Translate

Viser opslag med etiketten Apollo 11. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Apollo 11. Vis alle opslag

fredag den 16. september 2022

Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022)


LINKLATERS LIVSVÆRKER
Om at fastholde tiden og lade den flyde

Af BO GREEN JENSEN

RICHARD Linklater (f. 1960) har lavet mange slags film, siden han ankom med Slacker (1990) og Dazed & Confused (1993). Texaneren blev fra begyndelsen set som en tilbagelænet talsmand for den søvnige »
Generation X«, som Douglas Coupland m.fl. skrev om i litteraturen.
   Han har – heldigvis – bevaret sin slentrende tone, uanset om genren var mainstream (Bad News Bears), økologisk protest (Fast Food Nation), skæv biopic (Me and Orson Welles) eller hjertearbejder som Last Flag Flying (2017), der genforener de tre soldater fra Hal Ashbys The Last Detail (1973). 

  

ALLE Linklaters film er seværdige, men hovedbidraget må være de kronologiske projekter. I 1995 lod han to unge rejsende, amerikaneren Jesse (Ethan Hawke) og franske Céline (Julie Delpy), tale til daggry ved toget i Wien. Before Sunrise blev en uforgængelig film, der i dråbeform koncentrerer sin tid. Man ser den nu og er tilbage i årtiet, som tror, at Den Kolde Krig er forbi.
   Fordi karaktererne var interessante, kunne de mødes (og skilles) igen i Paris i Before Sunset (2004). Kronen på værket er Before Midnight (2013), hvor vi ser dem som familien, de blev. Parret er i Grækenland med sine døtre, og forholdet er i krise. De taler dog stadig med humor og varme. Det gør selvsagt alt for filmene, at Hawke og Delpy ældes i virkelig tid.



DER blev for alvor syet med lang tråd i Boyhood (2014). Boyhood er filmet over 12 år og følger drengen Mason (Eller Coltrane) fra han er otte til han er 18 og forlader Austin-forstaden for at gå på college. Rammen er autentisk, men historien er fiktiv. Masons forældre, der begge får nye partnere, bliver spillet af Patricia Arquette og Ethan Hawke, som er en avatar for instruktøren.
   Linklater arbejdede på filmen et par uger hvert år. Der sker ikke meget. Omvendt sker det hele: en barndom bliver levet, tiden går, og vi ser, at den sætter sig i karakteren. Linklater blev Oscar-nomineret for sin instruktion og sit manuskript. Boyhood har meget til fælles med Terrence Malicks Tree of Life (2011). Der er bare ingen metafysisk fernis og heller ingen fortidsdyr.



JEG dvæler ved Tempus Fugit-projektet, fordi filmene tydeligvis er vigtige og særlige for Linklater, og fordi den semi-selvbiografiske Apollo 10½: A Space Age Childhood vokser ud af samme bestræbelse. Linklater havde ideen allerede i 2004, da han var midtvejs med Before-trilogien og skulle til at begynde på Boyhood. Han ville gerne bruge sin egen barndom, men syntes ikke, at der var drama nok til en rekonstruktion i fuld skala.
   Apollo 10½ føjer to små historier sammen til en stor barndomsskildring. Stan er ni år i sommeren 1969, da hele verden følger rumkapløbet. Emnet fylder ekstra i Houston-forstaden El Lago, hvor alle arbejder for NASA. Stan er efternøleren blandt seks søskende – de andre i huset driller ham med, at han ofte mangler på fotos og smalfilm. På lydsporet taler Jack Black som den voksne Stan.



FORTÆLLINGEN skildrer med varm præcision og stor kærlighed en hvid drengetid i de nye forstæder. Det særlige er, at det bliver gjort i animationsform. Linklater har før brugt animation i episodefilmen Waking Life (2002), hvor også parret fra Before-trilogien optræder, og i sin kongeniale fortolkning af Philip K. Dicks A Scanner Darkly (2006). Formen var som skabt til at skildre det paranoide verdenssyn hos forfatteren.
   Linklater laver ikke lækre animationsfilm i stilen fra Disney og Pixar. Teknikken er rotoscoping – man filmer i live action og bearbejder digitalt. Metoden blev udviklet til Waking Life af Bob Sabiston. Det var samme mand, som Jørgen Leth henvendte sig til, da han skulle genskabe barberingsscenen fra Det perfekte menneske (1968) i sin og Lars von Triers De fem benspænd (2003).



