Store instruktører: Terence Davies 1945-2023 | Sunset Song

BJERGTAGET AF BEVÆGELSEN

Terence Davies 1945-2023

Af BO GREEN JENSEN

FILMSKABEREN Terence Davies – som var 77, da han døde i sit hjem i Essex forleden – vil blive husket som en beskeden mand og en genert superstjerne. Han kom sent til faget efter en nøjsom opvækst i Liverpool, hvor man ikke forbandt filmens verden med sin egen virkelighed.

   Terence var den yngste i en børneflok på ti. Han var syv år, da en søster tog ham med i biografen, som viste musicalen Singin’ in the Rain (1952). Endnu bedre blev det, da de senere så Meet Me in St. Louis (1944), og Davies kunne genkende følelsen fra sin egen familie. Uroplevelsen er bearbejdet i flere erindringsværker på listen. Drengen havde aldrig set noget smukkere eller mere farverigt. At han selv kunne lave film en dag, var ikke en realistisk mulighed. Folk fra hans klasse blev skuespillere. Aldrig instruktører.

   Som 16-årig gik Terence ud af skolen og fik ansættelse som kontorassistent. Sådan arbejdede han i ti år. Han læste alt, hvad han kunne, begyndte at høre klassisk musik og skrev prosa i synopsisform.

   En af teksterne – manuskriptet til Children (1976) – blev ved at insistere. Terence tog konsekvensen og meldte sig ind på Coventry Drama School. BBC gav ham 8.000 pund at lave Children for. Han skulle selv instruere og lærte ved at gøre det. Først i 1980 fik Davies diplom fra National Television and Film School.

DE mest distinkte film er personlige meditationer. Først kom tre kortfilm – Children, Madonna and Child (1980) og Death and Transfiguration (1983) – der i 1984 blev samlet som The Terence Davies Trilogy. De tegner konturerne af et liv i Liverpool, som det kunne forme sig for en mand med instruktørens baggrund.

   Egentlig selvbiografisk bliver først familieportrættet Distant Voices, Still Lives (1988, da. Fjerne stemmer, stille liv), hvor Pete Postlethwaite spiller den voldsomme far, og Freda Dowie slider sig op som hans hustru. Men han kan også være kærlig og sætte julestjernen på træet. Yngste søn er syv, da han forsvinder. Efter begravelsen er der mange versioner. Alle husker tiden forskelligt. Der er flashbacks, som viser en relativ sandhed. Drengen, som vokser op, hedder Tony.

   I The Long Day Closes (1992) er »Tony« blevet til »Bud«. Han er 12 år og bruger megen tid på at sidde ved vinduet. Her betragter han livet i gaden, bliver opmærksom på sin seksualitet og venter mellem fortid og fremtid. Vinduer er for Davies, hvad døråbninger var for John Ford. Grundstemningen er melankolsk, men karaktererne ser ud på verden og håber.

EN særligt suveræn sekvens (»Bud's World«) panorerer hen over publikum i en biograf. Det ses i droneperspektiv. Biografen bliver til et kirkerum, hvor de samme tilskuere rejser sig for at bede.Så sidder drengene på rækker ved pulte i skolestuen. Alt sker i en ubrudt kameragang – Michael Coulter var Davies' husfotograf, og William Diver klippede de fleste af hans film.

   Imens synger Debbie Reynolds (fra Singin’ in the Rain) 1957-sjæleren »Tammy«. Der er 35 stykker musik i The Long Day Closes, og flere af dem spiller i fuld længde. Verden er fuld af sociale ritualer. Farverne bor i biografen, mens regnen falder udenfor.

   Det slutter i kulkælderen under huset. Drengen går ind gennem mørket, mens dialog fra Orson Welles' The Magnificent Ambersons (1942) og David Leans version af Great Expectations (1946) kommer og går på lydsporet. For enden af gangen sætter han sig ved siden af en anden dreng. De ser på fuldmånen, der hænger over mørkt vand og dækkes af drivende skyer. Den ene dreng spørger den anden, hvad han fik til jul.

