Store instruktører: Terence Davies 1945-2023 | Sunset Song

BJERGTAGET AF BEVÆGELSEN

Terence Davies 1945-2023

Af BO GREEN JENSEN

FILMSKABEREN Terence Davies – som var 77, da han døde i sit hjem i Essex forleden – vil blive husket som en beskeden mand og en genert superstjerne. Han kom sent til faget efter en nøjsom opvækst i Liverpool, hvor man ikke forbandt filmens verden med sin egen virkelighed.

   Terence var den yngste i en børneflok på ti. Han var syv år, da en søster tog ham med i biografen, som viste musicalen Singin’ in the Rain (1952). Endnu bedre blev det, da de senere så Meet Me in St. Louis (1944), og Davies kunne genkende følelsen fra sin egen familie. Uroplevelsen er bearbejdet i flere erindringsværker på listen. Drengen havde aldrig set noget smukkere eller mere farverigt. At han selv kunne lave film en dag, var ikke en realistisk mulighed. Folk fra hans klasse blev skuespillere. Aldrig instruktører.

   Som 16-årig gik Terence ud af skolen og fik ansættelse som kontorassistent. Sådan arbejdede han i ti år. Han læste alt, hvad han kunne, begyndte at høre klassisk musik og skrev prosa i synopsisform.

   En af teksterne – manuskriptet til Children (1976) – blev ved at insistere. Terence tog konsekvensen og meldte sig ind på Coventry Drama School. BBC gav ham 8.000 pund at lave Children for. Han skulle selv instruere og lærte ved at gøre det. Først i 1980 fik Davies diplom fra National Television and Film School.

DE mest distinkte film er personlige meditationer. Først kom tre kortfilm – Children, Madonna and Child (1980) og Death and Transfiguration (1983) – der i 1984 blev samlet som The Terence Davies Trilogy. De tegner konturerne af et liv i Liverpool, som det kunne forme sig for en mand med instruktørens baggrund.

   Egentlig selvbiografisk bliver først familieportrættet Distant Voices, Still Lives (1988, da. Fjerne stemmer, stille liv), hvor Pete Postlethwaite spiller den voldsomme far, og Freda Dowie slider sig op som hans hustru. Men han kan også være kærlig og sætte julestjernen på træet. Yngste søn er syv, da han forsvinder. Efter begravelsen er der mange versioner. Alle husker tiden forskelligt. Der er flashbacks, som viser en relativ sandhed. Drengen, som vokser op, hedder Tony.

   I The Long Day Closes (1992) er »Tony« blevet til »Bud«. Han er 12 år og bruger megen tid på at sidde ved vinduet. Her betragter han livet i gaden, bliver opmærksom på sin seksualitet og venter mellem fortid og fremtid. Vinduer er for Davies, hvad døråbninger var for John Ford. Grundstemningen er melankolsk, men karaktererne ser ud på verden og håber.

EN særligt suveræn sekvens (»Bud's World«) panorerer hen over publikum i en biograf. Det ses i droneperspektiv. Biografen bliver til et kirkerum, hvor de samme tilskuere rejser sig for at bede.Så sidder drengene på rækker ved pulte i skolestuen. Alt sker i en ubrudt kameragang – Michael Coulter var Davies' husfotograf, og William Diver klippede de fleste af hans film.

   Imens synger Debbie Reynolds (fra Singin’ in the Rain) 1957-sjæleren »Tammy«. Der er 35 stykker musik i The Long Day Closes, og flere af dem spiller i fuld længde. Verden er fuld af sociale ritualer. Farverne bor i biografen, mens regnen falder udenfor.

   Det slutter i kulkælderen under huset. Drengen går ind gennem mørket, mens dialog fra Orson Welles' The Magnificent Ambersons (1942) og David Leans version af Great Expectations (1946) kommer og går på lydsporet. For enden af gangen sætter han sig ved siden af en anden dreng. De ser på fuldmånen, der hænger over mørkt vand og dækkes af drivende skyer. Den ene dreng spørger den anden, hvad han fik til jul.

