.
DEN SAMMENSATTE SANDHED
Franske jøders skæbne under 2. verdenskrig
Af BO GREEN JENSEN
EN moden kvinde står på den øverste platform i udspringstårnet ved svømmebassinet.
Det er en sommer i hjertet af efterkrigstiden. Solen fylder hele verden, vandet
glitrer forjættende blåt. Kvinden vinker til sin søn, der i modlyset ser hende
som en gudinde. Han sidder selv nede i skyggen og fryser. Der er altid denne
afstand mellem drengen og hans mor. Hun ved, at han føler det sådan, og om lidt
vil hun slutte sig til ham. Først vil hun dog nyde at finde og holde balancen, mens
stadig flere tier og følger hendes forberedelser. Hun retter ryggen og skyder
brystet frem. Et øjeblik er alting enkelt. Set på afstand er hun stadig ung.
Hun kløver vandet perfekt, da hun springer.
MED dette sug af
sanselighed begynder Claude Millers Un
Secret, en film som forsøger at bryde en tavshed og tale om de franske jøders skæbne under 2. Verdenskrig. Landet blev delt i to i maj 1940. I nord
besatte Tyskland resterne af det frie Frankrig. I syd fik marskal Pétains
provisoriske marionetregering, som samarbejdede aktivt med nazisterne, lov at etablere
et selvstyre. L’État Français havde
hovedsæde i byen Vichy i Auvergne. Mange flygtede fra nord til syd. Man
tilegnede sig de tyske love og forberedte administrationen af et Frankrig, der havde
status i Hitlers nye Europa. Alle jøder blev udleveret. I den fælles erindring
er Vichy fortrængt af den mere flatterende forestilling om la Résistance, den heroiske franske modstandsbevægelse. Men Vichy
var en verden for sig i fem år, indtil sejrherrerne enedes om at skrive den kollektive
skamplet ud af historien.
FORFATTEREN Philippe Grimbert (f. 1948) undrede sig i sin barndom over navne på forsvundne
familiemedlemmer, som ingen ville tale om. Som voksen trængte han ind i
historien, der ikke var som drengen troede, da han så sin mor balancere i
solen. Han blev klogere og hårdere, da han lærte hemmeligheden at kende. Om
dette skrev han erindringsromanen Un secret (2004), som modtog Prix Goncourt des lyceéns samme år. Claude Miller kunne samle de bedste yngre kræfter i fransk film til sin fortolkning af den
sammensatte sandhed, som tager form under læsningen af Un secret.*
DER er tre lag af tid i En
hemmelighed. I 1985 tager børnepsykologen François (Mathieu Amalric) til
byen for at lede efter sin far, der har været forsvundet i mange timer. Han gik
tur med hunden, der som sædvanlig ikke var i snor. Netop den dag løb den ud
foran en bil. Maxime (Patrick Bruel) kom hjem med hundens knuste krop og gik
igen, uden at sige et ord. Tania (Cécile de France), François’ mor, er ude af
sig selv. Det fremgår, at de sjældent har kontakt. François bruger, i virkelig
tid, det meste af filmen på at finde sin far, der flakker om i en melankolsk
vinterfrakke. Som det køligste afsnit er nutiden filmet i sort/hvid.
Filmen åbner dog i
erindringssporet, i 1955, hvor farverne er klare og er stærke. Den voksne
François ser tilbage på den frygtsomme dreng, der beundrede sin atletiske mor,
når hun imponerede alle med fuldkomne tårnspring i det offentlige svømmebassin.
Gradvis taler og ånder han sammen med drengen. Hans mor beder ham finde
jævnaldrende venner, så han glemmer, at de ikke er sammen, mens hun genopdager sin
krop i det perfekte spring. Men den blege dreng kan bare glane og fryse. Da mor
og søn fortæller den tennisspillende Maxime, at de tager hjem, er der flere lag
af slet skjult foragt i hans i og for sig neutrale reaktion.
DET er i denne del
af historien, at filmens store billeder skabes. François vil gerne dele
forældrenes betagelse af fysikken – Leni Riefenstahl citeres både indirekte og direkte
– og arbejder ud fra sparsomme oplysninger på at skrive et kærlighedseventyr om
deres møde. Han lever sit liv i disse romantiske forestillinger og i fantasien om
en smukkere, stærkere tvillingebror, som ikke er bange for noget som helst og ligner
den søn, Maxime gerne vil have. Sine bedste øjeblikke har han hos husveninden
Louise (Julie Depardieu), som altid er der for ham, som hun har været der
for forældrene. Louise er fysioterapeut. Hun giver François vitaminindsprøjtninger
og masserer ham nænsomt. Det antydes, at hun lever stærkest, når klienten
er den fysisk fuldkomne, men målbevidst heteroseksuelle Tania.
