Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019)

ALT HVAD DU BEHØVER
Verden med og uden The Beatles

Af BO GREEN JENSEN

FÅ filmskabere deler vandene som englænderen Richard Curtis (f. 1956). Forfatteren har baseret en lang og lukrativ karriere på romantiske og humoristiske film, ofte i multiplotgenren og altid med streg under mainstream, som alligevel stikker lidt dybere end de fleste i hovedsporet.

   Det var Curtis, som gjorde Hugh Grant til Hugh Grant. Som regel har han skrevet til andre – Four Weddings and a Funeral (1994, da. Fire bryllupper og en begravelse), Notting Hill (1999) og de første to Bridget Jones-film (2001, 2004) – men tre manuskripter har han også selv instrueret. Lakmusprøven er Love Actually (2003), et gruppebillede fra Tony Blair-tidens London. Mange kan ikke fordrage den film – endnu flere nyder den hver jul som tung chokolade.

   Curtis elsker den britiske pop, som var stor i hans ungdom. Som forfatter er han let og elegant. Som instruktør har han ikke altid det samme behændige touch. Det kan faktisk være en fordel. Curtis bliver mere interessant, når han stædigt insisterer på besværlige ideer. Love Actually efterligner husstilen i romantiske komedier, men The Boat that Rocked (2009) – en nostalgisk skrøne om Englands svar på Radio Luxembourg og Mercur – og den sentimentale, stilfærdigt fantastiske About Time (2013) er interessante afvigelser fra standardformatet.

YESTERDAY lægger sig efter sidstnævnte. Jack Malik (Himesh Patel) er en håbefuld Suffolk-sangskriver. Og siden veninden Ellie (Lily Taylor) hørte ham synge Oasis-hittet »Wonderwall« ved skoleballet i 2004, har hun bakket ham op og skaffet ham jobs. Det er bare aldrig blevet til noget, hverken med karrieren eller med Ellie. Efter en særligt ydmygende festivaloptræden vil Jack sige farvel til musikken og tage fuldtidsarbejde i supermarkedet.

   Samme nat bliver Jorden ramt af et verdensomspændende strømnedbrud. Udfaldet varer kun tolv sekunder. Da systemerne atter er oppe, ligner virkeligheden sig selv. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at der er sket forrykkelser. Der er opstået små bygningsfejl. Ellie siger, at forvirringen minder om Y2K-sammenbruddet, som man frygtede for ved årtusindeskiftet. Mon ikke Richard Curtis har haft ideen liggende lige så længe?

   

FÆNOMENER, som var store, er nu slettet af hukommelsen. Listen bliver længere efterhånden og er helt vilkårlig. Cigaretter findes ikke, for eksempel, og både Coca-Cola og Harry Potter er væk. Ingen husker The Beatles’ sange, for The Beatles har aldrig været der.

   Jack genkomponerer beatlernes sange og bliver umådeligt populær. Han varmer op for Ed Sheeran – som spiller sig selv – men snart er det Sheeran, som åbner for Jack. Han indgår en faustisk handel med Djævelen – i skikkelse af Kate McKinnon som kynisk amerikansk forretningskvinde – og indser, at det er Ellie, han elsker. Jack er aldrig tryg ved sin succes. Han ved jo, at han har stjålet de sange.

IDEEN med mikroforrykkelser er interessant. Teorien om effekten af en sommerfugls vingeslag bliver afprøvet i en lavpraktisk kontekst. Vi forstår, hvor let givne ting kan forsvinde og indser, at hverdagens stof er fantastisk. Yesterday er i familie med film som The Science of Sleep, The Curious Case of Benjamin Button og Everything Everywhere All at Once. Vi ser, hvordan små ændringer gør en stor forskel, og ligesom i About Time er Curtis ivrig efter at undersøge kædereaktionen i relative virkeligheder. Det er tidsrejse-scifi helt uden effekter.

   Alligevel bliver Yesterday aldrig for alvor skarp eller sjov. Produktionen har investeret i 20 Beatles-numre, som man næsten får mere end rigeligt af. Alle, der hører de klassiske sange, overgiver sig efter få strofer. Men flere af de sange virkede kun, fordi de blev sunget af netop de stemmer i netop den tid. Isoleret set er »The Long and Winding Road« ikke nogen umistelig komposition. Her falder verden i svime på stedet.

   Andre sange kommer til deres ret i nye omgivelser. »Ob-La-Di, Ob-La-Da« fra det hvide dobbeltalbum, for eksempel. Det er nede i enkelte scener, at Yesterday bliver seværdig. Som da Jack varmer op for Ed Sheeran i Moskva og [i en før-pandemisk verden uden ny kold krig mellem Kreml og Vesten] lægger dagens russere ned med »Back in the USSR«. Eller da han banker på hos en 78-årig mand, »John« fra Liverpool, som bærer briller med uindfattede glas. Denne John Lennon blev ikke musiker, men fik et langt, roligt liv, der alligevel var »fab«.