FORMEN passer perfekt til Apollo 10½. Linklater skildrer en barndom med skole, sport, biografer, tv’et, som der er kamp om, når en familie på otte skal enes. I baggrunden hører vi om krigen i Vietnam, de politiske attentater, den sociale uro. Ældste søster slår over på Dick Cavett Show, hvor gæsten er Janis Joplin. Joni Mitchell besøger The Johnny Cash Show. En anden søster spiller »Sugar Sugar« med The Archies i sløjfe. Stan har mange tv-favoritter, men allerhelst vil han se The Twilight Zone.
   Filmens temasang er Donovans »Barabajagal«. Den ene af de hårdkogte bedstemødre er konspirationsteoretiker. Hun hvisker til børnene om JFK, der overlevede skuddet i Dallas, men blev gemt væk på en græsk ø, som ejes af Aristotelis Onassis. På den måde giver det hele jo mening.



FORMATET kommer især til sin ret, når børnene går med mormor i biografen og ser The Sound of Music. Også Rumrejsen år 2001 citeres som tegnefilm – og vi ser Walter Cronkite tale med Arthur C. Clarke, mens der tælles ned til Apollo 11-opsendelsen. Vist er filmen nostalgisk, men det er efter drengetilstanden – den ser ikke 1960erne som et tabt paradis.
   I den anden historie bliver Stan samlet op af to mænd i sorte habitter og kørt til NASA, som har brug for at afprøve måneflyvningen i lille skala. Stan gennemgår træningsprogrammet og lander i Stilhedens Hav. Han fortæller, som skete det faktisk. Stan viser alle de trivielle relikvier frem. Nogle er husket, andre er glemt – »but not by me«, forsikrer han.



DET ER USIGELIGT charmerende, hvis man har Linklaters alder. For yngre tilskuere er det ikke den værste måde at rejse tilbage i tiden på. Fantasien giver endelig mening, da drengen er faldet i søvn og bliver båret i seng, så han går glip af månelandingen. For han har allerede været der, og som Stans mor siger til sin mand: »Du ved, hvordan erindringen fungerer. Med tiden vil han huske det, som om han virkelig oplevede det.«
   Denne lille sandhed er for så vidt hele den store pointe. Linklaters næste kronologiske projekt er Merrily We Roll Along. Den bygger på Stephen Sondheims musical, men filmen skal optages over tyve år, ligesom Boyhood blev til over 12. Tanken er at vende kronologien til slut.



DE fleste Linklater-film har haft dansk premiere. Where’d You Go, Bernadette? (2019) gik tabt i covidnedlukningen. Cate Blanchett spiller en arkitekt i livskrise. Atmosfæren er fortvivlet komik, og finalen er henlagt til Antarktis. Hvor blev du af, Bernadette? kan ses på Filmstriben og C More. Apollo 10½ ligger på Netflix, som også er koproducent.
   Linklater har aldrig brugt store ord og dyre fagter. Men han har bevaret sit særpræg i 30 år nu.




Apollo 10½: A Space Age Childhood. Instr. & manus: Richard Linklater. Foto: Shane F. Kelly. 97 min. USA 2022. Dansk premiere: 01.04.2022 (streaming).


Fotos: Minnow Mountain/ Submarine/ Detour Filmproduction/ Netflix Animation/ Soundcrafter/ CineMaterial/ Filmgrab.com/
Filmen streames på NETFLIX
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.05.2022.

onsdag den 27. januar 2021

Damien Chazelle: First Man (2018)


SOM MÅNEN KASTER SKYGGE
Astronauten Neil Armstrong 1930-2012

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN er en ren tour de force, mejslet med omhu og akkuratesse. Den sætter scenen nøjagtigt, samtidig med, at den desorienterer.
   Tilskueren kastes hovedkulds ud i et vidtåbent rum, hvor sanserne prøver at navigere. Der er ingen pejlemærker. Der er allerhøjst fornemmelsen af en horisont. Støjen er aggressiv og intens. Selve luften brøler i den kværnende turbine.
   Vi deler oplevelsen med piloten i et cockpit. Han trykker febrilsk på forskellige kontakter, men instrumenterne vil ikke reagere. »You’re bouncing off the atmosphere, Neil,« siger stemmen fra kontrolcentret. »Du preller af mod atmosfæren.« Og det gør flyet virkelig igen og igen.
   First Man suger effektivt publikum ind. Alle i salen får svedige hænder. Hvis året er 1961, må det være overlydsflyet X-15, som piloten prøver at lande. Projekt Mercurys raketfly var en forløber for Gemini-serien, som igen var en skitse til Apollo-programmet.


