Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004)

EKSISTENTIELLE DETEKTIVER
En svimlende farce om tankesystemer

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film er så skarpe, skægge og smarte, at det er lige ved at være for meget. Især hvis det tydeligt skinner igennem, at filmskaberen også godt ved det selv, kan resultatet være en irriterende aura af selvfedme.

   Kaoskomedien I ❤ Huckabees lider i nogen grad under denne skavank. Tag nu bare titlens preciøse lille hjertesymbol. Imidlertid er der så megen stil over slaget, dybde i løjerne og kød på intrigen, at man ret hurtigt kapitulerer. En stor del af tiden er filmen nemlig lige så morsom og dyb, som giver sig ud for.

   Præmissen er krøllet og ganske unik. I en gennemglobaliseret virkelighed arbejder forretningskæden Huckabees - »The Everything Store« - på at blive det førende konglomerat. Samtidig, nede i græsrødderne, har miljøaktivister fra Open Spaces-koalitionen viet deres liv til bekæmpe fænomenet suburban sprawl, dvs. butikscentre, motorvejsarkitektur osv. Huckabees vil eliminere modstanden ved at absorbere den. Mere destruktiv er dog den interne magtkamp, som til stadighed hærger i organisationen.

DEN hæmningsløse Huckabees-mand Brad Stand (Jude Law) og den fødte taber Albert Markovsky (Jason Schwartzman) er rivaler og forbundne skæbner. Brad er lys og karismatisk, mens nørden Albert er trodsig og sortsmudsket. Den ene ser ned på den anden. Den anden foragter den første lige så stærkt, som han misunder ham. Det er Brad, der lever sammen med Huckabees-ansigtet Dawn (Naomi Watts) og er på fornavn med Shania Twain. Albert bliver derimod hånet, når han læser miljødigte højt (»Intet står som denne klippe står«) eller anbringer fotos af sig selv i arkivet, hvor autografjægerne køber portrætter.

HUCKABEES-historien er præcis i sin satire og samtidig helt forudsigelig. En udslagsgivende original detalje er derimod de eksistentielle detektiver, som man i denne højnede virkelighed konsulterer, når og hvis man er i krise. Der er flere terapeutiske trosretninger. Ægteparret Bernard og Vivian Jaffe – fremstillet med fuld karikeret skrue af Dustin Hoffman og Lily Tomlin – er bløde folk af den holistiske skole, som lærer deres klienter at tænke på verden, ikke som mig og dig og her og nu, men som et kosmisk slumretæppe, en simrende masse af mellemrum og partikler, hvor alt er godt og til hele tiden.

JAFFE-skolen får skarp konkurrence fra den franske skeptiker Caterine Vauban (Isabelle Huppert), en tidligere elev, som prædiker mørke, egocentrisk sadisme og en grundlæggende mangel på sammenhæng. Caterine bruger billige tricks som hed sex for at lokke Jaffe-parrets klienter over på sin side. Det er sådan, hun vinder Albert for sagen, mens Bernard og Vivian føler sig svigtet sammen med Alberts psykiske tvilling, brandmanden Tommy Corn (Mark Wahlberg), der siden 11. september 2001 har levet sit liv som en tikkende bombe. Snogen Brad går derimod ned og bliver led ved sig selv, da Jaffe-parret præsenterer beviserne for, hvor overfladisk han lever sit liv.

NOGLE af filmens bedste steder lader Albert gå i poseterapi hos Dustin Hoffman. Hoffman breder sit tæppe ud og forklarer, hvordan alle ting og energier er nærværende hele tiden. Når vreden eller fortvivlelsen trykker, skal man trække vejret dybt og visualisere the blanket.

   Huppert prædiker derimod selvudslettelse ved hjælp af en stor gummibold, som man slår hinanden i ansigtet med. Så det er enten bolden eller tæppet, the blanket or the ball, kvantefysik eller rå nihilisme. Der må selvsagt også være en gylden middelvej, og det er sjælens ubændige søgen efter denne, som Russell behændigt allegoriserer.

»MAN skulle nok være der,« siger vi om morsomme historier, som taber i styrke for hver genfortælling. Med I ❤ Huckabees er det lidt ligesådan. Men filmen er ikke så søgt, som den lyder, og der er absurd stringens i detaljerigdommen. David O. Russell er en fætter til filmskabere som Wes Anderson, Michel Gondry og Spike Jonze, dvs. krøllede talenter der arbejder i periferien af den etablerede filmindustri. Han siger selv om præmissen:

   »Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor karaktererne i de intellektuelle indie-film altid har det så svært og lever i sådan en mørk tilværelse, men aldrig formår at bruge de traditioner, som har eksisteret i evigheder, til at udforske bevidstheden. I vores materialistiske kultur har vi så mange fordomme over for »mørke historier«, hvor alle bare er deprimerede og hvor livet er hårdt. Jeg synes, der bør være andre paradigmer og muligheder.«

MANUSKRIPTET til I ❤ Huckabees kunne da også være skrevet af Charlie Kaufman, den skæve fløjs fejrede hovedforfatter. Russells film står på skuldrene af kæmper som Monty Python’s The Meaning of Life (1983), Being John Malkovich (1999) og Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004, da. Evigt solskin i et pletfrit sind). Der er desværre også en bismag af fartglade ensemblefarcer som Stanley Kramers It’s a Mad, Mad, Mad, Mad World, der var årets fiasko i 1963, og den lille efterkommer Rat Race, som var årets prut i 2001.

