J Blakeson: I Care A Lot (2020) [Noir 100]

 

ET FULDENDT KIRSEBÆR
Rosamund Pike inkarnerer tidsånden

Af BO GREEN JENSEN

TIDSÅNDEN aflæses bedst i de typer, vi dyrker for deres stil i fiktionen. For 80 år siden, da noir blev en selvbevidst krimi(sub)genre, så vi op til begærlige kvinder som Barbara Stanwyck i Double Indemnity (1944. da. Kvinden uden samvittighed). I 1992 var det Sharon Stone, der brugte sin seksualitet i Basic Instinct. Skamløsheden gjorde udslaget: selve den frejdige amoral.

   Marla Grayson er professionel værge. Hvis myndighederne skønner, at en ældre person ikke kan tage vare på sig selv – og hvis ingen i den nærmeste familie står til rådighed – bliver en autoriseret omsorgsgiver beskikket. Med ansvaret følger fuld rådighed over ejendom, økonomi og velfærd. Systemet findes i USA. Går man grådigt til værks, er det en guldgrube.

MARLA er en benhård kvinde i 40 års-alderen. Rosamund Pike eksponerer figuren med den samme dydsirede hæmningsløshed, som hun brugte i Gone Girl (2014, da. Kvinden der forsvandt), David Finchers film efter romanen af Gillian Flynn. Amy Dunne kunne på samme måde indgyde tillid, få autoriteterne på sin side og lade modparten virke hård og ufølsom.

   I første scene af I Care A Lot bliver Marla antastet af sønnen til en umyndiggjort kvinde. Manden raser, truer og fremstår forstyrret. Dommer Lomax er på fornavn med Marla. Han lytter til hendes fornuftige, ganske let forurettede tale og giver hende endnu mere carte blanche.

   Så i begyndelsen er der slet ingen skyer. Marla og kæresten Fran (Eiza González) har væggen fuld af værgemålsportrætter. En læge (Alicia Witt) giver kvinderne staldtips. Det gælder om at finde »et kirsebær« – en rig pensionist uden aktiv familie – og få dommeren med på ideen. Som det første sætter de huset til salg. Marla har gjort op med sig selv, at hun ikke er et lam, men en løvinde.

TONEN i J Blakesons moderne moralspil er kælen, raffineret og klar. Der er ingen forsøg på at forklare Marla som karakter. Vi skal holde med hende – det er svært – og vi skal studere fænomenet med fascineret interesse, hvilket er let. Marla nærer ingen illusioner. Det skulle da være om sin dømmekraft.

   For en skønne dag er der komplikationer. Jennifer Peterson (Dianne Wiest) ligner et perfekt kirsebær. Hun har orden i økonomien. Der ligger til og med diamanter i hendes bankboks, som Marla tømmer, mens hun vaper og studerer lysets genskin i sine pumps. Den grånende kvinde bliver anbragt, men hendes kriminelle søn er skuffet, da Mor ikke kommer til mødet. Han har som altid købt makroner og eclair.

   Den vækstudfordrede gangster bliver spillet med stor autoritet af Peter Dinklage (Tyrion Lannister fra Game of Thrones). Han og Marla forstår hinanden. Han har en hær til sin rådighed. Han eksisterer bare ikke officielt.

EN krig på – især – attitude begynder. Filmen er et misantropisk jonglørnummer, der på én gang skal holde tre bolde i luften: galgenhumor, sanselig spænding med jævnlige tvist og en grundfarve af moderne noir.

   Det bliver virkelig spændende, voldsomt og mørkt. Og det er alligevel morsomt og let. Neo-noir har udviklet sig til en semi-okkult minigenre i ånden fra David Lynch og disciple. I I Care af Lot er vi snarere tilbage ved kilden.

   I Care A Lot er skåret skarpt. Der scores billige #MeToo-point, og filmen dækker sig ind med en krølle af hybris. Men ellers passer pengene: I Care A Lot er et frisk kirsebær, der viser, at genren altid kan bruges.

Se også David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100]; Motherless Brooklyn: Bogen og filmen (1999/2019) [Noir 100]; Joel & Ethan Coen: The Man Who Wasn't There (2001) [Noir 100]; David Lynch: Mulholland Drive (2001) [Moderne mestre]; David Robert Mitchell: Under the Silver Lake (2018) [Noir 100]; Bad Times at the El Royale (2018) [Noir 100]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022].

I Care A Lot. Instr. & manus: J Blakeson. Foto: Doug Emmett. 118 min. USA 2020. Dansk premiere: 19.02.2021 (streaming).