I SOMMEREN 2021 er der gået 52 år, siden Neil Armstrong og Buzz Aldrin tog de første skridt på Jordens måne. Apollo 11-missionens tredje deltager, Michael Collins, blev ombord på kommandofartøjet, mens Armstrong og Aldrin satte landingsmodulet Eagle ned på den kridtørkenagtige overflade.
   Først sagde Armstrong: »Ørnen er landet«. Lidt senere: »Det er et lille skridt for et menneske, men et kæmpespring for menneskeheden.« Efter to en halv time i Stilhedens Hav begyndte Apollo 11 rejsen tilbage.
   Missionen markerede slutningen på rumkapløbet, som var en af de mest overvågede fronter i propagandakrigen mellem supermagterne. Sovjetunionen havde ført siden opsendelsen af Sputnik 1 (1957), Sputnik 2 med »rumhunden« Laika ombord (1957) og kosmonauten Jurij Gagarins første supersoniske jordomflyvning (1961). Men USA vandt finalen.
   Det havde kostet adskillige menneskeliv og mange millioner dollars. Det triumferende Moonshot var Vestens stolteste øjeblik. Alligevel sad flere tilbage med en følelse som i sangen af Leonard Cohen: »It’s like our visit to the moon or to that other star/ I guess you go for nothing if you really want to go that far.«


FILMEN First Man beskriver – ikke kort, men til gengæld ret godt –
 Neil Armstrongs vej til Apollo-programmet. Der er tre effektfulde sætstykker: begyndelsen i raketflyet og den nervepirrende Gemini 8-flyvning i 1966, hvor det lykkedes at sammenkoble to fartøjer, men hvor missionen alligevel måtte opgives på grund af tekniske fejl; endelig den forløsende månelanding, hvor fortællingens strømme konvergerer.
   First Man vælger i alle scener at give en fysisk, konkret og subjektiv vinkel på situationer, som kunne være mere neutralt eksponeret. Filmen deler astronautens tunnelsyn. Armstrong er både motiveret og defineret af det personlige tab, som han og hustruen Janet lider i starten. Parrets datter dør af kræft, og Armstrong flygter ind i sit arbejde.
   Astronauternes venskab og rivalisering er en kontrast til de store rumøjeblikke. Filmen registrerer samtidens kritik af ressourceforbruget – forfatteren Kurt Vonnegut optræder uventet kritisk i et arkivklip, og sorte demonstranter synger om, hvordan »Whitey on the Moon« blot er endnu en racistisk markering. Denne mediestøj når knapt astronauterne. Den er noget, som ledelsen og PR-folk tager sig af.

FIRST Man skal stå distancen over for især to forgængere: Philip Kaufmans The Right Stuff (1983, da. Mænd af rette støbning), som ramte den kliniske tone i Tom Wolfes bog om udvælgelsen af de første Project Mercury-piloter, og Ron Howards Apollo 13 (1995), som gjorde den eneste fejlslagne Apollo-mission til en langstrakt øvelse i varm patriotisme.
   Filmen er mere end kompetent instrueret af Damien Chazelle, som hidtil har været et navn, man forbinder med dans og musik. Han instruerede Whiplash (2014), og han genrejste den amerikanske filmmusical med La La Land (2016), der kunne fremstå som noget afgørende nyt, fordi Chazelle kender, behersker og holder af traditionen.
   Her arbejder han for første gang efter et manuskript, som han ikke selv har skrevet, og han forholder sig til en tid, som han ikke selv har levet i. Chazelle er født i 1985, da Apollo-programmet var lukket for længst, og rumrejserne havde mistet den romantiske aura, som konkurrerede med kritikken af NASA’s overforbrug.


RYAN Gosling fungerer udmærket som Armstrong. Claire Foy (fra The Crown) gør Janet Armstrong til en stærk karakter, der ikke uden videre vil spille rollen som passiv mønsterhustru. Hun tager hen til NASA og kræver en forklaring, da kontrolcentret lukker for lyden fra Gemini 8. Corey Stoll er forfriskende direkte som den frejdigt ambitiøse Buzz Aldrin.
   Chazelle kan sin filmhistorie og låner træk fra flere forbilleder. Blandt andet får Armstrong en Rosebud-erindring. Astronauten taler aldrig om sin døde datter, men han har hendes perlearmbånd i lommen, og det bliver endelig lagt på plads. Det er detaljen, som fastholder den humane synsvinkel midt i en grundlæggende inhuman proces.*
   Flere scener har en slående lighed med Christopher Nolans Dunkirk (2017). Der er den samme oplevelse af at være midt i et kværnende maskineri og gøre det nødvendige. Der er hverken overblik eller moral.