MEST er filmen dog sin egen og en klar forbedring i forhold til Russells første traumekomedier, Spanking the Monkey (1994) og Flirting with Disaster (1996), hvor selvtilfredsheden gik over gevind. Hans hovedværk er stadig Three Kings (1999), en eventyrfilm fra den første Golfkrig, som blot er blevet mere aktuel siden tilblivelsen.

Se også David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: American Hustle (2013).

I ❤ Huckabees. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Peter Demming. 106 min. USA-Tyskland 2004. Dansk premiere: 22.07.2005.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Qwerty Films/ Kanzeon/ Scott Rudin Productions/ N1 European Film Produktions GmbH & Co. KG/ Huckabee's/ Sandrews/ 20th Century Fox Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YARN (Huckabees .gifs)/ YouTube (Huckabees trailer)

Filmen streames på FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.07.2005.

Store instruktører: Mike Nichols 1931-2014

MENNESKER BLIVER SPIST

Mike Nichols 1931-2014

Af BO GREEN JENSEN

»This is Benjamin. He's a little worried about his future.«

   Mon ikke alle har set The Graduate (1967, da. Fagre voksne verden) på et tidspunkt? Mike Nichols’ pragtfulde tidehvervsfilm gav Dustin Hoffman stjernestatus og gjorde »Mrs. Robinson« til sindbilledet på en forførende mor. Filmen undsagde tidens materialisme, netop som ungdommen gjorde det samme. Den var en kæmpesucces verden over. Få film har i dén grad inkarneret et kulturelt øjeblik.

   Der er gået 54 år. Kun Dustin Hoffman lever endnu – og Paul Simon, som fyldte 80 den 13. oktober 2021.* Han skrev jo sangen, som satte det fast. Nichols fandt selv »The Sound of Silence«. Han hørte storbysalmen i sløjfe, mens han arbejdede med manuskriptet, som Buck Henry havde afleveret. Men »Mrs. Robinson« kom ud af tynd luft, siger Simon. Somme tider må man gå med de glimt.**

MIKE Nichols døde i 2014. Han blev 83 år. Nichols begyndte som skuespiller og lavede uforglemmelig, improviseret stand-up sammen med Elaine May. Det var i 50erne, som måske blev Nichols’ bedste tid. Herefter var han en kunstner, som ikke kunne vælge mellem film og teater.

   I sin biografi om Nichols fortæller Mike Harris, at instruktøren ofte citerede de første ord, der falder i The Graduate. Det er stewardessens stemme, som taler i flyet, hvor Benjamin sidder: »Ladies and gentlemen, we’re about to begin our descent into Los Angeles.« På engelsk betyder descent også »nedstigning«. Og Nichols tænkte på Dantes Inferno.

   For Nichols sagde linien alt om Hollywood. Han satte den forrest i filmen med vilje. Det var sjovt at besøge filmbyen, men vigtigt at rejse hjem næste dag. Han havde set så mange kunstnere gå til i det spraglede vildnis.

DERFOR afbrød Nichols i første omgang arbejdet med sin debutfilm, Who’s Afraid of Virginia Wolf?, da forproduktionen trak i langdrag. Det var i 1964. Studiet ville give ham en komedie med Doris Day og Rock Hudson. Nichols sagde fra og tog hjem for at iscenesætte Neil Simons The Odd Couple.

   I 1966 var han tilbage og instruerede filmen med Richard Burton og Elizabeth Taylor, som blev en stor succes. Nichols var konge af Broadway, men uhjælpeligt forelsket i film: »Jeg foretrækker film for noget andet. Film er det bedste, vi har. De er en del af alles erfaring – noget man har tilfælles med andre. Der er filminstruktører, jeg ikke kunne nå på en million år. Truffaut! Fellini! Det er et mysterium. De rækker altid ud efter noget nyt.«

DE første år sad Nichols i held og kunne kontrollere sin karriere. Han lavede to fejlfri værker efter The Graduate: den ganske vist udskældte filmatisering af Joseph Hellers Catch-22 (1970, da. Punkt 22), som fra starten var drømmeprojektet, og den skærende klare Carnal Knowledge (1971, da. Kødets lyst) med Jack Nicholson, Art Garfunkel, Ann-Margret og Candice Bergen. Sidstnævnte film er en mesterklasse i kynisk, bevægende sædeskildring.

VAR det blevet ved de titler, kunne man lykønske Nichols med at være den første, som vandt på point over filmbyen. Men stille og støt begyndte en lang mellemtid med kompromiser. Mennesker bliver spist, hedder en af Erik Clausens film. Mike Nichols ville nikke gen- og anerkendende til den titel.

   Nichols blev rig og fik råd til selv at producere, da Fagre voksne verden slog an. Hans producer, Lawrence Turman, havde købt rettighederne til romanen for en engangssum på 20.000 dollars. Studierne ville gerne distribuere, men turde ikke sætte penge i filmen. Det gjorde endelig fribytteren Joseph Levine. Nichols arbejdede for et symbolsk honorar – til gengæld modtog han 16,5 % af overskuddet. The Graduate blev et kulturfænomen, en af de mest kommercielle film nogensinde.***

DER er gode titler (Biloxi Blues, Postcards from the Edge, Closer) og store succeser (Silkwood, Heartburn, Working Girl) blandt de 19 film, som det blev til. Der er kostbare fejlskud som Wolf (1994) og Charlie Wilson’s War (2007). Helt for sig står Angels in America (2003), tv-miniserien efter Tony Kushners AIDS-requiem, som er et stort værk i sin egen ret. Men ingen blev skabt uden de kompromiser, som Nichols havde svoret at undgå.

