Darkest Hour: Winston Churchill 1874-1965

DEN BRITISKE KÆMPE

Giv aldrig op, giv aldrig efter

Af BO GREEN JENSEN

2018: WINSTON Churchill er igen alle vegne. Han var en sagnfigur ved sin død i 1965, og tiden har blot gjort ham mere mytologisk. Jeg var ti år, da jeg for egne lommepenge købte Churchill in memoriam, et hasteoversat kompendium af mindeord fra The New York Times. Jeg kendte jo allerede den store cigar og V-tegnet fra tegneserierne i Commando, Attack og Kampflyver.*

   Der har været mange film og tv-serier. Men egentlig aldrig en fremstilling af det lange liv i sammenhæng. Churchill nåede at fylde 90, skønt han drak som en fisk og lod hånt om fysikken. Man ser altid enten den gamle statsmand eller den unge soldat, som svinger sin sabel i Sydafrika. Sidstnævnte red over lærredet i Richard Attenboroughs Young Winston (1972, da. Den unge eventyrer). Her blev han spillet af Simon Ward.

 

DE aktuelle portrætter er snapshots, der fokuserer på en bestemt periode. Den karismatiske kæmpe var britisk premierminister i krigsårene 1940-45. Han kom siden tilbage til embedet fra 1951 til 1955. I Peter Morgans Netflix-serie The Crown (2016-2023), hvor Churchill bliver mesterligt spillet af amerikaneren John Lithgow, er han fanget i tiden omkring sit sidste comeback. Churchill var 77, da det lykkedes ham at blive genvalgt.

   Han var 79, da han fik en blodprop i sommeren 1953. Det var emnet for Charles Sturridges Churchill’s Secret (2016), hvor han blev spillet af Michael Gambon. Han mangler i Lone Scherfigs Their Finest (2016), men han er med i Christina Rosendahls Vores mand i Amerika (2020). Brian Cox havde rollen i Jonathan Teplitskys Churchill (2017). Her fik Churchill anfægtelser ugen før D-Dag. Han er anderledes risikovillig i John Maddens Operation Mincemeat (2021), hvor det gælder om at narre Tyskland til at tro, at de britiske tropper vil gå i Grækenland. Simon Russell Beale er Churchill i filmen, der i øvrigt har Ian Fleming som fortæller.

DARKEST Hour er en gammeldags film, som Gary Oldman dominerer totalt med sin Churchill. Tiden er maj 1940, da Neville Chamberlain (Ronald Pickup) må erkende, at der ikke er opbakning til den forhandlingspolitik, som han og Lord Halifax (Stephen Dillane) stadig ser som en vej ud af krigen mod Hitler.

   Churchill er den eneste kandidat, som begge sider af Underhuset vil støtte. Han er ikke til stede under debatten, som fører til Chamberlains fald. »Hvor er Winston?« bliver der spurgt. »Han sørger for, at man ikke kan se hans fingeraftryk på mordvåbnet,« bliver der svaret.

   Dialogen er atypisk kynisk. Ellers foretrækker instruktøren Joe Wright og forfatteren Anthony McCarten sikre midler som patos og selvopofrende patriotisme. Den gamle politiker ser tilbage på den unge journalist. Han kan faktisk huske ham. Der er derfor noget i tiden, som Churchill forstår, mens fæller og fjender er stivnet. Krigshandlingerne foregår off screen. Hele Dunkerque-forløbet er koncentreret i en modeloptagelse af både, der sejler over kanalen. Andre scener viser øjne, der ser op på himlen, mens bombefly glider forbi.

   Darkest Hour fungerer perfekt, hvis man ser den sammen med Christopher Nolans Dunkirk (2017), hvor den politiske baggrund er fjernet. Og Joe Wright skal være tilgivet. Han skildrede Dunkerque med fuld realisme i Atonement (2007, da. Soning), som stadig er hans bedste film.

DER er vildt utroværdige islæt, f.eks. scenen, hvor Churchill følger kongens råd om at lytte til Folket. I skæbnetimen kører han for første gang med et undergrundstog. Her sidder en murer, en mor med en baby, et sort-hvidt par, en kontorist og en gammelklog skolepige.

