Felix van Groeningen: The Broken Circle Breakdown (2012)

DEN SIDSTE TATOVERING

Belgisk country med sanselig sjæl

Af BO GREEN JENSEN

COUNTRYMUSIK som kunst og forløser er en uventet drivkraft i Felix van Groeningens belgiske film om to, der elsker hinanden, men fældes ved et skæbneslag, som de ikke kan komme sig over. Følelserne i filmen er lige så rene og store som musikken.

   Den krøllede titel er en henvisning til »Will the Circle Be Unbroken?«, Ada Habershons og Charles Gabriels salme fra 1907, som blev en temasang for både The Carter Family og The Nitty Gritty Dirt Band. Didier »Monroe« Bontick (Johan Heldenbergh) synger den inderligt og en smule gebrokkent ved begyndelsen af The Broken Circle Breakdown, da han står på scenen i Ghent med sit bluegrassband.*

   Samme dag har han mødt tatovøren Elise Vandevelde (Verlee Baetens) og inviteret hende til at komme og se ham optræde. Sådan begynder en stor kærlighed, men den kronologiske sammenhæng falder først på plads langt inde i filmen. Først viser Groeningen det ødelæggende tab, som rammer parret, da deres glæde er størst.

DIDIER og Elise flytter sammen på en landejendom, som han – adspredt – prøver at sætte i stand. Didier er en fri fugl, en cowboy af hjertet, som sætter pris på at gøre tingene enkelt og langsomt. I begyndelsen elsker Elise ham for det.

   Han forklarer hende, hvorfor bluegrasslegenden Bill Monroe var den største musiker, som har levet. Hun tager navnet Alabama og forklarer ham, hvorfor tatoveringer er smukke. Man bærer sin historie på kroppen. Når Elise bliver forelsket, får hun skrevet kærestens navn på sin hud. Når forholdet slutter, bliver tatoveringen dækket af en ny, men ser man efter, indgår det slettede navn i motivet.

   Det er ikke så søgt, som det lyder. Groeningens forlæg er en teaterforestilling, The Broken Circle Breakdown featuring the Cover-Ups of Alabama, som Johan Heldenbergh skrev sammen med Mieke Dobbels og havde hovedrollen i. I glimt kan man ane, hvor sceneteksten bliver genanvendt, men resultatet ligner nu aldrig filmet teater.

I BEGYNDELSEN bor parret i en trailer, mens Didier arbejder sporadisk i huset. Elise bliver sangerinde i bandet, som synes at have succes. Didier slår syv kors for sig, da Alabama fortæller, at hun er gravid, men han vænner sig til tanken og får huset sat i stand, så datteren Maybelle har passende rammer.

   De gifter sig verdsligt og improviseret, selvsagt til lyden af countrymusik. Elise vil have en terrasse ved huset, Didier ser sig selv på en veranda. Kompromiset bliver en glaskonstruktion, en teranda, som får en særlig rolle i historien, da han som den svorne agnostiker skal forklare sin datter, at fuglene dør ved at flyve mod glasset.

   Ingen datter i historien har været mere elsket end Maybelle. Forældrenes verden styrter i grus, da hun som seksårig rammes af kræft. Denne sorg er fortællingens grundsten, og Groeningen lægger den forrest i filmen. Siden falder scenerne i en kronologi, der flyder om smertepunktet.

DIDIERS fornuft kan ikke gøre datteren levende igen. De giver hinanden skylden for de mest urimelige ting. Hun åbner sig for troen – kommer Maybelle mon tilbage som en fugl, der rammer terandaens glas? – og han råber ad sit tv, når en salvelsesfuld amerikansk præsident forbyder stamcelleforskning.

   Van Groeningen lader sangene bære de kolossale følelser, men filmen er realistisk forankret. Der er heller aldrig tale om, at kærligheden dør. Blot findes der sår, som tiden ikke kan læge.

   Til slut svinger pendulet igen mellem liv og død, mens Didier genoplever det hele. Sit smukkeste øjeblik har filmen i en scene, hvor bandet fremfører Townes Van Zandts »If I Needed You«. Han rækker efter hendes hånd, og hver tilskuer i salen – på filmen såvel som i biografen – håber, at hun vil tage den.

DER vil givet være tilskuere, som får en overdodis i følelseskarussellen. Samtidig er det ikke tilfældigt, at The Broken Circle Breakdown har modtaget publikumsprisen på en lang række festivaler. Det gjorde den på CPH PIX i 2013. I Frankrig fik den César i kategorien bedste udenlandske film. Også i DK kandiderede den til en Bodil. Kirsebærret på toppen af kagen var en Oscar-nominering i 2014.

