Translate

Viser opslag med etiketten Julie Delpy. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Julie Delpy. Vis alle opslag

søndag den 30. april 2023

Jim Jarmusch: Broken Flowers (2005)


GAMLE FLAMMER
Jim Jarmusch i 00ernes mainstream

Af BO GREEN JENSEN

FÅ formår som Bill Murray (f. 1950) at vise følelser uden at fortrække en mine. Hans pokerfjæs er et knust drengeansigt, som blot er blevet mere skuffet og vejrbidt, siden den lakoniske maske havde nyhedens interesse for 40 år siden. Murray er som årgangsvin. Han bliver bedre og bedre med alderen.
   Desværre har der sjældent været roller, som brugte den udtryksfulde udtryksløshed konstruktivt. Værdige undtagelser er John McNaughtons Mad Dog and Glory (1993, da. Pigen i midten), Sam Raimis tænksomme Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer) og Wes Andersons gakkede Rushmore (1998). Alligevel tænkte man endelig, da den livstrætte skuespiller fik rollen som livstræt skuespiller i Sofia Coppolas Lost in Translation (2003).*


   
HER kommer ærke-auteur Jim Jarmusch (f. 1953) imidlertid med en atypisk rund og tilgængelig film, der gør lige så god brug af Murrays talenter. Han spiller den reserverede Don Johnston, et følelsesmæssigt menneskepindsvin, som foretrækker at leve så stille som muligt foran fladskærmen i sit forstadseksil. Hans formue kommer fra IT-udstyr, men i hjemmet er der ingen computer, og da hans seneste kæreste (Julie Delpy) forlader ham i første scene, bliver han bare siddende og tænker sit. Situation er ikke ny for Don Johnston.
   Så kommer brevet, der vækker ham lidt. En gammel kæreste skriver, at de sammen har en voksen søn, som hun aldrig har fortalt ham om. Der er bare ingen afsender på. »Det var lige godt pokkers,« kan man se Murray tænke. Indtil videre bliver han dog siddende. Senere kommer naboen (Jeffrey Wright), en glad mand med kone og stor børneflok, og præsenterer en detaljeret rejseplan. Han opsøger da sine gamle flammer, og fire af filmens stærkeste blomster får hver et kvarter at gøre godt med: Sharon Stone, Frances Conroy, Jessica Lange og Tilda Swinton.



STONES karakter er stadig i stemning og har en promiskuøs teenagedatter (Alexis Dziena), som for en sikkerheds skyld hedder Lolita. Conroy er blevet ejendomsmægler. Lange tager sig mere end godt betalt for at psykoanalysere folks kæledyr, mens Swinton bor i skurvogn og er blevet en bitter og stram biker chick. Han ser dem, sover også hos en enkelt, men siger ellers så lidt som muligt, mens han overvejer de mulige liv, som han desværre eller heldigvis er gået glip af. Om der er en søn, får man muligvis hold på til allersidst, da Murray for et øjeblik bliver atypisk sentimental.



DET er ikke nogen stor film, og det er intet typisk Jarmusch-arbejde. Alligevel fik Broken Flowers juryens Grand Prix ved årets Cannes Festival, og man genser den gerne for stemningen, typerne og den stedvis meget slet skjulte satire i skildringen af de sociale miljøer. Kvinderne er uden undtagelse prægtige, og Murray kan sin type til fuldkommenhed.
   Ikke desto mindre ligner Broken Flowers mere et supplement til Alexander Paynes About Schmidt (2002, da. Rundt om Schmidt), en road movie for enkemænd med Jack Nicholsen i fri drift på vejen til Denver, end en film af manden bag Down by Law (1986), Dead Man (1995) og Ghost Dog (1999). Broken Flowers er let som et snefnug og umådeligt charmerende. Den er sikkert også hurtigt glemt igen.



