TOLDEREN Tina (Eva Melander) har næse for skyld. Når hun kontrollerer de rejsende, som ankommer med færgen, kan hun simpelt hen lugte, om nogen har dårlig samvittighed. Det er ikke en færdighed, men et instinkt.
Det kommer der godt politiarbejde ud af. Tina snuser til en telefon, og det viser sig, at sim-kortet indeholder børneporno. Der er intet at komme efter hos parret i den pletfri lejlighed. Men Tina insisterer – og bag den falske væg finder man ondskabens rede.
Kvinden burde være populær på sit job. Det er hun ikke. Hun ligner et dyr, og hun gemmer sig helst, for kollegerne bliver nervøse. Der er huset i skoven om natten og færgen i havnen om dagen. Ellers er Tina bogstavelig talt en fremmed mellem mennesker.
En dag reagerer Tina på en mand, som ligner hende selv. Også Vore (Eero Milonoff) er tudegrim og aparte, men han gebærder sig med en fræk stolthed. Til og med vækker han Tinas begær. Hun blev fundet i skoven og voksede op i en familie, der gjorde alt for at holde det fremmede nede. Endelig kalder naturen. Tina må vide, hvad kærlighed er.
GRÆNSE er instrueret af Ali Abbasi (f. 1981), som blev uddannet på Den Danske Filmskole. Han debuterede i langform med udstedsgyseren Shelley (2016) [og blev i 2022 Oscar-nomineret for sit systemkritiske iranske dokudrama Holy Spider]. Ideen stammer fra en novelle af John Ajvide Lindqvist. »Gräns« står i samlingen Pappersväggar, som udkom i 2006.
Det var Lindqvist, som skrev vampyrromanen Låt den rätte komma in (2004, da. Lad den rette komme ind). Hvis du så Tomas Alfredsons filmatisering – eller det amerikanske remake, Let Me In, som Matt Reeves instruerede i 2010 – vil du huske den som noget særligt.
Lindqvist henlagde fortællingen til Stockholm-forstaden Blackeberg. Oskar på 12 år blev mobbet, og en androgyn teenager kom ham til undsætning. Der var et svømmebassin med afrevne hoveder og en vidtåben, amoralsk slutning, som lod drengen og pigevampyren undslippe. De rejser sikkert stadig med toget et sted i den europæiske nat.
OGSÅ Gräns giver legendariske væsener et liv i den moderne virkelighed. Jeg skal ikke røbe, hvilken art Tina og Vore tilhører. Tiøren falder nu hurtigt. Til gengæld er skildringen af de fantastiske væsener – og måden de forplanter sig på – en oplevelse, som man ikke forvinder.
Da drengen i Lad den rette komme ind skulle vælge side, tog han med vampyren uden at tøve. Tina har større betænkeligheder, for det drejer sig om forbyttede børn. Hun er selv vokset op som en skifting.
Tonen i Grænse er helt usædvanlig. Den minder mig om animationsfilmen Shrek (2001) med diverse fortsættelser. Prinsesse Fiona skulle vælge mellem at være smuk eller være som Shrek, der var en grøn trold fra eventyrsumpen. For første gang i den sødladne genre valgte pigen at blive grim af kærlighed.
GRÆNSE har overblik og atmosfære. Abbasi kan sine genrer, og han poder dem originalt på hinanden. Eva Melander og Eero Milonoff er grimme sammen så længe, at man vænner sig til deres særegenhed. Andetheden bliver normalitet. Publikum kan ikke længere bruge den vedtagne virkelighed som kompas.
Grænse er på alle måder en anderledes gyserfilm. Et moderne folkesagn som dyrker anelsen og realismen. Hos Ajvide Lindqvist handler det altid om ikke at være alene. Joachim Triers forbløffende Thelma (2017) må være den nærmeste nordiske slægtning.
Gräns (Grænse). Instr.: Ali Abbasi. Manus: Ali Abbasi, Isabella Eklöf, John Ajvide Lindqvist. Foto: Nadim Carlsen. 101 min. Sverige-Danmark 2018. Dansk premiere: 27.09.2018.
Fotos: Riddertoft (Poster Design)/ Meta Film Stockholm/ Black Spark Film & TV/ Kärnfilm/ Film i Väst/ Sveriges Television/ Svenska Filminstitutet/ Meta Film/ Eurimages/ MEDIA Programme of the European Union/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Det Danske Filminstitut/ Camera Film/ YouTube [NEON Trailer]
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Studios 26.02.2019
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 28.09.2018.