   Endelig skruer Davies helt op for musikken. Muren i kælderen er forsvundet eller forvandlet til et filmlærred. Vokalensemblet Pro Cantione Antiqua fremfører Arthur Sullivans elegiske 1861-komposition for stemmer og kor – med tekst, ikke af W.S. Gilbert, men af Henry Fothergill Chorley – som filmen har sin titel fra. Davies kom fra et krydsfelt mellem de to aftensange, »Tammy« og »The Long Day Closes«; længsel i strålende farver, blå og grå dage i virkeligheden.

NU forsøgte Davies sig med to transatlantiske opgaver. Jeg så The Neon Bible med Gena Rowlands på Venedig Festivalen i 1995, hvor der var stærkt delte meninger. Davies bruger sin statiske tableaustil, men er uventet farverig og musikalsk i sin skildring af 1940ernes USA. Der er vækkelsesmøder og måneskinsradio. Det er i høj grad en europæers idé om americana. Edward Hoppers malerier er sjældent citeret mindre subtilt. Forlægget var en roman af John Kennedy Toole, der begik selvmord som 32-årig og var kult i 1980erne.

   Men den unge mand i midten ligner drengen fra de britiske film. Det er de samme vidtåbne øjne, han ser med. Heller ikke The House of Mirth (2000, da. Munterhedens hus) var atypisk for Davies, skønt det gælder en kostumefilm. Det er en klaustrofobisk kvindeskildring, baseret på Edith Whartons roman om moralske kompromiser. Hovedrollen spilles af Gillian Anderson, som dengang var kendt for The X-Files. Filmen blev sammenlignet med Martin Scorseses version af The Age of Innocence (1993, da. Uskyldens år). Amerikaneren solgte flere billetter.

HEREFTER fulgte en lang periode, hvor Davies ikke kunne få finansiering. Han var eksemplet, man trak op af hatten, når den britiske filmstøtte blev diskuteret. »Se, hvor galt det står til: Terence Davies har ikke lavet en film i otte år!«

   Han kom stærkt igen med Of Time and the City (2008). Det er en dokumentar i spillefilmslængde, et essay om erindring og en elegi for Liverpool. Arkivklip blandes med nye optagelser, mens Davies læser højt af T.S. Eliots Fire Kvartetter. Også dén film kunne hedde The Long Day Closes.

   Siden var Davies altid i vælten. The Deep Blue Sea (2011) brugte Rachel Weisz som kvinden mellem to mænd (Tom Hiddleston og Simon Russell Beale) i et London, som endnu er mærket af Blitzen. Samuel Barbers smægtende toner var tæt på at løse mysteriet i Terence Rattigans skuespil. »Beware of passion, Hester, it always leads to something ugly.« Rattigan var – som Davies – nonbinær og skrev sin dramatik i en slags kode. Også herhjemme gik The Deep Blue Sea ganske godt.

NU kunne Davies rejse midler til det skotske projekt, som havde været 40 år undervejs. Tanken tog form allerede i 1972, da han stadig var kontormand i Liverpool, og BBC sendte en dramatisering af Sunset Song i seks episoder.

   Det var, før man kunne optage sine yndlingsprogrammer, og Davies skyndte sig hjem for at fange ugens afsnit. Han blev så utålmodig, at han købte Lewis Grassic Gibbons’ romaner om kvinden Chris Guthrie – Sunset Song (1932) , Cloud Howe (1933) og Grey Granite (1934) er samlet i trilogien A Scots Quair  – og begyndte at forestille sig sin egen film.

   Sunset Song er sjældent overdådig for Davies. Filmen er optaget i New Zealand og bruger 65mm-formatet til at skildre de favnende marker i alle slags lys. Davies går efter den episke klarhed i historien om Chris Guthrie, som er tæt på at være en skotsk Scarlett O’Hara. Også her giver jorden tryghed, og i morgen er der endnu en dag. Somme tider føler Chris, at hun er Skotland.

CHRIS bliver spillet af Agyness Deyn, som er forhenværende fotomodel. Davies havde altid flair for at caste sine kvinderoller. Hun har en bror, der føler sig trådt på af faderdyret John Guthrie, som Peter Mullan gør til en kompleks figur på linie med Pete Postlethwaite i Fjerne stemmer, stille liv.

