Translate

Viser opslag med etiketten Første Verdenskrig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Første Verdenskrig. Vis alle opslag

søndag den 3. december 2023

Au revoir là-haut | Vi ses deroppe | See You Up There (2017)


FALSKE MONUMENTER
Historisk panorama med abstrakt overblik

Af BO GREEN JENSEN

PROLOGEN er dateret »Marokko, november 1920«. En mand med blå jakke, bredskygget hat og hvide bukser bliver ført gennem gadens sand af to betjente. Da de når til en politistation, går de ind.
   Scenen er set oppefra og filmet med et dronekamera. Perspektivet er vigtigt. Historien foregår nede på jorden, men det er en »stor« fortælling med den samme kosmiske synsvinkel, som man finder i gamle romaner af Dumas, Hugo og Balzac. Eller film som Paradisets børn.
   Manden bliver sat på en stol foran politiinspektøren, som giver tegn til, at håndjernene skal låses op. Arrestanten præsenterer sig som Albert Maillard, født den 16. maj 1872 i rue Ordener i Paris. Han bliver spurgt om sin soldatertid. Det er en kompliceret historie. »Tid har vi nok af,« siger inspektøren, og forestillingen kan begynde.
   Så to år før er vi ved verdenskrigens slutning. Det er den 9. november 1918. En hund løber gennem ingenmandsland. Begge sider venter på våbenhvilen. Da tropperne får ordre til at indstille alle kamphandlinger, er der glæde blandt de franske styrker på højdedrag 113.


   
KUNSTNEREN Péricourt og fortælleren Maillard ser på hinanden og smiler. Den eneste, som ikke glæder sig over freden, er kaptajn Pradelle. Pradelle er fortællingens skurk og den tredje vigtige brik i brætspillet. Han træder straks i karakter ved at sende ældste og yngste soldat på en futil mission. Begge mænd bliver skudt. Et sidste slag begynder.
   Da Maillard når hen til de døde, ser han, at de er blevet skudt i ryggen. Pradelle ser, at han ser det, og tvinger ham baglæns. En granat slår ned, og fortælleren dør. Det vil sige: Hans hjerte holder med at slå, men han når at gemme sit hoved i en død hests mund.
   Så bagefter er der alligevel lys. Péricourt får Maillard til at ånde igen. De smiler, da endnu en granat slår ned. Péricourt får knust sit ansigt og svæver mellem liv og død. Vi ser hans forhistorie i en morfinrus: den døde mor; den rige far, som ikke forstår ham; den hengivne søster.



ALT dette sker i filmens første ti minutter. Da Péricourt vågner, ser han forfærdet på resterne af sit ansigt. Han skriver Merde på en tavle som reaktion på lægernes tilbud om en protese. Resten af livet skjuler han sine skamferede træk bag stadig mere fantastiske masker.
   Og hvad skal disse mænd gøre resten af livet? Krigen fylder for så vidt ikke meget i Vi ses deroppe. Alligevel gennemlyser den alt. Vi forstår, at de har svært ved at finde sig til rette. Péricourts fysik er ødelagt. Maillard får usselt arbejde. Kun Pradelle flyder oven på som en prop. Libertineren efterjusterer sin blodtørst og genopstår som charlatan. Han har sin modpol i Péricourts far, som er en relativt retskaffen kapitalist.
   Soldatens hjemkomst er ofte skildret i kunsten. Beskrivelserne er bitre, tragiske, patetiske, absurde. Næsten alle undsiger normaliteten, som de ikke kan forholde sig til. Sløret er revet i stykker. Desillusionen definerer modernismens lange periode. Tro og moral er blevet en stor vittighed.
   Pierre Lemaitres roman Au revoir là-haut gør alt på en gang. Trods den gamle form er blikket moderne. Det er trods alt konstrueret på en historisk afstand af 100 år. I tidens egne skrifter var tabet af sikre værdier et drama. Nu er det et grundvilkår.



DET er en fremragende fortælling. Den vansirede kunstner beslutter at korrigere regnskabet. Maillard har beundret Péricourts livfulde tegninger. Han forstår ikke det patriotiske kitsch, som vennen nu præsenterer.
   Péricourt har ingen mund, så han kan ikke tale tydeligt. Han meddeler sig via gadebarnet Louise, der har set ham i øjnene og rørt ved hans ar. Hun oversætter hans gutturale tirader. Også Louise (Héloïse Balster) er en smuk, litterær konstruktion.
   Efterkrigstiden har ikke brug for hjemvendte soldater, men nærer en hyklerisk trang til at ære de døde. Hver lille by, ja hvert kvarter vil have sit monument. Péricourt får fremstillet et katalog med kenotafer. »Banalt + grimt + dyrt = succes« siger han og laver en smilende maske.
   Monumenterne skal forudbetales, det er ikke planen at opføre dem. Bedraget er lukrativt og genialt. Bestillingerne strømmer ind. Også Pradelle bliver rig på rekordtid. Han sætter en svindel med begravelser i system og indynder sig hos Péricourts søster (Émilie Dequenne). Vennerne foretager deres modtræk. Kun de tre mænd – og Louise – har det fulde overblik.



