Spike Jonze: Her | Hende (2013) [Sci-Fi 100]

ÅNDEN I MASKINEN

Først havde AI varme i stemmen

Af BO GREEN JENSEN

LOS Angeles om ti år, sådan cirka. Det er lige om lidt set fra 2013, da man endnu kunne tænke utopisk om nettet. Hvis filmen blev fortalt i 2023, ville det stadig være lige om lidt. I sci-fi er nærmeste fremtid altid et nu med forstærkede farver. 

   Den følsomt fraseparerede Theodore Twombly (Joaquin Phoenix) skriver breve på bestilling – varme, personlige henvendelser fra folk, han ikke kender, til folk, han ikke kender – for websitet BeautifulHandwrittenLetters. Han er, kan man sige, en futuristisk festsangskriver. Det var ikke ambitionen, han begyndte med at nære.

   Theodore går hver aften alene hjem til lejligheden i Wiltshire Tower. Her spiller han spil i 3D, sludrer med naboparret (Amy Adams og Matt Letscher), hænger ud med kammeraten Paul (Chris Pratt) og tænker på sin tid med Cat (Rooney Mara), som han blev voksen sammen med og har svært ved at give slip på.

   Theodores liv får ny mening, da han installerer et styresystem, OS1, som ordner, hvad styresystemer nu ordner, men dertil kan tænke, tale og udvikle sig. Skal programmet være et Ham eller Hende? Theodor, der har en vis erfaring med kælne kvindestemmer i chatrooms, vælger en Hende. Scarlett Johansson leverer stemmen til Samantha, som man i sagens natur aldrig ser, da hun er et digitalt gestalt.*

DET bedste ved den post-humane fabel er et gennemført produktionsdesign. Her er en fremtidshistorie, men der er ingen af de sædvanlige troper, man finder i dystopisk science fiction: ingen totalitær samfundsorden, ingen militante dissidenter.

   Der er byen, som vi kender den, blot skrevet frem til en tid, hvor teknologien er lidt mere lækker. Varme farver dominerer i lyse, veldisponerede rum. Man går i strik og bærer briller. Alle er hooket op på en platform. Altså livet som nu, bare blødere.

   I Samantha finder Theodor endelig en kvinde, som forstår ham, deler hans stemninger og er der for ham hele tiden. De forelsker sig og har en slags sex. Først går Theodor stille med, at hans nye kæreste er et operativsystem, men fænomenet viser sig at være udbredt. Samantha og Theodor har kronede dage. I en særlig fin sekvens er de på juleferie sammen. Da det kommer til stykket, gør skilsmissen slet ikke ondt.

   Det gør derimod de skiftende vilkår i relationen til Samantha. Også Amy gennemlever en krise i sit virtuelle kærlighedsforhold. Samantha holder af Theodore, men de kunstige intelligenser arbejder på at blive en ny livsform. Brian Cox lægger stemme til filosoffen Alan Watts (1915-1973), den store popularisator af tao og zen, som er et orakel for de levende systemer.

   OS-energierne migrerer og er videre. Det er svært for drømmerne at vågne, men efter abstinenserne er der måske en ny erkendelse i slutbilledet, hvor Theodore og Amy sidder sammen på taget og ser solen stå op. Der er i hvert fald en ny dybde i virkeligheden.**

SPIKE Jonze har både skrevet og instrueret den bemærkelsesværdige film. Jeg er naturligvis ikke den første, som bemærker, at Samantha nedstammer fra computeren HAL 9000, som Douglas Raine gav stemme i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968). AI var en trope i sci-fi fra begyndelsen, men der findes få »bløde« film om kunstig intelligens. Hende er absolut en af de bedste.

   Programmøren har skrevet Samantha, så hun udvikler sig hele tiden. Det samme gælder de øvrige OS1-bevidstheder. Som tingene udarter, må man formode, at der i version 2.0 af styresystemet vil være en mindre selvstændig ånd i maskinen.

