt videre end til den fysiske lighed.
   Hvor Dustin Hoffman, Billy Crystal, Robin Williams og de øvrige 27 stjerner, der blev prøvefilmet til rollen, uvægerligt ville have forvandlet filmen til et nummer, glider den (dengang) relativt ubeskrevne Downey i ét med sin karakter og giver Attenboroughs fremstilling en troværdighed, som den egentlig burde have forpasset gennem sin klodsede fortælleteknik. Skuespilleren var Oscar–nomineret for sin Chaplin. Det er Robert Downey Jr., som bærer filmen og giver den liv.



EN bedre titel kunne være The Tramp. Det er om den side og de år af Chaplins virke, at filmen koncentrerer sig, mens den sidste del af hans liv springes over og afgørende arbejder som Monsiur Verdoux (1947) simpelt hen forties helt. Mens Den Lille Vagabond styrer filmen, er fortællerstemmen overflødig, men vi tvangsindlægges alligevel til at lytte.

   Rammen om filmen er nemlig, at Chaplin i 1964 sidder i Vevey i Schweiz og uddyber nogle »vage punkter« i My Autobiography for en tungnem forlagsredaktør, som Anthony Hopkins distræt lægger skikkelse til. »Men her er du lidt vag, Charlie,« siger Hopkins for eksempel. »Her er du nødt til at hjælpe læserne lidt.« Hvorpå Downey i tyk paradesminke begynder at fortælle udførligt om banale forhold, som billederne bærer og viser langt bedre.
   Denne struktur er et besynderligt fejlgreb. Det er pædagogen Attenboroughs definitive mistillidserklæring til sit publikum, men det røber også en besynderlig mangel på tillid til instruktørens egne evner som billedfortæller. Netop Attenborough burde vide, at filmen er stærk nok. Og det er den virkelig. I sin sidste time bruger den flittigt løs af originalt materiale, klip fra The Kid, The Gold Rush,(1925, da. Guldfeber) Modern Times (1936, da. Moderne tider) og The Great Dictator (1940, da. Diktatoren), men selv over for originalen kommer Downey faktisk ikke til kort.



DET er i slutscenen, da Chaplin som 82-årig vender tilbage til USA for at tage imod en æres-Oscar, at strømmene føjes sammen og konvergerer. Vi ser Chaplins ansigt, mens han ser på kavalkaden af gamle klip, som han har frygtet ville være for sentimentale, primitive, corny, alt hvad han ellers har fået skyld for at være. Da »The Tramp« og »The Kid« – Chaplin og Jackie Coogan 
–
 omfavner hinanden for sidste gang i The Kid, og Downeys ansigt i forgrunden bliver vådt af tårer, mens Chaplins egen musik bruser den gamle filmstump frem til sit næsten ubærligt patetiske crescendo, ja da bliver Attenborughs film virkelig, hvad man må tro, den gerne vil være: en storslået vindikation af sit emnes store sentimentale form, en apoteose for alt ,som er stumfilm og Chaplinesque. Det er, hvad man kalder katarsis.



FILMENS tese er ellers, at Chaplin som purung tabte sit hjerte til korpigen Hetty Kelly og siden søgte hendes billede i alle de pigekvinder, han enten havde et forhold til eller giftede sig med: Mildred Harris, Lita Grey, Paulette Goddard og Oona O'Neill.

   Attenborough lader Moira Kelly spille både Hetty og Oona, mens også Edna Purviance og Joan Barry behandles udførligt. En læbestiftsglinsende scene med Lita Grey antyder skamfuldt, hvad Charlie har villet med de mange meget unge kvinder, men kun Diane Lane som Goddard og Kelly som Oona O'Neill får lov at gøre indtryk.
   Mary Pickford (Maria Pitillo) skildres som en nøjeregnende misantrop, mens hendes gavmilde mand Douglas Fairbanks i Kevin Klines behændige skikkelse bliver det sentimentale nummer, som Downey Jr.'s Chaplin netop ikke er. Rekonstruktionen af det tabte og gyldne, men aldrig uskyldige Hollywood er ellers så kærlig som man kunne forvente.



