Ib Michael: Den tolvte rytter (1993)

 

STYRTEDE GENER

Familiehistorien falder på plads

Af BO GREEN JENSEN

FORÅR 1993: »SOLDATEN kom ind i mit liv,« slutter Ib Michael det virtuose første kapitel af anden bog i slægtskrøniken, som begyndte i 1991 med den magiske erindringsroman om Vanillepigen.

   Åbningsridset hedder »Brandstifter«. Det skildrer, hvordan den spanske lejesoldat Gómez får for meget af kulden og fugten i pænhedens land, hvor en dukkeagtig orden hersker og en mand kan få skimmel i sjælen af lutter mangel på varme og luft.

   En anarkistisk djævel stikker i lejesvenden. Systematisk knuser han møblerne i vagtstuen på Koldinghus, hvor tropperne er indlogeret. Dernæst ryger støvler, bøger og billeder med. »Han rummer én tanke: At drive den forbistrede dødningeklamhed af knoglerne, så han kan ånde frit og få smørelsen tilbage i sine lemmer«.

   Gómez Arroyo gør ikke noget halvt. Han ler og danser foran kaminen, indtil løbesoden fænger og sender en eksplosion op gennem skorstenen. »Et pludseligt tårn af ild løber op i natten og sætter brand til himlen, så den får stjerner igen«.

   Besat af sin gerning løber Gómez ud i Kolding by, opsøger sin danske kæreste Ane Catrine og bestormer hende med kejserlig rejsning. Vi skriver marts 1808, og Napoleons eventyr i Danmark er ved at være forbi. To dage og tre nætter varer branden på Koldinghus. Så rejser den franske marskal Bernadotte videre til Hindsgavl Slot.

PÅ selve ildens nat har Ane Catrine undfanget. På den måde bliver hun fortællerens tip-tipoldemor, men der er ingen ende på soldatens drift. Han deserterer og driver mod syd, men fejrer allerede i skoven ved Hindsgavl sin flugt med at voldtage den unge frøken Adeler.

   Også Edelheid undfanger, og mens den frugtsommelige Ane Catrine sendes til Roskilde for at føde »vildbarnet« Ingrid Marie Gómez-Jørgensen, nedkommer Edelheid med drengen Edvard, som straks efter fødslen bortadopteres til familien Langberg. Hun gifter sig med Baron Eggers og bliver nådigfrue på Junkersholm.

   Gómez bliver sat i tugthus for at rådne, men en videbegærlig degn og en sadistisk, homoseksuel fangevogter sætter hver for sig deres mærke i historien. 15 år efter løber strømmene atter sammen. Vildbarnet Rie forelsker sig i kandidaten fra Sorø Akademi, Edvard Emil Langberg, som til gengæld begærer »søsteren« Rikke. Og således, ved voldtægt, pyromani og incest, får soldaten – som grundlæggende er et regulært menneske – på stammens vegne sat »sin første udløber i det danske«.

DET tager 200 sider at følge sporet efter Gómez til ende, fra Koldinghus til den voldsomme slutning under kastanien, hvor hans drøm om udødeligheden brister. Gómez' historie bærer mange flere med sig, Ane Catrine og Ries, Edelheid og Barons, Edvard og Rikkes og Henriks, og den fører i sidehandlingerne gennem rum og situationer, der ikke er til skelne fra den pastiche og de tableauer, man møder i mere traditionelle historiske romaner.

   Vi drikker dus med soranere. Vi er til soiré med Rahbeks fra Bakkehuset. Vi er til maskerade på Frederiksberg Slot, og læseren føler iblandt og måske, at Ib Michael fjerner sig for langt fra den gavmilde erindringsmytologi i Vanillepigen. Dog er der rå pågåenhed i kapitlet, hvor Gómez vender voldtægten mod sin fangevogter, skalperer, flår ham og flygter med et andet ansigt over sit eget, og konstant er der slægtsdokumentet til at binde trådene sammen.

FØRSTE del hedder »Slægten«. Anden del hedder »Arven« og fører for første gang tilbage til manden på hotellet i Roskilde nu. Dog blot for at sende Edvard Langberg – Gómez' voldtægtsbarn med Edelheid – af sted til Amerika, Mexico, Maximilian, revolutionen og vanillepigen Seraphine.

   I hælene på ham følger Henrik Eggers – Edelheids sene kærlighedsbarn med Baron – som endnu en af rytterne i »Den udødelige Legion«. Dette skæbnespor udgør endnu en roman i romanen, hvis motto er: Jeg er den udødelige, jeg iagttager dig. Forrest i Vanillepigen stod der et tilsvarende: De drømmer om flyvemaskiner, og får kun vinger af strå.

