Darkest Hour: Winston Churchill 1874-1965

DEN BRITISKE KÆMPE

Giv aldrig op, giv aldrig efter

Af BO GREEN JENSEN

2018: WINSTON Churchill er igen alle vegne. Han var en sagnfigur ved sin død i 1965, og tiden har blot gjort ham mere mytologisk. Jeg var ti år, da jeg for egne lommepenge købte Churchill in memoriam, et hasteoversat kompendium af mindeord fra The New York Times. Jeg kendte jo allerede den store cigar og V-tegnet fra tegneserierne i Commando, Attack og Kampflyver.*

   Der har været mange film og tv-serier. Men egentlig aldrig en fremstilling af det lange liv i sammenhæng. Churchill nåede at fylde 90, skønt han drak som en fisk og lod hånt om fysikken. Man ser altid enten den gamle statsmand eller den unge soldat, som svinger sin sabel i Sydafrika. Sidstnævnte red over lærredet i Richard Attenboroughs Young Winston (1972, da. Den unge eventyrer). Her blev han spillet af Simon Ward.

 

DE aktuelle portrætter er snapshots, der fokuserer på en bestemt periode. Den karismatiske kæmpe var britisk premierminister i krigsårene 1940-45. Han kom siden tilbage til embedet fra 1951 til 1955. I Peter Morgans Netflix-serie The Crown (2016-2023), hvor Churchill bliver mesterligt spillet af amerikaneren John Lithgow, er han fanget i tiden omkring sit sidste comeback. Churchill var 77, da det lykkedes ham at blive genvalgt.

   Han var 79, da han fik en blodprop i sommeren 1953. Det var emnet for Charles Sturridges Churchill’s Secret (2016), hvor han blev spillet af Michael Gambon. Han mangler i Lone Scherfigs Their Finest (2016), men han er med i Christina Rosendahls Vores mand i Amerika (2020). Brian Cox havde rollen i Jonathan Teplitskys Churchill (2017). Her fik Churchill anfægtelser ugen før D-Dag. Han er anderledes risikovillig i John Maddens Operation Mincemeat (2021), hvor det gælder om at narre Tyskland til at tro, at de britiske tropper vil gå i Grækenland. Simon Russell Beale er Churchill i filmen, der i øvrigt har Ian Fleming som fortæller.

DARKEST Hour er en gammeldags film, som Gary Oldman dominerer totalt med sin Churchill. Tiden er maj 1940, da Neville Chamberlain (Ronald Pickup) må erkende, at der ikke er opbakning til den forhandlingspolitik, som han og Lord Halifax (Stephen Dillane) stadig ser som en vej ud af krigen mod Hitler.

   Churchill er den eneste kandidat, som begge sider af Underhuset vil støtte. Han er ikke til stede under debatten, som fører til Chamberlains fald. »Hvor er Winston?« bliver der spurgt. »Han sørger for, at man ikke kan se hans fingeraftryk på mordvåbnet,« bliver der svaret.

   Dialogen er atypisk kynisk. Ellers foretrækker instruktøren Joe Wright og forfatteren Anthony McCarten sikre midler som patos og selvopofrende patriotisme. Den gamle politiker ser tilbage på den unge journalist. Han kan faktisk huske ham. Der er derfor noget i tiden, som Churchill forstår, mens fæller og fjender er stivnet. Krigshandlingerne foregår off screen. Hele Dunkerque-forløbet er koncentreret i en modeloptagelse af både, der sejler over kanalen. Andre scener viser øjne, der ser op på himlen, mens bombefly glider forbi.

   Darkest Hour fungerer perfekt, hvis man ser den sammen med Christopher Nolans Dunkirk (2017), hvor den politiske baggrund er fjernet. Og Joe Wright skal være tilgivet. Han skildrede Dunkerque med fuld realisme i Atonement (2007, da. Soning), som stadig er hans bedste film.

DER er vildt utroværdige islæt, f.eks. scenen, hvor Churchill følger kongens råd om at lytte til Folket. I skæbnetimen kører han for første gang med et undergrundstog. Her sidder en murer, en mor med en baby, et sort-hvidt par, en kontorist og en gammelklog skolepige.