   Churchill lader passagerne måbe, beder om ild og beskriver sin tvivl. Alle forsikrer, at de vil kæmpe til det sidste. Så med folkets mandat holder Churchill den berømte tale, som også blev citeret i Dunkirk: 

»We shall go on to the end, we shall fight in France, we shall fight on the seas and oceans, we shall fight with growing confidence and growing strength in the air, we shall defend our island, whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; we shall never surrender, and even if, which I do not for a moment believe, this island or a large part of it were subjugated and starving, then our Empire beyond the seas, armed and guarded by the British Fleet, would carry on the struggle, until, in God's good time, the New World, with all its power and might, steps forth to the rescue and the liberation.«**

FOR Churchills kompromisløshed ved krigens begyndelse, da briterne virkelig stod alene, har man tilgivet ham alle synder. Han var – både før og efter sit stjerneøjeblik – en konservativ pragmatiker, der slog hårdt ned på modstand fra venstrefløjen. Hans værdier kom fra imperietiden. Han var reaktionær og racistisk. Under minearbejderstrejken i 1921 og generalstrejken i 1926 begyndte han, hvad Margaret Thatcher gjorde færdigt i 1985.

   Churchill delte Europa uden at blinke og havde gerne gjort den kolde krig varm. Alligevel husker vi ham med respekt. Han kunne samtidig nyde, ryge, drikke og skrive. Som menneske var han empatisk. Han var en eminent retoriker. Da det gjaldt, sagde han fra og holdt stand.

   Der er blandt kritikere en tendens til at se de ny-patriotiske krigsfilm som kommentarer til Brexit. De bliver læst som populistiske billeder, der siger, at England kan stå alene. Vi har gjort det før. Se på Dunkirk og Blitzen. Vi kan gøre det igen – med eller uden Europa.

   Men Nolans og Wrights film kan lige så godt være modargumenter. Churchill stod alene, fordi han ikke ville opgive Europa. Han var virkelig som en mand i en western: Han ville gøre den rigtige ting. I Darkest Hour ringer Churchill til Franklin D. Roosevelt og trygler om Amerikas hjælp. Han får kun tørre smuler og sidder alene i telefonboksen og er ved at opgive. Vi ser da et menneske tvivle. Det havde Thatcher, Stalin og Trump aldrig gjort.*** 

GARY Oldman er fremragende. Han fik de forventede priser for rollen, herunder BAFTA, Oscar og Golden Globe, og var nomineret 80 andre steder. Det er og bliver dog højt teater. Man glemmer aldrig, at det er Gary Oldman, som har spillet alt fra Sid Vicious og Lee Harvey Oswald til Dracula, Sirius Black og George Smiley, der præsterer. Kristin Scott Thomas er diskret og solidarisk i rollen som Lady Clementine.

   Når lyset falder på en særlig måde, er det egentlig ikke Churchill, man ser. Det er Robert Hardy (1925-2017) i rollen som Churchill. Han spillede den blandt andet i miniserien The Wilderness Years (1981) og den store føljeton om War and Remembrance (1988, da. Verden i flammer). Jeg holder meget af Gary Oldman, men jeg tror mere på ham som Jackson Lamb.

   Darkest Hour oplyser og underholder, filmen er meget seværdig. Det er god, populær historiefortælling, og det er sobert som gammelt tv-teater. Men filmen har ikke en konsekvent æstetik og en kunstnerisk vision, som Nolans Dunkirk til overflod havde.

   England blev reddet i 11. time. Tyskland brød ikke-angrebspagten med Sovjetunionen i juni 1941, japanske fly angreb Pearl Harbor i december samme år. I det tysk besatte Danmark var der flere modstandsgrupper. En af dem kaldte sig Churchill-Klubben.

Se også Bogen og filmen: Ian McEwans Atonement/ Soning (2001/2007); Joe Wright: Anna Karenina (2012); Lone Scherfig: Their Finest (2016); Hyde Park on Hudson: Franklin Delano Roosevelt 1882-1945.

NOTER

*) Churchill in memoriam. Hans liv, hans død, hans vid, hans visdom. Skrevet og redigeret af medarbejderne ved The New York Times. Oversat af Christian Dahlerup Koch. 194 s. 8 tavler. København: Forlaget Hasselbalch, 1965.

