Jean-Stéphane Sauvaire: A Prayer Before Dawn (2017)

EN SEPARAT FRED

Bokserens rejse fra kaos til klarhed

Af BO GREEN JENSEN

DER er en håndfuld hårde film om turister, som havner i asiatiske fængsler. Og der er surrealistisk neo-noir, som følger vesterlændinge gennem eksotiske kampsportsmiljøer. Det gælder fra Midnight Express (1978) til Nicolas Winding Refns Only God Forgives (2013). Den udbrændte anglo har været en trope, siden Christopher Walken blev i Vietnam for at spille russisk roulette i The Deer Hunter.

   Alligevel har der aldrig været en film som A Prayer Before Dawn. Englænderen Billy Moore er på stoffer og lever fra hånden til munden i Bangkok, hvor han bokser i ulovlige kampe. Man bruger ikke handsker, men har reb snoet om de blødende hænder. Gevinsten bliver konverteret til rygeheroin, som han også handler med, når han kan overskue det.

DA politiet banker døren ind, lander Billy på ubestemt tid i en blanding af krigsfangelejr og straffeanstalt. Han forstår ikke sproget, kender ikke ritualerne og er ved at gå til af abstinenser. Først i isolationscellen trækker han vejret mere roligt. Det sker vel en halv time inde i filmen, som Jean-Stéphane Sauvoir (der lavede Johnny Mad Dog om dopede børnesoldater) har instrueret i hypersubjektiv form.

   Efter den første times tumult følger en fin akt med stoisk genrejsning. For Billy falder til, forelsker sig i en blid ladyboy og stiger op i hierarkiet, da han får plads på fængslets boksehold. Han lærer kampsportens raffinementer og bliver god til at krænge sin rå vrede ud. A Prayer Before Dawn bygger på bokseren Billy Moores erindringsbog om sin ungdom.

DET er en klog og næsten filosofisk actionfilm om en mand, der slutter sin egen separate fred med verden. Mod slutningen kommer Billy på hospitalet og har en mulighed for at flygte ud i gaderne og forsvinde. Han vælger da at vende om og gå tilbage til fællesskabet i fængslet. Det føles endda som en fornuftig beslutning.

   John Cole er eminent i rollen som Billy. Da den unge bokser besøger sin far, dvæler kameraet ved den ældre mands ansigt. Man tænker, at der er gjort meget ud af en lille scene, som er atypisk sentimental. Tiøren falder i titelsekvensen. Det er Billy Moore, der spiller sig selv.

DET er en film, der går i blodet og sætter sig i kroppen. Det er ikke, fordi fængselslivet på nogen måde bliver tillokkende. Man får ikke appetit på at slå og blive slået. Men i gode boksefilm er der altid en mand, som rejser sig op og får klarhed. Det sker med stor æstetisk konsekvens og fysisk troværdighed i A Prayer Before Dawn.

Se også Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016); David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2006); Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); Tilbage i ringen: Grudge Match (2013); Antoine Fuqua: Southpaw (2015); Mikkel Serup: Den bedste mand/Pound for Pound (2017).

A Prayer Before Dawn. Instr.: Jean-Stéphane Sauvaire. Manus: Jonathan Hirschbein & Nick Saltrese. Foto: David Ungaro. 116 min. UK-Frankrig-Kina-Cambodia-USA 2017. Dansk premiere: 13.06.2019 [Månedens Film i Cinemateket].

Fotos: Senorita Films/ Indochina Productions/ HanWay Films/ Canal+/ Meridian Entertainment/ A28/ Cinemateket/ DFI/ Filmaffinity/ Filmgrab

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Altitude Film Distribution (UK) 24.09.2018

Anmeldelsen trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 14.06.2019

Mikkel Serup: Den bedste mand/Pound for Pound (2017)

HR. & FRU HANSEN

En dansk boksefilm i nostalgiske farver

Af BO GREEN JENSEN

BOKSEFILM er en distinkt minigenre. Især USA har skabt en bred vifte, ofte efter autentisk model og altid med en moralsk dimension: fra The Harder They Fall (1956, da. Jo hårdere falder de) og Somebody Up There Likes Me (1956, da. Kampen mod fortiden) til Raging Bull (1980) og Ali (2001); fra Fat City (1972) til Rocky (1976), The Fighter (2010) og Southpaw (2015).