CHAZELLE har sit eget take på det hele. Hans musikalske præferencer kommer til udtryk i sjælere som Meredith Willsons »I Am the Moon« og Harry Revels »Lunar Rhapsody«. Det er musikken, som binder ægtefællerne sammen. Vi får aldrig deres historie. Vi hører den i de knasende sange.
   Egentlig skulle Clint Eastwood have instrueret. First Man var da blevet en helt anden film. Alle, som oplevede månelandingen live, har en vis portion nostalgi investeret. Fordi Chazelle er født længe efter det hele, kan han bedre sortere i stoffet og vurdere, hvad der har relevans.
   Mens historien sker, er der kun vilkårlig bevægelse. Perspektivet kommer med eftertiden, når månen kaster skygger, og vejen gennem skoven kan ses. Der vil da være krummer og småsten, som glimter. Måske var missionen ikke så skæv.



*Josh Singers manuskript bygger på First Man: The Life of Neil A. Armstrong (New York: Simon and Schuster, 2005), den autoriserede biografi, som James R. Hansen var adskillige år om at skrive, fordi Armstrong kun traf hurtige beslutninger, når han var ude i rummet. Armstrong nåede at godkende filmprojektet, før han døde i 2012. Både Hansen og Armstrongs to (nu midaldrende) sønner var rådgivere på filmen. Mark og Rick Armstrong siger, at adskillige scener i den kom fra dem. Især 
»The Talk« – den obligatoriske køkkensamtale, hvor Neil Armstrong fortæller hver søn om risici ved missionen, der venter – var selvoplevet. Også den bevægende detalje om Karen Armstrong, som fik en hjernesvulst og døde, er autentisk. Fotoet viser den virkelige Armstrong, som trækker datterens kælk gennem sneen i 1961. Det ligger som alt muligt andet på nettet. Jeg ved ikke, hvem der har taget eller lagt det op. Men tre år efter er det stadig Rosebud-detaljen, jeg husker fra filmen. Og så den fantastiske åbningsscene. 

First Man. Instr.: Damien Chazelle. Manus: Josh Singer. Foto: Linus Sandgren. 141 min. USA 2018. Dansk premiere: 25.10.2018.


Fotos: Universal Pictures/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ UIP DK
Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Google Play, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy 
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 26.10.2018

søndag den 24. januar 2021

Theodore Melfi: Hidden Figures (2016) [Black Lives Matter 11]


LIGESTILLINGENS ASTRONAUTER

Også nede på jorden tog kampene fart 

Af BO GREEN JENSEN

I 1961 var prestige- og propagandakrigen mellem USA og USSR på sit højeste. Den militære indsats fandt sted på flere fronter og som regel i det skjulte, men ikke når rumkapløbet blev brugt til at vise den nye teknik og formåen.
   Sovjetunionen lå forrest fra opsendelsen af Sputnik i oktober 1957 til Jurij Gagarins jordomkredsning i april 1961. John F. Kennedy holdt sin forpligtende tale om at lande på månen, »fordi det er svært«. NASA knækkede koden i februar 1962, da John Glenn gennemførte USA’s første bemandede togt.
   Apollo-programmet åbnede i januar 1967 (med Virgil Grissoms varmedød). Sovjet begyndte i stedet at satse på rumstationer. Apollo 11 landede i Stilhedens Hav i juli 1969. I 1975 gennemførte stormagterne i fællesskab Apollo-Soyuz-projektet. Dét var måske et større skridt for menneskeheden.
   Hidden Figures handler egentlig ikke om dette. Filmen foregår i de febrilske otte måneder, hvor NASA sætter alt ind på at få en astronaut i kredsløb. Mens landet ser op, hersker racismen. Flere Freedom Rides blev gennemført. Borgerrettighedsbevægelsen tog fart i takt med rumprogrammet. På denne afstand er det fristende at se en forbindelse mellem de himmelstormende initiativer.


DET var også i 1961, at NASA fik sin første »elektronhjerne« fra IBM installeret. Før da henviste ordet »computer« til en person. Der var adskillige afro-amerikanske kvinder i NASA. Hidden Figures skildrer tre: talbegavelsen Katherine Goble, Dorothy Vaughan, som blev den første chefprogrammør, og Mary Jackson, der insisterede på sin ret til at blive ingeniør.
   De tre karakterer virker lidt for generisk repræsentative, men er ikke desto mindre autentiske. Theodore Melfis film bygger på bogen Hidden Figures: The Story of the African-American Women Who Helped Win the Space Race (2016) af Margot Lee Shetterly, som solgte filmrettighederne, før manuskriptet var i trykken. Filmen har været og er ekstremt populær. 
   Den er heller ikke dårlig, men kunne måske have vist lidt flere tænder, der bed fra sig. I 1961 blev køn og racer stadig betragtet som »equal but separate«. Det ændrede sig under rumkapløbet. Også nede på jorden tog kampene fart. Hertil kommer faglige kampe for bedre arbejdsforhold generelt. Der er tre registre af forskelsbehandling i spil. Enten favner filmen for bredt. Eller også ser den rigtigt og siger, at man ikke kan skille tingene ad.