   Da Wolf var i problemer, blev Elaine May hentet ind. Varulvefilmen med Jack Nicholson er en monstrøs, sexistisk farvelade, men den kunne have været værre endnu. May var persona non grata i filmbyen efter Ishtar (1987), det dyreste flop i mands minde. Hun arbejdede anonymt som script doctor, hurtigt og for en høj hyre. Siden ville Nichols bare arbejde sammen med hende igen.

DER er fantastiske scener i The Graduate: den første forførelse; Benjamin, der er overvældet af forældrenes vennekreds og står ret på bunden af svømmebassinet i fuldt frømandsudstyr; den euforiske slutning, da han saboterer Elaines bryllup, og parret kører væk i en bus, mens medpassagererne velsigner projektet. Borgerligheden begraves eftertrykkeligt.

   Mike Nichols tog en gennemsnitlig sædekomedie, som stod i stor gæld til eksemplet fra J.D. Salingers The Catcher in the Rye (1951, da. Forbandede ungdom; Griberen i rugen), og gjorde den til noget tidløst. Når alt er sagt, og stilen og filmsproget er beundret, er det ikke Benjamins undren og afvisning, der står tilbage. Det er vreden i Mrs. Robinson.

   Anne Bancroft (1931-2005) spiller rollen så stærkt. Hun kunne ikke finde det rigtige tonefald under prøverne. »Hvorfor er hun ikke sød?« spurgte Bancroft. »Det ved jeg ikke,« sagde Nichols, »men jeg kan fortælle dig, hvordan hun lyder«. Han lavede stemmen: »Benjamin, vil du køre mig hjem?« »Ah!« udbrød Bancroft. »Det dér er vrede. Den kan jeg arbejde med.«

*) Art Garfunkel (f. 1941) er her naturligvis også stadig. De gamle skolekammerater fra Queens College begyndte som Everly Brothers-kopien Tom & Jerry og blev til brandet Simon & Garfunkel, da Simon i 1965 kom hjem fra sit vandreår i Europa. Da Simon og Garfunkel gik fra hinanden i 1970, var reaktionen i tiden lige så stærk, som da The Beatles smeltede ned. Jeg fremhæver Simon, fordi det altid var ham, der skrev og iscenesatte Garfunkels angeliske kantorstemme. Garfunkel har lavet ti gode albums alene – Watermark (1977), Scissors Cut (1981) og Lefty (1988) er særligt vellykkede. Som skuespiller fik han sine store roller i Nichols' Carnal Knowledge og Nicolas Roegs Bad Timing (1980). Begge film handler om, hvordan kvinder bliver brugt og betragtet af mænd. De er mere end værd at se på med et kønspolitisk #MeToo-blik. Scenen i Carnal Knowledge, hvor Garfunkel og Jack Nicholson taler om kvinder, mens de betragter skøjteløberne på Wollman Rink i Rockefeller Center er noget af det klareste i 70ernes film – og en af de smukkeste scener i Nichols' samlede oeuvre.

   I den skarpere Bad Timing er Garfunkel perfekt castet som psykiateren, der misbruger den bedøvede/ døende/ døde Theresa Russell. Begge film deler en dekadent sexisme med selskabsscenerne i Stanley Kubricks Eyes Wide Shut (1999). Alle tre film er misogyne kronstykker, men hos Kubrick bliver kvinden (Nicole Kidman) ikke ofret, som Ann-Margret gør i Carnal Knowledge og som Russell bliver i Bad Timing.

   Garfunkel havde en sidste rolle som twisted læge i Boxing Helena (1993) af Jennifer Lynch. Han kom over en depression ved at gå fra kyst til kyst og skrev Across America (bog + dokumentar + turné). I 2017 udgav han erindringsbogen What Is It All But Luminous: Notes From An Underground Man (New York: Knopf Doubleday). Simon blev en af de vigtigste sangskrivere i sin generation, men Garfunkel er anden slags ener. Boxsættet The Singer (2013) samler 34 indspilninger, som Garfunkel gerne vil huskes for. Kompilationen streames bl.a. på Spotify.

**) »It's very pleasurable to write in a stream-of-consciousness style. You find that, very often, what's in your mind is relevant, although it doesn't seem so at the moment. So while I was writing I had no idea that I would say that, but I said 'Where have you gone, Joe Dimaggio? A nation turns its lonely eyes to you'. And then the next line I didn't have but I made it up and I put it in. Then I asked myself later what it meant. And I said: Well, it means something. It will mean something.« [Paul Simon til Dick Cavett 04.09.1970] 

   Baseballstjernen Joe DiMaggio (1914-1999) spillede centerfield for The New York Yankees i 13 år og var et ikon for Simons generation. Uden for sportskulturen er han først og fremmest husket for sit ægteskab med Marilyn Monroe. De blev gift i 1954 og skilt året efter, men DiMaggio forblev hengiven til sin død. Modsat Arthur Miller kom han til hendes begravelse.

