Translate

Viser opslag med etiketten Ukraine. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ukraine. Vis alle opslag

lørdag den 26. februar 2022

Omkring Ukraine: Plemya/The Tribe (2014)


KROPPENE TALER
På en skole for døve i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

I MIN fjerne barndoms sort-hvide tv præsenterede Poul Malmkjær et program, der hed Natkassen. Han så publikum i øjnene og forklarede, hvorfor det var værd at lade apparatet stå tændt, når der om lidt var premiere på ugens bulgarske filmperle. Natkassen var et alternativ til biografernes standardvare. Mange slukkede af princip. Programmet havde færre seere end Landbrugsmagasinet med Poul Jørgensen. Man ville hellere høre en ko sige muh, end se på en arbejdsløs skosælger i Sofia.
   The Tribe har premiere i ni biografer, som sikkert får fornøjelse af den. Alligevel føler man sig som Poul Malmkjær, når man skal præsentere, hvad der lyder som en næsten kontrært utilgængelig film. The Tribe, der på ukrainsk hedder Plemya, foregår på en skole for døve i Kiev. Skuespillerne er amatører, »børn fra gaderne«, som kommunikerer på tegnsprog. Der er reallyd, men ingen stemningsforstærkende musik eller forklarende tekster. The Tribe er skabt af Myroslav Slaboshpytskiy, som først brugte stoffet i kortfilmen Deafness (2010). Han debuterer i det lange format.



FILMEN
 skildrer en virkelighed, som man kender og alligevel slet ikke kender. En verden, hvor lydsproget mangler. Til gengæld svirrer luften af tegn. Mainstreamfilm som Johnny Belinda (1957), The Miracle Worker (1962) og Children of a Lesser God (1986) har typisk været lyriske stykker, hvor døvheden syntes at indebære en uskyld og i øvrigt var gjort til et tema. I The Tribe taler kroppene voldsomt og hårdt.
   Her er døvheden et grundvilkår, som alle eleverne deler. Det har gjort dem til en stamme, som kun har kontakt med de hørendes verden, når de vil udnytte den. På skolen florerer en omfattende kriminalitet i form af røverier, afpresning, handel med stoffer og prostitution. Der er rivaliserende fraktioner, og hver har sin plads i hierarkiet. Systemet fungerer, fordi lærerne enten ser væk eller lukrerer på den forbudte forretning. Det minder om tilværelsen i et fængsel. I øvrigt har ingen ondt af nogen, hverken andre elever eller sig selv.



FORTÆLLINGENS sonde er Sergey (Gregoriy Fesenko), der i første scene ankommer med bussen og spørger om vej til skolen. Han arbejder sig op gennem hierarkiet ved at tage de fornødne konfrontationer. Han bliver alfons for pigerne Anna og Rosa, som hver aften betjener langturschaufførerne ved en café, der også fungerer som hælercentral. Sergey forelsker sig i Anna, som er smigret og gengælder varmen, hvis han betaler. Hun foretrækker dog en ældre elev, der kan skaffe et visum til Italien.



FILMEN er komponeret i brede indstillinger, som giver billederne et statisk frisepræg. Især bliver der skabt skulpturelle effekter i sexscenerne mellem Sergey og Anna. Røverierne afvikles i sindrigt tilrettelagte tracking shots. Man tænker på Robert Bressons strategi i Pickpocket, en anden film, som satte dialogen på standby.
   Lyden bliver en faktor i flere scener, hvor det spiller en rolle, at karaktererne ikke kan høre den diegetiske lyd. En alfons bliver mast af en bakkende lastbil. Anna får afbrudt sin graviditet i en hjerteskærende scene, der kan måle sig med aborten i 4 måneder, 3 uger, 2 dage. Hun hører ikke selv sine skrig. Publikum hører ikke andet.