   Gibbons skrev flere bøger om Chris, men Sunset Song er juvelen i kronen. For Davies er filmen et sjældent forsøg på at bryde kammerspillets begrænsninger. Det er ikke alt, som lykkes – dialogen er tung og symbolerne grove – men der kompenseres med overvældende billeder.

   Før høsten går markarbejderne gennem kornet, mens The Glasgow Orpheus Choir synger »All in the April Evening«. Et andet ledemotiv er den traditionelle »The Flo’ers o’ the Forest«. Det er sange, Davies hørte i klassiske radioprogrammer som ung. Her får de endelig deres sted.

   Hver gang giver det tilskueren gåsehud. Sunset Song er måske den af alle Davies’ film, der (i åben, ikke-autofiktiv form) kommer tættest på at forene musikken og bevægelsen, som han blev bjergtaget af i sin barndoms biograf.

ALLEREDE da Sunset Song blev lanceret, havde Davies færdiggjort A Quiet Passion. Her er kammerspillet tilbage. Cynthia Nixon (bedst kendt for rollen som Miranda Hobbes i Sex and the City) er overraskende effektivt castet som digteren Emily Dickinson (1830-1886), der for Davies bliver en amerikansk version af ensomhedens klarsynede muse.

   Davies’ film har sit særlige take på figuren. Han sagde selv, at han undrede sig over tidens kærlighed til Jane Austen. Det ragede ham en høstblomst, hvem der blev gift med hvem i de bøger. Han ville gerne tage fat i søstrene Brontë, men i England var atmosfæren ikke til fortolkninger, som ville andet og mere end flad romantik. Derfor blev det Dickinson.

EFTER Loach og Leigh var Davies den tredje store gamle auteur. Han var garant for en anstændighed, en social humanisme, der rækker tilbage til Lindsay Anderson, De Vrede Unge Mænd og den såkaldte køkkenvaskrealisme. I andre henseender var han vildt avantgarde. Hans sande æstetiske fæller er filmskabere som Sally Potter og canadiske Guy Maddin. Først og fremmest var han sin egen.

   I Danmark forblev han et hemmeligt navn, der ikke bed sig fast efter Fjerne stemmer, stille liv. Der var lejlighed til at indhente det hele i 2016, da samtlige film blev vist i Cinemateket. Instruktøren kom til byen som gæst på CPH PIX. Han gav en masterclass på Den Danske Filmskole og præsenterede selv den første visning af A Quiet Passion.

   Hans sidste film blev Benediction (2021), en kronologisk flydende rejse rundt om digteren Siegfried Sassoon (spillet som ung af Jack Lowden, som ældre af Peter Capaldi), der blev præget for livet af sine oplevelser som officer i Første Verdenskrig. Han mistede venner som Wilfred Owen (Matthew Tennyson) og kom til at hade alt ved krigen og klassesamfundet.

   Sassoon stod ved sin nonbinære seksualitet, konverterede til katolicismen og blev en varm fortaler for pacifisme. Han blev gift og fik en søn. Lykkelig blev han aldrig. Der var altid en hinde, en skærm af mat glas, mellem verden og ham.

TERENCE Davies var ved at forberede optagelsen af The Post Office Girl, en filmatisering af Stefan Zweigs posthumt udgivne Rausch der Verwandlung (1982, da. Forvandlingens rus), da han døde. Sophie Cookson var castet i titelrollen. Til Jordan Raub fra The Film Stage udtalte han: »We've been on this three years now. The script is written and we're raising the money. But, you know, it will be a co-production, which means if one domino falls, then everything collapses.« [15.02.2023]

   Det er uklart, om Davies' død er dominobrikken. I så fald står et tæt dusin af film, han faktisk færdiggjorde. De bedste er og bliver de to, som fortæller hans egen familiehistorie og genskaber opvæksten i Kensington: Distant Voices, Still Lives og The Long Day Closes. Måske især den sidste, fordi den er så fuld af (film)kærlighed.

   Terence Davies skrev endvidere romanen Hallelujah Now (1984) og fik sine første manuskripter udgivet med titlen A Modest Pageant (1992). Et beskedent festspil, et lille optog, en diskret kavalkade. Titlen er karakteristisk. I perioder var han glemt og sat til side. Nu er navnet næsten et begreb, en signatur, som signalerer en særlig teknik og et livssyn. Filmene lever stærkt og undseligt – som stjerner og blomster, der aldrig går ud.

