David O. Russell: Amsterdam (2022)

HIMLEN PÅ JORDEN

En kaoskomedie om kærlighed og politik

Af BO GREEN JENSEN

DER er altid store navne med i David O. Russells tænksomme outlier-film. Især er Christian Bale og Robert De Niro blevet faste forvandlingsfigurer. Også Mark Wahlberg og Jennifer Lawrence er hyppige gæster, men Russells kreative casting kan altid overraske. Noget af det bedste ved kaoskomedien I ❤ Huckabees (2004) var Isabelle Huppert i rollen som akademisk superskurk og Lily Tomlin og Dustin Hoffman som eksistentielle detektiver, der virkelig tog filosofien alvorligt. I Amsterdam medvirker blandt andre Taylor Swift.

   Russell arbejder i et stakåndet krydsfelt mellem Wes Anderson, Michel Gondry og brødrene Coen. Han er dog helt sin egen i fribytterfilm som Three Kings (1999) og svindlerkomedien American Hustle (2013). Han elsker eneren, der løfter sig over blue collar-status. Det gjorde mændene i The Fighter (2010) og opfinderkvinden i Joy (2015). Hittet er stadig Silver Linings Playbook (2012) med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper som forelskede traumepatienter.

AMSTERDAM begynder på Manhattan i 1933. Da scenen er sat, griber filmen tilbage til Europa i Første Verdenskrig, hvor de bærende karakterer blev formet. Skønt absurditeten er udtalt, kommer vi faktisk til Amsterdam. Her findes der ingen racisme, og en fri kærlighed mellem gode, fejlbarlige mennesker er mulig. Det er naturligvis en utopisk idyl, som er set fra dagens USA med naive, nostalgiske øjne. Russell ved udmærket, at det næppe nogen sinde var sådan. Men blikket ser klart, og eksemplets magt er vigtig. Det er en stor pointe i filmen, at USA aldrig har været så åbent og fordomsfrit, som vi tror – og som myten siger og foreskriver.

   Lægen Burt Berendsen (Bale) er halvt jødisk og rigt gift med Beatrice Vandenheuvel (Andrea Riseborough), hvis familie hader og foragter ham (af begge nævnte grunde). I Flandern er han en buffer mellem afrikansk-amerikanske rekrutter og racistiske hvide befalingsmænd. Burt bliver ven med Harold Woodman (John David Washington), som uden for hæren er idealistisk jurist. Begge ender på lazarettet med en styrtregn af granatsplinter i kroppen. Sygeplejersken Valerie (Margot Robbie) bruger metallet til at skabe surrealistisk installationskunst i stilen fra Marcel Duchamp.

   I Holland deler de himlen på jorden. Men Burt vil hjem til Beatrice, og Valerie forsvinder i luften som røg. Da er lægen blevet lovet en livsforsyning af glasøjne fra den britiske spionchef (Mike Myers), som arbejder sammen med Henry Norcross (Michael Shannon) fra amerikansk efterretning. Alt det narrative filigranarbejde får senere stor dramatisk betydning.

»MEGET af dette er virkelig sket,« står der, før filmen begynder. Russell brugte samme kneb i American Hustle. Her understøttes det med autentiske arkivklip af fhv. brigadegeneral Smedley D. Butler, der i 1935 taler dunder mod fascismen og beskriver, hvordan han blev kørt i stilling som en amerikansk Mussolini. Talen svarer ord for ord til talen, som Robert De Niro holder i filmen. I Amsterdam bliver Butler til general Dillenbeck, som synes at være den sidste ubestikkelige mand i militæret.

   Den fejlslagne, aldrig helt klarlagte og nu sjældent nævnte kupplan er en af de konspirationshistorier, som fylder stort i en kort periode og siden forsvinder helt fra historien. The Business Plot var sat i værk af stærke kræfter fra finansverdenen, som ville afsætte præsident Franklin D. Roosevelt og indsætte general Butler som leder, inspireret af de europæiske eksempler fra Tyskland og Italien. Smedley Butler beskrev den i detaljer, da han vidnede for McCormack-Dickstein Kommissionen i 1934.