PLEMYA blev kåret som bedste film i siderækken Semaine de la Critique på årets Cannes Festival. Alle beundrede eksperimentets kompromisløshed. Flere ville se det som en politisk allegori om situationen i Ukraine. Det giver ærligt talt ikke mening.
   Slutningen er kalkuleret brutal. Man kunne lave den samme film om dårligt stillede unge, som kan høre. Formalismen giver The Tribe et antropologisk præg, men bortset fra kortlægningen af hierarkier, er der ingen særlig indsigt at hente.
   Der er til gengæld ubønhørlighed og en uafviselig følelsesstyrke. Kroppene taler, og man forstår, hvad de siger. Det er som at se stumfilm. Man må afkode situationerne, som af samme grund bliver særligt interessante.



SLABOSHPYTSKYI ser noget rent i »den lydløse film«, som han længe har drømt om at hylde. Det er nok at gå for vidt, men vist bliver koncentrationen belønnet. The Tribe er et lærerigt laboratorieforsøg. Se selv efter, om det er sandt, hvad jeg siger.



The Tribe (Plemya). Instr. & manus: Myroslav Slaboshpytskiy. Foto: Valentyn Vasyanovych. 130 min. Ukraine-Holland 2014. Dansk premiere: 30.10.2014.


Fotos: Ukranian State Film Agency/ Garmata Film/ Hubert Bals Fund of the Rotterdam Festival/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB/ YouTube (Drafthouse Films Original Trailer]
Filmen streames p.t. [juni 2025] ikke længere i DK - i Sverige på Blockbuster, CINEASTERNE, SF Anytime og Tele2Play | SF Anytime
2K Blu-ray fra Gryphon Entertainment (region B) 18.11.2015
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 31.10.2014

mandag den 17. januar 2022

Omkring Ukraine: Mr. Jones/ Den sorte jord (2019)


EN MERE UDBREDT DØDELIGHED
Kammerat Stalin og hungersnøden i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

HOLODOMOR er navnet for hungersnøden, som ødelagde Ukraine i 1932-33. Katastrofen var menneskeskabt. Skønt høsten slog fejl, insisterede den sovjetrussiske administration på at sende afgrøderne til Moskva. Vinteren var begge år historisk lang og bitter. Det er uklart, hvor mange liv, der gik til. Man regner som minimum med et sted mellem to og fem millioner.
   Den statspåførte hungersnød har siden 2006 været betragtet som et folkemord, skønt ikke i Rusland, Hviderusland og Georgien. Josef Stalin kom fra Georgien. Tvangskollektiviseringen af Ukraine var et led i femårsplanen, som skulle imponere udlandet. Hungersnøden var Stalins personlige hævn over kulakkerne, de selvstændige bønder, som nægtede at makke ret.
   Det kan bemærkes, at Holodomor har slående ligheder med den britiske håndtering af hungersnøden i 1840ernes Irland. Men det var muligt for irerne at emigrere. De ukrainske bønder blev dræbt eller sendt i lejre. Kannibalisme og statskommunisme indgik en obskøn alliance. Vesten rørte ikke en finger og ville nødigt høre om folkemordet.


AGNIESZKA Hollands film om waliseren Gareth Jones (1905-1935), der som den første journalist rapporterede om hungersnøden, begynder et helt andet sted.
   Det sker på ganske forvirrende vis. I vinteren 1943 er George Orwell ved at skrive den politiske fabel, som to år senere bliver trykt med titlen Animal Farm (da. Kammerat Napoleon). Det er den lille bog med maksimerne, som konstant bliver ændret og rettet til. »Alle dyr er lige – men nogle dyr er mere lige end andre.« Forfatterens egen undertitel var »A Fairy Tale« – et eventyr.
   Orwells satiriske angreb var lige så upopulært, som Gareth Jones’ afsløringer havde været. Derfor tænker forfatteren på »Mr. Jones« og reflekterer over fænomener som sandhed, mod, integritet og propaganda – hvad vi nu kalder fake news. Jones blev miskrediteret og beskyldt for at lyve. Han blev dræbt dagen, før han fyldte tredive år. Orwell kender hele historien. Som filmen fremstiller det, er det ham, der fortæller om Mr. Jones.*