FILMENS bedrift er at overbevise om kærligheden mellem manden, der er i sin krop hele tiden, og kvinden i computeren, som egentlig ikke er til. Spike Jonze har skabt en moderne kærlighedsfilm, der er på fuld højde med de krøllede meta-historier i Being John Malkovich (1999) og Adaptation (2002, da. Orkidé-tyven).

   Set på ti års afstand, kan benovelsen synes naiv, men den er ægte. Det bliver måske en ny undergenre: blødt hverdagsliv med private problemer og bittersød AI-nostalgi. Canadiske Arcade Fire har skrevet det sprøde, flydende score. Joaquin Phoenix synger sjælfuld duet med Karen O. Døde helte og levende venner som tegneren Maurice Sendak (1928-2012) og forfatteren Dave Eggers bliver husket og takket. Hende holder uanset. Det er det nye New Hollywood, når det er bedst.

Filmen var Oscar-nomineret i 5 kategorier, herunder Best Motion Picture of the Year. Spike Jonze vandt i kategorien Best Writing, Original Screenplay.

   

Se også Isaac Asimov: I, Robot (1950) [Sci-Fi 100]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Ridley Scott: Blade Runner – The Final Cut (1982/2007) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100];  Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]; Michael Bay: The Island (2005) [Sci-Fi 100]; Efter Alice: The Last Mimzy (2007) [Sci-Fi 100]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Duncan Jones: Moon (2009) [Sci-Fi 100]; Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 (2017) [Sequels nr. 3]; Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100]; Jessica Hausner: Little Joe (2019) [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] + Philip K. Dick 1928-1982; Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999. 

*) Samantha kunne være inspireret af Siri, den »intelligente personlige assistent«, som blev udviklet på SRI International i Californien og patenteret i februar 2010. Apple købte teknologien og lancerede den som en integreret app i iPhone 4S, der blev præsenteret den 4. oktober 2011. Som der står på Wikipedia, blev nyheden umiddelbart overskygget af Steve Jobs' død den følgende dag. Susan Bennett, som er »voice actor« og sangerinde, havde indtalt grundstoffet til stemmen allerede i 2005, uden at vide, hvad formålet var. Siri har udviklet sig, og iPhone er nu i version 15. Det er dog stadig op ad bakke, hvis man vil føre en samtale. Chatbots simulerer og imiterer. Det er stadig grøn kode og algoritmer, der skrives af mennesker som Theodor Twombly. Men man må medgive, at talrækkerne kommunikerer.

**) Her er filmen tættest på regulær utopisk/dystopisk sci-fi. I første sammenklip var der flere sidehistorier, og Jonze gjorde mere ud af at beskrive den praktiske hverdag. Der var dybere spil, meta-fiktion og tv-nyheder, eksponering i næsten fuld skala. Steven Soderbergh hjalp med at klippe filmen ned fra en spilletid på 150 min til de nuværende 126. Flere karakterer blev redigeret ud. Det er ikke til at vide, om noget umisteligt blev fjernet, men umiddelbart virker det ikke sådan. Filmen har sin styrke i antydninger og markeringer. Tematikken bliver ikke forklaret ihjel. Netop i kraft af sit løse greb om kontekst bliver Hende for alvor troværdig og ny. 

Her (Hende). Instr. & manus: Spike Jonze. Foto: Hoyt van Hoytema. 120 min. USA 2013. Dansk premiere: 27.02.2014.

Fotos: Annapurna Pictures/ Stage 6 Films/ Warner Bros./ Sony Pictures Releasing/UIP/ CineMateial/ FilmAffinity 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, NETFLIX, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Version 1.0 af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 28.02.2014.

David O. Russell: American Hustle (2013)

ET STYKKE AF TIDEN
Den krøllede stil er det primære budskab

Af BO GREEN JENSEN

HÅRET fylder umådeligt meget i American Hustle. David O. Russells (a)moralske svindlerhistorie udspiller sig i New York og New Jersey i 1978, da moden tangerede en forstørret rokoko-version af 1960er-trends, som havde udviklet sig.