   Den pressede mester snubler og falder i unåde – for netop nåde er genrens nøglebegreb – men rejser sig, træner og kommer igen. Der skal være modgang og en kamp, hvor alt kulminerer. Det er vigtigt, at de fingerede slag bliver virkelige for tilskueren. Publikum må kunne mærke fysikken. Ellers giver øvelsen ingen mening.

   Der har mig bekendt kun været én dansk film, hvor boksning blev en hovedsag. Klaus Rifbjerg skrev manus, og Baard Owe havde en af sit livs bedste roller i Dariusz Steiness’ poetiske jazzfabel om Charlie Butterfly (2002).

   Filmen blev set af så få, at man knapt kan tale om en fiasko. Snarere om et hemmeligt hit. Der var mange finesser. For eksempel blev en kamp mellem Hans Henrik Palm og Jørgen »Gamle« Hansen (1943-2018) genskabt med bokserne selv i den mytologiske ring.*

   Den bedste mand er filmen, som bygger på Hansens egen historie. Det gør den langt mere traditionelt og med en åbenlys ambition om nå de samme højder som genrens amerikanske forbilleder.

DER er i udgangspunktet tale om et kærligt og solidarisk portræt af bokseren og hans hustru, Hanne. De bor med børn og hund i en forstad til Aalborg, hvor Jørgen arbejder på værftet. Han har fortsat Mogens Palle, dansk boksnings eminence, som manager, men der er langt mellem kampene nu. Jørgen er fyldt 36. Heraf kælenavnet »Gamle«. Han har tyve års boksning bag sig og er langt over gængs udløbsdato.

   Jørgen nægter at give sig, og Hanne vil ikke lade ham. For det første er der æren, for det andet den økonomiske nødvendighed. Flere scener er henlagt til banken. Bokseren siger, at han vil koncentrere sig om sporten. Der er en lang pause. »Er du blevet fyret? Er det, hvad jeg hører dig sige?« spørger bestyreren. Dialogen springer tre trin over. Det er typisk for tonen i filmen, som på én gang bevæger sig smidigt og støt.

ÅRET er 1979, og Jørgen ser skævt til Ayub Kalule, det nye håb, som Mogens Palle har hentet til landet. Men Hanne lejer et værelse ud til Kalule, og de to mænd kommer tæt på hinanden. Jørgen får chancer, han taber på gulvet. Amerikaneren Mike Everett knockouter ham i første omgang. Han er ved at blive en vittighed for danske sportsjournalister.

   Da alt ser mørkest ud, får Hansen sin titelkamp mod englænderen Dave »Boy« Green. Green er ti år yngre og har kun tabt én kamp ud af 32. Den kamp – som blev bokset i Randers den 28. juni 1979 – er både karrierens crescendo og stedet, hvor Mikkel Serups film sætter tænderne i.

   DR vil ikke købe kampen, som alle forventer, at Hansen vil tabe. Huset skal på tvang, og han bruger lang tid på at grave et dybt hul i haven, så Hanne kan få sin swimmingpool. Hun forklæder sig som Venus i pels for at højne humøret. Imens sidder Jørgen i stuen og bliver syg. Han falder om med meningitis. Så går han i koma. Hvad skal det ikke ende med?

FILMEN trækker i de samme nostalgiske tråde som Sommeren '92, Kasper Barfoeds fodboldhit fra 2015. Der er mindre kollektiv selvfølelse, men Jørgen Hansen er en folkelig helt og en af vor egne.