Sunset Song. Instr. og manus: Terence Davies. Foto: Michael McDonough. 139 min. UK 2015. Dansk premiere: 13.10.2016 [Månedens film i Cinemateket].

Terence Davies døde den 7. oktober 2023. Nogle af hans film bliver streamet, de fleste er tilgængelige på dvd og blu-ray, flere i frisk 2K eller 4K-restaurering. Jeg anbefaler bokssættet Terence Davies Collection fra British Film Institute [The Terence Davies Trilogy; Distant Voices, Still Lives; The Long Day Closes; Of Time and the City] og The Long Day Closes i luksusudgaven fra The Criterion Collection (Spine #694).

Fotos: YM Liverpool [Terence Davies Portrait by Ethan Hill]/ BFI/ Channel Four Films/ Three Rivers Production/ Hurricane Films/ Camberwell / Fly Films/ DFI Cinemateket/ The Criterion Collection/ You Tube [trailers]

The Deep Blue Sea streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy; dvd/ blu-ray fra Artificial Eye

Sunset Song er udgivet på dvd og blu-ray fra Metrodome

A Quiet Passion streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play og SF Anytime

Benediction streames i UK på Amazon, Apple TV og Netflix m.fl.

Kun The Neon Bible og The House of Mirth er svære at se nogle steder.

Teksten bygger videre på en præsentationsartikel fra Weekendavisen Kultur 14.10.2016

Charlotte Wells: Aftersun (2022) [Oscars 2023]

OMKRING EN FAR

Erindringens sprog får en ny dialekt

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er de bare Calum og Sophie, en far med sin datter på tur i Tyrkiet. Det må være tilbage i videotiden. Billedet er grynet. Kameraet snerrer, når der bliver zoomet. Hun filmer ham, mens de indretter sig på hotellet, som han siger undskyld for. »Jeg er lige blevet 11,« siger pigen. »Du er 130 – fylder 131 om to dage. Da du var 11, hvad troede du så, at du ville lave lige nu?«

   Manden undviger og bliver mørk. Han er ellers en kærlig og hensynsfuld far. De bliver taget for søskende af teenagerne, som Sophie hænger ud med, da hun og Calum har tørret dem ved billardbordet. Hun er nysgerrig på, hvad de siger om sex. Calum har hånden i gips. De bor ikke sammen til hverdag i Skotland. Der er meget af Calum i Sophie, men manden er ikke nysgerrig mere.

DE har en god ferie sammen. De forstår at sige undskyld og tilgive hinanden. Hun kan alligevel ikke tilgive den aften, han nægter at gå med på scenen og synge karaoke. Hun kæmper sig alene gennem en pivfalsk udgave af »Losing My Religion«, og Calum vil ikke forklare, hvorfor han ikke vil hjælpe.

   Musik fylder meget i filmen. Den sætter også tiden. Blur synger »Tender«, David Bowie og Queen synger »Under Pressure«. Rejselederne får stadig alle op at stå til Bayside Boys-remixet af »Macarena«. Vi er altså ved årtusindeskiftet. Hvis Sophie ser det som voksen, må hun selv være 31 om lidt.

DE taler meget om, hvordan det var, da hun var lille. Interviewet fra begyndelsen bliver gentaget fra andre vinkler. Nu er situationen lidt mere foldet ud. Det er næsten, som om nogen sidder og scanner i materialet. Det gør Calum tit, før de skal sove. Eller han står på balkonen og balancerer og ryger med lukkede øjne.

   Når han ikke vil lege med, siger hun: »I’ll just record it in my little mind-camera.« Netop dét er, hvad Aftersun gør. Den bruger pigens billeder af tiden, som hun husker den. Der er afstand og taktilitet på en gang. Vi er fulde fem kvarter inde, før et klip fører til nutid. Og så straks tilbage til lufthavnen, hvor manden siger »Love you«, før han forsvinder.

SKOTSKE Charlotte Wells (f. 1987) debuterer i lang form med en diskret film, som antyder meget og siger vigtige ting indirekte. Den voksne Sophie vågner i mørket. Hun har en kone nu og en baby, der græder. Kameraet står på kommoden. Vi genkender gulvtæppet fra Tyrkiet. Den sidste dag tog de mudderbad i Kleopatras spa. Han sagde »Love you« til hendes mor, når de ringede til Edinburgh. Hun spurgte hvorfor, når de ikke længere var sammen.