 

DET er uklart, hvor fremskreden kupplanen var, og den blev ikke taget særligt alvorligt i tidens egne nyhedsmedier. Den kan på dén måde minde om de højreorienterede kupplaner, der var en stor nyhedshistorie i Tyskland i december 2022, da myndighederne slog til mod konservative kræfter, som ville overtage magten ved et militærkup efter nationalsocialistisk model og indsætte den 71-årige Heinrich XIII Prinz Reuß.

   Man talte da om »et tysk operettekup«, men baggrunden var konkret og alvorlig. Den tyske kupplan er glemt allerede, og det samme blev The Business Plot. Det er værd at fremhæve fiktionens kvaliteter i forhold til at fastholde fortrængte faktuelle historier. Jeg havde ikke hørt om The Business Plot, før jeg læste op på baggrunden for Amsterdam.*

   I fem år var fascismen faktisk ved at få tag i det polariserede USA. Koryfæer som piloten Charles Lindbergh talte med beundring om nationalsocialismen og de gode tyske resultater. Alt forstummede efter Pearl Harbor, ganske som den britiske fascisme, der stak piben ind efter Blitzen og Dunkirk.

SATSNINGEN er altså stor og dumdristig: en kontrafaktisk kaoskomedie om fascisme, racisme og demokrati. Amsterdam har samme svimle udsyn som Coen-brødrenes Hail, Caesar! (2016), der fortæller en drabelig røverhistorie om Hollywood under mccarthyismen. Det er en smagssag, om man kan lide skrøneformen, som deler de kritiske vande. Der er masser af tæt stof i filmen. Derfor vil jeg gerne se den igen.

*) Jeg havde heller ikke hørt om Black Wall Street-massakren, som hærgende hvide racister udførte i Tulsa, Oklahoma, fra 31. maj til 1. juni 1921, før jeg – som millioner af andre – så den beskrevet i første episode af HBO-miniserien Watchmen (2019), Damon Lindelofs take på den klassiske grafiske fortælling af Alan Moore. Det var for den sags skyld nyt for mig, at Charles Lindbergh havde nazistiske sympatier, da jeg første gang læste Philip Roths The Plot Against America i 2004.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: American Hustle (2013); David O. Russell: Joy (2015).

Amsterdam. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Emmanuel Lubezki. 134 min. USA 2022. Dansk premiere: 06.10.2022.

Fotos: 20th Century Studios/ Canterbury Classic/ Forest Hill Entertainment/ New Regency Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 06.10.2022, trykt i WA Kultur 07.10.2022

Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004)

EKSISTENTIELLE DETEKTIVER
En svimlende farce om tankesystemer

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film er så skarpe, skægge og smarte, at det er lige ved at være for meget. Især hvis det tydeligt skinner igennem, at filmskaberen også godt ved det selv, kan resultatet være en irriterende aura af selvfedme.

   Kaoskomedien I ❤ Huckabees lider i nogen grad under denne skavank. Tag nu bare titlens preciøse lille hjertesymbol. Imidlertid er der så megen stil over slaget, dybde i løjerne og kød på intrigen, at man ret hurtigt kapitulerer. En stor del af tiden er filmen nemlig lige så morsom og dyb, som giver sig ud for.

   Præmissen er krøllet og ganske unik. I en gennemglobaliseret virkelighed arbejder forretningskæden Huckabees - »The Everything Store« - på at blive det førende konglomerat. Samtidig, nede i græsrødderne, har miljøaktivister fra Open Spaces-koalitionen viet deres liv til bekæmpe fænomenet suburban sprawl, dvs. butikscentre, motorvejsarkitektur osv. Huckabees vil eliminere modstanden ved at absorbere den. Mere destruktiv er dog den interne magtkamp, som til stadighed hærger i organisationen.

