Clint Eastwood: The Mule (2018) | Moderne mestre

EN GAMMEL MAND UDEN STRAFFEATTEST

Tæt på 90 instruerer Clint Eastwood atter sig selv 

Af BO GREEN JENSEN

VINTER 2019: TIDEN er elastisk. Når man bliver ældre, kan man aldrig vide, hvor langt der er igen. Det er ti år siden, at Clint Eastwood senest instruerede sig selv i en rolle, der fungerede som en slags afsked og soning.

   Eastwood var 78 år, da han spillede Walt Kowalski i Gran Torino (2008). En småracistisk pensionist bliver ven med sine naboer, driver narkobanderne ud af kvarteret og ofrer sig til slut med en gestus, der kompenserer for årtier med film, som ikoniserede volden.

   Eastwood giver ikke dybe interviews, men han må i sit stille sind have tænkt, at så var det sagt. Han holder heller ingen pauser og gik straks i gang med at producere og instruere en vilter serie ujævne film.

   Der er ikke noget galt med Invictus, J. Edgar, Jersey Boys, American Sniper, Sully og 15:17 to Paris, men de føjer intet til hovedstolen – snarere tværtimod. Han medvirkede selv i Robert Lorenzs Trouble with the Curve (2012), hvor han spillede en gammel baseballtræner.

TI år senere er temaet tilbage i The Mule. Nu er motivet forfinet og tydeliggjort, så ingen kan tvivle på meta-aspektet. Filmen er en opsummering og et halvt testamente, Eastwoods Bringing It All Back Home simpelt hen.

   Nick Schenk, som også skrev Gran Torino, har bearbejdet en New York Times-artikel om Leo Sharp, en 88-årig krigsveteran, der blev kurér for narkokartellet Sinaloa. Ingen mistænkte en gammel mand uden straffeattest. Sharp var 90 år, da han blev arresteret.

   I The Mule er Sharp blevet til blomstergartneren Earl Stone, der brugte sit liv på stævner og messer. Han forsømte sin familie, og hverken hustru (Dianne Wiest) eller datter (Alison Eastwood) har talt til ham i årevis. Derimod er Earl i kridthuset hos barnebarnet Ginny.

EARL bliver »muldyr« ved et tilfælde. Hans frøforretning går konkurs, og han mister sit hus. Til Ginnys forlovelsesfest er der én, som kender én i kartellet. Forretningen forløber så smertefrit, at Earl knap bemærker, hvad han er indblandet i. Tolv ture senere er han kartellets hovedkurér.

   To FBI-agenter (Bradley Cooper og Michael Peña) prøver at finde muldyret. Efter et opgør i kartellet bliver tonen anderledes hård. Earl svigter sin opgave for at nå »hjem« til ekskonens dødsleje. Der er en grådkvalt udsoningsscene, hvor Earl bliver taget til nåde. Det ville være ubærligt, hvis Eastwood ikke havde alderen og de rigtige udtryk.

   Det er sandt, at filmen ikke forholder sig til de forbrydelser, som den gamle mand begår. Men han tilstår uden at blinke og er til slut ved at plante blomster i fængslet.*

FILMEN giver sig god tid til at følge bilen gennem det sydvestlige amerikanske landskab, som Eastwood holder særligt af. Der er ingen forsøg på at gøre Earl hård. Der er heller ingen forsøg på at skildre ham som en sød, gammel mand. Han er snu og skarp og fuldkommen klar.

   Som skuespiller har Eastwood været en studie i udtryksløshed. Jeg læste fornylig kunsthistorikeren Geoff Dyers begavede bog om Where Eagles Dare (1968), altså Ørneborgen, som næsten er et fanbrev til Eastwood. I ’Broadsword Calling Danny Boy’ (2018) skriver Dyer ti sider om, hvordan Eastwood kniber øjnene sammen og spiller stort anti-drama.

   Jeg har været Eastwood-fan, så længe jeg kan huske. Jeg var 10-11 år, da jeg så Den gode, den onde og den grusomme i Kastrup Bio første gang. Kritikken af hans politiske meritter har aldrig for alvor påvirket mig. I dag kan jeg se, hvor reaktionær »Dirty« Harry Callahan var. Det kunne jeg ikke i 70erne. Mine venner og jeg syntes bare, at Clinten var sej.

