En perfekt metafor: Et interview med Alice Winocour [2020]

EN PERFEKT METAFOR

Et interview med filmskaberen Alice Winocour

Af BO GREEN JENSEN

PARIS I JANUAR 2020: Alice Winocour er født i 1976. Hun sidder for tiden på toppen af verden. Set udefra er der slet ingen slinger. Hun har arbejdet lige så målrettet, som Sarah Loreau (Eva Green) gør i Proxima, hvor astronauten som den første franske kvinde skal tilbringe et år på ISS, den internationale rumstation.

   Winocour er uddannet manuskriptforfatter fra La Fémis, den førende franske filmskole. Hun er fra samme årgang som Céline Sciamma (Petite maman, Portræt af en kvinde i flammer). I 2015 hjalp hun Deniz Ergüven med at skrive Mustang, en film om fem tyrkiske teenagepiger, som var Frankrigs officielle Oscar-bidrag. Winocour er derfor medlem af AMPAS, det amerikanske filmakademi.

   Hun har dog altid villet flyve selv. Som instruktør debuterede Winocour med Augustine (2012), en faktuelt baseret periodefilm om neurologen Jean-Martin Charcot og hans forhold til patienten Augustine, som led af »hysteriske« krampeanfald. Charcot optrådte med sin patient og fremprovokerede hendes anfald. Det bliver i filmen til et kønspolitisk lærestykke.

   Maryland fra 2015 var en tør, præcis thriller med Matthias Schoenaerts i rollen som hjemvendt soldat. Efter krigen i Afghanistan arbejder han som vagt og bodyguard. I herskabsvillaen Maryland skal han forhindre et terrorangreb, mens han døjer med PTSD-symptomer. Uden for Frankrig hed filmen Disorder. Den nåede danske biografer i 2016.

   Begge film får en særlig taktilitet, fordi miljøet er skildret med akkuratesse. I Augustine er det rutinen på Hôpital de la Pitié-Salpêtrière i 1870. I Maryland er det den armerede villa. Med Proxima kulminerer processen. Filmen er optaget i de træningsfaciliteter, hvor europæiske astronauter bliver uddannet.

FOR astronauten opfylder missionen en livsdrøm. Det samme gør filmarbejdet for Winocour. Når man taler med hende, skinner det igennem, at det ikke har været så let, som det ser ud. Vi sidder i et værelse på Hotel Collectionneur i rue de Courcelles. Winocour taler om sin arbejdsmetode:

   »Den eneste måde, jeg kan tale intimt om mig selv på, er ved at projicere mig selv ind i fjerne og ukendte verdener. I Augustine var det et andet århundrede, i Maryland/Disorder var det en verden af soldater, våben, bodyguards, trusler om terror. Det var meget fjernt fra min egen verden.

   Nu ville jeg tale om adskillelsen mellem en mor og hendes datter. Det er tæt på mig selv. Jeg har en datter på alder med pigen i filmen; jeg er selv en datter. Det var så tæt på, at jeg måtte projicere mig selv helt ud i verdensrummet. Og jeg har altid været fascineret, ikke så meget af rummet, men af stjernerne. Især da jeg var barn. En poetisk tiltrækning.

   Så jeg besluttede at undersøge den verden. Det gav mig virkelig meget at møde de mennesker og komme ind i det univers, som er lidt ukendt, hele træningen og forberedelsen. Jeg fik ideen om at følge en kvindelig astronaut. Jeg så, hvordan jeg kunne kombinere det med temaet om adskilllelse. Der var to lag i historien. Det var en perfekt metafor.«

– DU siger, du er nødt til at projicere. Er det derfor, at du er interesseret i systemer og særlige arbejdsmiljøer? I Maryland var huset som en maskine, et indviklet urværk. Her er det rumprogrammet…

   »Præcis. Kan du huske det sted i filmen, hvor Matt Dillons karakter taler om at sidde på 7 millioner tons sprængstof? Han siger, at hvis det skræmmer dig, så er du i det forkerte fag. Jeg tænker altid på filmarbejdet sådan. Det var meget bevægende for os. Vi boede i centret sammen med de astronauter, som forberedte sig. En militærbase. Vi kom tæt på hinanden. Vi følte, at rumfartens og filmens verdener havde meget tilfælles og var forbundne.