DEN hæmningsløse Huckabees-mand Brad Stand (Jude Law) og den fødte taber Albert Markovsky (Jason Schwartzman) er rivaler og forbundne skæbner. Brad er lys og karismatisk, mens nørden Albert er trodsig og sortsmudsket. Den ene ser ned på den anden. Den anden foragter den første lige så stærkt, som han misunder ham. Det er Brad, der lever sammen med Huckabees-ansigtet Dawn (Naomi Watts) og er på fornavn med Shania Twain. Albert bliver derimod hånet, når han læser miljødigte højt (»Intet står som denne klippe står«) eller anbringer fotos af sig selv i arkivet, hvor autografjægerne køber portrætter.

HUCKABEES-historien er præcis i sin satire og samtidig helt forudsigelig. En udslagsgivende original detalje er derimod de eksistentielle detektiver, som man i denne højnede virkelighed konsulterer, når og hvis man er i krise. Der er flere terapeutiske trosretninger. Ægteparret Bernard og Vivian Jaffe – fremstillet med fuld karikeret skrue af Dustin Hoffman og Lily Tomlin – er bløde folk af den holistiske skole, som lærer deres klienter at tænke på verden, ikke som mig og dig og her og nu, men som et kosmisk slumretæppe, en simrende masse af mellemrum og partikler, hvor alt er godt og til hele tiden.

JAFFE-skolen får skarp konkurrence fra den franske skeptiker Caterine Vauban (Isabelle Huppert), en tidligere elev, som prædiker mørke, egocentrisk sadisme og en grundlæggende mangel på sammenhæng. Caterine bruger billige tricks som hed sex for at lokke Jaffe-parrets klienter over på sin side. Det er sådan, hun vinder Albert for sagen, mens Bernard og Vivian føler sig svigtet sammen med Alberts psykiske tvilling, brandmanden Tommy Corn (Mark Wahlberg), der siden 11. september 2001 har levet sit liv som en tikkende bombe. Snogen Brad går derimod ned og bliver led ved sig selv, da Jaffe-parret præsenterer beviserne for, hvor overfladisk han lever sit liv.

NOGLE af filmens bedste steder lader Albert gå i poseterapi hos Dustin Hoffman. Hoffman breder sit tæppe ud og forklarer, hvordan alle ting og energier er nærværende hele tiden. Når vreden eller fortvivlelsen trykker, skal man trække vejret dybt og visualisere the blanket.

   Huppert prædiker derimod selvudslettelse ved hjælp af en stor gummibold, som man slår hinanden i ansigtet med. Så det er enten bolden eller tæppet, the blanket or the ball, kvantefysik eller rå nihilisme. Der må selvsagt også være en gylden middelvej, og det er sjælens ubændige søgen efter denne, som Russell behændigt allegoriserer.

»MAN skulle nok være der,« siger vi om morsomme historier, som taber i styrke for hver genfortælling. Med I ❤ Huckabees er det lidt ligesådan. Men filmen er ikke så søgt, som den lyder, og der er absurd stringens i detaljerigdommen. David O. Russell er en fætter til filmskabere som Wes Anderson, Michel Gondry og Spike Jonze, dvs. krøllede talenter der arbejder i periferien af den etablerede filmindustri. Han siger selv om præmissen:

   »Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor karaktererne i de intellektuelle indie-film altid har det så svært og lever i sådan en mørk tilværelse, men aldrig formår at bruge de traditioner, som har eksisteret i evigheder, til at udforske bevidstheden. I vores materialistiske kultur har vi så mange fordomme over for »mørke historier«, hvor alle bare er deprimerede og hvor livet er hårdt. Jeg synes, der bør være andre paradigmer og muligheder.«

MANUSKRIPTET til I ❤ Huckabees kunne da også være skrevet af Charlie Kaufman, den skæve fløjs fejrede hovedforfatter. Russells film står på skuldrene af kæmper som Monty Python’s The Meaning of Life (1983), Being John Malkovich (1999) og Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004, da. Evigt solskin i et pletfrit sind). Der er desværre også en bismag af fartglade ensemblefarcer som Stanley Kramers It’s a Mad, Mad, Mad, Mad World, der var årets fiasko i 1963, og den lille efterkommer Rat Race, som var årets prut i 2001.