DER er derfor et vist vemod forbundet med at se The Mule. Jeg havde ikke ventet mig noget af filmen, men jeg troede på skikkelsen endnu en gang. »Du laver en god Jimmy Stewart,« siger en af narkogangsterne. Det er sandt. I The Mule bliver Eastwood næsten en jovial everyman.

   The Mule er instruktørens spillefilm nr. 40. Det er ikke hans magnum opus. Det er ikke Pale Rider, Unforgiven, Mystic River eller Flags of Our Fathers. Men det er en meget charmerende film, hvor Eastwood bruger sin alder og skrøbelighed. Ingen kan sætte en finger på håndværket.

   »Jeg havde penge til det hele,« siger Eastwood. »Det eneste, jeg ikke kunne købe, var mere tid«. De øvrige film fra de sidste ti år kunne man sagtens være foruden. Men The Mule er en suveræn souvenir, som har lov til at være sentimental.

Se også Clint Eastwood: Gran Torino (2008) [Moderne mestre]; Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100]; Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972; To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; Sofia Coppola: The Beguiled (2017) [To versioner]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020. 

*) Det er naturligvis ikke svært at bemærke de mange sammenfald, i konceptet såvel som i udførelsen, mellem Eastwoods The Mule og David Lowerys The Old Man and the Gun (2018), som i præcis samme metafiktive ånd opsummerer et livsværk for Robert Redford (f. 1936), der er 7 år yngre end Eastwood. Det er bund og grund den samme præmis. Der er endda den samme scene, hvor veteranerne sidder i biografen med deres kærester. Først ved slutningen afviger de to grundhistorier. Eastwood dyrker sin have i fængslet. Redford er i sidste billede på vej ind i banken for at genoptage forbryderkarrieren. Det forholder sig omvendt i »virkeligheden«. Redford har endelig forladt sin metier, skønt ikke opgivet sit engagement. Eastwood kan ikke slippe sit håndværk. Selvanalysen fortsætter i Cry Macho (2021), og rugbrødsinstruktøren er stærkt tilbage i Richard Jewell (2019) og Juror #2 (2024), som begge er solide arbejder med systemkritiske islæt.  

The Mule. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Nick Schenck. Foto: Yves Bélanger. 117 min. USA-Canada 2018. Dansk premiere: 10.01.2019.

Fotos: Warner Bros./ The Malpaso Company/ BRON Studios/ Imperative Entertainment/ Creative Wealt Media Finance/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB, YouTube

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. 03.06.2019.

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.01.2019.

Clint Eastwood: Gran Torino (2008) | Moderne mestre

DEN GAMLE MAND OG TILGIVELSEN
Clint Eastwood nærmer sig 80 og gør status

Af BO GREEN JENSEN

FORÅR 2009: EN sej gammel satan er enkemanden Walt Kowalski (Clint Eastwood), der som den sidste stedfødte amerikaner er blevet boende i Detroit-forstaden, hvor han levede et halvt liv med sin hustru. Han samlede biler for Ford, da autoindustrien endnu var Michigans stolthed. Nu bliver kvarteret overtaget af etniske tilflyttere, som forurener Amerika med deres rodede storfamilier, bandevæsen og generelle tarvelighed. Selv hejser Walt flaget hver morgen og trimmer græsset i forhaven. Om søndagen vasker han sin Gran Torino model 1972 og lader maskinen funkle i solen, så alle de skævøjede knægte kan se, hvordan en rigtig bil skal se ud.

   Få mænd har hadet deres samtid så inderligt, som Walt hader sin. Den bestemmende begivenhed i hans ungdom var soldatertiden i Korea 1950-53, hvor han tog i hvert fald 13 liv og fik en Purple Heart-medalje for at dræbe med særlig ildhu. Nu føler han, at fjenden får lov at trænge ind ad bagdøren, da en sydøstasiatisk Hmong-familie flytter ind i nabohuset. For ham at se er de alle skævøjede pungrotter, ligesom amerikanere der køber fornuftige japanske familiebiler – hans egne sønner f.eks. – er upatriotiske svagpissere. Walt er intet sludrechatol, men han tøver aldrig med at sætte ord på sine meninger.