*) OVENSTÅENDE er skrevet i 2005, da selviske mænd var mere på mode. Efter Rushmore blev Murray uundværlig for Wes Anderson, der har brugt ham i sine film lige siden: The Royal Tenenbaums (2001); The Life Aquatic with Steve Zissou (2004); The Darjeeling Limited (2007); Moonrise Kingdom (2012); The Grand Budapest Hotel (2014) og The French Dispatch (2021). Murray lægger stemme til Grævling i Fantastic Mr. Fox (2009) og til Boss i Isle of Dogs (2018), som begge er animationsfilm. Faktisk er Asteroid City (2023), som får Cannes-premiere i maj, den første Anderson-film uden spor af Bill Murray.
   I Sofia Coppolas On The Rocks (2020) vender Murray tilbage som en vakkelvorn far, der aldrig rigtigt har været der for sin datter og kun melder ind, når det passer i hans planer. Filmen kan ses som et revisionistisk blik på levemandstypen fra både Broken Flowers og Lost in Translation. I Theodore Melfis St. Vincent (2014) kan man se, hvordan det er muligt at misbruge Murrays gnavpotmanér. I Roger Michells mere vellykkede Hyde Park on Hudson (2012) spiller Murray lidt mere mod sin type og forsvinder i rollen som Franklin Delano Roosevelt.
   Jarmusch brugte Murray igen i zombiesatiren The Dead Don't Die (2019), hvor han er sheriffen i byen, der inficeres.


Broken Flowers. Instr.: Jim Jarmusch. Manus: Jim Jarmusch, Bill Raden, Sara Driver. Foto: Frederik Elmes. 105 min. USA 2005. Dansk premiere: 07.10.2005.


Fotos: Focus Features/ Five Roses/ BAC Films/ NFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies
Weekendavisen Kultur 07.10.2005 + 30.04.2023

fredag den 16. september 2022

Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022)


LINKLATERS LIVSVÆRKER
Om at fastholde tiden og lade den flyde

Af BO GREEN JENSEN

RICHARD Linklater (f. 1960) har lavet mange slags film, siden han ankom med Slacker (1990) og Dazed & Confused (1993). Texaneren blev fra begyndelsen set som en tilbagelænet talsmand for den søvnige »
Generation X«, som Douglas Coupland m.fl. skrev om i litteraturen.
   Han har – heldigvis – bevaret sin slentrende tone, uanset om genren var mainstream (Bad News Bears), økologisk protest (Fast Food Nation), skæv biopic (Me and Orson Welles) eller hjertearbejder som Last Flag Flying (2017), der genforener de tre soldater fra Hal Ashbys The Last Detail (1973). 

  

ALLE Linklaters film er seværdige, men hovedbidraget må være de kronologiske projekter. I 1995 lod han to unge rejsende, amerikaneren Jesse (Ethan Hawke) og franske Céline (Julie Delpy), tale til daggry ved toget i Wien. Before Sunrise blev en uforgængelig film, der i dråbeform koncentrerer sin tid. Man ser den nu og er tilbage i årtiet, som tror, at Den Kolde Krig er forbi.
   Fordi karaktererne var interessante, kunne de mødes (og skilles) igen i Paris i Before Sunset (2004). Kronen på værket er Before Midnight (2013), hvor vi ser dem som familien, de blev. Parret er i Grækenland med sine døtre, og forholdet er i krise. De taler dog stadig med humor og varme. Det gør selvsagt alt for filmene, at Hawke og Delpy ældes i virkelig tid.



DER blev for alvor syet med lang tråd i Boyhood (2014). Boyhood er filmet over 12 år og følger drengen Mason (Eller Coltrane) fra han er otte til han er 18 og forlader Austin-forstaden for at gå på college. Rammen er autentisk, men historien er fiktiv. Masons forældre, der begge får nye partnere, bliver spillet af Patricia Arquette og Ethan Hawke, som er en avatar for instruktøren.
   Linklater arbejdede på filmen et par uger hvert år. Der sker ikke meget. Omvendt sker det hele: en barndom bliver levet, tiden går, og vi ser, at den sætter sig i karakteren. Linklater blev Oscar-nomineret for sin instruktion og sit manuskript. Boyhood har meget til fælles med Terrence Malicks Tree of Life (2011). Der er bare ingen metafysisk fernis og heller ingen fortidsdyr.



