Store instruktører: Terence Davies 1945-2023 | Sunset Song

BJERGTAGET AF BEVÆGELSEN

Terence Davies 1945-2023

Af BO GREEN JENSEN

FILMSKABEREN Terence Davies – som var 77, da han døde i sit hjem i Essex forleden – vil blive husket som en beskeden mand og en genert superstjerne. Han kom sent til faget efter en nøjsom opvækst i Liverpool, hvor man ikke forbandt filmens verden med sin egen virkelighed.

   Terence var den yngste i en børneflok på ti. Han var syv år, da en søster tog ham med i biografen, som viste musicalen Singin’ in the Rain (1952). Endnu bedre blev det, da de senere så Meet Me in St. Louis (1944), og Davies kunne genkende følelsen fra sin egen familie. Uroplevelsen er bearbejdet i flere erindringsværker på listen. Drengen havde aldrig set noget smukkere eller mere farverigt. At han selv kunne lave film en dag, var ikke en realistisk mulighed. Folk fra hans klasse blev skuespillere. Aldrig instruktører.

   Som 16-årig gik Terence ud af skolen og fik ansættelse som kontorassistent. Sådan arbejdede han i ti år. Han læste alt, hvad han kunne, begyndte at høre klassisk musik og skrev prosa i synopsisform.

   En af teksterne – manuskriptet til Children (1976) – blev ved at insistere. Terence tog konsekvensen og meldte sig ind på Coventry Drama School. BBC gav ham 8.000 pund at lave Children for. Han skulle selv instruere og lærte ved at gøre det. Først i 1980 fik Davies diplom fra National Television and Film School.

DE mest distinkte film er personlige meditationer. Først kom tre kortfilm – Children, Madonna and Child (1980) og Death and Transfiguration (1983) – der i 1984 blev samlet som The Terence Davies Trilogy. De tegner konturerne af et liv i Liverpool, som det kunne forme sig for en mand med instruktørens baggrund.

   Egentlig selvbiografisk bliver først familieportrættet Distant Voices, Still Lives (1988, da. Fjerne stemmer, stille liv), hvor Pete Postlethwaite spiller den voldsomme far, og Freda Dowie slider sig op som hans hustru. Men han kan også være kærlig og sætte julestjernen på træet. Yngste søn er syv, da han forsvinder. Efter begravelsen er der mange versioner. Alle husker tiden forskelligt. Der er flashbacks, som viser en relativ sandhed. Drengen, som vokser op, hedder Tony.

   I The Long Day Closes (1992) er »Tony« blevet til »Bud«. Han er 12 år og bruger megen tid på at sidde ved vinduet. Her betragter han livet i gaden, bliver opmærksom på sin seksualitet og venter mellem fortid og fremtid. Vinduer er for Davies, hvad døråbninger var for John Ford. Grundstemningen er melankolsk, men karaktererne ser ud på verden og håber.

EN særligt suveræn sekvens (»Bud's World«) panorerer hen over publikum i en biograf. Det ses i droneperspektiv. Biografen bliver til et kirkerum, hvor de samme tilskuere rejser sig for at bede.Så sidder drengene på rækker ved pulte i skolestuen. Alt sker i en ubrudt kameragang – Michael Coulter var Davies' husfotograf, og William Diver klippede de fleste af hans film.

   Imens synger Debbie Reynolds (fra Singin’ in the Rain) 1957-sjæleren »Tammy«. Der er 35 stykker musik i The Long Day Closes, og flere af dem spiller i fuld længde. Verden er fuld af sociale ritualer. Farverne bor i biografen, mens regnen falder udenfor.

   Det slutter i kulkælderen under huset. Drengen går ind gennem mørket, mens dialog fra Orson Welles' The Magnificent Ambersons (1942) og David Leans version af Great Expectations (1946) kommer og går på lydsporet. For enden af gangen sætter han sig ved siden af en anden dreng. De ser på fuldmånen, der hænger over mørkt vand og dækkes af drivende skyer. Den ene dreng spørger den anden, hvad han fik til jul.

