Ali Abbasi | John Ajvide Lindqvist: Gräns | Border | Grænse (2018)

ALDRIG MERE ALENE

Andetheden bliver normalitet

Af BO GREEN JENSEN

TOLDEREN Tina (Eva Melander) har næse for skyld. Når hun kontrollerer de rejsende, som ankommer med færgen, kan hun simpelt hen lugte, om nogen har dårlig samvittighed. Det er ikke en færdighed, men et instinkt.

   Det kommer der godt politiarbejde ud af. Tina snuser til en telefon, og det viser sig, at sim-kortet indeholder børneporno. Der er intet at komme efter hos parret i den pletfri lejlighed. Men Tina insisterer – og bag den falske væg finder man ondskabens rede.

   Kvinden burde være populær på sit job. Det er hun ikke. Hun ligner et dyr, og hun gemmer sig helst, for kollegerne bliver nervøse. Der er huset i skoven om natten og færgen i havnen om dagen. Ellers er Tina bogstavelig talt en fremmed mellem mennesker.

   En dag reagerer Tina på en mand, som ligner hende selv. Også Vore (Eero Milonoff) er tudegrim og aparte, men han gebærder sig med en fræk stolthed. Til og med vækker han Tinas begær. Hun blev fundet i skoven og voksede op i en familie, der gjorde alt for at holde det fremmede nede. Endelig kalder naturen. Tina må vide, hvad kærlighed er.

GRÆNSE er instrueret af Ali Abbasi (f. 1981), som blev uddannet på Den Danske Filmskole. Han debuterede i langform med udstedsgyseren Shelley (2016) [og blev i 2022 Oscar-nomineret for sit systemkritiske iranske dokudrama Holy Spider]. Ideen stammer fra en novelle af John Ajvide Lindqvist. »Gräns« står i samlingen Pappersväggar, som udkom i 2006.

   Det var Lindqvist, som skrev vampyrromanen Låt den rätte komma in (2004, da. Lad den rette komme ind). Hvis du så Tomas Alfredsons filmatisering – eller det amerikanske remake, Let Me In, som Matt Reeves instruerede i 2010 – vil du huske den som noget særligt.

   Lindqvist henlagde fortællingen til Stockholm-forstaden Blackeberg. Oskar på 12 år blev mobbet, og en androgyn teenager kom ham til undsætning. Der var et svømmebassin med afrevne hoveder og en vidtåben, amoralsk slutning, som lod drengen og pigevampyren undslippe. De rejser sikkert stadig med toget et sted i den europæiske nat.

OGSÅ Gräns giver legendariske væsener et liv i den moderne virkelighed. Jeg skal ikke røbe, hvilken art Tina og Vore tilhører. Tiøren falder nu hurtigt. Til gengæld er skildringen af de fantastiske væsener – og måden de forplanter sig på – en oplevelse, som man ikke forvinder.

   Da drengen i Lad den rette komme ind skulle vælge side, tog han med vampyren uden at tøve. Tina har større betænkeligheder, for det drejer sig om forbyttede børn. Hun er selv vokset op som en skifting.

   Tonen i Grænse er helt usædvanlig. Den minder mig om animationsfilmen Shrek (2001) med diverse fortsættelser. Prinsesse Fiona skulle vælge mellem at være smuk eller være som Shrek, der var en grøn trold fra eventyrsumpen. For første gang i den sødladne genre valgte pigen at blive grim af kærlighed.

GRÆNSE har overblik og atmosfære. Abbasi kan sine genrer, og han poder dem originalt på hinanden. Eva Melander og Eero Milonoff er grimme sammen så længe, at man vænner sig til deres særegenhed. Andetheden bliver normalitet. Publikum kan ikke længere bruge den vedtagne virkelighed som kompas.

   Grænse er på alle måder en anderledes gyserfilm. Et moderne folkesagn som dyrker anelsen og realismen. Hos Ajvide Lindqvist handler det altid om ikke at være alene. Joachim Triers forbløffende Thelma (2017) må være den nærmeste nordiske slægtning.

