Felix Van Groeningen & Charlotte Vandermeersch: De 8 bjerge (2022)

GLETSCHEREN BEVÆGER SIG

En hyldest til venskab og livskraft

Af BO GREEN JENSEN

HVEM lever stærkest og ser mest af livet? Den, som bliver på bjerget i midten, eller den, som rejser til verdens ende og slår sig ned ved det yderste sted? De 8 bjerge er fortællingen om to mænd, der mødes som drenge og bliver venner for livet, indtil der ikke er mere tid. Den handler om et særligt hus; om fædre og sønner; om drømme, der lykkes og kommer til kort.

   Pietro og Bruno er 12 år, da de mødes i 1984. Pietro kommer til Grana ved Brusson i de italienske alper sammen med sine forældre. Til hverdag bor familien i Torino, hvor Pietros far, Giovanni (Filippo Timi), er ingeniør. Han bruger sit liv på at længes. I Grana vil han altid op til den skiftende gletscher. Fra toppen af Monte Rosa er der udsyn over de andre bjerge. »Der er de,« siger han til sønnen, som gisper og sakker bagud. »Cervino, Grand Tournalin, Breithorn. Og det dér er Lyskamm.«

BRUNO er født på en gård i Aostadalen, som han aldrig forlader. Han passer dyrene og hjælper sin far. Fordi drengene er enebørn, bliver de venner. Pietros forældre vil betale for Brunos skolegang. Så tager Brunos far simpelt hen drengen med sig for sommeren. Brunos mor siger undskyld. Det var ikke hendes valg.

   I Torino er Pietro sikker på ét: Han vil ikke leve som sin far. De skændes om alt. Den unge mand rejser, og vennerne ses ikke i 15 år. Bruno bliver bygningsarbejder, men han drømmer om at gøre, hvad slægtens mænd altid gjorde, før hans fordrukne far brød traditionen. Han vil leve i bjergene som montanero og passe på dyrene oppe ved himlen.

   »Min far døde, da han var 62, og jeg var 31, den alder han havde, da jeg blev født,« siger Pietro, som reflekterer i voice over. Han kommer tilbage til bjerget, fordi hans far har efterladt en grund med en ruin på. Huset hedder Barma Drola, det er en fantastisk sekvens. Fotografen Ruben Impens skaber billeder, der formidler umådeligheden. 

   Pietro søger stadig efter mening og retning. Han indser, at Bruno blev en søn for Giovanni, mens han selv havde travlt med at lede. Han finder kortet over bjergene, hvor Giovanni har tegnet ruterne ind og givet hver af dem sin farve. Brunos tråd fylder mere end Pietros. Ved hver post i bjergene finder han notesbøger, hvor Giovanni har gjort status. Han forstår sin far bedre, han mærker bogstaveligt tiden. Så han bliver og tager imod arven.

   Vennerne finder hinanden igen. De er begge mænd med stort skæg nu. De river de gamle mure ned og begynder at bygge huset i bjergene. Egentlig er det først hér, godt og vel fem kvarter inde i filmen, at De 8 bjerge begynder for alvor: »Det hér er vores sommerhus, hvor vi vil se hinanden igen hvert år.«

FELIX VAN GROENINGEN (f. 1977) og Charlotte Vandermeersch (f. 1974) har skrevet en tæt håndfuld kantede film, der bryder de fleste formater. Vildest er nok Belgica (2016). Stærkest er The Broken Circle Breakdown (2012), en forbløffende film om kærlighed og stor sorg. Parret elsker countrymusik. De brugte Townes van Zandt-sangen »If I Needed You« på uforglemmelig vis. Det var det modsatte af en elegant film, men den ramte tilskueren rent i hjertekulen.

   The Broken Circle Breakdown var Oscar-nomineret. Van Groeningen fik fristende tilbud og sagde ja til at instruere Steve Carell og Timothée Chalamet som far og søn i misbrugsdramaet Beautiful Boy (2018). Formen var mere friseret, men alle motiver stod skærende klart.

   Hidtil har han instrueret alene, denne gang deler de arbejdet. Målet var at skabe »et episk drama, fortalt med små gestus«. Forlægget er en roman af Paolo Cognetti, der skriver, så alt virker selvoplevet. Det ligner, men er ikke exofiktion. Pietros vej snor sig naturligt. Det kunne ikke være på nogen anden måde.

