Maria Schrader: Ich bin dein Mensch | Drømmemanden (2021)

JEG ER DIT MENNESKE

Kunstigt liv i en virkelig hverdag

Af BO GREEN JENSEN

IDEEN om kunstigt liv er på alder med Pygmalion-myten. Det posthumane menneske er en trope i eventyr og science fiction fra Mary Shelley til Philip K. Dick. Nu bredes temaet ud i en tid, hvor AI, cyborgs og androider ikke længere er fiktion, men praktisk og populær mekanik.

   Temaet er særligt filmegnet, fordi robotter kan spilles af mennesker. Selv de bedste CGI-effekter kommer til kort. Det har dog typisk været genrestof: fra Brigitte Helm som den kunstige Maria i Fritz Langs Metropolis (1927) til Alicia Vikander i Alex Garlands Ex Machina (2014) og så videre.

   Der er en vagt futuristisk atmosfære i Drømmemanden, men grundtonen er prosaisk og realistisk. Maria Schraders sædekomedie har samme anslag som Christian Petzolds take på havfruemyten i Undine (2020). Begge film bruger Berlin som baggrund og har en kvindelig forsker i fokus.

NÅR Alma (Maren Eggert) har indladt sig med firmaet, som fremstiller robotter, er det for at få penge til sin forskning i sumerisk poesi. Det fremgår, at myndighederne overvejer, om androider skal have status som individer. Alma arbejder for Pergamonmuseet. Hun får sine midler, hvis hun lader Tom flytte ind. Han er programmeret til at opfylde hendes behov.

   Alma er skeptisk og negativt stemt. Tom formulerer banale komplimenter, hælder rosenblade i badevandet og tænder romantiske stearinlys til ingen nytte. Han er både computerskarp og empatisk. Han læser sumerisk og afslører, at en forsker i Buenos Aires er længere med det samme projekt.

TOM kan vente i regnen i timer. Da Alma falder, står Tom parat til at gribe. Hun begynder at føle for fibermanden og indser, at han også føler. Der er et gennembrud i scenen, hvor begge vedgår, at de ikke gjorde deres art nogen ære aftenen før. Der er endelig absolut nærkontakt.

   For Alma slår dét hovedet på sømmet: det nytter ikke at få lykken foræret. Mennesket er skabt til at have modstand. Imidlertid er der mere i sagen. Filmen slutter for resten i Danmark. Alt er meget charmerende gjort.

DET lette og legende gør fablen dybere, end den ser ud. Der er spor af den tragiske smerte, som replikanterne føler i Blade Runner, da deres levetid rinder ud. Englænderen Dan Stevens – som sikkert er bedst kendt fra Downtown Abbey – taler flydende tysk og er castet perfekt som den belevne, metroseksuelle robot.

   Især kan han udfordre menneskers fordomme. Tom taler med mekanisk stemme og bilder Alma ind, at digitale kredsløb hjælper hinanden. Alma vil markere sig i forhold til patos og banalitet. Han imponerer hende ved at skære igennem og give det patetiske liv.

DER er morsomme sociale situationer og megen finurlig, let ironi. Mest forfriskende er filmen hverken dystopisk eller thrillerorienteret. Tom inkarnerer andetheden. Man kunne fortælle den samme historie med etniciteten som tema. Dét er det bedste ved filmen: at den ikke har svar på de spørgsmål, den rejser. Men gode bud på en meningsfuld, midlertidig pagt.

   Ich bin dein Mensch var Tysklands officielle Oscar-kandidat. Filmen blev ganske vist ikke kortlistet, men den er velspillet, vittig og meget seværdig.

Se også Isaac Asimov: I, Robot (1950) [Sci-Fi 100]; To versioner: The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Ridley Scott: Blade Runner – The Final Cut (1982/2007) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy: The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]; Michael Bay: The Island (2005) [Sci-Fi 100]; Efter Alice: The Last Mimzy (2007) [Sci-Fi 100]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Duncan Jones: Moon (2009) [Sci-Fi 100]; Neill Blomkamp: District 9 (2009) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100]; Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]; Spike Jonze: Her | Hende (2013) [Sci-Fi 100]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 (2017) [Sequels nr. 3]; Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 2: QEDA (2017) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 1: Reservat (2019) [Sci-Fi 100]; Jessica Hausner: Little Joe (2019) [Sci-Fi 100]; George Clooney: The Midnight Sky (2020) [Oscars 2021] [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100]; Philip K. Dick 1928-1982 [Sci-Fi 100]; Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999. 