EFTERHÅNDEN bliver maskerne mere abstrakte. Maillard forklarer politiinspektøren, hvordan det abstrakte blik ser virkeligheden fra siden, så den forvrængede verden bliver smuk.
   Der er hele tiden visuel ækvilibrisme. Der er en genuint bevægende scene mellem Péricourt père et fils (Niels Arestrup og Nahuel Pérez Biscayart). Laurent Lafitte (den »hjælpsomme« nabo fra Paul Verhoevens Elle) er tilpas uudgrundelig som Pradelle. Men Albert Dupontel, som også har instrueret, bærer filmen i mål som Albert Maillard.
   Tegneserieæstetikken har meget til fælles med Jean-Pierre Jeunets skildring af Den Store Krig i Un long dimanche de fiançailles (2004, da. En lang forlovelse) efter romanen af Sebastian Japrisot. Der er spor af både Jacques Tardi og Fabien Nury i Dupontels mise-en-scène. I La chambre des officiers (2001) belyste François Dupeyron det samme grufulde emne med en anden sensibilitet. Filmen foregik på en hospitalsstue, hvor de lemlæstede officerer fik udført ansigtskirurgi og var gemt væk.**
   Au revoir là-haut er meget seværdig. Det er en film, som forstår og formår at sige svære og vigtige ting, der stritter i mange retninger. Der er tragisk humor, indædt satire og fin kærlighed. Kunstnerens masker drejer det hele i retning ad Gaston Leroux og Eugène Sue. Det er en kulørt historie i bedste forstand.



*) Vi ses deroppe udkom på dansk i 2014. Lemaitre modtog Goncourtprisen 2013 for romanen. Han har siden videreført historien om Les enfants du désastre i Couleurs de l’incendie (2018, da. Flammernes farve) og gjort den færdig i Miroir de nos peines (2020). Karsten Nielsen har oversat de to første bind i trilogien, som udkom på forlaget Lindhardt og Ringhof. Lemaitre er endvidere kendt for serien om kriminalkommissær Camille Verhoeven og enkeltstående thrillers som Robe de marié (2009, da. Brudekjolen) og Trois jours et une vie (2016, da. Tre dage og et liv). Det historiske projekt videreføres i en ny trilogi med titlen Les années glorieuses, som er henlagt til tiden efter 2. verdenskrig. Hverken Le Grand Monde (2022) og Le Silence et la Colère (2023) foreligger på dansk. Forlaget Calmann-Lévy udgiver Lemaitres bøger i Frankrig. 


**) Lemaitre og tegneren Christian De Metter har samarbejdet om den fornemme graphic novel-udgave af Au revoir là-haut (2015). Lemaitre er ikke co-krediteret på det følgende album, Couleurs de l'incendie (2020). I november 2023 udkom Miroir de nos peines. Editions Rue de Sèvres har udgivet Les Enfants du désastre-sekvensen. La chambre des officiers bygger på en roman af Marc Dugain. Filmen fik ikke dansk premiere, men blev vist på førsteudgaven af Copenhagen International Film Festival 2003 med sin engelske titel, The Officer's Ward.   


Vi ses deroppe (Au revoir là-haut). Instr. & manus: Albert Dupontel. Foto: Vincent Matthias. 118 min. Frankrig 2017. Dansk premiere: 14.06.2018.



Fotos: Stadenn Prod/ Manchester Films/ Gaumont/ France 2 Cinéma/ Canal+/ Ciné+/ France Télésions/ La Région Île-de-France/ CNC/ Procirep/ ANGOA/ CODEC/ Canadian Television Fund/ Entourage Pictures/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Egmont/ Forlaget Lindhardt og Ringhof/  Editions Rue de Sèvres/ YouTube (Unifrance Trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.06.2018

fredag den 24. november 2023

David O. Russell: Amsterdam (2022)


HIMLEN PÅ JORDEN
En kaoskomedie om kærlighed og politik

Af BO GREEN JENSEN

DER er altid store navne med i David O. Russells tænksomme outlier-film. Især er Christian Bale og Robert De Niro blevet faste forvandlingsfigurer. Også Mark Wahlberg og Jennifer Lawrence er hyppige gæster, men Russells kreative casting kan altid overraske. Noget af det bedste ved kaoskomedien I ❤ Huckabees (2004) var Isabelle Huppert i rollen som akademisk superskurk og Lily Tomlin og Dustin Hoffman som eksistentielle detektiver, der virkelig tog filosofien alvorligt. I Amsterdam medvirker blandt andre Taylor Swift.

   Russell arbejder i et stakåndet krydsfelt mellem Wes Anderson, Michel Gondry og brødrene Coen. Han er dog helt sin egen i fribytterfilm som Three Kings (1999) og svindlerkomedien American Hustle (2013). Han elsker eneren, der løfter sig over blue collar-status. Det gjorde mændene i The Fighter (2010) og opfinderkvinden i Joy (2015). Hittet er stadig Silver Linings Playbook (2012) med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper som forelskede traumepatienter.