   Endelig skruer Davies helt op for musikken. Muren i kælderen er forsvundet eller forvandlet til et filmlærred. Vokalensemblet Pro Cantione Antiqua fremfører Arthur Sullivans elegiske 1861-komposition for stemmer og kor – med tekst, ikke af W.S. Gilbert, men af Henry Fothergill Chorley – som filmen har sin titel fra. Davies kom fra et krydsfelt mellem de to aftensange, »Tammy« og »The Long Day Closes«; længsel i strålende farver, blå og grå dage i virkeligheden.

NU forsøgte Davies sig med to transatlantiske opgaver. Jeg så The Neon Bible med Gena Rowlands på Venedig Festivalen i 1995, hvor der var stærkt delte meninger. Davies bruger sin statiske tableaustil, men er uventet farverig og musikalsk i sin skildring af 1940ernes USA. Der er vækkelsesmøder og måneskinsradio. Det er i høj grad en europæers idé om americana. Edward Hoppers malerier er sjældent citeret mindre subtilt. Forlægget var en roman af John Kennedy Toole, der begik selvmord som 32-årig og var kult i 1980erne.

   Men den unge mand i midten ligner drengen fra de britiske film. Det er de samme vidtåbne øjne, han ser med. Heller ikke The House of Mirth (2000, da. Munterhedens hus) var atypisk for Davies, skønt det gælder en kostumefilm. Det er en klaustrofobisk kvindeskildring, baseret på Edith Whartons roman om moralske kompromiser. Hovedrollen spilles af Gillian Anderson, som dengang var kendt for The X-Files. Filmen blev sammenlignet med Martin Scorseses version af The Age of Innocence (1993, da. Uskyldens år). Amerikaneren solgte flere billetter.

HEREFTER fulgte en lang periode, hvor Davies ikke kunne få finansiering. Han var eksemplet, man trak op af hatten, når den britiske filmstøtte blev diskuteret. »Se, hvor galt det står til: Terence Davies har ikke lavet en film i otte år!«

   Han kom stærkt igen med Of Time and the City (2008). Det er en dokumentar i spillefilmslængde, et essay om erindring og en elegi for Liverpool. Arkivklip blandes med nye optagelser, mens Davies læser højt af T.S. Eliots Fire Kvartetter. Også dén film kunne hedde The Long Day Closes.

   Siden var Davies altid i vælten. The Deep Blue Sea (2011) brugte Rachel Weisz som kvinden mellem to mænd (Tom Hiddleston og Simon Russell Beale) i et London, som endnu er mærket af Blitzen. Samuel Barbers smægtende toner var tæt på at løse mysteriet i Terence Rattigans skuespil. »Beware of passion, Hester, it always leads to something ugly.« Rattigan var – som Davies – nonbinær og skrev sin dramatik i en slags kode. Også herhjemme gik The Deep Blue Sea ganske godt.

NU kunne Davies rejse midler til det skotske projekt, som havde været 40 år undervejs. Tanken tog form allerede i 1972, da han stadig var kontormand i Liverpool, og BBC sendte en dramatisering af Sunset Song i seks episoder.

   Det var, før man kunne optage sine yndlingsprogrammer, og Davies skyndte sig hjem for at fange ugens afsnit. Han blev så utålmodig, at han købte Lewis Grassic Gibbons’ romaner om kvinden Chris Guthrie – Sunset Song (1932) , Cloud Howe (1933) og Grey Granite (1934) er samlet i trilogien A Scots Quair  – og begyndte at forestille sig sin egen film.

   Sunset Song er sjældent overdådig for Davies. Filmen er optaget i New Zealand og bruger 65mm-formatet til at skildre de favnende marker i alle slags lys. Davies går efter den episke klarhed i historien om Chris Guthrie, som er tæt på at være en skotsk Scarlett O’Hara. Også her giver jorden tryghed, og i morgen er der endnu en dag. Somme tider føler Chris, at hun er Skotland.

CHRIS bliver spillet af Agyness Deyn, som er forhenværende fotomodel. Davies havde altid flair for at caste sine kvinderoller. Hun har en bror, der føler sig trådt på af faderdyret John Guthrie, som Peter Mullan gør til en kompleks figur på linie med Pete Postlethwaite i Fjerne stemmer, stille liv.