PIETRO REJSER UD, når han ikke er på bjerget. Han når helt til Koto i Nepal, hvor han hører om kosmologien med otte have, otte bjerge og stedet i midten. Han tegner diagrammet for Bruno, som virkelig bliver montanero med tiden. Men først er der Lara (Elisabetta Mazzulo), som kommer med Pietro og bliver hos Bruno. De får en datter sammen og har succes med at fremstille ost.

   Krisen bider, og vinteren kommer. Det er, som Giovanni sagde: Gletscheren bevæger sig altid. Jeg skal selvsagt ikke røbe, hvad der sker, og hvor det ender. Fimen lever af sin store ro og dybe glæde ved erfaringsstoffet, som synes dyrekøbt. Luca Marinelli fra Martin Eden spiller Pietro med færre manerer end sædvanligt. Alessandro Borghi er den vejrbidte Bruno.

   

DET er en film, som man lever sig ind i og er taknemmelig for. Det lykkes virkelig at sige noget stort med små gestus. Der er også denne gang countrysange, som kommenterer: »Everything you know/ Melts away like snow.« Sangene knaser som lakplader. Faktisk er de nye og stammer fra albummet Alabursy (2015) med svenskeren Daniel Norgren.

   Filmen var i konkurrence på Cannes Festivalen i 2022, den første efter COVID-pandemien. Felix van Groeningen og Charlotte Vandermeersch siger selv, at arbejdet med manuskriptet hjalp dem gennem en parforholdskrise. Og at nedlukningen passede godt til projektet. Le otto montagne modtog Juryens Pris. Forlaget People's Press udgav De otte bjerge i 2019. Oversætteren er Lorens Juul Madsen.

Se også Felix van Groeningen: The Broken Circle Breakdown (2012) og Felix van Groeningen: Beautiful Boy (2018).

De 8 bjerge (Le otto montagne). Instr. og manus: Felix van Groeningen og Charlotte Vandermeersch. Foto: Ruben Impens. 147 min. Italien-Belgien-Frankrig 2022. Dansk premiere: 09.02.2023.

Fotos: Wildside/ Menuetto Film/ Rufus/ Pyramide Productions/ Camera Film/ People's Press (omslagsgrafik: Rasmus Funder)

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 09.02.2023

Felix van Groeningen: The Broken Circle Breakdown (2012)

DEN SIDSTE TATOVERING

Belgisk country med sanselig sjæl

Af BO GREEN JENSEN

COUNTRYMUSIK som kunst og forløser er en uventet drivkraft i Felix van Groeningens belgiske film om to, der elsker hinanden, men fældes ved et skæbneslag, som de ikke kan komme sig over. Følelserne i filmen er lige så rene og store som musikken.

   Den krøllede titel er en henvisning til »Will the Circle Be Unbroken?«, Ada Habershons og Charles Gabriels salme fra 1907, som blev en temasang for både The Carter Family og The Nitty Gritty Dirt Band. Didier »Monroe« Bontick (Johan Heldenbergh) synger den inderligt og en smule gebrokkent ved begyndelsen af The Broken Circle Breakdown, da han står på scenen i Ghent med sit bluegrassband.*

   Samme dag har han mødt tatovøren Elise Vandevelde (Verlee Baetens) og inviteret hende til at komme og se ham optræde. Sådan begynder en stor kærlighed, men den kronologiske sammenhæng falder først på plads langt inde i filmen. Først viser Groeningen det ødelæggende tab, som rammer parret, da deres glæde er størst.

DIDIER og Elise flytter sammen på en landejendom, som han – adspredt – prøver at sætte i stand. Didier er en fri fugl, en cowboy af hjertet, som sætter pris på at gøre tingene enkelt og langsomt. I begyndelsen elsker Elise ham for det.

   Han forklarer hende, hvorfor bluegrasslegenden Bill Monroe var den største musiker, som har levet. Hun tager navnet Alabama og forklarer ham, hvorfor tatoveringer er smukke. Man bærer sin historie på kroppen. Når Elise bliver forelsket, får hun skrevet kærestens navn på sin hud. Når forholdet slutter, bliver tatoveringen dækket af en ny, men ser man efter, indgår det slettede navn i motivet.

   Det er ikke så søgt, som det lyder. Groeningens forlæg er en teaterforestilling, The Broken Circle Breakdown featuring the Cover-Ups of Alabama, som Johan Heldenbergh skrev sammen med Mieke Dobbels og havde hovedrollen i. I glimt kan man ane, hvor sceneteksten bliver genanvendt, men resultatet ligner nu aldrig filmet teater.

I BEGYNDELSEN bor parret i en trailer, mens Didier arbejder sporadisk i huset. Elise bliver sangerinde i bandet, som synes at have succes. Didier slår syv kors for sig, da Alabama fortæller, at hun er gravid, men han vænner sig til tanken og får huset sat i stand, så datteren Maybelle har passende rammer.