AMSTERDAM begynder på Manhattan i 1933. Da scenen er sat, griber filmen tilbage til Europa i Første Verdenskrig, hvor de bærende karakterer blev formet. Skønt absurditeten er udtalt, kommer vi faktisk til Amsterdam. Her findes der ingen racisme, og en fri kærlighed mellem gode, fejlbarlige mennesker er mulig. Det er naturligvis en utopisk idyl, som er set fra dagens USA med naive, nostalgiske øjne. Russell ved udmærket, at det næppe nogen sinde var sådan. Men blikket ser klart, og eksemplets magt er vigtig. Det er en stor pointe i filmen, at USA aldrig har været så åbent og fordomsfrit, som vi tror – og som myten siger og foreskriver.
   Lægen Burt Berendsen (Bale) er halvt jødisk og rigt gift med Beatrice Vandenheuvel (Andrea Riseborough), hvis familie hader og foragter ham (af begge nævnte grunde). I Flandern er han en buffer mellem afrikansk-amerikanske rekrutter og racistiske hvide befalingsmænd. Burt bliver ven med Harold Woodman (John David Washington), som uden for hæren er idealistisk jurist. Begge ender på lazarettet med en styrtregn af granatsplinter i kroppen. Sygeplejersken Valerie (Margot Robbie) bruger metallet til at skabe surrealistisk installationskunst i stilen fra Marcel Duchamp.
   I Holland deler de himlen på jorden. Men Burt vil hjem til Beatrice, og Valerie forsvinder i luften som røg. Da er lægen blevet lovet en livsforsyning af glasøjne fra den britiske spionchef (Mike Myers), som arbejder sammen med Henry Norcross (Michael Shannon) fra amerikansk efterretning. Alt det narrative filigranarbejde får senere stor dramatisk betydning.



»MEGET af dette er virkelig sket,« står der, før filmen begynder. Russell brugte samme kneb i American Hustle. Her understøttes det med autentiske arkivklip af fhv. brigadegeneral Smedley D. Butler, der i 1935 taler dunder mod fascismen og beskriver, hvordan han blev kørt i stilling som en amerikansk Mussolini. Talen svarer ord for ord til talen, som Robert De Niro holder i filmen. I Amsterdam bliver Butler til general Dillenbeck, som synes at være den sidste ubestikkelige mand i militæret.
   Den fejlslagne, aldrig helt klarlagte og nu sjældent nævnte kupplan er en af de konspirationshistorier, som fylder stort i en kort periode og siden forsvinder helt fra historien. The Business Plot var sat i værk af stærke kræfter fra finansverdenen, som ville afsætte præsident Franklin D. Roosevelt og indsætte general Butler som leder, inspireret af de europæiske eksempler fra Tyskland og Italien. Smedley Butler beskrev den i detaljer, da han vidnede for McCormack-Dickstein Kommissionen i 1934.
 


DET er uklart, hvor fremskreden kupplanen var, og den blev ikke taget særligt alvorligt i tidens egne nyhedsmedier. Den kan på dén måde minde om de højreorienterede kupplaner, der var en stor nyhedshistorie i Tyskland i december 2022, da myndighederne slog til mod konservative kræfter, som ville overtage magten ved et militærkup efter nationalsocialistisk model og indsætte den 71-årige Heinrich XIII Prinz Reuß.
   Man talte da om »et tysk operettekup«, men baggrunden var konkret og alvorlig. Den tyske kupplan er glemt allerede, og det samme blev The Business Plot. Det er værd at fremhæve fiktionens kvaliteter i forhold til at fastholde fortrængte faktuelle historier. Jeg havde ikke hørt om The Business Plot, før jeg læste op på baggrunden for Amsterdam.*
   I fem år var fascismen faktisk ved at få tag i det polariserede USA. Koryfæer som piloten Charles Lindbergh talte med beundring om nationalsocialismen og de gode tyske resultater. Alt forstummede efter Pearl Harbor, ganske som den britiske fascisme, der stak piben ind efter Blitzen og Dunkirk.


SATSNINGEN er altså stor og dumdristig: en kontrafaktisk kaoskomedie om fascisme, racisme og demokrati. Amsterdam har samme svimle udsyn som Coen-brødrenes Hail, Caesar! (2016), der fortæller en drabelig røverhistorie om Hollywood under mccarthyismen. Det er en smagssag, om man kan lide skrøneformen, som deler de kritiske vande. Der er masser af tæt stof i filmen. Derfor vil jeg gerne se den igen.


*) Jeg havde heller ikke hørt om Black Wall Street-massakren, som hærgende hvide racister udførte i Tulsa, Oklahoma, fra 31. maj til 1. juni 1921, før jeg – som millioner af andre – så den beskrevet i første episode af HBO-miniserien Watchmen (2019), Damon Lindelofs take på den klassiske grafiske fortælling af Alan Moore. Det var for den sags skyld nyt for mig, at Charles Lindbergh havde nazistiske sympatier, da jeg første gang læste Philip Roths The Plot Against America i 2004.


Fotos: 20th Century Studios/ Canterbury Classic/ Forest Hill Entertainment/ New Regency Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 06.10.2022, trykt i WA Kultur 07.10.2022

torsdag den 27. april 2023

Dronningebilleder| Marie Kreutzer: Corsage (2022)


FLUGTEN FRA HISTORIEN
Et anakronistisk drømmeportræt

Af BO GREEN JENSEN

DEN historiske kvinde levede fra 1837 til 1898. Hertuginde Elisabeth af Wittelsbach blev kejserinde af Østrig i 1854, da hun giftede sig med sin fætter, Franz Joseph I. Fra 1867 var hun tillige dronning af Ungarn, da nationerne modstræbende blev forenet. Østrig-Ungarn var en politisk konstruktion, som holdt sammen på Europa frem til 1914. Den gamle orden døde i Første Verdenskrigs skyttegrave.

