Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5)

TREDIVE ÅR EFTER
En fortsættelse i forklædning

Af BO GREEN JENSEN

NORFOLK, Virginia, december 2003. Der er fake christmas trees i vinterlandskabet, da Larry »Doc« Sheperd (Steve Carell) træder ind i baren, hvor Sal Nealon (Bryan Cranston) beværter en enkelt stamkunde.

   Sal må være i tresserne nu. Han er begyndt at kunne mærke sin alder, men sover stadig med støvlerne på og sætter pris på at drikke igennem. Doc er en stille, lidt yngre mand, som har haft et meget dårligt år. Først døde hans hustru. Nu skal han begrave sin søn, der er faldet i Irak.

   Sal skal nødes, men så genkender han Doc. De var sammen i Vietnam 30 år før, og Doc gjorde dengang noget særligt for Sal og kammeraten Mueller. Nu har han brug for en gentjeneste. De kører sammen ud til kirken, hvor Mueller (Laurence Fishburne) er blevet en dydsiret pastor.

DOCS søn skal begraves på Arlington Cemetery. Militæret har iværksat den store ceremoni. Så hører Sal fra en ung sergent, hvor vilkårligt den faldne søn døde. Doc vil ikke have heltebegravelsen og insisterer på at rejse hjem til New Hampshire med kisten.

   En lang tur med svinkeærinder følger. Der er megen god snak og kølige sideblikke på landet, som stadig er på hælene to år efter 9/11. Da Sal og Mueller lejer en U-Haul, bliver de taget for terrorister. Mobiltelefoner er noget nyt. Det er meget et USA af sin tid.

FILMEN ligner en lidt rusten blanding af William Faulkners As I Lie Dying og Husbands ifølge John Cassavetes. Og har som elegisk afsked mange af de samme sobre kvaliteter som Francis Ford Coppolas oversete Gardens of Stone (1987, da. Bag krigen) og Spike Lees Da 5 Bloods (2020). Isoleret set er Last Flag Flying en tilbagelænet road movie om tre pensionister. Der er ikke den bedste balance mellem patos og situationskomedie.

   Det er svært at se et oplagt formål med vennernes genforening. Alt giver mere mening, hvis man ved, at der er tale om en toer. For Last Flag Flying er på sæt og vis en fortsættelse til The Last Detail, som Hal Ashby instruerede i 1973, da studiesystemet tog tælling, og New Hollywood var i zenit.

   Jack Nicholson havde en af sine signaturroller som »Bad-Ass« Buddusky, der sammen med »Mule« Mullhall fik til opgave at aflevere den 18-årige Larry Meadows ved Portsmouth Naval Prison. Matroserne havde ondt af drengen og besluttede at give ham en sidste tur på vulkaner.

DEN hårde straf, som Hal Ashbys nyklassiker hedder på dansk, var baseret på en roman af Darryl Ponicsan, som stadig er utilfreds, fordi Robert Towne fik al æren for manuskriptet. Buddusky, Mulhall og Meadows var hans kreationer.

   Ponicsan er imens blevet 84 år. I 2005 skrev han Last Flag Flying, som genforener trioen. I bogen har karaktererne deres »rigtige« navne. Det er Billy Bad-Ass, Mule Mulhall og Larry Meadows, som mødes igen efter tredive år for at begrave sidstnævntes søn.

   Det var oplagt at se på en filmatisering. Flere store studier håbede, at Jack Nicholson ville gentage sin rolle som Buddusky. Morgan Freeman var castet som Mule, og Randy Quaid var ivrig efter at spille Meadows.

   Alt så meget lovende ud. Så valgte Nicholson i stedet at lave The Bucket List (2007, da. Nu eller aldrig) sammen med Freeman. Kun Amazon Studios ville producere en sequel uden Nicholson. Ponicsan husker ikke, om det var ham selv eller instruktøren Richard Linklater, der fandt på at give de tre mænd andre navne og ændre nogle detaljer i baggrunden.

DET spiller heller ingen rolle. Jeg har stor sympati for projektet, som tydeligvis er et kærlighedsarbejde, men det kan ikke nægtes, at historien virker søgt og konstrueret. Skønt Cranston bander og brovter i Nicholsons stil, er der en gennemgribende pænhed. Der er intet af den autentiske profanitet fra Den hårde straf.