JEG dvæler ved Tempus Fugit-projektet, fordi filmene tydeligvis er vigtige og særlige for Linklater, og fordi den semi-selvbiografiske Apollo 10½: A Space Age Childhood vokser ud af samme bestræbelse. Linklater havde ideen allerede i 2004, da han var midtvejs med Before-trilogien og skulle til at begynde på Boyhood. Han ville gerne bruge sin egen barndom, men syntes ikke, at der var drama nok til en rekonstruktion i fuld skala.
   Apollo 10½ føjer to små historier sammen til en stor barndomsskildring. Stan er ni år i sommeren 1969, da hele verden følger rumkapløbet. Emnet fylder ekstra i Houston-forstaden El Lago, hvor alle arbejder for NASA. Stan er efternøleren blandt seks søskende – de andre i huset driller ham med, at han ofte mangler på fotos og smalfilm. På lydsporet taler Jack Black som den voksne Stan.



FORTÆLLINGEN skildrer med varm præcision og stor kærlighed en hvid drengetid i de nye forstæder. Det særlige er, at det bliver gjort i animationsform. Linklater har før brugt animation i episodefilmen Waking Life (2002), hvor også parret fra Before-trilogien optræder, og i sin kongeniale fortolkning af Philip K. Dicks A Scanner Darkly (2006). Formen var som skabt til at skildre det paranoide verdenssyn hos forfatteren.
   Linklater laver ikke lækre animationsfilm i stilen fra Disney og Pixar. Teknikken er rotoscoping – man filmer i live action og bearbejder digitalt. Metoden blev udviklet til Waking Life af Bob Sabiston. Det var samme mand, som Jørgen Leth henvendte sig til, da han skulle genskabe barberingsscenen fra Det perfekte menneske (1968) i sin og Lars von Triers De fem benspænd (2003).



FORMEN passer perfekt til Apollo 10½. Linklater skildrer en barndom med skole, sport, biografer, tv’et, som der er kamp om, når en familie på otte skal enes. I baggrunden hører vi om krigen i Vietnam, de politiske attentater, den sociale uro. Ældste søster slår over på Dick Cavett Show, hvor gæsten er Janis Joplin. Joni Mitchell besøger The Johnny Cash Show. En anden søster spiller »Sugar Sugar« med The Archies i sløjfe. Stan har mange tv-favoritter, men allerhelst vil han se The Twilight Zone.
   Filmens temasang er Donovans »Barabajagal«. Den ene af de hårdkogte bedstemødre er konspirationsteoretiker. Hun hvisker til børnene om JFK, der overlevede skuddet i Dallas, men blev gemt væk på en græsk ø, som ejes af Aristotelis Onassis. På den måde giver det hele jo mening.



FORMATET kommer især til sin ret, når børnene går med mormor i biografen og ser The Sound of Music. Også Rumrejsen år 2001 citeres som tegnefilm – og vi ser Walter Cronkite tale med Arthur C. Clarke, mens der tælles ned til Apollo 11-opsendelsen. Vist er filmen nostalgisk, men det er efter drengetilstanden – den ser ikke 1960erne som et tabt paradis.
   I den anden historie bliver Stan samlet op af to mænd i sorte habitter og kørt til NASA, som har brug for at afprøve måneflyvningen i lille skala. Stan gennemgår træningsprogrammet og lander i Stilhedens Hav. Han fortæller, som skete det faktisk. Stan viser alle de trivielle relikvier frem. Nogle er husket, andre er glemt – »but not by me«, forsikrer han.



DET ER USIGELIGT charmerende, hvis man har Linklaters alder. For yngre tilskuere er det ikke den værste måde at rejse tilbage i tiden på. Fantasien giver endelig mening, da drengen er faldet i søvn og bliver båret i seng, så han går glip af månelandingen. For han har allerede været der, og som Stans mor siger til sin mand: »Du ved, hvordan erindringen fungerer. Med tiden vil han huske det, som om han virkelig oplevede det.«
   Denne lille sandhed er for så vidt hele den store pointe. Linklaters næste kronologiske projekt er Merrily We Roll Along. Den bygger på Stephen Sondheims musical, men filmen skal optages over tyve år, ligesom Boyhood blev til over 12. Tanken er at vende kronologien til slut.



DE fleste Linklater-film har haft dansk premiere. Where’d You Go, Bernadette? (2019) gik tabt i covidnedlukningen. Cate Blanchett spiller en arkitekt i livskrise. Atmosfæren er fortvivlet komik, og finalen er henlagt til Antarktis. Hvor blev du af, Bernadette? kan ses på Filmstriben og C More. Apollo 10½ ligger på Netflix, som også er koproducent.
   Linklater har aldrig brugt store ord og dyre fagter. Men han har bevaret sit særpræg i 30 år nu.