   Disco, funk og new wave førte krig i musikkulturen. Også hvide drenge ville have sejt afrokrøl, og pigerne brugte timer på at få flydende fald, så de kunne minde om Farrah Fawcett, der var tidens sunde sexsymbol. Præsidenten hed Jimmy Carter, og økonomien var på højde med den lave selvrespekt, men det var cool at læse Penthouse og tage stoffer. Der var langt til vore dages konservative krisemodel.

SCENEN sættes med omhu. Der bliver dog aldrig tale om nostalgi. Perioden er bare et stykke af tiden, som stiller særlige krav til frisuren. I filmens prolog bruger Irving Rosenfeld (Christian Bale) en morgen på at arrangere sit hår og klistre en tvivlsom toupé fast. Håndelaget røber rutinen. Så kører han til et hotel, hvor han møder eks-kæresten Sydney Prosser (Amy Adams) og Richie DiMaso (Bradley Cooper) fra FBI.

   Et kamera bliver rigget til. DiMaso sikrer sig, at man kan se, hvad der foregår i naboværelset. Man kender endnu ikke relationen mellem de tre karakterer. Det fremgår, at en handel slår fejl. New Jersey-borgmesteren Carmine Polito (Jeremy Renner med højt Elvis-hår) vil ikke have attachétasken. Så det skjulte kamera kan ikke dokumentere transaktionen.

DET kommer til et skænderi. Richie tirrer Irving ved at rode i hans hentehår. Vi ser, at Sydney forstår, hvilken virkning, det har på den blussende Bale, der i American Hustle har anlagt sig topmave og en markant overvægt, næsten som da Robert De Niro i sin tid tog på for at spille Jake LaMotta i Raging Bull. Senere dukker De Niro selv op i rollen som Victor Tellegio, en mafiamand af den gamle skole. Han bærer briller med store glas af den slags, som Martin Scorsese brugte i 1970erne.

   Det fremgår, at Irving og Sydney har praktiseret en lukrativ blanding af kreativ svindel og åger. Richie afslører og presser dem til at hjælpe med en optrævling af politisk bestikkelse. Den ambitiøse FBI-officer må hele tiden cleare budgettet med sin overordnede (Louis C.K.), som er forsigtig og konventionel. Heldigvis er den øverste chef mindre bornert og lige så tændt på at score en sejr som Richie. »Noget af dette skete rent faktisk,« står der på skiltet, før filmen begynder.

BORGMESTEREN vil genrejse Atlantic City for sorte penge, som trioen stiller ham i udsigt. Manden har ærlige hensigter, men kan ikke få byfornyelsen finansieret. Irving og Sydney fabrikerer historien om en arabisk sheik, der vil investere. Fælden skal klappe, når Carmine tager tasken. Men nu er Sydney måske interesseret i Richie, for Irving vil ikke bryde med hustruen Rosalyn (Jennifer Lawrence), en omvandrende katastrofemagnet, der kan vende alt på hovedet, så hun fremstår sagesløs. Irving kalder hende »the Picasso of passive-aggressive karate«.

   Imens har Irving fået ondt af Carmine. Han er under alle omstændigheder skeptisk med hensyn til det svindelnummer, som giver Richie hård rejsning og mediekløe. For at gøre det rigtige, vil svindleren trække sig ud af den svindel, som lovens mand har iscenesat for at fange en korrupt embedsmand. Så mange grader af sandhed er hele tiden på spil i filmen, som ved at sætte ordet American foran Hustle giver tillidstricket karakter af national selvanalyse.

HÅRET fylder, fordi det er vigtigt. FBI-agenten går selv med små curlers hjemme hos Mor, fordi han efterstræber et virilt afro-look. Alle karaktererne er optaget af, hvilket indtryk, de gør. Det vigtigste er ikke, hvem man er, men hvad man ligner. »Nøglen til mennesker er, at de tror på det, som de ønsker at tro på,« siger Irving et sted i den voiceover, som sætter scenen i første akt, hvor han fortæller om sin baggrund og mødet med Sydney, der blev hans tvillingesjæl og medsammensvorne.