Commando-serien (1961-1993, 732 numre), Kampflyver-serien (1962-1989, 518 numre) og Attack-serien (1963-1984, 450 numre) var de danske udgaver af War Picture Library, Air Ace Picture Library og Thriller Picture Library fra forlaget Fleetway i London. Alle var i lommeformat og trykt på billigt papir. Ved dansk start er udsalgsprisen 1 kr – ved slutning var beløbet tidoblet. Mest interessant var antologiserien Attack, hvor flyveresset Battler Brittons bedrifter vekslede med historier om Spion 13 og Dogfight Dixon. Særligt efterspurgte er 12 Fleetway-hæfter, som blev tegnet af Hugo Pratt (1927-1995) , der senere skabte Corto Maltese. I Danmark kom serierne på Interpresse. I UK er Eagle Comics en anden af de gamle serieinstitutioner. Eagle udkom hver fredag med en skønsom blanding af adventure, videnskab og historie. Også her fik Churchill sin biografi. I 2014 blev striberne samlet i The Happy Warrior: The Life Story of Winston Churchill as Told Through the Eagle Comic of the 1950's fra forlaget Uniform Press. Churchill nød opmærksomheden og promoverede aktivt sin myte. Det var Churchill, som henvendte sig til Carl Foreman med ideen til filmen Young Winston.  

**) Churchill holdt sin tale i House of Commons den 4. juni, 1940. Den gør status efter Dunkerque og er henvendt til den britiske befolkning, men især til Franklin D. Roosevelt og USA. Talen er citeret i sin fulde ordlyd på hjemmesiden for International Churchill Society. Hvis man melder sig ind, er der adgang til arkivet med lydoptagelser af Churchills taler. Gebyret er $29 pr. år. Den 41. International Churchill Conference begynder i London den 24. oktober, 2024. Lyt i øvrigt til Ray Davies' fine sang »Mr. Churchill Says« på albummet Arthur or The Decline and Fall of the British Empire (1969) med The Kinks. Den tale sidder dybt i nationen. 

***) Jeg tænker naturligvis på High Noon (1952, da. Sheriffen) med Gary Cooper som den aldrende marshall og (skal det vise sig) eneste retskafne mand i lillebyen Hadleyville i New Mexico-territoriet. Det samme gjorde Churchill, da han kort før sin død rakte ud til Carl Foreman (1914-1984) med ideen til Young Winston. Foreman skrev manuskriptet til High Noon. Filmen var fra begyndelsen pensum for statsledere, der står alene med en svær beslutning. 

   Filmen blev instrueret af Fred Zinnemann, mens kommunistforskrækkelsen i USA var på sit højeste, og nationen førte krig i Korea. Foreman begyndte på produktionen sammen med forretningspartneren Stanley Kramer. Foreman var forhenværende medlem (1938-1942) af det amerikanske kommunistparti. Det kom derfor ikke som en overraskelse, at han blev indkaldt under HUAC-høringerne.

   Foreman henviste til forfatningens femte paragraf og nægtede at angive kolleger. Kramer brød med den sortlistede Foreman, som rejste til England, hvor han bl.a. skrev Bridge on the River Kwai (1957, da. Broen over floden Kwai) til David Lean, skønt Pierre Boulle, forfatteren til Pont de la rivière Kwai (1952), er krediteret i forteksterne. Han stiftede selskabet High Road og producerede selv The Guns of Navarone (1961, da. Navarones kanoner), som han også skrev manuskript til, efter Alistair MacLeans roman.

    High Noon var kontroversiel og succesrig. Få film er så hurtigt blevet læst ideologisk og set på forskellige måder. John Wayne kaldte senere filmen »the most un-American thing I’ve ever seen«. Han sagde nej til hovedrollen og var efter sigende rasende, da High Noon modtog 4 priser ved Academy Awards-uddelingen. Alligevel var det Wayne, som tog imod en Best Actor-Oscar på Coopers vegne. 

   Cooper insisterede på at lave filmen, skønt mange ville tale ham fra det. Han spiller sheriffen Will Kane, som er ved at gå på pension. Han har netop giftet sig med Amy Fowler (Grace Kelly), der er kvæker og pacifist, og vil flytte til en anden by. Han bliver i Hadleyville, da desperadoen Frank Miller (Ian MacDonald) meddeler, at han kommer med sin bande ved middag. Miller vil hævne sig på byen, der satte ham i fængsel.

   Fællesskabet søger tilflugt i kirken og drøfter situationen. En efter en falder støtterne fra og går hjem for at gemme sig i deres huse. Uret tikker hele tiden. High Noon udspiller sig næsten i virkelig tid. Kane er alene på hovedgaden, da klokken nærmer sig middag.