   Dick Cavett spørger, hvordan Dimaggio kom ind i sangen. Simon fortæller, at sangen begyndte som semi-improviseret musik, der skulle ligge under the chase scene. Han brugte nogle linier fra en sang, han arbejdede på indimellem; egentlig fortsatte den: 'And here's to you, Mrs. Roosevelt.' Historisk set passer Eleanor Roosevelt bedre sammen med DiMaggio end Mrs. Robinson gør. Klippet ligger på YouTube med titlen »Paul Simon Deconstructs 'Mrs. Robinson'«

***) Alting er relativt. Nichols' »symbolske« honorar var på 150.000 dollars. Lawrence Turman fortæller [i AMC-dokumentarserien om Movies that Shook the World fra 2005], at han belånte sit liv for at rejse de første 1.000 dollars til optionen, før Joseph Levine var involveret. The Graduate solgte billetter for 60 mio. i sin første regnskabsperiode. 

The Graduate (Fagre voksne verden). Instr.: Mike Nichols. Manus: Calder Willingham, Buck Henry. Foto: Robert Surtees. 106 min. USA 1967. Dansk premiere: 09.09.1968. Repremiere i iMax-sale: 23.09.2021.

Mark Harris: Mike Nichols. A Life. 674 s. New York: Penguin Press, 2021.

Fotos: Lawrence Turman Productions/ Metro-Goldwyn-Mayer Studios/ StudioCanal/ Amazon MGM Studios/ Penguin Press/ CineMaterial/ FilmAffinity/ FilmGrab/ Festival de Cannes/ YouTube (trailers + Dick Cavett Show clip)

The Graduate streames på Apple TV, MUBI, Rakuten TV, YouTube Film 

2K Blu-ray fra StudioCanal [50th Anniversary Edition] 14.08.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 24.09.2021

To versioner: Papillon (1973/2017) [Bogen og filmen]

TILBAGE TIL DJÆVLEØEN

Henri Charrières fantastiske flugthistorie

Af BO GREEN JENSEN

TÆNK at der kommer en ny Papillon. For 50 år siden var det sådan en bog, der lå i alle butiksvinduer.

   Karriereforbryderen Henri Charrière blev kaldt Papillon, fordi han havde en sommerfugl tatoveret på brystet. I 1931 blev han dømt for mord, deporteret og sendt til Fransk Guyana, hvor staten anbragte samfundets bærme.

   På skibet mødte Charrière falskmønteren Louis Dega. Denne havde ruineret adskillige familier, som investerede i hans veludførte forfalskninger af statsobligationer. Serien fra 1928 var et veritabelt mesterværk.

   Den spinkle Dega var i kronisk livsfare. Medfangerne ville dræbe ham for at få fat i de penge, han havde stukket op i sin krop. Vagterne ville tage hævn for bedraget. Charrière tilbød Dega sin beskyttelse mod finansieringen af en flugt. For Henri vidste straks, at han måtte ud, væk og videre. Det var jo historien om Papillons liv.

   Strafudmålingen lå fast. Første flugtforsøg gav to år i isolation. Det andet gav fem. Drabsmænd blev guillotineret. I bedste fald var hverdagen et helvede af malaria, slavearbejde og mishandling ved altid beredvillige medfanger.

   Henri var på øen i 16 år. Syv blev tilbragt i isolation. Endelig lykkedes flugten. Han skrev en bog, som blev oversat til mange sprog og solgt i 30 milllioner eksemplarer. Systemet blev ændret ad åre – og i 1973 fik Charrière sin historie fortalt i en Hollywood-film med Steve McQueen og Dustin Hoffman.

   Publikum elskede filmen. Der gik en tid, før kritikken var overbevist, men Franklin J. Schaffners Papillon har længe haft klassikerstatus. I 2017 har danskeren Michael Noer genindspillet den stedsegrønne fængselsskildring. Skyldes det stofnød, eller er der en grund?

DET må være 47 år siden, at jeg så Papillon første gang. Filmen havde dansk premiere den 22. februar 1974 og var en begivenhed af de større.

   Samme år så vi Sidste stik, Den store Gatsby, Serpico, Eksorcisten, Zardoz, Den amerikanske nat og Sheriffen skyder på det hele, som Blazing Saddles hed på dansk. DR viste Bergmans Scener fra et ægteskab. Jeg gik i 2.g. Det var kræsne og forventningsfulde dage.

   Selvfølgelig skulle man se Papillon, men filmen gjorde ikke noget stort indtryk. Der var for meget Steve McQueen og for lidt Dustin Hoffman, men især var filmen en skuffelse for fans af Franklin J. Schaffner. Det samme havde Patton været tre år før. Vi blev ved med at håbe på mere i stil med Planet of the Apes (1968) fra instruktøren.

   Forleden så jeg Schaffners Papillon for at komme i stemning til Noers genindspilning. Der er meget, som man ikke så i 1974. For eksempel er eksponeringen af den homoerotiske faktor forbavsende ligefrem for sin tid. »Undlad at onanere for meget,« siger kommandanten, da Henri bliver sat i isolation første gang. »Det tærer på kræfterne.«

   Masochismen når martrede River Kwai-højder, og forholdet mellem »Papi« og Dega er en bromance, der varer for livet. Bipersonen Maturette sætter ord på det homoseksuelle tema og lyder som en LGBT-aktivist.

   Til sidst er Henri og Louis som et gammelt par, der trisser rundt mellem hytterne på Djævleøen. Dega fodrer grise og dyrker gulerødder. Charrière lægger planer som altid, for flugt er nu engang hans ting. »Tror du, det virker?« spørger Louis. »Gør det nogen forskel?« svarer Henri.