Gräns (Grænse). Instr.: Ali Abbasi. Manus: Ali Abbasi, Isabella Eklöf, John Ajvide Lindqvist. Foto: Nadim Carlsen. 101 min. Sverige-Danmark 2018. Dansk premiere: 27.09.2018.

Fotos: Riddertoft (Poster Design)/ Meta Film Stockholm/ Black Spark Film & TV/ Kärnfilm/ Film i Väst/ Sveriges Television/ Svenska Filminstitutet/ Meta Film/ Eurimages/ MEDIA Programme of the European Union/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Det Danske Filminstitut/ Camera Film/ YouTube [NEON Trailer]

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 26.02.2019

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 28.09.2018. 

 

J.C. Chandor: A Most Violent Year (2014)

DET FARLIGSTE ÅR

Systemisk forfald er en evig fortælling

Af BO GREEN JENSEN

1981 i New York var, selv efter amerikansk målestok, et usædvanligt voldsomt år med flere drab og mere hård kriminalitet end sædvanligt.

   Den statistiske oplysning fylder ikke meget i J.C. Chandors fortættede skildring af en korruptionssag fra perioden. En stemme i radioen siger, at det er »the most dangerous year« i byens historie. Det er ikke sikkert, at karaktererne hører efter, for meget i filmen er ren baggrundsstøj. Alligevel sætter den stemningen fast.

   Indvandrersønnen Abel Morales (Oscar Isaac) er blevet en stor mand i fyringsolieindustrien, hvor han begyndte som lastbilchauffør. Han importerer og distribuerer selv fyringsolien, ejer en lille flåde af ramponerede tankvogne og instruerer personligt sælgerne, som går fra dør til dør for at hverve kunder.

   For personalet er der status i at avancere fra chauffør til sælger. For kolleger i faget er Abel en stor torn i øjet, fordi han nægter at følge kartellets uskrevne love og holder sig fri af korruption. Det er svært at sige, hvem der har mest imod Abel: de korrupte konkurrenter, de indfedtede fagforeninger eller det kompromitterede politi.

FILMEN følger Abel gennem en svær tid, hvor 3-4 faktorer må spille i samklang, hvis hans forretning skal overleve. Han har overtalt den jødiske spekulant, som ejer det meste af havnen, til at sælge en dok, som gør firmaet uafhængigt. Han har samtidig købt et stort hus i de fredelige forstæder, hvor man kan løbe ture og give sin børn en god opvækst. Alt, hvad Abel ejer, er stillet som sikkerhed. Hvis han ikke betaler den næste termin, vil begge handler gå tilbage, og der bliver ikke kompenseret for tab.

   A Most Violent Year er et grumset moralsk lærestykke, filmet i vinterligt lys med en stærk, ekstremt underdrejet faktor af spænding. Hele verden er en etisk gråzone, hvor man følger visse koder og navigerer efter principper, som gør alle til medvidere. Abel vil ikke spise af kagen. Chandors film røber kun det mest nødvendige om mekanismerne. Man forstår, at den ærlige mand må være en ridder eller en nar.

FOR hustruen Anna (Jessica Chastain) er Abel nok begge dele. Hun er vokset op i industrien, fører firmaets bøger og nærer ingen illusioner om, at ærlighed varer længst. Abel købte firmaet af hendes far, og hun vil ikke lade ham sætte det overstyr.

   Der er derfor lagt i ovnen alle vegne. Det er valgsæson, og den offentlige anklager (David Oyelowo) iværksætter en undersøgelse, som Abels advokat (Albert Brooks) bruger kræfter på at afværge. Abel holder kortene tæt ind til kroppen. Publikum kan aldrig vide, om der er mere i sagen, om begreber som rigtigt og forkert giver mening.

