Lone Scherfig: Their Finest (2016)

GODE OG SPÆNDENDE DAGE
Lone Scherfig består hjemstavnsprøven

Af BO GREEN JENSEN

DER er blandt filmskabere ny interesse for 2. verdenskrig. Man vil spejle sig i historien og forstå en tid, hvor man ikke selv var der. Resultatet er anti-nostalgiske fortællinger, der nuancerer de vedtagne sandheder. Se bare danske eksempler som 9. april, Under sandet og Fuglene over sundet.

   Lone Scherfig har instrueret en romantisk komedie – hvad tiden selv (med et godt ord) kaldte et lystspil – der bruger briternes krig ligesådan. Efter fire UK-produktioner (Wilbur Wants to Kill Himself, An Education, One Day, The Riot Club) har Scherfig udviklet sin egen lydefri engelskhed, der næsten tangerer en bugtalerkunst. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at Their Finest var instrueret af Stephen Frears eller Mike Newell.

   Blitzen over London og evakueringen af tropper fra stranden ved Dunkerque i 1940 er nøglesteder i britisk historie. Joe Wrights filmatisering af Atonement (2007, da. Soning) brugte mere tid på Dunkirk-afsnittet end Ian McEwans roman, og Christopher Nolan har arbejdet i fire år med storfilmen Dunkirk (2017). Der er sikkert mange flere markeringer på vej.

   Scherfigs beskedne komedie kan ses som en ouverture til festen. Their Finest er både en stilfærdigt feministisk skildring af tiden, hvor kvinder pludselig kunne bruges i arbejdsstyrken, en fejring af engelskhed til alle tider og en metafilm om en film, der bliver til.

TEKSTFORFATTEREN Catrin Cole (Gemma Arterton) bliver hyret til at skrive dialogen i de oplysningsfilm, som regeringen producerer. Ministeriet (personificeret af en elskeligt indolent Richard E. Grant) forhandler samtidig med producenten Gabriel Baker (Henry Goodman) om at skabe en fiktionsfilm, der kan styrke moralen og overtale USA til at komme England til undsætning.

   Baker – der taler med ungarsk accent og ligner virkelighedens Alexander Korda – får bestillingen og uddelegerer manuskriptarbejdet til Tom Buckley (Sam Claflin), som skriver i tandem med veteranen Raymond Parfitt (Paul Ritter). Catrin skal levere det »sludder«, som binder scenerne sammen.

UDENFOR bliver London bombet, men Catrin har gode og spændende dage. Hun er kommet fra Wales til London med kunstneren Ellis (Jack Huston), der maler fabriksbygninger i katedralstil. Mens Catrin forsvinder i filmarbejdet, får også han en patriotisk bestilling. De driver næsten venskabeligt fra hinanden, mens Tom og Catrin i samme tempo kommer tættere på hinanden.

   Catrin bliver sendt til Dover og hører fra hestens egen mund historien om to søstre, tapre tvillinger, der tog deres fars fiskerbåd og sejlede til Dunkerque. De måtte ganske vist vende om, men da der er pyntet stærkt på historien, bliver den til plottet i The Nancy Starling, en gæv fremstilling af briternes indsats, som gør stor lykke i biografen.

   Hvis der er nogen nostalgi i Their Finest, er det en længsel efter tiden, hvor halvdelen af den voksne befolkning gik i biografen hver uge. Og efter oplevelsen af at sidde blandt publikum, som ser den færdige film og bliver opslugt af de illusioner, som har været så svære at skabe.

SCHERFIG skildrer tilblivelsen af The Nancy Starling, viser fint patinerede scener fra filmen og rammer ret godt dag-for-nat atmosfæren på settet. Det er en grundpræmis, at virkeligheden justeres for at finde en enklere sandhed – »when the fact becomes legend, print the legend« – og filmens selvforståelse rækker ud over denne historie. Den stikker også dybere end forlægget, en roman af Lissa Evans med titlen Their Finest Hour and a Half.

   Der er et frodigt mylder af højbritiske karakterer. Allerbedst er Bill Nighy som Ambrose Hilliard, en 63-årig filmfrikadelle, der stadig vil spille ung elsker. Han tager til takke med rollen som søstrenes alkoholiserede Uncle Frank, men Catrin redder situationen – og mandens selvrespekt – ved at skrive rollen om til en karakter i flere dimensioner. Nighy leverer et af flere gedigent bevægende øjeblikke, da han synger »Wild Mountain Thyme« for sine kolleger.

