Sam Mendes: Away We Go (2009)

I MIDTEN AF LIVET

Et sjældent portræt af et lykkeligt par

Af BO GREEN JENSEN

LYKKEN er svær at skildre på film. Harmoni er kunstens fjende, og det gælder snarere om at skabe konflikter, der kan true balancen og udfordre idyllen, hvis man vil fastholde publikums interesse. Det lærer man på enhvert skrivekursus, og sædvanligvis er der meget om snakken. Også derfor er det bemærkelsesværdigt, at kærlighedens realitet og troen på fremtiden udgør et bærende tema i filmen med den eventyrligt klingende titel Away We Go.

   Teatermennesket Sam Mendes (f. 1965), som er brite, fik sit store og øjeblikkelige instruktørgennembrud i USA med Oscarvinderen American Beauty (1999), en ætsende syrlig sædekomedie, som manuskriptforfatteren Alan Ball (Six Feet Under) kan tage mindst halvdelen af æren for. Efter solide succeser som Road to Perdition (2002), antikrigsfilmen Jarhead (2005) og en kongenial filmatisering af Richard Yates' Revolutionary Road (2008) fik Mendes mulighed for at realisere en skæv og demonstrativt lille film om to gode mennesker, der skal have et barn sammen og prøver at finde et ordentligt hjem. Away We Go er enten en alvorlig komedie eller et drama med komiske islæt. En dværgelefant med girafpletter, altså, og som sådan et ret sjældent dyr.

BURT og Verona (John Krasinski og Maya Rudolph) har været gode sammen i mange år, da han bemærker, at hun smager anderledes og mere frugtagtig, idet han kysser hendes skød under tæppet. Hun beder ham lade være med at puste, som han plejer. Åbningsscenens hverdagsvarme er typisk for filmens kærlighedssyn. Der er ingen romantiske højder, men følelsen er alligevel dyb.

   Så nu skal de være forældre i en alder af 34 og 36. Ingen af de materielle ting er på plads, for årene gik med at afprøve livet. »Are we fuck-ups?« spørger de hinanden. Svaret blæser i vinden, men ikke for alvor. Verona og Burt er netop ikke tabere, for de er blevet voksne uden at miste hinanden. Mange i generationen har ventet for længe. Andre er blevet avlsmaskiner. Da Burts forældre (Catherine O'Hara og Jeff Daniels) træder i karakter som selviske 68'ere og tager til Belgien i to år, beslutter Verona, at tiden er inde til at se sig om efter et passende bosted med rigtige venner og sociale muligheder.

PÅ den måde bliver historien en anderledes road movie og en post-ironisk odyssé, som fører parret til Tucson og Phoenix i Arizona, til en jobsamtale i Madison, Wisconsin, og til et bittersødt gensyn med venner i Canada, som for amerikanere smager lidt af Det Forjættede Land. Ingen steder findes lykken, og først da en uerkendt længsel kalder Verona tilbage til de døde forældres hus, sidder parret med følelsen af at have fundet hjem. Handlingsgangen er forudsigelig på en meget smuk måde. Ingen tror vel for alvor, at glæde er geografisk bestemt.

   Away We Go er i forbifarten også en amerikansk vinterrejse, som prøver at måle tidens kropsvarme. Filmens nærmeste slægtninge er Alexander Paynes About Schmidt (2002), hvor enkemanden Jack Nicholson kører tværs over landet for at deltage i sin datters bryllup, og Jim Jarmuschs Broken Flowers (2005), hvor levemanden Bill Murray tager rundt og besøger sine eks-koner og kærester. Alle tre film handler naturligvis om at finde sig selv ved at spejle sig i andre. De er også dramatiske udstillingsvinduer for en mindre hær af gode gæstestjerner.

   For den hengivne Burt er der i grunden ingen verden uden for Verona. For ham er hun hjulet i midten af livet, og det kommende barn løfter alting på plads. Hun har sværere ved at acceptere flodens drift og skæbnens bane. Krasinski og Rudolph er usigeligt charmerende, og filmen er fuldkommen solidarisk med deres jordnære typer. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville have. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville være.