LEDEREN af rumprogrammet hedder Al Harrison, og det er ham, der henter Katherine Goble ind for at knuse de sværeste tal, da Sovjets succes lægger pres på afdelingen.
   Harrison er farveblind. Det er ham ligegyldigt, om matematikerne er hvide eller »farvede«, som man siger i 1961. Men NASA er racistisk funderet. De sorte kvinder sidder i deres egen bygning, hvor den hvide mellemleder (Kirsten Dunst) aldrig kommer. De har deres eget toilet. I begyndelsen må Katherine løbe 20 minutter hver vej, når hun skal besørge.
   Harrison spørger, hvor Katherine bliver af. Hun holder derfor en flammende tale om menneskets ret at tisse. Det er filmens store scene, og den rammer så rent i hjertekulen, at tårerne presser på sammen med glæden, da Harrison henter en hammer og banker Colored-skiltet ned.

ELLERS er alt en parade af klicheer. Forskeren Paul Stafford (Jim Parsons) vil tage æren for Katherines udregninger. Dorothy sniger sig at læse en introduktion til programmørsproget FORTRAN i bibliotekets hvide afdeling. Mary taler dommeren til fornuft. De har kønne børn og gode mænd, der hurtigt bliver vundet for sagen.
   Der er et hierarki af fordomme i spil: køn, etnicitet og klasseforskelle. Alle har held med projektet, fordi de tror på sig selv og på Gud. Det er meget, meget mainstream, men det er også varmt og velment.
   Skuespillerne kan deres typer. Taraji P. Henson, Octavia Spencer og Janelle Monáe er fortrinlige. Kevin Costner investerer al sin demokratiske poster boy-charme i rollen som Al Harrison. Glenn Powell lyser op som John Glenn.
   Produktionen er designet med museal akkuratesse. Det er derfor en skam, når den politiske korrekthed bliver prioriteret over autenticiteten. I 1961 var der tæt tobaksrøg alle vegne – også hos NASA. Her er der ikke en tændt cigaret noget sted.


HIDDEN Figures havde held til at sige noget væsentligt om den racistiske fortid og kampen for ligestilling. Modsat mindre forsonlige fremstillinger – som Ava DuVernays Selma (2014) – valgte Melfi at se positivt på historien. Ikke siden Norman Jewisons In the Heat of the Night (da. I nattens hede) – som fyldte 50 år i 2017 – var en film i dén grad kommet til tiden.
   Kun fire år efter ser man den kuraterede historiefortælling med en anakronistisk og næsten nostalgisk undren. Det er vaniljefarvet mainstream fra en verden, som tror, at det stille og roligt går den rigtige vej. Altså tiden lige før Trump og COVID-19, før urolighederne efter politiets drab på George Floyd i Minneapolis i maj 2020 og systemets reaktion på samme. Det er før mere polarisering, og før Black Lives Matter tog handskerne af. Som sådan er Hidden Figures især et solidt vidnesbyrd om tidsånden i Barack Obamas præsidentperiode.
   Kan vi nå det endnu, vil vi gerne tilbage.

Hidden Figures. Instr.: Theodore Melfi. Manus: Theodore Melfi og Allison Schroeder. Foto: Mandy Walker. 127 min. USA 2016. Dansk premiere: 26.01.2017.


Fotos: NASA/ Fox 2000/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Instant, Disney+, Google Play, iTunes Movies
Bragt første gang i Weekendavisen Kultur 27.01.2017, justeret og revideret 24.01.2021

søndag den 29. december 2019

Apollo 11 1969-2019


FRA JORDEN TIL MÅNEN
Apollo 11 fylder 50 - så hvad kom der ud af det hele?