   Det er dog gjort uden antydning af bagstræberi. Noget af det bedste i filmen er skildringen af forholdet mellem Hansen og Kalule, der begynder i irritation, men ender som et venskab. Også racismen, som møder Kalule, »den sorte dansker«, er meget fint ramt.

   En væsentlig faktor er Søren Schwarzbergs produktionsdesign, som virkelig rammer 70ernes look. Sådan så der ud hos hr. og fru Hakkebøf: væg-til-væg tæpper, mursten i stuen, en orange brødkasse og et grønt køleskab i køkkenet med »varme« farver. En tv-samtale mellem Hansen og Svend Gehrs (Martin Greis) er rekonstrueret. Det er præcis så grimt, som det virkelig var – når man ser det på 40 års afstand.

MIKKEL Boe Følsgaard har et godt greb om Hansens »lune« facon og en rimelig del af fysikken. Som hustruen Hanne er Lene Maria Christensen næsten en dead ringer for Birgit Sadolin i de år, hvor filmen foregår. Arnold Oceng er ikke udfordret som Ayub Kalule, men fremstiller den ugandiske hædersmand solidarisk.

   Filmens trumf er dog Søren Malling i rollen som Mogens Palle (1934-2022), den evigt uudgrundelige promoter, der havde store stjerner i stalden og holdt nervepirrende pauser, når han blev spurgt om de mest enkle ting. Malling overtager Palles manierismer, skubber brillerne op på helt samme måde og har en lidt for kort hals, så hovedet ikke kan dreje alene.

PÅ minussiden er der pynt og historiske unøjagtigheder. Jeg ved ikke meget om boksning og husker kun Hansen, fordi jeg har alderen til det. Man kunne ikke undgå at høre om Hansen, Kalule og Mogens Palle, hvis man ejede et tv. Stregen var altid sat under Gamle. Hansen blev set som bokseren, der definerer et ringvrag, mens Tom Bogs var aristokraten.

   Meget er ændret. Især er mange detaljer udeladt i fremstillingen af karrieren. Det er dog gjort for at skabe en narrativ kurve, som giver publikum det nødvendige gys, da sandhedens øjeblik indfinder sig.

   EM-dysten mod Dave Green – som ligger på YouTube og kan eftercheckes – er levendegjort med virkelig flair. Der går atter et sug gennem salen, da Hansen begynder at slå igen.

   Nakkehårene rejser sig lifligt. Det gør de kun i en god boksefilm.

Se også Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016); David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2006); Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); Tilbage i ringen: Grudge Match (2013), Antoine Fuqua: Southpaw (2015); Jean-Stéphane Sauvaire: A Prayer Before Dawn (2017).

*) Jørgen Hansen døde den 15. marts 2018. Han blev 74 år og levede stadig, da Den bedste mand fik premiere. Birgitte Lorentzen har skrevet biografien Gamle Hansen, som udkom på forlaget People's Press i 2012. Hansen led i sine sidste år af demens. Han poserer beredvilligt sammen med Mikkel Boe Følsgaard på fotos fra gallapremieren, som han deltog i sammen med sin familie. Han ser ud til at synes om filmen. Mogens Palle var stærkt utilfreds og sagde til pressen, at Den bedste mand var »lavet af dilettanter«. I YouTube-klippet, som reklamerer for Lorentzens bog, sidder han sammen med Hanne Hansen og bladrer i gamle papirer og fotos. Han siger ikke noget, men synes at huske det hele. Birgitte Lorentzen er ikke krediteret på filmen. Der var en del diskussion i den anledning. Forfatteren Michael Enggaard, som stadig var journalist på Jyllands-Posten i 2017, skrev indgående og kompetent om forløbet. 

Den bedste mand. Instr.: Mikkel Serup. Manus: Søren Felbo, Linn-Jeanethe Kyed, Mikkel Serup. Foto: Adam Wallensten. 97 min. Danmark 2017. Dansk premiere: 15.06.2017.