J.C. Chandors forbilleder er instruktøren Sidney Lumet og forfatteren David Mamet. Han gør en del ud af at lægge afstand til tematik og troper hos Martin Scorsese. Chandors første film, Margin Call, fulgte tolv bankfolk gennem det hektiske døgn, hvor krisen i 2008 tog form. I All is Lost var Robert Redford alene på havet og lærredet i to timer. Begge film var så kompromisløse, at de ikke fik dansk biografpremiere.

   A Most Violent Year vil nok gøre det bedre. Filmen blander ånden fra Serpico og Prince of the City med stilen og tonen fra The Godfather. Kun James Gray laver noget, der ligner, og hvis den historiske ramme ikke virker livsnødvendig – systemisk forfald er en evig fortælling – giver den til gengæld æstetisk gevinst.

   Det er en sober periodefilm med diskrete kronologiske markører. Effekterne er små, men realismen er så gennemført, at hver voldshandling virkelig gør ondt. Handlingen udspiller sig i en forvirrende verden, som kun er for voksne. Den ligner 1981 ret godt.

A Most Violent Year. Instr. & manus: J.C. Chandor. Foto: Bradford Young. 125 min. USA 2014. Dansk premiere: 11.06.2015.

Fotos: Before The Door Pictures/ Washington Square Films/ FilmNation Entertainment/ Icon Productions (UK)/ A24 (US)/ Angel Films (DK)/ CineMaterial/ MovieStillsDB

A Most Violent Year streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Icon Productions 18.05.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.06.2015

Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview

EN LUKKET DØR

Om soning, skyld og (dårlig) samvittighed

Af BO GREEN JENSEN

HVIS læger vil have et liv og blive gamle i faget, må de nu og da lukke af og gå hjem. At man har aflagt den hippokratiske ed, er ikke ensbetydende med at stå til rådighed i døgndrift. Det handler om at være professionel, respektere reglerne og opdrage sine patienter. Ellers er der ingen ende på det, og man risikerer at blive udnyttet.

   Det er nogle af de ting, som lægen Jenny Davin (Adèle Haenel) forklarer sin praktikant Julien (Olivier Bonnaud), der er yngre og mindre erfaren. Der er en undertone i udvekslingen. Hun markerer sig som chef og ville finde fejl, selv om Julien ingen begik.

   Det er aften på klinikken i Seraing, den slidte industriby i Liège-regionen, hvor alle de belgiske Dardenne-brødres film foregår. Det har været en besværlig dag, og Adèle er i forvejen rastløs, fordi hun er på vej til en mere lukrativ stilling. Hun er færdig med at slide sig op i et Sisyfos-job og bo alene over den nedslidte praksis. Eller måske er hun bare kontrær.

   Senere vil hun analysere forløbet igen og igen. I situationen insisterer hun bare på ikke at åbne den lukkede dør, da der bliver banket og tryglet en time efter lukketid. Det er ikke, fordi hun er et dårligt menneske eller en ligeglad læge. Det handler mere om at sætte Julien på plads.

HOVMOD er en dødssynd, og her er der afregning ved kasse ét. Snart bliver liget af en ukendt kvinde fundet i nærheden. Politiet vil se filerne fra overvågningskameraet i konsultationen. Her er kvindens ansigt frosset i yderste nød. Hun banker på og beder om hjælp, der er nogen efter hende. Jenny føler ikke blot ansvar, men også en personlig skyld. Var døren blevet åbnet, havde den ukendte kvinde været i live.

   Politiet er på bar bund. Det tager betjentene dog ganske roligt. Kvinden var efter alt at dømme en prostitueret indvandrer af afrikansk herkomst, som opholdt sig illegalt i Belgien. Der var ingen papirer. Senere er der et navn: Serena Ndong. Men ingen grund til at starte en stor efterforskning. Det var ikke et vigtigt liv, der tabt.

JEAN-Pierre (f. 1951) og Luc Dardenne (f. 1954) har altid skildret de svageste, mest udsatte grupper. De har gjort det ved at følge en eller to karakterer helt tæt, og i begyndelsen blev den ekstreme beskæring bygget ind i æstetikken. Resultatet var en radikal realisme, som blev brødrenes signatur.