MEST er filmen dog sin egen og en klar forbedring i forhold til Russells første traumekomedier, Spanking the Monkey (1994) og Flirting with Disaster (1996), hvor selvtilfredsheden gik over gevind. Hans hovedværk er stadig Three Kings (1999), en eventyrfilm fra den første Golfkrig, som blot er blevet mere aktuel siden tilblivelsen.

Se også David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: American Hustle (2013).

I ❤ Huckabees. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Peter Demming. 106 min. USA-Tyskland 2004. Dansk premiere: 22.07.2005.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Qwerty Films/ Kanzeon/ Scott Rudin Productions/ N1 European Film Produktions GmbH & Co. KG/ Huckabee's/ Sandrews/ 20th Century Fox Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YARN (Huckabees .gifs)/ YouTube (Huckabees trailer)

Filmen streames på FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.07.2005.

Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006)

FIRMAETS MAND
Næsten glemt men ganske elsket

Af BO GREEN JENSEN

PRÆMISSEN er gribende enkel. Bagmanden Ravn (Peter Gantzler), som på frejdig vis ejer en mindre it-virksomhed, har i årevis fundet det enklest at lade en ikke-eksisterende »direktør for det hele« træffe de upopulære beslutninger.

   I begyndelsen var der tale om en bekvem fiktion, men med årene er fantomet »Svend E.« blevet et uhyre med mange ansigter, der dominerer sin stab via e-mails og meddeler sig på forskellige måder til hver enkelt medarbejder. Nogle gør han kur til; andre nedgør og tirrer han flittigt; atter andre løftes op og får et kys på panden, før de sættes tilbage i trædemøllen. Ravn er muligvis konfliktsky, men han er også en udspekuleret menneskekender.

   Da firmaet ligger i forhandlinger om at fusionere med et islandsk selskab, bliver det nødvendigt for Ravn at finde »Svend E.« Hans koleriske modpol hos opkøberen, mindeværdigt fremstillet af Fridrik Thor Fridriksson, den store gamle mand i islandsk film, vil kort og godt ikke forhandle med andre end »direktøren for det hele«. Ravn hyrer da narren Kristoffer (Jens Albinus), en arbejdsløs andenrangs skuespiller, som tager sig selv og sin gerning meget alvorligt, til at træde i direktørens sted for en uge.

    

FOR det første angriber Kristoffer opgaven, som gjaldt det en opførelse af Kong Lear. For det andet ved han i sagens natur ikke meget om firmaets sindrige hierarki og hvilken slags mand, direktøren kan være. Han tager farve efter hver situation og navigerer ud fra stikord, som Ravn ikke ligefrem er gavmild med. Han overspiller, underspiller, får efterhånden smag for sin position og engagerer sig endelig følelsesmæssigt.

   Umiddelbart kan strukturen virke løs, men Direktøren for det hele er en af den slags film, som ikke tager et gevær ned fra væggen, hvis hensigten blot er at lægge det fra sig. Kristoffers guru udi i kunsten er den store Antonio Stavro Gambini, en Stanislavski-agtig autoritet på metodespillets kapriciøse område. Undervejs i forhandlingen kommer det frem, at også andre er på Gambini, og det får strategisk betydning.

TYPOLOGIEN er rigt facetteret, og dialogen kan på ingen tid springe fra økonomisk satire til anvendt populærpsykologi og ægte dynamik mellem mennesker. Sjovest er præsentationsrunden, hvor medarbejderne efter tur kommer ind og gør sig til for direktøren, der selv må reagere på stedet og prøve at skære en passende grimasse.