DA Jacks debutalbum One Man Only bliver lanceret fra taget af et badehotel i Gorleston i Norfolk, ligner det den ikoniske Get Back-koncert, som The Beatles sagde farvel med i 1969. Her har filmen for første gang visuel styrke. Ellers er det ikke til at se, at Danny Boyle har instrueret. Det må næsten være meningen, at det ikke skal kunne ses.

   Sødmen er der hele vejen. Den lykkes altid for Curtis, og det er den, der har gjort ham forhadt og feteret i lige mål. Yesterday ændrer ikke ved dét. Også denne film vil blive elsket og hadet.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Richard Curtis: About Time (2013).

Se også Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen].

Se også: The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-1980; Living in the Material World: George Harrison 1943-2001.  

Yesterday. Instr.: Danny Boyle. Manus: Richard Curtis. Foto: Christopher Ross. 116 min. UK-Kina-Japan-USA 2019. Dansk premiere: 27.06.2019.

Fotos: Decibel Films/ Dentsu/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ Universal Studios and Perfect Universe Investment Inc./ UIP/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV/ Blockbuster/ Google Play/ Rakuten TV/ SF Anytime/ Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2019 

Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016)

DRØMME DER SMELTER OM DAGEN

Gennembrudsfilmen fra Miyazakis arvtager 

Af BO GREEN JENSEN

TAL om at sætte forventninger højt. I 2016 blev Makoto Shinkais Your Name den største japanske biograffilm nogen sinde, et solidt arthousehit i andre territorier og en fortælling, der taler til flere aldersgrupper minus måske det yngste segment.

   Ikke siden Hayao Miyazakis Chihiro og heksene (2002) har man set en lignende crossover-succes. Makoto, der er født i 1973 og ansvarlig for anime som The Place Promised in Our Early Days (2004), Rejsen til Agartha (2011) og Ordenes Have (2014), bliver da også set som en mulig tronfølger. At dømme efter Your Name og opfølgeren Weathering With You (2019) er han måske endnu mere: en visionær og unik billedskaber, der ikke har brug for at blive sammenlignet med nogen. 

 

DET handler om en slags kosmisk kortslutning. Fejlen opstår, da en komet flyver tæt på Jorden og sender meteoritter ned over Japan. En af dem rammer (måske) den landsby, hvor teenagepigen Mitsuha hjælper sin mormor i shinto-templet og hænger ud med venner fra skolen, mens hun drømmer om at være en smart dreng i Tokyo, hvor tiden aldrig står stille.

   Faktisk er Taki sådan en ung mand, men han føler sig hverken smart eller heldig. Han vågner konstant af fortumlede drømme og lever mest på den iPhone, hvor filmen eksponerer sin kontekst.

DET korte af det lange er, at Mitsuha og Taki bytter liv, når de sover. Hun er i hans krop, og han er i hendes. De har en fornemmelse af hinanden, men kan aldrig huske noget ret længe. Hvis ikke familie og venner fortalte, hvor aparte de har opført sig, ville alt være drømme, som smelter om dagen.

   De unge skriver dagbog på den samme app og deler tips om overlevelse. Først er det afgørende, om de kan mødes. Der er imidlertid en forskydning, en fold eller sprække i tiden, og det bliver endnu mere spændende, om det vil lykkes Taki at tage tilbage og forhindre udslettelsen af Mitsuhas by.

DER er megen kronologisk trafik og raffinerede digressioner. Der er også banale, generiske sange og lidt for anstrengt idylliske scener i den gængse stil med store øjne, som er særlig for manga og anime. Glimtvis er filmen smuk og fantastisk. Som et kort, klart digt i et narrativt kaos.

   Your Name bliver fejret for at være »en historie, der tilfældigvis er fortalt i animationsform, men lige så godt kunne være live action.« Det er en mærkelig og misvisende anbefaling. En Your Name som realfilm ville være monstrøs.

   Kontakt på tværs af tiden og køn, der bytter plads, er troper i fantasy og science fiction. Ny er derimod intensiteten, som Makoto Shinkai fremstiller dem med. Your Name er en lyrisk tour de force om unge sínd. Filmen taler for alt, som er tidløst og længes.

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019).

Your Name. (Kimi no na wa.). Instr. & manus: Makoto Shinkai. 106 min. Japan 2016. Dansk premiere: 04.05.2017.