   Gibbons skrev flere bøger om Chris, men Sunset Song er juvelen i kronen. For Davies er filmen et sjældent forsøg på at bryde kammerspillets begrænsninger. Det er ikke alt, som lykkes – dialogen er tung og symbolerne grove – men der kompenseres med overvældende billeder.

   Før høsten går markarbejderne gennem kornet, mens The Glasgow Orpheus Choir synger »All in the April Evening«. Et andet ledemotiv er den traditionelle »The Flo’ers o’ the Forest«. Det er sange, Davies hørte i klassiske radioprogrammer som ung. Her får de endelig deres sted.

   Hver gang giver det tilskueren gåsehud. Sunset Song er måske den af alle Davies’ film, der (i åben, ikke-autofiktiv form) kommer tættest på at forene musikken og bevægelsen, som han blev bjergtaget af i sin barndoms biograf.

ALLEREDE da Sunset Song blev lanceret, havde Davies færdiggjort A Quiet Passion. Her er kammerspillet tilbage. Cynthia Nixon (bedst kendt for rollen som Miranda Hobbes i Sex and the City) er overraskende effektivt castet som digteren Emily Dickinson (1830-1886), der for Davies bliver en amerikansk version af ensomhedens klarsynede muse.

   Davies’ film har sit særlige take på figuren. Han sagde selv, at han undrede sig over tidens kærlighed til Jane Austen. Det ragede ham en høstblomst, hvem der blev gift med hvem i de bøger. Han ville gerne tage fat i søstrene Brontë, men i England var atmosfæren ikke til fortolkninger, som ville andet og mere end flad romantik. Derfor blev det Dickinson.

EFTER Loach og Leigh var Davies den tredje store gamle auteur. Han var garant for en anstændighed, en social humanisme, der rækker tilbage til Lindsay Anderson, De Vrede Unge Mænd og den såkaldte køkkenvaskrealisme. I andre henseender var han vildt avantgarde. Hans sande æstetiske fæller er filmskabere som Sally Potter og canadiske Guy Maddin. Først og fremmest var han sin egen.

   I Danmark forblev han et hemmeligt navn, der ikke bed sig fast efter Fjerne stemmer, stille liv. Der var lejlighed til at indhente det hele i 2016, da samtlige film blev vist i Cinemateket. Instruktøren kom til byen som gæst på CPH PIX. Han gav en masterclass på Den Danske Filmskole og præsenterede selv den første visning af A Quiet Passion.

   Hans sidste film blev Benediction (2021), en kronologisk flydende rejse rundt om digteren Siegfried Sassoon (spillet som ung af Jack Lowden, som ældre af Peter Capaldi), der blev præget for livet af sine oplevelser som officer i Første Verdenskrig. Han mistede venner som Wilfred Owen (Matthew Tennyson) og kom til at hade alt ved krigen og klassesamfundet.

   Sassoon stod ved sin nonbinære seksualitet, konverterede til katolicismen og blev en varm fortaler for pacifisme. Han blev gift og fik en søn. Lykkelig blev han aldrig. Der var altid en hinde, en skærm af mat glas, mellem verden og ham.

TERENCE Davies var ved at forberede optagelsen af The Post Office Girl, en filmatisering af Stefan Zweigs posthumt udgivne Rausch der Verwandlung (1982, da. Forvandlingens rus), da han døde. Sophie Cookson var castet i titelrollen. Til Jordan Raub fra The Film Stage udtalte han: »We've been on this three years now. The script is written and we're raising the money. But, you know, it will be a co-production, which means if one domino falls, then everything collapses.« [15.02.2023]

   Det er uklart, om Davies' død er dominobrikken. I så fald står et tæt dusin af film, han faktisk færdiggjorde. De bedste er og bliver de to, som fortæller hans egen familiehistorie og genskaber opvæksten i Kensington: Distant Voices, Still Lives og The Long Day Closes. Måske især den sidste, fordi den er så fuld af (film)kærlighed.

   Terence Davies skrev endvidere romanen Hallelujah Now (1984) og fik sine første manuskripter udgivet med titlen A Modest Pageant (1992). Et beskedent festspil, et lille optog, en diskret kavalkade. Titlen er karakteristisk. I perioder var han glemt og sat til side. Nu er navnet næsten et begreb, en signatur, som signalerer en særlig teknik og et livssyn. Filmene lever stærkt og undseligt – som stjerner og blomster, der aldrig går ud.