   Endelig gælder det, hvad der står på Alabamas sidste tatovering. Med dette melodramatiske grundmateriale skaber Van Groeningen en bevægende film, som rammer tilskueren lige i hjertet. To varme, fejlbarlige mennesker træder ud af den sentimentale historie – ganske som i de bedste countrysange. At Johan Heldenbergh synger dem med flamsk accent, gør i denne kontekst blot virkningen større.

Se også Den sidste drøm: Sangskriveren Blaze Foley 1949-1989; I Saw the Light: Hank Williams 1923-1953; Joel & Ethan Coen: O Brother, Where Art Thou? (2000); Joel & Ethan Coen: Inside Llewyn Davis (2013); Debra Granik: Winter's Bone (2010) [Noir 100]. 

*) Johan Heldenbergh, Verlee Baetens og de øvrige kræfter i bandet har ved flere lejligheder turneret som The Broken Circle Breakdown Bluegrass Band. Det gør de også på filmens OST-album. »Will the Circle Be Unbroken« findes i 1000+ coverversioner. På Will the Circle Be Unbroken II (1989) med Nitty Gritty Dirt Band er en særlig overdådig udgave, hvor versene synges efter tur af Johnny Cash, Roy Acuff, Ricky Skaggs, Levon Helm i duet med Emmylou Harris og Jimmy Ibbotson (fra Nitty Gritty Dirt Band). I koret står 40 koryfæer fra bluegrass, folk- og countrygenren + omegn, fra John Hiatt og John Denver til Bruce Hornsby og Roger McGuinn. Hele Carter-familien sang for på det ikoniske triplealbum, som grundlagde skabte konceptet i 1972. På Will the Circle Be Unbroken III (2002) er tricket gentaget med yngre navne.

The Broken Circle Breakdown. Instr.: Felix van Groeningen. Manus: Carl Joos, Felix van Groeningen. Foto: Ruben Impens. 110 min. Belgien-Holland 2012. Dansk premiere: 31.10.2013.

Fotos: Menuet Productions/ Topkapi Films/ Belgacom/ Casa Kafka Pictures Movie Tax Shelter Empowered by Belfius/ Eurimages/ VAF/ Flanders Image/ Kinepolis Film Distribution/ Lumière/ Nederlands Filmfonds/ Vlaamsee Film/ Filmbazar DK/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke i DK - i Tyskland og UK på Apple TV, Google Play og MUBI

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2013

Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002)

AT LÆSE MENNESKENE
Med ærefrygt og enkle virkemidler

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er der en ilter mand, en kantet belgisk tømrer, der hedder Olivier til fornavn ligesom spilleren, der fremstiller ham. Oliviers ensomhed er selvvalgt og indædt. Hjemme varmer han dåser med suppe og reparerer nyrebæltet af læder, som han bærer for at lindre smerten i sin nedslidte ryg. Han taler højest med eks-konen Magali (Isabelle Soupart), som for tiden venter barn med en anden. Vi fornemmer, at de deler en historie. Der er i og for sig ingen bitterhed.

   Magali bliver imidlertid vred og vil have en forklaring, da hun møder Olivier sammen med drengen. Francis (Morgan Marinne) er 15 år og lærling på værkstedet, som Olivier bestyrer. Her oplæres tvangsforvarede unge, som skal sluses ud i samfundet. Publikum forstår Magali. Vi ved, at Olivier lyver, da han bagatelliserer forbindelsen. Vi har selv set ham lure på drengen, betragte ham når han sover, holde hånden over ham under arbejdet, fatte særlig interesse efter først at have afvist at tage ham som lærling.

   At få bund i den historie bliver én hovedsag i Le Fils. Man røber ikke for meget ved at oplyse, at Magali og Olivier selv havde en søn sammen engang.

DET kunne sagtens ende voldsomt. Der kunne også blive tale om en slutning, som indeholdt en ny begyndelse for Olivier. I hvert fald er han det martrede hverdagsmenneske, som kameraet følger fra først til sidst i Le Fils. Det forfølger ham bogstaveligt. Vi er hele tiden lige foran eller bagved Olivier. Hvis han løber, løber vi efter ham. Billedet ryster sammen med hans verden, og Le Fils ville opfylde dogmekriteriet, hvis Jean-Pierre (f. 1951) og Luc (f. 1954) Dardenne gav sig af med at efterleve den slags selvpåførte begrænsninger.