   Der er adskillige lag i American Hustle. Plottet er en klassisk bondefangerhistorie med tilpas megen spænding til at holde publikum fast i forventning. Karaktererne er autentisk baserede småfisk af typen, som man plejede at læse om i romaner af Donald E. Westlake og Elmore Leonard, der på samme måde kunne balancere en lakonisk, humoristisk grundtone med hårdkogt spænding og tragisk psykologi.

   

DET er dog tidsbilledet og en excentrisk, tilbagelænet fortællestil, som løfter den skumplende masse på plads. Sen-70ernes luvslidte hedonisme og moralske laissez faire-indstilling er fremstillet med en detaljerigdom, som ikke er set mere gennemført, siden Paul Thomas Anderson skildrede pornobranchens storhed og fald i den væsensbeslægtede Boogie Nights (1997).

   På et ydre plan er det gjort med bizarre frisurer og kostumer, der ligner tiden, som den faktisk så ud, skønt de nu synes ekstravagante. Periodepræget konsolideres af de sange, som Susan Jacobs, den musikalske supervisor, har samlet på filmens eklektiske lydspor: fra Electric Light Orchestra (»10538 Overture«), America (»A Horse with No Name«) og Donna Summer (»I Feel Love«) til en ny arabisk version af »White Rabbit«, som fremføres af libanesiske Mayssa Karaa.

DER går en flydende grænse mellem diegetisk og ekstradiegetisk – dvs. musikken, som karaktererne kan høre i situationen, og dén som spiller til ære for publikum. Duke Ellington har særlig vægt, fordi Irving og Sydney finder sammen til »Jeep's Blues«. Jennifer Lawrence gør rent, mens hun synger om kap med Paul McCartney på Wings-nummeret »Live and Let Die«, som blev skrevet til den 8. Bond-film og var en golden oldie allerede i 1978. Danny Elfmans originale score fylder mindre, men sætter stemningen lige så sikkert som pudemøblerne hjemme hos Carmine og smagen for fløjl, tern og gabardine.

HELHEDSINDTRYKKET er som Ben Afflecks Argo (2012) med latter eller en sleazy 70er-version af The Sting. Man noterer sig, at vor historiske afstand til tiden i American Hustle – 40 år i 2013 – er den samme, som Sidste stik havde til sin periode i 1973, da George Roy Hill instruerede svindelnummeret med Paul Newman og Robert Redford. Der er intet vemod. Snarere et bittersødt genbrug af temaer, som kun ærlige svindlere kan formulere.

   Christian Bale har blussende, tung værdighed og en egen integritet i sin insisteren på at begrænse bedraget og bygge illusionen »nedefra og op«. Amy Adams demonstrerer, hvordan et begær konstrueres, og den anstrengende Bradley Cooper er velanbragt som skinger, kokain-boostet opportunist. Sætstykket er Jennifer Lawrence, der træder alle hegn ned i rollen som Rosalyn Rosenfeld.

DET er klart, at filmen vil være en amerikansk moralitet af en slags. Der er tradition for at lade lovløse være de ærligste folk, og også i American Hustle får alle løn som forskyldt. Russells løse form gør dog denne version af historien til noget særligt og meget forfriskende skarpt. Der er lune, vid og en vis kvæstet skønhed i kaoskomedien, som til det sidste føjer uforudsete detaljer i mikset.

   Jeg har hørt kolleger sige, at de så langt foretrækker The Wolf of Wall Street, som er den anden store film om amerikansk moral fra slutningen af 2013. Faktisk står værkerne tæt på hinanden. Wolf of Wall Street er et svimmelt panorama. American Hustle er en nyklassisk miniature, som siger det samme med sjuskede midler. Tal om at have charme. Hér bliver den hældt på i spandevis.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: Joy (2015); David O. Russell: Amsterdam (2022).

American Hustle. Instr.: David O. Russell. Manus: Eric Warren Singer og David O. Russell. Foto: Linus Sandgren. 138 min. USA 2013. Dansk premiere: 23.01.2014.