Sunset Song. Instr. og manus: Terence Davies. Foto: Michael McDonough. 139 min. UK 2015. Dansk premiere: 13.10.2016 [Månedens film i Cinemateket].

Terence Davies døde den 7. oktober 2023. Nogle af hans film bliver streamet, de fleste er tilgængelige på dvd og blu-ray, flere i frisk 2K eller 4K-restaurering. Jeg anbefaler bokssættet Terence Davies Collection fra British Film Institute [The Terence Davies Trilogy; Distant Voices, Still Lives; The Long Day Closes; Of Time and the City] og The Long Day Closes i luksusudgaven fra The Criterion Collection (Spine #694).

Fotos: YM Liverpool [Terence Davies Portrait by Ethan Hill]/ BFI/ Channel Four Films/ Three Rivers Production/ Hurricane Films/ Camberwell / Fly Films/ DFI Cinemateket/ The Criterion Collection/ You Tube [trailers]

The Deep Blue Sea streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy; dvd/ blu-ray fra Artificial Eye

Sunset Song er udgivet på dvd og blu-ray fra Metrodome

A Quiet Passion streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play og SF Anytime

Benediction streames i UK på Amazon, Apple TV og Netflix m.fl.

Kun The Neon Bible og The House of Mirth er svære at se nogle steder.

Teksten bygger videre på en præsentationsartikel fra Weekendavisen Kultur 14.10.2016

Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne mestre]

JAGTEN PÅ DET GODE KLIK
Magiker og mønsterbryder

Af BO GREEN JENSEN

MARTS 2018: To nye film af Steven Spielberg får premiere i de kommende uger.

   Den ene er The Post, et klassisk og sandfærdigt drama om, hvordan Pentagon-rapporten blev lækket og trykt i The Washington Post (samt mange andre aviser), da verden var yngre, og pressen var fri.

   Spielberg skyndte sig at blive færdig med The Post, fordi han ville sige noget vigtigt til nationen, der foretrak Donald Trump for Hillary Clinton. Meryl Streep spiller udgiveren Kay Graham. Tom Hanks spiller redaktøren Ben Bradlee. Det er store, gamle navne. Filmen er lige så støvet.

   Den anden nyhed er Ready Player One. Her sejler skibet med helt andre varer. Filmen bygger på Ernest Clines (frejdigt) dystopiske fremtidsroman. I 2045 er klimaet gået i stykker, og infrastrukturen er ved at smuldre. De fleste amerikanere bor i stakke af trailers, som står ved de forladte storbyer.

   Det er ikke en venlig verden at vokse op i. Fortælleren Wade er ikke den eneste, som tilbringer det meste af sin tid i netuniverset OASIS, hvor al underholdning og viden er lagret. OASIS er både et spil og et bibliotek. Skaberen voksede op i 1980erne. Derfor er spillet fyldt med henvisninger til det årti. Også mange af Spielbergs film bliver nævnt.

   Designeren dør uden arvinger. Han efterlader tre nøgler til sin kolossale formue inde i spillet. Alle leder febrilsk og forgæves. Så finder Wade den første nøgle og bliver forfulgt gennem spillet af andre lykkejægere.

DET er en svimmel og vild filmoplevelse, der bombarderer samtlige sanser og kører på alle cylindre. I Clines roman er der pertentlige noter, som beskriver hver enkelt 80er-effekt. Spielberg lader alt hvirvle hurtigt forbi. Han har fjernet de fleste hilsener til sine egne film. Alligevel er det oplagt, at netop han skulle instruere Ready Player One. Han kunne selv have skrevet spillet, der drømmer om et bedre sted.

   Der er tale om væsensforskellige film, men begge er typiske for instruktøren. De kommer også fra det samme hold. John Williams har ikke skrevet musikken. Ellers er alt ved det gamle. Fotografen på begge film er Janusz Kaminski, der har været med siden Schindler's List (1993, da. Schindlers liste).