   Endelig skruer Davies helt op for musikken. Muren i kælderen er forsvundet eller forvandlet til et filmlærred. Vokalensemblet Pro Cantione Antiqua fremfører Arthur Sullivans elegiske 1861-komposition for stemmer og kor – med tekst, ikke af W.S. Gilbert, men af Henry Fothergill Chorley – som filmen har sin titel fra. Davies kom fra et krydsfelt mellem de to aftensange, »Tammy« og »The Long Day Closes«; længsel i strålende farver, blå og grå dage i virkeligheden.

NU forsøgte Davies sig med to transatlantiske opgaver. Jeg så The Neon Bible med Gena Rowlands på Venedig Festivalen i 1995, hvor der var stærkt delte meninger. Davies bruger sin statiske tableaustil, men er uventet farverig og musikalsk i sin skildring af 1940ernes USA. Der er vækkelsesmøder og måneskinsradio. Det er i høj grad en europæers idé om americana. Edward Hoppers malerier er sjældent citeret mindre subtilt. Forlægget var en roman af John Kennedy Toole, der begik selvmord som 32-årig og var kult i 1980erne.

   Men den unge mand i midten ligner drengen fra de britiske film. Det er de samme vidtåbne øjne, han ser med. Heller ikke The House of Mirth (2000, da. Munterhedens hus) var atypisk for Davies, skønt det gælder en kostumefilm. Det er en klaustrofobisk kvindeskildring, baseret på Edith Whartons roman om moralske kompromiser. Hovedrollen spilles af Gillian Anderson, som dengang var kendt for The X-Files. Filmen blev sammenlignet med Martin Scorseses version af The Age of Innocence (1993, da. Uskyldens år). Amerikaneren solgte flere billetter.

HEREFTER fulgte en lang periode, hvor Davies ikke kunne få finansiering. Han var eksemplet, man trak op af hatten, når den britiske filmstøtte blev diskuteret. »Se, hvor galt det står til: Terence Davies har ikke lavet en film i otte år!«

   Han kom stærkt igen med Of Time and the City (2008). Det er en dokumentar i spillefilmslængde, et essay om erindring og en elegi for Liverpool. Arkivklip blandes med nye optagelser, mens Davies læser højt af T.S. Eliots Fire Kvartetter. Også dén film kunne hedde The Long Day Closes.

   Siden var Davies altid i vælten. The Deep Blue Sea (2011) brugte Rachel Weisz som kvinden mellem to mænd (Tom Hiddleston og Simon Russell Beale) i et London, som endnu er mærket af Blitzen. Samuel Barbers smægtende toner var tæt på at løse mysteriet i Terence Rattigans skuespil. »Beware of passion, Hester, it always leads to something ugly.« Rattigan var – som Davies – nonbinær og skrev sin dramatik i en slags kode. Også herhjemme gik The Deep Blue Sea ganske godt.

NU kunne Davies rejse midler til det skotske projekt, som havde været 40 år undervejs. Tanken tog form allerede i 1972, da han stadig var kontormand i Liverpool, og BBC sendte en dramatisering af Sunset Song i seks episoder.

   Det var, før man kunne optage sine yndlingsprogrammer, og Davies skyndte sig hjem for at fange ugens afsnit. Han blev så utålmodig, at han købte Lewis Grassic Gibbons’ romaner om kvinden Chris Guthrie – Sunset Song (1932) , Cloud Howe (1933) og Grey Granite (1934) er samlet i trilogien A Scots Quair  – og begyndte at forestille sig sin egen film.