   De gifter sig verdsligt og improviseret, selvsagt til lyden af countrymusik. Elise vil have en terrasse ved huset, Didier ser sig selv på en veranda. Kompromiset bliver en glaskonstruktion, en teranda, som får en særlig rolle i historien, da han som den svorne agnostiker skal forklare sin datter, at fuglene dør ved at flyve mod glasset.

   Ingen datter i historien har været mere elsket end Maybelle. Forældrenes verden styrter i grus, da hun som seksårig rammes af kræft. Denne sorg er fortællingens grundsten, og Groeningen lægger den forrest i filmen. Siden falder scenerne i en kronologi, der flyder om smertepunktet.

DIDIERS fornuft kan ikke gøre datteren levende igen. De giver hinanden skylden for de mest urimelige ting. Hun åbner sig for troen – kommer Maybelle mon tilbage som en fugl, der rammer terandaens glas? – og han råber ad sit tv, når en salvelsesfuld amerikansk præsident forbyder stamcelleforskning.

   Van Groeningen lader sangene bære de kolossale følelser, men filmen er realistisk forankret. Der er heller aldrig tale om, at kærligheden dør. Blot findes der sår, som tiden ikke kan læge.

   Til slut svinger pendulet igen mellem liv og død, mens Didier genoplever det hele. Sit smukkeste øjeblik har filmen i en scene, hvor bandet fremfører Townes Van Zandts »If I Needed You«. Han rækker efter hendes hånd, og hver tilskuer i salen – på filmen såvel som i biografen – håber, at hun vil tage den.

DER vil givet være tilskuere, som får en overdodis i følelseskarussellen. Samtidig er det ikke tilfældigt, at The Broken Circle Breakdown har modtaget publikumsprisen på en lang række festivaler. Det gjorde den på CPH PIX i 2013. I Frankrig fik den César i kategorien bedste udenlandske film. Også i DK kandiderede den til en Bodil. Kirsebærret på toppen af kagen var en Oscar-nominering i 2014.

   Endelig gælder det, hvad der står på Alabamas sidste tatovering. Med dette melodramatiske grundmateriale skaber Van Groeningen en bevægende film, som rammer tilskueren lige i hjertet. To varme, fejlbarlige mennesker træder ud af den sentimentale historie – ganske som i de bedste countrysange. At Johan Heldenbergh synger dem med flamsk accent, gør i denne kontekst blot virkningen større.

Se også Den sidste drøm: Sangskriveren Blaze Foley 1949-1989; I Saw the Light: Hank Williams 1923-1953; Joel & Ethan Coen: O Brother, Where Art Thou? (2000); Joel & Ethan Coen: Inside Llewyn Davis (2013); Debra Granik: Winter's Bone (2010) [Noir 100]. 

*) Johan Heldenbergh, Verlee Baetens og de øvrige kræfter i bandet har ved flere lejligheder turneret som The Broken Circle Breakdown Bluegrass Band. Det gør de også på filmens OST-album. »Will the Circle Be Unbroken« findes i 1000+ coverversioner. På Will the Circle Be Unbroken II (1989) med Nitty Gritty Dirt Band er en særlig overdådig udgave, hvor versene synges efter tur af Johnny Cash, Roy Acuff, Ricky Skaggs, Levon Helm i duet med Emmylou Harris og Jimmy Ibbotson (fra Nitty Gritty Dirt Band). I koret står 40 koryfæer fra bluegrass, folk- og countrygenren + omegn, fra John Hiatt og John Denver til Bruce Hornsby og Roger McGuinn. Hele Carter-familien sang for på det ikoniske triplealbum, som grundlagde skabte konceptet i 1972. På Will the Circle Be Unbroken III (2002) er tricket gentaget med yngre navne.

The Broken Circle Breakdown. Instr.: Felix van Groeningen. Manus: Carl Joos, Felix van Groeningen. Foto: Ruben Impens. 110 min. Belgien-Holland 2012. Dansk premiere: 31.10.2013.