   I gennembrudsfilmen La Promesse – Løftet (1996) og guldpalmevinderen Rosetta (1999) følger et håndholdt kamera karakteren i centrum på en halv til en hel meters afstand. Tilskueren føler både overensstemmelse og distance. Det er en helt anden fornemmelse, end den som man får ved subjektiv kameraføring i konventionel forstand.

   I Le Fils – Sønnen (2002), som for mig at se stadig er brødrenes bedste film, bliver den kropsnære form til håndgribelig suspense. En mester og en lærling drejer cirkler om hinanden på et værksted. Mesteren fnyser og stamper og stirrer olmt på den frejdigt ubekymrede lærling, en ung mand med en straffeattest, der ikke kan gøre nogen ting rigtigt.

DET bliver ubærligt spændende at følge, hvad den ældre mand har på den yngre, og hvad han vil stille op med sin vrede og hævngerrighed. Titlen giver som altid et hint om, hvad det drejer sig om og hvor det ender. Som Jean-Pierre Dardenne siger om brødrenes modus operandi:

   »Det tager lang tid for os. Først må vi have: En karakter, en situation, en titel og en slutning. Det er muligt, disse ting ændrer sig under arbejdet, men vi kan ikke begynde, før vi har en vag idé om, hvor det ender.«

   – Er det sket I har ændret en titel?

   »Ja. Drengen med cyklen (Le gamin au vélo). Den første titel var Pitbull. Og den var måske for lukket om sig selv. Men drengens karakter var virkelig sammenbidt, og han havde tunnelsyn som en pitbull.«

   – Og den ukendte kvinde?

   »Fra begyndelsen ville vi fortælle en historie om en læge, som blev ansvarlig for et menneskes død, og undersøge hendes reaktion. Kvinden som døde skulle være ukendt: ingen spor, ingen papirer. Så voila: La fille inconnue. Med den titel siger vi også, hvad vi vil lede efter i filmen. Vi vil ikke lede efter motiver og årsager. Vi vil finde navnet på pigen, så hun ikke længere er den ukendte kvinde.«

I SØNNEN spilles mesteren af Olivier Gourmet, som har medvirket i samtlige Dardenne-film til dato. Af dem er 18. De første var dokumentarer, de seneste ti er fiktioner i spillefilmslængde:

   »For os er filmen mere end et spejl. Fiktion er et redskab til at udforske livets muligheder. Den lader os være inden i hovedet på vores karakterer. Virkeligheden på film er mere virkelig end i virkeligheden. Den viser mere, end et spejl ville vise. Men den siger kun noget om verden, hvis publikum engagerer sig i Jennys karakter.«

   I 2005 fik brødrene deres anden guldpalme for L’Enfant – Barnet. Her får et hjemløst ungt par et barn. Generelt tager de tingene, som de kommer, og den unge far (spillet af brødrenes anden faste hovedkraft, Jérémie Renier) forstår i første omgang ikke, hvor kæresten bliver ophidset, da han sælger deres barn. De kan jo altid få et nyt. Men han elsker hende, retter sig og vokser med opgaven, mens han arbejder på at få barnet tilbage.

DARDENNE-brødrene er [da vi taler i 2017] henholdsvis 66 og 63 år. Efterhånden som deres status er vokset, har de eksperimenteret med – for det første – at brede formen ud, så kameraet fanger andet end ryggen på karakteren i centrum og mere af den omliggende virkelighed.

   For det andet har de forsøgsvis arbejdet med kvindelige stjerner, der kan sælge flere billetter: Cécile de France er i Drengen med cyklen (2011) den varme damefrisør, som bliver en reservemor for problembarnet Cyril; Marion Cotillard er i Deux jours, une nuit (2015, da. To dage, en nat) den fritstillede fabriksarbejder, som har en lang weekend til at overbevise kollegerne om, at de skal stemme for hendes videre ansættelse.