   De smiler på polaroidbilledet, som kanonfotografen tog sidste aften. Lige dér er de glade turister. Der er fortalt mange far/datter-historier, men alligevel ikke helt sådan hér. Der er ingen dramatiske konstruktioner. Sophie får alle på turen til at synge »For He’s a Jolly Good Fellow«, da det er Calums fødselsdag. Vi ser fortvivlelsen i hans ansigt, men Sophie kunne ikke se det dengang.

PAUL Mescal er Oscar-nomineret for sin rolle som den erindrede far. Det er dog i samspillet med debutanten Frankie Corio, at han virkelig skinner. Det er en meget bevægende film, som er spinkel og stærk på en gang. Aftersun taler erindringens sprog, og Wells har sin særlige dialekt. Livet er set gennem sart spindelvæv. Sangen sidder i kroppen endnu.

Paul Mescal var Oscar-nomineret i Best Actor-kategorien. Ved de britiske BAFTA Awards var han indstillet i Best Leading Actor-kategorien (som gik til Austin Butler for titelrollen i Baz Luhrmanns Elvis), og Charlotte Wells modtog prisen for Outstanding Debut by a British Writer, Director, or Producer. Filmmagasinet Sight & Sound satte Aftersun øverst på listen over 50 Best Films of 2022. 

Aftersun. Instr. & manus: Charlotte Wells. Foto: Gregory Oke. 102 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 02.02.2023.

Fotos: BBC Film/ BFI/ Screen Scotland/ Tango Entertainment/ PASTEL/ Unified Theory/ AZ Celtic Films/ REEL Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 02.02.2023

Ib Michael: Brev til månen (1995)

GENSYNETS PANTOMIME

Erindring, hukommelse, virkelighed

Af BO GREEN JENSEN

EFTERÅR 1995: IB Michael har altid trukket sanglinjer i sit forfatterskab, skønt hver roman udgør et værk for sig. Hver ny bog tager afsæt i den forrige og udgør samtidig et springbræt for bevægelsen, som fører videre til den næste.

   Det gælder især for de store romaner, som han har skrevet fem-seks stykker af, siden Kejserfortællingen i 1981 indledte den lange rejse tilbage, som kulminerer i Brev til månen. Det var i fortællingen om den kinesiske elitesoldat, som vandrer gennem verden, fra tidernes morgen til deres mulige ophør, at soldaten første gang fremstod som forfatterskabets samlende skikkelse.

   Med erindringsromanen Brev til månen sætter Ib Michael kronen på værket og fuldender trilogien, som endvidere tæller Vanillepigen (1991) og Den tolvte rytter (1993). Sekvensen begyndte på sæt og vis allerede i Kilroy Kilroy (1989), hvor en navnløs bombepilot forulykkede over Stillehavet, for så at fødes i et hukommelsestab og genopstå som den allestedsnærværende Kilroy, hvis navn står på mure og fly verden over, men som ingen nogen sinde har set.

   Den amnesiramte kriger kunne være indbegrebet af alle de skæbnesoldater, fra Den flyvende kalkundræber til Den tolvte rytter, som Ib Michael har skrevet sig ind på og ud af hele vejen gennem sit forfatterskab. Piloten bliver søgt og set en sidste gang i Brev til månen.

DET samme gør Papa Viggo, den lille konge fra Penrhyn Island (Tongareva), som første gang optrådte i Kilroy Kilroy, og hvis baggrund blev klar i Vanillepigen. Soldaten, som lå begravet i haven, og som fik et ansigt i Den tolvte rytter, trilogiens fantastisk-historiske intermezzo, finder også sin plads i erindringstapetet med alle fortællerens genfærd, men først nu og her, til allersidst, forstår vi, hvem rytteren var.

   På bogens sidste sider flettes det, som i store træk har været en regelret dansk udviklingsskildring, ind i en fantastisk ramme, der for det første retfærdiggør betegnelsen roman og for det andet føjer hele værket sammen med en billedkraft så lysende, at vi endelig indser, hvad magisk realisme kan være på dansk.