   Det betyder ikke, at der ikke er momenter. I de bedste scener finder Carell, Cranston og Fishburne et fælles fodslag, en ubesværet tone, som overbeviser om kammeratskab. Det sker typisk, når forklaringsarbejdet er sat på standby, og når den unge sergent Washington (J. Quentin Johnson) fungerer som veteranernes straight man.

LINKLATER kan noget særligt med tale og tiden. I Before-trilogien (1995-2013) med Ethan Hawke og Julie Delpy er der gået ti år, hver gang parterne taler ud. Boyhood (2014) fulgte en barndom i virkelig tid. Det er altid i dialogen, at han sporer en forandring, som karaktererne næppe selv ser til hverdag.

   Det rokker bare ikke ved, at Last Flag Flying er svagere end The Last Detail. På en god dag kunne Jack Nicholson have gjort den afgørende forskel. Han valgte så i stedet at medvirke i den forglemmelige Nu eller aldrig. Bad-Ass Buddusky ville korse sig og spytte efter spejlet.

Se også Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4].

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Boyhood (2014); Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022). 

Last Flag Flying. Instr.: Richard Linklater. Manus: Richard Linklater, Darryl Ponicsan. Foto: Shane F. Kelly. 125 min. USA 2017. Dansk premiere: 16.08.2018 (Cinemateket).

Fotos: Amazon Studios/ Big Indie Pictures/ Cinetic Media/ Detour Filmproduction/ Lionsgate [Last Flag Flying]; Columbia Pictures [The Last Detail]/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab.com

Last Flag Flying streames ikke i DK - udgivet på Blu-ray + Digital HD 30.01.2018

The Last Detail streames på iTunes og udkommer på 4K Ultra HD Blu-ray 25.10.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2018

Maren Ade: Toni Erdmann/Min far Toni Erdmann (2016)

LYT TIL DIN COACH
En hjerteknuser, et monstrum, en mageløs film

Af BO GREEN JENSEN

TIDEN skaber afstand mellem børn og forældre. Det er et grundvilkår og en naturlov. Nogle nyder at gøre sig fri, andre er længe om at slippe fundamentet, som de kommer fra, men det sker og er nødvendigt, hvis børn skal blive voksne og være i stand til at give kærligheden videre, når de selv bliver forældre.

   Lige så uundgåeligt kan forældre føle sig tilovers, når børnene ikke har brug for dem mere. Det gælder også i det store fælleskab. Der er alt i alt en følelse af ubønhørlighed over det hele. Når båndet bliver brudt, er vi alle alene.

   Disse mekanismer er skildret i tusindvis af fiktive fremstillinger. Maren Ades vidunderlige Min far Toni Erdmann formår alligevel at gøre det på en ny måde og beskrive processen så originalt, at publikum bliver klogere. Filmen er et Frankensteins monster af umage stilarter. Den absurde realisme trodser alle genreskel. Derfor føles Toni Erdmann i sidste instans som virkelighed.

DET er en film om far og datter. Læreren Winfried (Peter Simonischek) er ved at nå vejs ende. Han har alderen til at være en af de sidste fra 1968. På skolen er han stadig ansvarlig for festlige optrin, men man fornemmer, at hans skøre signaturstil ikke er værdsat. Hjemme i parcelhuset, hvor han bor alene med sin kræftsyge hund, bliver han fyret af den sidste knægt, han gav klavertimer.

   Winfried kan sandt at sige også være et anstrengende bekendtskab. Han forvandler alt til pinlige practical jokes, som kun han selv sætter pris på. Når postbudet afleverer en pakke, opfører han en teaterforstilling. Lukker op i badekåbe, kalder på sin bror og kommer ud igen som en anden. Postbudet har bare travlt og undrer sig i forbifarten.

   Per Højholt skrev engang en bog om Intethedens grimasser. Titlen var nok inspireret af Samuel Beckett, som talte om at lave »pratfalls in the void« – at falde på halen i tomrummet. I hvert fald er det den slags klovnenumre, som pranksteren Winfried udfører. Nogle bekæmper døden med vrede. Winfried gør det med latter. Han og Højholt kunne for resten have fået en god snak.

=

WINFRIED er far til Ines (Sandra Hüller) på 30. Han har i mange år været skilt fra hendes mor, som lever trygt med en anden familie. Når Winfried kommer forbi, bliver han behandlet som en fætter, der er faldet lidt uheldigt ud. Han kommer også kun for Ines. De var engang så tætte. Det er de ikke mere.