Ich bin dein Mensch (Drømmemanden). Instr.: Maria Schrader. Manus: Maria Schrader, Jan Schomburg. Foto: Benedict Neuenfels. 108 min. Tyskland 2021. Dansk premiere: 10.02.2022.

Fotos: Letterbox Filmproduktion/ Beta Cinema/ Curzon Home Cinema/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen.dk 10.02.2002; trykt [med rubrikken 'Det syntetiske liv'] i WA Kultur 11.02.2022

Spike Jonze: Her | Hende (2013) [Sci-Fi 100]

ÅNDEN I MASKINEN

Først havde AI varme i stemmen

Af BO GREEN JENSEN

LOS Angeles om ti år, sådan cirka. Det er lige om lidt set fra 2013, da man endnu kunne tænke utopisk om nettet. Hvis filmen blev fortalt i 2023, ville det stadig være lige om lidt. I sci-fi er nærmeste fremtid altid et nu med forstærkede farver. 

   Den følsomt fraseparerede Theodore Twombly (Joaquin Phoenix) skriver breve på bestilling – varme, personlige henvendelser fra folk, han ikke kender, til folk, han ikke kender – for websitet BeautifulHandwrittenLetters. Han er, kan man sige, en futuristisk festsangskriver. Det var ikke ambitionen, han begyndte med at nære.

   Theodore går hver aften alene hjem til lejligheden i Wiltshire Tower. Her spiller han spil i 3D, sludrer med naboparret (Amy Adams og Matt Letscher), hænger ud med kammeraten Paul (Chris Pratt) og tænker på sin tid med Cat (Rooney Mara), som han blev voksen sammen med og har svært ved at give slip på.

   Theodores liv får ny mening, da han installerer et styresystem, OS1, som ordner, hvad styresystemer nu ordner, men dertil kan tænke, tale og udvikle sig. Skal programmet være et Ham eller Hende? Theodor, der har en vis erfaring med kælne kvindestemmer i chatrooms, vælger en Hende. Scarlett Johansson leverer stemmen til Samantha, som man i sagens natur aldrig ser, da hun er et digitalt gestalt.*

DET bedste ved den post-humane fabel er et gennemført produktionsdesign. Her er en fremtidshistorie, men der er ingen af de sædvanlige troper, man finder i dystopisk science fiction: ingen totalitær samfundsorden, ingen militante dissidenter.

   Der er byen, som vi kender den, blot skrevet frem til en tid, hvor teknologien er lidt mere lækker. Varme farver dominerer i lyse, veldisponerede rum. Man går i strik og bærer briller. Alle er hooket op på en platform. Altså livet som nu, bare blødere.

   I Samantha finder Theodor endelig en kvinde, som forstår ham, deler hans stemninger og er der for ham hele tiden. De forelsker sig og har en slags sex. Først går Theodor stille med, at hans nye kæreste er et operativsystem, men fænomenet viser sig at være udbredt. Samantha og Theodor har kronede dage. I en særlig fin sekvens er de på juleferie sammen. Da det kommer til stykket, gør skilsmissen slet ikke ondt.

   Det gør derimod de skiftende vilkår i relationen til Samantha. Også Amy gennemlever en krise i sit virtuelle kærlighedsforhold. Samantha holder af Theodore, men de kunstige intelligenser arbejder på at blive en ny livsform. Brian Cox lægger stemme til filosoffen Alan Watts (1915-1973), den store popularisator af tao og zen, som er et orakel for de levende systemer.

   OS-energierne migrerer og er videre. Det er svært for drømmerne at vågne, men efter abstinenserne er der måske en ny erkendelse i slutbilledet, hvor Theodore og Amy sidder sammen på taget og ser solen stå op. Der er i hvert fald en ny dybde i virkeligheden.**

SPIKE Jonze har både skrevet og instrueret den bemærkelsesværdige film. Jeg er naturligvis ikke den første, som bemærker, at Samantha nedstammer fra computeren HAL 9000, som Douglas Raine gav stemme i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968). AI var en trope i sci-fi fra begyndelsen, men der findes få »bløde« film om kunstig intelligens. Hende er absolut en af de bedste.

   Programmøren har skrevet Samantha, så hun udvikler sig hele tiden. Det samme gælder de øvrige OS1-bevidstheder. Som tingene udarter, må man formode, at der i version 2.0 af styresystemet vil være en mindre selvstændig ånd i maskinen.