Fotos: Nimbus Film (Rolf Konow [spisestuefoto] + Nikola Predovic [øvrige stills])/ Nordisk Film Distribution/ DFI/ DR/ People's Press

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

Ingen BD- udgivelse; DVD fra Nordisk Film Distribution 22.03.2018

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 16.06.2017.

Antoine Fuqua: Southpaw (2015)

VREDEN OG SMERTEN
En salut for den fysiske filmkunst

Af BO GREEN JENSEN

DEN amerikanske boksefilm er en genre for sig. Den er et af de få steder, hvor maskuline træk belyses, uden at der for enhver pris skal skydes. Her kan gode mænd tabe med ære, og heltene vinder ved at sige fra. Talent er et dæknavn for integritet.

   Typisk følger filmene en tragisk kurve – den lovende bokser ender som ringvrag – eller fortæller heroisk om knægten, som kommer fra ydmyge kår og bliver mester. Tonen er altid solidarisk. Der er arier og variationer. Genrens hovedværker er film som Somebody Up There Likes Me, Fat City, Raging Bull, Ali og dele af serien om Rocky Balboa.

   Når genren er bedst, kan den være et spejl. I centrum står altid en kraftpræstation fra en spiller, som foretager en fysisk forvandling. Robert De Niro satte en krævende standard, da han tog 30 kilo på for at spille Jake LaMotta i Raging Bull. Scorseses film var autentisk baseret. Det er de gode boksefilm som regel.

I SOUTHPAW er det Jake Gyllenhaals tur. Han blev sidst set som klam netreporter i Dan Gilroys Nightcrawler (2014) hvor han havde tabt sig, som De Niro gjorde for at spille Travis Bickle i Taxi Driver. Nu er han trænet til ukendelighed for at spille letsværvægteren Billy Hope, der falder for atter at rejse sig, klogere, stærkere, hærdet og lidt mere ydmyg.

   Filmen har manuskript af Kurt Sutter, som skrev tv-serien Sons of Anarchy (2008-2014), hvor rivaliserende rockerfamilier blev skildret i fuldt dramatisk register. I Southpaw vælger han, sikkert med vilje, at hylde snart sagt enhver kliché, man forbinder med en boksefilm. Det er næsten som i en konservativ western.

BILLY og Maureen (Rachel McAdams) kommer begge fra Hell’s Kitchen-kvarteret og er vokset op i det sociale system. Hun styrer hans karriere i samråd med promoteren Jordan (Curtis »50 Cent« Jackson), der vil sælge enhver for det højeste bud. Parret lever i øvrigt for deres datter. Mesteren bliver nappet i hælene af Escobar (Miguel Gomez), en opkomling fra Columbia, som udfordrer ham ved enhver lejlighed.

   Billy er træt allerede i kampen, som sætter Southpaw i gang. Hans strategi er at åbne sig for modstanderens slag, indtil vreden og smerten kickstarter systemet, så han kæmper på blindt raseri. Det tager tid at nå det strategiske punkt, og bokseren er i sørgelig stand. Da Maureen dør, mister Billy alt, inklusive sin bokselicens. Værst er dog, at systemet, som han selv kommer fra, tager datteren i forvaring.

ATTER må Billy lære fra bunden. Heldigvis er der trænere som Tick Willis (Forest Whittaker), der ved, hvad det gælder, og ser, hvad der nager.

   Kort sagt bliver Billy taget til nåde og møder rivalen fra Columbia i en kamp, som HBO transmitterer. Honoraret er på 231 mio. dollars. Den glatte promoter er selvsagt tilbage og repræsenterer begge boksere. Han er den eneste helt sikre vinder.

   Der er få overraskelser, men mange solide glæder i filmen. Det er ikke som i David O. Russells The Fighter, hvor de gængse troper blev efterjusteret. Southpaw er heller ikke så selvbevidst arketypisk som Raging Bull. Men Gyllenhaals karakter kravler ind under huden, og der er en gennemgribende menneskelighed i alle figurer.