Af BO GREEN JENSEN


STOFFET havde bare ligget hen og samlet støv. Der har jo aldrig været mangel på materiale om den første månevandring, som Neil Armstrong foretog i juli 1969. Lige siden har vi set tilbage, markeret og diskuteret, om rejsen til Månen var umagen værd. I snit en gang hvert femte år. 
   Der skulle derfor ske noget særligt til den officielle fejring af 50-året for Apollo 11-missionen. Det mente CNN Films, en selvstændig enhed i nyhedsnetværket, som kontaktede dokumentaristen Todd Douglas Miller. Miller havde netop færdiggjort Last Steps, en film om Apollo 17, som lukkede måneprogrammet i 1972. De sidste astronauter blev på Månen i 12 dage. Armstrong og Buzz Aldrin var der kun i to en halv time.
   Miller sagde ja til at lave en anden slags dokumentar. Fordi så mange faktuelle film har brugt en pædagogisk fortæller, skulle denne film være uden fortæller. Miller er rundet af traditionen for Direct Cinema. Der er ingen indklip med talende hoveder. Månerejsen bliver bare vist frem.
   En henvendelse til NASA gav overvældende respons. Det viste sig, at man selv havde filmet Apollo 11-missionen, endda fra flere vinkler og med en flåde af kamerahold. Det var ikke gnidrede billeder. Forløbet blev fastholdt i Panavision (65 mm), som var standard på episke Hollywood-produktioner. Budgettet må have været i samme størrelsesorden.
   NASA brugte aldrig materialet. Samtidig optog Theo Kamecke dokumentarfilmen Moonwalk One (1970). Kamecke var den eneste, som havde adgang, da astronauterne blev kørt til affyringsrampen. Da de kom hjem igen, var han med i kabinen, som kørte dem i karantæne. Man frygtede vira og dét, der var værre. Først tre uger efter blev rumheltene hyldet ved en ticker tape-parade på Madison Avenue.
   Miller fandt fraklip fra Moonwalk One og føjede dem sammen med de nye NASA-optagelser. Til sidst var der 60.000 timer (!) at arbejde med. Det lykkedes at skabe struktur, da lydsiden blev restaureret. Med ét kunne 1969 også høres. Det første sammenklip kom rundt om hele rejsen på ni timer. De er nu skåret ned til en spillefilms længde.



DET meste er skrevet og sagt. Så hvad kom der egentlig ud af det hele? Set med fortidens øjne: Ikke så meget. Set i tilbageblik: Ikke så lidt.
   Apollo 11 ligner ikke andre film om månelandingen. Det er frem for alt den ekstreme klarhed, som gør en afgørende forskel. Man kan ikke se det på stillbilleder, hvor motiverne fremstår som altid, men på et stort iMax-lærred i biografen, hvor formatet er blæst op i 70 mm, står detaljerne så skærende, at filmen bliver en ren tidsmaskine.
   Der er aldrig før viste optagelser fra Månens overflade, men det er i lige så høj grad livet på jorden – den amerikanske hverdag i juli 1969 – som står med en overvirkelig skarphed. Det ligner ikke gamle billeder. Det er som at være der selv.
   Før opsendelsen flyver en helikopter langs stranden, hen over skaren af tilskuere, der har ventet i biler, telte og trailers. Andre filmhold følger dem nede på jorden. Mødre sætter håret. Fædrene ryger og læser avis. Børn og hunde leger i solen. De har været der i dagevis, ser det ud til.
   En smal tange fører til stranden. Fra luften kan man se en karavane af biler, der strækker sig langt ind i landet ved Cape Carnaveral.
   Nærmere rampen står en tribune med sæder til indbudte gæster. Der er et indhegnet VIP-område, hvor tidens smukke, rige og berømte drikker champagne. Enkelte er til at kende, men hovedparten af navne er glemt. NASA skrev dem alle på listen. Det var vigtigt at gøre sig godt udadtil.


FLERE gamle film kan genses før mødet med Apollo 11. De bedste tre er påkrævet pensum: Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001 (1968), Philip Kaufmans Mænd af rette støbning (1983), Ron Howards jordnære Apollo 13 (1995). Duncan Jones’ Moon (2009) er også et bud. Jones’ far, rocklegenden David Bowie, gav rumprogrammet en slags nationalsang med hitsinglen »A Space Oddity«. 
   Al Reinerts smukke dokumentarfilm om hele Apollo-programmet, For All Mankind fra 1989, får stadig særlig dybde i kraft af Brian Enos score. Damien Chazelles fiktionsfilm om Neil Armstrong, First Man fra 2018, giver for så vidt en bedre fornemmelse af den kaotiske flyveoplevelse.
   Her står Armstrong til slut ved et krater og lader i hemmelighed sin døde datters perlearmbånd forsvinde ned i Stilhedens Hav. Da Armstrong når samme sted i Apollo 11, er man ekstra opmærksom. Men der er ingen personlig markering.
   Man kan sidestille Apollo 11 med den effektive trickfilm, Le voyage dans la lune, som Georges Méliès skabte i 1902. Den idé havde Jonathan Mostow allerede i 1998, da han instruerede sidste afsnit af HBO-serien Fra Jorden til Månen, som brugte 12 timer på at folde baggrunden ud.
   Det bedste modstykke er slet ikke rumorienteret, skønt planeternes stilling spiller en rolle. Det er koncertfilmen Woodstock (1970), som Michael Wadleigh optog og klippede sammen efter den skelsættende musikfestival.
   Også i Woodstock er der sat ressourcer af til at dokumentere livet uden for scenen. Også her bliver biler set fra luften, mens de holder i kø for at nå til affyringsrampen. På Woodstock blev drømmen om modstand sendt op. Neil Armstrong trådte ud på Månen den 21. juli kl. 03.56. Richie Havens gik på scenen i Woodstock den 15. august kl. 05.07.
   Der kom 400.000 til Woodstock. Todd Miller anslår, at Apollo-programmet beskæftigede en arbejdsstyrke på 400.000, hvis man indregner underleverandører. Moonshot og Woodstock fandt sted samme år, det er den samme amerikanske befolkning. Men det kunne være to nationer, vi ser.