Fotos: CoMix Wave Films/ Amuse/ Kadokawa/ Toho Comoany/ Camera Film/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.05.2017

Susan Cooper: The Dark is Rising (1973/2007) [Bogen og filmen]

GYLDENT STOF OG MØRK FARVELADE

Susan Coopers fantastiske nyklassiker

Af BO GREEN JENSEN

SUSAN Cooper (f. 1935) skrev i årene 1965-77 en serie på fem ungdomsbøger, som formidlede temaer fra mytologien omkring Kong Arthur til store børn. Verdens skæbne, lysets og menneskets overlevelse, var lagt i hænderne på den 11-årige Will Stanton og hans søskende. I Danmark udkom serien med fællestitlen Det Gyldne Bæger (1985-87); på engelsk hedder bøgerne The Dark Is Rising efter den anden roman.*

   Coopers værk fletter fantasy sammen med børnebogsrealisme og kan læses som et missing link mellem T.H. White, C.S. Lewis og Enid Blyton. Det har været en inspirationskilde for J.K. Rowling, hvis teenagetroldmand bliver moden og redder verden efter samme principper. Også Philip Pullman, der i Lyra-trilogien His Dark Materials bruger store emner fra Paradise Lost på samme måde, som The Dark Is Rising benytter gralslegenden, har en forløber i Susan Cooper.

I 00erne gennemsøges børnekulturen for emner, der med den rette vinkling kan blive til film, som matcher succesen fra serierne om Harry Potter og Ringenes Herre. Disneys irriterende overfladiske forsøg på at gøre The Chronicles of Narnia (2005) til et episk filmværk var ét eksempel. The Golden Compass (2007), den første film efter Pullmans bøger, bliver med stor sandsynlighed et andet. Imens har Walden Media satset stort på en modernisering af Susan Coopers romaner om Will Stanton, der skal finde seks magiske tegn og drive mørket tilbage.**

DESVÆRRE er de fleste dybe temaer fjernet i David Cunninghams filmatisering. Manuskriptforfatteren John Hodge har gjort drengen tre år ældre og forvandlet ham til amerikaner. Romantiske undermotiver er tilført, og som Den Sorte Rytter kommer Christopher Eccleston ridende direkte ud af The Fellowship of the Ring. Der jappes og zappes og skæres gevaldigt. Af bøgernes rim og centrale figurer som Den Hvide Rytter er der ingen spor. Gnidrede vinterbilleder fra Rumænien og Tjekkiet gør det ud for de rigtige steder i Cornwall.

SOM filmatisering er The Dark Is Rising en skuffelse. Der er end ikke spor af magien og poesien i bøgernes besværgelse:

Når Mørket rejser sig, det rammes af seks tegn.

Tre fra ringen, tre fra vejen.

Træ, bronze, jern. Vand, ild, stene.

Fem vender tilbage, og ét går alene.

Jern som en gave, bronze fra malmen.

Træ ud af ilden, sten ud af salmen.

Ild kom fra kærten, vand kom fra tøbrud.

Seks tegn i ringen, og gralen gik forud.

Ildens lys på bjerget skal bringe harpen hid.

Og spillet vække alle op, hver olding kommer hid.

Og kraften fra den grønne heks, dybt under søens flade

skal alle finde lys til sidst, sølv mellem træets blade.

(When the Dark comes rising, six shall turn it back;/ Three from the circle, three from the track;/ Wood, bronze, iron; water, fire, stone;/ Five will return, and one go alone.// Iron for the birthday, bronze carried long;/ Wood from the burning; stone out of song;/ Fire in the candle-ring, water from the thaw;/ Six Signs the circle, and the grail gone before.// Fire on the mountain shall find the harp of gold/ Played to wake the sleepers, oldest of the old;/ Power from the green witch, lost beneath the sea;/ All shall find the light at last, silver on the tree.)

PÅ sin egen præmis har filmen dog atmosfære. Der er konkret fysisk spænding i flere nøglescener, og historien gør indtryk ved at tage mørket alvorligt. Ikke mindst Ian McShane er udmærket som Merriman Lyon, det medlem af broderskabet De Gamle, som arbejder tættest sammen med Will. I rollen som drengen er Alexander Ludwig på omdrejningshøjde med Daniel Radcliffe.

FAMILIEFAKTOREN fungerer, men Coopers faste læsere vil føle, at man har begået noget, der ligner en voldtægt. I hvert fald er der tale om en stor, forspildt mulighed. Man kunne have kælet for bøgernes særpræg og udviklet motiverne omhyggeligt, film for film, som det er sket i tilfældet Harry Potter. Nu klaskes alt ud som mørk farvelade, der ikke adskiller sig væsentligt fra så megen anden generisk fantastik.

   

PS: Susan Cooper var ikke begejstret for filmen.

Se også Dreng i mørke: Mervyn Peake 1911-1968; J.M. Barrie 1860-1937: Manden som var Peter Pan; Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Matteo Garrone: Tale of Tales (2015); Terry Gilliam: The Brothers Grimm (2005).