   Der er i begge film reminiscenser af de første værkers strenge formelle kvalitet. Kameraet ser stadig Cotillard tæt på og bagfra, mens hun går fra dør til dør. Men generelt kan man få en fornemmelse af, at brødrene er blevet rundere i mælet. Det gælder dog ikke for Le Silence de Lorna (2008), den eneste Dardenne-film, som aldrig kom til Danmark. Her gifter en rumænsk prostitueret sig med en belgisk narkoman for at få statsborgerskab og give sine alfonser en base. Planen er at drive ham fra forstanden og i graven, men Lorna får ondt af den lidende stråmand.

DET er i de seneste film et problem, at der kommer et næsten idyllisk skær over socialrealismen. Det skal helst ende godt. Solidariteten skal virke. Fællesskabet ser lyset i tide og henter den udsatte ind. Jean-Pierre Dardenne siger, at karaktererne ikke må blive talerør for instruktørernes livssyn, men det er præcis, hvad der sker i brødrenes film efterhånden.

   Det har været vigtigt for dem altid at arbejde sammen og få det sidste ord. Derfor har de produceret deres film uafhængigt – gennem selskabet Les Films du Fleuve, som har base i Liége – og efterhånden, som varerne gav overskud, har de investeret i film af beslægtede kolleger.

   På den måde opstår noget i retning af et netværk for socialrealister. Dardenne-brødrene er medproducenter på film af britiske Ken Loach (Jeg, Daniel Blake), franske Jacques Audiard (Dheepan), tunesiske Mohamed ben Attia (Hedi) og rumænske Cristian Mungiu (Prøven). Ofte konkurrerer de med deres egne film. Det har de udmærket med.

FOR Jenny bliver episoden med den lukkede dør og den ukendte kvinde et eksistentielt vendepunkt. Politiet har fundet et forkert navn. Hun sætter alt ind på at opklare, hvem den dræbte kvinde var.

   Jenny opsøger farlige mænd og begynder at spørge dem ud. Hun bliver i den fattige praksis, hvor hun kan udfritte patienterne. Her spørger hun sig ind til en løsning på gåden. Både en søn (Olivier Gourmet) og en far (Jérémie Renier) er på tale som gerningsmænd. Men hvordan og hvorfor er ikke så vigtigt. Det gælder om at give kvinden et navn. Kan Jenny gøre dét, bliver det atter muligt at ånde.

   Det er ikke en thriller, hvor action er konge, men Jennys efterforskning følger noir- og detektivgenrens troper. Her får filmen den samme intensitet, som udtrykket havde i Sønnen. Samtidig ser vi Jenny med patienterne, i sit rette element, hvor hun er en værdsat og givende læge. Her er de lyse sider fra brødrenes senere film.

DET er naturligvis også en film om, hvordan vi alle lukker døren, i sindet såvel som i virkeligheden, efterhånden som flygtningekrisen udarter. Som Jean-Pierre Dardenne udtrykker det:

   »Det er en film om en dør, der ikke bliver åbnet. Pigen er sort, og hun bliver fundet uden papirer, i nærheden af vandet, så der er en resonans af alle spørgsmål om immigration og vores behandling af de mennesker, som dør under tilsvarende omstændigheder.

   Hvad doktor Jenny nægtede denne pige, var retten til gæstfrihed. Gæstfrihed betyder ikke, at alle migranter kan komme og bo i Europa. Men selv om der ikke er arbejde til alle disse mennesker, ser vi ingen grund til at blande det sammen med vildfarelsen om, at vi må lade være med at redde dem ude på havet og sørge for dem på en eller anden måde. Det er, som om vi lukker til og folder os helt sammen om os selv.«

   Brødrene Dardenne er i klasse med brødrene Taviani og brødrene Coen. De kunne ikke drømme om at arbejde uden hinanden, og med Kvinde, ukendt har de skabt deres stærkeste, varmeste film siden Sønnen.