PAPILLON handler mest af alt om at blive ved. Kommandanten præciserer, at systemet ikke tror på rehabilitering. Straffen går ud på at nedbryde kroppen og sindet og viljen, så der ingen karakter er tilbage. »Jeg er her stadig, I røvhuller!« råber Henri i isolationscellen. Han gentager det i slutbilledet, hvor han ligger på sin lille flåde af kokosnødder og har kurs mod Venezuela: »I’m still here, you bastards!«

   Det er dog 70er-æstetikken, som gør det største indtryk nu. Filmen er fortalt i brede, strålende billeder, som fotografen Fred Koenekamp har fuld kontrol over. Hver statisk indstilling er komponeret som et renæssancemaleri. Koenekamp arbejdede også på Patton, men ikke på Abernes Planet, som Leon Shamroy var fotograf på. De tre film er holdt i den samme panoramiske stil, som må være Schaffners signatur.

   Det er en helaftensfilm på to en halv time, og Papillon blev af flere kaldt dræbende langsom. Men Schaffner bruger hvert minut. Vi er i en helt anden tidsregning. Da den store flugt lykkes, bliver alt, som foregår uden for fængslet, fortalt i en ti minutter lang montage, hvor kun Jerry Goldsmiths musik taler med.

   Der er intet fedt og knap en finger at sætte på Papillon, som kommer fra en tid, hvor storfilm havde heroisk format. Steve McQueen og Dustin Hoffman er eminente. Filmen er stadig i omløb, så hvad kan en ny version føje til? Mig bekendt har ingen ligefrem råbt på en ny Papillon.

I MICHAEL Noers genindspilning synes virkeligheden at være krympet. Verden er kommet tættere på, og den er også blevet mindre. Billederne er lige så brede, men beskæringen er altid tæt. Der er ingen favnende landskaber. Kun ved havet til slut ser man hele horisonten.

   Der er ikke tale om en dramatisk omkalfatring. Manuskriptforfatteren Aaron Guzikowski har bevaret de fleste scener fra Dalton Trumbos originalmanuskript. Historien er blevet en halv time kortere og har lidt mere med af baggrunden for Charrières og Degas indespærring.

   Man kan i høj grad diskutere, om dét er en forbedring. Der er en prolog, som foregår i det muntre Paris i 1931, hvor chefen lægger en fælde for den foretagsomme tyv. Her prøver filmen at skabe en svimmel, Babylon Berlin-agtig stemning, men underminerer troværdighedspræget med anakronismer. I natklubben hører man »Bei Mir Bist Du Schön«, skønt sangen først blev komponeret i 1932 og hed »Bei Mir Bistu Shein«, indtil Sammy Cahn og The Andrews Sisters gav den jiddische sang engelsk titel i 1937.

DEN gamle film begyndte ved skibet, som skulle til Guyana, og sluttede ved den sidste flugt. Noers film inddrager også erindringsbogen Banco (1971), hvor Charrière beskriver sit liv i Venezuela. Til sidst ser vi ham aflevere manuskriptet. Der er lidt staveplade over det hele.

   Begge film slutter med billeder af de forladte fængselsbygninger på Saint-Laurent-du-Maroni i Fransk Guyana. Henri Charrières sidste flugt fandt sted i 1947. Straffekolonien blev nedlagt i 1953. Charrière døde i 1973 og nåede ikke at se Papillon. Begge slutninger har en skærmtekst om, at det forhadte system ikke overlevede ham.

   Noer viser også et foto af forfatteren. Man kan se, at hver tatovering er trofast genskabt i den nye version. Ingen af filmene er faktisk optaget i Fransk Guyana. Schaffner indspillede sin i Spanien og på Jamaica. Det sidste halsbrækkende flugtspring blev foretaget på Maui i Hawaii.

   Noers film er optaget i Serbien, Montenegro og på Malta. Det forklarer måske, hvorfor lyset er mindre. I værkets kerne, som skildrer selve fængselsopholdet, er de to film identiske stykker. Det er de samme replikker og situationer. Noer prøver ikke at fortrænge erindringen om Schaffners Papillon. Enhver genopførelse er jo en hyldest.

FÆNGSELSFILM er en bugnende genre med to hovedspor. I det ene er flugten omdrejningspunktet. I det andet er hverdagen i fængslet det centrale. Fokus er på rutiner og hierarkier i den lukkede struktur, som udgør et samfund i koncentrat. Der er ofte en meget lang tidshorisont. Planer bliver lagt og er år om at lykkes.

   Den første Papillon var især en succes, fordi den brugte begge modeller. I nyere tid, hvor kriminelle kan skildres som nuancerede mennesker, er de bedste film fra den sidste kategori. Skærmføljetoner som Oz, Prison Break og Orange is the New Black lader trådene sno sig over mange sæsoner.

   Michael Noer og Tobias Lindholm skrev og instruerede sammen R (2010), som foregik over to år i Horsens Statsfængsel. Pilou Asbæk overlevede fra dag til dag og navigerede mellem de indsattes hierarkier. Roland Møller, som også har en stor rolle i Papillon, debuterede i R. Filmen var blevet en større succes, hvis den ikke delte mange træk med Jacques Audiards  Profeten (2009), som blev til i samme periode.

   Noer konsoliderede den socialrealistiske hyperstil i Nordvest (2013), men der er næppe tvivl om, at det var R, som fik produceren Joey McFarland til at kontakte den danske instruktør, da Papillon skulle genindspilles.