   Churchill lader passagerne måbe, beder om ild og beskriver sin tvivl. Alle forsikrer, at de vil kæmpe til det sidste. Så med folkets mandat holder Churchill den berømte tale, som også blev citeret i Dunkirk: 

»We shall go on to the end, we shall fight in France, we shall fight on the seas and oceans, we shall fight with growing confidence and growing strength in the air, we shall defend our island, whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; we shall never surrender, and even if, which I do not for a moment believe, this island or a large part of it were subjugated and starving, then our Empire beyond the seas, armed and guarded by the British Fleet, would carry on the struggle, until, in God's good time, the New World, with all its power and might, steps forth to the rescue and the liberation.«**

FOR Churchills kompromisløshed ved krigens begyndelse, da briterne virkelig stod alene, har man tilgivet ham alle synder. Han var – både før og efter sit stjerneøjeblik – en konservativ pragmatiker, der slog hårdt ned på modstand fra venstrefløjen. Hans værdier kom fra imperietiden. Han var reaktionær og racistisk. Under minearbejderstrejken i 1921 og generalstrejken i 1926 begyndte han, hvad Margaret Thatcher gjorde færdigt i 1985.

   Churchill delte Europa uden at blinke og havde gerne gjort den kolde krig varm. Alligevel husker vi ham med respekt. Han kunne samtidig nyde, ryge, drikke og skrive. Som menneske var han empatisk. Han var en eminent retoriker. Da det gjaldt, sagde han fra og holdt stand.

   Der er blandt kritikere en tendens til at se de ny-patriotiske krigsfilm som kommentarer til Brexit. De bliver læst som populistiske billeder, der siger, at England kan stå alene. Vi har gjort det før. Se på Dunkirk og Blitzen. Vi kan gøre det igen – med eller uden Europa.

   Men Nolans og Wrights film kan lige så godt være modargumenter. Churchill stod alene, fordi han ikke ville opgive Europa. Han var virkelig som en mand i en western: Han ville gøre den rigtige ting. I Darkest Hour ringer Churchill til Franklin D. Roosevelt og trygler om Amerikas hjælp. Han får kun tørre smuler og sidder alene i telefonboksen og er ved at opgive. Vi ser da et menneske tvivle. Det havde Thatcher, Stalin og Trump aldrig gjort.*** 

GARY Oldman er fremragende. Han fik de forventede priser for rollen, herunder BAFTA, Oscar og Golden Globe, og var nomineret 80 andre steder. Det er og bliver dog højt teater. Man glemmer aldrig, at det er Gary Oldman, som har spillet alt fra Sid Vicious og Lee Harvey Oswald til Dracula, Sirius Black og George Smiley, der præsterer. Kristin Scott Thomas er diskret og solidarisk i rollen som Lady Clementine.

   Når lyset falder på en særlig måde, er det egentlig ikke Churchill, man ser. Det er Robert Hardy (1925-2017) i rollen som Churchill. Han spillede den blandt andet i miniserien The Wilderness Years (1981) og den store føljeton om War and Remembrance (1988, da. Verden i flammer). Jeg holder meget af Gary Oldman, men jeg tror mere på ham som Jackson Lamb.

   Darkest Hour oplyser og underholder, filmen er meget seværdig. Det er god, populær historiefortælling, og det er sobert som gammelt tv-teater. Men filmen har ikke en konsekvent æstetik og en kunstnerisk vision, som Nolans Dunkirk til overflod havde.

   England blev reddet i 11. time. Tyskland brød ikke-angrebspagten med Sovjetunionen i juni 1941, japanske fly angreb Pearl Harbor i december samme år. I det tysk besatte Danmark var der flere modstandsgrupper. En af dem kaldte sig Churchill-Klubben.

Se også Bogen og filmen: Ian McEwans Atonement/ Soning (2001/2007); Joe Wright: Anna Karenina (2012); Lone Scherfig: Their Finest (2016); Hyde Park on Hudson: Franklin Delano Roosevelt 1882-1945.