Fotos: Columbia Pictures/ Annapurna Pictures/ Atlas Entertainment/ Fundamental Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures [10th Anniversary] 21.05.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.01.2014.

David O. Russell: The Fighter (2010)

NÅR MÆND SLÅR IGEN

Karakter, kvalitet og personlig moral

Af BO GREEN JENSEN

MARK Wahlberg har i The Fighter sin bedste dramatiske rolle siden Boogie Nights (1997), hvor han først gjorde indtryk som pornostjernen Dirk Diggler. David O. Russells atypisk kropsnære film er en utrolig, skønt autentisk baseret fortælling om baggrunden for den sejr, som den 11. marts 2000 gjorde »Irish« Micky Ward til verdensmester, da han mødte letweltervægteren Shea Neary i London.

   Den 35-årige bokser havde mange års kampe som »trinbræt« bag sig. Ward var den solide modstander, ikke for sølle og ikke for stærk, som blev brugt på vejen til større kampe, og han havde ry for altid at tabe, når det gjaldt. På mange måder var han en slags Rocky Balboa i virkeligheden.

THE Fighter er fuld af nervøs energi og besidder en dokumentarisk kvalitetet, som især kommer til sin ret, når emnet netop ikke er boksning, men hverdagen i en dysfunktionel storfamilie i bluecollarforstaden Lowell, Massachusetts. Micky har levet i skyggen af sin ældre halvbror, Dicky Eklund (Christian Bale), som engang besejrede Sugar Ray Leonard, men siden gik ned i et frit fald, som crack og kriminalitet hjalp godt på vej.

   Ved filmens begyndelse er HBO ved at optage et tv-program om narkokulturen i Lowell. Dicky fungerer som sonde og guide, men har overbevist sig selv om, at programmet skal dokumentere hans comeback.

DER er ni voksne børn i familien, som Alice Ward (Melissa Leo) kontrollerer på hæmningsløs løvindefacon. Det har altid været Dicky først og siden Mickey, som hun også er manager for.

   Der er et tavst kor på syv forkælede søstre, og familien er økonomisk afhængig af sporten, hvor man af og til bliver betalt for at tabe og må tage kampe med dårlige odds. Kun bokserens far ser, at sønnen har brug for at gøre sig fri. Da Mickey samtidig møder Charlene (Amy Adams), en bartenderske med et hjerte af guld, får moderdyret kamp til stregen for første gang i sit liv.

DEN amerikanske boksefilm er en hævdvunden genre, som typisk har skildret tabernes kampe, tilskuernes blodtørst, intriger i periferien og omkostningerne ved at have succes.

   De bedste film handler om arrangerede kampe: den undertippede kriger, der gør comeback; guddommelige gladiatorer, der ender som desorienterede ringvrag. Somebody Up There Likes Me (1956), Fat City (1972), Raging Bull (1980), Million Dollar Baby (2004). Listen er lang, og The Fighter har lidt af det hele.

   Som sportsfilm er den uinteressant. For det første har Mickey en decideret uskøn strategi, som består i at lade sig slå på så længe, at modstanderen åbner sig for et slag, som sættes ind i kampens sidste omgang. Han vinder på stød, der ville diskvalificere ham i en rigtig turnering. For det andet er kampsekvenserne ikke bygget op efter tvekampens dramaturgi. Finalen er dog en relativ undtagelse.

FILMEN lever stærkere på gaden, i fængslet og træningslokalet. Christian Bale stjæler ofte billedet med sin fremstilling af den narkoskadede Dickey, der rejser sig med opgaven og træner sin bror, da det gælder. Det er dog Wahlberg, som selv har produceret og kommer fra samme baggrund som Ward, der bærer filmen ved hverken at være overdrevent rebelsk eller tragisk.

   Som det hører med i biopics, ser man under de sidste credits optagelser af karaktererne i virkeligheden. Micky og Dicky ligner i slående grad. Hvad skal man så med historien? Man skal vel lære at føre stødet igennem, også når aftalen ikke er god. Og at tro på kærligheden. Også i dén forstand er det Rocky, som The Fighter kommer tættest på i sin form.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012); David O. Russell: American Hustle (2013); David O. Russell: Joy (2015); David O. Russell: Amsterdam (2022).