BOKSEFILMENS kvindebilleder er lige så flade, som galleriet af hanner er dybt. Undtagelsen er naturligvis Hilary Swanks karakter i Clint Eastwoods Million Dollar Baby, som skildrer en kvindelig bokser. Som regel er kvinderne milde husmødre eller spydige trofæhustruer. McAdams hører afgjort til englene i faget.

   Genrens fans kan glæde sig. Der er trods alt også en vis modernitet. Her kan kampe vindes på point, og den forslåede mester har virkelig ondt. Antoine Fuqua orkestrerer kampene med flair, og Jake Gyllenhaals nye fysik er imponerende. Det er patetisk på den rigtige måde. Det er næsten, så man bliver ramt og tager tælling.

Se også Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016); David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2007); Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); Tilbage i ringen: Grudge Match (2013); Mikkel Serup: Den bedste mand/ Pound for Pound (2017); Jean-Stéphane Sauvaire: A Prayer Before Dawn (2017).

Southpaw. Instr.: Antoine Fuqua. Manus: Kurt Sutter. Foto: Mauro Fiore. 124 min. USA 2015. Dansk premiere: 20.08.2015.

Fotos: Escape Artists/ TWC/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Rotten Tomatoes - Official Trailer)

Filmen streames (i maj 2025) på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime ,Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 23.11.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.08.2015

Tilbage i ringen: Grudge Match (2013)

GNAVNE GAMLE MÆND
Raging Bull møder Rocky Balboa

Af BO GREEN JENSEN

TO gamle boksere går i ringen for at gennemføre en kamp, som ikke blev til noget 30 år før. Henry »Razor« Sharp og Billy »The Kid« McDonnen havde begge kun lidt ét nederlag – til hinanden – da de i 1983 skulle mødes for at sætte tingene på plads.

   I 11. time bekendtgjorde Razor, at han trak sig fra professionel boksning. The Kid stod tilbage med en frusteret vrede, som han aldrig fik afløb for. Den sidder stadig i ham i 2013, da HBO Sports viser udtag af de indædte hadkampe fra storhedstiden.

   Razor (Sylvester Stallone) vendte tilbage til stålvalseværket i Pittsburgh. The Kid (Robert De Niro) fik en karriere som professionel forhenværende. Ved begyndelsen af Tilbage i ringen sælger han biler og driver en bar, hvor gæsterne bliver diverteret med stand-up. Razor bor alene, passer sit job og besøger træneren Louis »Lightning« (Alan Arkin) på plejehjemmet, som han også betaler for, skønt økonomien er trængt.

DE gamle tv-klip fører til et tilbud fra en spiludvikler, der vil bruge arvefjendernes træk. De hader hinanden all over again og slås for alvor i studiet. Episoden bliver et hit på YouTube, og promotoren Dante (Kevin Hart) ser sin chance for at blive rig.

   Nu skal den gamle strid endelig afgøres. Razor accepterer, da stålværket skærer hans job under krisen. Snart glæder hele Pittsburgh sig til en »grudge match«, som vil få »the Rumble in the Jungle« og »the Thrilla in Manila« til at ligne træningskampe.

   Finessen findes i stjernernes baggrund. Stallone blev stor som den undertippede Rocky (1976) og fremstillede karakteren fem gange på 12 år. De Niro spillede Jake LaMotta i Martin Scorseses Raging Bull (1980). I princippet tørner disse to kæmper sammen i Grudge Match. Det sker dog i en sentimental komedie, som er Hollywoods bud på en film for det grå segment. Formen er kejtet og light, mildest talt.

DET er synd, for filmen er ikke uden charme. Den får også afleveret et par hvasse kommentarer til tiden og mediekulturen. Tiden går med at få bokserne i form. Arkin triller ud af plejehjemmet for at træne Razor, mens The Kid assisteres af en voksen søn (Jon Bernthal), som han først nu lærer at kende. Han møder sin sønnesøn og bliver langsomt, men sikkert et bedre menneske hen ad vejen.

