Maurice Sendak | Spike Jonze: Where the Wild Things Are (2009)

VILDE KRABATER

Maurice Sendaks klassiker

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste familiefilm falder i sukkerfælden og taler til genkendelsens glæde. Hvis de er store og amerikanske, er de som regel også konventionelt fortalt. Tre-fire formler varieres, ikke nødvendigvis på grund af idéforladthed, men fordi de er effektive, og fordi børn bliver utålmodige, hvis det hele er for mærkeligt at se på.

   Samtidig er børn anarkistiske væsener, som kan åbne sig for hvad som helst, hvis stoffet interesserer. Det kan derfor undre, at der ikke eksperimenteres mere med form, stil og indhold. Og der er grund til at slå gevaldigt på tromme for den originale filmatisering af Maurice Sendaks klassiske billedbog Where The Wild Things Are (1963, da. Villy Vilddyr eller Landet med de vilde krabater), som amerikaneren Spike Jonze (Being John Malkovich, Adaptation) har realiseret i ånden fra fællerne Michel Gondry og Charlie Kaufman.*

SENDAKS banebrydende bog var i samtiden både beundret og forkætret, fordi den gav krop til drengen Max’ aggressioner og angstfulde længsler. Han hærger i hjemmet og får af sin mor at vide, at han er »en vild krabat«. Efterfølgende forvandles hans værelse til landet med de vilde krabater – lådne bøhmænd og monsterpiger med distinkte personligheder og karakteristiske Sendak’ske træk – hvor han tilbringer en farlig og eventyrlig tid, før han vender hjem til sagosuppen.

JONZE viser Max’ verden frem i håndholdt stil med skarpe hjørner og moderne musik af Karen O. Især er Daniel Johnstons »Worried Shoes« inciterende fortolket. Carter Burwell bidrager med skæringen »Lost Fur«, der er mere som soundtracks er flest.**

   Max har bygget en iglo, som hans søster og hendes venner ødelægger. Drengen afreagerer og er overladt til sig selv, mens hans mor arbejder ved sin computer. Senere kommer han til at bide i vildskab. Der falder da en vis ro over scenerne i ørkenen, hvor Max møder Carol, Alexander, Judith, Ira, Bull, Douglas og KW. De vil bygge den perfekte by, og Carol stamper sten ud af bjerget. Max vender endelig hjem til sin mor, der ser forelsket på ham og tilgiver alt.

FILMENS billede af en barndom er levende og autentisk. Jonze har bearbejdet Sendaks forlæg sammen med Dave Eggers (forfatter til romanerne Et hjertegribende værk af overvældende genialitet og I skal føle vores hastighed). Tom Hanks har produceret filmen sammen med bl.a. den [i 2009] 82-årige Sendak, som altid har sagt, at han havde Max fra sig selv og krabaterne fra ældre slægtninge, der sagde ting som: »Du er så nuttet, at jeg kunne spise dig.« Og lød som om de mente det.***

KRABATERNE er skabt med en blanding af gammeldags sminke, animatronics og CGI. Det ser meget overbevisende ud. Den korte tekst strækkes rigelig langt, men sange og bevægelse glider sammen i et visuelt digt. Kapaciteter som James Gandolfini og Forest Whitaker har leveret de karismatiske stemmer. Det siger meget om markedets ånd, at filmen sendes ud i én kopi. Det er virkelig værd at lægge vejen om Grand, hvis man vil udfordres på sin eventyrlyst.

Se også Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Todd Haynes/Brian Selznick: Wonderstruck (2017) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Animation | Henry Selick/Neil Gaiman: Coraline (2009); Benh Zeitlin: Beasts of the Southern Wild (2012); Benh Zeitlin: Wendy (2020); Joe Kelly | Anders Walter: I Kill Giants (2017) [Comics Culture]; Ane Riel | Daniel Borgman: Harpiks/ Resin (2019) [Bogen og filmen]; Céline Sciamma: Petite Maman (2021).