DER hersker en
anspændt fred i familien. Der er grå og hvide områder, mørke dele af fortiden,
som forældrene aldrig nævner med et ord. Omvendt skal der kun lidt til at ryste
den vakkelvorne balance. François ved aldrig, hvor han har sine forældre. Han
mener senere, at deres fortielser har mærket ham for livet. Tania reagerer
stærkt og mærkeligt, da sønnen finder en ramponeret kuffert med et gammelt tøjdyr i. Hun siger, at stofhunden må
være fuld af utøj og skynder sig at gemme kufferten væk. Det er dog for intet
at regne mod den voldsomhed, som Maxime reagerer med, da François bliver ved
med at tale om sin bror.
Også andre ting
skaber forvirring og uro. For eksempel det med navnet, som de voksne hvisker om
med vrede stemmer. Maxime har ændret familiens navn fra det jødiske Grinberg
til det mere fransk klingende Grimbert. I romanen skriver den voksne fortæller:
»Et M for et N, et T for et G; to bittesmå ændringer. Men
naturligvis skjulte M for at mime et N for nazisme, mens G for genfærd blev opslugt af det tyste T. Jeg stødte hele tiden ind i den mur af smerte, mine forældre
havde rejst om sig selv, men elskede dem for højt til at forsøge at kravle over
den og på den måde åbne såret igen. Jeg havde besluttet, at jeg ingenting ville
vide.«**
DET er Louise, som forbarmer sig over François og røber,
hvad der skjuler sig i forældrenes tavshed. Han fylder 15 år og kommer i
slagsmål på skolen. En elev fremturer med spydige kommentarer, da klassen ser filmklip
fra åbningen af koncentrationslejrene. Måske er det virkelig Alain Resnais’ Nuit et brouillard (1956, da. Nat og tåge), man viser for
børnene. I hvert fald triumferer historieløsheden. De fleste keder og undrer sig lidt. Mens gravkøer skubber ligdynger
ned i massegrave, hvisker sidekammeraten, obskønt og idiotisk, men uden
egentlig skadefryd, at de nøgne døde »kommer til at fryse«. Den forsagte
François begynder at slå og kan ikke holde op igen.
Episoden får følger
på skolen. Hjemme er Maxime for en gangs skyld næsten stolt, da knægten kommer
hjem med en blodtud. Tania ved ikke, hvad hun skal sige. Louise, som François
flygter ind og klager sin nød til, tager tyren ved hornene og begynder: »Jeg
ved godt, hvorfor du græder.« Hun åbner endelig æsken, som forældrene har gjort
alt for at holde tæt lukket i. Da det sker, kommer afsløringerne hurtigt.
HER, mens forældrene
endnu er unge og har valgmuligheder, når filmen ned i sit dybeste lag, en bund
af håndgribelig virkelighed, hvor tonen er helt realistisk. Der er ikke én, men
mange hemmeligheder, som tårner sig op i en mur af fortrængning. Den værste røbes
til slut i en scene, som kan måle sig med det forløsende øjeblik i Ang Lees
lige så langsomt brændende Lust, Caution (2007),
men også ved begyndelsen er der rigeligt at bearbejde. For der var en bror. Han hed Simon og var svaret
på sin fars hede drømme om en lille atlet uden frygt. Simons mor hed Hannah
(Ludivine Sagnier). Tania kom til som Maximes svigerinde.
I eksponeringen af det
banale familiedrama er Claude Miller ved kernen af sin bestræbelse: at gøre
fortidens mennesker levende ved at give dem drifter, svagheder og fejl. Den idrætsbegejstrede
Maxime er i aktiv konflikt med fatalismen og offermentaliteten i sit miljø. Der
er ikke tale om selvhad, Maxime ser knap sig selv som jødisk. »Hvorfor er
det nu lige, at vi skal være så stolte?«
Han er fan af fascisternes kropskult og hylder Pétain-tilhængernes slogan: Travail, Famille, Patrie. Og allerede
ved sit og Hannahs bryllup kan han ikke få øjnene fra sin brors hustru, den
blonde elitesvømmerske.
DA jøderne skal
registreres og får påbud om at bære stjerne, vil han ikke høre tale om nogen af
delene. Hannah lader sig registrere, Maxime lægger afstand til emnet. Tania gør
alt for at skubbe ham fra sig. Hun er samtidig meget som han, skønt mere
pragmatisk. Hun overholder loven og bærer en stjerne i sit revers, men den er
sat på med hægter og kan knappes af, når hun passer sit arbejde som statuarisk mannequin
i de dyre kredse, hvor jøder aldrig har været velsete, hverken før eller efter
Vichy.
