Ron Howard | Peter Morgan: Frost/Nixon (2008)

ALLE PRÆSIDENTENS LØGNE

De legendariske Frost/Nixon-samtaler

Af BO GREEN JENSEN

DET skete for tæt på 50 år siden, da verden var lidt mindre hærdet i forhold til nyheder og mediespin.

   I august 1974 måtte Richard Milhous Nixon (1913-1994), de Forenede Staters 37. Præsident, træde tilbage, da beviserne fra Watergate-skandalen blev for belastende. Det skete efter høringerne i en rigsretssag, der var uden fortilfælde i nyere tid. Men før afstemningen i Kongressen, som ville beseglet hans skæbne og medført en lang fængselsdom.

   Det var længe før nettet og sociale medier. Watergate gjorde virkelig ondt på nationen. Ikke siden Andrew Jackson og 1860ernes borgerkrig havde Unionen af Amerikanske Stater oplevet en gennemført rigsretssag. Donald Trump var bogstavelig talt en hel tidsalder væk.

   Amerika oplevede endnu et monumentalt uskyldstab. Præsidenten hilste trodsigt, da han steg op i helikopteren og forlod Det Hvide Hus. Som filmskaberen Ron Howard (f. 1954) husker det, var der ingen forløsning. Ingen sagde undskyld, ingen indrømmede noget. Nixon fik bare lov til at gå.

OGSÅ den britiske tv-vært David Frost (1939-2013) så præsidenten tage afsked. Han fæstede sig især ved de enorme seertal. Frost var i midten af 1970erne en ambitiøs tv-mand, en af mediets første skærmtrolde, som endnu ikke havde fundet sin form. Han kæmpede på tre kontinenter, i Australien, England og USA, for at sætte sin charme igennem. Han stillede sjældent dybe spørgsmål, men han forstod at få folk til at tale. Fremfor alt smilede han uanset hvad, før han sagde tak for i aften på tre forskellige måder.

   Frost fik på stedet ideen til at tale med Nixon. Han mente selv, at konceptet var oplagt, men de næste tre år gik med at overbevise agenter, reklamefolk og programlæggere. Også Nixons stab var længe om at se værdien af Frosts projekt, men omsider mødtes de to mænd på skærmen i sommeren 1977.

MED udgangspunkt i de skelsættende samtaler og mødet mellem to populister, begyndte forfatteren Peter Morgan (f. 1963) i 1992 at skrive et stykke teater om magten. Frost/Nixon havde premiere på Donmare Warehouse i London den 10. august 2006. Siden nåede succesen til Broadway, og i Ron Howards hænder blev den i 2008 til en stor studiefilm, der føjer sig smukt til den amerikanske tradition for kritiske fremstillinger af det politiske magtapparat. På dét punkt har Hollywood haft en høj standard fra begyndelsen – tænk f.eks. på Citizen Kane. Vil man vide mere om Watergate-baggrunden, er Alan J. Pakulas All the President’s Men (1976, Alle præsidentens mænd) ikke det værste sted at begynde.

FROST/NIXON-filmen er meget vellavet og stærkt fascinerende. Morgan har selv bearbejdet sit skuespil, og skønt tekstens spænding er koncentreret i de gladiatoragtige konfrontationer mellem Frost og Nixon, kan Howards film brede baggrunden ud og bygge op til hvert møde, så man som tilskuer forstår – og næsten på sin egen krop føler – hvor meget begge mænd har på spil.

   I tilgift er filmen fuld, men ikke overhældt, af autentisk periodeatmosfære. Trods alt er denne fortid ikke så fjern. Ron Howard selv var stadig skuespiller og havde hovedrollen som Richie Cunningham i komedieserien Happy Days (1974-84), da Frost interviewede Nixon.