The Fighter. Instr.: David O. Russell. Manus: Scott Silver, Paul Tamasy, Eric Johnson. Foto: Hoyte Van Hoytema. 115 min. USA 2010. 10.02.2011.

Fotos: Closest to the Hole Productions/ Paramount/ NFD/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, FlixFling Rent & Buy, Grand Hjemmebio, Nordisk Film+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 18.0.2024

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 11.02.2011

Tom Ford: Nocturnal Animals (2016) [Noir 100]

BEGÆRLIGE NATDYR

Modeskaberens metafiktion

Af BO GREEN JENSEN

HÆVN og begær, afhængighed og grådighed, er hårde grundstoffer i den del af genrelandskabet, som stadig bliver kaldt film noir, skønt der kom farver i feltet for mange år siden. Det er også blevet en løsere form, som dækker mange slags skæbnefortælling. Af samme grund verserer betegnelser som neo-noir.

   Ægte noir er dog stadig – i sagens natur – en auteur-baseret genre, der som regel arbejder med beskedne budgetter, fordi misantropien og den fatalistiske grundstemning går imod behagesygen i den kommercielle hovedstrøm.

   Manhattan-galleristen Susan (Amy Adams) lever det gode liv i den hurtige bane. Hun er gift med en børsmægler (Armie Hammer), som bedrager hende for et godt ord og vist nok er ved at gå ned økonomisk. Der er hele tiden en stab af tyende og assistenter omkring de smukke ægtefæller, som er holdt op med at sige særligt meget til hinanden. De bor i et veloplyst glashus.

   

DET skal siges, at Susan har fået præcis det liv, som hun ønskede sig. Som ung var hun – det beskrives i flashbacks – en åben kvinde, der ville være kunstner selv. Da hun blev gift med Tony (Jake Gyllenhaal), en famlende forfatter, var det ikke kun for at trodse de rige forældre. Men det var Susans pragmatiske mor (Laura Linney), som forudsagde, at hun en dag ville gå fra den følsomme mand.

   Susan markerer ferniseringen på sin nye udstilling – af pornografisk trompe l’oeil-kunst og kolossale kvinder i stripper-outfits – med en fest, som der ikke er råd til. Bagefter er hun alene igen og får tid til at åbne pakken, som hendes assistent har lagt frem. Hun skærer endda sin finger på papiret og bliver sammen med tilskueren mindet om, at der findes andet end steriliteten og den monumentale vulgaritet i popkunsten.

   I pakken ligger manuskriptet til en roman med titlen Nocturnal Animals. Det viser sig at være en brutal historie om hævn og begær, afhængighed og grådighed, fortalt af eks-manden, som Susan hånede for hans fine æstetiske fornemmelser, da de var sammen. Nu har piben fået en helt anden lyd. I rå, taktile billeder beskriver bogen, hvordan en familie bliver udraderet.

FILMEN bruger lige megen tid i de to historier, men de er ikke for alvor flettet sammen. Snarere ligger Susans fortælling som en skal om Tonys beretning. Fiktionen i fiktionen får på den måde status som virkelighed.

   I manuskriptet får karakteren Edward sin verden revet over, da psykopatiske bøller voldtager og dræber hans hustru og datter på en landevej i Texas. Det sker om natten, og der er en langstrakt legen kispus mellem jæger og bytte. Alting er skildret så detaljeret, at tilskueren føler akut ubehag.

   Senere vil Edward finde gerningsmændene, der gjorde det for sjov. Han er – som sin forfatter – en mild amatør uden praktisk erfaring. Men rangeren Bobby Andes (Michael Shannon), en kræftsyg kæderyger, gør Edwards hævn til sin principsag – og insisterer på handling, når Edward bliver svag.