DER er 75 år mellem William Wylers Mrs. Miniver (1942) og Their Finest, som begge skildrer Dunkirk ved at se på hjemmefronten. Og menneskene er de samme. De rejser sig i nødens stund og yder deres bedste. At de også gør nyttige ting for sig selv, forvirrer måske myten om heroisk offervilje, men tilfører stoffet en ny realisme.

   Arterton og Claflin er eksemplariske typer. Rachael Stirling har en mindre rolle som den lesbiske line producer, der bemærker, at misogynien i faget kan skyldes, at »mange mænd er skrækslagne for, at kvinderne ikke vil kravle tilbage i æsken, når alt det hér er forbi.«

   Jeremy Irons er ministeren, der vil høre sig selv deklamere Shakespeares Henry V. Bill Nighy er uovertruffen både som Ambrose og Uncle Frank i filmen-i-filmen. Vi skal heldigvis ikke se endnu et bud på Winston Churchill.*

 

DET er let, fint og fremragende gjort. Hér er måske mit lille forbehold. Man talte i gamle dage om kød, der kunne tygges med øjnene. Det samme kan Their Finest. Der er ingen modstand i stoffet og derfor heller ikke meget for publikum at arbejde videre med. Men sød og seværdig er filmen bestemt.

*) Their Finest ankom midt i en byge af vidtløftige Churchill-portrætter: Michael Gambon i Charles Sturridges Churchill’s Secret (2016); John Lithgow i første sæson af Peter Morgans Netflix-serie The Crown (2016); Brian Cox i Jonathan Teplitzkys Churchill (2017); Gary Oldman i Joe Wrights Darkest Hour (2017). I Christina Rosendahls Vores mand i Washington (2020) findes den (vist nok) første Churchill-fremstilling i en dansk spillefilm. Her bliver statsmanden spillet af Nicholas Blane, mens Henry Goodman (som spiller Korda-karakteren i Their Finest) er castet som Franklin D. Roosevelt.

Se også Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002); Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019). 

Their Finest (Their Finest Hour). Instr.: Lone Scherfig. Manus: Gaby Chiappe. Foto: Sebastian Blenkov. 117 min. UK-Sverige-Frankrig 2016. Dansk premiere: 04.05.2017.

Fotos: BBC Films/ HanWay Films/ Ingenious Media/ Pinewood Pictures/ Wildgaze Films/ Number 9 Films/ Film i Väst/ Filmgate Films/ Ripken Productions/ Welsh Government/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Mk2/ YouTube (Film Trailer Channel)

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films (UK) 21.08.2017

2K Blu-ray fra SF Studios (DK) 07.09.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.05.2017

Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]

FØLELSERNES OPDRAGELSE
»An Education« foregriber #MeToo 

Af BO GREEN JENSEN

LONE Scherfigs britiske gennembrudsfilm fortæller en instruktiv historie fra overgangstiden mellem 1950ernes nøjsomme efterkrigsverden og 60ernes eksploderede værdier. Om passagen fra pige til kvinde. Om svigtet tillid og dyrekøbt erfaring. Om at finde sin vej mellem mulige retninger.

   An Education beretter med renfærdighed og besnærende minimalisme. Instruktøren er dansk, men historien har gennemført britiske aner. Erfaringen er universel.

   Journalisten Lynn Barber (f. 1944) er i hjemlandet kendt som en strid interviewer, der kan skrive med så megen empati og sarkasme, at såvel ofre som læsere melder sig frivilligt. Også Barber har undret sig over, hvordan hun blev, som hun er. Som en nøgle til identitetsmysteriet offentliggjorde hun i 2003 et erindringsessay med titlen »An Education«. Den lille tekst stod i tidsskriftet Granta, men vakte betydelig opsigt.

BARBER fortæller spidst og ironisk om en bestemmende episode i sin teenagetid. I 1960 var hun en pige på 16, som boede i London-forstaden Twickenham med sine småborgerlige forældre. Hendes far drømte om at sende hende til Oxford. Så hun tog ekstratimer i latin og spillede cello i skoleorkestret. Hjemme på værelset hørte hun Juliette Greco og drømte om fransk savoir-vivre. Hun husker verden som en ventetid, en kronisk indeklemthed, som der endelig gik hul på midt i 1960erne.

   Så langt er Barbers dannelsesskitse repræsentativ. Erfaringen blev unik, da hun en dag stod i regnen og skulle hjem med sin cello. En elegant ældre mand – mindst 30 må han have været – tilbød hende et lift. Han sagde ikke noget upassende, men havde fremtiden i sine øjne. Begge vidste, at hun sagde ja til mere end kørelejlighed. Pigen og manden blev kærester, som turede rundt i hans bil og stak verden historier.