NOTER

*) Churchill in memoriam. Hans liv, hans død, hans vid, hans visdom. Skrevet og redigeret af medarbejderne ved The New York Times. Oversat af Christian Dahlerup Koch. 194 s. 8 tavler. København: Forlaget Hasselbalch, 1965.

Commando-serien (1961-1993, 732 numre), Kampflyver-serien (1962-1989, 518 numre) og Attack-serien (1963-1984, 450 numre) var de danske udgaver af War Picture Library, Air Ace Picture Library og Thriller Picture Library fra forlaget Fleetway i London. Alle var i lommeformat og trykt på billigt papir. Ved dansk start er udsalgsprisen 1 kr – ved slutning var beløbet tidoblet. Mest interessant var antologiserien Attack, hvor flyveresset Battler Brittons bedrifter vekslede med historier om Spion 13 og Dogfight Dixon. Særligt efterspurgte er 12 Fleetway-hæfter, som blev tegnet af Hugo Pratt (1927-1995) , der senere skabte Corto Maltese. I Danmark kom serierne på Interpresse. I UK er Eagle Comics en anden af de gamle serieinstitutioner. Eagle udkom hver fredag med en skønsom blanding af adventure, videnskab og historie. Også her fik Churchill sin biografi. I 2014 blev striberne samlet i The Happy Warrior: The Life Story of Winston Churchill as Told Through the Eagle Comic of the 1950's fra forlaget Uniform Press. Churchill nød opmærksomheden og promoverede aktivt sin myte. Det var Churchill, som henvendte sig til Carl Foreman med ideen til filmen Young Winston.  

**) Churchill holdt sin tale i House of Commons den 4. juni, 1940. Den gør status efter Dunkerque og er henvendt til den britiske befolkning, men især til Franklin D. Roosevelt og USA. Talen er citeret i sin fulde ordlyd på hjemmesiden for International Churchill Society. Hvis man melder sig ind, er der adgang til arkivet med lydoptagelser af Churchills taler. Gebyret er $29 pr. år. Den 41. International Churchill Conference begynder i London den 24. oktober, 2024. Lyt i øvrigt til Ray Davies' fine sang »Mr. Churchill Says« på albummet Arthur or The Decline and Fall of the British Empire (1969) med The Kinks. Den tale sidder dybt i nationen. 

***) Jeg tænker naturligvis på High Noon (1952, da. Sheriffen) med Gary Cooper som den aldrende marshall og (skal det vise sig) eneste retskafne mand i lillebyen Hadleyville i New Mexico-territoriet. Det samme gjorde Churchill, da han kort før sin død rakte ud til Carl Foreman (1914-1984) med ideen til Young Winston. Foreman skrev manuskriptet til High Noon. Filmen var fra begyndelsen pensum for statsledere, der står alene med en svær beslutning. 

   Filmen blev instrueret af Fred Zinnemann, mens kommunistforskrækkelsen i USA var på sit højeste, og nationen førte krig i Korea. Foreman begyndte på produktionen sammen med forretningspartneren Stanley Kramer. Foreman var forhenværende medlem (1938-1942) af det amerikanske kommunistparti. Det kom derfor ikke som en overraskelse, at han blev indkaldt under HUAC-høringerne.

   Foreman henviste til forfatningens femte paragraf og nægtede at angive kolleger. Kramer brød med den sortlistede Foreman, som rejste til England, hvor han bl.a. skrev Bridge on the River Kwai (1957, da. Broen over floden Kwai) til David Lean, skønt Pierre Boulle, forfatteren til Pont de la rivière Kwai (1952), er krediteret i forteksterne. Han stiftede selskabet High Road og producerede selv The Guns of Navarone (1961, da. Navarones kanoner), som han også skrev manuskript til, efter Alistair MacLeans roman.