Fotos: Black Bear Pictures/ Netflix/ Amazon Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME, MAX, VIAPLAY

2K Blu-ray fra Remain in Light (Frankrig) 02.02.2022

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.02.2021

Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]

FØLELSERNES OPDRAGELSE
»An Education« foregriber #MeToo 

Af BO GREEN JENSEN

LONE Scherfigs britiske gennembrudsfilm fortæller en instruktiv historie fra overgangstiden mellem 1950ernes nøjsomme efterkrigsverden og 60ernes eksploderede værdier. Om passagen fra pige til kvinde. Om svigtet tillid og dyrekøbt erfaring. Om at finde sin vej mellem mulige retninger.

   An Education beretter med renfærdighed og besnærende minimalisme. Instruktøren er dansk, men historien har gennemført britiske aner. Erfaringen er universel.

   Journalisten Lynn Barber (f. 1944) er i hjemlandet kendt som en strid interviewer, der kan skrive med så megen empati og sarkasme, at såvel ofre som læsere melder sig frivilligt. Også Barber har undret sig over, hvordan hun blev, som hun er. Som en nøgle til identitetsmysteriet offentliggjorde hun i 2003 et erindringsessay med titlen »An Education«. Den lille tekst stod i tidsskriftet Granta, men vakte betydelig opsigt.

BARBER fortæller spidst og ironisk om en bestemmende episode i sin teenagetid. I 1960 var hun en pige på 16, som boede i London-forstaden Twickenham med sine småborgerlige forældre. Hendes far drømte om at sende hende til Oxford. Så hun tog ekstratimer i latin og spillede cello i skoleorkestret. Hjemme på værelset hørte hun Juliette Greco og drømte om fransk savoir-vivre. Hun husker verden som en ventetid, en kronisk indeklemthed, som der endelig gik hul på midt i 1960erne.

   Så langt er Barbers dannelsesskitse repræsentativ. Erfaringen blev unik, da hun en dag stod i regnen og skulle hjem med sin cello. En elegant ældre mand – mindst 30 må han have været – tilbød hende et lift. Han sagde ikke noget upassende, men havde fremtiden i sine øjne. Begge vidste, at hun sagde ja til mere end kørelejlighed. Pigen og manden blev kærester, som turede rundt i hans bil og stak verden historier.

ALAN Green havde imponerende venner og syntes at være en sand verdensmand. Den kloge pige kunne dog tidligt ane sprækker i masken, detaljer som ikke stemte overens. Men karusselturen var for vild til at standse. Alan charmerede hendes forældre og fik dem til at sige ja til fantastiske ting. En weekend i Oxford; en rejse til Paris, hvor hun mistede sin mødom. Samtidig var der en Peter Pan-agtig umodenhed over manden. Han talte babysprog, når de elskede, og levede af tvivlsom forretning.

   Livet var en fest i to år, og hun opgav sin plan om en uddannelse. Hun var forlovet med Alan, da det viste sig, at han allerede havde stiftet familie. Erfaringen blev, hvad Gustave Flaubert ville kalde L’Éducation sentimentale, en »følelsernes opdragelse«, og den tidlige tilegnelse af alt for megen visdom, som Ethel Richardson har beskrevet i The Getting of Wisdom (1910). Fremtiden lå i ruiner. Kun en lærerinde, der kunne se sig selv i pigen, sørgede for, at hun fik en ny chance. Lynn tog sin eksamen og blev til furien, som aldrig mere stolede på nogen.

FORFATTEREN Nick Hornby så en film i Barbers essay, skrev et skarpt manuskript og overtalte sin hustru Amanda Posey til at producere. En naturbegavet debutant, den 22-årige Carey Mulligan, blev castet i rollen som Lynn Barber, der i filmen hedder Jenny Mellor, og amerikaneren Peter Sarsgaard aflagde sig al accent for at spille den belevne sjuft, som i filmen hedder David.

   I Scherfigs medlevende instruktion er det ganske vist Mulligan, som bærer hver scene og har de bedste replikker, men det er Sarsgaard, der fylder nuancerne i. Manden er en kriminel fantast, men en del af ham tror selv på drømmen. Han vil ikke narre Jenny. Han vil bare dele verden med hende.