KONTRASTEN skabes af de karikerede typer, som Burt og Verona besøger på vejen til deres Eden. Veronas forhenværende kollega (Allison Janney) drikker desperate cocktails, nedgør sine overvægtige børn og taber tålmodigheden med sin bryske mand (Jim Gaffigan), der fantaserer om Amerikas kommende apokalypse.

   Burts bedste studiekammerat (Maggie Gyllenhaal) er nu en feministisk chefideolog, der opfatter klapvognen som en fascistisk rekvisit og har en blød hippiemand med en søhestefetich. Hun taler så overbærende om Verona, at den ellers milde Burt må skære igennem og sige fra, så det kan høres.

   Her når filmen komiske højder og sender samtidig tanken tilbage til rare klenodier som Bob Rafelsons Five Easy Pieces (1970) fra New Hollywoods storhedstid. Det sker endda med den samme, ganske let bedrevidende arrogance, som de unge movie brats fra boomer-generationen var fulde af.

  

MERE nuanceret skildres Grace (Carmen Ejogo), Veronas sørgmodige søster, som dater skiftende forretningsmænd i håb om at finde et acceptabelt kompromis. Burts bror (Paul Schneider) er blevet forladt af sin hustru. En gammel ven i Montreal (Chris Messina) nyder livet med en velstillet overskudsfamilie, men viser sig at bære på en smerte, der forløses i en enestående melankolsk scene, hvor hans hustru (Melanie Lynskey) danser til The Velvet Undergrounds gamle »Oh! Sweet Nuthin'«.

   Der er ikke skrevet ny musik. I stedet har Alexi Murdoch doneret ni sange, de fleste fra Time Without Consequence (2006), der lyder som pasticher på Nick Drake. Men temasangen »All My Days« har egenart og atmosfære. Også ristede kastanjer af George Harrison (»What is Life?«), The Stranglers (»Golden Brown«) og Bob Dylan (»Meet Me in the Morning«) er indlejret. Mendes har selv produceret det fornemme soundtrackalbum i samarbejde med Edward Saxon og Randall Poster.

   Originalt er især manuskriptet, som forfatterparret Dave Eggers (A Heartbreaking Work of Staggering Genius) og Vendela Vida (Let the Northern Lights Erase Your Name) har fyldt med autentiske detaljer. I filmen har Verona mistet begge forældre, da hun var i begyndelsen af tyverne. Det samme skete i virkeligheden for Eggers.*

I BUND og grund er Away We Go et enkelt portræt af et lykkeligt par, som bliver voksent og stifter familie. Et tema så banalt, at det tangerer det geniale. Sådan er der meget paradoksalt ved filmen, som er morsom, rørende, elegant og en lille smule selvglad i passager. Måske er der skønhedsfejl, men de er ikke store, og ånden driver værket i mål. Filmen er en ener. Man bliver glad og eftertænksom af at se den.

Se også Richard Yates og Revolutionary Road; James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020]; Sam Mendes: Empire of Light (2022) [Oscars 2023].

*) Eggers fortæller i gennembrudsbogen om sit forhold til forældrene, sine søskende og især om, hvordan han som 21-årig påtog sig ansvaret for den yngste, 8-årige bror, da familien brød sammen. Lindhardt og Ringhof udgav Et hjertegribende værk af overvældende genialitet i Mich Vraas oversættelse i 2001. Fem af Eggers' romaner er kommet på dansk. De øvrige fire er: You Shall Know Our Velocity (2002, da. I skal føle vores hastighed, Lindhardt og Ringhof v/ Mich Vraa); The Circle (2015, da. The Circle, People's Press 2015 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild); The Parade (2019, da. Paraden, Turbine 2020 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild); The Captain and the Glory (2020, da. Kaptajnen og æren, Turbine 2020 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild). A Hologram for the King (2012), som Tom Tykwer filmatiserede (med bl.a. Tom Hanks og Sidse Babett Knudsen) i 2016, er mærkværdigvis ikke oversat. Heller ikke McSweeney's-samarbejdet med bl.a. Michael Chabon er repræsenteret. Vendela Vida er oversat til tysk og fransk. Ingen af hendes tekster findes på dansk.

