BJERGTAGET AF BEVÆGELSENTerence Davies 1945-2023
Af BO GREEN JENSEN
FILMSKABEREN Terence Davies – som var 77, da han døde i sit hjem i Essex forleden – vil blive husket som en beskeden mand og en genert superstjerne. Han kom sent til faget efter en nøjsom opvækst i Liverpool, hvor man ikke forbandt filmens verden med sin egen virkelighed. Terence var den yngste i en børneflok på ti. Han var syv år, da en søster tog ham med i biografen, som viste musicalen Singin’ in the Rain (1952). Endnu bedre blev det, da de senere så Meet Me in St. Louis (1944), og Davies kunne genkende følelsen fra sin egen familie. Uroplevelsen er bearbejdet i flere erindringsværker på listen. Drengen havde aldrig set noget smukkere eller mere farverigt. At han selv kunne lave film en dag, var ikke en realistisk mulighed. Folk fra hans klasse blev skuespillere. Aldrig instruktører. Som 16-årig gik Terence ud af skolen og fik ansættelse som kontorassistent. Sådan arbejdede han i ti år. Han læste alt, hvad han kunne, begyndte at høre klassisk musik og skrev prosa i synopsisform.
En af teksterne – manuskriptet til Children (1976) – blev ved at insistere. Terence tog konsekvensen og meldte sig ind på Coventry Drama School. BBC gav ham 8.000 pund at lave Children for. Han skulle selv instruere og lærte ved at gøre det. Først i 1980 fik Davies diplom fra National Television and Film School.
DE mest distinkte film er personlige meditationer. Først kom tre kortfilm – Children, Madonna and Child (1980) og Death and Transfiguration (1983) – der i 1984 blev samlet som The Terence Davies Trilogy. De tegner konturerne af et liv i Liverpool, som det kunne forme sig for en mand med instruktørens baggrund.
Egentlig selvbiografisk bliver først familieportrættet Distant Voices, Still Lives (1988, da. Fjerne stemmer, stille liv), hvor Pete Postlethwaite spiller den voldsomme far, og Freda Dowie slider sig op som hans hustru. Men han kan også være kærlig og sætte julestjernen på træet. Yngste søn er syv, da han forsvinder. Efter begravelsen er der mange versioner. Alle husker tiden forskelligt. Der er flashbacks, som viser en relativ sandhed. Drengen, som vokser op, hedder Tony. I The Long Day Closes (1992) er »Tony« blevet til »Bud«. Han er 12 år og bruger megen tid på at sidde ved vinduet. Her betragter han livet i gaden, bliver opmærksom på sin seksualitet og venter mellem fortid og fremtid. Vinduer er for Davies, hvad døråbninger var for John Ford. Grundstemningen er melankolsk, men karaktererne ser ud på verden og håber.
EN særligt suveræn sekvens (»Bud's World«) panorerer hen over publikum i en biograf. Det ses i droneperspektiv. Biografen bliver til et kirkerum, hvor de samme tilskuere rejser sig for at bede.Så sidder drengene på rækker ved pulte i skolestuen. Alt sker i en ubrudt kameragang – Michael Coulter var Davies' husfotograf, og William Diver klippede de fleste af hans film. Imens synger Debbie Reynolds (fra Singin’ in the Rain) 1957-sjæleren »Tammy«. Der er 35 stykker musik i The Long Day Closes, og flere af dem spiller i fuld længde. Verden er fuld af sociale ritualer. Farverne bor i biografen, mens regnen falder udenfor.
Det slutter i kulkælderen under huset. Drengen går ind gennem mørket, mens dialog fra Orson Welles' The Magnificent Ambersons (1942) og David Leans version af Great Expectations (1946) kommer og går på lydsporet. For enden af gangen sætter han sig ved siden af en anden dreng. De ser på fuldmånen, der hænger over mørkt vand og dækkes af drivende skyer. Den ene dreng spørger den anden, hvad han fik til jul. Endelig skruer Davies helt op for musikken. Muren i kælderen er forsvundet eller forvandlet til et filmlærred. Vokalensemblet Pro Cantione Antiqua fremfører Arthur Sullivans elegiske 1861-komposition for stemmer og kor – med tekst, ikke af W.S. Gilbert, men af Henry Fothergill Chorley – som filmen har sin titel fra. Davies kom fra et krydsfelt mellem de to aftensange, »Tammy« og »The Long Day Closes«; længsel i strålende farver, blå og grå dage i virkeligheden.