   Det er med en følelse som lettelse, at vi 50 sider før slutningen endelig ankommer til »Kronprinsens« historie, til en rund og duftende erindring om sommeren med Maiken i Roskilde dengang, for længe siden lige før, da man hørte Bill Haley, Edith Piaf og Gerry Mulligan, mens tv viste The Flintstones og pigerne helst skulle ligne Brigitte Bardot. Her gentager Michael Henriks historie. Her hægtes vi atter på søsteren Lulús skæbne, og kronprinsen indvies seksuelt. Hjulene nulstilles, og historien kan gentage sig endnu en gang.

BOGEN er bygget af sætstykker og føles derfor mere ujævn end Vanillepigen. Fortællingens anker er fortsat den mand, der midtvejs på sin rejse gennem livsskoven ankommer til Roskilde, indlogerer sig på Hotel Prindsen og begynder at folde fotos, breve og slægtsdokumenter ud på bordet i det anonyme rum.

   Han føler kulden lige så bittert, som Gómez gør den nat, han sætter ild til historien, men i Vanillepigen førte erindringens veje os tilbage til lun, magisk barndom i Roskilde, for »hundrede år og en sommer siden«, og videre til sydhavsøen Penrhyn Island, hvor Michaels mors onkel Viggo Jørgensen levede sammen med sin vanillepige Lelemata som en meget dansk og lykkelig mand på et yderst udansk sted med stærke farver og klare behov.

   Michael holder af at trække linjer og mønstre gennem sit forfatterskab. Papa Viggo og Vanillepigen optrådte således første gang i Kilroy Kilroy, hvor endnu en inkarnation af den udødelige soldat blev født i et ildglimt og et hukommelsestab over Penrhyn Island.

I DEN forløsende drøm til slut i Den tolvte rytter kommer alle slægtens mytologiske ryttere ud af mønstret i tapetet på hotellet, hvor fortælleren vågner og rækker ud efter sine Camel. »Ansigterne farer over deres kindben som blæst«, og »Alle er de gengangere over én og samme kode«. Det tror pokker. De er fiktionens figurer, men de er også Ib Michaels bøger, spundet helt eller halvt over soldatens tema, ad rejsens og erindringens veje, fra En hidtil uset drøm om skibe (1970) og Den flyvende kalkundræber (1971) til Kejserfortællingen (1981), Kilroy Kilroy og Vanillepigen:

Den første bærer en gylden hjelm, den andet et sørgmodigt blik, den tredje fik solen i sold og spillede den væk, den fjerde har fået hesten af den dreng, jeg var engang, den femte fik besøg af stengæsten, den sjette red med lykken, den syvende var kejseren, den ottende voksede op i et hus, der hed glemsel, den niende kom fra Østen, den tiende bærer flyverbriller og den elvte er Papa Viggo på sin hvide hors af skum.

Alle hyler de i stormen, at den tolvte rytter er på vej.

DET er skelettet fra barndommens have i Vanillepigen, som får en historie i Den tolvte rytter, men romanen er samtidig Ib Michaels mest totale livtag med den skikkelse, der går igen og går igennem det meste af forfatterskabet. Det er krigeren, lejesvenden, kejsersoldaten, en mandemyte så evig som Jern-Hans eller den standhaftige tinsoldat, og både et broderbillede og en skræmmende totemfigur for forfatteren.*

   I den sidste historie i Den tolvte rytter er det soldatens rolle, som fortælleren viger tilbage fra at tage på sig, da den elskede beder ham slå og således forlænge voldtægten, gentage den fordringsløst, som det altid er blevet gjort i historien. Og dog arbejder romanen sig samtidig hen mod det sted i fortællingen, hvor den skrivende netop må tage soldatens væsen på sig.

FOR romanens store tema er Gentagelsen. Soldaten spreder død, voldtægt og ulykke, fordi det er i hans væsen, men han bærer også livet og historien med sig. Fortællingen anfægter ikke denne slags mand. Og romanens hjertested er og bliver brevet fra Tecum, den tolvte søn og den første rytter, søn af Vanillelandets erobrer, Pedro de Alvarado, som Gómez har båret med sig, og som fortælleren endelig tyder nu.

   Det er skrevet på mayaernes sprog Maya–Quiché, og koden brydes først, da fortælleren trykker på sin PC'ers »Søg-og-erstat« funktion. Dermed gives også motivet for det »tårn af fortællinger«, som fiktionskredsen er ved at bygge op:

Sådan bliver jeg ved. Jeg fletter simpelthen teksten igennem, prøver og erstatter, prøver påny. Én efter én sender jeg mine ryttere af sted. Det sner ned over skærmen i flydende krystal, alfabetet bryder sammen og bygger sig op igen. På overgangen opstår nye tegn, hvor elementerne blander sig vildt; en skrift, der varer i sekunder og ligner styrtede gener.

DEN tolvte rytter er ikke nostalgisk sødmefuld som Vanillepigen, i hvilken moderens stemme, der hviskede »Mors lille hjerte« i mørket, var som en nudansk Madeleinekage dyppet i erindringens lindeté. Romanen er en langt mere krævende og farlig fiktion, der samler centrale temaer i forfatterskabet og sætter samtidens strømme og farver på spidsen i et blændende ridt gennem historien og fortællingens rum.