   Brødrene har fundet deres skarpe form på egen hånd, og den rendyrkes suverænt i Le Fils. Filmen afrunder trilogien, som begyndte med La Promesse – Løftet (1996) og fortsatte med guldpalmevinderen Rosetta (1999). Hver gang er der en ny historie, men mennesketyperne gentager sig. Karaktererne færdes som jagede dyr i den samme sociale virkelighed.*

   Le Fils løfter endelig værket på plads. Dardenne-brødrenes belgiske trilogi er en besværgelse af den prosaiske hverdag og en tillidserklæring til mennesket, der kan måle sig med europæiske hovedværker som Krzysztof Kieslowskis Dekalog (1987-88) og Tre farver (1993-94). Vi vil se, hvad det bliver til med manden og drengen, vide hvad der knytter dem sammen, skønt kun Olivier er opmærksom på forbindelsen. Vi vil vide, hvad drengen har gjort, og vi vil se, hvad manden gør ved ham.

DEN enkle stil i Le Fils er unik. Efter tyve år i dokumentargenren begyndte de belgiske brødre i 1990erne at skabe fiktion, i begyndelsen for bedre at kunne belyse materialet og få flere tilskuere i tale, siden mere for filmkunstens skyld.

   Med tiden har de hærdet og skærpet deres metode. I La Promesse bliver der endnu klippet fra karakter til karakter, mens drengen Igor forpligter sig på at hjælpe den afrikanske kvinde, der er blevet enke som følge af faderens fiduser. Alain Marcoens kamera går tæt på faderen, sønnen og kvinden, men skildrer også resten af den fyldige personkreds. Flere forklarende afsnit afvikles som ordinær filmfortælling.

   I Rosetta går kameraet tættere på. Brødrene begynder at mandsopdække deres personer og følger den centrale karakter med noget nær eksklusiv insisteren. Hele sider af virkeligheden er fravalgt, og effekten tangerer hyperrealisme. Hvad angår det moralske regnskab, i det mindste som det gøres op her i Sønnen, ligger Dardenne-brødrene på linje med etisk motiverede instruktører som Ken Loach og Kieslowski. Den kompromisløse minimalisme har imidlertid sin nærmeste slægtning i iraneren Abbas Kiarostamis arbejder, fra Hvor er vejen til min vens hus? (1987) til Kirsebærrets smag (1997) og 10 (2002).

   Også Kiarostami (1940-2016) benytter den forhåndenværende virkelighed uden at pynte på eller forklare den særligt. Hans kamera bliver på én persons ansigt, så hans film er som udstrakte reaktionsbilleder. Dardenne-brødrene følger i stedet efter personen i fokus. Både Rosetta i Rosetta og Olivier i Le Fils ses lige så ofte fra ryggen som forfra. Kameraet ser ind i Oliviers ansigt, men nærbillederne af hans nakke, lyden af hans besværede vejrtrækning, når han løber gennem gangene, er lige så veltalende. Som tilskuer er man altid ét skridt fra karakterernes liv. Man følger det hele på nærmeste hold, men bevarer perspektiv og distance.

LE Fils er den mest æstetisk konsekvente og rendyrket indfølte af brødrenes film. Samtidig er den trilogiens mindst åbenlyst politiske del. La Promesse har meget på hjerte om den illegale indvandrers lod og diskuterer sociale forhold helt ned i detaljen, mens det menneskelige drama folder sig ud.

   I Rosetta er pigen drevet ud i sin dyriske tilværelsesform af eksterne sociale faktorer, skønt man fornemmer, at pragmatisk selviskhed er hendes natur. Hun sætter det at have et arbejde over alle personlige hensyn og forråder det eneste menneske, som faktisk holder af hende. Det gør hun uden at blinke, men man forstår, at brødrene kunne tænke sig et samfund, hvor stille eksistenser som Rosetta ikke blev drevet så langt ud i periferien.

   I Le Fils er kun psykologien tilbage. Også her lægger brødrene vægt på at beskrive det fysiske arbejde. Filmen bruger megen tid på at skildre den daglige rutine, som bringer Olivier og Francis i kontakt. Det hører med til Oliviers karakter, at han mere end mestrer sit fag. Francis føler ikke anger, men beklager blot de fem års forvaring, som det kostede ham at tage et liv. »Fortryder du, hvad du gjorde?« »Naturligvis.« »Hvorfor naturligvis?« »Fem år i skyggen. Det er værd at fortryde.«

   Imidlertid er det tydeligt, Olivier føler det også, at den mutte lærling tager faget alvorligt. Det træk gør, at vi genkender ham som en fortabt søn, der gerne vil høre til.