   I Barbers tekst løsnes hukommelsen, da Alan mange år senere ringer og siger, at »Bubl« har savnet sin »Minn«. Hun slipper telefonen, som var den lavet af glødende kul, og taler ikke resten af dagen, fordi hun er fortabt i analyserende erindring. Alt er set af kvinden på 30 års afstand, og det giver pigen en gammelklog aura. Denne kvalitet videreføres i filmen, hvor Carey Mulligan nu og da synes for reflekteret og fremmelig. Bogstaveligt ældre end sine år.

ELLERS er historien eksemplarisk foldet ud. Alt i den lydefri film balancerer, fra periodedetaljerne i Andrew McAlpines produktionsdesign til det blå lys i John de Bormans klare billeder. Man hører de rigtige sange, ser på de rigtige malerier, går i det korrekte tøj og nærer de rigtige længsler. Vennerne Danny (Dominic Cooper) og Helen (Rosamund Pike) arrangeres symmetrisk om Sarsgaard, mens Mulligans forældre (Cara Seymour og Alfred Molina) er kærlige nok, da det kommer til stykket.

   An Education er gennemført hukommelseskunst. En personlig erindring bliver til kollektiv erfaring. Lynn Barber skrev videre på sin historie og fik udgivet selvbiografien An Education i 2009. Her står artiklen fra Granta som første afsnit. Forlaget People's Press udgav An Education i Annelise Schønnemanns oversættelse i 2010 (mærkværdigvis med engelsk titel).

   Set fra 2022 er både bogen og filmen et stærkt forvarsel om #MeToo-bevægelsen. Alans forførelse af Jenny er et lærestykke i grooming. Ordene og navnene var der ikke rigtigt endnu, da filmen fik premiere. Det var de, da Lynn Barber fortsatte fortællingen i A Curious Career (2014).

Se også Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002); Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: Their Finest (2016); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019).

An Education. Instr.: Lone Scherfig. Manus: Nick Hornby. Foto: John de Borman. 100 min. UK-USA 2009. Dansk premiere: 22.04.2010.

Fotos: BBC Films/ Finola Dwyer Productions/ Wildgaze Films/ Endgame Entertainment/ Odyssey Entertainment/ An Education Distribution/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Penguin Books/ Bloomsbury Publishing/ YouTube (Official Sony Pictures Classics Theatrical Trailer)

Filmen streames (juni 2025) p.t. ikke i  DK og øvrige Skandinavien; i 'UK og EU bl.a.på Amazon Store, Apple TV, Sky Store, YouTube Film.

2K Blu-ray fra Entertainment One (UK) 08.03.2010

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 23.04.2010.

Amma Asante: A United Kingdom [Black Lives Matter 14]

ET UBELEJLIGT ÆGTESKAB

En sand historie om race, køn og imperialisme 

Af BO GREEN JENSEN

DET lyder som et eventyr: kontorpigen gifter sig med en prins. Det var også, hvad det blev til i pressen. I England var historien en lang føljeton med mange facetter.

   I juni 1947 gik Ruth Wilson, kontorassistent i Lloyds of London, med sin søster til bal i London Missionary Society. Her mødte hun Seretse Khama, som havde læst jura i Oxford. I 1948 blev de gift mod alles vilje. Ægteskabet fik vidtrækkende konsekvenser. Processen er grundigt beskrevet i Amma Asantes film med den ironiske originaltitel A United Kingdom.

   Det var ikke så meget, at Seretse Khama var sort. Eller det var det måske for Ruths familie, der i filmen er fremstillet som småborgere, der værner om klassesystemet. Problemet var, at Seretse var arving til tronen i Bechuanaland, det nuværende Botswana, som før 1966 havde status som britisk protektorat.

   Seretse og Ruth blev gift samme år, som Sydafrika implementerede apartheidsystemet. I Asantes film mødes de samme aften, som Indiens uafhængighed bliver erklæret. I Den Kolde Krig er Sydafrika en vigtig brik. Internt i Commonwealth er man optaget af at holde sammen på det lyserøde landkort, der efterhånden ligner et kludetæppe.

   Diplomatiet slog hårdt ned på ægteskabet. Seretse blev sendt i eksil for fem år. Winston Churchill lovede at ophæve eksilet, hvis en konservativ regering kom til, men gjorde i stedet Khamas landflygtighed permanent. En fortrolig rapport blev kreativt fortolket. Og lækket. Det var en Tamilsag for sin tid.

FILMENS hovne embedsmænd har alle de forventede reaktioner. De behandler parret med overbærende foragt og irritation. I Bechuanaland er modstanden lige så stærk. Ingen vil anerkende opkomlingen med den forkerte hudfarve.