   Situationen bliver behændigt formidlet i første akt af Toni Erdmann, som helt i Winfrieds ånd er fuld af famlende, pinlige scener, der ikke rigtigt er sjove – eller kun er sjove for alvorens skyld.*

   Ines er på sin side blevet benhård. Hun arbejder for et internationalt konsulentfirma, prøver at markere sig i mændenes domæne og stræber efter et lidt bedre job. Til sin fødselsdag er hun hjemme på besøg i fem minutter. Resten af tiden sidder hun i haven med sin telefon og ryger og bearbejder sin panik. Hun er sikkert ikke lykkelig, men det hér skal lykkes, for det er det nødt til.

   Ines er udstationeret i Bukarest, hvor firmaet foretager massefyringer i en koncern, der skal outsource sine aktiviteter. Det er gyldne, globaliserede tider, og pigen, som var sin fars loyale sidekick, kan ikke bruge hans skøre værdier. Han har slet ikke forberedt hende på det hér.

   Besøget forløber forventeligt pinligt, da Winfried dukker op i Bukarest. Ines klamrer sig til sin rutine, er presset i firmaet og har dårlig tid. De taler hårdt til hinanden. Det er, hvad tiden gør ved mennesker: Datteren skammer sig over sin far. De skilles i bitterhed, før han tager hjem for at vente på døden.

SÅ er det, at Winfried gentager tricket fra scenen med postbudet. Han bliver i Bukarest, griber dybt ned i posen med practical jokes og vender frygteligt tilbage under navnet Toni Erdmann. Forklædningen består af en sort paryk og et gult sæt falske tænder. Ines ved ikke, hvordan hun skal reagere.

   Toni er en verdensmand. Han trækker vejret dybt og frit, er coach for tidens chefer – og du skal lytte til din coach, som Niels Skousen synger med ironisk autoritet – spiser dyrt, snøfter coke, scorer til fester og er på alle måder så meget for meget, at illusionen overbeviser. I hvert fald tager han byen med storm. Mod sin vilje er Ines imponeret.

FØRSTE time af filmen er en tragisk komedie. Time to er en bittersød farce. Endelig følger en blanding af udsoningsakt og road movie. Ines viser Winfried rundt i sin verden. Han er med på virksomhedsbesøg og smiler til arbejderne, der skal fyres. Han ser, hvordan det er for Ines. De bliver far og datter igen.

   Kulminationen kommer i en scene, hvor Winfried har inviteret sig selv på visit hos en lokal kunstner (som sagtens kan se, at han ikke er den tyske ambassadør). Han sætter sig ved klaveret og får Ines til at synge deres gamle signatursang – Whitney Hustons »The Greatest Love of All« – én gang til og med følelse. Ikke et øje er tørt. Og humoren er blevet dødens alvorlig.

   Hos kunstneren står en behåret figur, som måler to en halv meter. Det er en slags folkedragt, men det kunne være Skrækkelige Winfried, som han føler sig og som datteren ser ham. Han har den på, da han kommer til hendes indflytningsfest, som af mange vidtløftige årsager er blevet et improviseret naked party.

PUBLIKUMS tålmodighed bliver rigeligt belønnet. På skrivekurser lærte man i gamle dage om to slags manuskripter. Den ene er den amerikanske, som Hollywood har gjort til et videnskabeligt studium med spændingskurver, hård kronologi og et strategisk point of no return.

   Alternativet er anti-strukturen fra ældre europæiske auteurfilm. Fortællingen er en flod, hvor skibet lægger til ved forskellige af øer af handling. Farten kan variere. Der er tusindvis af digressioner. Der er al den tid, som mennesket har.

   Det er den første slags film, vi ser flest af, og det er dén grammatik, vi er vant til at følge. Med den anden slags film må man arbejde mere, men får selvsagt også mere igen. Min far Toni Erdmann er et pragteksemplar.

INSTRUKTØREN Maren Ade (f. 1976) har Ines’ alder og sikkert også noget af hendes væsen. Men hun ser den gamle mand så klart, at det virkelig bliver en film uden alder. Den lange spilletid er både filmens svaghed og dens styrke. Den løse form er livsnødvendig.

   Maren Ade var kølig og koncis i den sagligt sædeskildrende Alle Anderen (2009, da. Alle andre), hvor et ungt par holdt ferie og gik hinanden på nerverne. Det var vist nok en lektion i kønspolitik. Toni Erdmann er et vulkanudbrud. Og et bevis på, at der venter en ny slags film, selv når man tror, at alting er set.