   Sunset Song er sjældent overdådig for Davies. Filmen er optaget i New Zealand og bruger 65mm-formatet til at skildre de favnende marker i alle slags lys. Davies går efter den episke klarhed i historien om Chris Guthrie, som er tæt på at være en skotsk Scarlett O’Hara. Også her giver jorden tryghed, og i morgen er der endnu en dag. Somme tider føler Chris, at hun er Skotland.

CHRIS bliver spillet af Agyness Deyn, som er forhenværende fotomodel. Davies havde altid flair for at caste sine kvinderoller. Hun har en bror, der føler sig trådt på af faderdyret John Guthrie, som Peter Mullan gør til en kompleks figur på linie med Pete Postlethwaite i Fjerne stemmer, stille liv.

   Gibbons skrev flere bøger om Chris, men Sunset Song er juvelen i kronen. For Davies er filmen et sjældent forsøg på at bryde kammerspillets begrænsninger. Det er ikke alt, som lykkes – dialogen er tung og symbolerne grove – men der kompenseres med overvældende billeder.

   Før høsten går markarbejderne gennem kornet, mens The Glasgow Orpheus Choir synger »All in the April Evening«. Et andet ledemotiv er den traditionelle »The Flo’ers o’ the Forest«. Det er sange, Davies hørte i klassiske radioprogrammer som ung. Her får de endelig deres sted.

   Hver gang giver det tilskueren gåsehud. Sunset Song er måske den af alle Davies’ film, der (i åben, ikke-autofiktiv form) kommer tættest på at forene musikken og bevægelsen, som han blev bjergtaget af i sin barndoms biograf.

ALLEREDE da Sunset Song blev lanceret, havde Davies færdiggjort A Quiet Passion. Her er kammerspillet tilbage. Cynthia Nixon (bedst kendt for rollen som Miranda Hobbes i Sex and the City) er overraskende effektivt castet som digteren Emily Dickinson (1830-1886), der for Davies bliver en amerikansk version af ensomhedens klarsynede muse.

   Davies’ film har sit særlige take på figuren. Han sagde selv, at han undrede sig over tidens kærlighed til Jane Austen. Det ragede ham en høstblomst, hvem der blev gift med hvem i de bøger. Han ville gerne tage fat i søstrene Brontë, men i England var atmosfæren ikke til fortolkninger, som ville andet og mere end flad romantik. Derfor blev det Dickinson.

EFTER Loach og Leigh var Davies den tredje store gamle auteur. Han var garant for en anstændighed, en social humanisme, der rækker tilbage til Lindsay Anderson, De Vrede Unge Mænd og den såkaldte køkkenvaskrealisme. I andre henseender var han vildt avantgarde. Hans sande æstetiske fæller er filmskabere som Sally Potter og canadiske Guy Maddin. Først og fremmest var han sin egen.

   I Danmark forblev han et hemmeligt navn, der ikke bed sig fast efter Fjerne stemmer, stille liv. Der var lejlighed til at indhente det hele i 2016, da samtlige film blev vist i Cinemateket. Instruktøren kom til byen som gæst på CPH PIX. Han gav en masterclass på Den Danske Filmskole og præsenterede selv den første visning af A Quiet Passion.

   Hans sidste film blev Benediction (2021), en kronologisk flydende rejse rundt om digteren Siegfried Sassoon (spillet som ung af Jack Lowden, som ældre af Peter Capaldi), der blev præget for livet af sine oplevelser som officer i Første Verdenskrig. Han mistede venner som Wilfred Owen (Matthew Tennyson) og kom til at hade alt ved krigen og klassesamfundet.

   Sassoon stod ved sin nonbinære seksualitet, konverterede til katolicismen og blev en varm fortaler for pacifisme. Han blev gift og fik en søn. Lykkelig blev han aldrig. Der var altid en hinde, en skærm af mat glas, mellem verden og ham.