   Iben Hjejle markerer reviret med sex. Mia Lyhne vil hellere giftes. Casper Christensen er en olm tordensky fra provinsen, og Jens Albinus får lov til at tale om at være »baghylerens mand« til det sidste, indtil hans eks dukker op i skikkelse af Sofie Gråbøl, som gennemskuer situationen.

DET er en spids lille film med mange gevinster, som især giver mening og folder sig ud, hvis man fra begyndelsen er indstillet på, at man ikke skal se et vægtigt idébårent epos i stilen fra Breaking the Waves eller Dogville, men snarere går ind til en slags Idioterne light. Spillerne kunne være et afgangshold fra teaterskolen, der følger et løst skitseret forløb og bytter roller og skifter karakter, når de kan. Filmen lever stærkest i enkeltstående scener, hvor situationskomikken udarter og pointerne bliver til undervejs.

INSTRUKTØREN træder selv frem før og efter historien, som han også forholder sig til i resummerende indstik. Man ser ham som et genskin i en glasfacade. Fortælleren filmer sig selv og forankrer den samlede bestræbelse i meta-kommenterende form.

   Prologen og de angiveligt uforpligtende slutord har samme formanende skær af spøgefuld alvor, som man finder i tekster fra Oplysningstiden, hvor verden fra begyndelsen er sat i anførselstegn. I denne sirlige indramning fremstår von Trier som Holberg eller Voltaire. Endvidere er der en nostalgisk bismag af firmafarce og folkekomedie. I glimt kan Direktøren for det hele opleves som en postmoderne udgave af tv-serien Én stor familie (1982-83).

SOM sagt ligner filmen et prøveforløb. Trier har til lejligheden designet et system, han kalder Automavision, hvor beskæringer og belysninger foretages vilkårligt. Der er naturligvis også et nyt regelsæt:

»Automavision® er et princip for billede- (og lyd-) optagelser til film, udviklet ud fra intentionen om at begrænse den menneskelige indflydelse ved at byde tilfældigheden indenfor, og således få en »ideløs« overflade på værket, frigjort fra vanemæssig udførelse og æstetik.«

I denne ånd af »randomisering« bruges fræsende jump cuts og hård lyd med mange forstyrrende smæld. Hele filmen kan godt virke svimmel, og det passer glimrende til den. Man har set historien som et billede på, hvordan konstruktionen Zentropa opererer, og det kan man sikkert udmærket. Man har set relationen mellem Ravn og Kristoffer som en parafrase over forholdet mellem Peter Aalbæk og von Trier. Også dét kan man sikkert udmærket gøre.

   Vigtigst er dog, at moraliteten fungerer. Trier har talt om at nedjustere, afmontere stjerneapparatet, blive i Avedøre og kun lave små film med spillere, som han kender på forhånd. »Kort sagt, føler jeg nu i mit 50. år, at have arbejdet mig frem til privilegiet: at snævre ind«. Han kan ikke blive sådan ved og har næppe heller lyst til at gå i kloster og dyrke sin have på ubestemt tid. Men som et sted at begynde igen fungerer den skarpe bagatel ganske godt.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Direktøren for det hele (The Boss of It All). Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Automavision. 99 min. Danmark-Sverige-Frankrig-Italien-Tyskland-Island 2006. Dansk premiere: 08.12.2006.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Nordisk Film Distribution/ Trust Nordisk/ Automavision/ CineMaterial/ DFI

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, You Tube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.12.2006 

Joel & Ethan Coen: Burn After Reading (2008)

PÅ AMERIKANSKE LAGENER
Brødrene Coen vurderer nationens tilstand

Af BO GREEN JENSEN

BRØDRENE Joel og Ethan Coen har udtalt, at de gerne vil gøre mindst ét forsøg i hver af de klassiske filmgenrer. Som regel har de gjort flere. To sociale komedier – The Hudsucker Proxy (1994, da. Det store spring) og O Brother, Where Art Thou? (2000) er henlagt til Depressionen i 1930erne og hylder forbilledet Preston Sturges.