DEN første scene i Gran Torino – som også er instrueret af Eastwood – koncentrerer al Kowalskis bitterhed i en mørk, forstenet grimasse. Hans hustru bliver begravet, og den unge præst (Christopher Carley) taler forblommet om, hvordan troen for katolikker må være både en trist og en sød begivenhed. Trist på grund af savnet, sød på grund af saligheden ved at blive hentet til det himmelske hjem. Walt er ved at spytte på gulvet.

   Han kan heller ikke skjule sin vrede over børnebørnenes uforskammede optræden – den store piges piercede navle, den yngre drengs næsvise parodi på liturgiens remser. Han ser på sine sønner og deres hustruer, som skiftevis frygter og foragter den forstokkede gamle koldkriger. De forstår ikke ham, og han forstår ikke dem. Den dårlige stemning sætter sig under bespisningen bagefter. Pigen vil vide, hvad der skal ske med bilen og møblerne, når han dør. Præsten vil have ham til at skrifte, og Walt siger lige ud, hvad han mener om religion og tanken om at betro sig til en forkælet jomfru på 27 år, der intet ved om livet og døden.

DET bliver aldrig sagt, hvor gammel den gamle mand egentlig er, men sandsynligvis er han på alder med Eastwood, som fylder 79 år til maj. Gran Torino er hans spillefilm nr. 29 – Eastwood debuterede som instruktør med Play Misty for Me (1971, da. Mørkets melodi) – og den første siden Million Dollar Baby (2004), som han selv spiller med i. Kowalski har boet i det samme hus i 54 år. Eastwood har været aktiv skuespiller lige så længe.

   »Mand, du er jo virkelig gammel. Det er faktisk ret imponerende,« siger Hmong-teenageren Thao (Bee Vang), som Walt knytter sig stadig mere faderligt til, da hans stenansigt begynder at slå sprækker af menneskelighed. Det er Vestens sidste hårde mand, »Dirty« Harry Callahan og helten fra adskillige voldsforherligende krigsfilm, der har nået vejs ende i Gran Torino. Eastwood bærer alle sine roller med til portrættet af pensionisten, som endelig søger og finder tilgivelse for ugerninger i sin fortid. Det er et amerikansk ikon, som signerer sit livsværk. Dét er intet mindre end ærefrygtindgydende.

DET er også gribende, morsomt og benhårdt. Først vil Walt ikke vide af andre end retrieveren Gertie, da han forskanser sig i livet som enkemand. Han sidder klar på sin veranda med en skarpladt M-1 riffel, så han kan jage de gule indtrængere væk, hvis de så meget som strejfer hans græs. Det er kun, fordi den gamle mand glider og falder i garagen, at Thao ikke får skudt hovedet af, da han prøver at stjæle Walts Gran Torino. Walt er nemlig ikke sig selv. Han ryger stadig cigaretter, som han tænder med en zippolighter, der bærer hans gamle regiments insignier. Han drikker amerikanske dåseøl til solnedgang, men han er også begyndt at hoste blod op og føle kulden på sin skulder. Den mejslede mand ved fra begyndelsen, at han er ved at løbe tør for tid. Det forstærker den elegiske grundtone i Gran Torino, der i forvejen føles som udtoningen på et livsværk af episke proportioner.

DEN unge nabo er egentlig en god dreng, som ikke ønsker at stjæle Walts bil. Imidlertid bliver han presset af sin fætter og dennes kriminelle kammerater, der turer rundt i gaderne og fører krig mod en rivaliserende, afro-amerikansk bande. Walt har ikke lyst til at vide så meget, men han er nødt til at gribe ind, da banden ydmyger Thao på græsset i hans forhave. Og han kan ikke lade være med at smile, når han lytter til Thaos fornuftige søster, Sue (Ahney Her). Hun fortæller ham om Thaos problemer, om de kulturelle forskelle og om hvordan Amerika ser ud fra hendes perspektiv.