Fotos: Menuet Productions/ Topkapi Films/ Belgacom/ Casa Kafka Pictures Movie Tax Shelter Empowered by Belfius/ Eurimages/ VAF/ Flanders Image/ Kinepolis Film Distribution/ Lumière/ Nederlands Filmfonds/ Vlaamsee Film/ Filmbazar DK/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke i DK - i Tyskland og UK på Apple TV, Google Play og MUBI

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2013

Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview

EN LUKKET DØR

Om soning, skyld og (dårlig) samvittighed

Af BO GREEN JENSEN

HVIS læger vil have et liv og blive gamle i faget, må de nu og da lukke af og gå hjem. At man har aflagt den hippokratiske ed, er ikke ensbetydende med at stå til rådighed i døgndrift. Det handler om at være professionel, respektere reglerne og opdrage sine patienter. Ellers er der ingen ende på det, og man risikerer at blive udnyttet.

   Det er nogle af de ting, som lægen Jenny Davin (Adèle Haenel) forklarer sin praktikant Julien (Olivier Bonnaud), der er yngre og mindre erfaren. Der er en undertone i udvekslingen. Hun markerer sig som chef og ville finde fejl, selv om Julien ingen begik.

   Det er aften på klinikken i Seraing, den slidte industriby i Liège-regionen, hvor alle de belgiske Dardenne-brødres film foregår. Det har været en besværlig dag, og Adèle er i forvejen rastløs, fordi hun er på vej til en mere lukrativ stilling. Hun er færdig med at slide sig op i et Sisyfos-job og bo alene over den nedslidte praksis. Eller måske er hun bare kontrær.

   Senere vil hun analysere forløbet igen og igen. I situationen insisterer hun bare på ikke at åbne den lukkede dør, da der bliver banket og tryglet en time efter lukketid. Det er ikke, fordi hun er et dårligt menneske eller en ligeglad læge. Det handler mere om at sætte Julien på plads.

HOVMOD er en dødssynd, og her er der afregning ved kasse ét. Snart bliver liget af en ukendt kvinde fundet i nærheden. Politiet vil se filerne fra overvågningskameraet i konsultationen. Her er kvindens ansigt frosset i yderste nød. Hun banker på og beder om hjælp, der er nogen efter hende. Jenny føler ikke blot ansvar, men også en personlig skyld. Var døren blevet åbnet, havde den ukendte kvinde været i live.

   Politiet er på bar bund. Det tager betjentene dog ganske roligt. Kvinden var efter alt at dømme en prostitueret indvandrer af afrikansk herkomst, som opholdt sig illegalt i Belgien. Der var ingen papirer. Senere er der et navn: Serena Ndong. Men ingen grund til at starte en stor efterforskning. Det var ikke et vigtigt liv, der tabt.

JEAN-Pierre (f. 1951) og Luc Dardenne (f. 1954) har altid skildret de svageste, mest udsatte grupper. De har gjort det ved at følge en eller to karakterer helt tæt, og i begyndelsen blev den ekstreme beskæring bygget ind i æstetikken. Resultatet var en radikal realisme, som blev brødrenes signatur.

   I gennembrudsfilmen La Promesse – Løftet (1996) og guldpalmevinderen Rosetta (1999) følger et håndholdt kamera karakteren i centrum på en halv til en hel meters afstand. Tilskueren føler både overensstemmelse og distance. Det er en helt anden fornemmelse, end den som man får ved subjektiv kameraføring i konventionel forstand.

   I Le Fils – Sønnen (2002), som for mig at se stadig er brødrenes bedste film, bliver den kropsnære form til håndgribelig suspense. En mester og en lærling drejer cirkler om hinanden på et værksted. Mesteren fnyser og stamper og stirrer olmt på den frejdigt ubekymrede lærling, en ung mand med en straffeattest, der ikke kan gøre nogen ting rigtigt.

DET bliver ubærligt spændende at følge, hvad den ældre mand har på den yngre, og hvad han vil stille op med sin vrede og hævngerrighed. Titlen giver som altid et hint om, hvad det drejer sig om og hvor det ender. Som Jean-Pierre Dardenne siger om brødrenes modus operandi:

   »Det tager lang tid for os. Først må vi have: En karakter, en situation, en titel og en slutning. Det er muligt, disse ting ændrer sig under arbejdet, men vi kan ikke begynde, før vi har en vag idé om, hvor det ender.«

   – Er det sket I har ændret en titel?

   »Ja. Drengen med cyklen (Le gamin au vélo). Den første titel var Pitbull. Og den var måske for lukket om sig selv. Men drengens karakter var virkelig sammenbidt, og han havde tunnelsyn som en pitbull.«

   – Og den ukendte kvinde?