TYDELIGVIS er der tale om forbundne narrative kar. Både Tony og Edward bliver spillet af Jake Gyllenhaal. Det kan være, fordi Susan ser forfatterens ansigt for sig, mens hun læser, eller fordi Tony skriver om Edward med absolut indlevelse. I hvert fald har han fundet sin stemme. Der er reaktionsbilleder af den henførte Susan. Sjældent er læserens begær visualiseret så bogstaveligt.

   Da hun lukker bogen, er Susan forført, fortabt, helt våd og åben, parat til at gøre det hele igen. Hun sender Tony en bævende mail. Hun klæder sig på med grundig nydelse og venter i restauranten. Nu er hun endelig klar.

DESIGNEREN Tom Ford debuterede sent som filmskaber, da han instruerede Colin Firth i en dramatisering af Christopher Isherwoods A Single Man (2009). Han er en pertentlig fortæller med stor appetit på gennemførte billeder. Han har råd til også selv at producere sine film. Det gør ham til en effektiv ener.

   A Single Man havde et homoerotisk tema, som var personligt for Ford. Så kan han mon mere? sagde skeptikerne. Her leverer han et smukt stykke sanselig neo-noir, der et stykke af vejen deler terræn og virkemidler med David Lynch. Jeg har set ham kritiseret for ikke at være sær og foruroligende nok, men det er at misforstå ærindet. Ford vil hellere tale om psykologi og moral end dyrke det mærkelige for dets egen skyld.

   Fra titelsekvensens fantastiske frise af store kvinder, der stripper i slow-motion – som havde Federico Fellini animeret figurer af Lucien Freud og Francis Bacon – til det sidste Edward Hopper-beskårne glimt af Susan i restauranten, er der tale om original billedkunst. Forlægget er en thriller af Austin Wright, som de færreste har læst. Ford gør den til noget dunkelt og stærkt.

Se også Tom Ford | Christopher Isherwood: A Single Man (2009) [Bogen og filmen].

Nocturnal Animals. Instr. og manus: Tom Ford. Foto: Seamus McGarvey. 116 min. USA 2016. Dansk premiere: 05.01.2017.

Fotos: Focus Features/  UIP DK/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 15.10.2019

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 06.01.2017

Paul Thomas Anderson: The Master (2012)

HUND OG HERRE

Scientology er sagen i The Master  

Af BO GREEN JENSEN

PAUL Thomas Anderson bliver somme tider sammenlignet med Orson Welles. Det er ikke så søgt, som det lyder. Anderson voksede op i filmmiljøet, og der er det samme egenrådige wunderkind-touch i hans amerikanske epos, som i stigende grad bliver Citizen Kane-historier. I generationen, der tæller filmskabere som Todd Haynes (discipel af Douglas Sirk) og David Fincher (i sporet fra Alfred Hitchcock), giver det mening at se ham som Welles.

   Andersons film har deres styrke i stedet og tiden. De første var hjemstavnshistorier fra San Fernando Valley. Boogie Nights (1997) beskriver pornoindustrien i 1970erne, den korte guldalder før VHS, da sexfilmen havde æstetiske ambitioner. Magnolia (1999) binder en tør buket af absurde vandrehistorier. Punch-Drunk Love (2002) viser Los Angeles og Adam Sandler fra sider, de sjældent har lejlighed til at vise.

   Anderson nåede næste niveau i There Will Be Blood (2007), hvor Daniel Day-Lewis finder olie ved forrige århundredskifte og bygger et goldt forretningsimperium. Han vinder verden og taber sin sjæl. For Anderson er dét den store historie, som han forbinder med Amerikas skæbne. Han fortæller den en gang til i The Master.

THE Master er inspireret af Scientology-stifteren L. Ron Hubbards biografi, både mandens egen, mytisk opskrevne udgave og den mere prosaiske baggrund. Filmen fortæller i mættede scope-billeder – den er skudt på råfilm fra perioden og fremkaldt i det sjældne 65-mm format – om krigsveteranen Freddie Quell (Joaquin Phoenix), som finder en retning i livet, da han møder den karismatiske kultleder Lancaster Dodd (Philip Seymour Hoffman), der mobiliserer sjæle for »Sagen« i 1940ernes Californien.