   Som sådan er Brev til månen intet mindre end forfatterens manifest og credo. Hvad den så ellers er, står romanen både som et udtryk for og en lovsang til den for alvor skabende fantasi. Den er mere end et aftryk. Den kan bogstavelig talt ændre verden og skrive historien om.

VED begyndelsen af Vanillepigen ankom en navnløs mand i fyrrerne til Roskilde og satte sig til at skrive i et værelse på Hotel Prindsen. Vi kom ind i hans erindring, men fik egentlig aldrig at vide, hvorfor han vendte hjem som en flygtning og krydsede sine spor med så bortvendt og stejl en grimasse. Vi glemte også at spørge, efterhånden som fortælleren foldede sin barndom ud i så duftende og farvestærke baner, at man følte sig hensat til selve begyndelsens og forventningens land.

   I denne omgang står det fra starten klart, at fortælleren er vendt tilbage for at begrave sin far, rytteren, fantasten og huronen, hvis minde sønnen aldrig for alvor har fundet sig til rette med. Også hans mor og søsteren Lulú, som de tre romaner på sæt og vis er tilegnet, venter på manden som vender tilbage, men det er den aldrig særligt nærværende far, han finder for enden af rejsen.

   Det er faderens genfærd, som skal uddrives, og denne eksorcisme udgør i tilbageblik hele trilogiens omdrejningspunkt. I det kursiverede »Præludium« stiger dykkeren ned i Stillehavet ved Victoria Island, som epilogen kalder for »længslens arkimedespunkt«. Han finder vraget med piloten og vækker fortiden til live, så det et øjeblik ligner en genopstandelse, før skelettet – som en anden tekst – spredes og bliver »til hvide stavelser«.

   Der går panik i den danske dykker. Han skyder op med et skrig, spytter snorklen ud og gisper efter luft. Imidlertid rider de døde hurtigt. Det er erindringens by, han befinder sig i, da mareridtet har lagt sig.

DET, som følger, er forfatterens egen fortsatte historie. Den fiktive iscenesættelse er denne gang holdt på et absolut minimum, og var det ikke for forvandlingsrammen, som forspil og coda føjer erindringen ind i, kunne der være tale om egentlig selvbiografi.

   Det historiske mellemspil og de fantastiske spor fra Den tolvte rytter er trådt i baggrunden for en tid. Det er Vanillepigen, vi knytter an til, da de første par lag er skrællet af løget, og fortælleren begynder at sige jeg om sig selv. Vi oplever nu på anden hånd en privilegeret dansk 1960er-opvækst, som hverken er værre eller bedre, mere broget eller tragisk, end så mange lignende film ville være.

   Her, som i Vanillepigen, er det atter genkendeligheden – ikke de fantastiske islæt, men de mange banale små indtryk og sanseligt duftende detaljer, som kunne være trukket ud af en kollektiv dansk drengeerindring – der giver fortællingen sin overvældende styrke.

VI kommer ind i historien, da fortælleren prøver ridetøj og på faderens foranledning bliver ekviperet som en hertug. Så følger han med familien i Tivoli, hvor Pantomimeteatrets figurer siden vil illustrere og kommentere det, som sker i fortællerens og hans nærmestes liv.

   »Gensynets pantomime« er et af bogens ledemotiver, og det var selvsagt Pjerrot, som skrev det første brev til månen. I første omgang vidner besøget blot om, hvilken slags indstilling drengen har: »Luftkasteller er ikke noget, jeg er flasket op med. Fordi jeg kan se pagoden herfra, hvor jeg står, tror jeg jo ikke af den grund, at jeg er kommet til Kina. Man vokser op, og forgyldningen falmer.«

   Andetsteds erklærer fortælleren, at »erindringen bevæger sig med lysets forsinkelse«, men vi klipper hurtigt frem gennem hukommelsens film. Et ophold i Sverige er fuldt af forelskelser, ulykkelige såvel som gengældte, mens hormonerne raser i rytterknægten. Snart er vi nået til 2.g og en Frankrigstur, hvor fortælleren lytter til »Spurvens sange«, leger kispus med de lokale fugle og læser digte som en sulten hund. På denne afstand bliver han enig med sig selv om, at intet er uden dét, som »hjernen producerer hver dag på ny«.