*) Bogen er oversat til dansk i flere omgange. Leif Panduro (1923-1977), den store sædeskildrer i sin generation af danske modernister, gendigtede teksten i Villy Vilddyr (Forlaget Carlsen, 1967). Det lå vel i opdraget, at han skulle gøre det frit. Anine Rud nyoversatte til anden udgave, Landet med de vilde krabater, som Carlsen udgav i 1972. Sendak havde i mellemtiden modtaget H.C. Andersen-medaljen 1970 for sine illustrationer, og værket var kanoniseret på forpligtende vis. »Den ligger tættere på den eng. tekst, hvilket dels er en svaghed, det virker et par steder lidt pedantisk; dels en styrke, idet den tager gentagelserne med; gentagelser, som er vigtige for ethvert eventyrs form, og som Panduro har taget let på i sin oversættelse,« skriver Jette Andersen i sin eksemplariske lektørudtalelse, der er typisk for den højere standard, som bibliotekernes interne anmeldelser havde for 50 år siden. »Panduros oversættelse er ret typisk for en voksen forfatter. Han bruger mange flere ord end nødvendigt, for at være sikker på, at den barnlige tilhører nu har forstået det, mens Anine Ruds mindre ordforråd ligger ret tæt på barnets. Alt i alt er det dog kun nuanceforskelle.« JA konkluderer: »Der er ingen grund til at kassere Villy Vilddyr til fordel for Landet med de vilde krabater, de kan udmærket stå side om side.« Tredjeudgaven fra forlaget Høst udkom i 2001 og indgik i klassikerserien Spiren. Nanna Gyldenkærne har moderniseret Panduros tekst i ånden fra Anine Ruds version. 

**) Også musikken besidder en håndlavet, hjemmebagt kvalitet, der er med til at gøre de mindste ting store og fastholde skovdrømmens taktilitet. Soundtrackalbummet med Karen O and the Kids blev skabt i ånden fra Langley Schools Music Project, et canadisk sidestykke til børnene fra Vesterbro Ungdomsgård. Albummet Innocence & Despair (2001), hvor kor med STORT orkester synger boomerhits fra 1960'erne og 70'erne – »Space Oddity«, »Desperado«, »Venus and Mars«, »Good Vibrations« – har kultstatus blandt millennials. Faktisk stammer optagelserne fra 1976-77, da musiklæreren Hans Fenger arbejdede med elever fra fire folkeskoler i Langley-distriktet. To lokale udgivelser blev glemt og genopdaget. Det er stadig stort og gribende udført. Bar/None Records genudgav Innocence & Despair på cd og vinyl i 2018.  

*) Maurice Sendak døde i sit hjem i Danbury, Connecticut, den 8. maj 2012. Han blev 83 år. Hans sidste udgivelser var Bumble-Ardy (2011) og My Brother's Book (2013). Den første, billedbogen Kenny's Window, udkom i 1956. Sendak, som skrev 18 bøger og illustrerede mange flere, fik aldrig selv børn. Gennem 50 år levede han sammen med psykoanalytikeren Eugene Glynn, som arbejdede for The Jewish Board of Family and Children’s Services i New York. Ved Glynns død i 2007 donerede Sendak 1 mio. dollars til JBFCS.

Where The Wild Things Are (Villy Vilddyr – og landet med de vilde krabater). Instr.: Spike Jonze. Manus: Spike Jonze, Dave Eggers. Foto: Lance Acord. 101 min. Tyskland-USA-Australien 2009. Dansk premiere: 08.04.2010.

Fotos: Warner Bros/ Legendary Entertainment/ Village Roadshow Pictures/ Playtone/ Wild Things Productions/ Warner Home Video/ KLG Film Invest GmbH/ The Maurice Sendak Foundation/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 09.04.2010.

Joe Kelly | Anders Walter: I Kill Giants (2017) [Comics Culture]

ET MAGISK SYSTEM
En overset film efter kulttegneserien

Af BO GREEN JENSEN

AMULETTER og talismaner er vigtige redskaber for Barbara Thorson. Den aparte pige arrangerer dem nøje, så hun kan se, om noget i mønstret er ændret. Ofte får runerne lov at bestemme. Eller terningen med otte sider.

   Barbara har et magisk system. Hun bruger det også på skolen, hvor hun knap er til stede mentalt. Selvfølgelig bliver hun mobbet af den nævenyttige Taylor. Hjemme er hendes brødre ikke stort bedre. Barbara er ligeglad. Det gælder om at drive kæmperne væk.

   Kun to voksne interesserer sig for tryllepigen. Det er Karen (Imogen Poots), hendes storesøster, som skal tage sig af de andre tre, og skolepsykologen Mrs. Mollé (Zoe Saldana), som prøver at skabe kontakt.

   Barbara har en smule tålmodighed med sin søster. Hun gider ikke Mrs. Mollé, der sikkert bare vil snage og give hende en diagnose. Alle andre ser en sjusket pige med kaninører og et mærkeligt outfit. Barbara selv ser en stolt kæmpedræber, der beskytter byen mod kataklysmen.

   For resten er Barbara kun 13 år. Og tingene ændrer sig, da hun får en veninde i tilflytteren Sophia (Sydney Wade), som kommer til Long Island fra England. Hun er lige så ensom, skønt mindre eksalteret. De to bliver store havfruer sammen. I hvert fald begynder et venskab for livet.