Se også Maren Ade: Alle Anderen/Everyone Else (2009).

*) Maren Ade siger selv, at Winfried-karakteren låner træk fra hendes egen far, der kan lide at bruge falske tænder og spøg-og-skæmt forklædning. Og at den insisterende, irriterende humor er inspireret af standupkomikeren Andy Kaufman (1949-1984), når denne var sværest at læse. 

   Toni Erdmann var Oscar-nomineret og modtog 59 andre filmpriser, bl.a. en dansk Bodil, fem EFA-priser og EUs LUX Award. Rettighederne til en amerikansk genindspilning blev solgt allerede i Cannes. Lisa Cholodenko (Laurel Canyon, The Kids Are All Right, Olive Kitteridge) skulle instruere Kristen Wiig i rollen som Ines og Jack Nicholson eller Bill Murray i rollen som hendes far. Begge koryfæer sagde ja og og nej i flere omgange. Det ville i givet fald være Nicholsons første filmrolle siden Reese Witherspoon/Owen Wilson-komedien How Do You Know?, som James L. Brooks instruerede i 2010. Man kan sagtens se en svanesang på niveau med About Schmidt (2002) i materialet, men det er uklart, om den nu 85-årige Nicholson kan medvirke. Man kan også forestille sig Bill Murrays take på karakteren, skønt temaet ligger tæt på Sofia Coppolas On The Rocks (2020). Manuskriptet (af Stewart Blumberg) foreligger, og projektet lever stadig efter COVID-19-pandemien. Meget tyder dog på, at Toni Erdmann er landet i talemådens »development hell«. Maren Ade har – på vegne af Komplizen Film, som hun er medstifter og medejer af – produceret og co-produceret 20 film siden Toni Erdmann. Det vides ikke, om instruktøren selv har en ny film på vej. 

Toni Erdmann (Min far Toni Erdmann). Instr. og manus: Maren Ade. Foto: Patrick Orth. 162 min. Tyskland-Østrig-Monaco-Rumænien-Frankrig-Schweiz 2016. Dansk premiere: 01.12.2016.

Fotos: Komplizen Film/ Coop99 Filmproduktion/ Missing Link Film/ Arte France/ Eurimages/ Camera Film/ CineMaterial/ MoevieStillsDB/ Kino.de/ IMDB (Festival de Cannes-photo 2016 by Dominique Charriau)/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.12.2016

Martin Scorsese: The Departed (2006)

RØVERE OG SOLDATER
Scorseses stilrene Oscar-magnet

Af BO GREEN JENSEN

FORTABTE sønner kan godt være gamle og relativt højt respekterede mænd. Det er ikke mange kunstnere, hverken i eller uden for filmen, som efter en lødig flirt med prisværdige emner bliver budt velkommen hjem af alle i folden, inklusive forhenværende nej-sigere, når de atter ser stort på smagfulde hensyn og leverer det hårde stof uden filter: gangsterdrab, blodhævn, eksplosiv vold og en fuldkommen mangel på ædle hensigter.

   Dog var det, hvad der skete for Martin Scorsese, som med helaftensthrilleren The Departed fik sin største succes i en længere årrække. Efter noble tiltag som Kundun (1997), Bringing Out the Dead (1999), Gangs of New York (2002) og The Aviator (2004) var han med eftertryk vendt tilbage til det betændte gangsterformat fra Goodfellas (1990) og Casino (1995). The Departed kunne på en måned sælge billetter for mere end 100 mio. dollars. Det var aldrig tidligere sket for Scorsese, som bestemt fortjente at score et hit.

   Efterfølgende modtog filmen Oscars i fire af de fem kategorier, hvor den var nomineret: Best Picture, Director, Adapted Screenplay og Film Editing. Scorsese havde været nærved-og-næsten så mange gange. Også derfor var stemningen god ved den 79. Academy Awards-ceremoni, hvor The Departed blev foretrukket for Babel, Letters from Iwo Jima, Little Miss Sunshine og The Queen.

SPØRGSMÅLET er så, om filmen kan bære. Egentlig er der tale om et remake, en efterjusteret amerikanisering af Andy Lau og Alan Maks kinesiske politisaga Infernal Affairs (2002), som var en stor succes mange steder. Herhjemme fik den premiere i juni 2004 og blev set af den lille, men trofaste skare, der sværger til asiatiske genrefilm.