Længe mener Maxime,
at ånden i tiden kan være en forbedring. Han rystes i sin tro, da han og Simon
cykler tyve kilometer for at svømme og dyrke idræt i klubben, hvor han er kendt
for sine fysiske resultater. En beklagende kvinde afviser dem og hænger et
skilt med teksten »Jøder forbydes adgang« ved porten, før hun lukker den. Da
beslutter Maxime at forlade Charles Trenets »Douce France« og gå i hi, indtil Shoah er ovre. Han og Hannahs bror tager
i forvejen. Siden vil kvinderne slutte sig til dem, men Tania kommer længe før
tiden. Hannah har set Maxime se på Tania. Her følger den inderste hemmelighed.
FOR den voksne François er hele historien til hele tiden. Hemmeligheden
bliver for ham en bestemmende indsigt magen til den, som fortælleren har i
Margaret Atwoods roman Cat's Eye (1988, da. Katteøje (1988),
da hun får at vide, at tiden er krum: »Fra da af forestillede jeg mig tiden som
noget formet, noget man kunne se, som en række flydende lysbilleder, der er
lagt ovenpå hinanden. Man kigger ikke bagud langs med tiden, men ned igennem
den, ligesom vand. Somme tider kommer det ene op til overfladen, somme tider
noget andet, somme tider ingenting. Intet forsvinder.«***
Miller klipper
effektivt mellem de kronologiske lag og skaber dybde ved at genbruge fragmenter
af drengens fantasi om forældrenes møde i den endelige skildring af, hvor
skamfuldt og selvfølgeligt de fandt hinanden. Maximes søster tilgiver aldrig
sin bror. Alene Louise accepterer uden at dømme.
Ikke overraskende er Louise en
figur, som Miller og medforfatteren Natalie Carter har tilføjet for egen
regning. I Grimberts roman er alt filtreret gennem fortælleren. Det er
naturligvis en pointe, at han og forfatteren har forskellige fornavne. Det er
skrevet tæt på virkeligheden, men det er ikke virkeligheden.
JEG har i denne tekst været fristet til at fortælle mere om Hannah, Maximes første hustru:
hvad hun siger, hvad hun gør og hvad det koster. Men filmen har sit hjerte hér,
og det ville ikke være rigtigt at røbe, hvordan den stilfærdige kvinde på én
gang tager hævn og giver slip. Derimod kunne filmens epilog med fordel sidde
forrest i filmen. Den skildrer bogens yngste, øverste minde om dét, der satte
Grimbert i gang med at skrive.
En søndag kører han
tur med sin hustru og sine døtre i Auvergne. På en privat grund ved en søbred
finder de en gravplads, hvor stenene kun bærer fornavne. Er der årstal, dækker
de korte liv på 10-12 år. François ved, at hundekirkegården blev anlagt af en
datter til Pierre Laval, ministerpræsidenten for L’État Français. Disse dyr fik en grav og blev husket. Simon,
Hannah og mange andre ofre fik ingen sten. For fascisterne var de ikke rigtige
mennesker. For eftertiden er de et ubekvemt minde.
En britisk kollega fandt denne scene pinlig og overflødig. Det er den ikke. Tværtimod forklarer den, hvorfor filmens arbejdstitel var Le Cimetière des chiens.
Un secret er den vigtigste film om Vichy
siden Louis Malles Lacombe Lucien (1974,
da. Håndlangeren). Hos Miller og Grimbert ligger følelsen tæt på samme instruktørs Au revoir les enfants (1987, da. Vi ses igen). Også Claude Chabrol brugte sønnens synsvinkel og den voksne fortæller i sin beslægtede filmatisering af François Szpiners Une affaire de femmes (1988, da. Den sorte engel). Det bliver stadig mindre relevant, om forældrene var ofre eller kollaboratører. Snart er krigens børn de eneste vidner. Filmen føjer sig naturligt til en bølge af revisionistiske
holocaustskildringer, der er skabt ved årtusindeskiftet: Roberto Benignis italienske
La vita é bella (1997, da. Livet er smukt), Roman Polanskis britisk-fransk-polske
The Pianist (2002, da. Pianisten), Volker Schlöndorffs tyske Der neunte Tag (2004), Lajos Koltais
ungarske Fateless (2005, da. De skæbneløse), Stefan Ruzowitzkys
østrigske Die Fälscher (2007, da. Forfalskerne).