   Der meldes tidligt ud med årsagen til den varige fejde. Hun bliver spillet af 60-årige Kim Basinger, som indiskutabelt ældes med ynde. Stallone er 67 år, De Niro er 70. Alan Arkin fylder 80 i 2014. Tilbage i ringen vil spille til alle aldersgrupper, hvis den kan.

SEGAL lader tingene flyde, men strammer op i filmens sidste kvarter, hvor den store kamp finder sted. Da er begge mænd i imponerende form, men kender hinanden for godt til ikke at tage hensyn, hvilket lægger en dæmper på spændingen. Stallone underspiller efter Clint Eastwood-metoden. De Niro har det sværere som brovtende, grå spadebasse. Det bliver nogle steder pinligt, andre mildt bevægende.

   Det hele minder ikke så lidt om 90ernes Gnavne gamle mænd-film med Jack Lemmon, Walter Matthau og Ann-Margret. Tilbage i ringen vil gøre sig godt i tv, hvor lun nostalgi somme tider er nok. Den er for let og for ufokuseret til at skære igennem i biografen. Modsat f.eks. Rocky Balboa (2006), Stallones egen 30-år-efter-film, som stod sig overraskende godt.

RIP Alan Arkin 1934-2023

Se også Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016); David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2006); Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); Antoine Fuqua: Southpaw (2015); Mikkel Serup: Den bedste mand/ Pound for Pound (2017); Jean-Stéphane Sauvaire: A Prayer Before Dawn (2017).

Grudge Match (Tilbage i ringen). Instr.: Peter Segal. Tim Kelleher & Rodney Rothman. Foto: Dean Semler. 113 min. USA 2013. Dansk premiere: 09.01.2014.

Fotos: Callahan Filmworks/ Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 14.04.2014

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 10.01.2014.

Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004)

SOM EN DATTER

En sjælden og god boksefilm

Af BO GREEN JENSEN

BOKSEFILMEN er en hævdvunden genre, der gennem tiden har frembragt en lang række titler, vi tæller som amerikanske klassikere. Traditionelt er det også en maskulin genre.

   I moralske dramaer som Mark Robsons The Harder They Fall (1956), John Hustons Fat City (1972) og Martin Scorseses Raging Bull (1980) ser vi sindbilledet på martret maskulinitet, når det stolte handyr gradvis forvandles til et misbrugt ringvrag, for måske i den store kamp at rejse sig og slå igen en sidste gang. Det er slutningen, vi alle elsker, skønt den næppe er realistisk. Selv Sylvester Stallones serie om Rocky Balboa (1976-2006) har momenter.

   Ikonet Clint Eastwood (f. 1930), der med alderen blot bliver bedre som filmskaber, har i Million Dollar Baby drejet en række af boksefilmens klicheer, samtidig med at han hylder grundformen og overholder genrens konventioner. For eksempel er fortællingens fighter en kvinde.

   Frankie Dunn (Eastwood) har ikke lyst til at oplære endnu en bokser, da Maggie Fitzgerald (Hilary Swank) opsøger ham i det skrantende træningscenter. Og slet ikke en kvinde. Hans bedste bokser har svigtet ham for en mere risikovillig – det vil sige hensynsløs – manager. »Det ville ikke være så hårdt, hvis du ikke var så forbandet gammel,« siger bestyreren Scrap (Morgan Freeman), der fungerer som filmens fortæller.

   De to mænds fortrolige tone er en af attraktionerne i Million Dollar Baby. Scrap mistede synet på det ene øje, fordi Frankie ikke standsede hans kamp nr. 109. Kun Frankie føler skyld. Scrap har fundet et helle for verden i klubben, hvor han bor i et baglokale.