MAN husker Apollo 11 og Woodstock, hvis man levede i 1969. Der er en sød smag af visioner forbundet med hele den magiske sommer. Man husker Vietnam-krigen og protesten imod den, som fyldte radionyheder og tv-aviser. Man hørte om raceuro og det tavse flertal i USA. I ugerne mellem månelandingen og Woodstock hørte man også, at Charles Manson-kulten havde myrdet Sharon Tate og tre venner i huset på Cielo Drive, hvor hun boede med sin mand, filmskaberen Roman Polanski.
   Der var lyse og mørke strømme i tiden. At der også var en sammenhæng mellem rumprogrammet og Vietnam, blev ikke ordentligt forklaret – eller også blev det bortforklaret. Jeg var 13 år gammel den sommer. Er jeg mon den eneste, som lod mig besnakke? I hvert fald forstod jeg først mange år efter, at rumkapløbet var udtryk for en propagandakrig mellem rivaliserende ideologier.
   NASA var for os at se et ædelt overskudsprojekt, som ville føre mennesket til en ny virkelighed i fjerne galakser. Science-fiction serien Star Trek blev ikke vist i Danmark, men vi forstod alligevel, hvad der lå i begrebet the final frontier. Vi troede på Kennedys tale om at gøre det svære, fordi det var svært. 
   Amerika vandt rumkapløbet på knockout, da Neil Armstrong satte det fodaftryk, som også Todd Millers film zoomer ind på. USA havde konsekvent haltet efter Sovjetunionen siden Sputnik (1957), rumhunden Laika (1957) og kosmonauten Jurij Gagarin (1961). Chimpansen Ham (1961) og John Glenn (1962) købte tid, men det var først med Apollo 11-missionen, i sidste øjeblik inden afviklingen, at Ørnen overhalede Bjørnen.
   

SOM nævnt optog NASA selv de billeder, som Todd Millers film er klippet sammen af. For man forberedte netop en stor biograffilm, systemets egen Woodstock-erklæring, som kunne vende stemningen og rejse midler, hvis der blev lukket ned for Apollo-programmet. Det skete aldrig, så det var ikke nødvendigt at producere en film. NASA holdt sig igen oven vande.
   Man får i Apollo 11 – set ud af øjenkrogen og hørt gennem al baggrundsstøjen – en fornemmelse af, hvor hårdt der blev kæmpet for hver eneste bevilling. Rumprogrammet var ufatteligt kostbart, og presset kom fra alle sider. Hæren ville have flere penge til krigsførelsen i Vietnam. Progressive politikere mente – ikke uden rimelighed – at man kunne renovere de nedslidte bymidter og skabe større social ligevægt. Rockkulturen satte – heller ikke uden rimelighed – et lighedstegn mellem Krigen og Moonshot. Begge var falske og obskøne fænomener. 
   Millers film krydsklipper mellem astronauterne og de vagthavende videnskabsmænd, en veritabel hær af fysikere og ingeniører, som følger med fra kontrolcentret i Houston. Vi får en fornemmelse af døgnrytmen i ugen, som går mellem affyring og landing. Tre hold arbejder på skift.
   Igen er der denne fantastiske klarhed. Man ser hvert skæghår, hver rynke og pore i ansigterne. Man hører mændene ringe hjem til familien. Man ser Månen fra Jorden og Jorden fra Månen, men der er én ting, som man ikke ser. Det er diversitet. Der er ingen kvinder, ingen etniske brud på den herskende norm. Hvert eneste ansigt er hvidt og velnæret.
   Månemissionen var i så høj grad det hvide Amerikas hjertesag. Det kan ærlig talt ikke undre, at andre befolkningsgrupper sagde fra. Den amerikanske populærkultur har altid forstået at inddrage minoriteter og om nødvendigt opfinde nye sportsgrene og kunstneriske udtryk (tegneserier, baseball, american football), som kunne samle nationen. Det lykkedes aldrig i måneprogrammet. NASA var altid en hvid herreklub.