TERENCE Davies var ved at forberede optagelsen af The Post Office Girl, en filmatisering af Stefan Zweigs posthumt udgivne Rausch der Verwandlung (1982, da. Forvandlingens rus), da han døde. Sophie Cookson var castet i titelrollen. Til Jordan Raub fra The Film Stage udtalte han: »We've been on this three years now. The script is written and we're raising the money. But, you know, it will be a co-production, which means if one domino falls, then everything collapses.« [15.02.2023]

   Det er uklart, om Davies' død er dominobrikken. I så fald står et tæt dusin af film, han faktisk færdiggjorde. De bedste er og bliver de to, som fortæller hans egen familiehistorie og genskaber opvæksten i Kensington: Distant Voices, Still Lives og The Long Day Closes. Måske især den sidste, fordi den er så fuld af (film)kærlighed.

   Terence Davies skrev endvidere romanen Hallelujah Now (1984) og fik sine første manuskripter udgivet med titlen A Modest Pageant (1992). Et beskedent festspil, et lille optog, en diskret kavalkade. Titlen er karakteristisk. I perioder var han glemt og sat til side. Nu er navnet næsten et begreb, en signatur, som signalerer en særlig teknik og et livssyn. Filmene lever stærkt og undseligt – som stjerner og blomster, der aldrig går ud.

Sunset Song. Instr. og manus: Terence Davies. Foto: Michael McDonough. 139 min. UK 2015. Dansk premiere: 13.10.2016 [Månedens film i Cinemateket].

Terence Davies døde den 7. oktober 2023. Nogle af hans film bliver streamet, de fleste er tilgængelige på dvd og blu-ray, flere i frisk 2K eller 4K-restaurering. Jeg anbefaler bokssættet Terence Davies Collection fra British Film Institute [The Terence Davies Trilogy; Distant Voices, Still Lives; The Long Day Closes; Of Time and the City] og The Long Day Closes i luksusudgaven fra The Criterion Collection (Spine #694).

Fotos: YM Liverpool [Terence Davies Portrait by Ethan Hill]/ BFI/ Channel Four Films/ Three Rivers Production/ Hurricane Films/ Camberwell / Fly Films/ DFI Cinemateket/ The Criterion Collection/ You Tube [trailers]

The Deep Blue Sea streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy; dvd/ blu-ray fra Artificial Eye

Sunset Song er udgivet på dvd og blu-ray fra Metrodome

A Quiet Passion streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play og SF Anytime

Benediction streames i UK på Amazon, Apple TV og Netflix m.fl.

Kun The Neon Bible og The House of Mirth er svære at se nogle steder.

Teksten bygger videre på en præsentationsartikel fra Weekendavisen Kultur 14.10.2016

Ken Loach: Land and Freedom (1995)

DEN SPANSKE JORD
Social romantik og realpolitik

Af BO GREEN JENSEN

MAN skal aldrig sige aldrig. Det plejer ikke at være internationale koproduktioner, oven i købet med slagscener og andre sætstykker i, som realisten og minimalisten Ken Loach instruerer. Hans stærke og sjældent stringente film fra Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) skildrer da også sin centrale konflikt på en mere analytisk måde, end man er vant til at se, men om doceren er der aldrig tale.

   Formen er episk og traditionel. Loach og manuskriptforfatteren Jim Allen vil huske de britiske frivillige, som rejste til Spanien for at kæmpe i de internationale brigade, men især vil de belyse de interne kampe og forræderier på antifascisternes side.*

   Det var den del af historien, som Ernest Hemingway stort set fortiede i For Whom the Bell Tolls (1940, da. Hvem ringer klokkerne for?), som en desillusioneret George Orwell lagde frem i Homage to Catalonia (1938, da. Hyldest til Catalonien (1938) og som John Dos Passos skrev udtryksløst fast i romanen Adventures of a Young Man (1939, da. En ung mands eventyr).

   Det er historien om, hvordan kommunistpartiet brugte den større konflikt til at nedkæmpe de rivaliserende socialistiske og anarkistiske fraktioner. Om brodermord, med andre ord, men også om overbevisningens pris.