   De politiske intriger er grundigt og overbevisende skildret. Det samme gælder hverdagsracismen i London og mistroen i Seretses bagland. Til gengæld må publikum tage lidenskaben for pålydende. Der er en mærkelig stivhed i samtlige scener mellem Rosamund Pike og David Oyelowo.

   Briterne taber grebet om sagen, da de underkender Bawamgmate-folkets traditionelle forsamling. Det gør samtidig indtryk, at Ruth føder parrets datter og nægter at tilkalde særhjælp. Mødrene gør plads til Ruth i deres cirkel.

   Eventyret har altså en lykkelig slutning. Ved det første frie valg i Botswana blev Seretse Khama valgt som landets præsident. Han og Ruth fik fire børn sammen og var ved magten til Seretses død i 1980. Ruth Khama døde i 2002. Nelson Mandela lovpriste parret.

DETTE ved jeg fra »hvad der videre skete«-slutteksterne, som afrunder den autentisk baserede film. De er lige så obligatorisk ledsaget af fotos, som viser, hvordan nøglepersonerne faktisk så ud. Der er banal, »inspirerende« stemningsmusik. Det er på alle måder en konventionel dramadokumentar.

   Alligevel er der justeret i mixet. Instruktricen, som har ghanesiske forældre, har specialiseret sig i at se kolonitiden fra de andres vinkel – meget som bl.a. Mira Nair og Gurinder Chaha har fortalt de indiske og pakistanske historier.

   Især var Belle, Asantes forrige film fra 2013, et stort tilløbsstykke i England. Kærlighed kender ikke grænser er mindre skarp, men den overholder sin dagsorden. Der bliver først talt om race, så om politik og historie. Kvindesagen og den romantiske kerne er snarere eftertanker, som kun bliver markeret.

   A United Kingdom er eftertrykkelig mainstream med noget på hjerte. Der bliver mange af den slags film i de kommende år. De fokuserer benhårdt på sagen og bruger genreapparatet som påskud og pynt.

   Det er bestemt seværdigt, og man bliver klogere på fortiden. Desværre bliver man også svigtet på følelsessiden. Det skete ikke i Gone with the Wind. Den film holdt til gengæld med de forkerte.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016);

Kærlighed kender ingen grænser (A United Kingdom). Instr.: Amma Asante. Manus: Guy Hibbert. Foto: Sam McCurdy. 104 min. UK-Frankrig-Tjekkiet-USA 2016. Dansk premiere: 09.03.2017.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Fox Searchlight Pictures/ UIP

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTuynes, Rakuten TV og SF Anytime 

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.03.2017

David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100]

LØGN OVER LØGN

Når to narcissister fortjener hinanden

Af BO GREEN JENSEN

DAVID Finchers tiende spillefilm er en stramt komponeret krimihistorie, som lader to upålidelige fortællere forvirre tilskueren med modstridende versioner af et forløb, der lægges frem i nøje afmålte doser. Hele idéen er, at publikum skal lade sig forføre af først den ene, så den anden fortæller. Man bør derfor vide så lidt som muligt, hvis filmen skal virke efter hensigten. Læs derfor kun videre, hvis du allerede kender den populære thriller af Gillian Flynn, som ligger til grund for Finchers filmatisering.

   Flynn har selv bearbejdet romanen, som fungerer på mange niveauer, skønt præmissen for så vidt er enkel. Nick og Amy Dunne (Ben Affleck og Rosamund Pike) har 5 års bryllupsdag, da han kommer hjem til huset i North Carthage, Missouri, og finder knust glas under vinduet. Til gengæld er Amy forsvundet. Han kontakter politiet og kommer hurtigt til at stå øverst på listen over mistænkte.

KRIMINALFOLKENE Boney (Kim Dickens) og Gilpin (Patrick Fugit) finder blodspor i køkkenet. Der er fejl i Nicks forklaring, vitale informationer, han har udeladt, og fundet af Amys dagbog bliver en særligt belastende faktor. Den fortæller en anderledes mørk version af historien om det gyldne par. Her er Nick en voldelig ægtemand, der har brugt sin hustrus penge på golfkøller og en gigantisk fladskærm. At disse ting står i garagen hos Nicks søster, Margo (Carrie Coon), øger sandhedsværdien af dagbogens udsagn. Amy skriver, at hun frygter for sit liv.