   En filmproduktion ligner en rumfartsmission. Man har en besætning og nogle værktøjer. Der er mandskabet, som betjener alle disse sindrige maskiner. Og det samme forsøg på at nå andre verdener. Man forlader også Jorden, når man arbejder på en film. Begge verdener hviler på kollektivt arbejde.«

– Var astronauttræningen som du troede, da du var barn?

   »Amerikansk film har virkelig præget opfattelsen af astronauter. Man kan ikke lade være med at tænke på NASA. Det handler om rummets erobring, styrke og dominans. Min oplevelse af astronauternes verden er helt omvendt. Den handler om skrøbelighed og udsathed. Om ydmyghed og menneskets fysiske grænser. Det er det modsatte af dominans og erobring, for man bliver hele tiden konfronteret med sine begrænsninger.

   Vores kroppe er bygget til livet på denne planet. Den fysiske træning er virkelig hård. Jeg er meget optaget af vores forhold til kroppen. Det var der i sygdommen i min første film og kamptræningen i nummer to. Her handler det om kroppens mutering, et menneske som forvandler sig til et rumvæsen.

   Det var så godt at filme i det univers. Det var som at finde et fysisk udtryk for mine grænser som filmskaber. Kroppen spændes fast. Vi støber aftrykket af Sarahs krop i en kiste. Brusebadet, hvor hun bliver dækket af orange. Det var ekstremt og fascinerende. Jeg følte, at det var en historie, som ikke var blevet fortalt endnu. Det er stort for en historiefortæller.«

– Proxima ligner ikke andre rumfartsfilm. Den slutter ved affyringsrampen. De fleste begynder med opsendelsen. Så du nogle af de andre rumfilm?

   »Som regel er der fem minutter på jorden, og så foregår resten i rummet. Jeg ved ikke, om jeg har set dem alle sammen, men jeg er tæt på besat, når jeg arbejder. Jeg vil se og læse alt, hvad der er lavet. Jeg blev hele tiden spurgt om First Man og Ad Astra, for de film fik fransk premiere samtidig med min. Og jeg kunne godt se tematiske overensstemmelser, men jeg kunne slet ikke bedømme de film, for jeg var optaget af praktiske detaljer.

   Faktisk var det mere film, som foregår på Jorden, der inspirerede mig. Jeg tænkte meget på Nanni Morettis Min mor. Hovedpersonen mister sin mor og skal samtidig forholde sig til hverdagen på et filmset. Jeg tænkte på Wim Wenders' Alice i byerne. Edward Yangs Yi-Yi. Meget forskellige film, som prøver at fastholde små detaljer om menneskers skrøbelighed.«

»JEG ville have en enkel relation til karakteren. Jeg ville ikke vide mere end hende. Jeg arbejdede med komponisten Ryuichi Sakamoto. Jeg synes, at film skal være en fysisk oplevelse, så vi prøvede at skabe et sounddesign, hvor lyde og dialog og musik er ét hele. Siden Kubricks 2001 er opera oplagt rummusik, men den var for stor til min film. Proxima handler ikke om rummet, men om drømmen om rummet. Og om at høre til på Jorden.

   Jeg bad Sakamoto skrive en musik, der brugte lyden af vand, vinden i træerne, alle de naturlige lyde, som du ikke lægger mærke til, så længe du er på Jorden. Dét bevægede ham, da han læste manuskriptet: den russiske astronaut, som optager lydene af naturen på Jorden. Det var noget, en astronaut havde fortalt mig.

   Sakamoto kunne bruge det i sin egen musik. Han var ved at dø af kræft for to år siden. Filmen handler om at forlade Jorden og efterlade alt af betydning. Sakamoto havde oplevet det under sin sygdom. Eva Greens karakter ser sin datter gennem glasset. For astronauterne er der altid en risiko for, at noget går galt. De siger farvel til Jorden hver gang.«

– Man får en stærk fornemmelse af træningen, men også af stedet og tonen. Hvor megen tid brugte du selv på missionen?