*) De fem bind i serien er Over Sea, Under Stone (1965, da. Det gyldne bæger), The Dark is Rising (1973, da. Den sorte rytter), Greenwitch (1974, da. Den grønne heks), The Grey King (1975, da. Den grå konge) og Silver on the Tree (1977, da. Det gyldne sværd). Den første bog udkom på Apostrof i 1985, de resterende på Gyldendal 1984-87. Alle er oversat af Birgitte Brix.

   Der gik otte år mellem bind et og bind to. Susan Cooper, som stadig [03.06.2022]  lever, skrev i 2011 et nyt forord til hvert bind i den samlede udgave, som The Folio Society udgav 2011-12 med Laura Carlins fine illustrationer (som fravælger gængse fantasy-troper). Cooper, der er født og opvokset i England og Wales, har boet og arbejdet i USA siden 1963. Hun forklarer, at Det gyldne bæger ikke var tænkt som en begyndelse, men som en enkeltstående bog: 

   »When I finished Over Sea, Under Stone I had no intention of ever writing a sequel – though I did leave it open-ended, since I'd grown fond of the characters, especially Merriman, and I didn't want to feel I was cutting myself off from them forever. About five years went by, in the space of which I married, moved to America, wrote a couple of adult books and had a baby.

   Then one snowy day I was cross-country skiing with my husband in Massachusetts, where we lived (...) I was tramping along in silence, looking at the snowdrifts, seeing small trees sticking out of the snow and thinking that they looked like the antlers of deer – and then for no good reason at all, I suddenly knew that I was going to write a book, set for the most part in thick snow like this, about a boy who woke up on the morning of his eleventh birthday and found he was able to work magic.«

COOPER havde ikke forestillet sig en fortsættelse: »I wrote the idea down, and forgot about it. I wrote two more adult books and had another baby, and three more years went by.« Men stoffet – og landskabet og bøgernes Merlin-figur – insisterede:

   »Then one day, something sent me back to reread Over Sea, Under Stone. Perhaps it was the kind of deep homesickness that the Welsh call hiraeth, from which I had suffered ever since moving to the United States. I found myself staring at something I'd had the old man Merriman say, about the constant recurrence in the history of Britain of the battle between the Dark and the Light. (...) And into my head came again the image of the snow and the antlered snowdrifts, and the boy waking to find himself with powers he hadn't had before.«

   Herefter kom det hele på én gang som i en drøm: »I suddenly realised that this new book would link with Over Sea, Under Stone, and that both of them would be part of a sequence of fantasies dealing with different aspects of that long struggle between good and evil. There would be five books, I thought. I sat there, on this truly astonishing day, and I made an outline of each of the five, characters and plot and setting, and then I started to write the second, The Dark is Rising.«

**) His Dark Materials blev lukket ned efter første forsøg, skønt The Golden Compass ikke var så ringe endda. Disney og Fox-Walden satsede hårdt på at få en franchise ud af C.S. Lewis' syv Narnia-bøger. The Lion, The Witch and the Wardrobe blev fulgt af Prince Caspian (2008) og The Voyage of the Dawn Treader (2010). Da licensen udløb i 2011, gik et andet selskab, The Mark Gordon Company, i gang med at forproducere en filmatisering af The Silver Chair. Siden blev projektet konverteret til streaming, og en Netflix-serie har været længe undervejs. BBC-miniserien fra 1988-90 er stadig den mest trofaste Narnia-version.

   Det er de samme fire bøger, de mest handlingsbårne, som bliver dramatiseret. Ingen har endnu forsøgt med A The Horse and His Boy, den mest originale af bøgerne, som begynder et helt andet sted og knytter an til moderhistorien ad hoc. Heller ikke forhistorien i The Magician's Nephew, der nu bliver bliver trykt som første bind af Narnia-krøniken, er med i beregningerne.

   Den kristne totalkrig i The Last Battle ligner slutkampene hos Cooper, Pullman og for den sags skyld J.R.R. Tolkien. Disse fire værker er ikke som fantasy-serier er flest. Filmskaberne forsøger at presse materialet ned i en skabelon og skære det i facon. Tårnet vakler, og tingene kompliceres, fordi modellen og det primære marked ikke længere er Harry Potter, biograffilm og børnekultur, men den mørke fantasy for voksne i streamingserier, der vil gentage den formidable succes, som HBO nåede med A Game of Thrones. Generelt ved filmskaberne ikke, hvad de skal stille op med de etiske og religiøse aspekter af stoffet. 

The Dark Is Rising – Den sorte rytter (The Seeker: The Dark Is Rising). Instr.: David L. Cunningham. Manus: John Hodge. Foto: Joel Ransom. 99 min. USA 2007. Dansk premiere: 12.10.2007.

The Complete The Dark is Rising Sequence by Susan Cooper. 1. Over Sea, Under Stone; 2. The Dark is Rising; 3. Greenwitch; 4. The Grey King; 5. Silver on the Tree. Ca. 1100 s. Hvert bind med forord af forfatteren og otte farveillustrationer af Laura Carlin. London: The Folio Society, 2011-12. Bøgerne blev solgt både enkeltvis og samlet i en kassette. De er udsolgt fra FS og svære at få antikvarisk.