FILMEN lader Chaplin beholde sit format, og den prøver ikke på at pille særligt ved det glansbillede, han selv tegner i Mit liv. Til gengæld rammer den med ægte følelse kernen i hans værk, og den giver os med sin stjerne Robert Downey Jr. en fuldt flyvefærdig karakterskuespiller for 1990erne. 

   Man har også lov at håbe, at Chaplin i 11. time redder sin titelfigur fra erindringshullerne. I hvert fald er de ti største film sendt ud på video, og selvbiografien bliver atter læst. I denne citerer Chaplin selv det digt, »Chaplinesque«, hvormed Hart Crane i 1928 tilegnede ham sin samling White Buildings.
   I sidste strofe rammer Crane præcist det unikke ved Chaplin, som også Attenborough strejfer i glimt: »Legen skaber skæve smil; men vi har set/ månen i de øde gyder gøre/ en tom skarnkasse til en latterkalk/ og gennem lyd af lystighed og søgen/ hørt en killing i vildnisset.«


Chaplin (Chaplin). Instr.: Richard Attenborough. Manus: William Boyd, Bryan Forbes, William Goldman. Foto: Svend Nykvist. UK-Frankrig-Italien-Japan-USA 1992. Dansk premiere: 19.03.1993.


Fotos: Carolco Pictures/ Canal+/ JBS/ RCS Video/  Lionsgate Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames (i maj 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store
2K Blu-ray fra Lionsgate Films (regionsfri) 15.02.2011
Anmeldelsen trykt første gang  i Weekendavisen Kultur 19.03.1993.

fredag den 15. april 2022

To versioner: Brighton Rock (1947/2010) [Bogen og filmen]



DRENGEN MED SKIFERGRÅ ØJNE
Forfatteren konsoliderer sit sted

Af BO GREEN JENSEN

GRAHAM Greene (1904-1991) får stadig nye læsere. 30 år efter forfatterens død er der ingen afmatning i interessen. Hans moralsk gennemlyste spændingsromaner er fortsat medrivende og relevante. Med sin interesse for drømme, tro og psykologi, synes Greene næsten mere moderne i dag. Bøgernes mentale landskab, de forvredne karakterer og den etiske optik, bliver under ét kaldt for »Greeneland«.

   Brighton Rock er en tidlig hjørnesten i forfatterskabet og en af hans mest »katolske« romaner. Greene konverterede som 22-årig. Han gjorde det for at kunne gifte sig, men forholdet til troen løber gennem hele forfatterskabet. Her er de fleste mænd dobbeltagenter, og sympatien er oftest på syndernes side.
   I Brighton Rock lader Greene et evigt drama udspille sig på en lurvet baggrund. Gangsteren Pinkie har drømme om storhed. Omstændigheder tvinger ham til at gifte sig med servitricen Rose. Siden vil han dræbe hende. Begge er teenagere; begge er troende. Mod Pinkies vilje opstår en følelse af fællesskab. Imens kommer glade turister til byen og nyder forlystelserne på deres fridag.