DANSKE Anders Walter fik en Oscar for kortfilmen Helium (2013). Nu er velviljen konverteret til en spillefilm i fuld længde, som fik premiere på TIFF i 2017. Det er en bemærkelsesværdig featuredebut, som ikke giver køb på instruktørens kvaliteter.

   I Kill Giants praler på plakaten med at være »skabt af holdet bag Harry Potter«. Chris Columbus, der har produceret sammen med Kim Magnusson, instruerede de første to Potter-film. I Kill Giants har ikke det samme budget, men er alligevel en effektfilm med hjerte og ambitioner. Det er et kæmpestort sted at begynde.

   Barbara fører magisk krig, fordi hun ikke vil forholde sig til sin mors kræftsygdom. I en vis forstand er kæmperne gestaltninger af denne cancer, men på et tidspunkt har hun drømt dem til live. Da der kommer en orkan, afviser Barbara katastrofen. Hun taler med Titan, som lever i stormen. Kan hun dét, kan hun måske også vinde over canceren.

JOE Kellys manuskript er baseret på hans egen graphic novel, som udkom med tegninger af Ken Nimura i 2009. Ingen af de nørdede detaljer i Barbaras fantasiverden er udeladt. Man får endnu mere ud af filmen, hvis man kender grundreglerne og mytologien i Dungeons & Dragons.

   Baseball – Amerikas favoritsport og »foretrukne tidsfordriv« – spiller en væsentlig rolle. Barbaras ultimative våben er en stridshammer, som hun har givet navnet Coveleski. Harry Coveleski kastede for Philadelphia Phillies i 1908, da de besejrede New York Giants tre gange. Bedriften gav ham øgenavnet »The Giant Killer«, og dét har Barbara bidt sig fast i.

   Det er en af de film, hvor et barn bruger fantasien til at bearbejde fysiske realiteter, der er for skræmmende at forholde sig direkte til. Altså ikke fantasy, men måske en film om, hvad fantasy kan og hvor den kommer fra. En kreativ eskapisme, som omskriver virkeligheden.

DER er smukke sekvenser med knejsende kæmper; der er talende træer, der kan gå som Enterne hos Tolkien. I Kill Giants er blevet sammenlignet med Guillermo del Toros Pans labyrint (2006) – som den nu ikke minder meget om – og Spike Jonzes radikale filmudgave af Maurice Sendaks Where the Wild Things Are fra 2009. Den sidste henvisning er relevant. Begge film har et excentrisk anslag, der gør dem svære at sælge til det sædvanlige publikum.

   Men naturligvis er det især A Monster Calls (2016, da. Syv minutter over midnat), en af årtiets store young adult-succeser, som I Kill Giants ligner i distraherende grad. Også her tager en teenager kampen op, da hans mor er ved at dø af kræft. Også her indgår drengen og monstret en pagt.

   I Kill Giants var sat i verden, før Patrick Ness skrev sin bestseller, og Anders Walters film var i produktion, før J.A Bayona lavede sin på rekordtid. Sammenfaldet er en tilfældighed, men det har alligevel svækket den mindre films gennemslagskraft.

   Ingen siger, at to film ikke kan dele tema. Og der er faktisk langt fra Ness’ roman (med Jim Kays illustrationer) til Joe Kellys og Ken Nimuras mangainspirerede tegneserie. Det er bare svært at se på de film, som værkerne har inspiret.

DET er så langt den første halvdel af filmen, der fungerer bedst. Pigen med de hjemmelavede ritualer er en original og robust kreation, der markerer sig stærkt i en tekst, som vil tale om noget vigtigt. Hun bliver spillet med imponerende pondus af 15-årige Madison Wolfe.

   Desværre får filmen sat sig mellem to stole. De unge, som I Kill Giants er lavet for, vil helst se fantasyfilm, der ligner de andre. Og voksne vil notorisk ikke se film, der handler om børn. Det har de ikke fantasi til, og denne hér handler netop om fantasien som lægende faktor og skabende kraft.

   Ergo har vi løsningen på mysteriet: Anders Walter debuterer i langform med en bevægende international produktion. Så hvorfor er I Kill Giants ikke årets biohit?

Se også Léa Mysius: Ava (2017); Carla Simón: Sommeren 1993/Estiu 1993 (2017); Terry Gilliam | Mitch Cullin: Tideland (2005); Ane Riel | Daniel Borgman: Harpiks/Resin (2019).

I Kill Giants. Instr.: Anders Walter. Manus: Joe Kelly. Foto: Rasmus Heise. 106 min. Belgien-Kina-Sverige-DK-UK-USA 2017. Dansk premiere: 05.07.2018.