   De geopolitiske vilkår har ikke stor betydning for kvindebilledet i Marie Kreutzers Corsage. De koncentrerer blot massiviteten og demonstrerer, at Elisabeth og Franz Joseph er nødvendige påklædningsdukker i et historisk teater, hvor ceremoni og facade har prioritet. Mændene bærer bakkenbarter, der kan tages af og lægges i foderalet, når man ikke skal imponere på afstand. Kvinderne er snøret ind i korsage og tournure, der giver dem kronisk åndenød.



CORSAGE er et biografisk drømmeportræt, som ikke ligner andre film i den historiske genre. Corsage er skrevet og instrueret af Marie Kreutzer, der er født i 1977. Det er i høj grad en nyfeministisk bestræbelse. Den er også noget mere, en film med et særligt historiesyn og slet ikke 1:1 romantisk, realistisk, kritisk, kærlig osv. – skønt den også har alle de kvaliteter.
   Som kejserinde er Elisabeth blandt de mægtigste europæiske kvinder. Hun kan tillade sig at tage magten for givet  – og gør det med indbildsk ejermanér. Hun er samtidig bare en lille figur i en stivnet struktur, der er skabt på patriarkatets præmis. Corsage handler om hendes flugt fra historien. Den er fuld af kronologiske »fejl«, der tager til efterhånden, som drømmen udarter – men dét er filmskabernes strategi og en del af deres måde at inddrage publikum på.
   Filmens plakat siger for så vidt det hele: Den festklædte dronning giver kameraet fingeren og ser på betragteren med trodsigt blik. Der er mere inde bag al attituden, for Corsage er især en bevægende film om en kvinde i krise. Men i udgangspunktet er det attituden. 
   Samtiden kaldte hende »Sisi« eller »Sissi«. Kælenavnet hænger ved. Marie Kreutzer, skuespilleren Vicky Krieps og fotografen Judith Kaufmann giver fortiden og feminismen nyt liv i en aktivt anakronistisk fortælling om kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarn.


ELISABETH har gjort sin pligt, da filmen begynder i 1877. Som ung kunne hun sikkert føle begejstring. Nu fylder hun 40 om lidt og er ved at blive kvalt. Hun bliver vejet, målt og malet op hver dag. Presse og embedsværk vurderer hendes teint og attitude. Hun vil gerne gøre en forskel. Der er altid krig i imperiet et sted. Hun lægger sig på sengen og ryger med de kvæstede soldater. Hun får Franz Joseph til at opføre en tilbygning til hospitalet for sindslidende.
   Alligevel er hun som nips i en montre. Kvinden ser på verden. Hun prøver på at tage sit liv. Dét gør faktisk indtryk i fulde fem minutter. Hun og Franz Joseph er af og til sammen i en ærlig og regulær atmosfære. Han bliver spillet med hård saglighed af Florian Teichtmeister. Vicky Krieps har alle farver fremme i rollen som kejserinden. De er begge historiske ofre. Der forventes kun ét af Elisabeth. Hun skal knejse, smile og tage sig ud.



PÅ Lex.dk får Elisabeth følgende skudsmål: »Hun var datter af hertug Maximillian af Bayern, men evnede dog ikke at indleve sig i kejserhoffets strenge etikette. Hun isolerede sig stadig mere, blandt andet gennem årelange ophold borte fra hoffet.« Artiklen har sit udspring i den fysiske førsteudgave af Den Store Danske Encyklopædi (1994-2001). For 30 år siden skrev man stadig sådan.
   Den patriarkalske taksering fortsætter: »Elisabeth talte Ungarns sag i dobbeltmonarkiets nationalitetskonflikter. Den smukke, men ensomme kejserinde blev i 1898 myrdet i Genève af en italiensk anarkist. Senere tiders film om samlivet mellem hende (»Sisi«) og Frans Josef tegner et forvansket billede af virkeligheden,« skriver Flemming Talbo Stubkjær.
   Men hvad betyder nu »virkeligheden«? Filmskaberen Marie Kreutzer fortolker størrelsen mere radikalt og mindre skråsikkert.



ROLLEN som Elisabeth har særlig filmhistorisk resonans. Nouvelle vague-ikonet Romy Schneider (1938-1982) var stadig teenager, da hun fik sit gennembrud i tre nationalromantiske film af Ernst Marischka. Sissi (1955), Sissi – Die junge Kaiserin (1956, da. Sissi – Den unge kejserinde) og Sissi – Schicksalsjahre einer Kaiserin (1957, da. Sissi på tronen) gjorde underværker for selvfølelsen i efterkrigstidens tysksprogede popkultur. Selv i Danmark, som ellers undgik alt, der var tysk, blev Sissi et stort tilløbsstykke.  
   Trilogien har fortsat evergreenstatus og bliver vist i tysk-østrigsk tv hvert år til jul. Schneider følte sig lige så fanget i rollen, som Elisabeth gør hos Marie Kreutzer. Først med dybere karakterer i Géza Radvanyis Mädchen in Uniform (1958, da. Piger i uniform) – en kultfilm med homoerotisk motiv – og René Clements Plein soleil (1960, da. Kun solen var vidne) – efter Patricia Highsmiths første roman om Tom Ripley – kunne hun gradvis ryste sukkeret af sig. Men af samme grund var hun Sissi med særlig autoritet, da hun vendte tilbage til rollen i Luchino Viscontis klassiske Ludwig (1973).
   En parade af stjerner har fremstillet Sissi på film, men Kreutzer og Krieps tager især deres stikord fra Schneider og Visconti. Et ekstra lag føjes til frigørelsen, der er markeret ved opløsning af historien. Efterhånden som Elisabeth mister troen, bliver periodefremstillingen mindre korrekt.