   Det er selve koden som samler de styrtede gener, det gælder for den tolvte rytter. Hvad tredje bind vil bringe, er ikke til at gisne om. Ib Michael både bevæger sin læser, chokerer, forfører og bekræfter ham til slut i denne anden ombæring. Den tolvte rytter indfrier til fulde de løfter som Vanillepigen vakte. Den er gnistrende sprog, magisk realisme, mytologisk erindring og omhyggelig romantisk arkæologi. En gavmild og mageløs nudansk roman.

Se også Ib Michael: Vanillepigen (1991) og Ib Michael: Brev til månen (1995).

*)  Sen-80erne reagerede på de nye værdier og den generelle orientering mod venstre i 1970erne, hvor mange af de sager, som optager os i 2020erne – køn, klima, social ulighed og etnicitet – var lige så store og vigtige som nu. 70ernes feminisme og bevægelse mod ligestilling blev i 80erne og 90erne mødt med en ny bevægelse mod maskulin selvbevidsthed. Den bløde mand skulle genfinde urmennesket. Carl-Mar Møller tog danske mænd med på overlevelseskurser i skoven, og i guldflippersegmentet fødtes den systemiske misogyni, som #MeToo gjorde op med i 2010erne. Den unge Donald Trump er en rollemodel for Patrick Bateman i Bret Easton Ellis’ American Psycho (1991), der læses bedst som kultursatire, skønt den ligner seriøs horror. Man genlæste Eske Holms indsigtsfulde Den maskuline mystik (1975) – et opgør med kørsrollerne, som spejler sin titel i Betty Friedans The Femine Mystique (1963). En central figur var den amerikanske digter Robert Bly (1926-2021), som skrev Iron John: A Book About Men (1990) om »Den Vilde Mand i religiøs tradition, litteratur og folkeliv«. Bly selv forholdt sig især til Robert Graves’ The White Goddess: A Historical Grammar of Poetic Myth (1948, 1961), der på sin side var en aflægger af J.G. Frazers The Golden Bough (1890, 1922) og mytesynet hos Carl Gustav Jung.

   Ib Michael brugte krigerbilledet allerede i Den udødelige soldat, et radiospil i fire dele, som DR opførte i 1976. Motivet er eksemplarisk aflæst og udredt af Kristian Himmelstrup i Den udødelige soldat og jeg: Ib Michael og hans forfatterskab (Museum Tusculanums Forlag, 2000). Den tolvte rytter er virkelig et værk af sin tid. Henning Juul Madsen oversatte Blys antropologiske essay. Lindhardt og Ringhof udgav Jern-Hans – en bog om mænd i 1992.

Ib Michael Den tolvte rytter. 336 s. Gyldendal.

Fotos: Gyldendal (Den tolvte rytter-omslag Tove Krebs Lange med maleri af J.Th. Lundbye (1847); Vanillepigen + Kilroy Kilroy-omslag Peter Severin, Vanilletrilogien-forside Poul Lange)/ Kongernes Samling Koldinghus/ Forlaget Rhodos/ History on the Net (Mayan Art)/ Wikimedia Commons/ Forlaget Lindhardt og Ringhof.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 02.04.1993

Vagn Lundbye: Palindromos (1991)

DET UMULIGE SNIT

Et forsvar for uafvendeligheden

Af BO GREEN JENSEN

I essaysamlingen Hjemkomster (1987) priser Vagn Lundbye (1933-2016) »anderledesheden«. For Lundbye er afvigelsen den værdi, som skal »føre til agtelse for menneskets ophav«. Han taler om bevidst at »udvikle den genialitet og anderledeshed, der kommer af den særlige hjemkomst, som det er at gå mod udviklingen.« Det er på denne organiske baggrund og i dét økologiske lys, at Palindromos – en for alvor anderledes roman – skal læses.*

   Palindromos er en både drømmende og dokumentarisk intens skildring af nogle allegoriske mænds tilværelse i »Kolonien«, en indhegning i regnskoven, hvor de sølvhårede indfødte har dem gående som en slags menneskesvin. Først har de dog kastreret dem ved »Svineritualet« og »Det umulige snit«, der vejer tungt i den langsomme, genialt monotone fabel om altings tilbagevenden til urtilstanden.

   »Verden begyndte uden mennesket,« siger amerikaneren Colombo, som på sæt og vis er en genfødt Colombus. »Der er måske ikke noget at sige til, at den også ender uden mennesket.«

COLOMBO kommer til Amazonas for at samle stof til bogen, han skriver på, en skildring af forholdet mellem missionærer og urfolk i det 20. århundrede. To tyske kvinder stopfodrer ham med giftig mad, og da han kommer til sig selv igen, er rejsen op ad floden, ind til Kolonien i Mørkets Hjerte begyndt.