GARETH Jones havde flair for at finde nyheder. Vi træffer ham første gang, da han i februar 1933 flyver fra Frankfurt sammen med den nyudnævnte tyske rigskansler, Adolf Hitler.
   Jones fornemmer følelseskulden i Hitler og tænker, at den kunne ændre historien. Da han når hjem til ministeriet i London og fortæller embedsmændene om sin tur, bliver han overhørt og latterliggjort. Alle ved jo, at nazisterne er nyttige idioter, som gør magthavernes arbejde uden beregning.
   Det lykkes Jones at sikre sig et interview med Josef Stalin. Mødet finder aldrig sted, men derfor kommer han til Moskva i marts 1933. Han bliver holdt hen og ført bag lyset, både af diplomater og journalister. Al kommunikation går via Walter Duranty (Peter Sarsgaard) fra The New York Times. Duranty bestyrer pressekontoret og regerer som en konge i den internationale koloni.



BLANDT filmens sætstykker er Durantys dekadente fester, som minder mere om Weimar-tidens Berlin end Kreml under statskommunismen. Her møder Gareth kollegaen Ada Brooks (Vanessa Kirby), der ser på tingene ligesom han.
   Det lykkes ved løgne og list at besnære Maksim Litvinov (Krzysztof Pieczyéski), som også i virkeligheden var Kommissær for Udenlandske Anliggender. Ministeren ledsager Gareth på en rejse til kornkammeret i Ukraine. Journalisten har en klar plan om at undersøge sagen selv. Det gør han i en elegisk sekvens, som udgør filmens tyngdepunkt.
   Uanset den historiske flimren, er det hér, at Den sorte jord har sit hjerte. Agnieszka Holland (f. 1948) har lavet mange og meget forskellige film – også nogle stykker, som er »bedre« og stikker dybere end periodekoloritten i Mr. Jones – men med skildringen af Holodomor har hun skabt sine stærkeste scener.
   Lydene forstummer. Verden forsvinder i sne og bliver sort-hvid, mens Jones snubler gennem landskabet. Han tager tingene ind. Han fotograferer og dokumenterer. Kun ét sted får børnene mad. Det er, fordi de spiser hinanden.



DA Jones kommer hjem, bliver han afvist som løgner og sensationalist. Det lykkes ham kun at få teksterne trykt, fordi han ved, hvor bladkongen William Randolph Hearst – modellen for Charles Foster Kane i Orson Welles’ Citizen Kane (1941, da. Den store mand) – spiller golf. I New York Times går Walter Duranty ud med et kategorisk dementi.
   Han gjorde det samme i virkeligheden. »Der er ingen hungersnød,« skrev Duranty, »blot en mere udbredt dødelighed som følge af fejlernæring«. Skylden blev lagt på de udsatte bønder. Det var sandt nok eufemismer som »en mere udbredt dødelighed«, der gav Orwell ideen til Kammerat Napoleon og »nysproget« Newspeak i 1984.
   Den sorte jord er en episk produktion, som tager lige megen farve efter David Lean, Andrej Tarkovskij og Hollands landsmand, Andrzej Wajda. Egentlig var der flere rejser, flere artikler og mere indviklede forhold. Men Hollands film – som bygger på et vidtfavnende manuskript af Andrea Chapula – har fat i en kerne af sandhed.



DER er stof til en hel miniserie i Den sorte jord. Måske var tv-formatet bedre egnet, for filmen har haft en svær skæbne. Jeg så den første gang i 2019 på Berlinalen, hvor Agnieszka Holland som regel får sine film præsenteret. Fordi mange klagede over kaos og længde, blev filmen skåret ned fra to timer og tyve minutter til et smertepunkt på 118 minutter. Det er den ikke blevet bedre af – bare hurtigere set og mere rapsodisk.
   Man kunne med fordel have fjernet Orwell-forsiringen. Men den skal vel lokke udlandet til, på samme måde som de socialistiske paroler skulle vinde Europa og USA for Sagen. Som Gareth Jones har James Norton en distraherende fysisk lighed med Weekendavisens chefredaktør. Norton er en forbløffende spiller. Man kunne senest se ham som huslærer i Greta Gerwigs Little Women (2019).