Susan Cooper: Den sorte rytter. Oversat efter »The Dark is Rising« (1973) af Birgitte Brix. 254 s. København: Gyldendal, 1984. 

Fotos: Twentieth Century Fox Film Corporation/ Walden Media/ Marc Platt Production/ SF Studios/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Facsimile Dust Jackets LLC/ The Folio Society/ Royal Society of Literature (Susan Cooper Portrait)

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, SF Anytime, YouTube Film

Ingen BD-udgivelse – DVD fra 20th Century Fox (UK) 10.03.2008

Anmeldelsen trykt (uden noter) i Weekendavisen Kultur 12.10.2007 – noter tilføjet juni 2022.

Richard Curtis: About Time (2013)

GENTAGELSENS GLÆDE

En elskelig film om at rejse i tiden

Af BO GREEN JENSEN

TÆNK, hvis man kunne rejse i tiden, tage tilbage og gøre tingene om, så de værste fejltagelser blev rettet, og detaljerne blev, som de skulle. Temaet er en kær gammel traver i den del af fantasygenren, som drømmer om livet til hverdag.

   I Harold Ramis’ nyklassiske Groundhog Day (1993. da. En ny dag truer) bliver den samme dag levet igen og igen, indtil det lykkes Bill Murray at smile. I Pete Howitts Sliding Doors (1998) har livet to spor og flere muligheder. I Brett Ratners The Family Man (2000) vågner en guldflipper op som familiefar og lønslave. Da han får chancen, vil han dog ikke bytte igen. Disse film handler nemlig altid om at sætte pris på det, man har.

   Genrens grundsten er amerikansk. I Frank Capras It's a Wonderful Life (1946) har den deprimerede James Stewart lejlighed til at se, hvordan tilværelsen havde formet sig i Bedford Falls uden ham. Han indser, at hans gennemsnitsliv har betydning og at alle skæbner dybest set er forbundne. Det er herligt at leve, hedder filmen på dansk.

RICHARD Curtis siger det på engelsk i den elskelige About Time. Tim (Domhnall Gleeson) vokser op i idylliske rammer i Cornwall. Hver dag gør han de samme ting med søsteren Kit-Kat (Lydia Wilson), sin bestemte mor (Lindsay Duncan) og den milde far (Bill Nighy), der holdt op med at undervise som 50-årig og bruger tiden på at læse Dickens og spille bordtennis. Der er også en distræt onkel Desmond (Richard Cordery), som aldrig bliver brugt i historien.

   Familien er sammen fra morgen til aften. Man drikker te på stranden hver eftermiddag, og om lørdagen vises der film på stort lærred i haven.

TINGENE ændrer sig, da Tim fylder 21, og hans far røber hemmeligheden. Mændene i familien har altid kunnet rejse i tiden, tage tilbage og ændre det skete. For faderen har den store ting været bøgerne og børnene. For Tim er sagen kærlighed. Han arbejder forgæves på sit forhold til sommergæsten Charlotte, men da han flytter til London og møder amerikaneren Mary (Rachel McAdams), lykkes det ham, efter trial and error-metoden, at lægge fundamentet til et lykkeligt liv.

DER er mange sidehistorier i manuskriptet, som man fornemmer, at Curtis har pudset på rigeligt længe. Nogle er underfundige, andre overflødige, men de fører alle frem mod dagen, hvor Tim må træffe et bestemmende valg, for selv om man kan rejse i tiden, har handlinger konsekvenser.

   Han får børn, han får et godt liv, han får sagt rigtigt farvel til sin far. Hvad mere kan man ønske sig? Ikke meget, mener Curtis, der lader Tim nå et punkt, hvor han virkelig griber hver enkelt dag og sjældent har brug for at rejse tilbage. Også gentagelsens glæde er et tema.

RICHARD Curtis skrev manuskripterne til Four Weddings and a Funeral (1994), Notting Hill (1999) og Bridget Jones’ Diary (2001). Fra og med Love Actually (2003) har han også selv instrueret, bl.a. The Boat that Rocked (2009) om Englands udgave af Radio Mercur-tiden. I sit hjemland er han et hadeobjekt, fordi feel good-faktoren i hans film er så stor. Recepten fungerer dog ved et gensyn med Love Actually, som er blevet den foretrukne julefilm for Sex and the City-generationen.

ABOUT Time kunne være tættere skåret, og det ville muligvis have klædt Tim Lake at beskæftige sig mere med de store problemer i tiden og historien. Der er dog søde detaljer, og Bill Nighy er uforlignelig som den blide far. Curtis genbruger tricks som pinlige bryllupstaler og sorgen, der slår så hårdt til i hverdagen, at det næsten også er smukt. Du har et godt liv, siger filmen. Du skal bare se ordentligt efter.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019).