   Her bliver han indlemmet i folden, i flokken af kastrerede mænd. Der er 11 af dem, og de bærer alle rebusagtige palindromnavne, hedder Koko, Didi, Wawa, Toto, Meme, Sasa, Olle osv. Der er kun en enkelt kvinde, Lulu, og som profetisk repræsentant for stedets væsen møder vi orakelskikkelsen Gagag.

   Gagag er den, som har været længst i Kolonien, og han er decideret begyndt at tale i palindromer. Et palindrom er et ord, der læses ens forfra og bagfra (madam er det gængse ordbogseksempel), eller det er – som mændenes navne – en ordkvadrat, der læses ens vandret og lodret (som tenet i den romerske satorformel).**

   Romanen og Colombos omvendte erkendelse i det mærkelige fællesskab, der opstår mellem de stækkede mænd, har med opløsningen af alle retninger at gøre, med den tilbagevenden til regnskovens moderskød, som får Gagag til at kalde Kolonien for Palindromos. Det er ham, der formulerer romanens inderste motiv:

»Verden, vi har skabt, er selvbedrag. Et lig, der er lagt i jorden. Håret vokser! Det vokser og vokser. Længere og længere! Også neglene gør det. Vokser og vokser, længere og længere. Men vi er inde i kisten! Palindromet er begyndt!«

PALINDROMET sker fyldest på de sidste sider, da Colombo ser en slange kravle ind i en tudses mund og forsvinde. Alting vender tilbage, alting glider i ét, og efterhånden bliver også bogen en tranceagtig tilstand, som læseren lever sig ind i og deler.

   Palindromos er en økologisk fabel, men her er hverken nuttede, antropomorfiske dyr, ædle vilde mennesker eller idyllisk ubesmittet natur. Dyrene er bare dyr, fortærende eller nødstedte væsener som de kastrerede mænd. Indianerne er et oprindeligt folk med sin egen uudgrundelige civilisation, og meningen med svineritualet forbliver lukket for rationel vesterlandsk tolkning.

   Naturen er fra først til sidst en oceanisk, livssitrende proces af stadig blomstring og forrådnelse; regnskoven som den søster til havet, Lundbye taler om i Hjemkomster. Med grum uafvendelighed skildres mændenes fornedrelse, leden ved igler, lyden af cikader og de nye former for ufattelighed, som mareridtet åbenbarer.

MÆNDENE er jo også som Odysseus' mænd på Aia, Kirkes ø, der bliver forvandlet til svin af troldkvinden. De kommer fra alle hjørner af den industrialiserede verden for at forstå og forgå i Palindromos, stedet for indsigt og tilbagevenden. Oraklet Gagag er helt sikkert dansk, for da han skal forklare Colombo om palindromets væsen, er det billedet af drengen på Solgrynspakken, han kalder frem af det kollektivt ubevidste.***

   Et eller andet sted er han også en Ben Gunn-skikkelse i en pervers og spejlvendt drengebog, og kastrationsritualet kunne sagtens være det unævnelige og aldrig nærmere uddybede, som de indfødte foretager sig i Joseph Conrads Heart of Darkness, der er moderskibet for denne slags fiktioner.

ET bærende palindrom bliver »returruter«. Fablen rummer overhovedet så mange fortolkningslag, at det næsten er for meget af det gode. Men også kun næsten. Romanen kræver den tid, som den tager. Læseren hænger på, ønsker at mændene ville flygte og aner også, hvorfor de ikke kan. Thi ingen flugt er mulig. Det er som Gagag siger: Palindromet er begyndt. Palindromos er en besættende anderledes bog, som er et og alt med sin retning, »den særlige hjemkomst, som det er at gå mod udviklingen.«

Se også Apocalypse Now – Final Cut (1979/2019); James Gray: The Lost City of Z (2017); Yulene Olaizola: Tragic Jungle/ Selva trágica (2020).

Vagn Lundbye: Palindromos eller Colombos sidste rejse. 264 s. Borgen, 1991.

NOTER

*) Filosofien foldes helt ud i de prægtige Næsehornsdigte (1990), hvor anderledesheden er skrevet ind og står øverst på listen med Rhinolovens ti bud:

**) Vagn Lundbye takker Marie Hvidt, »der har udarbejdet romanens palindromer«. Palindromos er i øvrigt »tilegnet de sølvhårede mandanere der blev udryddet af de hvide under kolonisationen af Amerika«.

***)  Det er virkelig svært at komme til bunds i, hvem der udførte tegningen i det ikoniske logo. »Næsten som drengen på Ota-solgryn pakken fortaber digtet sig i et optisk, evigt bedrag af den type, som franskmænd kalder for "at kaste i afgrunden" - mise en abyme,« skriver Henrik Ljungberg og Bo Tao Michaëlis om T.S. Eliots The Waste Land (1922, da. Ødemarken eller Det Golde Land) i deres inciterende inspirationsbog Lyst og labyrint (1991), da de skal anskueliggøre perspektivet i den labyrintiske læsning.