   Skønt byen helst ser hans ryg, bliver den gamle marshall stående. Han vinder, da Amy af kærlighed svigter sine principper og angriber Miller. Efter sejren vil Hadleyville atter tale med Kane og hans hustru, men sheriffen tager sin stjerne af for sidste gang. Han kaster den fra sig i støvet.

   Uanset om man læser fra højre eller venstre, er Kane en mand, der følger sin samvittighed og forpligter sig på et princip. Han trodser konsensus og handler. Han gør »den rigtige ting«. Dwight Eisenhower var den første præsident, som fik High Noon vist flere gange. Ronald Reagan kaldte filmen sin favorit, Bill Clinton skal have vist den 17 gange i Det Hvide Hus, og Bush Jr. henviste til High Noon i sin tale, da han erklærede krigen mod terror. I sin bog om 1950'ernes Hollywood, An Army of Phantoms: American Movies and the Making of the Cold War (2011) har kritikeren J. Hoberman endnu flere eksempler på præsidenter, der har brugt High Noon.

   Med sin mytiske toning er filmen et gennemført gådebillede. Den kan ses som et forsvar for krigsførelsen i Korea. Den kan ses som et forsvar for manden, der nægter at angive kolleger. Den kan endda ses et forsvar for den, der gør det forkerte og nævner navne.

   Foreman trivedes i England. Produktionerne fra High Road var ofte bemandet med sortlistede kolleger. Churchill havde set High Noon, men det var snarere Foremans succes med Navarone, der imponerede ham. Han tilbød selv erindringsbogen My Early Life: A Roving Commission (1930). Han havde muligvis bemærket, hvad det gjorde for John F. Kennedy at få sine krigsoplevelser filmatiseret i PT 109 (1963).

Darkest Hour. Instr.: Joe Wright. Manus: Anthony McCarten. Foto: Bruno Delbonnel. 125 min. UK-USA-Kina 2017. Dansk premiere: 25.01.2018.

Fotos: Focus Features/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStills DB/ Powerhouse Films [Young Winston Indicator BD]/ Eagle Comics/ Uniform Press/ YouTube [Official International Pictures trailer]

Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuiten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 26.01.2018.

Todd Robinson: Lonely Hearts (2006) [Noir 100]

DETEKTIVENS HISTORIE

Et blødere blik på The Honeymoon Killers 

Af BO GREEN JENSEN

TO handlingsspor støtter og nærer hinanden i Todd Robinsons effektivt castede Lonely Hearts. Tiden er 1940ernes slutning, og stedet er et prosaisk USA, hvor uskyld er en absolut mangelvare. Prologen skildrer et ubegribeligt selvmord, som begåes af en kvinde, hvis hænder netop har tilberedt en bryllupsdagskage. Hun skærer sine pulsårer over ved håndledet, og man ser blodet brede sig i badekarret. Det vises oppefra, i en afsindig optik. Man ser ikke kvindens ansigt, og i den første ordinære scene er der allerede gået tre år.

   Nogle eftersøgte mordere er blevet pågrebet, og kriminalassistent Charles Hilderbrandt (James Gandolfini) fortæller i hårdkogt detektivjargon om sin gode ven og kollega Elmer C. Robinson (John Travolta), der ikke kunne hvile og ikke ville give slip, før han havde fundet og fanget de berygtede »Honeymoon Killers«, som efterlod sig et stadig bredere spor af dræbte enlige kvinder og lemlæstede børn.

   Det er også Hilderbrandt, som præsenterer de hæmningsløse mordere. Ray Fernandez (Jared Leto) er en effektiv bondefanger, der reflekterer på enlige kvinders kontaktannoncer. Hvis brevene dufter af penge, slår den tidligt tyndhårede Romeo til. Iklædt toupé og grænseløs selvtillid dræner han sine ofre for penge. Den seriøst sexfikserede og rablende gale Martha Beck (Salma Hayek) er egentlig et offer, som nægter at lade sig vrage. Hun følger efter ham og gør sig uundværlig. For første gang kan manden ikke sige nej.

DET monstrøse par er skabt for hinanden. En sociopat møder en psykopat, og sammen har de kronede dage. Fraskilte kvinder og yngre krigsenker charmeres, forføres og ægtes. Fernandez får pengene ind på sin konto, mens Beck poserer som hans søster. Ligene skaffes lemfældigt af vejen, støbes ned i et gulv, begraves i marken, parteres og kasseres. For Beck er den hede sex allerbedst, når hun og Fernandez er sammen ved siden af ofrenes endnu dampende kroppe.