   »Jeg forberedte filmen i to år. Jeg var i Köln og i Star City i Rusland, hvor de faktisk sender raketterne op. Og jeg interviewede hele tiden folk og hørte om processerne. Jeg blev virkelig ven med de mennesker. Vi mødtes i Houston, vi mødtes i Köln. Jeg kom tæt på Thomas Pesquet, som er en berømt fransk astronaut. Da jeg mødte ham, havde han stadig et år af uddannelsen tilbage.

   Jeg lærte astronauterne at kende på et bestemmende tidspunkt: i deres liv og i mit. Jeg fulgte deres træning i fire timer om dagen. Jeg var fascineret af rutinen og det strenge program. Så jeg skrev det, mens jeg levede det. Det var ikke sådan, at jeg kom og spurgte bagefter: Er det hér troværdigt?

   Vi tilbragte aftenerne sammen. Folk fra mange forskellige lande. Du ser de kvindelige astronauter i montagen til slut. Jeg bad dem om familiebilleder, fotos med personlige detaljer, ikke officielle portrætter. Jeg talte meget med Peggy Whitson, som var kommandør på ISS i to perioder. Hun har mand og to børn. Hun har tilbragt mere end to år i rummet«.

– Der er mange navne og ansigter. Er det alle de kvindelige astronauter?

   »Der var mange flere. Jeg viser cirka ti pct, for kvinder udgør ti pct. Det er ikke meget. Mange kvinder tør end ikke drømme om sådan en karriere. Det er det værste ved systemet. Man får opfattelsen af, at det er nødvendigt at vælge mellem mission og familie. Men somme tider er man sin egen værste fjende. Vi ser, hvordan Sarah må arbejde for at blive accepteret af besætningen. Men de største forhindringer skaber hun selv.«

   – Ville Eva Greens karakter have set alle rumfilmene?

   »Helt sikkert. Astronauterne ser mange film. De elsker at se gamle B-film om rumkatastrofer, aftenen før de skal op. Og én ting er jeg stolt af. For dem er det en sport at finde fejl: alt dét som kan ikke lade sig gøre. Men de har set min film, og de kunne ikke finde nogen fejl overhovedet.

   Alt er realistisk, også nogle af de ting, som lægfolk finder usandsynlige. Sarah bryder karantænen for at møde sin datter. Det har mange af dem gjort. Anna Lee Fisher var modellen for Ellen Ripley, Sigourney Weavers karakter i Alien. Hun brød karantænen for at gå slik-eller-ballade til Halloween.

   For mig er det vigtigste selvsagt fiktionen. Nogle kritikere behandler Proxima som en dokumentarfilm. Det er den slet ikke. Miljøet er en baggrund, en scene for de centrale ideer og følelser. Men selvfølgelig skal realismen være på plads. Det gælder som et minimum.«

Se også Alice Winocour: Proxima (2019) [Future is Female]; Alice Winocour: Maryland/Disorder (2015) [Future is Female].

Alice Winocour blev interviewet på Hotel Collectionneur i Paris den 20. januar 2020 [Unifrance 22. Rendez-vous with French Cinema]. Hun har siden skrevet og instrueret Revoir Paris (Paris Memories), som får premiere i Quinzaine des réalisateurs/Directors' Fortnight-programmet på den 75. Festival de Cannes. Det sker den 21. maj 2022. 