DER er én kvalitet i Le Fils, som adskiller den fra Dardenne-brødrenes øvrige film. I Løftet og Rosetta kan man engagere sig i karaktererne, håbe det bedste og frygte det værste, mens verden går sin skæve gang. Man føler med drengen og pigen, der kæmper for at finde fodfæste. Dog er man aldrig andet og mere end tilskuer til deres anstrengelser. Man kan hverken gøre til eller fra og læner sig derfor tilbage, mens manuskriptet afgør karakterernes skæbne.

   Med Sønnen er det anderledes. Den går i blodet med det samme og drives af en grundlæggende suspense, som anfægter tilskueren fra begyndelsen, faktisk i forbløffende grad. Det er, som om man sidder med et liv i sine hænder. Længe kredser manden om drengen, vild i blikket, olm som en tyr, der skraber i jorden, og tydeligvis frustreret, fordi han ikke ved, hvordan han skal håndtere sine modstridende følelser. Det er svært at se, om han vil dræbe sin lærling eller give den unge mand et knus. På en måde er Francis jo drengen, som Oliviers egen søn kunne være.

SOM publikum holdes vi fuldkommen fast. Først forstår man ikke, hvad Olivier har på Francis. Gradvis bliver sammenhængen klar, og man bruger da resten af tiden på at afvente en reaktion. Man ved, at den må komme, da Olivier kører Francis ud til et afsides tømmerlager, til og med på en søndag, hvor de har verden for sig selv.

   Der er mere film noir end socialrealisme i Sønnen. Man frygter både for manden og drengen. Kommercielle genrefilm ville give en arm og et ben for at have denne virkning, men spændingen intensiveres netop, fordi Le Fils trodser genrekriteriet. Hvad som helst kan ske den søndag, inklusive slet ingenting.

   Jeg skal selvsagt ikke røbe, hvordan Olivier reagerer. Det er formen snarere end indholdet, der gør det muligt at betragte La Promesse, Rosetta og Le Fils som en trilogi. Le Fils er filmen, hvor alt balancerer, hvor forholdet mellem stof og form er optimalt, og hvor det lykkes Jean-Pierre og Luc Dardenne at behandle store begrebsammenhænge som soning, skyld og tilgivelse uden at nævne dem med et ord eller i øvrigt stille ledende spørgsmål. Resultatet nås alene ved at betragte, ved at læse menneskene og registrere deres handlinger.

DET er klart, at brødrene kan noget særligt med skildringen af unge mennesker. De får eminente fremstillinger ud af deres yngste skuespillere. Émilie Duquenne var en åbenbaring som markmusen i Rosetta, og Jérémie Renier voksede simpelt hen op i Dardenne-universet. Drengen i La Promesse er den mest positive skildring: en skidt knægt, som er god nok på bunden og formår at gøre sig fri af faderens dominans. Rosettta og Sønnen inkarnerer to sider af samme princip, skønt Rosetta støder alle fra sig, mens Francis instinktivt søger en far.

   Det er denne figur, jernmanden og faderdyret, som forankrer hver film tematisk og giver læsningen af menneskene dybde. I alle tre film spilles han af Olivier Gourmet. Gourmet har haft komiske roller i elegante franske mainstreamfilm. I Dardenne-regi fremstår han som en sjældent fysisk spiller, tung, ludende langsom, ofte usympatisk, men aldrig unuanceret. Han er næsten altid faretruende almindelig.

   Dardenne-brødrene, der ynder at udtale sig i vi-form, har om Gourmet sagt, at »han er meget tæt på, hvem vi er og hvor vi kommer fra, næsten en forlængelse af os selv. På lærredet kropsliggør han den slags verden, som vi ønsker at beskrive i vores film.«

DEN verden er et hårdt belgisk sted, ofte bagsiden af tilværelsen i udkanten af en storby, hvor tuskhandel og sociale fiduser er herskende vilkår. Man bor i slidte huse og saneringsmodne ejendomme, skrøbelige strukturer, der kan bryde sammen, når det skal være, ganske som samfundets fællesbolig.**

   Men ud af de rammer kommer i Sønnen en besnærende enkel skildring af to menneskers skæbnedans. Man ser Le Fils med ærefrygt og glæder sig over en verden, hvor evnen til at elske og muligheden for tilgivelse endnu opvejer summen af larm, had og mørke.