Apollo 10½: A Space Age Childhood. Instr. & manus: Richard Linklater. Foto: Shane F. Kelly. 97 min. USA 2022. Dansk premiere: 01.04.2022 (streaming).


Fotos: Minnow Mountain/ Submarine/ Detour Filmproduction/ Netflix Animation/ Soundcrafter/ CineMaterial/ Filmgrab.com/
Filmen streames på NETFLIX
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.05.2022.

lørdag den 4. september 2021

Richard Linklater: Boyhood (2014)


DE MINDSTE TING
En opvækst forløber i virkelig tid

Af BO GREEN JENSEN

I 90erne fik man begrebet hybridfilm. Det dækker i regelen dokumentariske fortællinger, der intensiverer deres skildring af virkeligheden ved at bruge narrative tricks og strategier, som man er vant til at arbejde med i fiktionen.
   Trafikken kan dog også gå den anden vej. I Richard Linklaters stilfærdigt nyskabende Boyhood forstærkes troværdighedspræget, fordi fortælleformen inddrager træk, man forbinder med dokumentaren. En helaftensfilm, der beskriver tolv år af et almindeligt amerikansk drengeliv, lyder næppe særligt spændende. Imidlertid er det lykkedes Linklater at skabe noget skært og dyrebart.
   Boyhood begynder i 2002, da drengen Mason (Ellar Coltrane) er otte år gammel. Han og søsteren Samantha (Lorelei Linklater) bor hos deres mor (Patricia Arquette), som er separeret fra børnenes far (Ethan Hawke), der netop dén dag er på besøg.
   Da filmen slutter i 2013, er Mason fyldt 18 og flytter hjemmefra for at studere. Forskellige udvalgte dage på vejen er skildret i semi-dokumentarisk atmosfære. Forældrene har nye forhold. Masons far begynder forfra i et nyt ægteskab med en ny lille søn. Mor er gift med en fordrukken professor og en bitter Irak-veteran. Miljøerne veksler fra country i Austin til kristen skydeglæde hos Fars nye svigerforældre.



BOYHOOD varer to timer og tre kvarter. Der sker sådan set ikke andet, end at Mason vokser op. Det særlige er, at Linklater har filmet de medvirkende over 12 år. De ældes derfor i virkelig tid, og filmen lagrer hvert øjeblik, som det var. Boyhood bliver på den måde en blanding af sort boks og tilbageskuende Amerika-skildring.
   Linklater brugte en lignende metode i trilogien om Jesse og Céline (Ethan Hawke og Julie Delpy), der mødes som unge turister i Before Sunrise (1995), finder hinanden igen i Before Sunset (2006) og er blevet et træt par med tvillingedøtre i Before Midnight (2013). Også her bliver karaktererne ældre sammen med tiden. Der er dog tale om struktureret fiktion, et afrundet værk for hvert møde.
   Boyhood er derimod bygget som en tidskapsel fra begyndelsen. Fra 2002 til 2013 har Linklater samlet de medvirkende i cirka tre uger hvert år. Fortællingen er ajourført og har til en vis grad taget form efter Coltranes personlige udvikling, men der er ikke biografisk sammenfald. Det er en film, det har taget ti år at indspille.



STYRKEN er især, at Linklater afholder sig fra at tydeliggøre. De bestemmende øjeblikke bliver ikke gjort større, end de er. Dramatikken skabes snarere ved nænsom redigering. Gentagelserne er fjernet fra forløbet. Summen af trivielle hverdage er blot markeret. På den måde friskrabes de nødvendige erfaringer.
   Et eksempel er scenen, hvor den så godt som flyvefærdige Mason får en opsang af sin fotolærer, der kan se, at han har evner, men må lære at bruge dem ydmygt. Mason synes ikke om blot at reproducere. På reportageopgaver kommer han altid hjem med kunstfærdige fortolkninger af virkeligheden.
   Læreren forklarer, at man først må mestre faget og beskrive tingene, som de er. Han sender Mason til en fodboldkamp og beder ham komme hjem med en færdig serie udvalgte og redigerede fotos. Det er både et lynkursus i journalistisk metode og en variation af mødet med Den Gode Lærer, som gør en forskel.