Fotos: Unifrance [Le Mercier Jean-Baptiste] / Cineuropa [Cannes Film Festival portrait]/ Little White Lies [Comic Book Style Illustration]/ Dharamsala/ Darius Films/ Pathé Films/ France 3 Cinéma/ Angel Films

Proxima streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, TV2 PLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Picture House Entertainment (UK) 23.11.2020

Interviewet trykt i  Weekendavisen Kultur 17.07.2020

Alice Winocour: Proxima (2019) [Future is Female]

DATTER AF STJERNERNE

En fornem film om at træffe sit valg

Af BO GREEN JENSEN

EMNET er rumfart, men sagen er ikke science fiction. Tværtimod er Proxima en samtidsfilm om faglige vilkår og kønspolitik. Astronauten Sarah Loreau er lykkelig, da hun får mulighed for at komme med på den næste mission til ISS, den internationale rumstation. Hun har arbejdet for det hele sit liv.

   Sarah har set op på stjernerne, så længe hun kan huske. Hun har fortalt sin egen datter om rummet. Der er heller ikke nævneværdig modstand i miljøet. Sarahs eksmand (Lars Eidinger) er fysiker, han deler hendes glæde. Først har missionens amerikanske kaptajn (Matt Dillon) en overbærende holdning. Den russiske deltager (Aleksej Fateev) er kollegial fra begyndelsen.

   For Sarah er problemet, at rumrejsen varer et år. Hun har ikke tænkt over, hvor svært det bliver at sige farvel til den 8-årige Stella (Zélie Boulant). Pigen forstår, hvad hendes mors arbejde kræver. Hun forstår også, at det er farligt, og at de ikke skal se hinanden i en evighed.

FILMEN følger Sarahs fysiske træning og mentale forberedelse. Tilskueren kommer selv på en rejse, og det er fascinerende at få indblik i, hvordan astronauter arbejder. Alice Winocour bliver hos Sarah i samtlige scener. Eva Green er særdeles troværdig i rollen, der bærer det færdige værk.

   Winocour får os til at mærke astronautens tvivl, mens vi ser på træningens fysiske rammer i Houston, Köln og Stjernebyen ved Moskva, hvor opsendelsen foregår. Det er mesterligt gjort. Sarah ser flere film, mens hun vænner sig til vægtløsheden. Det er klart, at Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey får en hilsen, men følelsen af vemod er mere som i Andrej Tarkovskijs Solaris.

DER er ingen ydre dramatik, det er rutinerne og kampen for indre balance, som gør billedet interessant. For så vidt som en spænding opstår, har den at gøre med Stella. Vil Sarah bryde karantænen for at møde sin datter ved affyringsrampen? Vil hun vælge at blive på Jorden trods alt?

   Vist har filmen fordomme om, at mødre savner mere end fædre, men det er til at leve med stereotypien. Den feministiske dagsorden bliver aldrig selvretfærdig. Proxima er et fint portræt af mennesker, der arbejder sammen i et lukket miljø. Stilen er overvældende sikker.

DER er ikke mange kvinder i rummet på film. Eva Green har hårdførheden til fælles med Sigourney Weaver i Alien og Sandra Bullock i Gravity, men psykologien er mere som hos Jodie Foster i Contact og savnet, der sender Anne Hathaway af sted og får Jessica Chastain til at vente på sin far i Christopher Nolans Interstellar.

   Filmen handler ikke om rummet, siger Winocour. Astronauten kunne være jordomsejler eller opdagelsesrejsende. Det handler om at have en drøm, som man realiserer. Jeg elsker denne slags film uforbeholdent. Min egen far gav mig en bog, der hedder Søn af stjernerne, før han forsvandt. Efter Proxima forstår jeg, at der også var døtre i billedet.*

Se også Alice Winoucour: Maryland/ Disorder (2015) [Future is Female]; En perfekt metafor | Et interview med Alice Winocour [2020].