Se også Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et interview [2014]; Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014); Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview.

*) Man kan vælge at inddrage L'enfant (2005, da. Barnet), som blev brødrenes anden guldpalmevinder, og betragte Seraing-serien som en tetralogi. Men de første tre film efter Falsch (1987) og Je pense à vous (1992), som var atypisk konventionelle sonderinger i fiktionsformen, deler en særlig intensitet. De har fokus på et enkelt menneske og er optaget af at tilpasse Alain Marcoens »corps-caméra«. La silence de Lorna (2007) er en overgangsfilm, som breder fokus ud og bruger stemningsmusik. Meningsindholdet har prioritet. Fra og med Le gamin au vélo (2011, da. Drengen med cyklen) er den strenge form fra de første film forankret i en større virkelighed. Kort sagt er der mere omverden med. Brødrene selv sondrer skarpt mellem naturalisme og realisme. De ser deres film som udtryk for en højnet realisme.   

**) De fleste Dardenne-film er indspillet i Seraing, den forvitrende industriby ved Meuse-floden i Liège-regionen, hvor brødrene voksede op. Her har de siden 1994 drevet produktionsselskabet Les Film du Fleuve, som foruden Dardenne-projekter er med til at finansiere film af beslægtede filmskabere. Les Films du Fleuve samarbejder således med britiske Sixteen Films (Ken Loach) og rumænske Mobra Films (Cristian Mungiu). Det er på den måde lykkedes at etablere et bæredygtigt netværk af socialt engagerede filmskabere, fortalte Jean-Pierre Dardenne, da han (mange år senere og for en gangs skyld uden Luc ved sin side) besvarede mine spørgsmål i forbindelse med premieren på La fille inconnue (2016, da. Kvinde, ukendt). 

Le Fils (Sønnen – Le Fils). Instr. og manus: Jean-Pierre og Luc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 103 min. Belgien-Frankrig 2002. Dansk premiere: 20.06.2003.

Fotos: Les Films du Fleuve (stills: Christine Plenus)/ Archipel 35/ Radio Télévision Belge Francophone (RTBF)/ Artificial Eye/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance

Filmen streames p.t. ikke i Europa - Artificial Eye (UK) har udgivet The Dardenne Brothers Collection (2012) med seks hovedværker på dvd.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.06.2003.

Cameron Crowe: We Bought a Zoo (2011)

 

STJERNEKLART OG DYREBART
Cameron Crowe i den umådelige mainstream

Af BO GREEN JENSEN

EN enkemand med en mut teenagesøn og en kær lille datter bliver træt af sympati og skånejobs. Han køber en tilgroet landejendom, opdager at der hører eksotiske dyr til og beslutter trods alt at slå til.

   Det skete i virkeligheden for Benjamin Mee, en britisk journalist, som købte Dartmoor Wildlife Park i Devon. Efter to års hårdt arbejde og mange strabadser blev den skrantende safaripark genåbnet som Dartmoor Zoological Park.

   Imens blev familien atter et hold. Mee beskrev processen i klummer, der blev trykt i The Guardian. De er samlet i bogen We Bought a Zoo: The Amazing True Story of a Broken-Down Zoo, and the 200 Animals that Changed a Family Forever (2008).

FILMUDGAVEN har flyttet fortællingen til Californien, hvor Benjamin og børnene genrejser Rosemoor Animal Park. Projektet saboteres af talløse regler, en nidkær inspektør og en excentrisk stab under ledelse af dyrepasseren Kelly Foster. Bymus bliver til landmus, og den forpinte far må lære at give slip på fortiden, før han for alvor kan være i nuet. Benjamin Mee spilles energisk og troværdigt af Matt Damon, mens Scarlett Johansson er den sympatiske Kelly. Dyrene er ægte og har alle karakter.*

ROCKSKRIBENTEN Cameron Crowe skabte sit magnum opus med den selvbiografiske Almost Famous (2000). Skønt instruktørens største tilløbsstykker er Jerry Maguire (1996) og eksistensgyseren Vanilla Sky (2001), begge med Tom Cruise i hovedrollen, er Crowe egentlig bedst, når han i mindre målestok kan blande sin musikalske baggrund med skøre og skæve familiemotiver.