   »Fra begyndelsen ville vi fortælle en historie om en læge, som blev ansvarlig for et menneskes død, og undersøge hendes reaktion. Kvinden som døde skulle være ukendt: ingen spor, ingen papirer. Så voila: La fille inconnue. Med den titel siger vi også, hvad vi vil lede efter i filmen. Vi vil ikke lede efter motiver og årsager. Vi vil finde navnet på pigen, så hun ikke længere er den ukendte kvinde.«

I SØNNEN spilles mesteren af Olivier Gourmet, som har medvirket i samtlige Dardenne-film til dato. Af dem er 18. De første var dokumentarer, de seneste ti er fiktioner i spillefilmslængde:

   »For os er filmen mere end et spejl. Fiktion er et redskab til at udforske livets muligheder. Den lader os være inden i hovedet på vores karakterer. Virkeligheden på film er mere virkelig end i virkeligheden. Den viser mere, end et spejl ville vise. Men den siger kun noget om verden, hvis publikum engagerer sig i Jennys karakter.«

   I 2005 fik brødrene deres anden guldpalme for L’Enfant – Barnet. Her får et hjemløst ungt par et barn. Generelt tager de tingene, som de kommer, og den unge far (spillet af brødrenes anden faste hovedkraft, Jérémie Renier) forstår i første omgang ikke, hvor kæresten bliver ophidset, da han sælger deres barn. De kan jo altid få et nyt. Men han elsker hende, retter sig og vokser med opgaven, mens han arbejder på at få barnet tilbage.

DARDENNE-brødrene er [da vi taler i 2017] henholdsvis 66 og 63 år. Efterhånden som deres status er vokset, har de eksperimenteret med – for det første – at brede formen ud, så kameraet fanger andet end ryggen på karakteren i centrum og mere af den omliggende virkelighed.

   For det andet har de forsøgsvis arbejdet med kvindelige stjerner, der kan sælge flere billetter: Cécile de France er i Drengen med cyklen (2011) den varme damefrisør, som bliver en reservemor for problembarnet Cyril; Marion Cotillard er i Deux jours, une nuit (2015, da. To dage, en nat) den fritstillede fabriksarbejder, som har en lang weekend til at overbevise kollegerne om, at de skal stemme for hendes videre ansættelse.

   Der er i begge film reminiscenser af de første værkers strenge formelle kvalitet. Kameraet ser stadig Cotillard tæt på og bagfra, mens hun går fra dør til dør. Men generelt kan man få en fornemmelse af, at brødrene er blevet rundere i mælet. Det gælder dog ikke for Le Silence de Lorna (2008), den eneste Dardenne-film, som aldrig kom til Danmark. Her gifter en rumænsk prostitueret sig med en belgisk narkoman for at få statsborgerskab og give sine alfonser en base. Planen er at drive ham fra forstanden og i graven, men Lorna får ondt af den lidende stråmand.

DET er i de seneste film et problem, at der kommer et næsten idyllisk skær over socialrealismen. Det skal helst ende godt. Solidariteten skal virke. Fællesskabet ser lyset i tide og henter den udsatte ind. Jean-Pierre Dardenne siger, at karaktererne ikke må blive talerør for instruktørernes livssyn, men det er præcis, hvad der sker i brødrenes film efterhånden.

   Det har været vigtigt for dem altid at arbejde sammen og få det sidste ord. Derfor har de produceret deres film uafhængigt – gennem selskabet Les Films du Fleuve, som har base i Liége – og efterhånden, som varerne gav overskud, har de investeret i film af beslægtede kolleger.

   På den måde opstår noget i retning af et netværk for socialrealister. Dardenne-brødrene er medproducenter på film af britiske Ken Loach (Jeg, Daniel Blake), franske Jacques Audiard (Dheepan), tunesiske Mohamed ben Attia (Hedi) og rumænske Cristian Mungiu (Prøven). Ofte konkurrerer de med deres egne film. Det har de udmærket med.

FOR Jenny bliver episoden med den lukkede dør og den ukendte kvinde et eksistentielt vendepunkt. Politiet har fundet et forkert navn. Hun sætter alt ind på at opklare, hvem den dræbte kvinde var.

   Jenny opsøger farlige mænd og begynder at spørge dem ud. Hun bliver i den fattige praksis, hvor hun kan udfritte patienterne. Her spørger hun sig ind til en løsning på gåden. Både en søn (Olivier Gourmet) og en far (Jérémie Renier) er på tale som gerningsmænd. Men hvordan og hvorfor er ikke så vigtigt. Det gælder om at give kvinden et navn. Kan Jenny gøre dét, bliver det atter muligt at ånde.

   Det er ikke en thriller, hvor action er konge, men Jennys efterforskning følger noir- og detektivgenrens troper. Her får filmen den samme intensitet, som udtrykket havde i Sønnen. Samtidig ser vi Jenny med patienterne, i sit rette element, hvor hun er en værdsat og givende læge. Her er de lyse sider fra brødrenes senere film.