   Præmissen er enkel og original. To politikadetter tager begge eksamen med udmærkelse. Den ene bliver anbragt undercover, dybt inde i triadestrukturen, som forvalter Hong Kongs organiserede kriminalitet. Den anden stiger til vejrs i etaten, men er i virkeligheden agent for triaden. Kun ganske få kender til hemmeligheden, og med årene bliver de færre.

   Det er dette deep cover, der gør en stor forskel. Man forklæder sig ikke blot for en uge. Man forpligter sig muligvis for et liv.

MAN har set lignende plots i spiongenren og den politiske thriller, hvor spejlkrig og skyggeboksning især i 1970erne var faste faktorer. Der er tale om en variation af muldvarpescenariet. Spændingen kommer især af, at de to mænd ikke kender hinandens identitet. Kun tilskueren besidder det fulde overblik, men rystes alligevel jævnligt i troen, når endnu en røver eller soldat bliver afsløret som agent for de andre.

   Helhedsindtrykket viser en uigennemtrængelig labyrintisk struktur, hvor moral i høj grad er en trossag, og personlig integritet er lige så nødvendig, som den er besværlig. Hvis man mister sig selv, er man prisgivet, for »to live outside the law you must be honest,« som Bob Dylan sang, da han og Scorsese var unge.

   Det er svært for en stikker at møde sit eget blik i barberspejlet. Det gælder uanset, om han arbejder for den maskerede ondskab eller forsvarer den kompromitterede godhed. Dybest set er alting ét fedt, når det gælder.

SCORSESE og forfatteren William Monahan har taget Lau og Maks historie, forenklet handlingsgangen og flyttet scenariet til Boston, hvor gangsterne har irske navne. Flere går stadig i kirke, og mange kommer af ydmyge kår.

   At Scorsese svigter sine sædvanlige italienske wiseguys og goodfellas, gør ingen nævneværdig forskel. Faktisk tangerer det ren camouflage og svarer til, at Nils Malmros optager sin tiende film, Kærestesorger (2009), i Viborg i stedet for Århus. Tematikken og de sociale koder er i vid udstrækning som altid. Det skal dog siges, at tonen i The Departed virker lidt mere tillært og vagt tv-agtig, som noget man har set på film, snarere end levet med og midt i.

PLOTTET er i detaljer kopieret efter den kinesiske skabelon. Forbryderen Frank Costello (Jack Nicholson) og politikommissæren Oliver Queenan (Martin Sheen) er gamle og så godt som ligeværdige modstandere, meget som Karla og Smiley i en tæt koldkrigsthriller af John le Carré. De vælger hver en fager prins og installerer ham i fjendens palads. Gadedrengen Sullivan (Matt Damon) betragter Costello som en slags far, skylder ham sin priviligerede opvækst og ender som leder af afdelingen, der specifikt er etableret for at knække gangsterens status som konge.

   Den sammenbidte Costigan (Leonardo DiCaprio) var som skilsmissebarn splittet mellem to miljøer, moderens forlorne societybaggrund, som hun havde giftet og for drengen at se prostitueret sig til, og faderens barske taberkvarter, hvor Costellos ord var den eneste lov. Man var enten med eller mod ham. Costigan senior stod fast på sin hæderlighed og døde som en fattig, men også respekteret mand, der for drengen i mørket blev et eksempel.

   Sullivan kan charmere enhver med sit drengede smil og sit vindende væsen. Kun kriminalassistent Digham (Mark Wahlberg), Queenans ubestikkelige og imponerende uforskammede sidekick, er ikke modtagelig. Costigan overbeviser de skeptiske gangstere ved uhæmmet brug af blind aggression. DiCaprio, den kroniske pubertetsknægt, er rigtig godt castet som desperado. Hadets sved formelig perler af manden, der lever sit drevne liv én dag ad gangen.

TONEN smøres på i lag. Jack Nicholson præsenterer miljøet med en tour de force af et foredrag, der kunne være inspireret af sociologen Pierre Bourdieus teorier om symbolsk og kulturel kapital. Senere sætter DiCaprio sig i respekt med en grænseoverskridende voldsom udtværing af to udenbys mafialakajer. Damon indleder et forhold til psykologen Madolyn (Vera Farmiga), men det samme gør den forpinte DiCaprio. Kvinden ved hverken ud eller ind, og kun publikum kender den fulde relation.