   Crowes forbillede er Billy Wilder, som han har skrevet en udmærket bog om, men det er feel good-genren, som har hans hjerte, uden Wilders syrlige side. Crowe vil frem for alt bevæge, ramme sit publikum bredt og hylde de ting, som vi har til fælles. Her bliver mainstream næsten en filosofi. We Bought a Zoo var Crowes første spillefilm efter Elizabethtown (2005), hvor en fortabt søn fandt hjem ad mange omveje. Det samme sker for en far i We Bought a Zoo.

DET er anekdotisk stof i bedste fald, og der er lidt for mange nuttede nærbilleder af den 9-årige Maggie Elizabeth Jones. På lydsporet pynter bl.a. Tom Petty (»Don't Come Around Here No More«), Bob Dylan (»Buckets of Rain«) og Wilco (»Airline to Heaven«). Patrick Fugit, som var Crowes alter ego i Almost Famous, er blandt Kellys assistenter. Colin Ford spiller Benjamins teenagesøn. Som hans kæreste ses den unge Elle Fanning. 

   Islandske Jónsi [Jon Thor Birgisson] har skrevet et stemningsfuldt score, men for en gangs skyld tangerer musikken en gimmick – Benjamins første nærkontakt med Kelly bliver fejret med afspilningen af Neil Youngs »Cinnamon Girl« i fuld længde.

   Det drejer sig dog om en fabel til hjertet, og Crowe kan fortælle disse historier, fordi han gør det uden gustent overlæg. Det er ikke Almost Famous, men fans vil sætte pris på filmen. 

 

  

CROWE fortsatte mainstream-arbejdet i Aloha (2015), som var den første af hans fiktionsfilm, der ikke fik dansk biografpremiere. En militærmand vender tilbage til basen på Hawaii, genser sin gymnasiekæreste (som nu har mand og to børn) og falder for en neurotisk kollega.

   Der er plads til både smil og tårer, og anretningen smages til med musik af Jónsi og Alex Somers. Heldigvis høres også »Factory Girl« med The Rolling Stones og »I Can See for Miles« med The Who. Rollerne er fordelt på Bradley Cooper, Emma Stone og Rachel McAdams. Facit er som i Elizabethtown.

   Hvis Crowe har skuffet i fiktionsgenren, er der til gengæld både vægt og hjerte i to spillefilmslange dokumentarer: Pearl Jam Twenty og The Union, begge fra 2011. Crowe brugte 10erne på at skrive og producere tv-serien Roadies (2016), som han var showrunner på i en enkelt sæson. En sceneversion af Almost Famous er enten på vej eller har lige været. 

   Crowe kom fra musikken og synes tilfreds med at vende tilbage. Det er dér, at hans arbejde finder næring og fokus. Som instruktør er han næsten forsvundet. De otte film er en blandet landhandel, men Almost Famous går aldrig i glemmebogen, og Vanilla Sky bliver stående længe endnu.

Se også Mainstream | Cameron Crowe: Jerry Maguire (1996); Cameron Crowe: Almost Famous (2000); Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001).

*) Bogen udkom i UK på HarperCollins Entertainment; i USA er den udgivet af Weinstein Books. Flere detaljer endnu er justeret. I filmen køber Benjamin dyreparken for at komme videre efter sin hustrus død. Han er sig sorgarbejdet bevidst. I virkeligheden levede Katherine Mee, da familien flyttede hjem til England efter en tid som bosættere i Languedoc. Hun fik fjernet en hjernesvulst, mens de boede i Frankrig. De var langt i arbejdet med den zoologiske have, da canceren kom tilbage. Kathrine Mee blev kun 40 år. Arbejdet med at få parken på fode var beskrevet i fire BBC2-programmer (Ben's Zoo), da Cameron Crowe blev tilknyttet projektet. Mee og hans familie medvirker i små roller. DZP lever i bedste velgående. Dartmoor Zoological Society overtog driften i 2014, men Mee bor stadig i huset med sin mor, sin bror og den øvrige familie. Han stiller gerne op til foredrag. Se mere på hjemmesiden dartmoorzoo.org.uk. 

We Bought a Zoo (En ny start). Instr.: Cameron Crowe. Manus: Aline Brosh McKenna, Cameron Crowe. Foto: Rodrigo Prieto. 124 min. USA 2011. Dansk premiere: 14.06.2012.