DEN første fuldt indlejrede anakronisme kommer efter en time, da Elisabeth besøger Ludwig på et af hans bayerske eventyrslotte. Det er Kris Kristoffersons »Help Me Make It Through the Night«, som tjeneren klimprer på sin violin. Ludwig spiser kager og drikker øl – til morgenmad. Manuel Rubey spiller ham i et frejdigt register, der bryder med Helmut Bergers tragiske konge hos Visconti.
   Den historiske akkuratesse er stram, mens Elisabeth stadig prøver at indordne sig. Den skrider i etaper, efterhånden som surrealismen tager til, og kvinden begynder at slå sig i tøjret. Hun kæderyger til en officiel middag og giver selskabet fuckfingeren uden at se sig tilbage, da hun forlader seancen.
   Næste dag skærer Franz Joseph igennem: »Din pligt er at repræsentere – det var derfor, jeg valgte dig; det er derfor, du er her. Du kunne lide det, så længe du satte pris på de smukke klæder og beundringen. Men nydelse og behag har ingen betydning i forhold til de roller, som er tildelt os.«



GENNEMBRUDDET kommer, da lægen ordinerer heroin. Herefter får verden et varmere skær. Elisabeth isolerer sig med veninder. Marie (Katharina Lorenz) har en vis fysisk lighed med søsteren. Hun dublerer for Elisabeth ved kejserlige funktioner. Det er meget, som når Andy Warhol sendte lookalikes til ferniseringer og paneldiskussioner. Ingen kan se forskel, når sløret er nede, og korsagen er på plads.
   Det er det gradvise tab af den elskede datter, der gør mest ondt på Elisabeth. For først vil hun dele sit liv med prinsessen. De skal ride i regnen og være naturbørn sammen, men pigen tager aldrig sin mors væsen ind. »Far siger, at du ikke engang kan tage vare på dig selv.« De står i børneværelset, hvor dimensionerne er formindsket, så voksne bliver klodsede kæmper. Nu er der slet ikke grund til at blive i historien, som vi kender den.



MARIE og Elisabeth forbereder da den store flugt. Sissi klipper sit hår af, og hendes frisør er utrøstelig: »Det var mit livsværk,« græder kvinden. Efter Elisabeths heroindebut er filmen med ét fuld af henvisninger til The Rolling Stones. Til en koncert spiller harpisten »As Tears Goes By« med Marianne Faithfull-betoning. Hverdagen på Elisabeths lystslot er som rutinen i Keith Richards’ villa ved Villefranche-sur-Mer, hvor dobbeltalbummet Exile on Main St. blev til i sommeren 1971.
   Franz Joseph besøger sin hustru, og de er sammen for sidste gang. Elisabeth instruerer hans unge elskerinde. Marie øver sig på Elisabeths skrift, da de kører mod grænsen ved daggry. Corsage har et af de smukkeste slutbilleder, jeg har set i nyere tid. Jeg skal ikke røbe, hvad det viser, men det er skudt på havnen i Ancona i Italien. Da er tiden både nu og 1878.


DET historiske blik er styrken i Corsage. Det er virkelig ikke fars og mors biopic. Marie Kreutzer har samme idé, som Sofia Coppola arbejdede med i Marie Antoinette (2006), hvor Kirsten Dunst spillede dronningen, der gik på powershopping til tonerne af New Order og Bow Wow Wow. Men rammen var alligevel et omhyggeligt rekonstrueret hof i Versailles.
   Kreutzers porøse historiesyn er mere som Alice Rohrwachers i Lazzaro Felice (2019, da. Lazzaro den lykkelige) og Christian Petzolds i Transit (2018), hvor fortidens politiske flygtninge var på gaden i samme indstilling som dagens illegale migranter. Til sidst er der slet ingen forskel. Alle historiske grænser er opløst.
   Vicky Krieps er formidabel som Elisabeth. Det er rollen, som indfrier de løfter, hun gav i Paul Thomas Andersons Phantom Thread (2017). Er man mere til regelret romantik, bliver der p.t. streamet drama om begge dronninger. Marie-Antoinette har sin egen serie på Viaplay. Der er faktisk arbejdet grundigt med stoffet i RTL-serien Sisi, som kan ses på C More og er i tredje sæson. I Katharina Eyssens The Empress, som udkom på Netflix i september 2022, er grundhistorien drejet i retning af triviel teenageserie. Der er snart premiere på anden sæson.