DET var de unge sangskriveres gyldne år, men der blev ikke skrevet om rejsen til Månen. Buffy Sainte-Marie var kæmpestor i tiden, også før hun leverede titelsangen til Ralph Nelsons western Soldier Blue (1970), som var et revisionistisk opgør med ekspansionsmyten (og en allegorisk fremstilling af Vietnam-krigens massemord ved Mylai).
   Buffy Sainte-Marie er indfødt amerikaner. Albummet Moonshot (1972) var hendes syrlige kommentar til Apollo 11: »Off into outer space you go, my friends/ We wish you bon voyage/ And when you get there we vill welcome you/ And still you wonder at it all.«
   Ideen i sangen er, at Cree-folket sagtens kunne vente Apollo på Månen, fordi de kan teleportere mentalt. »Moonshot« handler også om, hvordan de første amerikanere blev behandlet: »See all the wonders that you leave behind/ Enshrined in some great hourglass/ The noble tongues, the noble languages/ Enshrined in some great english class.«


DEN bedste sang skrev Leonard Cohen ti år senere, på albummet Death of Ladies’ Man (1978). Her sidestilles rumrejsen med et kuldsejlet kærlighedsforhold: »It’s like our visit to the moon or to that other star/ I guess you go for nothing if you really want to go that far.«
   Man hører naturligvis ikke de sange på lydsporet til Apollo 11. Der er derimod en patriotisk ballade, »Mother Country« med John Stewart, som Buzz Aldrin har taget med ombord. Den øvrige musik er elektronisk og komponeret af Matt Morton. Den er meget dominerende. Til gengæld er den skabt og fremført på udstyr, som blev anvendt i 1969.


TILBAGE på Jorden så vi Claus Toksvig trække i den ikoniske rumdragt og rapportere, som skulle han selv med på rejsen. Vi så støvet hæve sig op mod kameraet, og forstod, at der var kontakt. I Apollo 11 går der nervepirrende ekstra sekunder. Der er et lille billedudfald, før vi hører det berømte: »The Eagle has landed«. Så bryder jubelen løs.
   Der er ingen nyheder i filmen. Der er andre vinkler og mere fokus på rejsens langsomme faser. På gribende vis måles rummet i sømil. Det er stadig en nautisk jargon, der bliver anvendt. Man kalder togtet for »månesejladsen«. Vi forstår, hvorfor motoren bliver tændt og slukket, når landingsfartøjet skal ind og ud af atmosfæren. Vi ser, hvor skrøbeligt alting var. Tilbage i 1969 fik man indtrykket af en velsmurt maskine.
   Neil Armstrong tager det sidste skridt ned fra stigen, rømmer sig og fremstammer sit forberedte fyndord: »That’s one small step for a man, one giant leap for mankind.« Sagde han med vilje »a man« eller snublede han over ordene? I hvert fald fik han markeret, at den rejsende var en fejlbarlig mand, Neil Armstrong, ikke en automatisk robot. »Det er kun et lille skridt for mennesket, men et kæmpespring for menneskeheden.«

 
DET lykkedes virkelig at samle verden den nat. Man under Richard Nixon, det store dyr i datidens politiske åbenbaring, den floskuløse og patetiske, men også ganske bevægende tale, som han holder for besætningen. Det var andre og mere uskyldige tider. I forhold til Trump var Nixon en statsmand.
   I Sovjetunionen var stemningen nede. Statskommunismen tog virkelig tælling. Rusland kom aldrig tilbage i kampen. Senere gik det godt med at dele arbejdet på internationale rumstationer. Kina tog billeder af Månens bagside. Den egn var aldrig spændende for propagandakrigerne.
   Hvis forspillet var manøvrer i en spejlkrig, blev selve månetogtet en kollektiv gestus. Det smukkeste træk var plaketten, som Armstrong og Aldrin lod ligge i støvet ved det afstivede flag. En tavle med symboler, et billede af en mand og en kvinde. Endelig den besværgende hensigtserklæring, som stadig kan trække tårerne frem:»We came in peace for all mankind«.
   Vi kom i fred på menneskets vegne. Lad mig sige det klart, så der ikke er tvivl: Jeg er aldrig kommet over de dage i juli 1969, hvor hele verden stod sammen. Jeg tror stadig, mod bedre vidende, at det kan lade sig gøre igen.
Apollo 11. Instr.: Todd Douglas Miller. Klip: Adam Holender. Foto: Adam Holender. 93 min. USA 2019. Dansk premiere: 27.06.2019.



Foto: NASA/ CNN - Apollo 11 streames på Viaplay og YouTube Movies
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 28.06.2019.