   Samme periode er fanget i en mørkere belysning i gangsterdramaet Miller’s Crossing (1990) og Hollywood-mareridtet Barton Fink (1991). Der har altid været noget ved kriser, som talte til disse filmskabere. Var The Man Who Wasn’t There (2001) deres film noir, og No Country For Old Men (2007) den tragiske western, er Burn After Reading måske en spionfilm, som brødrene Coen vil se dem.

   Der er tale om en knopskydende kaoskomedie fra den samme absurd-pragmatiske skuffe, som samtidskrimien Fargo (1996) kom op af. Scenen er nærmiljøet omkring CIAs kontor i Washington D.C. Flere sociale lag er i spil, og hver karakter har sin selviske dagsorden. Også moralen er som i Fargo: Grådighed fører til døden, om det så skal være ad snoede veje, og ingen véd med sikkerhed noget, når det endelig kommer til stykket.

PERSPEKTIVET er fra begyndelsen kosmisk. En satellit zoomer ind på Washington og omegn. Kameraet bryder gennem taget i CIAs hovedkvarter og følger i gulvhøjde med et par italienske herresko. Disse tilhører efterretningsanalytikeren Osborne Cox (John Malkovich), der kaldes ind til sin afdelingschef for at blive fyret, idet man ikke længere kan se gennem fingre med hans tiltagende alkoholproblem. Scenen er en mesterlig opvisning i vigende blikke, sigende miner og flegmatisk underdrejede replikker.

   Lapsen kaster sig ud i den første af mange tirader, som ingen virkning har overhovedet. Jo mere akut han føler sit nederlag og sin mangel på betydning, jo vredere bliver den frustrerede mand. Hvis ikke Cox i øvrigt var arrogant og ubehagelig, kunne han næsten ligne en tragisk person. Noget lignende gælder for de øvrige karakterer, der skiftes til at skyde handlingen rundt, som gjaldt det finalen i narrativ fodbold.

   Disse mennesker er tarvelige, dovne eller dummere end politiet tillader, men de er også ganske rørende i deres kriblen og krablen. Således modvirkes misantropien, der kan være lige så dominerende hos brødrene Coen som hos Woody Allen, af et blik for den heroiske bestræbelse, som alle vore hverdage udgør.

COX tager hjem for at overbringe sin hustru, børnelægen Katie (Tilda Swinton), den dårlige nyhed i let forskønnet version. Han siger, at han har taget sin afsked, fordi han ikke føler sig værdsat. I første omgang må samtalen vente, da en kreds af bekendte kommer til cocktails.

   Den nævenyttige Katie, der er værre end sin mand i snart sagt alle henseender, kan ikke koncentrere sig, fordi hendes elsker, vagtmanden Harry Pfarrer (George Clooney) er blandt gæsterne sammen med sin kolde hustru, Sandy (Elizabeth Marvel), der skriver børnebøger om nuttede dyr. Osborne og Harry udveksler spydige bemærkninger. Begge kvinder betror, med eksakt samme ordvalg, deres mænd, at modparten er »a cold, stuck-up bitch«. Det er ikke gavmildheden, som trykker i dette sociale segment.

DA gæsterne er taget hjem, går Osborne til bekendelse. Hans kone spørger, hvad han har tænkt sig, og vil høre mere om økonomien. Cox har en plan om at blive sikkerhedskonsulent og i øvrigt skrive en erindringsbog om sin tid i regeringens tjeneste. »Og hvem fanden skulle være interesseret i den?« spørger Katie, som ikke i årevis har forbundet sin mand med positiv opmærksomhed. Næste dag sidder hun hos advokaten, der gnider sig i hænderne ved udsigten til en lukrativ skilsmissesag. Han råder fru Cox til at gøre sig hård. Forestil Dem Tilda Swintons ansigt. Denne kvinde har altid haft let ved at se stort på næstekærligheden.