DE generiske tv-ting føles dog som en svag erstatning for billedkraften og idéoverskuddet hos Sofia Coppola og Marie Kreutzer. Mere markant er exofiktionen i Frauke Finsterwalders ånds- og væsensbeslægtede, men alt i alt lettere Sisi & Ich (2023), som konkurrerede på Berlinalen i februar (og modtog årets Teddy Award for sin LGBTQ+-tematik).
   I Sisi & Ich bliver Elizabeth (udmærket) levendegjort af Susanne Wolff, men den forskudte synsvinkel ligger hos hofdamen Irma Sztáray (1864-1940), der følger sin elskede – men også narcissistiske og selvdestruktive – veninde og arbejdsgiver til hendes død. Irma spilles af Sandra Hüller (fra Maren Ades Toni Erdmann), og den anakronistiske indramning er videreført med velvalgte sange af bl.a. Dory Previn (selvsagt den klassiske »The Lady with the Braid«), Nico, Portishead og The Kills. 
   Hvis den historiske film har en fremtid, som ikke ligner mere dramatisk-satirisk The Queen og The Crown, er det i denne flygtige, flydende sprængform. Markørerne bliver knust, så fragmenterne giver ny mening. Corsage er en moderne film i bund og grund. Den giver fortiden fingeren, zoomer ind, tager tilløb, sætter af og fader ud.


*) Kreutzer har benyttet adskillige værker i den omfattende litteratur omkring kejserinden, men det primære forlæg er Michaela Lindinger: »Mein Herz ist aus Stein« – Die dunkle Seite der Kaiserin Elisabeth. 256 s. Wien: Amalthea Verlag, 2013. Også Elisabeths egne optegnelser er en betydelig inspirationskilde. I digtet An die Zukunfts-Seelen (1887), der har karakter af et testamente, skriver hun: »Ich wandle einsam hin auf dieser Erde,/ Der Lust, dem Leben längst schon abgewandt;/ Es teilt mein Seelenleben kein Gefährte,/ Die Seele gab es nie, die mich verstand.« [»Jeg vandrer alene på denne jord/ Af lyst, for livet har jeg for længst vendt mig fra;/ Der er ingen rejsefælle at dele mit sjæleliv med,/ Sjælen, som forstår mig, findes ikke noget sted.«]/
   De klausulerede digte blev offentliggjort i 1951. Historikeren Brigitte Hamann (1940-2016) citerede dem udførligt i standardbiografien Elisabeth, Kaiserin wider Willen (1981, eng. The Reluctant Empress, 1986) og forestod udgivelsen af Kaiserin Elisabeth: Das poetische Tagebuch (Wien: Verlag der Österreichischen Akademie der Wissenschaften, 1984). Hele teksten er tilgængelig på Projekt Gutenberg.
   Som digter var Sisi især inspireret af Heinrich Heine. I flere digte bruger hun fedronningen Titania fra William Shakespeares A Midsummer Night's Dream som avatar. Franz Joseph er kong Oberon. I de bedste Nordsee Lieder (1880) er tonen klar og konkret: »Eine Möve bin ich von keinem Land,/ Meine Heimat nenne ich keinen Strand,/ Mich bindet nicht Ort und nicht Stelle;/ Ich fliege von Welle zu Welle.« [»En måge er jeg fra intet land,/ Mit hjem kalder ikke fra nogen strand,/ Uden egn eller sted at forfølge/ flyver jeg fra bølge til bølge.«].



Corsage. Instr. & manus: Marie Kreutzer. Foto: Judith Kaufmann. 114 min. Østrig-Luxembourg-Tyskland-Frankrig 2022. Dansk premiere: 17.03.2023.


Fotos: Film AG Produktion/ Samsa Film/ Komplizen Film/ Kazak Productions/ ORF/ ZDF/Arte/ Arte France Cinéma/ Mk2 Films/ Alamode Films/ Eurimages/ Angel Films (dansk trailer)/ ITC (international trailer), Wikimedia Commons (kroningsfoto af Emil Rabending og Franz Xaver Winterhalter-portræt)/ CineMaterial, MovieStillsDB
Filmen er i biografdistribution - udkom på britisk blu-ray fra Picture House Entertainment 13.03.2023
Anmeldelsen indlæst [i kortere form og med rubrikken 'Ud af historien'] og lagt på Weekendavisen Kultur 15.03.2023

onsdag den 5. april 2023

Medskabninger | Steven Spielberg: War Horse (2011)