   Michael Kahn har klippet Spielbergs film siden Close Encounters of the Third Kind (1977, da. Nærkontakt af tredje grad). Han er blevet 82 og har derfor opgraderet assistenten Sarah Brohart til en kollega. Hun begyndte på Team Spielberg i 2011, da han forsøgte sig i animationsgenren med Tintin: Enhjørningens hemmelighed.

HVORFOR vil en kunstner skabe to film, som slet ikke ligner hinanden?

   Spielberg præsenterede Ready Player One på SXSW (South by Southwest)-festivalen i Austin i Texas. Det skete den 11. marts, 2018. Han holdt her en lille tale om, hvordan han ser sin proces og metode. På den ene side er der films, på den anden er der movies. Og begge dele er cinema af en slags.

   Når han laver films som The Post eller Lincoln (2012), kan han gribe det intellektuelt an. Han kan se problemet udefra, overveje flere løsninger, gøre A for at skabe distance og B for at bygge en bedre struktur.

   I parentes bemærket, er dét filmskaberen, når han er bedst. I HBO-dokumentaren Spielberg (2017) ser man ham instruere en scene fra Bridge of Spies (2015, da. Spionernes bro). Det er beroligende og imponerende. Det er som at følge en stor håndværksmester, der kæler for hver detalje i arbejdet.

   Når Spielberg laver movies som Ready Player One, kan han ikke koncentrere sig om de ting. Så er han ét med den samlede drift. Han sidder i salen som alle andre. Han vil ind i eventyret og dele den fysiske oplevelse. Det skal være en filmkunst, som suger i maven. Jurassic Park eller Indiana Jones-serien. Så kan han slet ikke skille tingene ad.

NATURLIGVIS giver sondringen mening. Det er også godt at høre en mand på 71, der tænker ungt og taler teenage. Men spørgsmålet er, om det gavner et værk at være så klar og målrettet. Nu skal vi lave stor kunst. Nu skal vi lave bred underholdning.

   Graham Greene gjorde forskel på novels og entertainments, men de sidste bøger var ofte de bedste, og kun forfatteren selv kunne afgøre, hvor forskellen egentlig lå.

   Det har altid været Spielbergs adelsmærke, at han tog popkulturen alvorligt og kendte sine fortrin. Han har været en ægte auteur på den måde. Uanset genren er der en form og en fast signatur.

SPIELBERG har truffet det rigtige valg på flere tidspunkter. I 1975 sagde han nej til de fristende tilbud, der fulgte efter succesen med Jaws. I et vindue på halvandet år var Dødens gab den mest indbringende film i historien. Alligevel afslog Spielberg at instruere Jaws 2.

   Det har næppe krævet dybe overvejelser. En ny hajfilm ville have sat ham i bås, og det var svært nok at lave den første. Men for en mand med Spielbergs hang til de store historier må det have været have en regulær mulighed at få hele værktøjskassen til rådighed, da Warner Brothers bad ham instruere den første Superman-film med Christopher Reeve.

   Spielberg sagde nej, skønt Marlon Brando indgik i pakken. Han sagde også nej tak til 70er-versionen af King Kong, hvor Jessica Lange debuterede som »the scream queen« i Fay Wrays gamle rolle. I stedet gik han – og vennen Richard Dreyfuss – i gang med at videreudvikle den første af filmværkets store titler, som virkelig kommer fra hjertet.

CLOSE Encounters of the Third Kind (da. Nærkontakt af tredje grad) fik premiere i november 1977. Det er lys og visionær science fiction i et format og med en alvor, som kun Stanley Kubrick havde strejfet. Men 2001: A Space Odyssey (1968. da. Rumrejsen år 2001) er en kold fortælling, som slutter ved sindets yderste grænse. Nærkontakt er en varm film om det første fuldbyrdede møde mellem mennesker og aliens.

   Det er også en film om en mand med en drøm, der tangerer besættelse og psykose. Spielberg kunne kende sig selv i Roy Neary, der har et billede af bjerget i Wyoming brændt fast på den hvide bagvæg i hjernen. Han bygger modellen af jord, sand og blade, så verden må tro, han har mistet forstanden. Han er sindbilledet på en fanatisk filmskaber.