FILMENS bedrift er at overbevise om kærligheden mellem manden, der er i sin krop hele tiden, og kvinden i computeren, som egentlig ikke er til. Spike Jonze har skabt en moderne kærlighedsfilm, der er på fuld højde med de krøllede meta-historier i Being John Malkovich (1999) og Adaptation (2002, da. Orkidé-tyven).

   Set på ti års afstand, kan benovelsen synes naiv, men den er ægte. Det bliver måske en ny undergenre: blødt hverdagsliv med private problemer og bittersød AI-nostalgi. Canadiske Arcade Fire har skrevet det sprøde, flydende score. Joaquin Phoenix synger sjælfuld duet med Karen O. Døde helte og levende venner som tegneren Maurice Sendak (1928-2012) og forfatteren Dave Eggers bliver husket og takket. Hende holder uanset. Det er det nye New Hollywood, når det er bedst.

Filmen var Oscar-nomineret i 5 kategorier, herunder Best Motion Picture of the Year. Spike Jonze vandt i kategorien Best Writing, Original Screenplay.

   

Se også Isaac Asimov: I, Robot (1950) [Sci-Fi 100]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Ridley Scott: Blade Runner – The Final Cut (1982/2007) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100];  Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]; Michael Bay: The Island (2005) [Sci-Fi 100]; Efter Alice: The Last Mimzy (2007) [Sci-Fi 100]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Duncan Jones: Moon (2009) [Sci-Fi 100]; Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 (2017) [Sequels nr. 3]; Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100]; Jessica Hausner: Little Joe (2019) [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] + Philip K. Dick 1928-1982; Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999. 

*) Samantha kunne være inspireret af Siri, den »intelligente personlige assistent«, som blev udviklet på SRI International i Californien og patenteret i februar 2010. Apple købte teknologien og lancerede den som en integreret app i iPhone 4S, der blev præsenteret den 4. oktober 2011. Som der står på Wikipedia, blev nyheden umiddelbart overskygget af Steve Jobs' død den følgende dag. Susan Bennett, som er »voice actor« og sangerinde, havde indtalt grundstoffet til stemmen allerede i 2005, uden at vide, hvad formålet var. Siri har udviklet sig, og iPhone er nu i version 15. Det er dog stadig op ad bakke, hvis man vil føre en samtale. Chatbots simulerer og imiterer. Det er stadig grøn kode og algoritmer, der skrives af mennesker som Theodor Twombly. Men man må medgive, at talrækkerne kommunikerer.

**) Her er filmen tættest på regulær utopisk/dystopisk sci-fi. I første sammenklip var der flere sidehistorier, og Jonze gjorde mere ud af at beskrive den praktiske hverdag. Der var dybere spil, meta-fiktion og tv-nyheder, eksponering i næsten fuld skala. Steven Soderbergh hjalp med at klippe filmen ned fra en spilletid på 150 min til de nuværende 126. Flere karakterer blev redigeret ud. Det er ikke til at vide, om noget umisteligt blev fjernet, men umiddelbart virker det ikke sådan. Filmen har sin styrke i antydninger og markeringer. Tematikken bliver ikke forklaret ihjel. Netop i kraft af sit løse greb om kontekst bliver Hende for alvor troværdig og ny. 

Her (Hende). Instr. & manus: Spike Jonze. Foto: Hoyt van Hoytema. 120 min. USA 2013. Dansk premiere: 27.02.2014.

Fotos: Annapurna Pictures/ Stage 6 Films/ Warner Bros./ Sony Pictures Releasing/UIP/ CineMateial/ FilmAffinity 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, NETFLIX, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Version 1.0 af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 28.02.2014.

Danny Boyle | Alex Garland: 28 Days Later (2002)

DE OVERLEVENDE
Zombievirus som hadets sindbillede

Af BO GREEN JENSEN

EN hvepsesværm af genrer mødes i denne sammenbidt skarpe og skræmmende film, hvis kompromisløshed i længden er både en styrke og en begrænsning. En prolog viser foruroligende tv-billeder, en kavalkade af opløsningssymptomer, som publikum må tage til efterretning. Så zoomes der ud og vi ser, at en menneskeabe, en fastspændt chimpanse, er tvangsindlagt til at følge de grynede skærmbilleder. Aben er blot et af mange forsøgsdyr på Institut for Primatforskning i Cambridge. Her forsker man i had, hadets væsen og dets årsager. De skrigende dyr er så at sige vaccineret med had.