DET er naturligvis også en film om, hvordan vi alle lukker døren, i sindet såvel som i virkeligheden, efterhånden som flygtningekrisen udarter. Som Jean-Pierre Dardenne udtrykker det:

   »Det er en film om en dør, der ikke bliver åbnet. Pigen er sort, og hun bliver fundet uden papirer, i nærheden af vandet, så der er en resonans af alle spørgsmål om immigration og vores behandling af de mennesker, som dør under tilsvarende omstændigheder.

   Hvad doktor Jenny nægtede denne pige, var retten til gæstfrihed. Gæstfrihed betyder ikke, at alle migranter kan komme og bo i Europa. Men selv om der ikke er arbejde til alle disse mennesker, ser vi ingen grund til at blande det sammen med vildfarelsen om, at vi må lade være med at redde dem ude på havet og sørge for dem på en eller anden måde. Det er, som om vi lukker til og folder os helt sammen om os selv.«

   Brødrene Dardenne er i klasse med brødrene Taviani og brødrene Coen. De kunne ikke drømme om at arbejde uden hinanden, og med Kvinde, ukendt har de skabt deres stærkeste, varmeste film siden Sønnen.

Citaterne er fra en samtale med Jean-Pierre Dardenne, som for en gangs skyld kom uden sin bror. Interviewet fandt sted på Hotel Le Grand i Paris den 13. januar 2017.

Se også Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014) + Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et interview [2014].

La fille inconnue (Kvinde, ukendt). Instr. og manus: Jean-Pierre & Luc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 113 min. Belgien-Frankrig 2016. Dansk premiere: 08.06.2017.

Fotos: Les Films du Fleuve (stills + portrait: Christine Plenus)/ Archipel 35/ Savage Film/ France 2 Cinéma/ VOO/ BE TV/ RTBF/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wild Bunch/ Curzon/ Sundance Selects/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, YouTube Movies.

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 09.06.2017.

Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et Interview [2014]

ALTING KOMMER FRA VIRKELIGHEDEN

Jean-Pierre & Luc Dardenne, realister

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2014: Det er onsdag eftermiddag i Cannes. En lille uro præger festivalboblen, fordi alle om en time skal være på plads til premieren på Jean-Luc Godards Adieu au langage, den 83-årige filmlegendes seneste og måske sidste cri de guerre.*

   De fleste skal derfor den modsatte vej, da jeg kæmper mig gennem vinden for at møde Jean-Pierre og Luc Dardenne i den internationale Movie Village, hvor Unifrance har hovedkvarter. Det er lykkedes mig at få samtalen rykket en halv time frem. Hvis alt går efter planen, når jeg både Godard og de belgiske brødre.

   Få kan fortælle så enkelt om udsatte mennesker. Dardenne-brødrene er socialrealister. De har en klar, politisk dagsorden og er dertil erklærede humanister, som gør en dyd af ikke at være moderne. Godard har skudt sin film i 3D. Det ville Dardenne-brødrene aldrig gøre. De er ikke til nips og specielle effekter.

   De har et særligt blik for skæbner, der ikke passer i gængse sociale konstellationer. Det gælder fra skovpigen i Rosetta (1999) og mesteren, der ved noget særligt om sin lærling i Le Fils (2002, da. Sønnen), til manden, der sælger sit barn i L’Enfant (2005, da. Barnet) og narkomanen, som skal dø af mangel på kærlighed i Le Silence de Lorna (2008).

   Det er et forstemmende galleri, som dog skildres solidarisk og uden anmassende budskaber. Dardenne-brødrene lader publikum tænke og føle konflikterne selv. Her er sammenhold trods alt ikke en floskel. Kun briten Ken Loach og franskmænd som Robert Guédiguian og Stéphane Brizé laver film med den samme slags engagement.

BRØDRENE ligner hinanden. De har krøllet gråt hår og søvnige øjne. Det havde de også for tyve år siden, da de første gang kom til Cannes. Nu passer det støvede look bare bedre. De kunne være, men er ikke tvillinger.

   Jean-Pierre (f. 1951) er 63, Luc (f. 1954) er tre år yngre. De har altid arbejdet sammen, og det kan man ikke tage fejl af. Luc giver længere svar, men det er altid et vi, der udtaler sig. Det ville ikke give mening at fæste sig ved, hvem der siger hvad under et interview.