   Filmen varer tre timer, er uafbrudt engagerende og altid meget velspillet. De mest intense scener ligger, hvor Sullivan og Costigan er tættest på at røre hinanden. Det lykkes Damon at fryse DiCapprios skygge på et overvågningskamera. For det første er billedet skrøbelig smukt. For det andet siger det mere om mændenes uopnåelige lykke end alle dialogerne i tekstens øverste lag. Eneste problem er Nicholson, der som altid er farlig og morsom at følge. Han spiller hér sin skikkelse så langt ud, at realismen erstattes af grov grand guignol.

MOD slutningen udarter alt utroværdigt, for mange forhold afvikles symmetrisk. Man fornemmer, at der er mindre under overfladen end sædvanligt. Filmen har ikke den samme latente valør, som Joe Pesci og Robert De Niro er garanter for i de mafiaepos, hvor Scorsese færdes med større selvfølgelighed.

   Ikke desto mindre er The Departed en meget tilfredsstillende filmoplevelse, der løber ned i sindet som ren billedhonning. Det kinesiske forlæg fik både en forhistorie og en fortsættelse. Det gør The Departed ikke. Der er en rigtig slutning, og den findes næppe mørkere.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

The Departed. Instr.. Martin Scorsese. Manus: William Monahan. Foto: Michael Ballhaus. 152 min. USA 2006. Dansk premiere: 10.11.2006.

Fotos: Warner Bros./ Plan B./ Initial/ Vertigo/ Media Asia Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 23.04.2024

Anmeldelsen trykt i Weekendendavisen Kultur 10.11.2006

Store instruktører: Mike Nichols 1931-2014

MENNESKER BLIVER SPIST

Mike Nichols 1931-2014

Af BO GREEN JENSEN

»This is Benjamin. He's a little worried about his future.«

   Mon ikke alle har set The Graduate (1967, da. Fagre voksne verden) på et tidspunkt? Mike Nichols’ pragtfulde tidehvervsfilm gav Dustin Hoffman stjernestatus og gjorde »Mrs. Robinson« til sindbilledet på en forførende mor. Filmen undsagde tidens materialisme, netop som ungdommen gjorde det samme. Den var en kæmpesucces verden over. Få film har i dén grad inkarneret et kulturelt øjeblik.

   Der er gået 54 år. Kun Dustin Hoffman lever endnu – og Paul Simon, som fyldte 80 den 13. oktober 2021.* Han skrev jo sangen, som satte det fast. Nichols fandt selv »The Sound of Silence«. Han hørte storbysalmen i sløjfe, mens han arbejdede med manuskriptet, som Buck Henry havde afleveret. Men »Mrs. Robinson« kom ud af tynd luft, siger Simon. Somme tider må man gå med de glimt.**

MIKE Nichols døde i 2014. Han blev 83 år. Nichols begyndte som skuespiller og lavede uforglemmelig, improviseret stand-up sammen med Elaine May. Det var i 50erne, som måske blev Nichols’ bedste tid. Herefter var han en kunstner, som ikke kunne vælge mellem film og teater.

   I sin biografi om Nichols fortæller Mike Harris, at instruktøren ofte citerede de første ord, der falder i The Graduate. Det er stewardessens stemme, som taler i flyet, hvor Benjamin sidder: »Ladies and gentlemen, we’re about to begin our descent into Los Angeles.« På engelsk betyder descent også »nedstigning«. Og Nichols tænkte på Dantes Inferno.

   For Nichols sagde linien alt om Hollywood. Han satte den forrest i filmen med vilje. Det var sjovt at besøge filmbyen, men vigtigt at rejse hjem næste dag. Han havde set så mange kunstnere gå til i det spraglede vildnis.

DERFOR afbrød Nichols i første omgang arbejdet med sin debutfilm, Who’s Afraid of Virginia Wolf?, da forproduktionen trak i langdrag. Det var i 1964. Studiet ville give ham en komedie med Doris Day og Rock Hudson. Nichols sagde fra og tog hjem for at iscenesætte Neil Simons The Odd Couple.