MICHAEL Sheen var Tony Blair i Stephen Frears' The Queen (2006), som også havde manuskript af Peter Morgan. Han glider kamæleonagtigt ind i rollen som Frost, både den kompetente showmaster, der forstår tv-mediet bedre end de fleste, og den frejdige festabe, der scorer kvinder i flyet og går til gallapremiere på The Slipper and the Rose (1976), en så godt som glemt udgave af Askepot-historien, som Frost producerede for lånte penge.

   Frost er både i gæld og i krise, da den første samtale afvikles. Finansieringen er ikke på plads, men han betaler programmerne selv, så de siden kan videresælges. Også i den forstand skrev The Frost/Nixon Interviews mediehistorie.

   Frank Langella, den store mand med den bløde stemme og det sørgmodige ansigt, ligner faktisk ikke Nixon fysisk. Det tænker man i hvert fald de første ti minutter, også fordi den belevne, vittige mand karakter er så forskellig fra de kendte tv-billeder af en svedende, sammenbidt, nu og da oplagt forlorent smilende mand, som anstrenger sig for at kommunikere. Langella kopierer den tunge form og den ludende holdning. Til slut er der totalt sammenfald mellem den fiktive og den faktiske Nixon.

MORGANS Nixon har nået et punkt, hvor han må æde skammen og overleve, skønt snart sagt alle hader ham og har afskrevet de politiske resultater, som blev udhulet af Vietnam-krigen og udslettet af Watergate.

   Frost har på sin side ingen anden dagsorden, end at få Nixon til at erkende sin skyld. Han har intet personligt imod manden. Snarere fascineres han af fabelvæsenet og bliver forbavset over at finde et menneske. Nixons svage punkt er hans sårede stolthed og hans intakte arrogance. Det er muligt, at en rigsretssag har fjernet ham fra embedet, men Nixon mener stadig, at præsidenten har ret til at gøre, som han vil.

   Frost har sin stab af journalister og forfattere, som alle vil have skovlen under Nixon og stille ham til ansvar. Nixon har især sin pressechef Jack Brennan (Kevin Bacon), som er loyal til det sidste. I filmen spiller det også en rolle, at Frosts trofækæreste, Caroline Cushing (Rebecca Hall), svæver rundt og er dekorativ i baggrunden. Nixon misunder Frost hans vindende væsen og sociale naturtalent. Frost misunder Nixon hans penge og evnen til at skaffe sig magt. Han har altid kompenseret for sin ydmyge baggrund og mangel på dybde. Nixon ser en værdig modstander i Frost. Det er ham, som siger, at alle kneb gælder.

NIXON vinder de første runder ved at glide af på kritiske spørgsmål og give lange anekdotiske svar. Ifølge Morgan er det dog Nixon selv, som endelig lader paraderne falde. Han vil prøve at forklare sig, når han nu for et øjeblik atter har folkets opmærksomhed. De færdigklippede samtaler blev vist i 40 lande og set af 85 mio. mennesker. De skrev politisk historie og mediehistorie. De gjorde Frost til en levende tv-legende og drev Nixon ud af politik for bestandig. Alligevel tager de to mænd afsked med varme.

VENDEPUNKTET kommer midtvejs, da den berusede Nixon ringer til den fortvivlede Frost, som er tæt på at opgive ævred. Hans lange monolog om at have den forkerte baggrund og det forkerte ansigt, om altid at blive set som en opkomling og derfor arbejde så meget hårdere på at vise sine modstandere, show the bastards, er hjertet i Peter Morgans tekst. 

   Nixon taler mand til mand, som undermåler til undermåler, om skammen og vreden og behovet for at hæve sig op. Frost begynder med at gøre indvendinger, men undervejs i samtalen giver han eks-præsidenten ret med blød stemme. Det er ikke til at sige, om han gør det af strategiske hensyn eller fordi Nixon har ret. Han ved det næppe heller selv.

NÆSTE dag kommer gennembruddet. Nixon ignorerer Jack Brennans protester og begynder på spektakulær vis »at tale ud«, som det siden kom til at hedde på tabloidsprog. Alle er målløse, inklusive Nixon selv, men end ikke han orker længere at fingere uskyld og vende op og ned på løgn og sandhed. Peter Morgan og Ron Howard har skabt en sjældent stringent film om hans tilståelse.