   Brødrene etablerede tidligt – i La Promesse (1996, da. Løftet) – den på én gang neutrale og subjektive synsvinkel, som mandsopdækker én karakter. Kameraet bliver en forskudt jeg-fortæller, der konstant markerer sin afstand til stoffet.

   I de seneste film har de åbnet deres udtryk og er faldet ind i en vane med at bruge større navne. Det er faktisk blevet trendy at medvirke i en Dardenne-film. Cécile de France var frisøren, der hjalp en svigtet dreng i Le gamin au vélo (2011, da. Drengen med cyklen). Nu spiller Marion Cotillard hovedrollen i Deux jours, une nuit.

– HVORFOR er prøveforløbet så vigtigt?
   »Vi øver altid scenerne grundigt igennem, men denne gang var det anderledes, fordi vi arbejdede med Marion Cotillard. Vi havde et gensidigt ønske om at arbejde sammen, men det var vigtigt at lægge processen til rette, så hun kunne falde til i vores verden, uden at blive set som denne store stjerne, hun er.

   Vi måtte udslette det billede, som vi havde af hende på forhånd. Enhver skuespiller, der arbejder med os, må overvinde den naturlige tendens til at gemme sig. Og vi må sørge for selv at være sandfærdige og beskedne. Vi må tale ærligt til hinanden. Alt dét er noget, man lærer i prøveforløbet.

   En anden vigtig ting var at finde den rette kameragang. Måden, som kroppen bevæger sig på, og måden, som filmen forholder sig til den. Under prøveforløbet arbejder vi på de rigtige steder og beder skuespillere klæde sig som deres karakterer. Det er kun detaljer, som bliver ændret i kostumeafdelingen senere.

   Den sidste ting, som er vigtig i prøveforløbet, er at etablere karakterens fysik. Vi arbejder på grundlag af skuespillernes fysik, deres måde at rejse og sætte sig på bliver en del af persontegningen. Det kan være ganske små ting. Sandra tager sin telefon op af tasken. Der er tusind måder at gøre det på, og de siger noget om karakteren. Det er et andet aspekt af bevægelsen, som lægges på plads under prøveforløbet.«

– JERES forrige film, »Drengen med cyklen«, havde Cécile de France i hovedrollen. Har det ændret noget for jer at bruge etablerede stjerner?
   »Vi arbejdede med Marion på samme måde, som vi arbejder med andre skuespillere. Hun havde det samme omklædningsrum, ingen personlig sminkør eller chauffør. Naturligvis måtte vi øve mere med hende, fordi hun bærer hele filmen. Men vi behandlede hende som alle andre på settet.«

   – Men kan stjerner med samme troværdighed spille frisører og fabriksarbejdere?

   »Det er et spørgsmål, som man kan stille sig selv, før man caster Marion Cotillard. Vil det afholde publikum fra at idenficere sig med Sandra, eller vil det tværtimod øge troværdigheden? Vi synes mest det sidste. Det lykkedes Marion at gemme sig selv helt væk og dykke ned i rollen som Sandra. Det er jo hele formålet med vores måde at arbejde på. Så må publikum afgøre, om det er lykkedes for os.«

– I FILMEN bliver Sandra dømt ude af sine kolleger. Arbejdere bliver fyret af arbejdere, og chefen vasker sine hænder som Pilatus –
   »Filmen præsenterer en koncentreret version af kapitalismen. Udgangspunktet er ting, vi har hørt fra mange sider og læst om i aviserne. Alting kommer fra virkeligheden, selv om vi skrev vores egen historie. Filmen opsummerer en større proces. Det er jo ikke situationer, som vi griber ud af luften. Sandras dilemma er repræsentativt for den slags liv, vi lever nu, hjemme såvel som på arbejdspladsen.«

   – Så hvad siger filmen om situationen?

   »At cheferne og arbejdsgiverne er blevet mere kyniske. Det gælder på alle niveauer. Før i tiden brugte man beskidte tricks i det skjulte. Nu bliver det hele gjort åbenlyst, og man prøver ikke at pynte på situationen. Profitmotivet er fuldkommen knæsat. Der er ingen hemmelig dagsorden. De siger: Det er op til jer, det er ikke vores ansvar. De ved, at arbejderne vil lystre, for de er bange, og de har brug for pengene. De har gæld, som de skal afdrage på, og der er ikke den samme solidaritet nu, hvor fagforeningerne er sat ud af spillet.«

– ER problemet færre penge eller mindre sammenhold?
   »Problemet er altid solidaritet. I nedgangstider bliver mennesker bange for at miste deres arbejde, og det er sværere at fastholde solidariteten. Man ved, at man kan blive erstattet med billigere arbejdskraft. Der er mange, som gerne vil arbejde for mindre. Vi har talt med fagforeningsfolk, som strejkede i 1970erne. De måtte først have grønt lys fra familien. Så det har altid været svært, men i dag er det næsten umuligt. Før i tiden stemte man ved at række hånden i vejret. Nu er der hemmelig afstemning. Vores historie handler i virkeligheden om, hvordan det lykkes Sandra at genskabe solidariteten på trods af sig selv og konkurrencementaliteten.«

   – Har I selv skåret stillinger væk, når der ikke var luft i budgettet?