Citaterne er fra en samtale med Jean-Pierre Dardenne, som for en gangs skyld kom uden sin bror. Interviewet fandt sted på Hotel Le Grand i Paris den 13. januar 2017.

Se også Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014) + Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et interview [2014].

La fille inconnue (Kvinde, ukendt). Instr. og manus: Jean-Pierre & Luc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 113 min. Belgien-Frankrig 2016. Dansk premiere: 08.06.2017.

Fotos: Les Films du Fleuve (stills + portrait: Christine Plenus)/ Archipel 35/ Savage Film/ France 2 Cinéma/ VOO/ BE TV/ RTBF/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wild Bunch/ Curzon/ Sundance Selects/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, YouTube Movies.

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 09.06.2017.

Omkring Ukraine: Plemya/The Tribe (2014)

KROPPENE TALER

På en skole for døve i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

I MIN fjerne barndoms sort-hvide tv præsenterede Poul Malmkjær et program, der hed Natkassen. Han så publikum i øjnene og forklarede, hvorfor det var værd at lade apparatet stå tændt, når der om lidt var premiere på ugens bulgarske filmperle. Natkassen var et alternativ til biografernes standardvare. Mange slukkede af princip. Programmet havde færre seere end Landbrugsmagasinet med Poul Jørgensen. Man ville hellere høre en ko sige muh, end se på en arbejdsløs skosælger i Sofia.

   The Tribe har premiere i ni biografer, som sikkert får fornøjelse af den. Alligevel føler man sig som Poul Malmkjær, når man skal præsentere, hvad der lyder som en næsten kontrært utilgængelig film. The Tribe, der på ukrainsk hedder Plemya, foregår på en skole for døve i Kiev. Skuespillerne er amatører, »børn fra gaderne«, som kommunikerer på tegnsprog. Der er reallyd, men ingen stemningsforstærkende musik eller forklarende tekster. The Tribe er skabt af Myroslav Slaboshpytskiy, som først brugte stoffet i kortfilmen Deafness (2010). Han debuterer i det lange format.

FILMEN skildrer en virkelighed, som man kender og alligevel slet ikke kender. En verden, hvor lydsproget mangler. Til gengæld svirrer luften af tegn. Mainstreamfilm som Johnny Belinda (1957), The Miracle Worker (1962) og Children of a Lesser God (1986) har typisk været lyriske stykker, hvor døvheden syntes at indebære en uskyld og i øvrigt var gjort til et tema. I The Tribe taler kroppene voldsomt og hårdt.

   Her er døvheden et grundvilkår, som alle eleverne deler. Det har gjort dem til en stamme, som kun har kontakt med de hørendes verden, når de vil udnytte den. På skolen florerer en omfattende kriminalitet i form af røverier, afpresning, handel med stoffer og prostitution. Der er rivaliserende fraktioner, og hver har sin plads i hierarkiet. Systemet fungerer, fordi lærerne enten ser væk eller lukrerer på den forbudte forretning. Det minder om tilværelsen i et fængsel. I øvrigt har ingen ondt af nogen, hverken andre elever eller sig selv.

FORTÆLLINGENS sonde er Sergey (Gregoriy Fesenko), der i første scene ankommer med bussen og spørger om vej til skolen. Han arbejder sig op gennem hierarkiet ved at tage de fornødne konfrontationer. Han bliver alfons for pigerne Anna og Rosa, som hver aften betjener langturschaufførerne ved en café, der også fungerer som hælercentral. Sergey forelsker sig i Anna, som er smigret og gengælder varmen, hvis han betaler. Hun foretrækker dog en ældre elev, der kan skaffe et visum til Italien.

FILMEN er komponeret i brede indstillinger, som giver billederne et statisk frisepræg. Især bliver der skabt skulpturelle effekter i sexscenerne mellem Sergey og Anna. Røverierne afvikles i sindrigt tilrettelagte tracking shots. Man tænker på Robert Bressons strategi i Pickpocket, en anden film, som satte dialogen på standby.