NU forsøgte Davies sig med to transatlantiske opgaver. Jeg så The Neon Bible med Gena Rowlands på Venedig Festivalen i 1995, hvor der var stærkt delte meninger. Davies bruger sin statiske tableaustil, men er uventet farverig og musikalsk i sin skildring af 1940ernes USA. Der er vækkelsesmøder og måneskinsradio. Det er i høj grad en europæers idé om americana. Edward Hoppers malerier er sjældent citeret mindre subtilt. Forlægget var en roman af John Kennedy Toole, der begik selvmord som 32-årig og var kult i 1980erne. Men den unge mand i midten ligner drengen fra de britiske film. Det er de samme vidtåbne øjne, han ser med. Heller ikke The House of Mirth (2000, da. Munterhedens hus) var atypisk for Davies, skønt det gælder en kostumefilm. Det er en klaustrofobisk kvindeskildring, baseret på Edith Whartons roman om moralske kompromiser. Hovedrollen spilles af Gillian Anderson, som dengang var kendt for The X-Files. Filmen blev sammenlignet med Martin Scorseses version af The Age of Innocence (1993, da. Uskyldens år). Amerikaneren solgte flere billetter.
HEREFTER fulgte en lang periode, hvor Davies ikke kunne få finansiering. Han var eksemplet, man trak op af hatten, når den britiske filmstøtte blev diskuteret. »Se, hvor galt det står til: Terence Davies har ikke lavet en film i otte år!«
Han kom stærkt igen med Of Time and the City (2008). Det er en dokumentar i spillefilmslængde, et essay om erindring og en elegi for Liverpool. Arkivklip blandes med nye optagelser, mens Davies læser højt af T.S. Eliots Fire Kvartetter. Også dén film kunne hedde The Long Day Closes. Siden var Davies altid i vælten. The Deep Blue Sea (2011) brugte Rachel Weisz som kvinden mellem to mænd (Tom Hiddleston og Simon Russell Beale) i et London, som endnu er mærket af Blitzen. Samuel Barbers smægtende toner var tæt på at løse mysteriet i Terence Rattigans skuespil. »Beware of passion, Hester, it always leads to something ugly.« Rattigan var – som Davies – nonbinær og skrev sin dramatik i en slags kode. Også herhjemme gik The Deep Blue Sea ganske godt.
NU kunne Davies rejse midler til det skotske projekt, som havde været 40 år undervejs. Tanken tog form allerede i 1972, da han stadig var kontormand i Liverpool, og BBC sendte en dramatisering af Sunset Song i seks episoder.
Det var, før man kunne optage sine yndlingsprogrammer, og Davies skyndte sig hjem for at fange ugens afsnit. Han blev så utålmodig, at han købte Lewis Grassic Gibbons’ romaner om kvinden Chris Guthrie – Sunset Song (1932) , Cloud Howe (1933) og Grey Granite (1934) er samlet i trilogien A Scots Quair – og begyndte at forestille sig sin egen film.
Sunset Song er sjældent overdådig for Davies. Filmen er optaget i New Zealand og bruger 65mm-formatet til at skildre de favnende marker i alle slags lys. Davies går efter den episke klarhed i historien om Chris Guthrie, som er tæt på at være en skotsk Scarlett O’Hara. Også her giver jorden tryghed, og i morgen er der endnu en dag. Somme tider føler Chris, at hun er Skotland.
CHRIS bliver spillet af Agyness Deyn, som er forhenværende fotomodel. Davies havde altid flair for at caste sine kvinderoller. Hun har en bror, der føler sig trådt på af faderdyret John Guthrie, som Peter Mullan gør til en kompleks figur på linie med Pete Postlethwaite i Fjerne stemmer, stille liv. Gibbons skrev flere bøger om Chris, men Sunset Song er juvelen i kronen. For Davies er filmen et sjældent forsøg på at bryde kammerspillets begrænsninger. Det er ikke alt, som lykkes – dialogen er tung og symbolerne grove – men der kompenseres med overvældende billeder.
Før høsten går markarbejderne gennem kornet, mens The Glasgow Orpheus Choir synger »All in the April Evening«. Et andet ledemotiv er den traditionelle »The Flo’ers o’ the Forest«. Det er sange, Davies hørte i klassiske radioprogrammer som ung. Her får de endelig deres sted. Hver gang giver det tilskueren gåsehud. Sunset Song er måske den af alle Davies’ film, der (i åben, ikke-autofiktiv form) kommer tættest på at forene musikken og bevægelsen, som han blev bjergtaget af i sin barndoms biograf.
ALLEREDE da Sunset Song blev lanceret, havde Davies færdiggjort A Quiet Passion. Her er kammerspillet tilbage. Cynthia Nixon (bedst kendt for rollen som Miranda Hobbes i Sex and the City) er overraskende effektivt castet som digteren Emily Dickinson (1830-1886), der for Davies bliver en amerikansk version af ensomhedens klarsynede muse.