   I 1966 var han tilbage og instruerede filmen med Richard Burton og Elizabeth Taylor, som blev en stor succes. Nichols var konge af Broadway, men uhjælpeligt forelsket i film: »Jeg foretrækker film for noget andet. Film er det bedste, vi har. De er en del af alles erfaring – noget man har tilfælles med andre. Der er filminstruktører, jeg ikke kunne nå på en million år. Truffaut! Fellini! Det er et mysterium. De rækker altid ud efter noget nyt.«

DE første år sad Nichols i held og kunne kontrollere sin karriere. Han lavede to fejlfri værker efter The Graduate: den ganske vist udskældte filmatisering af Joseph Hellers Catch-22 (1970, da. Punkt 22), som fra starten var drømmeprojektet, og den skærende klare Carnal Knowledge (1971, da. Kødets lyst) med Jack Nicholson, Art Garfunkel, Ann-Margret og Candice Bergen. Sidstnævnte film er en mesterklasse i kynisk, bevægende sædeskildring.

VAR det blevet ved de titler, kunne man lykønske Nichols med at være den første, som vandt på point over filmbyen. Men stille og støt begyndte en lang mellemtid med kompromiser. Mennesker bliver spist, hedder en af Erik Clausens film. Mike Nichols ville nikke gen- og anerkendende til den titel.

   Nichols blev rig og fik råd til selv at producere, da Fagre voksne verden slog an. Hans producer, Lawrence Turman, havde købt rettighederne til romanen for en engangssum på 20.000 dollars. Studierne ville gerne distribuere, men turde ikke sætte penge i filmen. Det gjorde endelig fribytteren Joseph Levine. Nichols arbejdede for et symbolsk honorar – til gengæld modtog han 16,5 % af overskuddet. The Graduate blev et kulturfænomen, en af de mest kommercielle film nogensinde.***

DER er gode titler (Biloxi Blues, Postcards from the Edge, Closer) og store succeser (Silkwood, Heartburn, Working Girl) blandt de 19 film, som det blev til. Der er kostbare fejlskud som Wolf (1994) og Charlie Wilson’s War (2007). Helt for sig står Angels in America (2003), tv-miniserien efter Tony Kushners AIDS-requiem, som er et stort værk i sin egen ret. Men ingen blev skabt uden de kompromiser, som Nichols havde svoret at undgå.

   Da Wolf var i problemer, blev Elaine May hentet ind. Varulvefilmen med Jack Nicholson er en monstrøs, sexistisk farvelade, men den kunne have været værre endnu. May var persona non grata i filmbyen efter Ishtar (1987), det dyreste flop i mands minde. Hun arbejdede anonymt som script doctor, hurtigt og for en høj hyre. Siden ville Nichols bare arbejde sammen med hende igen.

DER er fantastiske scener i The Graduate: den første forførelse; Benjamin, der er overvældet af forældrenes vennekreds og står ret på bunden af svømmebassinet i fuldt frømandsudstyr; den euforiske slutning, da han saboterer Elaines bryllup, og parret kører væk i en bus, mens medpassagererne velsigner projektet. Borgerligheden begraves eftertrykkeligt.

   Mike Nichols tog en gennemsnitlig sædekomedie, som stod i stor gæld til eksemplet fra J.D. Salingers The Catcher in the Rye (1951, da. Forbandede ungdom; Griberen i rugen), og gjorde den til noget tidløst. Når alt er sagt, og stilen og filmsproget er beundret, er det ikke Benjamins undren og afvisning, der står tilbage. Det er vreden i Mrs. Robinson.

   Anne Bancroft (1931-2005) spiller rollen så stærkt. Hun kunne ikke finde det rigtige tonefald under prøverne. »Hvorfor er hun ikke sød?« spurgte Bancroft. »Det ved jeg ikke,« sagde Nichols, »men jeg kan fortælle dig, hvordan hun lyder«. Han lavede stemmen: »Benjamin, vil du køre mig hjem?« »Ah!« udbrød Bancroft. »Det dér er vrede. Den kan jeg arbejde med.«

*) Art Garfunkel (f. 1941) er her naturligvis også stadig. De gamle skolekammerater fra Queens College begyndte som Everly Brothers-kopien Tom & Jerry og blev til brandet Simon & Garfunkel, da Simon i 1965 kom hjem fra sit vandreår i Europa. Da Simon og Garfunkel gik fra hinanden i 1970, var reaktionen i tiden lige så stærk, som da The Beatles smeltede ned. Jeg fremhæver Simon, fordi det altid var ham, der skrev og iscenesatte Garfunkels angeliske kantorstemme. Garfunkel har lavet ti gode albums alene – Watermark (1977), Scissors Cut (1981) og Lefty (1988) er særligt vellykkede. Som skuespiller fik han sine store roller i Nichols' Carnal Knowledge og Nicolas Roegs Bad Timing (1980). Begge film handler om, hvordan kvinder bliver brugt og betragtet af mænd. De er mere end værd at se på med et kønspolitisk #MeToo-blik. Scenen i Carnal Knowledge, hvor Garfunkel og Jack Nicholson taler om kvinder, mens de betragter skøjteløberne på Wollman Rink i Rockefeller Center er noget af det klareste i 70ernes film – og en af de smukkeste scener i Nichols' samlede oeuvre.