   Lyden bliver en faktor i flere scener, hvor det spiller en rolle, at karaktererne ikke kan høre den diegetiske lyd. En alfons bliver mast af en bakkende lastbil. Anna får afbrudt sin graviditet i en hjerteskærende scene, der kan måle sig med aborten i 4 måneder, 3 uger, 2 dage. Hun hører ikke selv sine skrig. Publikum hører ikke andet.

PLEMYA blev kåret som bedste film i siderækken Semaine de la Critique på årets Cannes Festival. Alle beundrede eksperimentets kompromisløshed. Flere ville se det som en politisk allegori om situationen i Ukraine. Det giver ærligt talt ikke mening.

   Slutningen er kalkuleret brutal. Man kunne lave den samme film om dårligt stillede unge, som kan høre. Formalismen giver The Tribe et antropologisk præg, men bortset fra kortlægningen af hierarkier, er der ingen særlig indsigt at hente.

   Der er til gengæld ubønhørlighed og en uafviselig følelsesstyrke. Kroppene taler, og man forstår, hvad de siger. Det er som at se stumfilm. Man må afkode situationerne, som af samme grund bliver særligt interessante.

SLABOSHPYTSKYI ser noget rent i »den lydløse film«, som han længe har drømt om at hylde. Det er nok at gå for vidt, men vist bliver koncentrationen belønnet. The Tribe er et lærerigt laboratorieforsøg. Se selv efter, om det er sandt, hvad jeg siger.

Se også Omkring Ukraine: Mr. Jones/ Den sorte jord (2019); Politisk teater: State Funeral (2019); Ilja Khrzhanovskij fra 4 (2004) til DAU (2020) og Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn].

The Tribe (Plemya). Instr. & manus: Myroslav Slaboshpytskiy. Foto: Valentyn Vasyanovych. 130 min. Ukraine-Holland 2014. Dansk premiere: 30.10.2014.

Fotos: Ukranian State Film Agency/ Garmata Film/ Hubert Bals Fund of the Rotterdam Festival/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB/ YouTube (Drafthouse Films Original Trailer]

Filmen streames p.t. [juni 2025] ikke længere i DK - i Sverige på Blockbuster, CINEASTERNE, SF Anytime og Tele2Play | SF Anytime

2K Blu-ray fra Gryphon Entertainment (region B) 18.11.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 31.10.2014

Brizé | Lindon: Mademoiselle Chambon (2009)

DET KORTE MØDE

En enkel og evig historie

Af BO GREEN JENSEN

TO gode mennesker lever virksomt i ordnede forhold, da de får øje på hinanden. Før forelskelsen hvilede de i sig selv. Nu går de med et uvejr i sindet og ved hverken ud eller ind. For skal man blive i den gamle verden hos familien, hvor man er elsket, eller skal man søge lykken i en ny virkelighed? Har man overhovedet valget? Sjældent i kunsten, men ofte i livet. Det er altid muligt at bide det i sig og lægge låg på sine følelser. De fleste kender forløbet i en eller anden personlig version.

   Det er en enkel og evig historie, som Stéphane Brizé fortæller med sjælden takt og gennemført indlevelse i Mademoiselle Chambon. Håndværkeren Jean (Vincent Lindon) er lykkelig i hverdagen med Anne-Marie (Aure Atika), da han forelsker sig i sin søns lærerinde (Sandrine Kiberlain). Tilfældet har en sort finger med i spillet, da det egentlig skulle være Anne-Marie, som hentede Kevin den dag. Imidlertid er hun kommet til skade med sin ryg på fabrikken, hvor hun arbejder. Det er en af den slags franske film, hvor arbejdsprocessen er beskrevet i detaljer.