HER er hverken føleri eller kulde. Da Mason vinker farvel og kører væk, føles det virkelig, som om Coltrane og Arquette var mor og søn i virkeligheden. Der er ingen stor musik til at booste det heftige følelsesstof. Et liv tager form, en barndom forlades. Boyhood er blevet en åbenbaring af hverdag, et billeddigt om dybden i de mindste og mest almindelige ting.



Boyhood. Instr. og manus: Richard Linklater. Foto: Lee Daniel, Shane F. Kelly. 165 min. USA 2014. Dansk premiere: 04.09.2014.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ IFC Productions
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Arrow Video 02.12.2024
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.09.2014 

fredag den 3. september 2021

Richard Linklater: Before Midnight (2013)


EN FJERN SOL I ERINDRINGEN
Når syvårskrisen sætter ind

Af BO GREEN JENSEN

DE har altid haft en deadline. Céline og Jesse mødtes i Before Sunrise (1995) og så hinanden igen i Before Sunset (2004). Der har altid været noget, som de skulle nå at sige til hinanden, før fristen udløb. I Before Midnight har de fået hinanden, men der er stadig meget, de mangler at sige. Richard Linklaters Before-trilogi er et sjældent helstøbt udtryk for romantisk realisme. Den er også et stort snakkestykke.
   Dialogen begyndte i Wien. Amerikanske Jesse og franske Céline var begge først i tyverne, da de sad i toget og faldt i snak. De fulgtes ad og blev forelskede. I hvert fald kunne de forestille sig et liv med hinanden. De talte natten væk i Wien, før de tog videre med hver sit tog næste dag. Karaktererne var skåret tæt på skuespillerne, som fremstillede dem. Julie Delpy er født i 1969, Ethan Hawke i 1970. Céline og Jesse havde sikkert samme alder, da de mødte hinanden i Before Sunrise.



INSTRUKTØREN Richard Linklater var ti år ældre end parret i filmen. Med debutfilmen Slacker (1991) havde han markeret sig som en repræsentant for 90er-generationen, der blev forbundet med begreber som grunge i musikken og en post-moderne ironi, som gjorde det svært at tage noget alvorligt. Filmskaberen Kevin Smith (Clerks) og forfatteren Douglas Coupland (Generation X) var andre flaghejsere for denne no wave, som især var defineret ved sin historieløshed og sin mangel på et program.
   Slacker fulgte nogle venner gennem én dag i instruktørens hjemby, Austin i Texas. Opfølgeren Dazed and Confused (1993) gjorde det samme for en gymnasieklasse, der havde sidste skoledag i maj 1976. Slacker blev modtaget med entusiasme. Dazed and Confused fik derimod skyld for at forfladige generationsoplevelsen. Det var med disse sten i bagagen, at Linklater tog til Europa, som for et øjeblik – efter Murens fald, men før krigen på Balkan – var blevet et sindbillede på ny åbenhed og optimisme.



FOR tredje gang brugte Linklater den begrænsede tidsramme til at skildre et romantisk møde, som ikke fik lov til at folde sig ud, og som derfor blev ved at leve som en uforløst mulighed. Before Sunrise var en tidehvervsfilm først og fremmest. Gennem fine og følsomme samtaler tegnede manden fra Amerika og pigen fra Europa konturerne af en tid, to mennesker og en generation. Der blev ikke talt i overskrifter. Kritiske røster fandt æstetikken reklamefilmsagtig.
   Linklater har siden haft en alsidig produktion, både i Hollywood og independentmiljøet. Der er mekaniske studiefilm som The Newton Boys (1998), The School of Rock (2003) og Bad News Bears (2006). Der er sobre bestillingsopgaver som den britiske Me and Orson Welles (2008). Disse film har betalt for egne produktioner som Tape (2001), Fast Food Nation (2006) og A Scanner Darkly (2006). Det var dog altid noget særligt med filmene om Jesse og Céline.