  Forbavsende mange forfattere fra boomergenerationen nævner drengen, der holder pakken med et billede af drengen, der holder pakken med et billede af drengen, der... osv., som deres urmøde med uendeligheden. Selv husker jeg mest de figurer (af fx native americans), som man kunne klippe ud af pakkens bagsider. Jeg ejer flere af Ota-bøgerne, som man samlede mærker til i perioden 1924-1942. De var sagnomspundne i min barndom, men jeg er trods alt for ung til selv at have samlet.

   I hvert fald har jeg søgt højt og lavt. De første gryn blev ristet på Havremøllen i Maribo i 1898. Firmanavnet var dengang AVENA, og pakken var grøn, rød og brun som kardus. I 1913 flyttede produktionen til Nakskov, og i 1915 blev Avena omdøbt til OTA, som er afledt af "oat(s)", dvs. det engelske ord for havre. I 1930 blev Ota opkøbt af det amerikanske Quaker Oats Company, der er lige så ikonisk i USA, som OTA Solgryn er her. Den røde pakke med tegningen af drengen, der løber i solen, blev første gang brugt ved en stor relancering i 1933.

   Siden er solen i logoet vokset, og drengen har været tilbage i perioder, især når OTA skulle sælges for sin duft af nostalgisk erindring. Konglomeratat PepsiCo opkøbte Quaker Oats i 2001. Da var fabrikken i Nakskov flyttet til England forlængst. I 2019 kom OTA igen på danske hænder, da CrispyFood i Gørlev tilbagekøbte det klassiske brand. Man sælger stadig Solgryn efter 125 år, men for tiden er solen på pakken en ren gul skive. Skønt værker om produktreklame – som f.eks. Lars Dybdahls Den danske plakat (1994) – nævner OTA Solgryn, er de (ligesom firmaets hjemmeside) tavse med hensyn til den kunstneriske proveniens. Drengen fra havregrynspakken løber sammen med Vanillepigen (som faktisk var en indisk mand) fra Tørsleffs' vaniljebreve i romaner af bl.a. Ib Michael. 

Fotos: Borgens Forlag (Gyldendal) [Palindromos m/ originaltryk af Per Kirkeby; Næsehornsdigte m/ tegning af Albrecht Dürer, 1515]/ Forfatterweb [Vagn Lundbye portræt]/ Wikimedia Commons [Amazonas Aerial Shot/ Geiger Richard (1870-1945) Kirke forvandler Odysseus' mænd til svin, 1900/ Ouroboros Mural in Ptuj, Slovenia]/ EpsilonTheory (stylized Ouroboros/ OTA Solgryn - Crispy Food A/S 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 11.10.1991

Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016)

DRØMME DER SMELTER OM DAGEN

Gennembrudsfilmen fra Miyazakis arvtager 

Af BO GREEN JENSEN

TAL om at sætte forventninger højt. I 2016 blev Makoto Shinkais Your Name den største japanske biograffilm nogen sinde, et solidt arthousehit i andre territorier og en fortælling, der taler til flere aldersgrupper minus måske det yngste segment.

   Ikke siden Hayao Miyazakis Chihiro og heksene (2002) har man set en lignende crossover-succes. Makoto, der er født i 1973 og ansvarlig for anime som The Place Promised in Our Early Days (2004), Rejsen til Agartha (2011) og Ordenes Have (2014), bliver da også set som en mulig tronfølger. At dømme efter Your Name og opfølgeren Weathering With You (2019) er han måske endnu mere: en visionær og unik billedskaber, der ikke har brug for at blive sammenlignet med nogen. 

 

DET handler om en slags kosmisk kortslutning. Fejlen opstår, da en komet flyver tæt på Jorden og sender meteoritter ned over Japan. En af dem rammer (måske) den landsby, hvor teenagepigen Mitsuha hjælper sin mormor i shinto-templet og hænger ud med venner fra skolen, mens hun drømmer om at være en smart dreng i Tokyo, hvor tiden aldrig står stille.

   Faktisk er Taki sådan en ung mand, men han føler sig hverken smart eller heldig. Han vågner konstant af fortumlede drømme og lever mest på den iPhone, hvor filmen eksponerer sin kontekst.

DET korte af det lange er, at Mitsuha og Taki bytter liv, når de sover. Hun er i hans krop, og han er i hendes. De har en fornemmelse af hinanden, men kan aldrig huske noget ret længe. Hvis ikke familie og venner fortalte, hvor aparte de har opført sig, ville alt være drømme, som smelter om dagen.

   De unge skriver dagbog på den samme app og deler tips om overlevelse. Først er det afgørende, om de kan mødes. Der er imidlertid en forskydning, en fold eller sprække i tiden, og det bliver endnu mere spændende, om det vil lykkes Taki at tage tilbage og forhindre udslettelsen af Mitsuhas by.