   Dodd og hans bevægelse deler så mange træk med Hubbard og Scientology, at man ikke kan se bort fra disse ligheder. Der er dog hverken tale om angreb eller apologi. Quell og Dodd er evige typer og mænd af deres tid. Helt centralt er, at de kompletterer hinanden. Quell er hunden, der finder sin herre. Dodd har brug for Quell, der kan slukke hans tørst. Det gælder helt bogstaveligt. Til Quells talenter hører, at han kan mikse drinks af kemikalier: syre, fortynder, fremkaldervæske.

DER er tre lange akter i The Master. Først beskrives Quells tid i Stillehavskrigen. Han former en kvinde af sand og simulerer et samleje. Han sover i riggen og drikker sig svimmel i barbersprit. Farveskalaen er blå, hvid og ren som tidens egen technicolor. Quell er derimod fortabt og ude af trit, da han dukker op i 1950 som kanonfotograf i et stormagasin. Han har varm sex med en model, som han siden forlader.

   Jorden brænder altid under Freddie. Han synes om solen og vinden og regnen i marken, hvor han arbejder som daglejer blandt filippinske immigranter, og filmen bruger billedkompositioner fra Walker Evans og Dorothea Lange. Ved et tilfælde bliver han blind passager på den yacht, som Dodd har lånt af en rig discipel. Da de mødes, er Mesteren således klædt i en velstand, som også duperer tilskueren.

REALISMEN sætter ind i anden akt, hvor fokus forrykkes fra hunden til herren. Dodd har skrevet den første udgave af Planen. En kreds af tilhængere deler hans tanker. Dodd selv bliver holdt i stramme tøjler af hustruen Peggy (Amy Adams), som sørger for, at han ikke forgriber sig på eleverne. Mange sager må dysses ned. Quell deltager i flere lektioner, men lærer aldrig at maksimere sine psykiske energier. Han slår enhver, som bagtaler Dodd. For Mesteren er Quell uundværlig. Alle andre betragter den fordrukne soldat med foragt.

QUELL bærer Dodds udstyr, da Mesteren henter de hellige skrifter. Scenen ligner en psykedelisk parodi på De ti bud. Så må hunden frigøre sig. Vendepunktet er henlagt til ørkenen, hvor mændene kører motorcykel. Quell får besked på at styre mod bjerget. Han kører og kommer aldrig tilbage. Dodd tager det til efterretning. Det bliver hverken fortolket eller forklaret. En væsentlig styrke ved The Master er, at den ikke sætter ord på sine mysterier.

   Quell bliver ikke lykkelig. Dodd får flere tilhængere, da han skriver anden udgave af Planen og lokker med hemmelig indsigt. Man fornemmer, at der går forretning i troen. Det er Peggy, som styrer kontoret i England, hvor hund og herre mødes sidste gang. Scenen er forberedt i to timer. Det er en meget tilfredsstillende slutning.

THE Master ligner ikke mange andre film. Den er mere som en velskreven bog, der lader tvivlen og pauserne stå, mens den udforsker virkeligheden. Anderson forholder sig ikke til Sagen, men til graden af fortabelse, og der er ingen færdig nøgle til strukturen. Der er derimod stofrige billeder, som kan læses på mange niveauer. The Master har sjæl og får én til at tænke. Hvad mere kan en filmgænger ønske sig nu?

Se også Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996); Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017) + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson (2012) [Moderne mestre].

The Master. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Mihai Milaimare Jr. 137 min. USA 2012. Dansk premiere: 31.01.2013.

Fotos: Western Film Company LLC/ TWC/ Annapurna Pictures/  Ghoulardi Film Company/ Midget Entertainment/ UIP/ CineMaterial [Poster Artwork: PlanetFab]/ MovieStillsDB/ YouTube [Annapurna Pictures Trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 11.03.2013

Anmeldelsen stod t i Weekendavisen Kultur 01.02.2013