   Også Dreyfuss kunne se sig selv i Roy Neary. Det kunne Spielberg ikke i første omgang. Han spurgte både Steve McQueen, Dustin Hoffman, Al Pacino og Jack Nicholson, før Dreyfuss fik insinueret sig i rollen.

   

CLOSE Encounters har for første gang magien oppe i fuldt format. For Spielberg var arbejdet begyndt allerede, da han og hans far så på stjerneskud i New Jersey. Senere kom familien til Arizona, hvor Spielberg skabte ambitiøse amatørfilm som Fighter Squad (1961) og Escape to Nowhere (1963).

   Han var kun 17 år, da han skrev og instruerede science fiction-filmen Firelight. Det blev gjort for 500 dollar, som hans forældre investerede. Men Firelight er en rigtig film, som varer to timer og et kvarter. Han førte selv kameraet, klippede filmen og komponerede (på klarinet) et score, som skoleorkestret fra Arcadia High School Band fremførte.

   Det skulle jo gå rigtigt til. Firelight fik premiere i Phoenix Little Theater. Det var den 24. marts, 1964. Entreen var én dollar, og filmen solgte 501 billetter. Det var med andre ord den første kommercielt bæredygtige produktion. Kun fire minutter overlever. Stumperne ligger på YouTube.

   Pointen er, at Spielberg – the boy wonder – skabte filmen for alvor. Flere scener indgår i Close Encounters of the Third Kind. Beskæringer og storyboards blev genbrugt. Farvevalg og grundstemninger. Han havde haft dem i sit hoved hele tiden.

   Den store dreng var spejder. Han så tv og læste gode tegneserier. For Spielberg er adventure og sci-fi ikke billige genrer med dårlige plots og sætstykker af pap. De udgør hovedstolen og er bestandige inspirationskilder. Evnen til undren er guldet i æsken for Spielberg. Det er det mest besnærende og mindst tillærte ved ham.

AMBITIONEN om at blive taget alvorligt begyndte sikkert med Close Encounters. Men Spielberg blev længe set som en dreng, der kun havde flair for kulørte emner – som han til gengæld kunne udenad.

   Alle hadede farcen 1941, hvor japanske fly angriber Hollywood. Hele verden elskede E.T., som åbnede sci-fi genren for børn og var et eventyrunivers i sig selv.

   Som tak for E.T. fik Spielberg sit eget studie-i-studiet. Amblin Entertainment ligger midt i Universal City. Det er opkaldt efter novellefilmen ’Amblin, som i 1968 fik direktøren Sid Sheinberg til at give Spielberg en åremålsansættelse. Han var kun 20 år, da han instruerede Joan Crawford i en episode af Rod Serling’s Night Gallery. Anekdoten siger, at hun var forarget, men blev charmeret af drengens talent.

   Der har altid været vidunderbarnshistorier. Ingen havde lyst til at se den voksne teenager uden baseballkasket.

SPIELBERG overvejede længe, hvad der skulle til. Så købte han rettighederne til Alice Walkers The Color Purple (da. Farven lilla) og lavede en af de mindst personlige film i sin karriere.

   Whoopi Goldberg, Danny Glover og Rae Dawn Chong medvirkede. Selv Oprah Winfrey blev taget i ed. For en gangs skyld skrev John Williams ikke musikken – det gjorde jazzkoryfæet Quincy Jones.

   Det svageste i Farven lilla er respektfuldheden. Det bedste er farverne i paletten, som fotografen Allen Davieau har komponeret. Billedsiden har en klar idé. Personinstruktionen lider af stor berøringsangst. Idealet er mainstream for en middelklasse, der har lagt fortidens racehad bag sig. Sådan lå landet bare heller ikke i 1985.

   Mainstreamkritikken tog godt imod filmen. Det var sådan en film, læseklubberne så. Filmakademiet kvitterede med 11 Oscar-nomineringer. Jeg kan stadig huske ceremonien i marts 1986. Spielberg og det samlede cast sad med hvide knoer, mens Out of Africa (da. Mit Afrika), Sydney Pollacks store Karen Blixen-film, tog de tungeste priser. Der var ikke én til Farven lilla. Spielbergs ansigt var helt lukket til. Han tænkte sikkert: Aldrig igen.