DET er næppe nødvendigt at betone aktualiteten i temaer som journalistisk integritet, falske nyheder og statskontrolleret information. Det er en film til alle tider, hvor humanitet og despoti konkurrerer. Og en uafrystelig skildring af det stalinistiske folkemord. Jeg besøgte selv Kyiv i 2015. Her hader man stadig russiske navne og Kremls version af historien. Ukraine glemmer aldrig Holodomor.



*) Gareth Jones blev født i Barry i Glamorgan. Han gik på skolen, hvor hans far var rektor og fik tidligt et forhold til russisk kultur. Hans mor havde arbejdet i Ukraine som huslærer for stålmagnaten Arthur Hughes. Hughes grundlagde minebyen Hughesovka, som i dag er blevet til Donetsk, den femte største by i Ukraine og en del af Donbass-regionen. I 1930erne hed byen Stalino.
   Jones studerede på University College of Wales i Aberystwyth og var på studieophold i Strasbourg. Han talte seks sprog flydende. Jones underviste på Trinity College i Cambridge, da han blev kontaktet af Lloyd George, den forhenværende britiske premierminister, og ansat som udenrigspolitisk rådgiver. Samtidig skrev han til flere aviser.
   I 1933 var han i Tyskland og skrev om nazisternes magtovertagelse. Han fløj fra Leipzig til Frankfurt sammen med den nyudnævnte rigskansler, Adolf Hitler, som det er beskrevet i filmen, og skrev om det til avisen Western Mail. 
   Jones besøgte Sovjetunionen tre gange. I 1930 og 31 skrev han anonyme reportager i The Times. I marts 1933 var han alene i Ukraine. Denne gang skrev han med byline. Artiklerne blev trykt i The Guardian og The New York Evening Post.
   Jones døde på en reportagerejse i Mongoliet. Han blev måske dræbt af kinesiske renegater, måske af russiske efterretningsfolk. Der er monumenter til hans minde i Aberystwyth, den walisiske universitetsby; ved Holodomor Museet i Kiev; i Chicago, Washington D.C. og Toronto. Canada var det første land, som anerkendte Holodomor som et folkemord.
   Jones’ artikler er samlet i bogform. Se i øvrigt websitet garethjones.org. Den walisiske journalist Ray Gamache har skrevet Gareth Jones: Witness to the Holodomor (2018) og Gareth Jones: On Assignment in Nazi Germany 1933-34 (2021). Margaret Siriol Colley (Jones’ niece) skrev i 2005 biografien More than a Grain of Truth. Den blev revideret i 2020. Martin Shipton har skrevet biografien: Mr. Jones – The Man who Knew Too Much: The Life and Death of Gareth Jones (Welsh Academic Press, 2021). 
   New York Times-korrespondenten Walter Duranty (1884-1957) miskrediterede Jones til det sidste. S.J. Taylor har skrevet biografien Stalin’s Apologist: Walter Duranty – The New York Times’ Man in Moscow (2020). I 1932 modtog Duranty Pulitzer Prisen for sine artikler. I 1990erne, da Gareth Jones blev anerkendt og rehabiliteret, forsøgte ukrainske og amerikanske journalister at få prisen tilbagekaldt. En officiel anmodning blev afslået i 2003.


Den sorte jord (Mr. Jones). Instr.: Agnieszka Holland. Manus: Andrea Chalupa. Foto: Tomasz Naumiuk. 118 (141) min. UK-Polen-Ukraine 2019. Dansk premiere: 22.10.2020.


Fotos: Film Produkcja [Robert Palka]/ WestEnd Films/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Holodomor Museum 
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.10.2020

mandag den 25. oktober 2021

Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]