Se også Ron Howard: A Beautiful Mind/Et smukt sind (2001); Herman Melville og Moby-Dick; Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013). 

Frost/Nixon. Instr.: Ron Howard. Manus: Peter Morgan. Foto: Salvatore Tortino. 122 min. USA 2008. Dansk premiere: 13.02.2009.

Fotos: Universal/ Imagine Entertainment/ Working Title/ StudioCanal/ Relativity Media/ Digital Image Associates/ UIP/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ 

Filmen streames på Blockbuster og iTunes

Frost/Nixon - The Original Watergate Interviews (1977) streames på Blockbuster og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.02.2009.

Apollo 11 1969-2019

FRA JORDEN TIL MÅNEN
Apollo 11 fylder 50 - så hvad kom der ud af det hele?

Af BO GREEN JENSEN

STOFFET havde bare ligget hen og samlet støv. Der har jo aldrig været mangel på materiale om den første månevandring, som Neil Armstrong foretog i juli 1969. Lige siden har vi set tilbage, markeret og diskuteret, om rejsen til Månen var umagen værd. I snit en gang hvert femte år. 
   Der skulle derfor ske noget særligt til den officielle fejring af 50-året for Apollo 11-missionen. Det mente CNN Films, en selvstændig enhed i nyhedsnetværket, som kontaktede dokumentaristen Todd Douglas Miller. Miller havde netop færdiggjort Last Steps, en film om Apollo 17, som lukkede måneprogrammet i 1972. De sidste astronauter blev på Månen i 12 dage. Armstrong og Buzz Aldrin var der kun i to en halv time.
   Miller sagde ja til at lave en anden slags dokumentar. Fordi så mange faktuelle film har brugt en pædagogisk fortæller, skulle denne film være uden fortæller. Miller er rundet af traditionen for Direct Cinema. Der er ingen indklip med talende hoveder. Månerejsen bliver bare vist frem.
   En henvendelse til NASA gav overvældende respons. Det viste sig, at man selv havde filmet Apollo 11-missionen, endda fra flere vinkler og med en flåde af kamerahold. Det var ikke gnidrede billeder. Forløbet blev fastholdt i Panavision (65 mm), som var standard på episke Hollywood-produktioner. Budgettet må have været i samme størrelsesorden.
   NASA brugte aldrig materialet. Samtidig optog Theo Kamecke dokumentarfilmen Moonwalk One (1970). Kamecke var den eneste, som havde adgang, da astronauterne blev kørt til affyringsrampen. Da de kom hjem igen, var han med i kabinen, som kørte dem i karantæne. Man frygtede vira og dét, der var værre. Først tre uger efter blev rumheltene hyldet ved en ticker tape-parade på Madison Avenue.
   Miller fandt fraklip fra Moonwalk One og føjede dem sammen med de nye NASA-optagelser. Til sidst var der 60.000 timer (!) at arbejde med. Det lykkedes at skabe struktur, da lydsiden blev restaureret. Med ét kunne 1969 også høres. Det første sammenklip kom rundt om hele rejsen på ni timer. De er nu skåret ned til en spillefilms længde.