   Forbindelsen konsolideres, da Walt redder Sue fra at blive voldtaget. Det sker i en scene, hvor han fører nervekrig og vinder over banden på en måde, som Harry Callahan ville være stolt af. Så Walt får heltestatus i kvarteret. Hmong-befolkningen kommer med blomster, mad og små offergaver. Han vil afvise alt, men får smag for den gode mad, der slår hans egen beef jerky med mange længder, da Sue insisterer på at invitere ham til stor søndagsfest i familien.

   Walt har tilfældigvis fødselsdag. Hans egne børn vil have ham på plejehjem, så de kan overtage aktiverne. I et frysende øjeblik bliver det klart for Walt Kowalski, at han har mere til fælles med tilflytterne end med sit eget kød og blod. Både han og filmen tager konsekvensen. Der er ingen sen, sentimental forsoning med de trods alt kære børn og børnebørn. Der er blot skuffelsen i deres ansigter, da testamentet til slut bliver læst højt.

KONFLIKTEN eskalerer. Walt bliver mere lydhør for den unge præst, som til gengæld lærer ydmyghed af krigsveteranen. Walt skrifter til ære for præsten, men sin dybeste hemmelighed fortæller han kun til Thao, da han låser denne inde og opsøger banden for justere det store moralske regnskab og ofre sig på uforglemmelig vis. Naturligvis er der et slutopgør i denne film om hadets og selvtægtens afmagt, men balancen bliver ikke nået med voldens klassiske amerikanske løsningsmodel. Der falder skud, men de bliver ikke besvaret.

   Det er en film med en sprød stil og megen tør lune. Walt engagerer sig i sine naboers tilværelse og begynder at arbejde aktivt for Thaos kærlighedsliv. Da en anden endelig år lov at køre i den fantastiske Ford Torino, er det en ung ven fra Asien, som Walt ser mere af en søn i, end han gør i sine egne forkælede børn. Eastwood er hård som granit hele vejen, men han hygger sig faktisk sammen med Sue, der som den eneste taler direkte til manden og gennemskuer hans forsvarsmekanismer.

DER tilbydes ingen sociale løsninger i Gran Torino, bortset fra et besværgende håb om, at venskab kan blomstre ved kommunikation, ved at mennesker lærer noget mere om hinanden. Men skønt bandemedlemmerne arresteres, står det klart, at der vil komme flere, og at kvarteret vil blive rømmet, når Walt Kowalski ikke længere er blandt de levende. Til gengæld ser man en i sin tid konservativ filmskaber give slip på alle gamle værdier, al machomanér og al forstokkethed i et sidste dybtfølt portræt af en mand, der finder tilgivelse for sine synder og sit selvhad. Det gør alt i alt Gran Torino til en meget bevægende film.

   Megen underdrejet situationskomik er forbundet med Walts besøg hos en kvindelig asiatisk læge. Den somaliske sygeplejerske kalder ham Kolski. Eastwoods ansigt er fantastisk formørket, når han snerrer ad og truer sine fjender, men klarer op i tilfredshed og smil af accept, når han nyder tilværelsen med sine naboer. Hans værdier er ærke-amerikanske. De begraves sammen med ham, men filmen siger ikke, at syndfloden kommer efter Kowalski. Det bliver bare en anden slags verden.

EASTWOOD sprang ud som humanist for mange film tilbage, gjorde op med billedet af de hårde mænd i Unforgiven (1992, da. De nådesløse) og forsøgte som den første amerikanske filmskaber at sone fortiden med sine to film om krigen i Stillehavet, Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima (2006). Ingen anden skuespiller har været der så længe; ingen har så konsekvent afmonteret myterne om amerikansk maskulinitet. Det begyndte egentlig helt tilbage i Play Misty for Me. Den gamle Eastwod har – igen – skabt en af sine bedste film. Gran Torino rammer i maven og hjertet. Det er virkelig en film for the ages.

Se også Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100]; Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972; To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; Sofia Coppola: The Beguiled (2017) [To versioner]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020. 