Away We Go. Instr.: Sam Mendes. Manus: Dave Eggers, Vendela Vida. Foto: Ellen Kuras. 98 min. USA 2009. Dansk premiere: 10.07.2010.

Fotos: Focus Features/ Edward Saxon Productions/ Big Beach Films/ Neal Street Productions/ Twins Financing/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime og VIAPLAY

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.07.2010.

Jim Jarmusch: Broken Flowers (2005)

GAMLE FLAMMER

Jim Jarmusch i 00ernes mainstream

Af BO GREEN JENSEN

FÅ formår som Bill Murray (f. 1950) at vise følelser uden at fortrække en mine. Hans pokerfjæs er et knust drengeansigt, som blot er blevet mere skuffet og vejrbidt, siden den lakoniske maske havde nyhedens interesse for 40 år siden. Murray er som årgangsvin. Han bliver bedre og bedre med alderen.

   Desværre har der sjældent været roller, som brugte den udtryksfulde udtryksløshed konstruktivt. Værdige undtagelser er John McNaughtons Mad Dog and Glory (1993, da. Pigen i midten), Sam Raimis tænksomme Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer) og Wes Andersons gakkede Rushmore (1998). Alligevel tænkte man endelig, da den livstrætte skuespiller fik rollen som livstræt skuespiller i Sofia Coppolas Lost in Translation (2003).*

   

HER kommer ærke-auteur Jim Jarmusch (f. 1953) imidlertid med en atypisk rund og tilgængelig film, der gør lige så god brug af Murrays talenter. Han spiller den reserverede Don Johnston, et følelsesmæssigt menneskepindsvin, som foretrækker at leve så stille som muligt foran fladskærmen i sit forstadseksil. Hans formue kommer fra IT-udstyr, men i hjemmet er der ingen computer, og da hans seneste kæreste (Julie Delpy) forlader ham i første scene, bliver han bare siddende og tænker sit. Situation er ikke ny for Don Johnston.

   Så kommer brevet, der vækker ham lidt. En gammel kæreste skriver, at de sammen har en voksen søn, som hun aldrig har fortalt ham om. Der er bare ingen afsender på. »Det var lige godt pokkers,« kan man se Murray tænke. Indtil videre bliver han dog siddende. Senere kommer naboen (Jeffrey Wright), en glad mand med kone og stor børneflok, og præsenterer en detaljeret rejseplan. Han opsøger da sine gamle flammer, og fire af filmens stærkeste blomster får hver et kvarter at gøre godt med: Sharon Stone, Frances Conroy, Jessica Lange og Tilda Swinton.

STONES karakter er stadig i stemning og har en promiskuøs teenagedatter (Alexis Dziena), som for en sikkerheds skyld hedder Lolita. Conroy er blevet ejendomsmægler. Lange tager sig mere end godt betalt for at psykoanalysere folks kæledyr, mens Swinton bor i skurvogn og er blevet en bitter og stram biker chick. Han ser dem, sover også hos en enkelt, men siger ellers så lidt som muligt, mens han overvejer de mulige liv, som han desværre eller heldigvis er gået glip af. Om der er en søn, får man muligvis hold på til allersidst, da Murray for et øjeblik bliver atypisk sentimental.

DET er ikke nogen stor film, og det er intet typisk Jarmusch-arbejde. Alligevel fik Broken Flowers juryens Grand Prix ved årets Cannes Festival, og man genser den gerne for stemningen, typerne og den stedvis meget slet skjulte satire i skildringen af de sociale miljøer. Kvinderne er uden undtagelse prægtige, og Murray kan sin type til fuldkommenhed.

   Ikke desto mindre ligner Broken Flowers mere et supplement til Alexander Paynes About Schmidt (2002, da. Rundt om Schmidt), en road movie for enkemænd med Jack Nicholsen i fri drift på vejen til Denver, end en film af manden bag Down by Law (1986), Dead Man (1995) og Ghost Dog (1999). Broken Flowers er let som et snefnug og umådeligt charmerende. Den er sikkert også hurtigt glemt igen.