HVERKEN Linklater, Hawke eller Delpy kunne slippe karaktererne fra Before Sunrise. Første gang de mødtes igen, var i en scene fra animationsfilmen Waking Life (2001), hvor Linklater brugte rotoskopi til at bearbejde live action-scener. Arbejdet blev udført af Bob Sabiston, som senere brugte teknikken f.eks. til at animere Jørgen Leth i Lars von Triers De fem benspænd. Linklater og Sabistons hovedværk er A Scanner Darkly, en filmatisering af Philip K. Dicks paranoide manifest. I Waking Life ligger Jesse og Céline og taler i sengen. Han siger, at de måske blot er aktører i hinandens fantasi.



TRE år senere tager Céline initiativet, da Jesse kommer til Paris for at promovere sin nye roman. Han er i mellemtiden blevet gift og har fået en søn. Céline bor sammen med en mand, som aldrig er hjemme. Hun får sit eksemplar af romanen signeret. De er 33 og 34 nu. Hun siger, at det gik fint, indtil hun læste hans bog. »I was fine until I read your fucking book. It stirred up shit, you know. It reminded me how genuinely romantic I was, how I had so much hope in things...«
   Han skal tilbage til New York samme aften, og de tilbringer dagen sammen i Paris, ganske som de gjorde ni år før i Wien. De går hjem til Céline og hører Nina Simone. Det er hele tiden muligt, at han ikke tager afsted. Ved slutningen er det uklart, om han når sit fly. Begge har savnet samtalen. Omvendt er der forpligtelser. Wien er som en fjern sol i erindringen. »Det handler ikke engang om dig længere,« siger Céline til Jesse. »Det handler om det øjeblik, der er forsvundet for altid.«



DER er gået otte år mere i Before Midnight. Céline og Jesse tog altså springet og blev sammen efter gensynet. De har yndige tvillingedøtre. De har tilbragt sommeren i Grækenland som gæster på et refugium. Han har skrevet på sin fjerde bog, mens hun har passet pigerne. Jesses teenagesøn, som bor hos sin mor i Chicago, har været på besøg. Filmen åbner i lufthavnen, hvor Jesse sender drengen hjem. Jesse synes ikke, de har fået sagt nok. Sønnen mener, at der næsten er sagt for meget.
   Hvordan det blev, som det blev, og hvordan det er, kommer for en dag i den første lange dialog mellem Jesse og Céline. De sidder i bilen og taler, mens pigerne – som har været syge, hvilket ikke hjalp på feriestemningen – sover på bagsædet. Hele trilogien er baseret på samtaler, som føles fuldkommen naturlige. Scenerne spiller i mange minutter. De samler hverdagskrummer op som en fugtig finger. Linklater skrev Before Sunrise sammen med Kim Krizan. I de følgende film er dialogen blevet til i samarbejde med Ethan Hawke og Julie Delpy.



NÅR det kommer til stykket, går det ikke så fantastisk for familien. Eller han er i det store hele tilfreds, mens hun føler, at hun har lidt afsavn, har sat sit eget arbejdsliv på standby, er blevet bred om hofterne og altid er den, der står med de praktiske ting, som en hverdag består af. Jesse synes også, at han gør sit. Hun kalder ham Kaptajn Pletfri – med bidende ironi – og parodierer hans faste samlejeteknik.
   Der er en lang snak i bilen, så en endnu længere samtale, der føres på en stemningsfuld baggrund af olivenlund og ruiner. På refugiet holder man afskedsmiddag, og der er i den forbindelse en lang fællesscene med både dybe og lommefilosofiske replikker. Parret takker for tiden i solen. Så har vennerne en overraskelse. Céline og Jesse skal tilbringe natten på et romantisk hotel. Værelset er bestilt og betalt, så de kan dårligt sige nej tak til gaven.*



HER følger filmens sætstykke – en 14 minutter lang dialog, hvor alle kortene kommer på bordet. Hun får næsten talt sig ud af ægteskabet og kærligheden for bestandig. Han kan faktisk huske følelsen, som binder dem sammen, og han taler godt for sagen, da det gælder. Da hvedebrødsværelset bliver klaustrofobisk, henlægges samtalen til en restaurant på havnen. I de første film var det spændende, om parret fandt hinanden. Denne gang er spørgsmålet, om de vil blive sammen.
   Det er en ualmindelig velskreven dialog, som kommer rundt om de største og de mindste ting, ofte i én og samme sætning. Enhver, der har været i et parforhold, i langvarige ægteskaber og sammenbragte børnefamilier, vil nikke genkendende til det hele. Flere scener føles som outtakes fra hverdagen. Der er dog også manierismer, som var mindre markante i de første to film.