I 1936 går David Carr omkring i Liverpool og brænder efter at komme i gang. Han er nyforlovet, arbejdsløs og glødende socialist. Han tager derfor springet og rejser til Spanien for at melde sig som frivillig. Han optages i den autonome milits, der hører under socialistpartiet POUM – Partido Obrero de Unificación Marxista – og derfor opfattes som en halv fjende af anarkisterne og stalinisterne, som bruger borgerkrigen til at rense ud i egne rækker.

   David, der spilles med afvæbnende overbevisning af Ian Hart, er i begyndelsen politisk uskyldig, for ikke at sige naiv. Han mener, at lederne altid ved bedst. David forelsker sig i medsoldaten Blanca (Rosana Pastor), og de bliver for alvor et par, da hendes kæreste, ireren Coogan, dør. Det sker i en af filmens to centrale træfninger, da militsen erobrer en landsby, som regeringstropperne har behersket.

   Her ligger filmens dramatiske centrum, og det bryder så totalt med alle regler for, hvad man kan og ikke kan på film, at man et øjeblik tror Land and Freedom vil kuldsejle.

EFTER kampene sætter landsbyens indbyggere sig til at diskutere, om de skal kollektivisere jorden. Diskussionen er langvarig, selvsagt ordrig og i sagens natur meget ophidset. Scenen varer vel 10-12 minutter. Imens klipper Barry Ackroyds kamera fra den ene til den anden taler, uden at vælge side. Amerikaneren Gene, der senere svigter sine fæller i POUM og vælger kommunisternes side, fremlægger ved samme lejlighed stalinisternes hensyns- og hæmningsløse ideologi i koncentrat. Det er en forbløffende scene, ren, statisk, mærkværdigt bevægende og alligevel uden melodramatisk pynt af nogen art. Her falder Land and Freedom for alvor i hak, og man forstår filmens egentlige ærinde.

   Dette er ikke i første række at skildre kampen, kærligheden, loyaliteten og forræderiet i 1930ernes Spanien. Det er snarere at vise os, hvordan engagement til alle tider ser ud, når mennesker føler, at kampen kan nytte; at tingene står til at ændre og de selv har en rolle at spille. Når politik bliver hverdag og virkelighed, kan ideologien afprøves i praksis. Det er herom, at Land og Freedom fortæller, og det gør den med ganske klar adresse til den apati og rådvildhed, som hersker i Europa nu, i England såvel som herhjemme.

FOR at understrege dette, har Loach lagt en samtidsramme om filmen. I 1994 sidder Davids barnebarn, Kim, og rydder op i sin morfars efterladte ting. Himlen er om muligt mere grå end de huse, som Liverpool er fyldt med. Mellem Davids effekter finder pigen en stak udklip, nogle breve fra Katalonien og et rødt tørklæde med en håndfuld af den spanske jord. På bygningen, hvor David døde, har ekstremisterne fra National Front malet deres logo. Kun disse to symboler har farve i sig selv.

   Havde dette været en Hollywood-film, kunne en pædagogisk fortæller passende citere William Butler Yeats’ berømte diagnose: »The best lack all conviction, while the worst are full of passionate intensity« fra digtet om »The Second Coming« (1920) [»De bedste savner al overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet.«] Digtet blev skrevet om den irske Påskeopstand, men fyndordet passer på de fleste konflikter, hvor gode kræfter kommer til kort.  

   Land and Freedom ligger dog langt fra Hollywood. Vist akkumuleres summen af forrådelser og fortrædelser så stærkt, at vi mod slutningen får gåsehud, da man afsynger »Internationale«, og hvem ville have troet det, i denne tid og på denne afstand?