About Time. Instr. og manus: Richard Curtis. Foto: John Guleserian. 123 min. UK-USA 2013. Dansk premiere: 10.10.2013

Fotos: Working Title Films/ Translux/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime

2K Blu-ray fra Universal Studios 20.03.2020

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 11.10.2013

Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946)

VI HAR BRUG FOR HINANDEN

Den amerikanske julefavorit

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste får associationer til englelyd og sjælefryd, når de tænker på It's a Wonderful Life. Filmen slutter med en ekstravagant julescene, der giver begrebet katarsis ny mening, og også den sloganagtige titel signalerer definitiv hygge. Men faktisk er filmen jo mørkere, end vi husker den.

   Som så mange har George Bailey (James Stewart) brugt sit liv på at tage sig af det fornødne, mens han ventede på at realisere de drømme, han havde som dreng og ung mand. Dengang var det et spørgsmål om tid. Nu er han ikke så sikker. Intet tyder på, at det vil lykkes ham at forlade Bedford Falls, som er navnet på den ærketypiske lilleby i det amerikanske Midtvesten, hvor Frank Capras film udspiller sig.

   George er indbegrebet af et godt menneske. Han har altid gjort sin pligt, passet sit arbejde, sørget for sin familie. Da han julenat gribes af en ubærlig tomhedsfølelse, må han da også gennemleve et register af fortvivlelse, før han træffer sit livs første entydigt selviske beslutning: han vil forlade det ved at kaste sig ud fra den høje bro over floden.

JAMES Stewart spiller i denne del af filmen med al den martrede intensitet, vi kender fra hans virke i Alfred Hitchcocks thrillers og Anthony Manns mørke westerns. Prologen skildrer en dialog mellem Vorherre og en af hans engle. Det er denne forhutlede budbringer, Clarence (Henry Travers), som har ventet en evighed på sine vinger, der skal få George på bedre tanker. Først briefer Gud dog sin flossede engel. Han viser ham en kosmisk overvågningsvideo, der opregner de bestemmende faser og øjeblikke i Georges liv.

   Vi ser, hvorfor han aldrig rejste. Der var altid kriser, som skulle klares. Faderen døde, og George måtte overtage driften af kreditforeningen, hvis ikke familiens nemesis, Mr. Potter, skulle eje hele Bedford Falls. Da George havde vundet sin Mary (Donna Reed), skulle parret på bryllupsrejse, men året var 1929, og et finanskrak kom i vejen. Mary og George måtte kæmpe til stregen, da kunderne stormede banken.

VI ser også, hvor mange liv George har rørt med sit eget. Han mistede hørelsen på det ene øre, fordi han reddede sin bror fra at drukne. Som bud hos apotekeren reddede han sin arbejdsgiver. Han og Mary danser til skoleafslutningen, og de falder leende i det svømmebassin, som ligger under aulaens gulv. På vej hjem synger hun »Buffalo Girls«, og han lover at kaste en lasso om månen og trække den ned til sin elskede.

DEN første nat tilbringer de i det gamle hus, hvor vennen Bert har hængt plakater op, så det dufter lidt af en rejse. Siden bliver huset en rede af kvidrende hverdag, et hjem der virkelig bruges. Men Mr. Potter snører Georges onkel, som forlægger den check, der kan redde dem alle. George bliver stævnet for bedrageri, og med ét skifter tilværelsen farve. Livet smager bittert, når man svigtes i sit inderste.

   Bemærk den corny, kitschede sprogbrug. Capras styrke var frem for alt, at han kunne skildre disse banale følelser og situationer, så enhver relaterede dem til sit eget liv, og hverken hans næstekærlighed, hans tro på det gode i mennesket eller hans populistiske ideer om, hvordan samfundet kunne indrettes bedre, føltes nogen sinde beregnende.

EFTERSOM George ikke vil høre, lader Clarence ham føle i stedet. Han viser, hvordan byen ville se ud, hvis der aldrig havde været en George Bailey. Den ville være et brutalt sted, hvor bartenderen serverer hård sprit »for men who want to get drunk fast«. Mary ville ende som forskræmt skyggetante. Der ville ingen glæde være i den lange hovedgade, som Capra fik specielt konstrueret, og som James Stewart løber langs med i et af filmhistoriens smukkeste tracking shots.