   Dræberne opererer i solskin. Kriminalbetjentene er derimod natdyr, som bærer bløde hatte og regnfrakker, også når jagten fører dem ud på knastørre marker i Midtvesten. Skønt Hilderbrandt fortæller, er Robinson i fokus. Han er ved at gå til af skyldfølelse. Han taler dårligt med sin teenagesøn og prøver forgæves at skjule sit forhold til kollegaen René (Laura Dern). Han er lige så irrationel med dette, som Fernandez er forfængelig med sin toupé. Robinson føler instinktivt, at han kan rette balancen, hvis han fanger de flygtige Lonely Hearts Killers.

HISTORIEN er ikke grebet ud af luften. Virkelighedens Beck og Fernandez blev pågrebet i 1949, sigtet for 17 drab, hvoraf de tilstod 12, og henrettet i Sing Sing-fængslet den 8. marts 1951. Det er også sandt, at de mødte hinanden via en kontaktannonce. Martha Beck var dog fysisk forskellig fra Salma Hayek, der hér er stylet som en yngre Jane Russell.

   Den virkelige Martha Beck var en neurotisk ulykkelig sygeplejerske, som vejede mere end 100 kilo. Hendes henrettelse måtte udsættes, fordi den elektriske stol skulle justeres. Den spinkle Fernandez var ingen Adonis, men han kunne bedre skrue sin selvfølelse op. Noget sagde klik, da de mødte hinanden. To misfits fandt sammen for at tage hævn.

   Deres historie er filmet flere gange, bl.a. i Leonard Kastles kultfilm The Hooneymoon Killers (1970), en subversiv kultursatire med Shirley Stoler og Tony LoBianco, der fik premiere i kølvandet på Arthur Penns Bonnie and Clyde (1967). I Luís Buñuel-lærlingen Arturo Ripsteins Profundo carmesí (1996, amr. Deep Crimson) er navnene ændret og handlingen henlagt til Mexico. Manden bærer dog stadig toupé, og kvinden i forholdet vejer for meget.

BEGGE fremstillinger solidariserer sig med de monstrøse dræbere. Todd Robinson undgår dette med æstetiske kunstgreb og narrative filtre. I Hayeks skarpe skikkelse er Beck så sindssyg og giftig, at man studerer fænomenet, snarere end at leve sig ind. Frem for alt viser Robinson ofrene, uden at ironisere over deres patetiske træk. Som weekendbruden Janet Long har Alice Krige sin bedste rolle i mange år.

   Endelig er Lonely Hearts detektivens historie. Elmer C. Robinson stirrede sig så blind på sagen, at man kunne frygte for hans forstand. Bagefter slap han imidlertid taget, forlod detektivarbejdet og gik sin vej for at leve et andet sted med sin søn og kvinden som havde ventet, mens besættelsen rasede ud. For så vidt som filmen besidder et hjerte, kommer det til udtryk i scenen, hvor Robinson afhører Beck og slår en ganske fin sprække i hendes porcelænsklokkeagtige narcissisme.

LONELY Hearts er en langt bedre film, end man tror, når man først ser plakaten og hører den lurvede baggrundshistorie. Finessen er formentlig, at instruktøren Todd Robinson er barnebarn af den nidkære Elmer C. Det burde sikkert ikke gøre en forskel - man véd det, fordi man har læst det – men giver ikke desto mindre filmen følelsesmæssig autenticitet.

   Filmen er eksemplarisk fortalt og fornemt designet. Politifolkenes scener er neo-noir i traditionen fra Curtis Hansons L.A. Confidential (1997) og tabloidfotografen Weegees grynede blitzskud af friske gerningssteder, mens Beck og Fernandez opererer i en realistisk genskabt solskinsudgave af 1940ernes USA.

   Robinson oplyser, at den visuelle reference var Paul Hendricksons sofabordsbog Bound for Glory: America in Color 1939-43 (2004), som samler de fotos af Roosevelts USA, der blev taget på vegne af Farm Security Administration og Office of War Information.* Det giver filmen en forførende stoflighed, som kunne stjæle opmærksomhed fra historien, hvis denne ikke var så rå og så rigtig. »Vi tænkte kun på to film, Badlands og In Cold Blood,« siger Robinson om filmens psykologiske register.