DE film skildrer alle aspekter af mordet
på de europæiske jøder, en forfærdelig sang som er hørt mange gange. Dog sker
det med en kompleksitet, som gør de udslettede mennesker til individer, snarere
end en masse af ofre, som over tid bliver et kollektivt rædselsbillede, man betragter
som pligtstof i skoler som den, hvor François har sit raserianfald.
»Når vi taler om ofre for nazismen, får vi
ofte det indtryk, at de ikke var mennesker som alle andre; at de ikke havde
oplevet kærlighed, romancer eller passion,« siger Claude Miller om Un Secret. »Som hele min familie, har
jeg aldrig på nogen måde været en særligt religiøs jøde. Jeg så Philippe
Grimberts roman som en mulighed for at ære både min familie og deres historie.«****
*) Claude Miller (1942-2012) var faktotum på film af Robert Bresson (Balthazar), Jacques Demy (Les desmoiselles de Rochefort), Jean-Luc Godard (La chinoise, Weekend) og François Truffaut (fra Mississippi Mermaid til L’historie d’Adèle H.), før han selv fik chancen for at instruere La meilleure façon de marcher (1976, da. Takten, takten, pas på takten). Han tog farve af forbillederne i spændingsfilm som Garde à vue (1981, da. Mistænkt) og Mortelle randonnée (1983, da. Øjet), begge med Isabelle Adjani, men var altid mere til mainstream med dybde. La petite voleuse (1988, da. Den lille tyvetøs) med Charlotte Gainsbourg og L’accompagnatrice (1992, da. Akkompagnatricen) med Romane Bohringer var populære film i 90erne. Han gled fra Truffaut mod Chabrol i sit menneskesyn. La Classe de neige (1998, da. Klasseturen) bryder et tabu og og indleder et frugtbart samarbejde med Emmanuel Carrère. Miller var blandt de bedste kvindeskildrere i sin generation. Særlig stærkt står mor/datter-skildringen i Betty Fisher et autres histories (2001, da. Betty Fisher og andre historier) efter en bog af Ruth Rendell. La petite Lili (2003) er en moderne variation over Anton Tjekhovs Mågen. Han nåede at instruere Audrey Tautou i Thérèse (2012), som bygger på François Mauriacs Thérèse Desqueyroux.
**) Philippe Grimbert: Un secret. 191 s. Paris: Éditions Grasset & Fasquelle, 2004. Mærkværdigvis er bogen aldrig oversat til dansk. Den engelske udgave, Secret, er oversat af Polly McLean.
***) Margaret Atwood: Cat's Eye (1988, da. Katteøje, 1989) er oversat af Lisbeth Møller Madsen.
****) Jeg interviewede Claude Miller i København i 1995 og i Paris i 2002. Ved sidstnævnte lejlighed sagde han bl.a.: »Hvis ansigtet ikke siger det hele, er det på tide at holde op med at lave film. Det er måske en lovlig flot ting at sige, der er flere der har spurgt mig om det. Men det er i og for sig som jeg siger. For mig er detaljerne og de ekstreme nærbilleder det vigtigste i en film. Det er dem, jeg selv ser på, og det er dem, som jeg gør mig mest umage med at lave. Et ansigt som viser følelser, det er for mig selve sjælen i film. Af samme grund holder jeg meget af stumfilm og sætter mere og mere pris på dem som ren film, efterhånden som jeg bliver ældre. Billederne er hinsides sprog og kulturelle forskelle, de er kernen som alting drejer sig om, og hvis man ikke kan lade ansigterne vise følelser, snarere end at lade personerne tale om, hvordan de har det, så er det på tide at trække sig tilbage«.
Un secret (En hemmelighed). Instr.: Claude Miller. Manus: Natalie Carter, Claude Miller. Foto: Gérard de Battista. 105 min. Frankrig 2007. Dansk premiere: 08.08.2008
Fotos: France 3 Cinéma/ Canal+/ UGC YM/ Soficinéma/ La Région Île-de-France/ Sunrise Film/ Éditions Grasset & Fasquelle/ Le livre de Poche/ Filmaffinity/ BGJ ((Claude Miller i Paris 2002, Uniifrance 4eme Rendez-vous Europeen du Cinéma Français)/ Word by Word - clairemcalpine.com (Philippe Grimbert Portrait)/
Filmen streames på MUBI
Første udgave af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 08.08.2008
.jpg)
VINTER 2021: Clint Eastwood (f. 1930) har snart sagt farvel i lang tid. Hvert tiende år har der været en film, som gjorde op med den blodige etos fra Eastwoods egne apokalyptiske westerns: High Plains Drifter (1973, da. En fremmed kommer til byen), The Outlaw Josey Wales (1976, da. Øje for øje) og Pale Rider (1985).
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