EFTER Farven lilla fulgte The Empire of the Sun (1987, da. Solens rige), som er en af Spielbergs bedste film. Tom Stoppard bearbejdede J.G. Ballards erindringsbog om sine oplevelser i en japansk fangelejr. Den 13-årige Christian Bale var et fund som drengen Jim Ballard, men hovedattraktionen i filmen er kulden, distancen, mylderet og skønheden i de fantastiske billeder. Der er ingen spor af sødmen, som Spielberg ofte har dækket sig ind med.

   Always (1989) er en af de Spielberg-film, som man undrer sig over. Audrey Hepburn havde sin sidste filmrolle som englen, der forener Richard Dreyfuss og Holly Hunter. Pilotfilmen var en genindspilning af Victor Flemings A Guy Named Joe (1943). Spielberg har altid vidst, at hans krig ikke var krigen i Vietnam. Det var 40ernes store krig i Europa.

   Jurassic Park (1993) var en teknisk bedrift og en megasucces i sporet med popcorn. Ideen kom fra Michael Crichtons bog, men Spielberg sørgede for, at synet af de computerskabte dyr – som virkelig var noget særligt – blev levende, magisk og kolossalt.

   Seks år efter Farven Lilla modtog Schindler's List 12 Oscar-nomineringer. Denne gang blev alt, som det skulle være. Filmen fik otte priser, og Spielberg var på scenen konstant.

SPIELBERG blev 71 i december. Modsat andre i generationen har han aldrig skildret private forhold. Han har investeret sin erfaring, men han har ikke brugt det personlige stof. Biografien kan derfor skrives i kortform. Det er sådan set bare en liste med titler.

   Han var gift med Amy Irving fra 1985-89. Han mødte Kate Capshaw under optagelserne til Indiana Jones og templets forbandelse (1984), hvor hun spiller over for Harrison Ford. Der var syv børn i den sammenbragte familie. I dag er det yngste fyldt 24.

   Steven har nok fyldt mest i ægteskabet. At dømme efter filmene, er han god til børn og dårlig til kvinder. Det var Capshaw, som konverterede til jødedommen, så de kunne blive gift i 1991.

   Molly Haskell fortæller en instruktiv anekdote i sin monografi om Spielberg fra 2017. På et tidspunkt sad parret og genså Indiana Jones and the Temple of Doom. Det var godt og nostalgisk, men også vemodigt. »Hvad blev der egentlig af min karriere?« sagde Capshaw. Sidst hun medvirkede i noget, var da tv-filmen A Girl Thing (2001) blev vist.

   »Der var ikke meningen, at du skulle have en karriere,« sagde Steven. »Du skulle jo være min hustru.«

DER er en liste med ti af de bredeste movies, som verden har set. Og en liste med ti respektable films, der kan være så selvbevidst seriøse, at den gode smag bliver en blokering. Det bedste stof ligger inde i midten, hvor strømmene ikke er delt. De er snarere flettet som reb i et rum, hvor filmskaberen kan væve med lyset.

   Jeg har set alle Spielbergs film. Jeg har også anmeldt de fleste efter E.T. Jeg kan faktisk huske, da Sugarland Express (1974), den allerførste feature, blev vist i Kastrup Bio, og der var røde firkanter (for udsolgt) i skiven over billetlugen. Den film så vi mere for Goldie Hawns skyld, men Spielberg var allerede et navn.

   Den bedste film er A.I. - Artificial Intelligence, som Stanley Kubrick påbegyndte før sin død i 1999 og som Spielberg gjorde færdig i 2001. Det er en futuristisk Pinocchio-myte, baseret på novellen »Supertoys Last All Summer« af Brian Aldiss. En kunstig dreng bliver kasseret, da familien får en »rigtig« søn. Han strejfer om i fremtidslandskabet og når til sidst verdens ende i den druknede by, hvor også Collodis Blå Fe optræder.

E.T. og Nærkontakt af tredje grad konkurrerer om at vise den lyse side af Spielbergs science fiction. Nærkontakt vinder på vision og ideer, men E.T. er uovertruffen i sin skildring af drengenes venskab i den ærkeamerikanske forstad, hvor Spielbergs ungdom ligger begravet.