   »Det har heldigvis været muligt for os at lave film på samme måde som altid, og jeg tror ikke, det bliver nødvendigt at træffe den slags svære beslutninger. Vores film er lavet på mikrobudgetter, og vi betaler alle efter tariffen. Det har aldrig været meningen at tjene til mere end dagen og vejen.

   Det er virkelig ikke prestigeproduktioner. Vi sørger for at arbejde med lokale teknikere, og det meste udstyr er noget, vi bytter os til. Vi bruger venner og bekendte. Fabrikken i filmen er ikke en fabrik i virkeligheden. Det er et jobcenter, hvor de ledige tager kurser. Vi brugte snedkerne, da vi skulle bygge vores eget set.«

– SER man på jeres tidlige film, er der denne intense kameraføring. Et håndholdt kamera stukket helt ind i nakken på Olivier Gourmet eller Émilie Duquenne. Gradvis er afstanden øget. Nu filmer I fra siden og kredser om personerne. Der er ligefrem landskabsbilleder i »Drengen med cyklen«. Æstetikken har åbnet sig. Er det bevidst?

   »Vi har afstemt æstetikken, kan man sige. Sandra i Deux jours er meget forskellig fra Émilie i Rosetta og Olivier i Le Fils. Sandra ligger ned i begyndelsen af filmen, og hun er længe om at rejse sig op. Hun besøger to kolleger og må så gå hjem og hvile sig. Kameraet skal oversætte denne energi (eller mangel på samme) til måden, som hun bevæger sig på. Vi må se hendes op- og nedture. Men også hendes udholdenhed.

   Vi ville skildre alle faserne, og vi ville ikke have et kamera, som tiltrak sig opmærksomhed og blev et virkemiddel i sig selv. Indholdet afgør, hvordan man vil filme. Karakteren kommer før metoden. Der bør slet ikke være nogen metode.

   I denne film er kameraet et vegeterende kamera. I de tidlige film var det animalistisk. Og ligefrem et rovdyr i Le Fils. De nyere film er nok mere subtile.«

   – Er I begyndt på den næste film?

   »Nej. Hvis du har en god ide, så giv os den. Vi vil gerne dele pengene.«

Se også Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014); Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview.

*) Der var altid kø rundt om blokken, trængsel i salen og lille panik for ikke at få plads, når la nouvelle vague-koryfæet Jean-Luc Godard (1930-2022) kom til Cannes. Da han endnu tog del i pressemøderne, kunne man se blaserte gamle kritikere blive starstruck og være ivrige som rockfans. I 2014 sendte han et »Lettre filmée« til Gilles Jacob og Thierry Frémaux med sine tanker om »Khan Khannes« og hvorfor han valgte at blive i Schweiz. Filmbrevet er et værk i sig selv. Adieu au langage blev særdeles godt modtaget. Godard delte Juryens Prix med canadiske Xavier Dolan (f. 1989), som kun var 24 år i 2014, måske fordi både ældste og yngste instruktør i konkurrencen brugte den digitale teknik, som avancerede med stormskridt i de år. Godard havde filmet med digitalkamera og i 3D. Dolans Mommy brugte højformatet fra mobiltelefoner. Godards billedbrev minder mere om stilen i Film Socialisme (2010) end om den psykedeliske intimitet i Adieu au langage. Da Agnès Varda (1928-2019) gik bort, var Godard i tre år den sidste levende frontløber fra la nouvelle vague. Han tog endelig afsked med Le livre d'image/ The Image Book (2018), som naturligvis fik premiere i Cannes.

Fotos: Les Films du Fleuve (stills + portraits: Christine Plenus)/ Depositphotos | Featureflash (Cannes 2019)/ Archipel 35/ BIM Distribuzione/ Eyework/ France 2 Cinéma/ RTBF/ Wild Bunch/ Øst for PAradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Deux jours, une nuit streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

The Criterion Collection har udgivet filmen på Blu-ray

Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 19.09.2014