DER er megen kronologisk trafik og raffinerede digressioner. Der er også banale, generiske sange og lidt for anstrengt idylliske scener i den gængse stil med store øjne, som er særlig for manga og anime. Glimtvis er filmen smuk og fantastisk. Som et kort, klart digt i et narrativt kaos.

   Your Name bliver fejret for at være »en historie, der tilfældigvis er fortalt i animationsform, men lige så godt kunne være live action.« Det er en mærkelig og misvisende anbefaling. En Your Name som realfilm ville være monstrøs.

   Kontakt på tværs af tiden og køn, der bytter plads, er troper i fantasy og science fiction. Ny er derimod intensiteten, som Makoto Shinkai fremstiller dem med. Your Name er en lyrisk tour de force om unge sínd. Filmen taler for alt, som er tidløst og længes.

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019).

Your Name. (Kimi no na wa.). Instr. & manus: Makoto Shinkai. 106 min. Japan 2016. Dansk premiere: 04.05.2017.

Fotos: CoMix Wave Films/ Amuse/ Kadokawa/ Toho Comoany/ Camera Film/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.05.2017

Christian Petzold: Undine (2020)

HAVFRUENS HÆVN

Mytisk fortid og kærlig tysk hverdag

Af BO GREEN JENSEN

CHRISTIAN Petzold (f. 1960) var fra begyndelsen en filmskaber, der brugte følelser sammen med skarp analyse. Han tog store emner op og fandt det nye Tysklands smertepunkter, mens han lod fortidens genfærd komme til orde. Man kunne mærke mange lag i hver scene.

   Petzold har altid sat kvindefiguren i fokus, ikke som et begæret eller betragtet objekt, men som en levende inkarnation af historien. Især fire af de syv film, som han lavede med Nina Hoss i hovedrollen (og Ronald Zehrfeld som manden i periferien et sted), er blandt de vigtigste i Europa efter 2000: Yella (2007), Jerichow (2008), Barbara (2012) og Phoenix (2014).

   Yella fulgte med en ung kvinde fra det gamle DDR til nye muligheder i det genforenede Tyskland. Hun trivedes i en finansintrige, der viste sig at være drømt: ved slutningen lå Yella under broen, hvor bilen først kørte galt. I Barbara kom en forvist DDR-læge til provinsen og planlagde sin flugt, mens hun blev overvåget. I Phoenix kom kvinden hjem fra krigens kz-lejr med et nyt ansigt og opsøgte (ægte)manden, der angav hende.

PHOENIX var den tungeste og skarpeste af filmene. Allerbedst var Barbara. Jerichow er lidt uden for nummer: Petzold henlagde James M. Cains Postbudet ringer altid to gange til en slidt provins i det østlige Tyskland. Luchino Visconti gjorde i sin tid det samme, da han brugte Cains bog i Ossessione (1943), hvor den fatale fortælling blev italiensk. Hverken Petzold eller Visconti krediterede Cain. Film noir er som folkeeventyr. Historierne hentes i fællesbasinet.

   Det var en praktisk træthed, der fik Petzold til at blande fortid og nutid i sin filmatisering af Anna Seghers’ immigrantroman Transit (1942). Han var træt af rekonstruere fortiden, og han siger, at periodefilm gør noget særligt ved skuespillerne: kostumerne får dem til at optræde, i stedet for bare at være.

   I Transit venter 1940ernes tyske flygtninge på at komme med skibet fra Marseille til Sydamerika. Samtidig jager fransk politi illegale migranter i gaderne i 2018. De to lag blandes på lykkelig vis. Det passer perfekt til spøgelsestiden.

PETZOLD har altid været en seriøs instruktør. Det er han stadig i Undine, men der er kommet en ny, let og legesyg tone i den moderne genfortælling af eventyret om vandnymfen, der må dræbe sin elskede, hvis hun bliver svigtet. Hun er dømt til at vende tilbage til vandet. Kun kærligheden kan give hende form. Den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann (1926-1973) var vred på både mænd og eventyret, da hun lod Undine rase ud i novellen »Undine geht« fra samlingen Das dreißigste Jahr (1961). Teksten blev også til teater, opera og et radiospil.

   Det er Bachmanns Undine, som Petzold blander med standardversionen af myten. Undine er alle vegne i den europæiske romantik: i opera, ballet og billedkunst. Hun kommer fra en fortælling af Friedrich de la Motte Fouqué (1777-1843), der lader vandnymfen gifte sig med en ridder, ikke for at få fødder og menneskeform, som i den mere udbredte havfruemyte, men for at få en sjæl. Fouqués Undine (1811) nedstammer fra de franske folkeeventyr om Mélusine. Hun optræder allerede hos Jean d’Arras, som skrev i 1390erne.