GREENE skrev Brighton Rock i 1938, da han kom hjem fra Mexico-opholdet, som inspirerede rejseskildringen The Lawless Roads (1939) og romanen The Power and the Glory (1940, da. Magten og æren). Den britiske baggrund er valgt med omhu og blik for en mulig billedversion. Greene skrev selv om film i avisen The Spectator og magasinet Night and Day. Han ville gerne arbejde mere med mediet.*
   Der er mange gode historier i Greeneland. Også nutidens filmskabere vil gerne udforske kontinentet og undersøge den særegne blanding af skepsis, lidenskab og kynisme. Flere af forfatterskabets højdepunkter bliver derfor versioneret igen. Utroskabsdramaet The End of the Affair (1951, da. Enden på legen) blev filmatiseret af Edward Dmytryk i 1955 og (glimrende) nyfortolket af Neil Jordan i 1999.
   The Quiet American (1955, da. Den stilfærdige amerikaner), som udspiller sig i Saigon ved begyndelsen af det amerikanske engagement i regionen, blev mishandlet af Joseph L. Mankiewicz i 1958 og mere loyalt genindspillet af Philip Noyce i 2002. Det er sikkert kun et spørgsmål om tid, før nogen igen prøver kræfter med kronjuvelen The Third Man (1949, da. Den tredje mand), som Greene skrev direkte til Carol Reed, før han samme år udgav sit treatment i bogform.



DEN første filmudgave af Brighton Rock er fra 1947 og har en 23-årig Richard Attenborough i rollen som den 17-årige Pinkie Brown. Den senere så berømte filmskaber spiller ond og vred ung mand med en kulde, som forløser karakterens præg af væmmelse og berøringsangst. »Han så et øjeblik huden på hendes lår oven over kunstsilkestrømpen, og et stik af seksuelt begær greb ham som et ildebefindende.« Jo mere Rose holder af Pinkie, jo mere aktivt hader han hende.
   Dramatikeren Terence Rattigan (The Browning Version) skrev den første udgave af manuskriptet, mens Greene var på rejse i Afrika. Greene kom hjem, kritiserede Rattigans treatment og fik lov at levere sit eget. Filmen blev instrueret af John Boulting og produceret af Ray Boulting, hans tvillingebror. Brighton Rock har status som et tidligt eksempel på autentisk britisk film noir. I USA fik den premiere med titlen Young Scarface (og hed i Sverige for resten Lagt kort ligger, dvs. Bordet fanger). Den er istandsat og udgivet på dvd og blu-ray.


ROWAN Joffe fremdaterer handlingen fra 1938 til 1964, hvor Pinkie, Dallow, Spicer og Cubitt er anakronistiske repræsentanter for en verden, som er ved at forsvinde. Fremtiden tilhører de konkurrerende grupper af rockers og mods, som i weekenden »kommer ned fra London« for at føre krig i Brightons gader. Rockoperaen Quadrophenia, som Pete Townshend skrev til The Who i 1973, havde samme baggrund, og Joffes Brighton Rock deler look med Franc Roddams filmudgave af Quadrophenia (1979).
   Da Pinkie iscenesætter Spicers død, under dække af at ville hjælpe ham ud af Brighton, kan han klæde sig som en mod og forsvinde i mængden med Spicer bag på en scooter. Filmens misè-en-scene er dog mere end en opportunistisk effekt. 1960er-stilen fremhæver, hvilken tidløs grusomhed Pinkie Brown inkarnerer. I Greenes roman kunne han gå for at være en af mange mindre rovfisk i mængden, som lever under overfladen i Brighton. Hos Joffe accentueres hans ondskab.


PINKIES grusomhed krystalliseres i scenen, hvor han og Rose går tur på Palace Pier efter det tarvelige bryllup. I en lydtæt bod kan man skære sin egen grammofonplade, og Rose beder sin mand om dette memento.
   Det er karakteristisk for Pinkie, at han ikke kan sige nej. Det er også karakteristisk, at han inde i båsen hvæser, hvad han virkelig føler. I bogen siger han simpelt hen: »Fanden stå i dig, din lille tæve; hvorfor kan du ikke forsvinde for altid og lade mig være i fred?« Bagefter rækker han pladen til Rose: »Jeg siger noget på den – noget kærligt.«
   Ved romanens slutning er Rose på vej tilbage fra syndsforladelsen, som præsten endelig har givet. Hun klamrer sig til hans tøvende analyse af uhyret Pinkie: »Hvis han virkelig elskede dig, så viser det, at der var noget godt...« Rose hører kun: »Hvis han elsker dig, så viser det...«. Hun vil skynde sig hjem og spille sin plade. Greene slutter iskoldt med sætningen: »Hun gik rask afsted i det blege junisollys imod den værste af alle rædsler.«