   I den skarpere Bad Timing er Garfunkel perfekt castet som psykiateren, der misbruger den bedøvede/ døende/ døde Theresa Russell. Begge film deler en dekadent sexisme med selskabsscenerne i Stanley Kubricks Eyes Wide Shut (1999). Alle tre film er misogyne kronstykker, men hos Kubrick bliver kvinden (Nicole Kidman) ikke ofret, som Ann-Margret gør i Carnal Knowledge og som Russell bliver i Bad Timing.

   Garfunkel havde en sidste rolle som twisted læge i Boxing Helena (1993) af Jennifer Lynch. Han kom over en depression ved at gå fra kyst til kyst og skrev Across America (bog + dokumentar + turné). I 2017 udgav han erindringsbogen What Is It All But Luminous: Notes From An Underground Man (New York: Knopf Doubleday). Simon blev en af de vigtigste sangskrivere i sin generation, men Garfunkel er anden slags ener. Boxsættet The Singer (2013) samler 34 indspilninger, som Garfunkel gerne vil huskes for. Kompilationen streames bl.a. på Spotify.

**) »It's very pleasurable to write in a stream-of-consciousness style. You find that, very often, what's in your mind is relevant, although it doesn't seem so at the moment. So while I was writing I had no idea that I would say that, but I said 'Where have you gone, Joe Dimaggio? A nation turns its lonely eyes to you'. And then the next line I didn't have but I made it up and I put it in. Then I asked myself later what it meant. And I said: Well, it means something. It will mean something.« [Paul Simon til Dick Cavett 04.09.1970] 

   Baseballstjernen Joe DiMaggio (1914-1999) spillede centerfield for The New York Yankees i 13 år og var et ikon for Simons generation. Uden for sportskulturen er han først og fremmest husket for sit ægteskab med Marilyn Monroe. De blev gift i 1954 og skilt året efter, men DiMaggio forblev hengiven til sin død. Modsat Arthur Miller kom han til hendes begravelse.

   Dick Cavett spørger, hvordan Dimaggio kom ind i sangen. Simon fortæller, at sangen begyndte som semi-improviseret musik, der skulle ligge under the chase scene. Han brugte nogle linier fra en sang, han arbejdede på indimellem; egentlig fortsatte den: 'And here's to you, Mrs. Roosevelt.' Historisk set passer Eleanor Roosevelt bedre sammen med DiMaggio end Mrs. Robinson gør. Klippet ligger på YouTube med titlen »Paul Simon Deconstructs 'Mrs. Robinson'«

***) Alting er relativt. Nichols' »symbolske« honorar var på 150.000 dollars. Lawrence Turman fortæller [i AMC-dokumentarserien om Movies that Shook the World fra 2005], at han belånte sit liv for at rejse de første 1.000 dollars til optionen, før Joseph Levine var involveret. The Graduate solgte billetter for 60 mio. i sin første regnskabsperiode. 

The Graduate (Fagre voksne verden). Instr.: Mike Nichols. Manus: Calder Willingham, Buck Henry. Foto: Robert Surtees. 106 min. USA 1967. Dansk premiere: 09.09.1968. Repremiere i iMax-sale: 23.09.2021.

Mark Harris: Mike Nichols. A Life. 674 s. New York: Penguin Press, 2021.

Fotos: Lawrence Turman Productions/ Metro-Goldwyn-Mayer Studios/ StudioCanal/ Amazon MGM Studios/ Penguin Press/ CineMaterial/ FilmAffinity/ FilmGrab/ Festival de Cannes/ YouTube (trailers + Dick Cavett Show clip)

The Graduate streames på Apple TV, MUBI, Rakuten TV, YouTube Film 

2K Blu-ray fra StudioCanal [50th Anniversary Edition] 14.08.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 24.09.2021