ET LIV I VOR TID
Verdenshistorie og kønspolitik

Af BO GREEN JENSEN

EN bemærkelsesværdig dannelsesskildring fortalt i et usædvanligt format. Skønt genren vinder indpas, er det stadig nødvendigt at forklare, når animationsfilm er henvendt til voksne. Det gælder i dén grad for Jonas Poher Rasmussens Flugt. Filmen skildrer en virkelighed, som burde være forbudt for børn. Faktisk skal man være fyldt 15 år for at se den.
   Det er den voksne, nu 36-årige Amin Barawis fortælling om, hvordan han som dreng måtte flygte fra mujahedinernes Afghanistan; hvordan familien fra Kabul blev spredt for alle vinde; hvordan han tilfældigt endte i Danmark. Da havde menneskesmuglere og immigrationsmyndigheder sendt ham frem og tilbage mellem Rusland, Ukraine og Estland i en årrække. Flugt er også historien om en homoseksuel mand, der bliver bevidst om sin identitet.
   Amin fortæller historien i dag i New York. Somme tider ligger han på briksen, somme tider sidder han op og taler til intervieweren, som kunne være Jonas Poher Rasmussen. Anledningen og relationen er aldrig uddybet. Kun i kraft af pressematerialets »instruktørintention« ved vi, at Jonas fortæller om sin barndomsven fra »den lille vestsjællandske by«, hvor de begge er vokset op.




DER går et års tid, mens Amin fortæller. Ved begyndelsen er han i Danmark og kan ikke blive klog på, om han skal forpligte sig på forholdet til Kasper, den solide danske kæreste, som gerne vil giftes og bo i hus med havudsigt, katte og vildt hindbærkrat. Amin betror os, at han har fået et tilbud om at gøre postdoktorale studier i USA.
   I midt-80ernes Kabul er Amin en glad og tryg dreng. Han danser ud på gaden i sin søsters kjole og hører »Take On Me« med norske a-ha på sin walkman. Det er godt sted at åbne historien. Sangen sætter stemningen bedre end geopolitiske udredninger. Det samme gælder tv-klip med actionstjernen Jean Claude Van Damme, der giver Amin seksuelle længsler.



VI er i Reagan/Rambo-æraen, hvor USA sendte våben og penge til Taleban, som var de eneste, der ville kæmpe mod de sovjetrussiske besættelsesstyrker, der rykkede ind efter monarkiets afvikling. Fundamentalisterne var frihedskæmpere i vestlig optik. Meget har ændret sig i det ideologiske landskab. Den kolde krigs verden var mere nervøs, men mindre porøs. Flygtningetilstandens vilkår er evigt.
   Amins far forsvinder som andre dissidenter. Da Afghanistan bliver umuligt at leve i, rejser familien til Moskva, fordi Rusland er det eneste land, der vil give dem visa. Det er umiddelbart efter Sovjetunionens opløsning. Rusland i 1991 er »et mærkeligt land«, hvor berusede mænd raver rundt mellem nedslidte husmødre, der står i kø ved de lænsede supermarkeder.
   Flugt er ikke en ode til globalisering. Ej heller et forsvar for nogen ideologi eller tro. De eneste, som altid forstår at læse virkeligheden, er menneskesmuglerne og de korrupte politifolk, som stjæler, voldtager og mishandler alle, der ikke slår fra sig.



DER er for det første en kunstnerisk gevinst ved at fortælle historien i animationsform. For det andet en række praktiske hensyn: som realfilm ville Flugt – der i udlandet hedder Flee – være en kostbar produktion.
   Den ville kræve store ressourcer og hære af medvirkende. Der findes faktisk en håndfuld af de film: Michael Winterbottoms In This World (2002), som rekonstruerer en flugtvej; Hans Petter Molands uretfærdigt oversete The Beautiful Country (2004); Marc Fosters solide filmatisering af The Kite Runner (2007, da. Drageløberen), som mainstreamer hele oplevelsen.
   Flugt kan bevæge sig frit i tre æstetiske lag. De fortællende afsnit er animeret i husstilen fra en grafisk roman. Drømme- og erindringssekvenser benytter en mere abstrakt, ekspressionistisk tegnestil, der forstærker mareridtsatmosfæren. Hårde nyheder får ekstra vægt ved at citere autentiske tv-aviser. Her er der brugt live action, f.eks. ved færgen Estonias forlis.