DER er næppe tvivl om, at noget i Greene kunne dele »drengen« Pinkies foragt. Overhovedet er det dobbeltheden i menneskesynet, som gør det etiske drama så anfægtende. Det var dog Greene selv, der skrev og insisterede på den blidere, meget bevægende slutning, som historien får i begge filmudgaver. Her er et af de smukkeste eksempler på guddommelig indgriben, man har set noget sted. Kald det bare katolsk propaganda, men mærk efter og tænk på, hvor lettet – og overrasket – man bliver.
   Joffe kunne have markeret sin særlige vinkel på stoffet ved at genindsætte Greenes første slutning. I stedet lader han Pinkie komme tæt på at føle ægte menneskevarme. Skønt det moralske landskab nu er i farver, spiller Sam Riley (der debuterede som sangeren Ian Curtis i Control, Anton Corbijns film om bandet Joy Division) ellers figuren med den samme autistiske kulde, som Attenborough demonstrerede i den sort-hvide førsteudgave:
   »Hans fantasi var ikke vågnet. Det var det, som var hans styrke. Han kunne ikke se med andre menneskers øjne eller føle med deres nerver. Kun musik gjorde ham usikker; det fileri vibrerede i hjertet og fik hans nerver til at slappes; det var, som om alderen sneg sig ind på ham, og andre menneskers erfaring hamrede mod hans hjerne.«


PINKIE Brown er karakteren, som får alle andre kræfter i bogen til at blegne. Joffe har givet ham mere baggrund, men også nu er han blot en kriminel katolik, som overtager lederskabet af en sølle gangsterbande, der er ved at tabe terræn til den slibrige casinoejer Colleoni (Andy Serkis). Pinkie inkarnerer et princip: »De skifergrå øjne spejlede den tilintetgørende evighed, hvorfra han kom, og mod hvilken han stilede,« står der hos Greene. Hér er virkelig en af de nødstedte djævle.
   Man er aldrig sikker på Pinkies projekt. Hans motiver er enkle: han skal være byens værste væsel og udviske sporene efter et drab. Derfor må han forføre servitricen fra tesalonen. Han stjæler et belastende foto. Så gifter han sig med pigen, fordi hustruer ikke kan vidne mod deres mænd. Samtidig røber hans kropssprog en ømhed, han instinktivt læser som svaghed. For Pinkie er det ikke nok at gøre det fornødne. Han må udradere barmhjertigheden. I Joffes version synes ondskab at være en tilstand, han gemmer sig i, når »andre menneskers erfaring« hamrer mod hans hjerne.


FORTÆLLINGENS trick er at inddrage tilskueren og gøre ham til sin medvider. Endvidere maksimeres kontrasten mellem blafrende flag, spraglede boder, glade mennesker på Palace Pier og den skjulte verden nedenunder, hvor man lever sit liv efter helt andre regler. Her føres krigen med vitriol og barberknive, som ikke bliver mindre farlige, fordi de ser slidte og billige ud.
   Historien tager sin titel fra byen ved havet og troens klippe, men især fra de kulørte bolsjestænger, man kan købe oppe på Brighton Rock. Navnet er skrevet med en farve, som løber hele vejen ned gennem slikket. Uanset hvor ivrigt man sutter, bliver der ved med at stå »Brighton Rock«. Lige sådan må det være med menneskers væsen. Den troende Pinkie ved, at han synder. Og vælger aktivt sin skæbne i trods.