DET meste er skrevet og sagt. Så hvad kom der egentlig ud af det hele? Set med fortidens øjne: Ikke så meget. Set i tilbageblik: Ikke så lidt.
   Apollo 11 ligner ikke andre film om månelandingen. Det er frem for alt den ekstreme klarhed, som gør en afgørende forskel. Man kan ikke se det på stillbilleder, hvor motiverne fremstår som altid, men på et stort iMax-lærred i biografen, hvor formatet er blæst op i 70 mm, står detaljerne så skærende, at filmen bliver en ren tidsmaskine.
   Der er aldrig før viste optagelser fra Månens overflade, men det er i lige så høj grad livet på jorden – den amerikanske hverdag i juli 1969 – som står med en overvirkelig skarphed. Det ligner ikke gamle billeder. Det er som at være der selv.
   Før opsendelsen flyver en helikopter langs stranden, hen over skaren af tilskuere, der har ventet i biler, telte og trailers. Andre filmhold følger dem nede på jorden. Mødre sætter håret. Fædrene ryger og læser avis. Børn og hunde leger i solen. De har været der i dagevis, ser det ud til.
   En smal tange fører til stranden. Fra luften kan man se en karavane af biler, der strækker sig langt ind i landet ved Cape Carnaveral.
   Nærmere rampen står en tribune med sæder til indbudte gæster. Der er et indhegnet VIP-område, hvor tidens smukke, rige og berømte drikker champagne. Enkelte er til at kende, men hovedparten af navne er glemt. NASA skrev dem alle på listen. Det var vigtigt at gøre sig godt udadtil.

FLERE gamle film kan genses før mødet med Apollo 11. De bedste tre er påkrævet pensum: Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001 (1968), Philip Kaufmans Mænd af rette støbning (1983), Ron Howards jordnære Apollo 13 (1995). Duncan Jones’ Moon (2009) er også et bud. Jones’ far, rocklegenden David Bowie, gav rumprogrammet en slags nationalsang med hitsinglen »A Space Oddity«. 
   Al Reinerts smukke dokumentarfilm om hele Apollo-programmet, For All Mankind fra 1989, får stadig særlig dybde i kraft af Brian Enos score. Damien Chazelles fiktionsfilm om Neil Armstrong, First Man fra 2018, giver for så vidt en bedre fornemmelse af den kaotiske flyveoplevelse.
   Her står Armstrong til slut ved et krater og lader i hemmelighed sin døde datters perlearmbånd forsvinde ned i Stilhedens Hav. Da Armstrong når samme sted i Apollo 11, er man ekstra opmærksom. Men der er ingen personlig markering.
   Man kan sidestille Apollo 11 med den effektive trickfilm, Le voyage dans la lune, som Georges Méliès skabte i 1902. Den idé havde Jonathan Mostow allerede i 1998, da han instruerede sidste afsnit af HBO-serien Fra Jorden til Månen, som brugte 12 timer på at folde baggrunden ud.
   Det bedste modstykke er slet ikke rumorienteret, skønt planeternes stilling spiller en rolle. Det er koncertfilmen Woodstock (1970), som Michael Wadleigh optog og klippede sammen efter den skelsættende musikfestival.
   Også i Woodstock er der sat ressourcer af til at dokumentere livet uden for scenen. Også her bliver biler set fra luften, mens de holder i kø for at nå til affyringsrampen. På Woodstock blev drømmen om modstand sendt op. Neil Armstrong trådte ud på Månen den 21. juli kl. 03.56. Richie Havens gik på scenen i Woodstock den 15. august kl. 05.07.
   Der kom 400.000 til Woodstock. Todd Miller anslår, at Apollo-programmet beskæftigede en arbejdsstyrke på 400.000, hvis man indregner underleverandører. Moonshot og Woodstock fandt sted samme år, det er den samme amerikanske befolkning. Men det kunne være to nationer, vi ser.