DYRENES KRIG
Helvede set fra hestens synsvinkel

Af BO GREEN JENSEN
I DE engelsktalende lande har man en god og human tradition for at huske dyr, som satte livet til i menneskets krige eller var med til at sikre nationens sejre. The Animals’ Memorial ved Hyde Park i London blev rejst for private penge i 2004, men også officielle monumenter som det sydafrikanske Horse Memorial – dedikeret til de 300.000 heste, som døde i Boerkrigene – vokser ud af respekten for dyrenes indsats. »They had no choice,« siger den fyndige indskrift på mindesmærket i London.*
   75 gange har man i Storbritannien uddelt Dickin-medaljen til dyr, som gjorde en forskel – første gang til brevduerne Winkie, Tyke og White Vision i 1943, senest [24.01.2023] til hyrdehunden Bass, som gjorde tjeneste i Afghanistan i 2019. 38 hunde, 32 duer, fire heste og én kat [som hed Simon og gav sit tiende liv i 1949] har modtaget tapperhedshedsmedaljen. Animationsfilmen Valiant (2005), som også fik dansk biografpremiere, var en velturneret fremstilling af brevduernes krig.
   Steven Spielbergs War Horse hører til i denne tradition. Forlægget er en højt elsket børnebog – »the Black Beauty of the Great War« – som forfatteren og filantropen Michael Morpurgo skrev i 1982. Føllet Joey vokser op på et husmandssted i Devon, hvor han bliver ven med drengen Albert. Alberts far må sælge hesten, da 1. verdenskrig begynder. Joey tilhører en kavalleriofficer, som falder under et mislykket angreb i Flandern. I de følgende fire år er Joey både på tyske og franske hænder, før han genforenes med Albert efter en mareridtsnat i Ingenmandsland mellem skyttegravene ved Somme. Morpurgos roman har hesten som fortæller. Den er mærkværdigvis ikke oversat til dansk.**



HISTORIEN blev større og mere abstrakt, da Nick Stafford dramatiserede den til Royal National Theatre, som i 2007 opførte War Horse i Marianne Elliotts og Tom Morris' instruktion og med krævende koreografi af Toby Sedgwick. The Handspring Puppet Company skabte de forbløffende figurer og effekter, som stadig får publikum til at måbe, når skuespillet bliver opført igen.
   Menneskene spilles af mennesker, men dyrene er sindrige marionetter i fuld hestestørrelse. Krigen er skabt med lyde og lys, samt tegninger som projiceres op på bagvæggen. Da kaptajn Nicholls (som i filmen bliver spillet af Tom Hiddleston) bliver Joeys herre, skriver han dagbog og tegner hesten i breve til drengen på gården. På den måde får krigen de samme stemmer, som man hører i digte af Wilfred Owen, Edward Thomas og Siegfried Sassoon. Henved en million heste blev dræbt i løbet af krigen.
   Skuespillet er genopsat mange gange. Det har spillet på Broadway; turneret i UK, USA, Australien, Sydafrika (hvor Handspring Puppet-kompagniet er baseret) og Canada; været gæsteopført i Tyskland, Holland, Kina og Singapore. I 100-året for krigsudbruddet var en af sæsonens traditionsrige promenadekoncerter viet til en særopførsel, som BBC transmitterede live fra Royal Albert Hall og genudsendte 2. juledag samme år.



I Spielbergs filmatisering, som har manuskript af Lee Hall og Richard Curtis, får historien sin mest realistiske fremstilling. Krigen er genskabt i fuld størrelse; hestene spilles af heste, som ikke kan tale. Synsvinklen ligger i et kamera, der følger slagets gang som en guddommelig fortæller, somme tider i svimlende fugleperspektiv, andre gange på slæb efter hesten, som pløjer gennem Ingenmandsland, skræmt fra vid og sans og derfor stærkere end både romanens reflekterende dyr og teaterrummets geniale marionetter.
   Havde Joey kunnet tale, var der ikke blevet nogen film. I så fald skulle det være en animationsfilm på linje med Spirit – Stallion of the Cimarron (2002; da. Stallion – Hingsten fra Cimarron (2002), ligeledes en Dreamworks-produktion, hvor de vestlige territoriers historie blev fortalt gennem vildhesten Spirit. Der er naturligvis præcedens for at bruge heste som nyttige vidner. Det store foreksempel er Anna Sewells Black Beauty: His Grooms and Companions, the Autobiography of a Horse (1877). I romanen Traveller (1988) fortæller Richard Adams den amerikanske borgerkrigs historie gennem hesten, som blev redet af general Robert E. Lee.***



SPIELBERGS film gør indtryk som helhed. Nogle afsnit er i sig selv meget banale. Billedet af det feudale England, hvor Alberts (Jeremy Irvine) stolte forældre (Peter Mullan og Emily Watson) trodser godsejeren Lyons (David Thewliss) er som klippet ud af Eric Knights Lassie Come-Home (1940, da. Lassie vender hjem). I samme ånd bliver Joeys tid hos en fransk bedstefar (Niels Aarestrup) og hans barnebarn (Celine Buckens) et lån fra Johanna Spyris Heidi (1880-81). Derimod er kampscenerne imponerende og originale.
   Det er en væsentlig pointe, at krigen undsiges totalt. De allierede soldater er ikke bedre mennesker end de tyske. I stedet bliver deres håndtering af dyr et moralsk parameter. Midt i myldrebilledet har Nicolas Bro en lille, men afgørende rolle som den tyske hestepasser, der siger fra over for sin officer, da man igen vil presse mere liv ud af Joey. Også David Dencik medvirker i War Horse. Den retskafne Major Stewart bliver spillet af Benedict Cumberbatch. Han har hingsten Topthorn, som Joey bliver ven med på samme måde, som Nicholls og Stewart er venner.