*) Raymond F. Jones (1915-1994) huskes især for romanen This Island Earth (1952), der i Joseph Newmans filmatisering fra 1955 blev en af de bedste sci-fi-historier fra koldkrigsperioden. Alligevel var den danske titel Truslen fra Verdensrummet. Jones skrev flere bøger, som primært var henvendt til unge læsere og er husket af ældre amerikanere, fordi de udkom i forlaget Winstons Juvenile Series. The Year When Stardust Fell (1958) – som jeg ikke har læst – skal være hans magnum opus. Plottet i Son of the Stars (1952) foregriber E.T – The Extra-Terrestrial (1982) med årtier. En jordisk dreng redder en strandet dreng fra rummet, og de bliver venner i hemmelighed. Også Planet of Light (1953, da. Lysets planet) udkom i serien Rumfart. Min far døde i 1965, da jeg var ni år. Han havde ofte talt begejstret om bogen, som jeg arvede sammen med Niels E. Nielsens Der meldes fra Sahara, en slidt Robin Hood med Errol Flynn på forsiden og genfortalte filmhistorier om Sherlock Holmes i London og Tarzan i New York. Harald Jensen blev kun 44 år. Jeg hørte heldigvis efter, når han fortalte.

Proxima. Instr.: Alice Winocour. Manus: Jean-Stéphane Bron & Alice Winocour. Foto: Georges Lechaptois. 107 min. Frankrig-Tyskland 2019. Dansk premiere: 16.07.2020.

Fotos: Dharamsala/ Darius Films/ Pathé/ France 3/ Pandora Films/ Canal+/ Ciné+/ CNC/ NRW/ Cinémage/ Cofinova 15/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Angel Films/ YouTube (Madman Official (Australian) Trailer)
Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, TV2 PLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Picture House Entertainment (UK) 23.11.2020
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.07.2020.

Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]

ERINDRINGEN OM JORDEN
Action og fabel blandes behændigt

Af BO GREEN JENSEN

ONTOLOGI og erindring er to hovedsager i Oblivion, hvor selve identitetens væsen bliver gransket. Joseph Kosinskis velskabte fremtidsfortælling har været omgærdet med stor hemmelighedsfuldhed. Man beder pressen om ikke at røbe for meget. Der er sandt nok et stærkt ryk midt i historien, et forhold som ændrer hele præmissen, og dét twist skal naturligvis respekteres. Man kan en passant bemærke, at filmen er i slægt med både Zardoz, Blade Runner og Abernes planet.

   Det overrumplende er ikke, at Oblivion udspiller sig på Jorden i 2077, tres år efter en ødelæggende krig. Disse oplysninger lægges frem med det samme. Ej heller at mekanikeren Jack Harper (Tom Cruise) og navigatøren Vika (Andrea Riseborough) er udstationeret i resterne af New York, hvor han reparerer de droner, som fører krigen mod the scavengers (»gribbene«), mens hun koordinerer arbejdet og kommunikerer med hovedkvarteret.

   »Er I et effektivt team?« spørger et kvindeansigt på skærmen hver dag. »Vi er et fandens effektivt team,« svarer Vika med falsk entusiasme, for der er ofte grund til at anfægte rimeligheden i ordrerne fra kommandocentralen.

VIKA og Jack bor i lyse omgivelser på en svævende platform af glas. Hun bevæger sig aldrig ned i landskabet, som han gennemtrawler hver eneste dag. Han lander, sikrer sig, at der ikke er hjelmklædte scavies i nærheden af de havarerede droner, og udbedrer skaden.

   Jack er ikke som Vika. Han vågner hver dag op af en drøm om det gamle New York. Han går på gaden og ser en kvinde, han kender. Han taler henført om den sidste Superbowl, der blev spillet i 2017, og gemmer før-apokalyptisk vraggods i et paradisisk hus ved en sø i en dal, som konflagrationen ikke fik ram på.

SOM Jack fortæller det, vandt man krigen ved at udløse sine kernevåben. Gribbene havde ødelagt Månen, så der ingen tyngdekraft var. Mange naturkatastrofer fulgte. Menneskene måtte flygte til Titan, den største af Saturns 83 måner (som enhver Kurt Vonnegut-læser vil vide). Nu sendes havenergi op til kolonien via kolossale rensningsanlæg, der svæver i luften som klipper på et René Magritte-maleri. Gribbene saboterer dem og gør modstand, men tilhører en døende race.