MAN husker Apollo 11 og Woodstock, hvis man levede i 1969. Der er en sød smag af visioner forbundet med hele den magiske sommer. Man husker Vietnam-krigen og protesten imod den, som fyldte radionyheder og tv-aviser. Man hørte om raceuro og det tavse flertal i USA. I ugerne mellem månelandingen og Woodstock hørte man også, at Charles Manson-kulten havde myrdet Sharon Tate og tre venner i huset på Cielo Drive, hvor hun boede med sin mand, filmskaberen Roman Polanski.
   Der var lyse og mørke strømme i tiden. At der også var en sammenhæng mellem rumprogrammet og Vietnam, blev ikke ordentligt forklaret – eller også blev det bortforklaret. Jeg var 13 år gammel den sommer. Er jeg mon den eneste, som lod mig besnakke? I hvert fald forstod jeg først mange år efter, at rumkapløbet var udtryk for en propagandakrig mellem rivaliserende ideologier.
   NASA var for os at se et ædelt overskudsprojekt, som ville føre mennesket til en ny virkelighed i fjerne galakser. Science-fiction serien Star Trek blev ikke vist i Danmark, men vi forstod alligevel, hvad der lå i begrebet the final frontier. Vi troede på Kennedys tale om at gøre det svære, fordi det var svært. 
   Amerika vandt rumkapløbet på knockout, da Neil Armstrong satte det fodaftryk, som også Todd Millers film zoomer ind på. USA havde konsekvent haltet efter Sovjetunionen siden Sputnik (1957), rumhunden Laika (1957) og kosmonauten Jurij Gagarin (1961). Chimpansen Ham (1961) og John Glenn (1962) købte tid, men det var først med Apollo 11-missionen, i sidste øjeblik inden afviklingen, at Ørnen overhalede Bjørnen.
   

SOM nævnt optog NASA selv de billeder, som Todd Millers film er klippet sammen af. For man forberedte netop en stor biograffilm, systemets egen Woodstock-erklæring, som kunne vende stemningen og rejse midler, hvis der blev lukket ned for Apollo-programmet. Det skete aldrig, så det var ikke nødvendigt at producere en film. NASA holdt sig igen oven vande.
   Man får i Apollo 11 – set ud af øjenkrogen og hørt gennem al baggrundsstøjen – en fornemmelse af, hvor hårdt der blev kæmpet for hver eneste bevilling. Rumprogrammet var ufatteligt kostbart, og presset kom fra alle sider. Hæren ville have flere penge til krigsførelsen i Vietnam. Progressive politikere mente – ikke uden rimelighed – at man kunne renovere de nedslidte bymidter og skabe større social ligevægt. Rockkulturen satte – heller ikke uden rimelighed – et lighedstegn mellem Krigen og Moonshot. Begge var falske og obskøne fænomener. 
   Millers film krydsklipper mellem astronauterne og de vagthavende videnskabsmænd, en veritabel hær af fysikere og ingeniører, som følger med fra kontrolcentret i Houston. Vi får en fornemmelse af døgnrytmen i ugen, som går mellem affyring og landing. Tre hold arbejder på skift.
   Igen er der denne fantastiske klarhed. Man ser hvert skæghår, hver rynke og pore i ansigterne. Man hører mændene ringe hjem til familien. Man ser Månen fra Jorden og Jorden fra Månen, men der er én ting, som man ikke ser. Det er diversitet. Der er ingen kvinder, ingen etniske brud på den herskende norm. Hvert eneste ansigt er hvidt og velnæret.
   Månemissionen var i så høj grad det hvide Amerikas hjertesag. Det kan ærlig talt ikke undre, at andre befolkningsgrupper sagde fra. Den amerikanske populærkultur har altid forstået at inddrage minoriteter og om nødvendigt opfinde nye sportsgrene og kunstneriske udtryk (tegneserier, baseball, american football), som kunne samle nationen. Det lykkedes aldrig i måneprogrammet. NASA var altid en hvid herreklub.

DET var de unge sangskriveres gyldne år, men der blev ikke skrevet om rejsen til Månen. Buffy Sainte-Marie var kæmpestor i tiden, også før hun leverede titelsangen til Ralph Nelsons western Soldier Blue (1970), som var et revisionistisk opgør med ekspansionsmyten (og en allegorisk fremstilling af Vietnam-krigens massemord ved Mylai).
   Buffy Sainte-Marie er indfødt amerikaner. Albummet Moonshot (1972) var hendes syrlige kommentar til Apollo 11: »Off into outer space you go, my friends/ We wish you bon voyage/ And when you get there we vill welcome you/ And still you wonder at it all.«
   Ideen i sangen er, at Cree-folket sagtens kunne vente Apollo på Månen, fordi de kan teleportere mentalt. »Moonshot« handler også om, hvordan de første amerikanere blev behandlet: »See all the wonders that you leave behind/ Enshrined in some great hourglass/ The noble tongues, the noble languages/ Enshrined in some great english class.«