    High Noon var kontroversiel og succesrig. Få film er så hurtigt blevet læst ideologisk og set på forskellige måder. John Wayne kaldte senere filmen »the most un-American thing I’ve ever seen«. Han sagde nej til hovedrollen og var efter sigende rasende, da High Noon modtog 4 priser ved Academy Awards-uddelingen. Alligevel var det Wayne, som tog imod en Best Actor-Oscar på Coopers vegne. 

   Cooper insisterede på at lave filmen, skønt mange ville tale ham fra det. Han spiller sheriffen Will Kane, som er ved at gå på pension. Han har netop giftet sig med Amy Fowler (Grace Kelly), der er kvæker og pacifist, og vil flytte til en anden by. Han bliver i Hadleyville, da desperadoen Frank Miller (Ian MacDonald) meddeler, at han kommer med sin bande ved middag. Miller vil hævne sig på byen, der satte ham i fængsel.

   Fællesskabet søger tilflugt i kirken og drøfter situationen. En efter en falder støtterne fra og går hjem for at gemme sig i deres huse. Uret tikker hele tiden. High Noon udspiller sig næsten i virkelig tid. Kane er alene på hovedgaden, da klokken nærmer sig middag.

   Skønt byen helst ser hans ryg, bliver den gamle marshall stående. Han vinder, da Amy af kærlighed svigter sine principper og angriber Miller. Efter sejren vil Hadleyville atter tale med Kane og hans hustru, men sheriffen tager sin stjerne af for sidste gang. Han kaster den fra sig i støvet.

   Uanset om man læser fra højre eller venstre, er Kane en mand, der følger sin samvittighed og forpligter sig på et princip. Han trodser konsensus og handler. Han gør »den rigtige ting«. Dwight Eisenhower var den første præsident, som fik High Noon vist flere gange. Ronald Reagan kaldte filmen sin favorit, Bill Clinton skal have vist den 17 gange i Det Hvide Hus, og Bush Jr. henviste til High Noon i sin tale, da han erklærede krigen mod terror. I sin bog om 1950'ernes Hollywood, An Army of Phantoms: American Movies and the Making of the Cold War (2011) har kritikeren J. Hoberman endnu flere eksempler på præsidenter, der har brugt High Noon.

   Med sin mytiske toning er filmen et gennemført gådebillede. Den kan ses som et forsvar for krigsførelsen i Korea. Den kan ses som et forsvar for manden, der nægter at angive kolleger. Den kan endda ses et forsvar for den, der gør det forkerte og nævner navne.

   Foreman trivedes i England. Produktionerne fra High Road var ofte bemandet med sortlistede kolleger. Churchill havde set High Noon, men det var snarere Foremans succes med Navarone, der imponerede ham. Han tilbød selv erindringsbogen My Early Life: A Roving Commission (1930). Han havde muligvis bemærket, hvad det gjorde for John F. Kennedy at få sine krigsoplevelser filmatiseret i PT 109 (1963).

Darkest Hour. Instr.: Joe Wright. Manus: Anthony McCarten. Foto: Bruno Delbonnel. 125 min. UK-USA-Kina 2017. Dansk premiere: 25.01.2018.

Fotos: Focus Features/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStills DB/ Powerhouse Films [Young Winston Indicator BD]/ Eagle Comics/ Uniform Press/ YouTube [Official International Pictures trailer]

Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuiten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 26.01.2018.

Christina Rosendahl: Vores mand i Amerika | The Good Traitor (2020)

FRED I VOR TID
Diplomaten der gik sine egne veje

Af BO GREEN JENSEN

HENRIK Kauffmann (1888-1963) var ambassadøren, som repræsenterede Danmark i USA under og (længe) efter 2. verdenskrig. Han kom til Washington efter udstationeringer i New York, Berlin, Rom, Peking (kombineret med Tokyo og senere Bangkok) og hele syv år i Oslo.

   I diplomatiske cirkler svømmede han som en fisk. Mere kompliceret var forholdet til den prosaiske virkelighed, hvor situationer ikke altid kunne løses i høj fart med panache og et flot pennestrøg. Han havde flanørens ekspansive facon. Og mente, at han var i sin gode ret til at overhøre politikerne hjemme, fordi han vidste bedre og kendte til spillet.