   Sådan ser sandheden ud officielt. Der er selvsagt mere i historien. Denne tager fart, da Jack bliver fanget af oprørerne, som ledes af Morgan Freeman og har danske Nikolaj Coster-Waldau som løjtnant. Da Jack møder Julia (Olga Kurylenko), kvinden fra sine drømme, må han genoverveje alt, hvad han ved. Mere skal slet ikke røbes.

   

PLOTTET forener »hård« og »blød« science fiction med sans for balancen i blandingsforholdet. Der er megen fysisk spænding, men mere psykologisk konfliktstof at arbejde med. Det er dog poesien i de computerbearbejdede billeder af landskaber i Island og Louisiana, som bærer menneskets længsel. Filmen spørger, hvad et menneske egentlig er. »Erindringen om Jorden er værd at kæmpe for,« siger den uudgrundelige tag-linje. Dét gør Jack Harper med alt, hvad han har i sig.

   Jack finder gamle ting i ruinerne. På obligatorisk vis præsenteres et skrabsammen af kulturelle effekter fra før katastrofen: Thomas Macaulays digtkreds Lays of Ancient Rome, Led Zeppelin-sangen »Ramble On«, Procol Harums »A Whiter Shade of Pale« og Andrew Wyeths maleri af Christina’s World. Cruise bærer hovedrollen med samme energiske upåklagelighed, som han fremstillede John Alderton, den eftersøgte politichef, i Steven Spielberg-udgaven af Philip K. Dicks Minority Report, der er endnu en forløber for Oblivion.

FILMEN er fuld af dystopiske klicheer (herskerne, oprørerne, den sidste mand, konstrueret erindring og relativ sandhed), som dog bliver varieret med flair. Forrykkelsen midtvejs er stor, men den kommer ikke helt ud af det blå. Er Oblivion tankevækkende? Næppe, når det kommer til stykket, for alle motiver er brugt mange gange. Men den er værd at se for de store, mytologiske billeder og for udviklingen i karakteren Jack Harper.

Se også Doug Liman: Edge of Tomorrow (2014) [Sci-Fi 100]; Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100].

Oblivion. Instr.: Joseph Kosinski. Manus: Karl Gajdusek, Michael DeBruyn. Foto: Claudio Miranda. 124 min. USA 2013. Dansk premiere: 11.04.2013.

Fotos: Universal Pictures/ Relativity Media/ Monolith Pictures/ Chermin Entertainment/ Radical Studios/ CineMaterial/ ScreenMusings

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra UniversaL Studios 20.02.2017 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.04.2013

Alfonso Cuarón: Gravity (2013) [Sci-Fi 100]

KAMMERSPIL I VERDENSRUMMET

En genrefilm af den klassiske skole

Af BO GREEN JENSEN

INTET kan overleve i rummet. Der er ingen atmosfære. Der er heller ingen grænser. Kun tyngdekraft trækker galakserne sammen, og ingen kan høre dig skrige, som kampagnen for Alien sagde i sin tid. Det er sandt. Der er ingen luft til at bære lydbølger. Ingen kan høre noget som helst.

   Gravity begynder med billedet af tre astronauter, to mænd og en kvinde, som hænger i rummet og reparerer en defekt satellit. Dr. Ryan Stone (Sandra Bullock) er på sin første mission. Hun arbejder sammenbidt og nervøst. Veteranen Matt Kowalski (George Clooney) er på sin sidste. Han fører som altid en jovial monolog om ting, der minder ham om andre ting. Han giver gode råd uopfordret og indgår væddemål med stemmen fra Mission Control (Ed Harris), som koordinerer rutineopgaven.

   Den tredje astronaut slettes ud, da en hærgende storm af vragdele fra et andet sted i Jordens omløbsbane kommer uventet hurtigt. Gravity er science fiction, men tiden er nu eller om nogle år. Rumstationen har kontakt med russiske og kinesiske fartøjer. Der er ingen fremmede livsformer. Faren kommer fra udtjente satellitter og affald, som er i kredsløb. Kowalski nyder udsigten. Stone skal til at lære det hele. 