   Som bekendt er vejen til helvede brolagt med ædle hensigter. Det sidste tv-billede viser tre aktivister, som trænger ind i laboratoriet og sætter aberne fri i den bedste mening. 28 dage senere ligger England øde. Cykelbudet Jim (Cillian Murphy) vågner op af sin coma efter en trafikulykke. Hospitalet er som blæst. Det samme gælder det London, som den forvirrede mand vakler ud i. Han møder dog to overlevende, Selena (Naomie Harris) og Mark (Noah Huntley), og snubler over depoter med lig. Epidemien bredte sig med lynets hast. Sygdommen smittede gennem blodet og forvandlede de inficerede til frådende abemennesker, optændt af had og umættelig blodtørst.

MAN har vendt og drejet denne præmis et utal af gange i dystopisk scifi-sammenhæng. Her er zombier, vampyrer og andre muterede menneskeformer eksponenter for det smitsomme andet i en verden efter krigen, katastrofen, bestrålingen, epidemien. Her er som regel også de overlevende, der vandrer rundt i et apokalyptisk landskab, vænner sig til en ny virkelighed, møder andre som gik fri og skaber en fremtid mod alle odds.

   Scenariet kan skildres med visionær patos eller malkes for splatter og hård body horror. 28 Days Later gør begge dele og lidt mere til. Begyndelsen på hospitalet er et riff på John Wyndhams ofte dramatiserede The Day of Triffids (1951), en hjørnesten i traditionen, som Boyle knytter an til og underminerer.* I sine bedste øjeblikke ligner filmen Terry Nations tv-serie Survivors (1975-76), som også blev vist i dansk tv.**

   Filmen foregriber alt, hvad der fulgte, i fiktionen såvel som i virkeligheden: zombiegenrens genkomst, The Walking Dead-serien med sequels og prequels, COVID-19-pandemien, som sendte alle værdier til revurdering, da mareridtet blev virkeligt i 2020-2022. 

SKARER af inficerede hærger i det evakuerede London. Mark bliver offer for hadet, og Selena hugger ham ned uden skrupler. Næste ø i strømmen er mødet med en far (Brendan Gleeson) og hans teenagedatter (Megan Burns), som har holdt stand i deres lejlighed. På en kaserne i Manchester har soldaterne forskanset sig. Værdier diskuteres. En inficeret mand er lænket i baggården, for det er vigtigt at se, om hadet har en slutning. Det er ofte ubehageligt at se på. Samtidig er rædslerne så kropsnært realiseret, at man ikke har problemer med troværdigheden. Det grundlæggende hvad-nu-hvis virker snarere alt for sandsynligt.

28 DAYS Later har manuskript af Alex Garland (f. 1970), forfatter til romanen The Beach (1996, da. Stranden), der blev kult for 90ernes backpackers. Han skrev siden rumthrilleren Sunshine (2007) til Boyle, bearbejdede Kazuo Ishiguros dystopiske Never Let Me Go for Mark Romanek i 2010 og fik tegneserie(anti)helten Judge Dredd tilbage på britiske hænder i Dredd (2014). Fra og med Ex Machina (2014) blev Garland selv en væsentlig instruktør med indsigt i sci-fi og (folk) horror. Både Annihilation (2018) og Men (2022) er markante arbejder.

   Danny Boyle (f. 1956), som har irske forældre og Manchester-baggrund, kom stærkt fra start med skotsk kynisme og socialrealistisk satire i Shallow Grave (1994, da. Mellem venner). Narkomiljøet og generationsportrættet i Trainspotting (1996) gjorde Ewan McGregor til stjerne og Irvine Welsh til en af årtiets mest læste forfattere.

   Boyle tabte megen goodwill på gulvet, da han og medforfatteren John Hodge (f. 1964) overførte modellen til amerikanske forhold i A Life Less Ordinary (1996). The Beach (2000) blev en lidt for lækker mainstreamfilm med Leonardo DiCaprio og Virginie Ledoyen. Med 28 Days Later og den Mumbai-baserede Slumdog Millionaire (2008) – som vandt 8 Oscars, skabte stjernen Dev Patel og gjorde al skepsis til skamme – kom han tilbage til mindre, smidige produktioner.

BOYLE har siden delt sol og vind lige. 127 Hours (2010) og Trance (2013) var små, hårde stykker; Steve Jobs (2015) og T2 Trainspotting (2017) var store og bløde. På National Theatre iscenesatte han i 2011 en radikal fortolkning af Frankenstein, hvor Benedict Cumberbatch og Jonny Lee Miller skiftedes til at spille Skaber og Skabning. Endelig var det Boyle, som skabte den prægtige »Isles of Wonder«-optakt til åbningsceremonien ved OL i London 2012.