   Da Tyskland besatte Danmark, handlede Kauffmann resolut. Han og Povl Bang-Jensen, som varetog det juridiske rugbrødsarbejde, besluttede at gå enegang og erklære sig ude af stand til at modtage ordrer fra »den ufrie danske regering«. Det er formuleringen i Dansk Biografisk Leksikon, hvor jeg har læst op på sandhedsværdien i Christina Rosendahls helteportræt.

   Filmen om Vores mand i Amerika synes ofte for enkel og eventyrlig til at være helt sand. Man tænker, at der må have været flere forhindringer. Ulrich Thomsen fremstiller Kauffmann som en Indiana Jones med slips. Christina Rosendahl har sin primære kilde i Bo Lidegaards bøger om fribytteren, I Kongens Navn (2013) og Uden mandat (2020).

DET synes faktisk at passe alt sammen. Måske ikke lige det indtryk, som filmen giver af præsident Roosevelt som en husven, der er besnakkelig, fordi han kendte admiralen, som var far til Kauffmanns hustru, Charlotte McDougall (1900-1963), og søsteren Zilla, som var Kauffmanns elskerinde. Måske heller ikke scenen, hvor Kauffmann spiser natmad med F.D.R. og Winston Churchill, som må fejre, at nu går USA i krig. Men resten ser i store træk rigtigt ud.

   Det er en fantastisk historie om en sammensat mand, der er lige dele helt og anti-helt. Hans hustru er med ham det meste af vejen. Det er Charlotte, som opfordrer Henrik til at føre stødet igennem og satse, da Tyskland indtager Danmark uden nævneværdig modstand. Har han ikke altid sagt, at diplomati består af 50% information og 50% hasardspil? Jo. Godt. Så er det nu, at du og Povl skal gøre jeres indsats.

   Indsatsen er smuk behændighedskunst. Kauffmann erklærer sig som det frie Danmarks sande gesandt og ignorerer så vidt muligt alle instrukser og henvendelser fra København, hvor regeringen og embedsværket raser.

   USA vælger at anerkende Kauffmann. Det er diplomaten Berle, som afviser Henrik, indtil han leverer sit slagtilbud. USA må have baser på Grønland. Og modsat de grønlandske landsformænd, kan Henrik garantere en uopsigelig kontrakt om brugsret til Grønland.

ROSENDAHL fremstiller Kauffmann som en begavet jonglør. Ulrich Thomsen er mere end på hjemmebane i rollen. Også Mikkel Boe Følsgaard fylder i landskabet som den kompromisløse Povl Bang-Jensen. Han har sin modpol i Einar Blechingberg (et fiktivt amalgam, formoder jeg), som er misundelig og venter på chancen til at vippe det gyldne tandem af pinden.

   Historien var på Kauffmanns side, og det var heldigvis den gode side. Landsforræderen så rigtigt, da han overskred sine beføjelser. Han hjalp os med at redde ansigt; han solgte Grønland dyrt og godt. Instruktøren siger, at hun håber, vi alle vil følge Kauffmanns eksempel, når frie værdier er truet.

   Det er hér, at jeg har et lille problem med filmen. Tænk hvis én, som holdt med de forkerte, havde handlet så kavaleragtigt. Og når Donald Trump taler om at »bære Grønland«, dvs. løfte byrden ved at være en kolonimagt, selv om det hedder noget andet nu, er hans ejermanér vel en konsekvens af handlen, som Kauffmann og USA indgik.

CHRISTINA Rosendahl ved alt dette. Hun siger, at hun stødte på historien og blev forbløffet, da hun lavede sin research til Idealisten (2015). I den film beskrev hun, hvordan DR-journalisten Poul Brink blev ved at bore i sagen om amerikanske kernevåben på basen ved Thule. Og ingen ville svare ham.