GRAVITY er en præcis konstruktion. Man forbinder måske sci-fi med store effekter, men her er formen som i et klaustrofobisk kammerspil. Alt foregår med Jorden som bagtæppe, men egentlig er der kun to kroppe i hvide rumdragter, som skal tilbagelægge korte distancer mellem beskadigede fartøjer. Stone skal nå den kinesiske sonde. Manualen er på kinesisk, men Kowalski forsikrer, at proceduren er den samme. Hvordan kan han det, når vi har set ham drive mod det vemodige forsvindingspunkt? Der er alligevel mere i Gravity, men det kommer inde fra sindets galakse.

ALFONSO Cuarón har arbejdet i mange genrer – fra moderniseret Charles Dickens i Great Expectations (1998) til mexicansk coming-of-age i ...Og din mor! (2001). Det har altid gjort en forskel, om han udførte amerikanske bestillingsopgaver eller henvendte sig til den spansktalende arthouse-scene. At Cuarón forstår den dystopiske genre, blev til overflod demonstreret med hans filmatisering af P.D. James' Children of Men (2006). Han instruerede også den tredje Harry Potter-film.

   Cuarón skrev Gravity sammen med sin søn. Filmen åbnede Mostraen i Venedig og blev et internationalt tilløbsstykke, som fik årets store kritiske priser og solgte tæt på en milliard billetter. Man siger ellers, at publikum ikke gider gammeldags rumfart. Det var en af de første 3D-film for voksne, og det har vel øget nyhedsværdien.

   Succesen må i nogen grad tilskrives stjernernes tiltrækningskraft, hvilket vel er passende for en film med den titel. Clooney kommer aldrig ud af rumdragten, men gør sin tidløse charmetrold rigeligt gældende. I sidste akt er Bullock alene og har lejlighed til at udleve alle kvindelige ønskedrømme om at trodse strabadser, sejre og realisere kønnets triumf.

GRAVITY nedstammer fra Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968), men de psykedeliske elementer er koncentreret i en enkelt hjertelig scene med Clooney. Mange robinsonader i rummet - fra Douglas Trumbulls Silent Running (1972) til Duncan Jones' Moon (2009) - har bidraget med et træk eller to.

   3D-formatet gør hverken fra eller til. Det gør derimod brugen af stilhed og økonomien i følelsesstoffet. Første akt er saglig som et arbejdsportræt. Den sidste ligner en Lazarus-fabel. Atmosfæren af isoleret udsathed prioriteres over suspense og effekter. Det gør Gravity til en rumfilm for voksne, og af dem bliver der ikke lavet så mange.

Se også Alfonso Cuarón: Y tu mamá también/...Og din mor! (2001) og Alfonso Cuarón: Children of Men (2006) [Sci-Fi 100].

Gravity. Instr.: Alfonso Cuarón. Manus: Alfonso og Jonás Cuarón. Foto: Emmanuel Lubezki. 90 min. USA 2013. 3D i udvalgte sale. Dansk premiere: 07.11.2013 

Fotos: Warner Bros/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.11.2013

George Clooney: The Midnight Sky (2020) [Oscars 2021] [Sci-Fi 100]

FØR DEN SIDSTE EKSODUS
Den gamle mand og stjernehavet

Af BO GREEN JENSEN

DEN gamle mand tager ikke med, da basen i Arktis bliver evakueret. Alle andre går ombord i helikopterne, som flyver forskerne tilbage. Det fremgår snart, hvorfor han vægrer sig ved at rejse. Augustine Lofthouse (George Clooney) har kræft. Han overlever kun i kraft af dialyse. Hver gang han tager behandlingen, kan man se, at han tænker, om det er umagen værd.

   Året er 2049. Der er sket et eller andet, som har dræbt de fleste mennesker og gjort Jorden ubeboelig. De evakuerede ved ikke, hvad de tager hjem til. Planeten har længe rakt ud og sonderet. Fra Arktis følger man aktive NASA-missioner. Augustine holder øje med ekspeditionen, som skal vende tilbage fra K-23, en af Jupiters måner, som kan være menneskemoden.