ALAN Green havde imponerende venner og syntes at være en sand verdensmand. Den kloge pige kunne dog tidligt ane sprækker i masken, detaljer som ikke stemte overens. Men karusselturen var for vild til at standse. Alan charmerede hendes forældre og fik dem til at sige ja til fantastiske ting. En weekend i Oxford; en rejse til Paris, hvor hun mistede sin mødom. Samtidig var der en Peter Pan-agtig umodenhed over manden. Han talte babysprog, når de elskede, og levede af tvivlsom forretning.

   Livet var en fest i to år, og hun opgav sin plan om en uddannelse. Hun var forlovet med Alan, da det viste sig, at han allerede havde stiftet familie. Erfaringen blev, hvad Gustave Flaubert ville kalde L’Éducation sentimentale, en »følelsernes opdragelse«, og den tidlige tilegnelse af alt for megen visdom, som Ethel Richardson har beskrevet i The Getting of Wisdom (1910). Fremtiden lå i ruiner. Kun en lærerinde, der kunne se sig selv i pigen, sørgede for, at hun fik en ny chance. Lynn tog sin eksamen og blev til furien, som aldrig mere stolede på nogen.

FORFATTEREN Nick Hornby så en film i Barbers essay, skrev et skarpt manuskript og overtalte sin hustru Amanda Posey til at producere. En naturbegavet debutant, den 22-årige Carey Mulligan, blev castet i rollen som Lynn Barber, der i filmen hedder Jenny Mellor, og amerikaneren Peter Sarsgaard aflagde sig al accent for at spille den belevne sjuft, som i filmen hedder David.

   I Scherfigs medlevende instruktion er det ganske vist Mulligan, som bærer hver scene og har de bedste replikker, men det er Sarsgaard, der fylder nuancerne i. Manden er en kriminel fantast, men en del af ham tror selv på drømmen. Han vil ikke narre Jenny. Han vil bare dele verden med hende.

   I Barbers tekst løsnes hukommelsen, da Alan mange år senere ringer og siger, at »Bubl« har savnet sin »Minn«. Hun slipper telefonen, som var den lavet af glødende kul, og taler ikke resten af dagen, fordi hun er fortabt i analyserende erindring. Alt er set af kvinden på 30 års afstand, og det giver pigen en gammelklog aura. Denne kvalitet videreføres i filmen, hvor Carey Mulligan nu og da synes for reflekteret og fremmelig. Bogstaveligt ældre end sine år.

ELLERS er historien eksemplarisk foldet ud. Alt i den lydefri film balancerer, fra periodedetaljerne i Andrew McAlpines produktionsdesign til det blå lys i John de Bormans klare billeder. Man hører de rigtige sange, ser på de rigtige malerier, går i det korrekte tøj og nærer de rigtige længsler. Vennerne Danny (Dominic Cooper) og Helen (Rosamund Pike) arrangeres symmetrisk om Sarsgaard, mens Mulligans forældre (Cara Seymour og Alfred Molina) er kærlige nok, da det kommer til stykket.

   An Education er gennemført hukommelseskunst. En personlig erindring bliver til kollektiv erfaring. Lynn Barber skrev videre på sin historie og fik udgivet selvbiografien An Education i 2009. Her står artiklen fra Granta som første afsnit. Forlaget People's Press udgav An Education i Annelise Schønnemanns oversættelse i 2010 (mærkværdigvis med engelsk titel).

   Set fra 2022 er både bogen og filmen et stærkt forvarsel om #MeToo-bevægelsen. Alans forførelse af Jenny er et lærestykke i grooming. Ordene og navnene var der ikke rigtigt endnu, da filmen fik premiere. Det var de, da Lynn Barber fortsatte fortællingen i A Curious Career (2014).

Se også Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002); Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: Their Finest (2016); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019).

An Education. Instr.: Lone Scherfig. Manus: Nick Hornby. Foto: John de Borman. 100 min. UK-USA 2009. Dansk premiere: 22.04.2010.

Fotos: BBC Films/ Finola Dwyer Productions/ Wildgaze Films/ Endgame Entertainment/ Odyssey Entertainment/ An Education Distribution/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Penguin Books/ Bloomsbury Publishing/ YouTube (Official Sony Pictures Classics Theatrical Trailer)

Filmen streames (juni 2025) p.t. ikke i  DK og øvrige Skandinavien; i 'UK og EU bl.a.på Amazon Store, Apple TV, Sky Store, YouTube Film.

2K Blu-ray fra Entertainment One (UK) 08.03.2010

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 23.04.2010.