   Da sjælens nat er omme, vil George bare hjem til Mary og datteren Zuzu. Genforeningen afvikles med en følelsesstyrke, som gør tilskueren noget nær grådkvalt, men det er ikke nok for Capra. Hele byen har splejset for at rejse penge. Man synger »Sku' gammelt venskab rent forgå«, så lydanlægget skratter ekstatisk. Selv Mr. Potter kapitulerer, og endelig bimler en klokke. Clarence har fået sine vinger.*

I TIDEN mellem de to verdenskrige var Frank Capra (1897-1991) en særdeles populær instruktør. Publikum reagerede på hans arbejder, uanset om han udtrykte tidens længsel (som i filmatiseringen af James Hiltons Lost Horizon/Tabte horisonter), talte til dens romantiske drøm om klasseløs kærlighed (som i Oscar-vinderen It Happened One Night/Det hændte en nat) eller promoverede præsident Franklin D. Roosevelts »New Deal« i komedier så tendentiøse, at man måber, fordi de lykkes som film.

   Jeg tænker her på trilogien Mr. Deeds Goes To Town (1936, da. En Gentleman kommer til byen), Mr. Smith Goes To Washington (1939, da. Mr. Smith kommer til Washington) og Meet John Doe (1941, da. Vi har brug for hinanden), der udtrykker summen af Capra. Samme ukuelige utopi blev formuleret i screwball-komediens format, da Capra slap den skøre familie over dem alle fri i farcen You Can't Take It With You (1938, da. Du kan ikke tage det med dig). Den danske titel på Meet John Doe kan siges at opsummere filmværket.

EFTER krigen, under hvilken han lavede oprustningsserien Why We Fight, samlede Capra alle kræfter og rejste med sit hold til Michigan, hvor også julescenerne blev optaget i stegende hede. Det hører med til historien, at filmen blev produceret af Liberty Films, som Capra havde stiftet sammen med William Wyler, George Stevens og Samuel Briskin. 

   Fordi filmen ikke kunne spille sig ind, blev selskabet opløst og overhændet til Paramount Pictures. Vilkårene var for så vidt favorable, men partnerne mistede den frihed, som selskabets navn på besværgende vis havde signaleret. James Stewart fremhævede altid produktionen som sin bedste arbejdsoplevelse. Her gik alting op i en højere enhed.**    

   Stewart, Capra og filmen blev nomineret til årets Oscars, men akademiet foretrak Wylers The Best Years of Our Lives, og publikum svigtede. Tilsyneladende var tidsånden flyttet et andet sted hen. I samme periode oplever den hårdkogte film noir sin store blomstring. Det er herligt at leve blev affærdiget som irrelevant fantasy.***

   Det var senere, da tv-stationerne genopdagede filmen – som var i så lav kurs, at end ikke Capra havde tænkt på at forny sin ophavsret, hvorfor den i en årrække befandt sig i the public domain – at den fik klassikerstatus. Ingen jul uden Capra, siger også jeg, men ligesom Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944), en anden højtidsfavorit, er It's a Wonderful Life mest bemærkelsesværdig, fordi den viser, hvad der sker os resten af året.

   It's a Wonderful Life er en livsfrisefilm. Uanset hvordan man har det, når man ser den, om man har modgang eller medgang, er oppe, nede, rig eller fattig, vil man altid finde afsnit, der taler rent til ens situation. Det er i bund og grund en vidunderlig film.****

NOTER

*) Clarence (Henry Travers) fortæller tidligt i filmen, at når man hører en klokke ringe et sted, er der en engel, som får sine vinger. Så mange sentimentale detaljer fra filmen har sat sig i den amerikanske popkultur. Marshall Herskovitz og Edward Zwick, som skrev og producerede tv-serien thirtysomething (1987-1991) kaldte deres produktionsselskab for The Bedford Falls Company. I en af filmens mest bevægende scener foregiver George Bailey, at han kan sætte kronbladene fast på sin datters knuste blomst. Det er et tegn på desperationen i George, da han i sin mørke periode bare kasserer blomsten. Og han ved, at verden er virkelig igen, da han atter kan mærke bladene i sin lomme. Flere bands har brugt navnet Zuzu's Petals. Karolyn Grimes og Karen Demming skrev billedbogen Zuzu's Petals - a Dream of 'It's a Wonderful Life' (2016).  

**) Hvilket er bemærkelsesværdigt, for snart sagt alle andre involverede havde et eller andet at udsætte på Capra, som skal have været en ærekær og nøjeregnende mand, der altid forsøgte at tage hele æren. Det er i hvert fald det indtryk, man har efter læsningen af Joseph McBrides Frank Capra - The Catastrophe of Success (1992), som er en sjældent ugenerøs biografi. Især skal Capras forhold til sine manuskriptforfattere have været anstrengt. De store film fra 1930erne var skrevet af Robert Riskin (1897-1955) og blev til i et nært samarbejde. Alligevel talte Capra, som om det hele kom fra ham. Riskin skrev også Meet John Doe, som han og Capra producerede sammen og uafhængigt af Columbia Pictures. Her kom det til et regulært brud. McBride citerer Frances Goodrich og Albert Hackett - som bearbejdede en novelle af Philip Van Doren Stern, da de skrev manuskriptet til It's a Wonderful Life - for at kalde Capra 'that awful man'. Emnet for bogen bliver talt ned på alle måder. Mange af filmskaberens diktatoriske træk er præcis de samme, der bliver fremhævet som positive egenskaber i bøger om Alfred Hitchcock og Stanley Kubrick.  