FORTÆLLEREN er en vandrefugl og en kærlighedstyv. Han deler dagene med vennen Olaf og den elskede Kate, som måske fordi hun er så tragisk skrøbeligt disponeret ender med at stå som indbegrebet af den varige kærlighed, som vi søger. Han sætter en ære i at have en let gang på jorden, og efterhånden skriver vi 60ernes slutning, hvor mangt og meget ændrer sig, efterhånden som et ungdomsoprør slår igennem.

   Det sker om ikke andet i måden, som folk gebærder sig på og går klædt. Der er ved at være langt tilbage til Roskilde- drengen, som var medlem af K.U.: »Med mine blå briller og den tynde fip ligner jeg på samme prik Tournesol og doktor Strangelove.«

   I den gyldne tid i Meinungsgade træder Olaf, Kate og fortælleren rundt i pantomimen med samme tumpede ukuelighed som Harlekin, Columbine, Kassander og Pjerrot. Det er Olaf, som i forbifarten påpeger, at tegningen af Vanillepigen faktisk forestiller en mand. De rejser til Italien, hører Ezra Pound læse højt og opsøger guruen Hundertwasser.*

   Verden er blevet elektrisk. Man læser amerikanske beatdigtere, blæser hjernen ud med stoffer og kalder det for erkendelsessøgen. Fortælleren kan tåle det, men det kan spurven Kate ikke. Overhovedet er hele romanen en rejse frem mod det punkt og den grav i Venedig, hvor himlen ikke skylder os »andet end et requiem for Sister Kate«.

ENDELIG er vi ved begyndelsen igen. Fortælleren konfronterer sine genfærd, rejser til Penrhyn Island, chartrer et fly med kinesisk pilot og dykker ned for at finde skæbnesoldaten ved Victoria, »længslens arkimedespunkt«. Men den mytiske drøm selvantænder, og han går ned i flammer endnu en gang.

   Tilbage i Roskilde sidder forfatteren samtidig og tager skæbnen på sig. Han erkender at være både Pjerrot og den standhaftige tinsoldat. Han skriver titlens brev til månen og stålsætter sig i forvisningen om, at i morgen altid vil ligne i dag.** Det regner i samtlige hjerter til slut:

Hen imod slutningen kan han glæde sig over den rolle, historien tildelte ham. Kappe, maske og trekantet hat. Han løb – som soldaten – spænede fra sin skygge med månen som sin eneste vejviser. Indtil den sidste maske faldt, og han så, han var smeltet sammen med faderens billede.

DA er det, at jokeren undslipper for sidste gang. Han gør brevet færdigt, lister ned ad trappen, kommer ud i gården og finder lågen, som han ikke måtte åbne, dengang det var før. Han åbner den nu og er fremme ved øen, han altid bærer med sig i hjertet. Solaris kaldes den til slut, da han træder ud på revet med palmer og sand.

   Her ender da trilogien, som opsummerer forfatterskabet, og sætter punktum for et romanværk, der vil stå sig som noget af det ypperste, der blev skrevet i 1990ernes Danmark:

Allerede da han svømmer tilbage mod land, flammer hænderne af ildkorallens gift. Han kravler op på bredden, ser med vantro de røde ophovnede øer af hud, som breder sig, vikler hænderne i palmeblade. Han kommer i tanke om et råd, fjerner beviklingen igen og pisser på sårene. Det hjælper ikke. Ikke før han sætter sig ved det drømmende hav, som heler alt, hvad det skjuler.

Og til allersidst clouet: »Han venter på skib.«

Se også Ib Michael: Vanillepigen (1991) og Ib Michael: Den tolvte rytter (1993).