MEN bevægelsen afstedkommes netop i kraft af den emotionelle underdosering. Loach tager sin kendte kliniske tone med til skildringen af de komplekse konflikter, der styrede denne generalprøve på verdenskrigen og den ideologiske koldkrig, som fulgte efter. Hans strategi ser tvivlsom ud i begyndelsen, men giver gevinst i filmens sidste halvdel, hvor en mere melodramatisk stemt instruktør ville løbe tør for gribende virkemidler, efterhånden som tragedierne overgik hinanden.

   For tragisk ender historien. David bliver såret, på prosaisk og lidet heroisk vis, da en af de gamle tyske rifler, som POUM-militsen må tage til takke med, giver bagslag under øvelsen med at oplære nye rekrutter. Han tager til Barcelona for at rekonvalescere og genforenes her med Blanca. De når lige at elske før skænderiet: Davids uniform er nu republikanernes, og den unge englænder mener stadig, at målet helliger midlerne.

SOM medlem af kommunisternes internationale brigade beordres David til at deltage i nedkæmpningen af en anarkistisk bastion, for stalinisterne betragter deres moderate allierede som »sociale fascister«, der må tages i opvæksten. Omsider må han vælge selv og vender da tilbage til POUM og Blanca. Her har tingene ændret sig. Kvinderne må ikke længere bære uniform, og militsen hører nu under republikanerne. I den sidste lakonisk skildrede træfning er fjenden ikke Francos tropper: det er kommunisterne, som kræver socialisternes kapitulation.

   Verden er da vendt på hovedet. Rigtigt er forkert og omvendt, og med Blancas død mister David det sidste, der binder ham til den spanske sag. Alligevel fortryder han aldrig. Han lever endnu 48 år, stille og roligt, skønt han forbliver socialist til det sidste. Men han føler sig aldrig siden så levende, som han gjorde i foråret ’37, da livet og døden var alvor i Spanien og tingene stod til at ændre.

MAN kan mene, hvad man vil, om Loachs budskab, men han tegner konflikten og skildrer dens mennesker sobert, redeligt og prisværdig klart. Han får os til at føle som og med dem. Han får os til at håbe på kærligheden, som David og Blanca deler en tid, og han får os en sidste gang til at tænke over, hvad det egentlig var, der døde i Spanien og alle senere konflikter, som ligner brodermordet i Katalonien.

   Samtidig glemmer han aldrig, at fortællingens medium er billeder, og at sagen, det gælder, er levende film. Land and Freedom beviser, at det fortsat er muligt at lave politiske film, som bevæger uden at sentimentalisere. Filmen blev forbigået, da hovedkonkurrencens jury fordelte sine priser ved forårets Cannes-festival. Til gengæld blev den kåret som bedste film i kritikernes afstemning og fik også den økumeniske pris.

   I dét er der smuk overensstemmelse. Det, som lykkes for Loach og Jim Allen, er netop det svære: at forene kunsten og engagementet. En sober, klar og bevægende film, der indskriver sig som et hovedværk i en produktion, hvor bagatellerne i forvejen er spredte og få.

*) James »Jim« Allen (1926-1999) var blandt de førende politiske dramatikere i sin generation. Han blev født i Manchester, kom på fabrik som 13-årig og gjorde tjeneste i 2. verdenskrig. Han blev litterært vakt (af Jack London og Charles Dickens) under et fængselsophold. Efter krigen blev han minearbejder og engagerede sig fagligt. Han begyndte at skrive om dagen, mens han havde natarbejde som rengøringsassistent på St. Barts Hospital i London.

   Allen var erklæret og urokkelig socialist. Lige så urokkeligt tog han afstand fra statskommunismen i Sovjetunionen. Fra 1958 var han aktiv i Socialist Labour League (og redigerede The Miner), som siden blev til Workers’ Revolutionary Party (WRP), der var en selvstændig enhed i The Labour Party. Allen blev senere ekskluderet fra Labour.