***) Capra citerer nogle af anmeldelserne i selvbiografien The Name Above the Title (1971). James Agee skrev i The Nation, at It's a Wonderful Life var "...one of the most efficient sentimental pieces since A Christmas Carol", og for anmelderen fra Newsweek var det "a pretty wonderful movie. It has only one formidable rival (Goldwyn's The Best Years of Our Lives) as Hollywood's best picture of the year." Men i The New York Times skrev Bosley Crowther, at "for all its characteristic humors, Mr. Capra's It a Wonderful Life ... is a figment of simple Polyanna platitudes."

   Også New Republic trak på populære og populistiske sammenligninger: "Hollywood's Horatio Alger fights with more cinematic knowhow and zeal than any other director to convince movie audiences that American Life is exactly like the Saturday Evening Post covers of Norman Rockwell." For Pauline Kael i The New Yorker var dialogen "...so mincing as to border on baby talk. Henry Travers, God help him, has the job of portraying Mr. Stewart's guardian angel. It must have taken a lot out of him."

   Capra er angiveligt upåvirket: »But I didn’t give a film-clip whether critics hailed or hooted Wonderful Life. I thought it was the greatest film I had ever made. Better yet, I thought it was the greatest film anybody ever made. It wasn’t made for the oh-so-bored critics, or the oh-so jaded literati. It was my kind of film for my kind of people; the motion picture I had wanted to make since I first peered into a movie camera’s eyepiece in that San Francisco Jewish gymnasium.

   A film to tell the weary, the disheartened, and the disillusioned; the wino, the junkie, the prostitute; those behind prison walls and those behind Iron Curtains, that no man is a failure!

   To show those born slow of foot or slow of mind, those oldest sisters condemned to spinsterhood, and those oldest sons condemned to unschooled toil, that each man’s life touches so many other lives. And that if he isn’t around it would leave an awful hole.« [s. 383]

****) Med lidt held kan man stadig finde den herlige The It's a Wonderful Life Book (New York: Alfred A. Knopf, 1986), som Jeanine Basinger har redigeret. Her er filmens shooting script trykt sammen med en række alternative scener og fraklip. Capra fortæller udførligt og beredvilligt om arbejdet. Her er mulighed for at læse »The Greatest Gift«, den originale julehistorie, som Philip Van Doren Stern fik trykt som en 24-siders pamflet i et oplag på 250 eksemplarer, som han sendte til venner og familie. Ingen af de store magasiner ville købe novellen. Stern og hans hustru kritiserede senere Capra for at nedgøre teksten, når han kaldte den »et lille julekort«. Det er dog ikke grebet ud af luften. RKO havde købt julekortet for 50.000 dollars og sat bl.a. Dalton Trumbo i gang med at skrive et manuskript. At Capra kasserede dette, forstærker blot Joseph McBrides antipati. Han vil gerne fremstille Capra som en, der nævnte navne og angav sine fæller under tidens HUAC-høringer. Capra skriver selv med ubehag om McCarthy-perioden, hvor man følte »the Judas pain« i Hollywood. Men prioriteringen var æstetisk. Trumbo havde en socialrealistisk tilgang til stoffet. Capra ville fortælle et juleeventyr, og det var dét, som han bestilte hos Frances Goodrich og Albert Hackett. Lad så være, at han selv tog det meste af æren.

   Bogens mange illustrationer er naturligvis i sort/hvid. I citaterne fra YouTube har jeg brugt et klip fra den farvelagte version, som Hal Roach Studios udgav i 1986. Adskillige klassiske film blev farvelagt, da man udviklede Colorization-teknikken. Det var særdeles kontroversielt. Man mente, at farverne kunne fange et nyt publikum. It's a Wonderful Life blev atter farvelagt i 2007. I Blu-ray HD 4K-boxsættet fra 2019 findes filmen både i restaureret sort/hvid og digitalt koloreret version. Filmen står sig smukt i sort-hvid, men den bliver ikke dårligere af få farver på. I 2020erne ser man noir-kopier af film som Logan, Parasite og Justice League. Det er den samme æstetiske drivkraft.    

It's a Wonderful Life (Det er herligt at leve). Instr.: Frank Capra. Manus: Frances Goodrich, Albert Hackett, Frank Capra. Foto: Joseph Walker, Joseph Broc. 129 min. USA 1946. Dansk premiere: 22.03.1948

Fotos: Paramount Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

4K UHD + Blu-ray fra Paramount Pictures 29.10.2019

Teksten trykt første gang i Verdens 25 bedste film (Rosinante 1999)