DEN moderne Undine Wibeau (Paula Beer) er først og fremmest en vild og vred kvinde, som ved, at hun må hævne sig, da hun bliver vraget af Johannes (Jacob Matschenz). Det har intet med forudbestemthed at gøre: Undine er simpelt hen pisset af, da han dumper hende over en kop kaffe. De sidder på restauranten ved Märkisches Museum, hvor hun arbejder som guide og holder det samme foredrag om Berlins historie og arkitektur flere gange om dagen.

   I restauranten står et kolossalt akvarium. Undine har bemærket en figur af en dykker på bunden. Hun ved, at det må være fantasien, som spiller hende et puds, men hun er sikker på, at hun hører en dyb stemme kalde fra vandet. I det samme træder dykkeren Christoph (Franz Rogowski) ind i hendes liv, som en ny ridder i eventyret. Figuren af dykkeren får betydning, især senere, da dens ene ben knækker af.

DET er klart, at kosmiske kræfter bliver løsnet, da de elskende møder hinanden. Vreden og forvirringen koger i Undine, som falder om. Akvariet syder og bobler og splintres – nej, detonerer – i filmens første og faktisk eneste spektakulære sætstykke. Jeg røber det uden at blinke, fordi filmens trailer viser akvariet igen og igen. Der er derfor ingen spoiler alert.

   Det er alle kendte mønstre, der bliver knust. Der er aldrig et 1:1-forhold mellem myte og virkelighed i Undine, men lidt vidtløfligt kan man sige, at membranen mellem magisk tid og hverdagstid går i stykker. Scenen er både romantisk og morsom, fordi ejeren af stedet også bliver vred. Han forbyder Undine at komme igen. Da hun senere bryder forbudet, er der sat nyt glas i akvariet. Spørgsmålet er, om det så kan holde.

FILMEN er en hyldest til byen og kærligheden. Petzold giver begge dele en meget specifik karakter. Undine taler til turisterne over skalamodellen af det moderne Berlin. Vi forstår, at de nye glashuse, der er rejst efter Murens fald og die Wende blot er det seneste, øverste lag. Undine arbejder som guide for at finansiere sine studier. Hun er historiker med speciale i byplanlægning.

   Det er uklart, om Undine selv ved, at hun er et eventyrvæsen. Sammen med den bjergtagne Christoph er hun en kvinde, der forelsker sig med alle fibre. De elsker i, hvad der virker som dage, og går omkring i instruktørens by. Filmen formidler historiske sammenhænge, når Christoph hjælper Undine med at forberede nye foredrag. Hun øver sig som til en filmrolle. Hvis Undine er en moderne havfrue, er Christoph indbegrebet af naturens muntre søn.

CHRISTOPH arbejder som industridykker. Han bærer dragt og hjelm og går på bunden af søen som en skikkelse fra Jules Verne. Der er magiske scener fra søen i Belgien, hvor Christophs liv er i fare, og Undine må træffe afgørende valg. Christoph og kollegerne drøfter, om der er hold i historien om »Store Günther«, en urfisk, der ligner et lille Loch Ness-uhyre.

   Paula Beer modtog sølvbjørnen for Bedste Kvindelige Rolle, da filmen blev vist på Berlinalen i 2020. Hun og Franz Rogowski har sammen en naturlig sødme – Petzold ville sige en koreografi – der kommer fuldt til sin ret på en måde, som ikke var mulig i Transit, hvor de første gang spillede sammen.

   

UNDINE markerer et gearskifte i Petzolds udsøgte produktion. Han siger, at der vil komme to film mere, som tager afsæt i europæiske myter. Filmen blander magi, poesi og især voksen hverdag på en meget besnærende måde.

   Alligevel er det ikke helt som at se historien vakt til live med fuld tyngde, som det skete i de store kvindebilleder fra sidste årti. Undine føles mest af alt som et langt frikvarter på en tæt skoledag. Man er klar til arbejde videre, da det igen ringer ind.

Se også Christian Petzold: Barbara (2012); Christian Petzold: Phoenix (2014); Christian Petzold: Transit (2018).

Undine. Instr. og manus: Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 91 min. Tyskland-Frankrig 2020. Dansk premiere: 09.09.2021.

Fotos: Schramm Film/ Les Films du Losange/ ZDF/ ARTE/ BKM/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ DRW/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Berlinale Archiv, The Match Factory/ The Upcoming (YouTube Trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra good!movies (region B) 19.11.2020

2K Blu-ray i bokssættet Christian Petzold Die Kollektion | 4 Movies 2012-2020 | fra Plain (region A) 30.05.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.09.2021.

Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999)

KÆRLIGHED GØR BLIND
90ernes sidste skærsommernatsdrøm

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeare skrev A Midsummer Night’s Dream midt i 1590erne. Stykket tog form gennem slutningen af årtiet og er første gang trykt i 1600. Da skuespillet blev opført på Hampton Court i 1604, var det en gennemprøvet favorit.