Gran Torino. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Nick Schenk. Foto: Tom Stern. 119 min. USA-Tyskland 2008. Dansk premiere: 17.04.2009.

Fotos: Warner Bros./ Malpaso Productions/ Matten Productions/ Double Nickle Entertainment/ Gerber Pictures/ Village Roadshow Pictures/ Sandrew Metronome Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Warner Bros. Original Trailer]

Filmen streames (i maj 2025) på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros (regionsfri) 29.06.2009

Indgår i 2K Blu-ray boxsættet Clint Eastwood 20-Film Collection fra Warner Bros. 02.12.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.04.2009

Peter Jackson: They Shall Not Grow Old (2018)

MELLEM VALMUERNE
Første Verdenskrig i 3D og farver

Af BO GREEN JENSEN

DEN 21. september 1914 bragte The Times i London et digt med titlen »For the Fallen«. Krigen mellem stormagterne havde varet i to måneder, og mobiliseringsiveren var på sit højeste. Der er dog ingen patriotisk blodtørst. Teksten foregriber den trætte stoicisme i senere krigsdigte:
   »De bliver ikke gamle, som vi, der er tilbage, bliver gamle:/ Tiden kan ikke gøre dem trætte, årene vil ikke udmatte dem./ Når solen går ned, og når det er morgen,/ vil vi huske dem«. 
   Digtets forfatter, Laurence Binyon, var kunsthistoriker med ansvar for den orientalske samling på British Museum. Han var 45 år og for gammel til aktiv tjeneste. I 1915 meldte han sig som frivillig sygehjælper. Binyon nåede at se sit digt få betydning. Edward Elgar satte musik til. »Til de faldne« bliver stadig læst på Remembrance Day.
   Peter Jackson bruger Binyons ord som titel på sin dokumentar om menige britiske tommy’ers oplevelse af skyttegravskrigen i Flandern. Der er gået 100 år, og stoffet er belyst i tusindvis af film og tv-programmer. Jackson vil gøre det levende nu. Allerede syntaksen er tweaket. I digtet står der faktisk: »They shall grow not old, as we that are left grow old.«

DE første tyve minutter er en meget elementær prolog om vejen til krigen. Man ser de sædvanlige hverveplakater og hører de sædvanlige taler. Arkivbillederne er 3D-bearbejdet, men Jackson understreger den historiske distance ved at sætte en ramme om filmen. Formatet er academy, altså næsten kvadratisk. Man hører fremviseren dreje og klikke.
   Det næste kvarter skildrer rekrutternes grundtræning. En kæde af stemmer beskriver omvæltningen ved at være i hæren, små rationer, mærkeligt udstyr, hård disciplin og absurd eksercits. Der er ingen pædagogisk fortæller i They Shall Not Grow Old. Lydsiden er en montage af citater fra interviews, som veteraner gav til BBC og Imperial War Museum i 1960erne. Der er også musik og diverse geräusch.
   

DET er gamle mænd, som ser tilbage. De fleste mener, at krigen var nødvendig og at oplevelsen gjorde dem stærke. Men de kom forandrede hjem. De lærte, at tyskerne ikke var monstre, men almindelige unge mænd som de selv. Bagefter ville ingen se deres sår eller høre om skyttegravshelvedet. Det passede ikke ind i historien. Så de lærte at lægge det væk.

ENDELIG kommer udskibningsordren. Soldaterne bliver sejlet over Kanalen og når frem til de fastlåste frontlinier. Mange optagelser er hentet i The Battle of the Somme, en officiel (og delvis iscenesat) dokumentarfilm som Geoffrey Malins og John McDowell optog i 1916.
   Somme-offensiven varede i 17 dage og kostede en milllion unge mænd livet. På én dag døde 20.000 britiske soldater. Der var dog få civile ofre, og krigsførelsen var koncentreret. Første Verdenskrig var måske den sidste krig, hvor betegnelsen slagmark gav mening.