Fotos: 1492 Pictures/ Ocean Blue Entertainment/ XYZ Films/ Umedia/ uFund/ Man of Action/ Adonais Productions/ Having Me Films/ Ingenious Media/ Parallel Films/ Camera Film/ Image Comics/ Grand Comics Database/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO Max, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.07.2018.

Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018)

NÅR LEGETØJ BLIVER LEVENDE

E.T.A. Hoffmanns Nøddeknækkeren

Af BO GREEN JENSEN

HER er en helt anden slags julefilm. I det gamle London gør familien Stahlbaum sig klar til at gå til fint julebal. Far (Matthew Macfadyen) er stolt af sine børn. Han håber at få en dans med hver datter. Familien gør sit bedste, men de er alle sammen triste, fordi Mor (Anna Madeley) ikke længere lever.

   Hver af pigerne får en gave med en besked fra deres mor. Clara (Mackenzie Foy) får et æggeformet smykkeskrin, som hun ikke kan åbne. Hun er ellers god til mekaniske ting. Så følger hun en gylden tråd i sin søgen efter nøglen – og står med ét i Juletræsskoven, hvor forbløffende eventyr venter.

   Her husker alle Dronning Marie, Claras mor, som skabte rigerne, da hun var barn. Clara møder kaptajn Philip (Jayden Fowora-Knight), den standhaftige nøddeknækkersoldat, som holder vagt ved broen til det fjerde rige. Før hed det Forlystelsesland. Her hersker Dronning Rød, som alle frygter. 

   De andre tre riger tilhører nu Musekongen. Clara finder nøglen, men musene tager den. Hun og Philip rejser gennem Sneflokkeland, Blomsterland og Snoldeland. Hun møder Musekongen. Ingen er, hvad de giver sig ud for. Heller ikke feen Sukkergodt, som gerne vil være veninde.

   Alt er skævt og svimlende. Der er gode ønskedrømme og flotte, mørke mareridt. Det er en verden i dyb ubalance. Sådan har det været, siden dronning Marie forsvandt. Nu kan Clara måske rette tingene op.

   Måske vil hun tilgive sin far. Måske er den rustrøde dronning ikke så ond. Det begynder og slutter som i de bedste fortællinger. Clara oplever noget i fantasien og vender klogere og stærkere tilbage til virkeligheden.

TYSKEREN E.T.A. Hoffmann (1776-1822) skrev flere slags fantastiske historier. Nogle var muntre, andre uhyggelige og makabre. Ofte var det lyse og det mørke blandet sammen. Han inspirerede andre, som læste hans tekster, bl.a. H.C. Andersen, der havde flere ideer fra Hoffmann.

   Eventyret om Nøddeknækkeren og Musekongen fra 1816 er en af de første julehistorier, hvor Julen ligner den jul, som vi kender. Det er også en af de første historier, hvor legetøj bliver levende. Der ville ikke være eventyr som »Hyrdinden og skorstensfejeren« – eller animationsfilm som Toy Story-serien – uden Hoffmans Nøddeknækkeren.

   Den sælsomme fortælling blev først oversat til dansk i 1984, men vi har altid vidst, hvem Hoffmann var. I 1880 skrev franskmanden Jacques Offenbach en opera, som hedder Hoffmanns Eventyr. Den blev i 1951 til en film af englænderen Michael Powell, som allerede havde brugt H.C. Andersen i balletfilmen De røde sko (1948).*

   I 1892 skrev russeren Pjotr Tjajkovskij musik til den traditionsrige ballet, som stadig bliver opført hver jul, bl.a. på Det Kongelige Teater. Selv Barbie og hendes dukkeveninder har danset til musikken fra Tjajkovskis Nøddeknækkeren.

 

JEG nævner disse ting, fordi Disney-filmen bruger lidt af det hele: Tjajkovskijs musik, Hoffmanns ret uhyggelige fortælling (hvor musekongen er ond og har syv hoveder) og de fantastiske scener fra Powells opera/ballet-film.

   Nøddeknækkeren og de fire kongeriger er som en serie af drømme, der skifter farve uafbrudt. Du tænker på andre eventyrlande som Narnia, Neverland/Ønskeøen og Oz. Uniformerne giver det hele en aura af The Beatles og Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band.

   Før i tiden kunne man ikke skabe billeder digitalt. Filmfolkene måtte bygge rekvisitter og modeller. Det skabte en naturlig begrænsning for, hvor højt et eventyr kunne flyve. Nu kan alt lade sig gøre. Det kræver så, at kunstnerne har disciplin og vision og god smag.