   Han sprang i målet fra No Time to Die (2021), James Bond-film #25, som Cary Joji Fukanaga endte med at instruere. Boyle har senest færdiggjort tv-serien Pistol (2022), som bygger på guitaristen Steve Jones' erindringer om sin tid i Sex Pistols. Det er mere mainstream, end det lyder, og blev indtil for nylig streamet på Disney+. Richard Curtis-bagatellen Yesterday (2019) lå cirka så langt fra det sorte og hårde, som det er muligt at komme. 

AF sådanne forsøg på at indsmigre sig er der ingen spor i 28 Days Later. Boyle og Garland går efter struben i tætte sekvenser, der aldrig lader publikum hvile. De digitale videobilleder skyldes Anthony Dod Mantle, Lars von Triers gamle husfotograf.

   Det er naturligvis et spørgsmål, om man har lyst til at leve sig ind i en film, som i dén grad maler fanden på væggen, men der er intet at udsætte på teknik og tematik. »Uafrystelig« er ikke ordet. »Tankevækkende« ville være en kliche. Men »hård«, »mørk« og »skræmmende realistisk«? Bestemt, absolut og aldeles.

Se også Zombie Apocalypse | The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 4: Sorgenfri (2015) [Epidemic Cinema]; Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]; Pestens år: Virus i fiktionen [Epidemic Cinema]. 

Se også Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours [Bogen og filmen]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]. 

*) I Survivors dør 99,9% af Jordens befolkning brat og vilkårligt, da et pestvirus (af asiatisk ophav) spreder sig. Det sker (overvejende off-screen) i første episode, som er fuld af hverdagstyper i en almindelig britisk stationsby. Da Abby Grant (Carolyn Seymour) vågner af sin febersøvn, er alle i byen døde imens. Hun tager af sted for at lede sin søn, der måske har overlevet på sin kostskole. I London prøver myndighederne at begrænse panikken ved at sidestille smitteudbruddet med en influenzaepidemi, men alt går til på under en uge. Jenny Richards (Lucy Fleming), som er naturligt immun, tager afsted. Ingeniøren Greg Preston (Ian McCulloch) kommer tilbage fra Europa, hvor pandemien allerede har hærget. En håndfuld overlevende samler sig. I tre sæsoner flakker de om i Efterlandet, hvor diverse sociale modeller afprøves. Endelig slår de sig ned i The Grange og prøver at skabe et bæredygtigt landbrugssamfund. Survivors bliver på den måde næsten en antologi over post-apokalyptiske temaer. Serien blev (skuffende ordinært) genindspillet i 2008. Den fik en stor revival under pandemien i 2020, men havde allerede før da kultstatus. Survivors er stadig meget seværdig. Tonen er tættere på dystopisk sci-fi som P.D. James' Children of Men eller Cormac McCarthys The Road. Der er ingen muterede væsener i spil. Til gengæld er den psykologiske troværdighed bemærkelsesværdig. 

   Waliseren Terry Nation (1930-1997) var en vigtig stil- og myteskaber i britisk tv. Foruden Survivors skabte han sci-fi serien Blake’s 7 (1978-1981) og skrev den bestemmende story arc om the Daleks til BBC-institutionen Doctor Who, der har levet og overlevet siden 1963. Nation var bidragyder til serier som The Avengers, The Baron, The Saint (da. Helgenen) og The Persuaders! (da. De uheldige helte) med Roger Moore og Tony Curtis. Han skrev i 1976 en roman/tv tie-in version af Survivors.

**) John Wyndham (1903-1969) er i britisk scifi-kontekst et vigtigt link mellem H.G. Wells og Aldiss/Ballard/Moorcock-generationen, der gør genren psykedelisk i 1960erne. Kun Olaf Stapledon og Nigel Kneale har tilsvarende betydning. I The Day of the Triffids (1951, da. Da triffitterne kom) bliver England og resten af verden lagt øde, da organiske monstre (kødædende planter) invaderer fra rummet. Bogen er trofast dramatiseret for tv (1981, 2009) og omsat til radiospil flere gange (1957, 1968, 2001). I Danmark opførte Radioteatret I trifitternes dage i seks dele i 1968. Kurt Kreutzfeld oversatte Giles Coopers bearbejdelse.

   Wyndham var således værdsat, men den kulørte og kontroversielle biograffilm – som Steve Sekely instruerede for Alliance Pictures i 1962 – gjorde intet for forfatterskabets status. Howard Keel, den aldrende musicalstjerne fra Seven Brides for Seven Brothers (1954) og solide duetter med Kathryn Grayson, var fløjet ind til hovedrollen, som han spillede uden entusiasme. Wyndhams åbne slutning var erstattet med en variation over løsningen fra Wells’ The War of the Worlds.