I ET tredje lag, mellem turister og gangstere, lever hverdagens helte og engle. Ida Arnold og Phil Corkery, restauratøren og butiksindehaveren, som i 1947-filmen blev spillet af Hermione Baddeley og William Hartnell, er hos Joffe skrevet en anelse op, så Helen Mirren og John Hurt (1940-2017) kan få flere vigtige scener. Corkery, som køber sin beskyttelse hos Colleoni, bliver uden videre snittet af Pinkie, men overtager alligevel en del af de replikker, som Greene i bogen har givet til præsten.

   Ida Arnold repræsenterer den sunde, skeptiske modpol til Pinkies katolske spøgelsesverden. Hun vil redde sin servitrice fra den kolde sociopat, som hun ser en dræber i fra begyndelsen. Mirren føjer en faktor af sanselighed til karakteren, og Joffe giver de lokale veteraner en fælles historie. For Pinkie og Rose – Drengen og Pigen – er hun bare en besværlig forhindring. »Pas dig selv, gamle tæve,« siger Pinkie til Ida ved den eneste lejlighed, hvor de taler.
   Konvertitten Greene holdt af at dramatisere sin egen tvivl med den slags figurer. Man skal dog ikke tage fejl af moralen. Måske kæmper Ida ikke forgæves, og hun redder Rose sammen med et bandemedlem, der har set en engel i pigen, som måske kan lære Pinkie at elske. Men historien hedder Brighton Rock. Skønt sympatien nok er hos Ida og Rose, er det Pinkies skærsild, den vil skildre: Drengen med skifergrå øjne, som spejler den tilintetgørende evighed.


GREENES bog er stadig stærk læsning, og Joffes film skræller rusten af historien, så sagens kerne fremstår klart. Måske er persontegningen ikke subtil, men det lykkes filmen at finde visuelle udtryk for metafysiske størrelser, mens den formelle spænding holdes i kog. Rædslen under broen, som Spicer (Phil Davis) føler i flere omgange, er imponerende brutalt forløst. Han dør med et stykke Brighton Rock i sin mund. Og stadig svinder lyset i Greeneland.
   Efter sigende skulle Carey Mulligan spille Rose. Hun trak sig for at medvirke i Oliver Stones Wall Street 2. Det er synd, for Andrea Riseborough er afgjort kædens svageste led. Sam Riley er derimod indbegrebet af Pinkie. Selv kainsmærket, arret efter kniven, som skærer ham i kinden ved begyndelsen af filmen, klæder det uforbederlige menneske.


*) Greenes tekster om film er samlet i Mornings in the Dark: The Graham Greene Film Reader (1993), som David Parkinson har redigeret. Det er et digert bind på 776 sider. Udvalget indeholder endvidere essays, interviews og synopser, men hovedparten er anmeldelser. Mit eget eksemplar er fra Penguin. Den oprindelige udgiver var Carcanet Press. Bogen er senest optrykt i serien Carcanet Classics i 2021.     






Brighton Rock. Instr. og manus: Rowan Joffe. Foto: John Mathieson. 111 min. Storbritannien 2010. Dansk premiere: 28.04.2011.

Brighton Rock. Instr.: John Boulting. Manus: Graham Greene, Terence Rattigan. Foto: Harry Waxman. 92 min. UK 1948. Dansk premiere: 13.09.1950

Graham Greene: Brighton Rock. Oversat efter Brighton Rock (1938) af Henning Pade. Med et forord af Leif Davidsen. 5. danske udgave. 316 s. Forlaget Sohn, 2010.

 

Fotos: Associated British Picture Corporation/ Charter Film Production/ Pathé Pictures/ StudioCanal/ BBC Films/ UK Film Council/ Shine Pictures/ National Portrait Gallery (Graham Greene 1939 - Bassano Ltd.)/ Facsimile Dust Jackets LLC/ CineMaterial/ Filmaffinity/MovieStillsDB
Brighton Rock (1948) streames på Netflix
Brighton Rock (2010) streames på SF Anytime
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 29.04.2011