FRØKEN Chambon, som faktisk hedder Véronique, og den bekymrede far har et øjeblik sammen. Hun ser ham, før han ser hende. Hun beder ham komme og fortælle børnene om sit arbejde, da en anden far melder afbud til Klassens Time. Jean bliver levende, mens han forklarer eleverne om glæden ved at bryde gamle ting ned og bygge nye menneskehjem. Véronique får røde kinder og blanke øjne, mens han taler.

   Bagefter ser han bestemt også hende og er usikker på, om han skal sige ja, da hun vil betale ham for reparere et vindue i lejligheden. Det særlige ved frøken Chambon er, at hun rejser fra skole til skole og vikarierer hvert sted i et år. Hun spiller også violin med en følelsesdybde, der udtrykker hendes inderste væsen og seksualitet. Nok skal hun nødes, men da vinduet er færdigt, spiller hun for Jean som tak. De kysser og holder kort om hinanden. Hjemme spørger Anne-Marie, om de skal invitere Kevins frøken til middag. »Hvorfor skulle vi det?« siger Jean. »Vi kender hende jo ikke.«

HAN prøver at lægge følelsen fra sig, men det lykkes ikke i længden. På byggepladsen er han med ét blevet hidsig. Véronique har bedt om en fast stilling på skolen, men trækker ansøgningen tilbage. Netop som hun skal rejse, kommer Jean igen. Han beder hende spille til sin fars fødselsdag. Det valgte stykke er Elgars »Salut d'Amour«, som gør for Mademoiselle Chambon, hvad Mozarts Koncert nr. 21 gjorde for Elvira Madigan. Endelig er de sammen før adskillelsen. »Jeg rejser med dig,« siger Jean. Og næste morgen er han på vej til stationen, da anfægtelserne sætter ind.

HVAD gør en voksen, ansvarlig mand nu? Alle i salen sidder på kanten af stolen, hvis de ejer blot en smule empati. Brizé formår at skildre en ødelæggende lykkelig forelskelse. Ikke ét ord om sagen bliver sagt. Hele filmens dialog handler om vinduesrammer og violinspil. Mademoiselle Chambon er en miniature og som sådan lidt mindre end Je ne suis pas là pour être aimé (2007, da. Ikke her for at blive elsket), som var exceptionelt livsklog og sørgmunter. Men den samme grundkraft driver værket. Også Jean har et nært forhold til sin gamle far.

FILMEN bygger på Eric Holders roman, som jeg ikke har læst. Det bliver derfor tematisk beslægtede film som David Lean og Noel Cowards Brief Encounter (1945, Det korte møde), Martin Ritts fine Stanley & Iris (1989) og for den sags skyld Susanne Biers Elsker dig for evigt (2002), som jeg kommer til at tænke på. Hverdagsmennesker fanges af styrken i deres følelser og oplever kærligheden som en naturkraft. Der er afgjort også et ekko af Claude Sautets En coeur en hiver (1992, da. Et hjerte af sten) i historien.

GRÆNSEN mellem preciøsitet og prunkløshed er hårfin. Skønt det enkelte steder virker utroligt, at ingen sætter ord på deres følelser, hverken Jean, Véronique eller Anne-Marie, fanger Brizés film hvert gran af sødmen og smerten, uden på noget tidspunkt at ofre sin soberhed eller sin lidenskab. Ligesom de elskende holder igen, gør filmen det kølige snit til en dyd. Alle danske anmeldere har bemærket den plakat for en Hammershøi-udstilling, som hænger på væggen i køkkenet hos Véronique. Man skal næppe fortolke så meget på dét. Trods alt er lejligheden fremlejet.

Mademoiselle Chambon. Instr.: Stéphane Brizé. Manus: Stéphane Brizé & Florence Vignon. Foto: Antoine Héberlé. 101 min. Frankrig 2009. Dansk premiere: 02.09.2010.

Fotos: TS Productions (Michaël Crotto)/ CineMaterial/ Unifrance/ Allociné

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

2K Blu-ray fra Kino Lorber (regionsfri) 07.12.2010

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 03.09.2010