*) Hendricksons bog var kataloget til udstillingen af samme navn, som stadig [31.01.2021] ligger på Library of Congress' hjemmeside i en eksemplarisk kurateret onlineversion. Den er under alle omstændigheder værd at besøge.  

Lonely Hearts. Instr. og manus: Todd Robinson. Foto: Peter Levy. 108 min. USA 2006. Dansk premiere: 27.10.2006

Fotos: Millennium Films/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinty

Filmen streames på FILMSTRIBEN

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 27.10.2006

Hyde Park on Hudson: Franklin Delano Roosevelt 1882-1945

FRANKLINS FRIMÆRKER

Fiktive fremstillinger af FDR

Af BO GREEN JENSEN

FRANKLIN Delano Roosevelt (1882-1945), De Forenede Staters 32. præsident, var den vigtigste amerikanske statsleder mellem Abraham Lincoln og John F. Kennedy.

   Demokraten blev genvalgt to gange og sad i tre embedsperioder. Ved sin død blev han afløst af Harry S. Truman, som tog beslutningen om at anvende kernevåben, satte hårdt mod hårdt i Korea og trak fronterne op ved begyndelsen af Den Kolde Krig. Trumans politik har præget eftertiden i mindst lige så høj grad som Roosevelts – men det er FDR, man husker og har meninger om i fælleskulturen.*

   Roosevelt var aristokraten, som tilhørte en af nationens ældste familier, men blev Folkets mand og Fælleskabets varmeste fortaler. Han angreb Depressionen med øget økonomisk styring, offentlige anlægsarbejder og store hjælpepakker, der under ét blev kendt som The New Deal.

   Roosevelt var et politisk dyr og en stor populist. Han talte om ikke at frygte andet end frygten og brugte »Happy Days Are Here Again« som bannersang. Han var demagogen, som forstod at være ærlig, og han styrede USA gennem to faretruende perioder – 1930ernes krise og 1940ernes krig mod aksemagterne – som blev bestemmende for Det Amerikanske Århundrede.

PRIVAT blev han gift og fik seks børn med pionerfeministen Eleanor Roosevelt (1884-1962), den progressive førstedame, som var sin tids Hilary Clinton. Hun var væsentlig for hans embedsførelse og tolererede hans udenomsægteskabelige affærer.
   Disse hørte ikke op, da Roosevelt som 40-årig fik polio og blev lam fra livet og ned. Han lærte sig at gå en kort afstand ved hjælp af stokke og bøjler, brugte ikke sin kørestol uden for hjemmet og indgik en pagt med pressen, som aldrig viste ham i sårbare situationer. Nutidens mediefolk måber, fordi det kunne lade sig gøre dengang.

   Eleanor og Franklin boede hos hans mor, i familieejendommen Springwood ved Hudson River i Hyde Park, New York. Med tiden fik Eleanor sit eget hus, Val-Kill, som lå i nærheden. Hun havde flere forhold til kvindelige kærester. Præsidenten tegnede selv et tredje hus, Top Cottage, som var funktionelt og handicapvenligt. Under ét hed komplekset Hyde Park on Hudson.

   Netop hér venter man vigtigt besøg, da Roger Michells film tager sin begyndelse. Franklin (Bill Murray) og Eleanor (Olivia Williams) har inviteret George VI (Samuel West), den britiske konge, og hans hustru, Elizabeth (Olivia Colman), på en uformel weekend med skovtur og lokal underholdning. Det er juni 1939, sommeren før mørket, der åbner sig i september samme år.

    De britiske gæster er usikre og nervøse. Hvis man ikke husker historiebøgernes fremstilling, har man sikkert set familien i Tom Hoopers udmærkede The King’s Speech (2010), som Hyde Park on Hudson deler snit og form med. Man vil tale om træk i den store historie ved at fokusere på anekdotiske detaljer i den lille. Det lykkes bedre for Hooper end for Michell, skønt afsættet ellers er lovende nok.

KONGEN har netop afløst sin bror, Edward VIII, som abdicerede for at kunne gifte sig med den notorisk fraskilte Wallis Simpson. Parret kommer for at bede USA om hjælp og sikre sig stormagtens støtte i den kommende krig mod det nazistiske Tyskland. Roosevelt var aldrig isolationist, men to år før Pearl Harbor så han ikke USA som en aktiv part i en mulig konflikt. Snarere skulle Amerika fungere som »demokratiets arsenal« og forsyne de allierede med våben. På den måde imødekom han oppositionen. Det ville også give mening i forhold til nationaløkonomien.