   Idealisten var en konspirationsthriller med intens atmosfære. Vores mand i Amerika bruger en helt anden palet. Det lykkes at skabe et billede af den solbeskinnede sorgløshed i Washingtons diplomatiske boble. Krigen er noget, der bliver talt om i radioen. Danmark er trange kontorer set i Vilhelm Hammershøi-lys. I USA er der velstand, blå swimmingpool og parketgulve, som Kauffmann kan bede Bang-Jensen tegne et verdenskort på.

   Der er en stemning af fransk Indokina eller Afrika i afhændelsestiden. En lille overmodenhed. Og altid en svag svimmelhed. Det er på sin plads at fremhæve fotografen Louise McLaughlin og scenografen Rie Lykke. Det lykkes dem at skabe fornemmelsen af en stor periodefilm.

ROSENDAHL vælger at gå ind i Charlotte Kauffmanns vinkel og dele hendes blik på sin mand og sin tid. Som Denise Gough fremstiller karakteren, ved Charlotte godt, at hendes jalousi over Henriks forhold til søsteren (som spilles af Zoë Tapper) ikke fører til noget godt. Men hun oplever det som et forræderi. Da hun ødelægger en reception ved at drikke for meget og være bitter, skærer han igennem. Han siger, at deres – hendes – lykke betyder meget lidt. De fleste film ville give ham ret. Det får han ikke ubetinget hér.

   Rosendahl fremhæver parrets dødsmåde som den lille dør, der blev hendes personlige vej ind i mysteriet. Begge ægtefæller døde på Skodsborg Badesanatorium den 5. juni 1963. Hvordan er ingen hemmelighed. Filmen lægger det frem i prologen og vender tilbage til slut. Jeg vil dog ikke røbe, hvad der skete. Det er filmens stærkeste scener.

DER er meget at sætte pris på i den historiske fremstilling. Der er også en lille tendens til at (melo)dramatisere storpolitikken i retning af From Here to Eternity (1953, da. Herfra til Evigheden), The Winds of War (1983, da. Krigens vinde), Pearl Harbor (2000) osv. Det er interessant at sammenligne Anders Refns De forbandede år (2020) med Vores Mand i Amerika. De overlapper i tidsbilledet, men er modsætninger i menneskesynet.

   Rosendahl tror på Indiana Jones. Hendes Kauffmann ser ned på de danskere, som lever i og med kompromiset. Det kan han kun, fordi han sidder i netop dén privilegerede situation. Filmen er fuld af beundring for manden. Den har en forklaring på identitetsmysteriet. Det er ikke hele den historiske sandhed. Men værd at se – og mere til – er Vores mand i Amerika så absolut.

I temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021); Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Vores mand i Amerika. Instr.: Christina Rosendahl. Manus: Kristian Bang Foss, Dunja Gry Jensen, Christina Rosendahl. Foto: Louise McLaughlin. 110 min. Danmark 2020. Dansk premiere: 13.08.2020.

Fotos: Nimbus Film [still photographers Katalin Vermes/ Nelly Kiss]/ Rosendahl Film/ MAAN Rental/ Copenhagen Film Fund/ Det Danske Filminstitut/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Danmarks Radio/ TV4/ Hungarian Film Incentives/ SF Studios International Sales/ REinvent Studios International Sales/ CineMaterial (Poster Art)/ Samuel Goldwyn Films (YouTube Trailer)/ 
Filmen streames på Blockbuster, Disney+, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

Vores mand i Amerika udkom på Blu-Ray fra SF Studios (07.12.2020) 

Første udgave af teksten Weekendavisen Kultur 14.08.2020

Amma Asante: A United Kingdom [Black Lives Matter 14]

ET UBELEJLIGT ÆGTESKAB

En sand historie om race, køn og imperialisme 

Af BO GREEN JENSEN

DET lyder som et eventyr: kontorpigen gifter sig med en prins. Det var også, hvad det blev til i pressen. I England var historien en lang føljeton med mange facetter.

   I juni 1947 gik Ruth Wilson, kontorassistent i Lloyds of London, med sin søster til bal i London Missionary Society. Her mødte hun Seretse Khama, som havde læst jura i Oxford. I 1948 blev de gift mod alles vilje. Ægteskabet fik vidtrækkende konsekvenser. Processen er grundigt beskrevet i Amma Asantes film med den ironiske originaltitel A United Kingdom.