   Det synes jeg faktisk, at Nøddeknækkeren har. Filmen er instrueret af svenskeren Lasse Hallström, som har arbejdet i USA i mange år, men som engang lavede gode nordiske tv-serier som Alle vi børn i Bulderby. Han har ikke glemt, hvordan man fortæller, så børn hører efter.

   Nøddeknækkeren og de fire kongeriger bliver kritiseret for ikke at være original. Måske har trætte, voksne anmeldere set mange piger som Clara. Det er ikke dit problem. Jeg har nu ikke set lige præcis denne historie før.

   Jeg har til gengæld set den samme massive brug af surrealistiske effekter i film af Tim Burton og Terry Gilliam. Det er sanseudvidende billedstof. Du skal bare give dig hen til fantasien. Det nytter ikke at sidde og være logisk, når drømmemaskinen for alvor tager fart.

SOM en hyldest til forfatteren, der satte mytologien i gang, har Nøddeknækkeren kaptajn Philip fået efternavnet Hoffman. En masse berømte skuespillere medvirker, bl.a. Keira Knightley (som feen Sukkergodt) og Helen Mirren (som Dronning Rød). Men det er den nu 20-årige Mackenzie Foy – som var 16, da filmen blev indspillet – der brænder igennem og bærer det hele som Clara.

   I hvert fald er filmen et godt juletilbud. Når du næsten har kvalme af nuttede nisser, vil Nøddeknækkeren virke som modgift. 

*) Nøddeknækkeren udkom for første gang uforkortet i 1985, oversat af Villy Sørensen (1929-2001) og illlustreret af amerikaneren Maurice Sendak (1928-2012), der er endnu bedre kendt for Where the Wild Things Are (1963, da. Villy Vilddyr; Landet med de vilde krabater), In the Night Kitchen (1977) og Outside Over There (1981). Sendak modtog H.C. Andersen-medaljen i 1970 og fik som den første Litteraturpriset til Astrid Lindgrens Minne i 2003. Forlaget Apostrof købte udgivelsen for Sendaks illustrationer, men Villy Sørensen oversatte teksten efter den originale tyske udgave. Michael Powell og Emeric Pressburgers The Tales of Hoffmann (1951) var en kostbar og meget ambitiøs film for sin tid. Den er uden dialog og lader Offenbachs opera opføre til balletsekvenser, som er koreograferet til filmen af Frederick Ashton. The Tales of Hoffman blev restaureret i 4K i 2015 og er udgivet på blu-ray af The Criterion Collection. Den er ikke så vellykket som The Red Shoes. Snarere et præstationsbevidst stykke, der stiver sig af med elitekultur. Realfilmens svar på Fantasia, om man vil.

**) Medinstruktøren Joe Johnston (f. 1950) er manden, der pustede liv i den undervurderede The Rocketeer (1991), som var en hyldest til gamle tegneserier og føljetonfilm. Han instruerede realfilmsekvenserne i den halvt animerede The Pagemaster (1994, da. Bøgernes Herre), hvor Macaulay Culkin slår hovedet og bliver ført ind i klassiske eventyrromaner, mens han ligger bevidstløs på gulvet i biblioteket. Johnston havde mere kommercielt held med den første og bedste version af Jumanji (1995) og tredje del af Jurassic Park-sagaen (2001). Han landede i Marvel-universet med Captain America: The First Avenger (2011). Johnstons første film var Honey, I Shrunk the Kids (1989, da. Skat, børnene er skrumpet). Den mest personlige er sikkert October Sky (1999), som foregår i det amerikanske Midtvesten i 1957, da Sovjetunionens opsendelse af Sputnik 1-satellitten indleder rumalderen og vækker bekymring, misundelse og længsel i lige doser. To teenagebrødre bliver inspireret til at bygge deres egne raketter. De følger drømmen, som Johnston fulgte sin. Det har ofte været hans rolle at rydde op i og reparere på andres projekter. På Nøddeknækkeren instruerede han scener, som blev skrevet og tilføjet, da Lasse Hallström havde forladt projektet. 

Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (The Nutcracker and the Four Realms). Instr.: Lasse Hallström, Joe Johnston. Manus: Ashleigh Powell (efter tekst af E.T.A. Hoffmann og koreografi af Marius Petipa). Foto: Linus Sandgren. 99 min. USA 2018. Dansk premiere: 01.11.2018

Fotos: Walt Disney Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ SF Studios/ FilmAffinity/ Forlaget Apostrof (Maurice Sendak)

Filmen streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies.

Trykt første gang i Weekendavisen Faktisk 02.11.2018