   Der er hans version og hendes version. Længe lytter man primært til ham, mens fortiden eksponeres i flashbacks, som stammer fra hendes dagbog. Begge forklaringer overbeviser; begge forstår at fingere en stemning og konstruere plausible detaljer. Midtvejs bliver der vendt op og ned på alle begreber. Så følger parrets fælles historie, der bliver fortalt i en mere objektiv form. Meget er stadig oppe i luften, men ét står fast: de to ægtefæller fortjener hinanden.

NICK og Amy mødtes på Manhattan i 2007. Begge havde skrivejobs. Begge fandt den anden part befriende forskellig fra hoben af opblæste almindeligheder. Begge nød at spille en spændende og romantisk rolle i filmen, som den anden iscenesatte. Som ægte narcissister var de skabt for hinanden. Som alle narcissister syntes de, at de selv var lidt mere interessante. Det var i hvert fald let at blive et par.

FACADEN krakelerer, da finanskrisen kommer i 2008. Begge mister deres arbejde. Det gør i første omgang ikke så meget, for Amy lever i virkeligheden af royalties, hendes forældre har tjent på at skrive en serie elskede børnebøger om Amazing Amy. Amy hader sine forældre, fordi de stjal hendes barndom. I bøgerne var hun et gyldent barn, som kunne og ville det hele. I virkeligheden var hun en ordinær lille pige.

   Vi ved fra Nick, at Amy er den fødte manipulator. Selv fremstår han som en lidt indolent, men dybest set også gedigen mand, der har fundet det svært at vende hjem til fødebyen. Han har åbnet en bar, som giver underskud. Han underviser i creative writing. Da det viser sig, at han har et forhold til en studerende, bliver hans troværdighed yderligere undermineret. For resten var Amy vist nok gravid. Så hvem manipulerer mest, og kunne Nick være den psykopatiske sjuft, som Amy beskriver?

   Alle viser sig fra deres værste side, da Amys forsvinden bliver varmt mediestof. Filmen har sin virkelige styrke i den satiriske, men ikke urealistiske skildring af tv-stationernes hæmningsløshed, studieværternes standret, groupier, der lægger fotos på Twitter, hele aftrykket af den offentlige mening, når den er værst. Fordi Fincher er en misantrop på niveau og i klasse med Alfred Hitchcock, bliver ingen skånet undervejs: ikke Nick, ikke Amy og absolut ikke publikum. Hér er den mediekultur, vi fortjener.

BÅDE i filmen og bogen taler Nick og Amy med hver sin stemme. Film er dog et mere bogstaveligt medium, og at publikum faktisk ser tingene ske, inklusive de løgne som bliver fortalt, øger troværdighedspræget af begge versioner. Fincher instruerer i sin sædvanlige, klinisk afmålte stil, der er blevet kaldt precision noir. Historien ligger perfekt for hans metode. Det er løgn over løgn til det sidste, og måske er sandheden simpelt hen pillet i stykker, da der ikke er flere bedrag at bestyre.

   Ben Affleck er både tillidvækkende og tilpas uaflæselig som den nødstedte Nick. Rosamund Pike fungerer lige godt som gylden pige, forurettet furie, trailer trash og regulær sociopat. I forbifarten registrerer filmen en kriseramt nation. Sandheden skrives af den dygtigste løgner, og al sympati er til salg for en slik.

   Nick lærer på den hårde måde, at det gælder om at smile på de rigtige steder. På en i øvrigt solid rolleliste gør Tyler Perry særligt indtryk som superadvokaten, der forstår spillets regler og trives med hele det glitrende show.

   Der er meget, man ikke vil røbe af hensyn til historien og måden, som Fincher fortæller den på. Midtvejs ved man, hvad der blev af Amy, men krigen bliver ved til det sidste, og efterhånden er det snarere bedragets omfang, som fascinerer. Filmen er et generationsportræt, en ægteskabsskildring og en sønderlemmende kulturkritik. Den er for resten også en udmærket thriller, omend af den mere vidtløftige slags.

Se også David Fincher: Fight Club (1999); David Fincher: Zodiac (2007) [Noir 100]; David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008); David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021].

Kvinden der forsvandt (Gone Girl). Instr.: David Fincher. Manus: Gillian Flynn. Foto: Jeff Cronenweth. 145 min. USA 2014. Dansk premiere: 23.10.2014.

Gillian Flynn: Kvinden der forsvandt. Oversat efter Gone Girl (2012) af Charlotte A.E. Glahn. 492 s. Forlaget Gad, 2013.

Fotos: Twentieth Century Fox/ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Crown Publishing, Forlaget Gad

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime,YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox [includes Amazing Amy Book] 02.02.2015

Weekendavisen Kultur 24.10.2014