DET er først ved fronten, midt i filmen, at Jackson begynder at bearbejde. Formatet bredes ud til scope, bevægelserne bliver bløde og naturlige. Der zoomes ind på detaljer, og især bliver der lagt farver på de historiske optagelser. Alt for at anbringe os i tidsmaskinen.
   Vi ser koldbrand, rotter, fordærvede lig og forfærdelige kvæstelser. Der ligger døde heste i Ingenmandsland. Hvis sennepsgassen kommer, og masken ikke slutter tæt, skal man dyppe et stykke stof i urin og holde det op for sit ansigt. Et vidne fortæller, at han stak hele hovedet i latrinen. 
   Vi ser også skriveri, amatørteater, fodbold, soldater der tænder små bål i skyttegravsvæggen for at få en kop varm te til cigaretten. Det er drenge på 19 år, der går til. Det er levende menneskehed.

JACKSONS film er den officielle britiske markering af 100-året for fredsslutningen i 1918. Den blev simultanforevist i 3D i biografer landet over og efterfølgende sendt i tv, hvor to millioner husstande så med. Instruktøren er fra New Zealand, men hans bedstefar kæmpede i krigen og kom hjem, men to andre forfædre faldt.
   Der er delte meninger om filmen. Så langt de fleste lægfolk, herunder kritikere uden et særligt forhold til stumfilm, har den oplevelse, som Jackson tilstræber: krigen bliver mere virkelig, tilskueren har en næsten taktil og sanselig fornemmelse af at være med i skyttegraven. Farverne får afstanden i tid til at forsvinde: soldaterne bliver vores samtidige, unge mænd på 18-19 år, der taler, tænker og føler som vi.
   

HELT anderledes er reaktionen blandt specialister. Her har effekterne i They Shall Not Grow Old udløst principielle diskussioner om, hvad man kan og ikke kan tillade sig i formidlingen af dokumentarisk materiale. Man klager over farverne, over Jacksons billedbeskæring og især over det ændrede fremvisningshastighed. »Projektet har mere at gøre med rotoskopi end med restaurering,« skrev Pamela Hutchinson fra Silent London. Selv fans af filmen må lige lade en henvisning til Jacksons Tolkien-filmatiseringer falde i flugten.
   Meget af kritikken er ikke relevant. De gamle film havde brugt den moderne teknik, hvis de kunne, og Jackson blev ikke kontaktet, fordi man ønskede endnu en korrekt dokumentar. Han blev spurgt for at skabe aktuel interesse og finde nye overensstemmelser, som alle kan forstå.

   
JEG havde selv en blandet oplevelse. Filmen er et vellykket æstetisk eksperiment, og 3D-virkningen giver billederne et præg af levende stereoskopi. Det er lidt som at se på installationskunst. Men farverne gør ikke krigen mere virkelig. Tværtimod bliver skildringen spillefilmsagtig. Man ser ud over skyttegravssystemet og tænker, at det ligner et par af de bedste rekonstruktioner. Så trods alt var fiktionen ikke så skæv.

 

DET store lærred giver noget særligt, men det er egentlig for stemmerne, at man bør opleve They Shall Not Grow Old. Særligt effektiv er den robuste humor, som Jackson giver plads mellem valmuerne. Et mandskor synger evighedsvisen om »Mademoiselle from Armentières«, mens søjler af navne bliver vist efter filmen: »Went in the bed, she sure was fun/ Working her arse like a Maxim gun/ Hinky-dinky, parles-vous.«
   Den store krig skabte nye metaforer. Også mørk latter lever i 100 år.

Se også I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020]; Medskabninger | Steven Spielberg: War Horse (2011); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; Bogen og filmen: Testament of Youth (1933/2015); Bogen og filmen: Mothering Sunday/ Helligdag (2021); Kenneth Branagh: The Magic Flute/ Tryllefløjten (2006); Christian Carion: En dag uden krig/ Joyeux Noël (2005).

They Shall Not Grow Old. Instr.: Peter Jackson. 99 min. UK-New Zealand 2018. 3D i udvalgte sale. Vises uden undertekster. Dansk premiere: 28.02.2019

Foto: Warner Brothers/ BBC/ CinemaxX

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. 10.12.2018
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.03.2019