   WRP brugte mest energi på at modarbejde CPGB – The Communist Party of Great Britain – som dominerede og dikterede taktikken i NUM (National Union of Mineworkers). Allens hovedtema er fra begyndelsen de interne krige og forræderier på venstrefløjen – i Den Spanske Borgerkrig såvel som blandt britiske socialister.

   Allen var strategisk placeret, da tv-mediet blev almindeligt udbredt i 1950erne og 60erne. Han lærte grammatikken gennem to år som manuskriptforfatter på Coronation Street, som ITV begyndte at sende to gange ugentligt i 1960. 62 år senere er Coronation Street stadig en britisk tv-institiuton med 6 mio. seere pr. episode. Der er til dato produceret 10.686 episoder.

   Allen og Loach skabte sammen tv-spillet The Big Flame, som Tony Garnett producerede for BBC i 1969. De fortsatte samarbejdet med The Rank and File (1971), og Loach brugte Allen som forfatter på Hidden Agenda (1990), Raining Stones (1995) og Land and Freedom. Parrets største bedrift var dog Days of Hope - »A series of four films from the Great War to the General Strike« - som i fire afsnit af spillefilmslængde fortæller en families historie fra Første Verdenskrig til Generalstrejken i 1926 (som fagbevægelsen måtte opgive efter ni dage). Miniserien blev sendt på BBC One i september/oktober 1975. Den blev også vist i dansk TV. Det var fremragende politisk tv, som formåede at få tiden i tale.

   Allen skrev både for scene og skærm (hans eneste roman er en »tv tie-in« udgave af Days of Hope). I 1989 var Loach instruktør på skuespillet Perdition, som blev aflyst et døgn før premieren p.g.a. sit anti-zionistiske tema. Allens tekst beskriver, hvor jødiske ledere gør indrømmelser til gengæld for oprettelsen af staten Israel.

   Allen skrev to manuskripter til Thirty Minute Theatre, to til The Wednesday Play og fem til Play for Today. Han bidrog også til ITVs retssalsdrama Crown Court (1972-1984). Samarbejdet med Loach var signaturarbejdet, men navnene på Allens instruktører giver et indtryk af, hvor vigtigt tv-mediet var i den store tid med få stationer og høje ambitioner. Hans første tv-spil, The Hard Word (1966), blev instrueret af Ridley Scott; Roland Joffé (The Mission) instruerede The Spongers (1978) og United Kingdom (1981).

   Det var og blev Loach, som han trivedes med. Loach selv betragter The Big Flame – dramadokumentarisk fremstilling af et strejkeforløb i stor skala – som »Jim's definitive script«. Han beklager, at han ikke instruerede det bedre. Days of Hope er definitiv for begge mænd. I den første film, »1916: Joining Up«, bliver militærnægternes politik lagt frem i diskussionsform som i Land and Freedom. En af mændene understreger, at han ikke er pacifist. Men han vil kun kæmpe »i den eneste krig, som har betydning«. Det er »The Class War«.

   Jim Allen var lige så vigtig for Loach i tidlig fase, som Paul Laverty blev i den sene periode. Så i Land and Freedom ser vi en stafet skifte hænder. Blandt skuespillerne er Laverty, som stadig praktiserede jura. I 1996 skrev han sit første filmmanuskript, Carla's Song, til Ken Loach. Loach og Laverty har siden skabt 16 film sammen.

Se også Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

Land and Freedom. Instr.: Ken Loach. Manus: Jim Allen. Foto: Barry Ackroyd. 109 min. UK-Spanien-Tyskland-Italien 1995. Dansk premiere: 27.10.1995.

Fotos: ARD Degeto Film/ BIM Distribuzione/ BBC/ British Screen Productions/ Canal + España/ Canal+/ Diaphana Films/ Eurimages/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ Messidor Films/ Parallax Pictures/ Polygram/ Road Movies Dritte Produktionen/ TVE/ Working Title Films/ CineMaterial/ MUBI

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.10.1995 [Noten om Jim Allen er ny].