Davies’ film har sit særlige take på figuren. Han sagde selv, at han undrede sig over tidens kærlighed til Jane Austen. Det ragede ham en høstblomst, hvem der blev gift med hvem i de bøger. Han ville gerne tage fat i søstrene Brontë, men i England var atmosfæren ikke til fortolkninger, som ville andet og mere end flad romantik. Derfor blev det Dickinson.
EFTER Loach og Leigh var Davies den tredje store gamle auteur. Han var garant for en anstændighed, en social humanisme, der rækker tilbage til Lindsay Anderson, De Vrede Unge Mænd og den såkaldte køkkenvaskrealisme. I andre henseender var han vildt avantgarde. Hans sande æstetiske fæller er filmskabere som Sally Potter og canadiske Guy Maddin. Først og fremmest var han sin egen. I Danmark forblev han et hemmeligt navn, der ikke bed sig fast efter Fjerne stemmer, stille liv. Der var lejlighed til at indhente det hele i 2016, da samtlige film blev vist i Cinemateket. Instruktøren kom til byen som gæst på CPH PIX. Han gav en masterclass på Den Danske Filmskole og præsenterede selv den første visning af A Quiet Passion.
Hans sidste film blev Benediction (2021), en kronologisk flydende rejse rundt om digteren Siegfried Sassoon (spillet som ung af Jack Lowden, som ældre af Peter Capaldi), der blev præget for livet af sine oplevelser som officer i Første Verdenskrig. Han mistede venner som Wilfred Owen (Matthew Tennyson) og kom til at hade alt ved krigen og klassesamfundet. Sassoon stod ved sin nonbinære seksualitet, konverterede til katolicismen og blev en varm fortaler for pacifisme. Han blev gift og fik en søn. Lykkelig blev han aldrig. Der var altid en hinde, en skærm af mat glas, mellem verden og ham.
TERENCE Davies var ved at forberede optagelsen af The Post Office Girl, en filmatisering af Stefan Zweigs posthumt udgivne Rausch der Verwandlung (1982, da. Forvandlingens rus), da han døde. Sophie Cookson var castet i titelrollen. Til Jordan Raub fra The Film Stage udtalte han: »We've been on this three years now. The script is written and we're raising the money. But, you know, it will be a co-production, which means if one domino falls, then everything collapses.« [15.02.2023] Det er uklart, om Davies' død er dominobrikken. I så fald står et tæt dusin af film, han faktisk færdiggjorde. De bedste er og bliver de to, som fortæller hans egen familiehistorie og genskaber opvæksten i Kensington: Distant Voices, Still Lives og The Long Day Closes. Måske især den sidste, fordi den er så fuld af (film)kærlighed.
Terence Davies skrev endvidere romanen Hallelujah Now (1984) og fik sine første manuskripter udgivet med titlen A Modest Pageant (1992). Et beskedent festspil, et lille optog, en diskret kavalkade. Titlen er karakteristisk. I perioder var han glemt og sat til side. Nu er navnet næsten et begreb, en signatur, som signalerer en særlig teknik og et livssyn. Filmene lever stærkt og undseligt – som stjerner og blomster, der aldrig går ud.
Sunset Song. Instr. og manus: Terence Davies. Foto: Michael McDonough. 139 min. UK 2015. Dansk premiere: 13.10.2016 [Månedens film i Cinemateket].
Terence Davies døde den 7. oktober 2023. Nogle af hans film bliver streamet, de fleste er tilgængelige på dvd og blu-ray, flere i frisk 2K eller 4K-restaurering. Jeg anbefaler bokssættet Terence Davies Collection fra British Film Institute [The Terence Davies Trilogy; Distant Voices, Still Lives; The Long Day Closes; Of Time and the City] og The Long Day Closes i luksusudgaven fra The Criterion Collection (Spine #694).
Fotos: YM Liverpool [Terence Davies Portrait by Ethan Hill]/ BFI/ Channel Four Films/ Three Rivers Production/ Hurricane Films/ Camberwell / Fly Films/ DFI Cinemateket/ The Criterion Collection/ You Tube [trailers]
The Deep Blue Sea streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy; dvd/ blu-ray fra Artificial Eye
Sunset Song er udgivet på dvd og blu-ray fra Metrodome
A Quiet Passion streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play og SF Anytime
Benediction streames i UK på Amazon, Apple TV og Netflix m.fl.
Kun The Neon Bible og The House of Mirth er svære at se nogle steder.
Teksten bygger videre på en præsentationsartikel fra Weekendavisen Kultur 14.10.2016
DE fleste familiefilm falder i sukkerfælden og taler til genkendelsens glæde. Hvis de er store og amerikanske, er de som regel også konventionelt fortalt. Tre-fire formler varieres, ikke nødvendigvis på grund af idéforladthed, men fordi de er effektive, og fordi børn bliver utålmodige, hvis det hele er for mærkeligt at se på.