NOER gør det godt med de midler, han har til rådighed. Der er dog næppe en scene i den nye Papillon, som ikke stod lidt skarpere i 1973-versionen.

   I den sidste halve time bryder Noer og Guzikowski (omsider) med forlægget og prøver noget nyt. Flugten har fået en helt anden rytme, end montagesekvensen havde hos Schaffner. Noer dvæler ikke ved det paradisiske stammefolk og de forrædiske nonner. Her fungerer flugtbåden faktisk, og det bliver Henri, Dega, Celier (en rolle som må være skrevet til Roland Møller) og Maturette, som har et klodset opgør ude på havet.

   Flere nye detaljer er gode. Hos Schaffner stak mændene af, mens kolonien hørte en klassisk koncert. Noer lader fangerne se en film – Merian C. Coopers King Kong (1933) – som i hele sin ikonografi kommenterer de indsattes situation. Dét eventyr er for resten også blevet genfortalt et par gange.

BEDST er Noers version i personinstruktionen og psykologien. Charles Hunnam og Rami Malek er mindst lige så gode sammen, som legenderne McQueen og Hoffman var i den gamle film. Malek ser lidt for renskuret ud, men han prøver ikke som Hoffman at stjæle opmærksomheden med pudseløjerlige manierismer. I scenerne med Hunnam er han altid loyal.

   Hunnam giver Charrière en lyrisk kvalitet, som Steve McQueen ikke havde, men han er ikke mindre effektiv. Hunnam, som kommer fra tv-serien Sons of Anarchy og kan minde om en yngre Brad Pitt, har spillet Kong Arthur i to rabalderfilm af Guy Richie, men han var fremragende som den opdagelsesrejsende i James Grays The Lost City of Z (2016).

DET lykkes Noer at give mændenes venskab en spontan kvalitet, som det ikke helt havde hos Schaffner. De opdager, at de kan stole på hinanden i en struktur, hvor alle ellers lyver, forråder og voldtager. Det er stadig en bromance med mange facetter. Men først og fremmest er de to mænd simpelt hen taknemlige for hinanden.

   Disse ting er eksemplarisk forløst i en film, som man ellers kunne leve foruden. Noers Papillon er et solidt svendestykke, som forhåbentlig giver instruktøren flere store opgaver, hvor han i højere grad har helt frie hænder. Men det er stadig i den gamle Papillon, at det hårde, historiske stof bliver løftet og står i et uanfægteligt skær af myte og eventyr.

Papillon. Instr.: Michael Noer. Manus: Aaron Guzikowski. Foto: Hagen Bogdanski. 133 min. USA-Tjekkiet-Spanien 2017. Dansk premiere: 23.08.2018.

Papillon. Instr.: Franklin J. Schaffner. Manus: Dalton Trumbo, Lorenzo Semple Jr. Foto: Fred J. Koenekamp. 151 min. USA-Frankrig 1973. Dansk premiere: 22.02.1974.

Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Warner Bros./ Filmgrab/ Jose Haro/ Bleecker Street/ UIP.DK

Papillon 1973 er udgivet på blu-ray og dvd

Papillon 2017 bliver streamet på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 24.08.2018

Mennesket i farezonen: Outbreak (1995) [Epidemic Cinema]

MENNESKET I FAREZONEN

En virusthriller fra Ebola/HIV-tiden

Af BO GREEN JENSEN

TYSKEREN Wolfgang Petersen hører til den hårde kerne af europæiske instruktører, som med stort held har bidt sig fast i Hollywood. Som 40-årig fik han et solidt gennembrud med Das Boot (1981), en klaustrofobisk og for tiden atypisk krigsfilm, der udspiller sig ombord på en tysk u-båd under 2. verdenskrig. Filmen interesserer sig ikke for krigens etiske positioner eller for nationale værdier. Den følger de isolerede mænd og undersøger psykologien.*
   I 1981 var det for det første usædvanligt at skildre tyske soldater som mennesker med dybde og nuancer. For det andet fravalgte Petersen alt melodrama og fulgte personerne rundt i de trange rum med en kropsnær, mandsopdækkende realisme, der blev en inspiration for yngre instruktører. Thomas Vinterberg var og er en stor fan af Das Boot. Det kan man se på en lang række scener i danskerens egen ubådsfilm, Kursk fra 2019.

PETERSEN famlede rundt i forskellige genrer og produktionsmiljøer. Der var i 80erne ingen drejebog for, hvordan man håndterer en international karriere. Man fik begrebet a journeyman director. Det var respektable navne, som flakkede rundt og instruerede store, men sjældent særligt vellykkede produktioner af uegal beskaffenhed: canadieren Roger Spottiswoode, australieren Bruce Beresford, danskeren Bille August. 
   Petersen instruerede blandt andet den første filmudgave af The Neverending Story (1984) og psykothrilleren Shattered (1991, da. Dødeligt bedrag), der var gemacht, så det halve kunne være nok. Hans mest personlige arbejde var den meget aparte, men vellykkede science fiction-fabel Enemy Mine (1985), hvor en jordbo og en alien er alene på en øde planet og må forholde sig til hinanden som ligeværdige, levende væsener. 