   Fra Nærkontakt husker man Moderskibet, John Williams’ bud på en tonal trappestige og François Truffaut som den franske rumforsker. Fra E.T. drengen på cyklen, der stiger op over fuldmånen.

   Spielberg bliver lovprist for lys science fiction. Mindre værdsat, men lige så værdifuld, er den mørke side af sagen, som kommer til udtryk i filmatiseringen af Philip K. Dicks Minority Report (2002). Tom Cruise spiller politisoldaten, som eftersøges for et mord, han ikke har begået endnu. Forestillingen om et tankepoliti er blot blevet endnu mere aktuel.

   Cruise er også effektiv i den robuste og regulære modernisering af H.G. Wells’ The War of the Worlds (2005). Her kan Spielberg ikke dy sig for at etablere surrogatfamilien, som næsten altid kæmper midt i kaos i hans film. Det er sjældent en ægte kernefamilie, men fremmede børn og voksne, som rystes sammen. Han gør det også i Jurassic Park-serien.

DEN bedste krigsfilm er Saving Private Ryan (1998). De første tyve minutter på stranden i Normandiet er håndholdt, hypervirkelig og radikal på alle måder. Alligevel synes jeg bedre om Solens rige, som er Spielbergs bedste portræt af en dreng. Den fine filmatisering af Michael Morpurgos War Horse (2011) ser Første Verdenskrig med et dyrs bange øjne. Det bliver slagmarken ikke smukkere af.

   Der er ikke plads til at nævne kvaliteterne i Schindlers liste. Den film er virkelig en af de store. Lad mig bare sige: Pigen med den røde frakke. Hvis man synes, at hun er for patetisk eller tydelig, får man aldrig det gode klik med humanisten Steven Spielberg. Og han er ellers virkelig nok.

DE bedste politiske film er Munich (2005, da. München) og Spionernes bro. Lincoln er både politisk og historisk. Den mærkeligste er Amistad (1997), som prøver at belyse slaveriet og racismen i en særlig slags drømt realisme, der ikke ligner noget andet hos Spielberg.

   Endelig har jeg en svaghed for Hook (1991). Robin Williams spiller den voksne Peter Pan, som har glemt Ønskeøen, mens Dustin Hoffman stanger tænder som Kaptajn Klo. Det ligner farvelade, men Spielberg er måske den instruktør, som har forstået J. M. Barries bog allerbedst.

I Catch Me If You Can (2002) er Leonardo DiCaprio manden, som narrer alle de andre. Filmen blander svindlerkomedie og thriller. Spielberg kan huske drengen i manden. Alligevel er det befriende, når han en sjælden gang bare er mand for sin alder. The Post er en stivstikkerfilm om principper. Men München ligger i virkeligheden.

   Der bliver sikkert mange film endnu. Som producer har Spielberg mindst 40 projekter i kog. Instruktøren er på vej med en genindspilning af West Side Story, og i 2022 kommer den sidste film om Indiana Jones.

   George Lucas og Spielberg skabte skikkelsen sammen. Det er Lucas, der kan seriefremstille mytologien. Men det er Spielberg, som forstår den med sit gamle spejderhjerte.

Se også Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: The Terminal (2004); Steven Spielberg: Munich/ München (2005); Steven Spielberg | Hergé: The Adventures of Tintin (2011) [Animation]; Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Steven Spielberg: The Fabelmans (2022) [Oscars 2023] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100].

Molly Haskell: Steven Spielberg. A Life in Films. 224 s. I serien Jewish Lives. Yale University Press, 2017.

Spielberg. Instr. & manus: Susan Lacy. Foto: Ed Marritz, Samuel Painter. 147 min. USA 2017. HBO Documentary Films.

Fotos: Amblin Entertainment/ Universal Studios/ Columbia Pictures/ Paramount Pictures/ Dreamworks/ HBO/ Yale University Press/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Ready Player One havde dansk premiere 29.03.2018

The Post havde dansk premiere 05.04.2018.

Alle de nævnte film streames et sted og er udgivet i samtlige fysiske formater  

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 23.03.2018