*) Amerikaneren Ezra Pound (1885-1972) var central for udviklingen af den modernistiske poesi i Europa. I 1913 kom han op fra en metrostation i Paris og så »the apparition of these faces in the crowd:/ Petals on a wet, black bough.« I 1920 fastholdt han krigsgenerationens erfaring i stordigtet Hugh Selwyn Mauberley (»there died a myriad/ And of the best, among them/ For an old bitch gone in the teeth,/ For a botched civilisation«. Pound hjalp T.S. Eliot med at få fragmenterne, som blev til The Waste Land (1922, da. Ødemarken eller Det Golde Land), i facon. Hans hovedværk er The Cantos, en aldrig afsluttet cyklus på næsten 900 sider, der folder sig ud i et grænseløst historisk rum og som han skrev på livet igennem. Jørgen Sonne oversatte en fyldigt udvalg Digte og cantos i 1968. Pound er blandt modernismens store hanelefanter, men hans status er evigt kontroversiel, fordi han valgte mørkets side politisk. I 1923 kom Pound til Italien. Her gjorde han fælles sag med fascismen, både før og under 2. verdenskrig, meget som den ældre Knut Hamsun gjorde i Norge. Ingen af dem angrede. Begge har af samme grund et belastet »genial-men-gal«-eftermæle. Pound blev sigtet for forræderi, erklæret utilregnelig og sat i forvaring i Washington. Han kom ud i 1958 og bosatte sig i Venedig. Her hørte Ib Michael ham læse i 1964, da han og Peter Severin var i byen som nye studenter.

Østrigeren Friedensreich Hundertwasser (1928-2000) var maler, designer og arkitekt. Han tænkte både konkret og profetisk om emner som klima og økologi. Hans farvestærke signatur var alle vegne i tiden. Hundertwasser blev et brand på linie med Buckminster Fuller, H.R. Giger, herhjemme Bjørn Wiinblad (!), lidt senere husindpakkeren Christo, doodleren Keith Haring og andre navne i sui generis-kongerækken, der er underkendte i kraft af deres popularitet og kommercielle beredvillighed. Som arkitekt efterlod han en række strukturer, der har stået distancen og båret i praksis. Hundertwasser var især inspireret af maori-kulturen i Oceanien. Det ikoniske Hundertwasserhaus i Wien koncentrerer den ornamentale teknik og fungerer som et levende museum og mindesmærke. Han var som tænker og kunstner en original. Æret være de varme jordfarvers mester.

**) »Au clair de la lune« er en fransk folkevise af uvis oprindelse. Den bliver første gang samlet op i Les voitures verseés (1820), en komisk opera i to akter med tekst af Emile Dupaty og musik af Michel Boyeldieu. Der er fire strofer i folkesangen fra Chants et chansons populaires de la France (1858), hvor teksten røber sit profane ophav. Fortælleren beder Pierrot om en pen og et lys. Pierrot siger, at han ingen pen har og henviser til naboen, der har brunt hår og lys i sit køkken. Ingen ved, om brevet blev skrevet, for det var svært at se ved måneskær. Men sikkert er, at frieren kom ind. I Chansons et rondes enfantines (1870) bliver teksten forkortet til to søde vers. Det er kun i den danske udgave, at Pierrot selv sidder og skriver til Pierrette. Han beder da månen lyse hvid og klar. For romanen er Pierrot-skikkelsen på en gang den klassiske rolle fra commedia dell'arte-traditionen (med en maske, som alle kan bære på skift), den surrealistiske trickster fra Pierrot lunaire-sporet i førmodernismen (fra Albert Giraud til Arnold Schönberg; fra Deburau père et fils og Paul Legrand til Sarah Bernhardt og Jean-Louis Barrault som Baptiste i Les Enfants du Paradis) og gøglerfiguren fra danske udflugter, hvor Pjerrot spiser blår på Dyrehavsbakken og danser på Tivolis påfuglescene. Harlekin og Columbine har lige så omfattende ophav. Disse ting udgør en evig fortælling – ganske som historien om den udødelige soldat. 

Ib Michael Brev til månen. 384 s. Gyldendal, 1995.

.

Fotos: Gyldendal (Brev til månen-omslag Tove Krebs Lange med maleri af Rudi Baerwind; Kilroy Kilroy-omslag Peter Severin)/ Wikipedia (Antoine Watteau;  Charles Léandre; Atélier Nadar [foto af Charles Deburau])/ Library of America (Ezra Pound)/ Hundertwasserhaus/ Wien Tourismus/ Adolphe Willette ('Pierrot saoul danse sous la lune', Chat Noir 1885).

Vanilletrilogien udkom samlet i 2005

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 06.10.1995