   Med vanlig dansk sans for skævvredne titler fik The Day of the Triffids premiere som Den nat triffiderne kom. Katastrofefilmen blev hypet så heftigt, at den kritiske modstand på forhånd var stærk. Man bekymrede sig på publikums vegne. Wyndham er aldrig ordentligt læst i DK. Hans øvrige vigtige værker er The Kraken Wakes (1953, da. Invasion fra dybet), The Chrysalids (1955), The Midwich Cuckoos (1957, da. Gøgene i Gorby), Trouble with Lichen (1960) og Chocky (1968).   

28 Days Later (28 dage senere). Instr.: Danny Boyle. Manus: Alex Garland. Foto: Anthony Dod Mantle. 118 min. UK-Holland-USA 2002. Dansk premiere: 28.02.2003.

Fotos: DNA Films/ British Film Council/ Twentieth Century Fox/ Searchlights Pictures

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox [28 Days Later + 28 Weeks Later] 20.10.2008.

Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.03.2002

Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]

DE ROMANTISKE KILDER
Poesi kompenserer for tung forklaring

Af BO GREEN JENSEN

FØRSTE del af søskendeparret Wachowskis Matrix-kompleks var inspireret og nyskabende. Her blev stil, ånd og action til ét, mens tekniske tricks fra asiatiske kampsportsfilm pustede liv i den tunge amerikanske actiongenre. Man må stadig betragte The Matrix (1999) med ærefrygt, når Carrie-Anne Moss løber på væggen eller Keanu Reeves som frelseren Neo bevæger sig mellem kuglerne i ultra slowmotion, den digitale bullet time, der var filmens primære tekniske landvinding.

   Mere klichébelagt var rammen, baggrundshistorien om maskinerne, der holdt menneskeheden hen med drømme om Matrix, mens historien i virkeligheden var forbi, og alt liv blev drømt af sovende menneskefostre, som maskinerne tappede energi af.

   Computerpiraten Anderson (Keanu Reeves før han blev Neo) dykkede ned i cyberspace som Alice hos Lewis Carroll. Han fulgte en dragende kvindes tatovering og kom i kontakt med Morpheus (Laurence Fishburne) og de øvrige frihedskæmpere, mens det løbske program Agent Smith (Hugo Weaving) greb om sig i natbyen. Fordi intet blev udførligt forklaret, kunne man alligevel værdsætte ånden og farten.

I TOEREN, The Matrix Reloaded (2003), som blev stort lanceret på Cannes Festivalen, var der stadig stil og fart i de rene actionsekvenser, men nu blev alt i dén grad forklaret. Især tabte sagaen højde, da menneskets sidste fristed, den underjordiske by Zion, viste sig at være en slags forvokset blanding af natklub og hangar. Pludselig var man tilbage på kommandobroen i Star Trek og tusindvis af trætte fantasier om maskiner, der angriber menneskeheden.

   Undervejs mødte Neo Oraklet, som viste sig at være en hjemløs sort kvinde, mens han måtte kæmpe mod 100 kloner af Agent Smith. Morpheus trynede albinotvillingerne fra Merovingerens natklub (hvor statuariske Monica Bellucci i dén grad var spildt i rollen som Persefone). Neo mødte Arkitekten selv i det inderste lønkammer, hvorfra alle programmer blev iværksat. Han kunne således stille Gud til regnskab og gjorde det. Alligevel forlod man filmen med en fornemmelse af at have set en billig pastiche på Blade Runner og Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.

I TREEREN skal det hele forløses og lægges på plads, for »alt der har en begyndelse har en afslutning«. Der bruges derfor urimelig megen tid på at udrede relationen mellem Matrix og virkeligheden, hvor det er sidste udkald for menneskene i Zion. Da maskinernes grundbor trænger igennem, fosser bølge på bølge af sentinels, »vagtposter« som ligner mekaniske blæksprutter, ned og bliver mødt af svær granatild fra soldater, der sidder i store robotter.

   Slaget begynder 70 minutter inde i filmen og varer 30 minutter. Først er det flot. Så bliver det kedeligt på samme måde som de tilsvarende konfrontationer i George Lucas’ Star Wars: Attack of the Clones (2002) og Peter Jacksons The Lord of The Rings: The Two Towers (2002). Den mekaniske destruktion bliver gentagelse; man væmmes ved synet af orker, der dør.