RASMUSSEN har lyttet til sin afghanske barndomsvens flimrende upræcise baggrundshistorie. Det er egentlig fortællingen om, hvorfor det var umuligt for Amin – der selvsagt er et pseudonym – at fortælle hele sandheden før nu, hvor han må forholde sig til sit inderste væsen og lægge sig fast på en identitet.
   Formen er forfriskende, og Amin reagerer ikke altid korrekt. I et af mange flugtforsøg når båden fra Estland ind i norsk farvand. Flygtningene bliver nidstirret af passagerne på færgen. Men de jubler og håber at blive samlet op.
   Amin deler ikke glæden. Drengen skammer sig over at være reduceret til ydmygende tiggeri. Fra båden bliver det meddelt, at de estiske myndigheder er kontaktet og vil sejle renegaterne tilbage. På den måde ender familien i Ukraine, hvor den er levende begravet i et år.
   Da Amin får adgang til Vesten, er det som skjult passager i en lastbil, hvor han deler mørket med en anden ung mand. I det hele taget er filmens LGBTQ-spor en solskinshistorie i mareridtslandskabet. Da Amin erklærer sig for sin familie, reagerer den med kærlighed og accept. I denne film er Paradis faktisk en mørk bøssebar i et vinterligt Sverige.



FLUGT er en vigtig film og en æstetisk bedrift, der forhåbentlig får det store publikum, som den fortjener. Israeleren Ari Folman er den nærmeste kunstneriske slægtning. Folman skildrede Seksdageskrigen i animationsform i Waltz with Bashir (2008) og er på årets Cannes-festival i konkurrence med Where is Anne Frank? Andre fæller og sidestykker er Marjane Satrabis Persepolis (2007) og Zabou Breitmans Svalerne i Kabul (2019).

   Amin er et liv i vor tid, en uledsaget flygtningedreng, der må lyve om sin situation for at blive værdigt behandlet. De danske myndigheder er ikke de værste, men den afghanske dreng får en iransk tolk, fordi man går ud fra, at sprogene ligner. Herfra er eksistensen et babylonisk kaudervælsk. Glæd dig til at se en film, hvor verdenshistorie og kønspolitik blander blod.

Jonas Poher Rasmussens film var udtaget til Cannes Festivalen, som ikke blev afholdt i 2020. I 2021 fik Flugt premiere på Sundance Film Festival, hvor den modtog Juryens Grand Prix. I Göteborg blev den kåret som årets bedste nordiske dokumentar. Flee er nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2021 og er netop i dag indstillet som Danmarks Oscar-kandidat i Best International Feature-kategorien. De 94. Academy Awards bliver uddelt den 27. marts 2022.

Flugt (Flee). Instr. og manus: Jonas Poher Rasmussen. 83 min. DK-Frankrig-Sverige-Norge 2021. Dansk premiere: 17.06.2021.


Fotos: REEL Pictures/ Neon/ Sun Creature Studio/ Final Cut for Real 
Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, YouTube Film
2K Blu-ray fra CURZON Film World (UK) 11.04.2022
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.06.2021

fredag den 26. februar 2021

Politisk teater | Sergei Loznitsa: State Funeral (2019)


EN HISTORISK OVERVEJELSE
Sergei Loznitsa har blik for politisk teater 

Af BO GREEN JENSEN

UKRAINEREN Sergei Loznitsa (f. 1964) har lavet flere kritiske dokumentarfilm – f.eks. Maidan (2014) og Austerlitz (2016) – og to af de mørkeste spillefilm om hverdagen og den politiske proces i Ukraine og Rusland.
   Instruktørens baggrund er typisk for generationen, som blev voksne under Sovjetunionens afvikling. Han er født i det nuværende Belarus (Hviderusland), gik på statslig filmskole i 1990ernes Moskva og har fra barndommen boet i Kyiv. Alle værdier blev løbende ændret, og historien var altid en relativ størrelse. Det er sikkert af samme grund, at han ser den i et kynisk skær. Loznitsas menneskesyn er, for at sige det mildt, meget mørkt.
   I A Gentle Creature (2017) forsøger en kvinde forgæves at aflevere en pakke med tøj og lidt mad til sin mand, der sidder i fængsel et eller andet sted i Rusland. Hun bliver systematisk afvist, udnyttet, misbrugt og endelig dræbt i en film, der samtidig indeholder smukke scener. Slutningen er en lang skildring af en overdådig bryllupsfest, som desværre kun udspiller sig i hendes hoved.
   I Donbass (2018) har myndighederne sat optagelsen af falske, iscenesatte nyheder i system. Der bliver produceret, castet, sminket og instrueret. Bagefter bliver de medvirkende i tv-indslaget likvideret af det hemmelige politi. Også filmen selv har et ekstra metalag om.