MANDEN går alene omkring på stationen i dage og uger. Sommetider drikker han, somme tider arbejder han. Han prøver at komme i kontakt med Æther, som rumskibet hedder. En dag står der pludselig en ekstra tallerken, da han vil sætte sin egen på bordet i den affolkede kantine.

   Basen er et labyrintisk sted. Er det ham, som er ved at blive gal eller glemsom? Nej, det er en pige, som intet vil sige. Hun tegner en blomst, og han kan se, det er en iris. »Er det dét, du hedder?« spørger han. Iris nikker. De begynder at sidde sammen. Efterhånden er der smil og tavs fortrolighed.

I FORTÆLLINGENS andet spor prøver besætningen på Æther at få kontakt. Humøret er godt. De har været længe væk og glæder sig til at komme hjem. Sullivan (Felicity Jones) venter barn med Adewole (David Oyelowo). Der er også en ældre pilot, en læge og en yngre, kvindelig astronaut. Det er sandt, at man sikkert kan leve på K-23. Men meget skal afvikles og forberedes.

   For Augustine bliver det klart, at han og pigen må forlade trygheden på stationen og prøve at nå til den nordlige base, hvor en større antenne vil gøre det muligt at sende, så Æther kan høre. Han vil sige, at de skal vende fartøjet og tage tilbage til Jupiters måne. Ellers slutter historien om mennesket hér.

ALLE fremtidsfilm handler om samtiden. Al science fiction tager udgangspunkt i vilkår og forhold, vi har lige nu. Formen er en fremskrivning af muligheder, længsler og drømme. The Midnight Sky er ingen undtagelse. Den har sit udspring i en debutroman, Good Morning, Midnight, af Lily Brooks-Dalton. Hun kender i hvert fald sin genre. Og henviser til de rigtige ting.

   Her er tørke, krig og sygdom før den sidste eksodus. Det er ikke nyt, at man forlader Jorden på en mission, der aldrig vil vende tilbage. Men det sker med en ny realisme og alvor. Sikkert fordi tanken ikke mere er ren science fiction.

FILMENS tone er tung og elegisk. Alligevel lykkes det Clooney at skabe lette øjeblikke, som trodser entropien. Augustine og Iris knipser ærter efter hinanden. Da besætningen på Æther må reparere skroget, leverer filmen den klassiske rumvandringstrope: man synger en gammel sjæler i kor. Her er det Neil Diamonds »Sweet Caroline«, som Maya (Tiffany Boone) er for ung til at kende.

   Det er før alle ulykkerne, som rammer med særlig brat voldsomhed, fordi vi har lært karaktererne at kende. Der er svære beslutninger, som skal træffes, og skjulte forbindelser, jeg har undladt at nævne. Det går gradvis op for tilskueren, hvordan relationerne hænger sammen. Fra stadige flashbacks ved publikum, hvorfor K-23 er vigtig for Augustine.

DET lykkes at forene imponerende meget fast stof fra sci-fi og rumfart. Man er strandet som i Gravity, og pigen i kantinen har samme genfærdskvalitet som hustruens dublet i Solaris. Ude på isen, inde i stormen, er pigen og manden som drengen og hans far, der hutler sig frem i The Road. Intet er gyldent og klart som i Star Wars. The Midnight Sky er en realistisk fiktion.

   Den slutter på et bevægende sted, fuldkommen åbent og ærligt. Det er synd, at det ikke er muligt at opleve filmen i biografen. Nordlyset kræver en mørk, stille baggrund. Man taber let tråden hjemme i stuen.

The Midnight Sky var Oscar-nomineret i kategorien Best Visual Effects (Matthew Kasmir, Chris Lawrence, Max Solomon, David Watkins). Prisen gik til Christopher Nolans Tenet.

The Midnight Sky. Instr.: George Clooney. Manus: Mark L. Smith. Foto: Martin Ruhe. 118 min. USA 2020. Dansk premiere: 10.12.2020 (streaming).

Fotos: Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.01.2021