Fotos: Twentieth Century Fox/ Vinyl Films/ LBI Entertainment/ Dune Entertainment/ Acquire Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Benjaminmee.com

We Bought a Zoo streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox (Sverige) 14.11.2012 

Aloha streames på Apple TV, Blockbuster, TV2 PLAY, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 25.08.2015 

Anmeldelsen trykt første gang som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 15.06.2012

Slipstream | Johannes Nyholm: Koko-di Koko-da (2019)

TRE SMÅ KANINER

Levende drømme fra mareridtsskoven

Af BO GREEN JENSEN

FØRST og sidst er der manden i hvidt. Han kommer fløjtende med sin elegante stråhat og en stok af metal, der kan svirpe og skære. Han ledsages af en skovhuggertype og en kvinde i særk, som ligner det modsatte af en prinsesse. Skovhuggeren bærer på en hvid hund.

   Hver gang de kommer gående, ser man først en stor hvid kat, som forsvinder ind i skoven. Manden i hvidt er en intimiderende udråber. Han spilles af musikikonet Peter Belli og synger i snerrende form nogle linier fra visen »Vår tupp är död«, som er den svenske version af »Le coq est mort«.*

MED ét er de alle figurer på spilledåsen, som en 7-årig pige ser i vinduet hos en marskandiser i Gl. Skagen. Maja (Katarina Jakobson) er på ferie med sin mor, som hedder Elin (Ylva Gallon), og sin far, som hedder Tobias (Leif Edlund). De har alle tre kaninsminke på.

   Det er nok til ære for underholdningen på hotellet, et jovialt gøglerpar med enorme fortænder. Den lille familie ser ned i bordet. Så er Mor pludselig ved at blive kvalt. En helikopter flyver alle til hospitalet.

   Næste dag har Elin det bedre. Tobias har købt en kage i kantinen, og de hvisker kærligt sammen, mens de gør klar til at vække Maja med et »Ja, må hon leva uti hundrade år!« De pusler og stryger. De rusker og råber. Men fødselsdagsbarnet kan ikke vågne. Borte har taget den sovende pige.

KANINER og katte; børnesang og skyggespil; et mareridt, som repeteres ad absurdam. Med disse midler skaber Johannes Nyholm en myldrende underskov af blind rædsel, som stedvis er både makaber og morsom. Koko-di Koko-da ville være unik, hvis ikke så mange af de narrative tricks var inspireret af (især) David Lynch og (måske) fortællere som landsmanden Johan Ajvide Lindqvist (Lad den rette komme ind, Grænse) og amerikaneren Ari Aster.

   Tre år efter er Mor og Far atter på tur. Vi ser, hvad datterens død har gjort ved dem. Det er ikke, fordi de taler om, hvad der skete. Hvorfor skulle de det, når begge er fanget i sorgen? De siger ikke meget. De skændes om, hvilken slags is, der er bedst. Så vil Elin helst sove på et hotel, men Tobias insisterer på teltet. Han kan rejse det på fem minutter, hvis de finder en flad plet for enden af sporet, der fører ind i skoven.

TOBIAS får sin vilje. Om natten vågner Elin og skal tisse. Hun kravler ud i mørket, forretter sin nødtørft og bliver overrasket af manden i hvidt og hans ledsagere. Stokken slår. Hunden får lov at gnaske igennem. Peter Belli viser nye, chokerende sider af sit talent. Elin bliver taget. Tobias bliver taget. Det er ikke muligt at flygte. »Yummy yummy yummy, I got love in my tummy«, siger Belli og nynner det gamle bubblegum-hit med Ohio Express.

   Det værste er nok, at det gentager sig. Når skoven har ædt de svenske kaniner, begynder mareridtssløjfen igen. Hun vågner og kravler ud. Eller han vågner først, kan huske det drømte og trækker hende med sig.

   Uanset, hvad de gør, bliver de indhentet. Der er den samme rykvise udzoomning og et brat mørke, som visker tavlen ren. Det ligner en teknisk fejl første gang. Så vågner hun igen, og scenen bliver varieret, før den slutter på det samme sted. Det er som med sorgen og datterens død. Drømmen holder ikke op, fordi man vågner.

DET er et paradoks, at gentagelsen udhuler gyset. Vi er snarere på en jungiansk drømmerejse. Der går tre kvarter med at variere scenariet, og efterhånden bliver processen mekanisk. Ubønhørligheden aftager, og filmen opleves mere som en skriveøvelse i kausalitet: hvad sker der, hvis karaktererne gør A eller B eller C?