   Det var ikke så meget, at Seretse Khama var sort. Eller det var det måske for Ruths familie, der i filmen er fremstillet som småborgere, der værner om klassesystemet. Problemet var, at Seretse var arving til tronen i Bechuanaland, det nuværende Botswana, som før 1966 havde status som britisk protektorat.

   Seretse og Ruth blev gift samme år, som Sydafrika implementerede apartheidsystemet. I Asantes film mødes de samme aften, som Indiens uafhængighed bliver erklæret. I Den Kolde Krig er Sydafrika en vigtig brik. Internt i Commonwealth er man optaget af at holde sammen på det lyserøde landkort, der efterhånden ligner et kludetæppe.

   Diplomatiet slog hårdt ned på ægteskabet. Seretse blev sendt i eksil for fem år. Winston Churchill lovede at ophæve eksilet, hvis en konservativ regering kom til, men gjorde i stedet Khamas landflygtighed permanent. En fortrolig rapport blev kreativt fortolket. Og lækket. Det var en Tamilsag for sin tid.

FILMENS hovne embedsmænd har alle de forventede reaktioner. De behandler parret med overbærende foragt og irritation. I Bechuanaland er modstanden lige så stærk. Ingen vil anerkende opkomlingen med den forkerte hudfarve.

   De politiske intriger er grundigt og overbevisende skildret. Det samme gælder hverdagsracismen i London og mistroen i Seretses bagland. Til gengæld må publikum tage lidenskaben for pålydende. Der er en mærkelig stivhed i samtlige scener mellem Rosamund Pike og David Oyelowo.

   Briterne taber grebet om sagen, da de underkender Bawamgmate-folkets traditionelle forsamling. Det gør samtidig indtryk, at Ruth føder parrets datter og nægter at tilkalde særhjælp. Mødrene gør plads til Ruth i deres cirkel.

   Eventyret har altså en lykkelig slutning. Ved det første frie valg i Botswana blev Seretse Khama valgt som landets præsident. Han og Ruth fik fire børn sammen og var ved magten til Seretses død i 1980. Ruth Khama døde i 2002. Nelson Mandela lovpriste parret.

DETTE ved jeg fra »hvad der videre skete«-slutteksterne, som afrunder den autentisk baserede film. De er lige så obligatorisk ledsaget af fotos, som viser, hvordan nøglepersonerne faktisk så ud. Der er banal, »inspirerende« stemningsmusik. Det er på alle måder en konventionel dramadokumentar.

   Alligevel er der justeret i mixet. Instruktricen, som har ghanesiske forældre, har specialiseret sig i at se kolonitiden fra de andres vinkel – meget som bl.a. Mira Nair og Gurinder Chaha har fortalt de indiske og pakistanske historier.

   Især var Belle, Asantes forrige film fra 2013, et stort tilløbsstykke i England. Kærlighed kender ikke grænser er mindre skarp, men den overholder sin dagsorden. Der bliver først talt om race, så om politik og historie. Kvindesagen og den romantiske kerne er snarere eftertanker, som kun bliver markeret.

   A United Kingdom er eftertrykkelig mainstream med noget på hjerte. Der bliver mange af den slags film i de kommende år. De fokuserer benhårdt på sagen og bruger genreapparatet som påskud og pynt.

   Det er bestemt seværdigt, og man bliver klogere på fortiden. Desværre bliver man også svigtet på følelsessiden. Det skete ikke i Gone with the Wind. Den film holdt til gengæld med de forkerte.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016);

Kærlighed kender ingen grænser (A United Kingdom). Instr.: Amma Asante. Manus: Guy Hibbert. Foto: Sam McCurdy. 104 min. UK-Frankrig-Tjekkiet-USA 2016. Dansk premiere: 09.03.2017.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Fox Searchlight Pictures/ UIP

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTuynes, Rakuten TV og SF Anytime 

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.03.2017