   Efter den politiske thriller In the Line of Fire (1993, da. På kornet) fik han frie hænder og rigtigt mange penge til at levere varen inden for en genre, der dengang som nu havde pludselig medvind. Den paranoide 'Hvad-nu-hvis-pesten-kommer?'-film fik sin første storhedstid i de kommunistforskrækkede 50ere. Dengang var virusangrebet ofte metaforisk, for i science fiction-regi hører epidemier til de faste og prøvede virkemidler, der kan trække på den latente angst, som vi alle sammen går rundt med. I dag virker truslen mere konkret.

FILMENS mest effektive afsnit er prologen, som med stor sikkerhed etablerer de moralske poler i Outbreak. I 1967 rammes en amerikansk militærlejr i Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo) af en dødelig, luftbåren virus. Folk fra USAMRIID – hærens forskningsinstitut for smitsomme sygdomme – rykker ind under ledelse af oberst McClintock (Donald Sutherland), som tager blodprøver og lover de nødstedte snarlig undsætning.

   Forventningen vokser, da helikopteren nærmer sig lejren. En ladning kommer ned i en faldskærm, og det må bestemt være serum og forsyninger. Men nej. Det som lander er en fuel air-bombe, det kraftigste ikke-nukleare våben, som hæren råder over. Den suger alt ind i sin detonation, udraderer lejren og begraver effektivt alle spor.

   Det hele tager tre minutter, og eksplosionen falder sammen med de sidste, strategiske credits. På sort lærred kommer så den ildevarslende datering: Vor tid. Det er hysterisk, dramatisk og effektivt gjort.**

TREDIVE år efter er Sutherland blevet til general McClintock, den øverstkommanderende militærperson i forbindelse med undtagelsestilstande. Over for ham står Dustin Hoffman som Helten med stort H, en nobel og næsten lallende uegennyttig virolog, som tager sit lægeløfte alvorligt og vil gøre, hvad det skal være for at redde ét enkelt liv og lindre de døendes smerter.

   I stille stunder indrømmer Hoffman, at han beundrer virusorganismens enkelhed og renhed. Som sådan træder han ind i en tradition. Præcis samme replik falder i koldkrigsfabler som Christian Nybys The Thing (1951) og Don Siegels Invasion of the Body Snatchers (1956), og den fremsiges med særlig indlevelse af androiden Ian Holm i Ridley Scotts fortættede Alien (1979).

   Også Outbreak bygger i høj grad på vores blandede følelser omkring virusbegrebet. Der er selvsagt en dyb angst for epidemien, men der er også en modstræbende fascination af den fuldendte fremmede organisme, som kan mutere og tilpasse sig, når det er nødvendigt, som kan overleve uanset hvad og som repræsenterer fuldkommen immunitet. Det er immuniteten, snarere end smitten, og kuren, snarere end sygdommen, som fængsler i en HIV-tid, der lider af berøringsangst. I den henseende er Outbreak trods alt en meget moderne historie.

EN sagesløs abe bærer virussen med sig fra Afrika til Californien, hvor vi følger smittens vej til lillebyen Cedar Creek. Her lykkes det at isolere den, blandt andet ved at indføre militær undtagelsestilstand, mens Hoffman og hans hold arbejder på at finde en kur. I stedet muterer organismen. Sygdommen – en slags hurtigvirkende byldepest – er nu luftbåren, og den onde McClintock argumenterer overvisende for, at man iværksætter operation Rent Bord, dvs. kaster en trykbombe som udsletter byen.

   Cedar Creek har 2.600 indbyggere. McClintock kan med stor effekt relatere dette tal til de 260 millioner amerikanere, som vil dø på et døgn, hvis smitten breder sig yderligere. Mens Hoffman stadig mere febrilsk leder efter værtsdyret, falder folk omkring ham som fluer, inklusive kollegaen Kevin Spacey og ekshustruen Rene Russo. Også hun er virolog, men medvirker snarere for at give filmen et romantisk sidemotiv, som den afgjort kunne have undværet. Aben strejfer rundt i den californiske nåleskov og knytter venskab med en lille pige. Isdæmonen Sutherland vil bare bombe det hele, for han har sin egen skjulte dagsorden at passe – en kontrolleret virus er nemlig også det optimale biologiske våben.

DET er en af den slags film, som med stor sikkerhed slører alle plotmæssige svagheder, river én med sig i det tiltagende hysteri og får tingene til at fremstå, som om spørgsmålet ikke er hvad nu hvis, men hvad nu når. For ifølge Outbreak kan det allerhøjst være et spørgsmål om tid, før katastrofescenariet bliver virkelighed.

   I 70erne og 80erne handlede denne slags historier typisk om atomkrig og radioaktiv nedsmeltning (fra Fejlsikker og Dr. Strangelove til Kinasyndromet og Dagen efter). Nu er verden fikseret på smitte, og derfor bringes de gamle scenarier fra science fiction-genren atter til ære og og en slags værdighed.

   Og vist er Outbreak skræmmende og tankevækkende, ikke mindst fordi den går længere end sædvanligt i sin fremstilling af de forholdsregler, som militæret helt rutinemæssigt træffer, når det gælder om at slette sine spor. Man kunne derfor have undværet dæmoniseringen af Sutherlands figur. Han fremstilles som en dødsliderlig satan, men hans kliniske prioriteter er djævelske nok i sig selv.

DE første 90 minutter er så intense og tæt klippede, at man aldrig får en chance for at analysere de indbyggede urimeligheder. Det er først i den sidste halve time, da forskellige sentimentale sidemotiver skal løses og en lykkelig slutning sandsynliggøres, at filmen taber højde. Man forlader biografen med en god portion drama i baghovedet. Og i øvrigt uden at føle sig spor overbevist af det heldige udfald. Så længe Outbreak bliver i farezonen og holder sig til sagen, er den effektiv, skræmmende og eminent medrivende underholdning.