Se også Jim Jarmusch: Only Lovers Left Alive (2013); Jim Jarmusch: Paterson (2016).

*) OVENSTÅENDE er skrevet i 2005, da selviske mænd var mere på mode. Efter Rushmore blev Murray uundværlig for Wes Anderson, der har brugt ham i sine film lige siden: The Royal Tenenbaums (2001); The Life Aquatic with Steve Zissou (2004); The Darjeeling Limited (2007); Moonrise Kingdom (2012); The Grand Budapest Hotel (2014) og The French Dispatch (2021). Murray lægger stemme til Grævling i Fantastic Mr. Fox (2009) og til Boss i Isle of Dogs (2018), som begge er animationsfilm. Faktisk er Asteroid City (2023), som får Cannes-premiere i maj, den første Anderson-film uden spor af Bill Murray.

   I Sofia Coppolas On The Rocks (2020) vender Murray tilbage som en vakkelvorn far, der aldrig rigtigt har været der for sin datter og kun melder ind, når det passer i hans planer. Filmen kan ses som et revisionistisk blik på levemandstypen fra både Broken Flowers og Lost in Translation. I Theodore Melfis St. Vincent (2014) kan man se, hvordan det er muligt at misbruge Murrays gnavpotmanér. I Roger Michells mere vellykkede Hyde Park on Hudson (2012) spiller Murray lidt mere mod sin type og forsvinder i rollen som Franklin Delano Roosevelt.

   Jarmusch brugte Murray igen i zombiesatiren The Dead Don't Die (2019), hvor han er sheriffen i byen, der inficeres.

Broken Flowers. Instr.: Jim Jarmusch. Manus: Jim Jarmusch, Bill Raden, Sara Driver. Foto: Frederik Elmes. 105 min. USA 2005. Dansk premiere: 07.10.2005.

Fotos: Focus Features/ Five Roses/ BAC Films/ NFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies

Weekendavisen Kultur 07.10.2005 + 30.04.2023

Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5)

TREDIVE ÅR EFTER
En fortsættelse i forklædning

Af BO GREEN JENSEN

NORFOLK, Virginia, december 2003. Der er fake christmas trees i vinterlandskabet, da Larry »Doc« Sheperd (Steve Carell) træder ind i baren, hvor Sal Nealon (Bryan Cranston) beværter en enkelt stamkunde.

   Sal må være i tresserne nu. Han er begyndt at kunne mærke sin alder, men sover stadig med støvlerne på og sætter pris på at drikke igennem. Doc er en stille, lidt yngre mand, som har haft et meget dårligt år. Først døde hans hustru. Nu skal han begrave sin søn, der er faldet i Irak.

   Sal skal nødes, men så genkender han Doc. De var sammen i Vietnam 30 år før, og Doc gjorde dengang noget særligt for Sal og kammeraten Mueller. Nu har han brug for en gentjeneste. De kører sammen ud til kirken, hvor Mueller (Laurence Fishburne) er blevet en dydsiret pastor.

DOCS søn skal begraves på Arlington Cemetery. Militæret har iværksat den store ceremoni. Så hører Sal fra en ung sergent, hvor vilkårligt den faldne søn døde. Doc vil ikke have heltebegravelsen og insisterer på at rejse hjem til New Hampshire med kisten.

   En lang tur med svinkeærinder følger. Der er megen god snak og kølige sideblikke på landet, som stadig er på hælene to år efter 9/11. Da Sal og Mueller lejer en U-Haul, bliver de taget for terrorister. Mobiltelefoner er noget nyt. Det er meget et USA af sin tid.

FILMEN ligner en lidt rusten blanding af William Faulkners As I Lie Dying og Husbands ifølge John Cassavetes. Og har som elegisk afsked mange af de samme sobre kvaliteter som Francis Ford Coppolas oversete Gardens of Stone (1987, da. Bag krigen) og Spike Lees Da 5 Bloods (2020). Isoleret set er Last Flag Flying en tilbagelænet road movie om tre pensionister. Der er ikke den bedste balance mellem patos og situationskomedie.