DE fleste af Loznitsas film er åbnet i Cannes. Det var her, at My Joy gjorde indtryk i 2010, og In the Fog modtog kritikerprisen i 2012. I 2019 kom han til Mostraen i Venedig med den monumentale State Funeral. Filmen består af arkivmateriale og hører vel hjemme i dokumentargenren. Men den bliver i sin helhed til noget andet: en historisk overvejelse, et mediekritisk filmessay.
   Her er Stalins begravelse skildret i virkelig tid, nøjagtigt som den udspillede sig i Moskva den 9. marts 1953. Myndighederne filmede hele ceremonien med flere kameraer, både i sort-hvid og farve, formentlig uden nogen klar forestilling om, hvad billederne skulle bruges til.
   Optagelserne har aldrig været brugt, og bortset fra, at Loznitsa klipper til og fra forskellige synsvinkler, er filmene ikke bearbejdet. Eneste kommentar på lydsporet er de grådkvalte officielle speakere, som opfører nyhederne på næsten nordkoreansk vis. Der er scener fra provinsen, hvor skarer af sørgende samles på torve og stationspladser for at høre transmissionen fra Moskva. Alle synes at være i chok. Dét er for filmskaberen det centrale. Man ser et lamslået folk i et handlingsramt land.



EFTER timer med defilerende delegationer, der lægger overdådige bårebuketter ved diktatorens balsamerede lig, følger en monumental statsparade. Stalin bliver ført fra kapellet til mausolæet. Ved indgangen taler først tronfølgeren Georgij Malenkov, så Vjatjeslav Molotov og endelig Lavrentij Berija, chefen for det hemmelige politi og arkitekten bag arrangementet.
   Det er forbløffende politisk teater. Blandt de otte partiledere står også Nikita Khrusjtjov, som var den, der navigerede dygtigst i tomrummet efter despoten. Berija, som ligner den dygtigste spiller, blev arresteret i juni 1953 og henrettet i december. Molotov blev sat i skyggen, da Khrusjtjov indledte sin afstalinisering.



SERGEI Loznitsa har, siger han, ønsket at give tilskueren en oplevelse af at være til stede ved begravelsen, ikke som én, der studerer historien, men som et øjenvidne. Mest slående er indtrykket af en befolkning og en administration, der virkelig synes ramt af stor sorg og forvirring. Midt i blomsterorgiet sidder også Stalins søn og datteren Svetlana.
   State Funeral er især interessant, hvis man kender Armando Iannuccis satiriske fiktionsfilm om Stalins død (2017). Den gør i øvrigt et indtryk på linje med The Autobiography of Nicolae Ceausescu (2010), hvor Andrej Ujica på samme subtilt redigerede måde brugte tre timers arkivoptagelser til at skildre den rumænske statsleders regeringstid fra begyndelsen til slutningen.


DET er dét, at billederne får lov at stå, som skaber effekten af implicit beskæring. Især de rene farveoptagelser fra Stalins bizarre begravelse gør et stort indtryk. Fortiden bliver ikke bare nærværende, men overvirkelig og surrealistisk taktil.

   Disse ting var og er vor historie. De politiske udrensninger, etniske folkemord og systemiske overgreb er ikke i syne. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at en kær, elsket far var forsvundet. Vi er altid nostalgiske ofre, siger Loznitsa. Selv dissidenter kan længes efter diktatorens tid.

Se også Armando Iannucci: The Death of Stalin (2017) og læs mere om Loznitsas film på hans officielle website

State Funeral. Instr. og manus: Sergei Loznitsa. Klip: Danielus Kokanauskis. 122 min. Holland-Litauen 2019. Set på Venice Film Festival 06.09.2019


Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Loznitsa.com
State Funeral streames ikke i Danmark men i UK på MUBI og Amazon Store
Teksten er et outtake fra en festivalreportage, skrevet til (men ikke trykt) i Weekendavisen i 2019