   Den store mand er mere presset end sædvanligt. Hans stab har derfor kontaktet kusinen Margaret »Daisy« Suckley (Laura Linney), en fjern slægtning fra den mindre velstillede del af familien. De legede nu og da sammen som børn. Hun skal tale med FDR og gøre ham selskab på afstressende ture i den specialbyggede 1936 Ford Phaeton, som han kan betjene med sine hænder.

HISTORIEN er lagt i Daisys synsvinkel. Det er sammen med hende, at publikum præsenteres for Franklin og den excentriske husholdning. Han spørger, om hun vil se hans fornemme frimærkesamling, vel vidende at det er en klassisk scoreteknik. De kører gennem det favnende landskab i Hudson Valley og bliver snart fortrolige. Efter et par ture vinker han sikkerhedsvagterne væk. Han parkerer og lægger Daisys hånd i sit skød. Hun gør det fornødne, og så er de kærester af en slags.

   Men hvilken slags? Franklin er for det første trofast i alliancen med Eleanor. Ægtefællerne har indgået en pagt om at repræsentere firmaet USA. Og forholdet til Daisy er blot ét i rækken af vanemæssige sidespring. Missy (Elizabeth Marvel), Eleanors køligt effektive sekretær, behandler Daisy som forgyldt tyende, før hun forbarmer sig og sætter den naive kusine ind i situationen. FDR har små affærer med mange kvinder i Hudson Valley. Hun indgår selv på listen.

   

FILMEN påberåber sig en autenticitet, som vist nok er mere kontroversiel, end de fyndige skærmtekster giver det udseende af. Margaret Suckley var én af de fire kvinder ved Roosevelts dødsleje. Hun fungerede siden som arkivar på The Franklin D. Roosevelt Presidential Library and Museum. Filmens manuskript er baseret på breve og dagbøger, som blev fundet i en æske under sengen, da hun døde i 1999, 91 år gammel. Dog har flere af Roosevelts biografer sat spørgsmåltegn ved historien.

   Der er til gengæld ingen tvivl om, at det britiske kongepar kom til Hyde Park og blev bespist med hot dogs foran Top Cottage. Den orkestrerede mediebegivenhed blev foreviget af fotografer og filmet til nyhedsrevyer. Michell kopierer samvittighedsfuldt disse scener, som filmen naturligvis kører til slut.

   Ligesom denne tekst bruger Michells film megen tid på at forklare konteksten og sætte i scene. Ergo venter man sig noget særligt, da Hyde Park on Hudson begynder for alvor. Det særlige kommer dog aldrig. Tonen er som høfligt tv-teater, og det er forbavsende antiklimaktisk at se Bill Murray spille en dramatisk rolle, hvor han ikke skal bruge sine patenterede manierismer: pokeransigtet, den lakoniske humor og syrlige fremtoning. Man vil meget hellere se ham i Groundhog Day, Wes Andersons Rushmore eller Sofia Coppolas Lost in Translation.

MICHELLS film er en kuriøs konstruktion. Vist kører Daisy ture med Franklin, og der gemmer sig en spinkel historie om ømhed mellem mennesker i scenerne, hvor hun tilfredsstiller den frejdigt promiskuøse præsident. Men i den større historie er hun dårligt placeret som vidnet, der erfarer på publikums vegne. Under den officielle middag lader Franklin hende vente ved døren – netop som en blanding af fattig kusine, hired help og seksuelt faktotum.

   De bedste scener er dialogerne, som Bertie og Elizabeth fører i soveværelset, helt uden for referat. De britiske gæster fortolker værtens udfordrende strategi. På væggen hænger karikaturtegninger fra kolonitiden. Kongeparret gruer for skovturen næste dag, hvor underholdningen leveres af indfødte amerikanske kunstnere som Prinsesse Te Ata og Ish-ti-obi, »den indianske Caruso«. Hvad er meningen med at servere hot dogs? Er det en raffineret fornærmelse, eller forstår FDR bare ikke, hvor alvorlig situationen er, og hvor langt de royale gæster har strakt sig?