   Som ofte hos Shakespeare er metakræfter i spil. Tre handlinger snor sig, beriger hinanden og blander blod. Til slut gør en fjerde tekst status. Skovens magiske væsener udlever rænker og intriger. Alfekongen Oberon skal giftes med Titania. Der er fire dage til ceremonien.

   I samme eventyrskov overnatter to unge par fra Athen: Hermia og Lysander, Helena og Demetrius. De kunne være blomsterbørn. De skal til at tage hul på det hele.

   I byen skal hertug Theseus giftes med Hippolyta, amazonernes dronning. Seks svært teaterglade håndværkere øver sig på den forestilling, Pyramus og Thisbe, der skal opføres ved bryllupsfesten.

   Der er virkelig flyvende sommer i luften. Liv og teater smelter sammen. Det er prototypen på en romantisk komedie. Publikum har elsket den i 430 år.

EVENTYRSPILLET blev filmatiseret i 1909 og har siden været (mindst) 20 gange gennem forvandlingsmaskinen, der prøver at få levende film ud af teksttæt teater.

   Michael Hoffmans stjernebestrøede pragtudgave blev den sidste af 1990ernes mange Shakespeare-filmatiseringer. Hoffman blander britiske og amerikanske spillere i en tekstmæssigt meget trofast version, som scenografen Luciana Arrighi har skabt overdådigt fantasifulde rammer omkring. Alligevel lykkes det ikke filmen at ligne et nødvendigt bud på en eviggyldig fabel. Tværtimod fremstår den som overflødigt nips.

   Ligesom Trevor Nunns Twelfth Night (1996, da. Helligtrekongersaften) henlægger Hoffmans film forvekslingskomedien til en arkadisk eller utopisk kulisse, som der står det 19. århundrede på. Det giver de elskende par lejlighed til at færdes i skoven på cykler, hvilket i bedste fald virker excentrisk.

   Det er ikke nødvendigvis en god idé at anbringe Shakespeares Athen i Toscana, fordi tilskueren uvilkårligt sammenligner med Kenneth Branaghs anderledes vitaminrige Much Ado About Nothing (1993, da. Stor ståhej for ingenting), som faktisk havde en idé med at lade amerikanske stemmer bære halvdelen af dialogen. Men smukt ser det ud. Det er afgjort i billedstoffet, at denne skærsommernatsdrøm har sin kraft.

RUPERT Everett og Michelle Pfeiffer slipper med nød og næppe fra at virke absurde som Oberon og Titania. Stanley Tucci har derimod håbløse odds som Nis Puk.

   På menneskesiden fæster man sig især ved, at ingen af de fire unge elskende, som skal bære både dårskaben og bittersødmen ved forelskelsens omskiftelige væsen, formår at gøre indtryk på tilskueren - ja, man kan dårligt huske, hvem der er hvem, skønt Christian Bale spiller Demetrius, og Calista Flockhart (alias Ally McBeal) får rigtig mange chancer med sin figur. Sophie Marceaus Hippolyta er et distræt ornament, David Strathairn en decideret svag og fejlanbragt Theseus.

PÅ denne blakkede baggrund er det op til de raske og pudsige svende, som opfører stykket-i-stykket til slut, at redde dagen og bardens ære.

   Det lykkes først og fremmest i kraft af en overrumplende veloplagt indsats fra Kevin Kline, der som Nick Bottom (Rumpe eller Rendegarn) næsten tager bad i sin rolle, uanset om han er æslet, der undrende elsker med alfedronningen, eller den fødte frikadelle, der svanser og drejer sin time på scenen. Hoffman lader meget overbevisende stykket-i-stykket skifte farve, fra håbløs amatørfarce til gedigent bevægende menneskespil.

HER finder filmen for alvor sit ærinde, men det sker så sent, at det ikke er nok. Ellers er scenerne fra Titanias hof den eneste grund til at lade sig fortrylle. Elementer fra 1890ernes europæiske symbolisme, Gustav Klimt, Fernand Khnopff osv., er meget effektivt flettet ind i elverdronningens udstyr, og Hoffman citerer med velbehag flere filmiske kilder, især Jean Cocteaus La Belle et la Bête (1946, da. Skønheden og Udyret).

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/ Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015].

I temaet »Liv og teater« se også bl.a. Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673; Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac; Nøgler til livet: Tennessee Williams 1911-1983; Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

A Midsummer Night's Dream (En skærsommernats drøm). Instr. & manus: Michael Hoffman. Foto: Oliver Stapleton. 121 min. USA 1999. Dansk premiere: 29.10.1999.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ New Regency Productions/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ YouTube (Original 1999 Trailer)

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

DVD fra 20th Century Fox (UK) 09.09.2002

2K Blu-ray fra FilmConfect Home Entertainment (Tyskland) 09.02.2018

Sidste del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 29.10.1999