MAGGIE er allerede fyldt 30. Hun kommer fra underklassen. Hendes familie bor i en trailer langt pokker i vold og lever helt principielt af socialhjælp. Hun er ingenting og har ingenting. Blot en betingelsesløs vilje til at træne, adlyde Frankie og blive den bedste bokser i verden. Frankie slår sig længe i tøjret, men overgiver sig endelig. Scrap har kapituleret for længst.

   Der er én krølle mere i forhistorien. Eastwoods figur har selv været bokser og må også have sat et ægteskab overstyr. I hvert fald svarer hans datter aldrig på de breve, han sender til Irland hver uge. Så Frankie læser gælisk, mens han træner sine boksere. Han citerer Yeats’ »Innisfree« og giver Maggie kunstnernavnet »Mo Chuisle«, da hendes karriere er undervejs.

   Først i en uforglemmelig scene til slut – det er hér, at netop hårde mænd og alle verdens fædre græder – får Maggie at vide, hvad navnet betyder. Det er en af de scener, man gemmer i krukken med tidløse filmøjeblikke. Det er den forløsning, som hele Million Dollar Baby har bygget op til.

MILJØET er rigt på detaljer; spillet hos den centrale trio er i særklasse hele vejen. Som tilskuer læner man sig tilbage og følger den hårde træning; de første barske kampe, den relative modgang, sejrenes brusende sødme; de ubegribelige øjeblikke, hvor en brækket næse må knækkes på plads; ofrene, alle bringer for sagen, og den voksende tillid mellem den gamle træner og den unge kvinde. Det er klart, at Maggie ser en far i Frankie. Det er klart, at hun bliver som en datter for Frankie. Filmen overdriver dog aldrig motivet. Overhovedet er Million Dollar Baby realiseret med upåklagelig takt.

DER er få overraskelser i filmens første akter. Snarere fæster man sig ved den rituelle kvalitet i skildringen af Maggies vej til toppen, og man har faktisk set en hel film, som sagtens kunne standse og kalde sig færdig, da hun går i ringen til den sidste store kamp i Las Vegas.

   Her sker noget, der udløser yderligere 40 minutter, hvor man ikke er sikker på nogen verdens ting. Det er i opbyggelsen, at Eastwood konsoliderer sin håndværksmæssige teknik, men det er i slutdelen, at han skaber noget for alvor unikt.

MILLION Dollar Baby er en umådeligt tilfredsstillende filmoplevelse, grundig i sin miljøskildring, omhyggelig i sin persontegning og stoisk i sit grundlæggende livssyn, som boksefilmen oftest og som Eastwoods egne arbejder altid har været. Som spiller er han en åbenbaring i denne film. Hilary Swank har den mest fysiske rolle og fremstiller sin skikkelse kompromisløst, men Eastwood bærer et helt livs kompromiser med sig og skaber med Frankie Dunn en af sin karrieres mest overbevisende skikkelser.

MILLION Dollar Baby bygger på flere noveller fra Rope Burns: Stories from the Corner af F.X. Toole, et pseudonym for den irskfødte Jerry Boyd (1930-2002), som kendte boksemiljøet indefra. Det er en i alle detaljer gennemarbejdet film. Eastwood har selv komponeret musikken, der stilfærdigt tilfører filmen dybde uden at diktere vore reaktioner. Efter Unforgiven (1992) og Mystic River (2003) er Million Dollar Baby endnu et sent højdepunkt i den amerikanske mesters filmværk. Den lille film er slet og ret uforglemmelig.

   Million Dollar Baby var Oscar-nomineret i 7 kategorier. Den vandt for Bedste film, Bedste instruktion (Eastwood), Bedste kvindelige hovedrolle (Swank) og Bedste mandlige birolle (Freeman).

Se også Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016); David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2006); 

Million Dollar Baby. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Paul Haggis. Foto: Tom Stern. 133 min. USA 2004. Dansk premiere: 21.04.2005.

Fotos: Warner Brothers/ Malpaso Productions/ Lakeshore Entertainment/ StudioCanal/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.04.2005