   Det er svært at se et oplagt formål med vennernes genforening. Alt giver mere mening, hvis man ved, at der er tale om en toer. For Last Flag Flying er på sæt og vis en fortsættelse til The Last Detail, som Hal Ashby instruerede i 1973, da studiesystemet tog tælling, og New Hollywood var i zenit.

   Jack Nicholson havde en af sine signaturroller som »Bad-Ass« Buddusky, der sammen med »Mule« Mullhall fik til opgave at aflevere den 18-årige Larry Meadows ved Portsmouth Naval Prison. Matroserne havde ondt af drengen og besluttede at give ham en sidste tur på vulkaner.

DEN hårde straf, som Hal Ashbys nyklassiker hedder på dansk, var baseret på en roman af Darryl Ponicsan, som stadig er utilfreds, fordi Robert Towne fik al æren for manuskriptet. Buddusky, Mulhall og Meadows var hans kreationer.

   Ponicsan er imens blevet 84 år. I 2005 skrev han Last Flag Flying, som genforener trioen. I bogen har karaktererne deres »rigtige« navne. Det er Billy Bad-Ass, Mule Mulhall og Larry Meadows, som mødes igen efter tredive år for at begrave sidstnævntes søn.

   Det var oplagt at se på en filmatisering. Flere store studier håbede, at Jack Nicholson ville gentage sin rolle som Buddusky. Morgan Freeman var castet som Mule, og Randy Quaid var ivrig efter at spille Meadows.

   Alt så meget lovende ud. Så valgte Nicholson i stedet at lave The Bucket List (2007, da. Nu eller aldrig) sammen med Freeman. Kun Amazon Studios ville producere en sequel uden Nicholson. Ponicsan husker ikke, om det var ham selv eller instruktøren Richard Linklater, der fandt på at give de tre mænd andre navne og ændre nogle detaljer i baggrunden.

DET spiller heller ingen rolle. Jeg har stor sympati for projektet, som tydeligvis er et kærlighedsarbejde, men det kan ikke nægtes, at historien virker søgt og konstrueret. Skønt Cranston bander og brovter i Nicholsons stil, er der en gennemgribende pænhed. Der er intet af den autentiske profanitet fra Den hårde straf.

   Det betyder ikke, at der ikke er momenter. I de bedste scener finder Carell, Cranston og Fishburne et fælles fodslag, en ubesværet tone, som overbeviser om kammeratskab. Det sker typisk, når forklaringsarbejdet er sat på standby, og når den unge sergent Washington (J. Quentin Johnson) fungerer som veteranernes straight man.

LINKLATER kan noget særligt med tale og tiden. I Before-trilogien (1995-2013) med Ethan Hawke og Julie Delpy er der gået ti år, hver gang parterne taler ud. Boyhood (2014) fulgte en barndom i virkelig tid. Det er altid i dialogen, at han sporer en forandring, som karaktererne næppe selv ser til hverdag.

   Det rokker bare ikke ved, at Last Flag Flying er svagere end The Last Detail. På en god dag kunne Jack Nicholson have gjort den afgørende forskel. Han valgte så i stedet at medvirke i den forglemmelige Nu eller aldrig. Bad-Ass Buddusky ville korse sig og spytte efter spejlet.

Se også Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4].

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Boyhood (2014); Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022). 

Last Flag Flying. Instr.: Richard Linklater. Manus: Richard Linklater, Darryl Ponicsan. Foto: Shane F. Kelly. 125 min. USA 2017. Dansk premiere: 16.08.2018 (Cinemateket).

Fotos: Amazon Studios/ Big Indie Pictures/ Cinetic Media/ Detour Filmproduction/ Lionsgate [Last Flag Flying]; Columbia Pictures [The Last Detail]/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab.com

Last Flag Flying streames ikke i DK - udgivet på Blu-ray + Digital HD 30.01.2018

The Last Detail streames på iTunes og udkommer på 4K Ultra HD Blu-ray 25.10.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2018