RIP Wolfgang Petersen 1941-2022

RIP Donald Sutherland 1935-2024

*) Das Boot var baseret på romanen Das Boot (1973) af Lothar-Günther Buchheim (1918-2007), som gjorde tjeneste i presse/propaganda-afdelingen af den tyske krigsflåde. I 1941 dokumenterede han hverdagen på undervandsbåden U-96, der foretog sit 7. togt i Slaget om Atlanten.

   Buchheim var billedkunstner, gallerist og forlægger med en omfattende litterær produktion. Han skrev om ubådskrigen i U-Boot-Krieg (1976), U-Boot-Fahrer (1985) og Zu Tode Gesiegt (1988), der er illustreret med de fotos (ca. 5000), som han tog under krigen. Das Boot fik en fortsættelse i Die Festung (1995).

   Das Boot hed U-båden ved sin danske premiere i marts 1982. Da varede filmen 149 min. Siden 1997 har Das Boot – The Director’s Cut på 209 minutter været standardversionen, og det er den udgave, som i 2021 streames på Netflix. Det originale første cut var på 293 minutter. Det blev i 1985 klippet om til en miniserie/tv-udgave på 300 minutter, der i 1987 igen blev redigeret anderledes. Alle variationer er i omløb på fysiske udgivelser. Som i forbindelse med Ridley Scotts Blade Runner og Francis Ford Coppolas Apocalypse Now, kan man diskutere, hvilken version af Das Boot, der er den originale. 

   Der er produceret to sæsoner (16 episoder à 60 minutter) af den nye miniserie (2018-2020), som Andreas Prochaska har udviklet for Bavaria Fiction, Sky Deutschland og Sonar Entertainment. I Danmark streames serien på Viaplay. Den nye version har manuskript af Tony Saint og Johannes Betz, der bruger både Das Boot og Die Festung som forlæg.

   Buchheim skal have været utilfreds med alle versioner. Han mente, at skuespillerne overdrev og at karaktererne reagerede urealistisk. Das Boot blev nomineret til seks Oscars og modtog talrige andre priser. 

**) I »Rokoko«-afsnittet af samlingen Vægtløs (1997) står teksten »Lejren«, som er stærkt inspireret af prologen til Outbreak:

   »Dette er lejren. Epidemien har raset i fire døgn og felthospitalet kæmper forgæves. Også lægerne bukker under for smitten, som ingen kan sætte et gyldigt navn på. Vi ser de syge ralle og klynke i telte, der sikkert har været hvide engang, men nu tager junglens og sygdommens farve, mens det sidste virusfri mandskab udveksler trætte bekymrede blikke. Man er hinsides selvopofrende gestus. Man er nået til loven af opkast og sved.

   Klip til patienternes p.o.v. Deres hud er dækket af væskende sår og gule bylder som knudrede løg. De ser plejerne og de sakkende læger i et næsten sakralt og forklaret skær. Det er filtersætterens store time: slowmotion trækker bevægelserne ud, soft focus gør dem til helgeners trin. For de døendes blik synes modlyset køligt, en sval fast hånd på panden der brænder, mens blikkene søger mod himlen. Denne er blå som himlens oval, der synes at vokse time for time, efterhånden som ilden bløder igennem. Kontamineret vand har holdt livet i live, men den sidste dunk er drukket nu.

   Klip til en plejerskes ansigt i nær. Som den første hører hun helikopteren og ser op med håb i sit blik. Lyden af svirrende rotor vokser, fra teltene vakler patienterne ud og ligner en hær af spedalske. Stemmerne bliver til fugle af glæde. Trods alt er bønnerne blevet hørt, man har ikke talt forgæves til den knitrende radio som døde i går, da batteriet satte definitivt ud. Med forsyninger nok kan man kæmpe på ny.

   Pompøs ouverturemusik fades op, mens maskinerne standser i luften. Serum kan vende det irreversible. Der skal muges ud i teltene. De døde børn skal begraves. Der skal nok blive grund til at leve igen. Og netop da, da lettelsens lys finder vej til selv de inderste kroge af lazarettet og forplanter sig til de døendes øjne, mens sprukne stemmer priser Herren og hænder rækkes mod himlen i tak, netop da slipper flyet sin last.

   Vi ser atter lejren oppefra og ved at eksplosionen kommer endnu før den bratte stilhed detonerer. Bagefter sætter man folk ned for at dræbe de sidste uskyldige og brænde hvad der måtte være af beviser for livet og epidemien. Denne proces ses i rystet montage, håndholdte jumpcuts fra centrum i kaos. Efter rengøringen trækker maskinen sig væk, og kameraet rejser med den. Vi ser kraterets bund blive mindre i det grønne land, før junglen atter lukker sig tæt. Først da køres de første credits, og vi ved at filmen begynder for alvor.«

Outbreak. Instr. Wolfgang Petersen. Manus: Laurence Dworet og Robert Roy Pool. Foto: Michael Ballhaus. USA 1995. 126 min. Dansk premiere: 31.03.1995

Fotos: Warner Bros./ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames (november 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SkyShowtime, Viaplay, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. Tyskland 12.04.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 31.03.1995; ajourført med noter 28.02.2021