   Vist er der en overfladisk lighed med præmissen i Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer), og vist har Lynch & Co. inspireret inventaret, men det strukturelle kneb med at gentage og variere har mere til fælles med britisk 80er-teater. Alan Ayckbourn skrev adskillige stykker, hvor en seriel faktor var indarbejdet. I Intimate Exchanges (1983) brugte han to skuespillere og den samme grundscene til at skabe seksten nye, selvstændige historier.

   Hvad der skete i dem, afhang af, om den kvindelige karakter valgte at tænde en cigaret i første scene. Nouvelle vague-ikonet Alain Resnais (Sidste år i Marienbad) lavede filmudgaven. Historierne blev til to film, Smoking og No smoking, som varede fem timer. Jeg så dem i Park Bio den 19. september 1994 og husker endnu den berusende virkning, følelsen af at have foretaget en rejse.

DER vil også gå et godt stykke tid, før jeg glemmer Koko-di Koko-da. Der er et sidste indskud af skyggeteater. Her følger Elin – eller er det datteren som voksen? – efter den hvide kat ind i skoven. Hun ender ved en forladt ruin. I et hvidt rum er der sat tændte stearinlys foran et rødt scenetæppe. Der er kun plads til én i teatret.

   Tilbage i mareridtet er der en scene, hvor Elin og Tobias kører væk. En hvid hund krydser vejen, og de havner i grøften. Her er måske stedet, hvor figurerne fra spilledåsen bliver sendt hjem. I hvert fald er der kærlighed og håbet om forløsning. En mulig slutning på sorgarbejdet. Som filmen jo er i en gysers forklædning.

JOHANNES Nyholm skabte skyggespillet i Drömmar från skogen (2009), som er en nyklassisk kortfilm. Han instruerede Kæmpen (2017), som kom og gik ubemærket, men de fråsende spædbørn i trickfilmen Las Palmas (2011) har sat sig fast. Det var bolsjefarvet surrealisme for sjov.

   Det nye effektorgie er noget mere. Der er en overflod af ideer i Koko-di Koko-da. Muligvis også for mange, men hvor er det dog befriende at se en nordisk genrefilm, som man ikke kan læse på ti meters afstand.

*) For et dansk publikum føjer det meget til filmen, at den sataniske dandy bliver spillet af Peter Belli (f. 1943). Det er til gengæld svært at forestille sig, hvad man får ud af figuren i Asien og Amerika, hvor Koko-di Koko-da har sit kernepublikum blandt dedikerede horrorfilmfans. Belli inkarnerer 60 års dansk rock- og pophistorie med en status og autoritet, som matcher Kim Larsen (1945-2018). Da elektrisk rock endnu hed pigtråd, var han manden, der begyndte at synge på dansk, først med Les Rivals, siden som Peter & Ulvene. Fra »Ulven Peter« (1964) og »Helt igennem respektabel« (1965) [den danske coverversion af »Well Respected Man« med Ray Davies og The Kinks] til de sene, fine fortolkninger af pristine danske sange på Evig og altid (2013) og Som boblerne i bækken (2016) har han været et fyrtårn. Vist gik der (for) mange år med dansktophits (»Ingen regning«) og rugbrødsarbejde som syngende gøgler, men Belli kunne når som helst vende tilbage med vitale overraskelser som Yeah (1991), Ribbet & flået (1992) og Talisman (1997). June & Peter Belli er Danmarks Johnny & June Carter Cash. Det ved skandinaviske tilskuere, når de ser Koko-di Koko-da. For andre må mareridtsflanøren være en gammel mand i hvidt tøj, der grimasserer. Belli synger ikke for alvor i filmen. Den virkningsfulde musik, som kommer fuldt til sin ret i sekvensen fra skyggeteatret, er skrevet af Simon Ohlsson og Olof Cornéer.  

Peter Belli døde den 8. juni 2023. Han var 79. Hvil i fred & Lev i vor erindring.

 

Koko-di Koko-da. Instr. & manus: Johannes Nyholm. Foto: Tobias Höiem-Flyckt, Johan Lundborg. 89 min. Sverige-Danmark 2019. Dansk premiere: 26.09.2019.

Fotos: Beofilm (Tobias Höiem-Flyckt)/ Film i Väst/ Stray Dogs/ Dark Star Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Skrevet til – men aldrig bragt i – Weekendavisen Kultur 27.09.2019.