   Det gør FDR. Der er en fin scene, hvor den handicappede præsident taler mand-til-mand med den stammende konge, mens han kanter sig fra det ene bord til det andet, akavet og alligevel værdigt. Bagefter er kongen vundet for sagen, da han går op til sin hustru. Ved daggry står parret ved vinduet sammen. De måber og morer sig lidt over aktiviteten. De føler sig som innocents abroad. Den-og-den forlader soveværelset hos den-og-den. »Han har vist også noget i gang med sekretæren.«

ROOSEVELT har set rigtigt. Fotoet af kongen, som tager en stor bid af den jævne mands favoritsnack, går Amerika og verden rundt. USA forholder sig afventende, da krigen bryder ud, men livlinen er sikret, og hvis japanerne ikke selv havde fundet på at angribe Pearl Harbor, kunne FDR have fundet andre grunde til at træde aktivt ind i konflikten. Præsidenten var måske en sjuft i sit forhold til kvinder, men få har kritiseret hans politiske eftermæle. Det gør Hyde Park on Hudson bestemt heller ikke.

   Det forbliver uklart, hvad den så vil. Margarets rolle er for speciel til at sige noget alment om kvinders vilkår i 1930erne. På film bliver Roosevelt som regel reduceret til en elskelig karikatur med lorgnetter, blød hat, stort smil og en tændt cigaret i et cigaretrør, der koncentrerer karakteren, som cigaren og V-tegnet definerede Winston Churchill.
   Ralph Bellamy spillede FDR i tv-versionerne af Herman Wouks The Winds of War (1983) og War and Remembrance (1988-89). Edward Herrmann gjorde det eksemplarisk i Eleanor and Franklin (1975) og Eleanor and Franklin: The White House Years (1976). Jason Robards gjorde det elskeligt i FDR: The Last Year (1980). Den mest radikale fremstilling er Kenneth Branaghs i tv-filmen Warm Springs (2005).

BILL Murrays figur er varm og loyal, men den føjer intet til til standardversionen. Filmskaberen Roger Michell var muligvis mainstream i Notting Hill og Morning Glory, men stærk, litterær og erotisk i The Mother, hvor Daniel Craig havde et seksuelt forhold til en langt ældre kvinde, og filmatiseringen af Ian McEwans Enduring Love. Han er egentlig teaterinstruktør og har instrueret flere af Richard Nelsons tekster, bl.a. Some Americans Abroad og Two Shakesperian Actors. Hyde Park on Hudson ligner teater, der anstrenger sig for at blive til film.

   Man sidder tilbage med et hvad så? Jeg må dog sige, at indtrykket blev nuanceret, da jeg – på bluray-udgaven af Hyde Park on Hudson – havde lyttet til Michells oplæsning af »First Day on the Set«, en prosalyrisk reportage, som beskriver stemningen på optagelsernes første morgen. En hær af mennesker er mobiliseret for at fange de nænsomme stunder mellem Franklin og Daisy. Her taler Michell besnærende om sine håb for filmen, han begynder på. I glimt kan man se konturerne af den, men alt for ofte er Hyde Park on Hudson blot ordinær.

RIP Roger Michell 1956-2021

*) Et særlig fint – og stærkt satirisk – mindesmærke er Ry Cooders version af calypsohittet »F.D.R. in Trinidad«, som han gav nyt liv på americana-albummet Into the Purple Valley (1972), hvor 11 sange fra Forbudstiden og Depressionen samler sig til et solidt panorama. Fitz McLean skrev sangen i 1936. da Roosevelt besøgte Trinidad for at pleje militære og økonomiske interesser i den caribiske baggård. Sangen var et hit for Atila the Hun – alias Raymond Quevedo (1892-1962), som blev politiker, da hans musikalske karriere var forbi. Quevedo blev valgt til Trinidads lovgivende forsamling i 1950. Han kæmpede indædt for østatens selvstændighed. Trinidad var under britisk herredømme, men blev lejet ud til USA. Trinidad fik uafhængighed i 1962. Sangen kritiserer USAs politik, men lader FDR have alfaderlig status. Det er typisk for det historiske syn på præsidenten.  

Hyde Park on Hudson. Instr.: Roger Michell. Manus: Richard Nelson. Foto: Lol Crawley. 94 min. Storbritannien 2012. Dansk premiere: 20.06.2013

Fotos: Der findes kun to fotos af FDR i sin kørestol. Det var netop Margaret 'Daisy' Suckley, som tog det, der ledsager denne artikel. Frandlin D. Roosevelt Library/ Focus Features/ MoviestillsDB/ Cinematerial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Pictures 27.05.2013

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.06.2013