DIALOGEN tenderer mod sarkastisk situationskomik i stilen fra Woody Allen. Sådan skriver Julie Delpy – tonen præger også de parforholdsfilm, 2 dage i Paris (2007) og 2 dage i New York (2012), som hun selv har instrueret. Det er sukker om den bitre pille, og underholdningsværdien er høj, men mange af replikkerne spiller for det billige grin. Det er Céline, som gør brug af sarkasmen. Jesse siger mindre og er mere reflekteret. Der bliver nok også sagt for meget, som begge parter udmærket ved.
   Til tider kan man høre manuskriptet på en måde, som man ikke kunne i Before Sunrise og Before Sunset. Célines klagepunkter er mange – og man fornemmer, at der findes en huskeliste med samlivsproblemer og kønspolitiske temaer, som skal krydses af. Især ved et gensyn bliver filmens svagheder synlige. Måske er det bare sådan. Tiden gør nar af os alle. Med årene bliver vi til tricks og klicheer.



DER bliver dog kompenseret på den dramatiske konto. Hawke og Delpy taler helt ubesværet, som om der ingen iscenesættelse var. Projektet har få sidestykker. To karakterer passerer fra 24 til 44 år og er egentlig altid i gang med at føre en samtale, som de aldrig bliver færdige med. De kan tro, at de er trætte af at snakke, men hvis samtalepartneren ikke var der, ville de slet ikke kunne fungere.
   Der er stadig en friskhed i formen, som er unik. Man skal naturligvis se Before Midnight, og bagefter kan man gå hjem og gense de to første film. Der er også gået tyve år for én selv, og det er bevægende at se de unge mennesker, som møder hinanden i toget i Before Sunrise. Et ældre par skændes på tysk. De forlader kupeen, og amerikaneren spørger sin franske medpassager:
   »Kunne du forstå, hvad de skændtes om? Taler du engelsk?« »Ja. Nej, desværre. Jeg er ikke god til tysk.« Efter en pause tilføjer hun: »Ved du, man siger, at ægtepar mister evnen til at høre hinanden, efterhånden som de bliver ældre?« »Nej.« »Mændene mister evnen til at høre skingre lyde, og kvinderne taber hørelsen i det lave register. De opvejer hinanden, går jeg ud fra.« »Det er nok naturens måde at lade par blive gamle sammen på uden at slå hinanden ihjel.«


SCENEN er fuld af profetisk ironi. Bliver Céline og Jesse gamle sammen, og kan de stadig høre hinanden efter otte år i hverdagens vridemaskine? Man håber det jo, for dette par er alle par i generationen, der kom til ved den kolde krigs slutning.
   De første to film var besatte af tidsånd. Den tredje handler om kærligheden for alvor. På sin minimalistiske måde er det en af de store amerikanske film i årtiet.


*) Blandt gæsterne ved bordet er Yiannis Papadopoulos, Ariane Labed, Panos Koronis og Athina Rachel Tsangari. Papadopoulos havde titelrollen i Boy Eating Bird's Food, en poetisk-absurdistisk sædeskildring fra den græske finanskrise, som Ektoras Lygizos skrev og instruerede i 2012. Ariane Labed spillede Marina i Tsangaris gennembrudsfilm Attenberg (2010). Hun medvirkede også i The Lobster, den første engelsksprogede film af Yorgos Lanthimos og Efthymis Filippou. Her ses Tsangari ved bordet sammen med Koronis, der var en af de seks mænd ombord på lystfartøjet i Tsangaris Chevalier (2015). 

Before Midnight. Instr.: Richard Linklater. Manus: Julie Delpy, Ethan Hawke og Richard Linklater. Foto: Christos Voudouris. 109 min. USA-Grækenland 2013. Dansk premiere: 22.08.2013


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Miracle Film Distribution/ Warner Bros.
Filmen streames på Amazon Prime, Apple TV, Grand Hjemmebio, MUBI, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra The Criterion Collection [i bokssættet The Before Trilogy (Spine #856)] 28.10.2019
Anmeldelsen stod i  Weekendavisen Kultur 23.08.2013.