    Alt er gjort med CGI – »computer generated imagery« – og fremmedgørende blue screens bag spillerne, som i stigende grad bliver tændstiksmennesker. Zions skæbnetime ligner hundrede andre sci-fi opgør. På distraherende vis minder bølgerne af sentinels også om de engleskarer, som færdes på Gustave Dorés illustrationer til Dantes Den guddommelige Komedie (1320) og John Miltons Paradise Lost (1667).

MERE bid og ægte spænding knytter sig til scenerne fra selve Matrix og halvvejsstedet i metroen, hvor programmet »Togmanden« har en bagvej ud af den store mainframe. Ene mand lykkes det Neo at nå til Maskinernes By, som er en ren computerfantasi. Her får han licens til at kæmpe mod Agent Smith i den formørkede regnby, hvor sagaen begyndte. Da det sker, kommer filmen endelig – efter 90 minutter – til live i så håndgribelig grad, at man alligevel føler sig anfægtet.

SLUTKAMPEN mellem Neo og Smith, den kybernetiske messias og hans mørke tvilling, er som opgøret mellem Sherlock Holmes og professor Moriarty ved Reichenbach-vandfaldet, her transponeret til cyberspace. Hvor kampen med klonerne trættede i The Matrix Reloaded, bliver duellen i Revolutions til rendyrket visuel poesi. Filmen har holdt igen med sine kampsportssekvenser. Nu kommer de i salver, og kollisionerne udløser atomare detonationer. Man tænker, at det ikke kan blive større og voldsommere. Det kan det så alligevel.

PÅ vej til Maskinernes By er Neo blevet blindet af fjenden. Han ser derfor verden i en gylden version af night vision. Det er lidt som Matt Murdocks regnsyn i Daredevil (2003) og selvsagt tindrende nonsens i videnskabelig henseende. Imidlertid skaber det storslåede apokalyptiske billeder. Malerne John Martin, førnævnte Doré og Caspar David Friedrich er de visuelle romantiske kilder, som der hyppigst henvises til i The Matrix Revolutions.

SOM helhed falder filmtrilogien, når den vil sætte ord på sin vision og forklare sine ideer. Den røber da et andenhåndspræg, som distraherede allerede i kapitel ét. Hele strukturen er stykket sammen af bidder fra andre mytologier.

   Wachowski-duoen kunne have undladt at forklare, hvad der skjuler sig bag skærmen i Matrix. Havde publikum blot anet nogle sammenhænge, ville visionen stå betydeligt stærkere. Men man kan og vil ikke tage stilen og farten, selve den rene bevægelses skønhed, fra trilogien. På sin egen bedøvende måde når legenden om Matrix faktisk i mål.

Se også Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] og Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100].

Matrix Revolutions (The Matrix: Revolutions). Instr. og manus: The Wachowskis. Foto: Bill Pope. 130 min. USA 2003. Dansk premiere: 05.11.2003.

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ NPV Entertainment/ Silver Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab.com 

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.11.2003.

Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100]

DEN RIGTIGE SLUTNING

Skriften på væggen er grøn og nostalgisk

Af BO GREEN JENSEN

DET var en anden tid i 1999, da den første film om The Matrix tog verden med storm og blev stilskabende. Nettet var endnu en ny virkelighed, som var omgærdet med mystik og romantik. Vi troede jo også, at Den Kolde Krig var forbi.

   Søskendeparret Wachowski, som samlede alt, hvad de vidste og kunne i Matrix-trilogien, var stadig binære mænd, der hed Larry og Andy. Lana begyndte sit kønsskifte i 2010; Lilly stod frem som transkønnet kvinde i 2016. Det er oplagt at læse forvandlingen ind i filmenes flydende virkelighed.

   I den første film fulgte programmøren Thomas Anderson (Keanu Reeves) efter kaninen fra Alice i Eventyrland – som skildret af Grace Slick og Jefferson Airplane i sangen »White Rabbit«: »One pill makes you larger/ One pill makes you small«. Han tog den røde pille i stedet for en af de blå, som holder os fast i den simulerede, vedtagne verden. Han skrev The Matrix og levede spillet.

   I virkeligheden bag spejlet var han hackeren Neo, der blev set af rebellerne som en cool Messias i sort læderfrakke. Han mødte tricksteren Morpheus (Laurence Fishburne). Han kæmpede sammen med Trinity (Carrie-Anne Moss) mod maskinerne, der driver illusionen for at høste energien ved konflikt.