   Katie har ret, når hun ser en fiasko i Cox. Han erkender det selv, mens han drikker og dikterer sin drabelige historie. Ingen ringer til Cox Services. Hans kone tager dog fejl, når hun tror, at der ikke er nogen, som interesserer sig for hans erindringer. Ikke for hvad der faktisk står, men for hvad der kunne stå og for hvem der ville læse det skrevne. Selv den narcissistisk motionerende Harry Pfarrer, hvis primære hobby er netdating, har en smule ondt af den martrede hanrej. Han synes også, at glansen går af Katie Cox, da hun begynder at tale besværligt om skilsmisser.

NUVEL. Ad sindrige omveje havner en cd-kopi, som Katie har taget af Osbornes harddisk, på gulvet i omklædningsrummet hos Hardbodies, hvor advokatens sekretær går til fitness. Det er dette strengt taget vilkårlige link, der skal føre så mange ulykker med sig, at man kun kan kapere dem ved at le, skønt der egentlig ikke er grund til at grine. Hardbodies drives af hængeøret Ted Treffon (Richard Jenkins), en frafalden græsk-ortodoks præst, som er ulykkeligt forelsket i den bramfri og smådumme motionsinstruktør Linda Litzke.

   Linda Litzke er en forrygende skabning. Figuren fremstilles af brødrene Coens evige og efterhånden også aldrende hjerter dame, Frances McDormand. Linda tænker stort set kun på de plastiske operationer, der skal gøre hende attraktiv nok til at date potente handyr som den frejdige Harry. Blot vil hendes sygesikring ikke betale for kirurgien.

   Linda er faktisk enormt pisset af på det hele, ikke mindst på Ted Treffon og sine blævrende overarme, da hendes yngre og endnu mindre kløgtige kollega, cykeldrengen Chad Feldheimer (Brad Pitt i en sjælden komisk glansrolle) finder discen med de hemmelige filer. Chad mener, at Osborne Cox vil være parat til at betale en findeløn.

   Linda skal lige vende ideen, så er hun i dén grad med på det hele. Osborne skælder ud i telefonen, og Linda bliver mere edderspændt, mens hun dater den virile eks-sherif og har endnu mere brug for sine livsnødvendige operationer.

KONTAKTEN knyttes en gang for alle, da et møde mellem Chad og Cox udvikler sig forudsigelig dårligt. Linda overtaler Chad, og parret henvender sig på den russiske ambassade. Det er ikke gået op for Linda, at Den Kolde Krig er forbi. Sandsynligvis har hun aldrig vidst, hvad den egentlig gik ud på, i hvert fald ikke sådan lige. Via russerne sparkes bolden, filmens macguffin, tilbage på CIA’s banehalvdel. Man overvåger de patetiske ægteskabsbrydere i et forsøg på at finde ud af, hvad alle disse latterlige amatører egentlig vil.

   Som sagt er netop dét pointen: at ingen véd noget om noget. I No Country for Old Men gik man til grunde efter en plan; der var en vis ubønhørlig logik i processen. Her skvatter man rundt og falder på halen i et forvirret clusterfuck af dimensioner.

   Osbornes chef orienterer sin overordnede – J.K. Simmons med skudsikker deadpan – om den bizarre kausalitetskæde. CIA-direktøren lytter med undren, men uden interesse. Brænd de besværlige lig. Lad være med at involvere FBI. Vend tilbage med en forklaring, når en sådan foreligger og giver mening.

SÅDAN bliver det ved i Burn After Reading. Javel hr. Minister møder en blanding af Pulp Fiction, Woody Allens Match Point og brødrene Coens egen debutfilm Blood Simple (1984).