DEN bedste sang skrev Leonard Cohen ti år senere, på albummet Death of Ladies’ Man (1978). Her sidestilles rumrejsen med et kuldsejlet kærlighedsforhold: »It’s like our visit to the moon or to that other star/ I guess you go for nothing if you really want to go that far.«
   Man hører naturligvis ikke de sange på lydsporet til Apollo 11. Der er derimod en patriotisk ballade, »Mother Country« med John Stewart, som Buzz Aldrin har taget med ombord. Den øvrige musik er elektronisk og komponeret af Matt Morton. Den er meget dominerende. Til gengæld er den skabt og fremført på udstyr, som blev anvendt i 1969.

TILBAGE på Jorden så vi Claus Toksvig trække i den ikoniske rumdragt og rapportere, som skulle han selv med på rejsen. Vi så støvet hæve sig op mod kameraet, og forstod, at der var kontakt. I Apollo 11 går der nervepirrende ekstra sekunder. Der er et lille billedudfald, før vi hører det berømte: »The Eagle has landed«. Så bryder jubelen løs.
   Der er ingen nyheder i filmen. Der er andre vinkler og mere fokus på rejsens langsomme faser. På gribende vis måles rummet i sømil. Det er stadig en nautisk jargon, der bliver anvendt. Man kalder togtet for »månesejladsen«. Vi forstår, hvorfor motoren bliver tændt og slukket, når landingsfartøjet skal ind og ud af atmosfæren. Vi ser, hvor skrøbeligt alting var. Tilbage i 1969 fik man indtrykket af en velsmurt maskine.
   Neil Armstrong tager det sidste skridt ned fra stigen, rømmer sig og fremstammer sit forberedte fyndord: »That’s one small step for a man, one giant leap for mankind.« Sagde han med vilje »a man« eller snublede han over ordene? I hvert fald fik han markeret, at den rejsende var en fejlbarlig mand, Neil Armstrong, ikke en automatisk robot. »Det er kun et lille skridt for mennesket, men et kæmpespring for menneskeheden.«

 
DET lykkedes virkelig at samle verden den nat. Man under Richard Nixon, det store dyr i datidens politiske åbenbaring, den floskuløse og patetiske, men også ganske bevægende tale, som han holder for besætningen. Det var andre og mere uskyldige tider. I forhold til Trump var Nixon en statsmand.
   I Sovjetunionen var stemningen nede. Statskommunismen tog virkelig tælling. Rusland kom aldrig tilbage i kampen. Senere gik det godt med at dele arbejdet på internationale rumstationer. Kina tog billeder af Månens bagside. Den egn var aldrig spændende for propagandakrigerne.
   Hvis forspillet var manøvrer i en spejlkrig, blev selve månetogtet en kollektiv gestus. Det smukkeste træk var plaketten, som Armstrong og Aldrin lod ligge i støvet ved det afstivede flag. En tavle med symboler, et billede af en mand og en kvinde. Endelig den besværgende hensigtserklæring, som stadig kan trække tårerne frem:»We came in peace for all mankind«.
   Vi kom i fred på menneskets vegne. Lad mig sige det klart, så der ikke er tvivl: Jeg er aldrig kommet over de dage i juli 1969, hvor hele verden stod sammen. Jeg tror stadig, mod bedre vidende, at det kan lade sig gøre igen.

Apollo 11. Instr.: Todd Douglas Miller. Klip: Adam Holender. Foto: Adam Holender. 93 min. USA 2019. Dansk premiere: 27.06.2019.

Foto: NASA/ CNN - Apollo 11 streames på Viaplay og YouTube Movies
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 28.06.2019.