DESVÆRRE tabte historien højde i The Matrix Reloaded (2003) og The Matrix Revolutions (2003), efterhånden som mysterierne blev forklaret. I den sidste film var Agent Smith (Hugo Weaving), maskinernes avatar, ganget med 100, og Neo gjorde fælles sag med de sidste mennesker i fæstningen Zion.

   Trilogien mistede dog aldrig sin stil: billedet af Neo, der snor sig i hyperlangsom bullet time mellem projektilerne, er et klenodie for millennials. Wachowskis kom selv fra gamer-kulturen. De gav den en verdenshistorie.

WACHOWSKIS fik aldrig samme credit for de film, som de lavede efter The Matrix. Speed Racer (2008) og den visuelt overdådige Jupiter Ascending (2015) var skuffelser, men filmatiseringen af David Mitchells Cloud Atlas (2012), som de instruerede sammen med Tom Tykwer, er et vellykket værk, der formår at forløse den kronologiske palindrom-struktur i romanen.

   Lana Wachowski har instrueret The Matrix Resurrections alene. Til gengæld har David Mitchell været medforfatter på denne fjerde film. Der er ikke meget nyt i mytologien, og glasløget af forbundne verdener er en poleret version af byen fra det gamle spil. Men historien er skrevet igennem.

THOMAS Anderson er tilbage i virkeligheden og går i terapi for sin vrangforestilling om, hvad der skete tyve år før. Men der er gået 60 for de unge renegater, som trænger ind i illusionen. Morpheus viser sig atter – nu i skikkelse af Yahya Abdul-Mateen II – og får Neo til at tage den røde pille. Kvinden Bugs (Jessica Henwick) har blåt hår og viser ham sin kanintatovering.

   I kaffetemplet Simulatte ser Neo længselfuldt på Tiffany, som kommer ind hver morgen med sine børn. De kan mærke, at de kender hinanden. Da de har talt og trykket hænder, går hun hjem og spiller spillet. Det er et spørgsmål om tid, før Trinity vågner.

   Måske er de glatbarberede væsener, som maskinerne har holdt i dvale og fodret som fostre. Men i et andet lag af Matrix er fortet Zion faldet og erstattet af Io, en holistisk stat, hvor mennesker og maskiner har fundet ud af at arbejde sammen. Nonbinær er et meget brugt ord i filmen. Som regel betyder det bare syntese.

ALTING KOMMER I STAND, fordi »forældreselskabet« Warner Brothers har bedt Neo og hans firma om at genrejse Matrix. Den første time går med at tale om reboots og fortsættelser. Det korte af det lange er, at spillet vil blive skrevet med eller uden Neo og Smith – som indser, at de er komplementære.

   På samme måde kom filmen i stand. Warner Brothers ville producere en fortsættelse med eller uden Wachowskis, så den ene sagde ja til at gøre forsøget. Ikke af lyst, men for at beskytte sit stof. Filmen er bedre, end man havde troet. Det er godt at blive overrasket sådan.

ALLE de gamle begreber bliver vendt. Genstarten er enten begyndelsen til mere eller den rigtige slutning på hele mysteriet. Vist har meget ændret sig, men Keanu Reeves og Carrie-Anne Moss er de samme med mere markerede træk. Reeves har en evne til altid at virke klogere end sit materiale. Det giver ham en lidt sørgmodig udstråling. Dén kvalitet kommer fuldt til sin ret.

   Neos erindring bliver aktiveret, når oprørerne viser ham stumper fra det gamle spil. Så kan man se, hvor tiden er gået. Den stilrene cyberpunk virker klodset og tung. Ideelt har tilskueren præcis dén distance: man er der igen, men på tyve års afstand. Naturligvis kan nytilkomne se de første tre film i streg. Men den fulde virkning kræver, at man var her, før nettet blev født.

DER har altid været lidt Star Wars-noir og en masse Philip K. Dick i The Matrix. Man pirker i spejlet, som giver efter, og finder en anden verden bag væggen. Det gælder igen i The Matrix Resurrections. Filmen skulle have biografpremiere, men udkom på streaming, da COVID-19-pandemien blev ved. Den grønne skrift løber smukt over skærmen. Der er scener, som flyver og synger.

Se også Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100] og Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100].

The Matrix Resurrections. Instr.: Lana Wachowski. Manus: Wachowski, David Mitchell, Aleksander Hemon. Foto: Daniele Massaccesi, John Toll. 148 min. USA-UK-Australien 2021. Dansk premiere: 24.12.2021 (streaming) + 16.01.2022 (biografer).

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Venus Castina Productions/ SF Studios

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2022