   Her er blot antydet kompleksiteten i det latterligt sindrige set-up. Fra dette punkt knytter spillet sine egne absurde forbindelser. Indsatsen øges, ofrene bliver flere, udviklingen stadig mere grotesk. Harry Pfarrer konstruerer en dildomaskine, som han vil imponere Linda med i sin kælder. I Seattle optræder hans kone i tv og har en affære med Dermot Mulroney. Alting hænger så nedrigt sammen, at man ikke kan fortænke Osborne Cox i at hente en økse, for én gang for alle at skære igennem, da Katie tømmer parrets konto og skifter låsene ud.

ALLE overreagerer, alle handler i selvforstærkende hysteri. Der vælter lig ud af skabene, og dét er ingen metafor. Det skulle da være, hvis man betragter filmen som et sindbillede på den panik og paranoia, som øjeblikkets finanskrise har udløst. Gør man dét, er Burn After Reading både aktuel og profetisk.

   Under alle omstændigheder er filmen mørk og morsom på en gennemført elegant facon. Burn After Reading er fuldt på højde med Fargo, og det er brødrenes bedste film siden The Big Lebowski (1998). Kunne nogen komme til bunds i moradset, var det nok en mand af The Dudes kaliber, men netop denne mennesketype mangler i dagens antiseptiske Washington, hvor kun russerne bliver ved med at ryge.

   

DET er naturligvis ikke tilfældigt, at George Clooney og Tilda Swinton har en bittersød samtale i sengen, der er redt op med Stars-and-Stripes-sengetøj. På amerikanske lagener kan man se, hvor tarveligt alting er blevet, i en tid uden indre værdier, hvor man frygter sin egen skygge og fordriver tiden med ægteskabsbrud, mens man afventer næste angreb fra himlen. Netop dén jeremiade er lagt i munden på John Malkovich, før også han helt fortjent bukker under. Ingen får lov at pudse sin glorie. Bunden er slet ikke nået endnu.

   Formelt set var No Country for Old Men måske en dybere film, et atypisk fokuseret forsøg på at visualisere Cormac McCarthys tragiske pessimisme, men Burn After Reading skildrer en verden, vi kender, ikke som ren, enkeltstående myte, men som flimrende ustabil virkelighed.

   I ørkenen i Texas gik verden til på grund af ondskab. I Washington truer en apokalypse af dovenskab, dumhed og idioti. Harry Pfarrer får abstinenser, hvis han ikke kan klemme en løbetur ind. Selv grådigheden er middelmådig, og Osbornes bog er blot en samling selvforherligende røverhistorier, som han aldrig får skrevet færdig. Det er en lettelse for alle parter, da man omsider kan henlægge sagen og brænde manuskriptet. Ingen kan se på det rolige vand, hvor høje bølgerne var under stormen.

BURN After Reading er endnu bedre castet end sædvanligt, og manuskriptet hører til brødrenes bedste. Joel og Ethan Coen gør sig sjældent i budskaber, dyb undertekst eller markant definerede holdninger. Hvad de derimod har, er en skarp attitude. Den kommer til udtryk i den sædvanligvis ironiske afstand mellem form og indhold, og Burn After Reading er ingen undtagelse. Det hele ligner måske noget pjat, men man bliver klogere på nationens tilstand ved at lytte til brødrenes slørede tale. Man har det Amerika, man fortjener. Lige nu kan vi se et Europa, der bevæger sig samme vej i ekspresfart.

Se også Joel & Ethan Coen: O Brother, Where Art Thou? (2000); Joel & Ethan Coen: The Man Who Wasn't There (2001) [Noir 100]; To versioner: True Grit (1969/2010) | Westerns 100; Joel & Ethan Coen: Inside Llewyn Davis (2013); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]. 

Burn After Reading. Instr. og manus: Joel & Ethan Coen. Foto: Emmanuel Lubezki. 96 min. USA 2008. Dansk premiere: 10.10.2008.

Fotos: Focus Features/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ YouTube (Focus Features Official Trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra SF Studios 10.10.2008

4K UHD + 2K Blu-ray fra Shout Factory 08.04.2025

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.10.2008