I 1914 angriber englænderne endnu som i Krim-krigen. Den tyske øverstbefalende skælder den engelske ud for at være en uansvarlig nar: troede han virkelig, at en garnison på en mark ville være ubeskyttet? Fra luften panoreres over landskabet af døde og døende heste og mænd. Siden bliver krigen udkæmpet med stadig større mekaniske våben. For hvert slag er der mindre lys. En træfning midtvejs opleves indefra, som landgangen i Normandiet i Saving Private Ryan (1998).
   Endelig foregår Joeys flugt i et veritabelt götterdämmerung. Mænd fra begge sider er blevet ren kanonføde, ofre for rotter, tyfus og sennepsgas. Det er i dette tiltagende mørke, at en britisk og en tysk soldat arbejder sammen for at befri den lidende hest, så man har lejlighed til at mindes den berømte våbenhvile i Julen 1914. Da mørket er tættest, for Joey såvel som for Albert, hører hesten sit første menneske kalde.



ET efterspil er filmet som en blanding af klassisk John Ford og Borte med blæsten. Det bliver endelig for meget og for tykt. Ellers er filmen stærk og solid. Respekten for dyr bliver sat over kritikken af krigen. Selv John Williams har varieret sin tonale palet og skruet ned for de enslydende fanfarer – som han i øvrigt også gør i Spielbergs anden familiefilm fra perioden, The Adventures of Tintin (2011).
   Censuren på 11 år bør respekteres. War Horse vil være en film for alle aldre, men skildringen af krigen er ikke romantiseret. For eksempel henrettes to mindreårige tyske drenge uden videre, da de deserterer. I dyrenes krig er der ingen mirakler, skønt Joey bliver kendt som »The Miracle Horse«.




*) Juliet Gardiners The Animals' War (London: Portrait/ Piatkus Books, 2006) er en fremragende og fascinerende gennemgang af kulturhistorien om dyr i krig. Bogen udkom i forbindelse med en særudstilling på Imperial War Museum i London, hvor mange fotos og effekter også indgår i den permanente udstilling. Imperial War Museum er bestemt et besøg værd, også for pacifister. Det ligger kun et stenkast fra Lambeth Workhouse, hvor Charles Chaplin tilbragte en del af sin barndom og hvor der nu er et (konstant lukningstruet) Cinema Museum, som man kan og bør se ved samme lejlighed. IWM London er et af fem nationale Imperial War Museums. IWM North i Manchester viste i 2012 en udstilling, som var dedikeret til Morpurgos bog og Spielbergs filmatisering.

**) Michael Morpurgos roman er genoptrykt mange gange og fremstår i hver ny udgave lidt mindre børnebogsagtig. Der er langt fra æstetikken i Victor Ambrus' originale coverdesign til hestefotoet af Nine Francois på 40 års-udgaven fra 2022. Det må være selve krigen, der tænder publikums indlevelsesevne. Morpurgo skrev en fortsættelse, Farm Boy, i 1997. Den var der langt færre læsere til, skønt både Joey og Albert optræder. Joey fortæller dog ikke i Farm Boy.



***) Richard Adams (1920-2016), forfatteren til Watership Down (1972, da. Kaninbjerget), overgik aldrig sin store bedrift fra gennembrudsbogen, men han var tæt på at tangere den i The Plague Dogs (1977, da. Hundeflugten). Også Shardik (1974) og Tales from Watership Down (1996, da. Gensyn med Kaninbjerget) er meget læseværdige. Adams var anderledes uinspireret, når han fravalgte den antropomorfe synsvinkel, som i samtidsromanen The Girl in a Swing (1980, da. Pigen i gyngen), der delvis udspiller sig i København, og fantasysagaen Maia (1984), som er et verdensbyggerforsøg i fuld skala. I Traveller hører vi bogstaveligt historien fra hestens egen mund. Traveller står i sin stald og fortæller til huskatten Tom Napper. Konføderationsgeneralen Robert E. Lee (1807-1870) var en problematisk figur allerede i 1988, men han var endnu ikke »
aflyst« og forvist fra historien som symbolet, der inkarnerer en feudalistisk samfundsstruktur baseret på slavearbejde og menneskehandel. Jeg ved ikke, om Traveller er omfattet af den aktuelle identitetspolitiske boykot. Noget lignende gør sig gældende i forhold til animationsfilmen om Spirit. Her er det general George Armstrong Custer (1839-1876), en anden annulleret nationalmyte, som prøver at tæmme den stolte vildhest. Begge fiktioner har skiftet farve og er blevet sværere at forholde sig til – på en måde, som de ikke var for 30 og 20 år siden. Især Traveller. Det er lidt som at læse en bog, hvor Stalins kat husker sin herre med varme. Eller den om lejrkommandantens hund. Identitetspolitikken har sat sig i sproget og blikket. Det kan næppe være ukonstruktivt.


War Horse. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Lee Hall, Richard Curtis. Foto: Janusz Kaminski. 145 min. USA 2011. Dansk premiere: 26.01.2012.


Fotos: Dreamworks Pictures/ Touchstone Pictures/ Reliance Entertainment/ Amblin Entertainment/ The Kennedy/Marshall Company/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ Royal National Theatre - War Horse on Stage [official production photo: Brinkhoff/Mögendorff]/ Wikimedia [Australian War Horse Production]/ Michael Morpurgo Official Website/ Imperial War Museums/ Borgens Forlag [Gyldendal].
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, SF Movies, YouTube Movies
2K Blu-ray fra Disney Buena Vista 07.05.2012
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.01.2012 [her let ajourført]