I EN snart 60 år lang instruktørkarriere har Jan Troell (f. 1931) skabt nogle af de største og mest gavmilde værker i svensk filmhistorie. Mens Strindberg-sønnerne Bergman og Bo Widerberg arbejdede i en selvafsøgende auteur-tradition, trådte Troell som regel tilbage og lod stoffet selv fortælle. Undtagelsen er den første frapperende langfilm, Ole Dole Doff (1968), som må være en af de mest indfølte skildringer af en upopulær skolelærers helvede.
Fra og med de store Vilhelm Moberg-filmatiseringer, Utvandrarna (1971) og Nybyggarna (1972), er formen solid og besnærende rolig. Det er en kunst at fortælle, så det ikke ligner nogen kunst. Også i sine portrætter af drømmere og fantaster – Ingenjör Andrées luftfärd (1982, da. Den umulige drøm), Hamsun (1996) og Så vit som en snö (2001, da. Så hvid som sne) – er Troell en grundig og tilgængelig fortæller. Hans tre timer lange dokumentar om Sagolandet (1988, da. Eventyrlandet) er stadig det store røntgenbillede af nationen.
MARIA Larssons evige øjeblik er tre eller fire historier i én. For det første er filmen en hvas proletarskildring i den gode socialdemokratiske tradition fra Moberg og Martin Andersen Nexø. Den er også et varmt, solidarisk portræt af en arbejderkvinde og en kønspolitisk kommentar til de omkostninger, som mændenes værdier havde for deres familier. Den er en tillidserklæring til kærligheden, som holder to vidt forskellige mennesker sammen, men først og sidst er den et kunstnerportræt. Maria Larsson opdager, at hun kan fotografere og holde tiden fast på en måde, som andre mennesker ikke har blik for.
FILMEN begynder i 1907 og slutter knap 30 år senere, da de store dramaers tid er forbi. Maria (Maria Heiskanen) fra Finland gifter sig med svenskeren Sigfrid (Mikael Persbrandt). De får syv børn sammen og elsker hinanden, men handyret har hang til sprit, frie kvinder og faglig arbejdskamp. Når han ikke knuselsker sin hustru, kan han slå hende halvt fordærvet, og i forholdets mørkeste fase må han i fængsel.
Alligevel er Sigfrid ikke bare en brutal karikatur. Som Mikael Persbrandt fremstiller figuren, er han virkelig et menneske, en fejlbarlig mand i fuld skala med hud, hår og det hele. Han ændrer sig også (en smule) med tiden. Om Marias knæ bliver børnene større. Man er altid mange sammen i et eller to små og fugtige rum, men det fungerer, og man indretter sig – også efter de store ægteskabskrige.
MARIA husker kameraet, som hun vandt i et lotteri i sin ungdom, da det bliver nødvendigt at rejse penge. Det er fotohandleren Sebastian Pedersen (Jesper Christensen) – Onkel Piff Paff Puff kalder børnene den danske tilflytter – som opdager Marias talent og opmuntrer hende til at arbejde med det på et tidspunkt, da fotografiet endnu var noget eksotisk, og kvinder som Maria i hvert fald ikke beskæftigede sig med det. Men på ingen tid bliver hun kvarterets krønikeskriver. Det er hende, man henvender sig til, når døde børn og besøgende slægtninge skal foreviges.
Da Sigfrid er kommet over sin jalousi – og en tid lang er Sebastian virkelig en romantisk mulighed for Maria – erkender også han, at hun kan noget unikt. Da Nordens tre høje konger mødes for at drøfte en fælles politik for 1. verdenskrig, registrerer Sebastian begivenheden på film, mens Maria tager det foto, som kommer i avisen. Hun og danskeren deler en taknemlig ærefrygt ved teknikken, som evigt kan holde det enkelte nu. Maria forvinder aldrig sin undren, og hendes kamera bliver den talisman, som trods alt holder sammen på ægteskabet.
FILMEN bygger på en bog, Att människan levde – Maria Larssons eviga ögenblick (2007), som Agneta Ulfsäter, Jan Troells hustru, har skrevet om sin slægt og sin baggrund. Den historiske Maria Larsson (1876-1930) var faster til forfatterens far og tog en lang række af de fotografier, som filmen genskaber og levendegør. Den sparsomt anvendte fortællerstemme er lagt i munden på familiens ældste datter, Maja Öman.
Uden at blænde med prangende sætstykker, står tidsbilledet rent og overbevisende. Hver detalje er gennemarbejdet, hver scene sidder som den skal, og ikke ét øjeblik i den lange film føles tomt eller overflødigt. Man føler en stor ro ved at følge disse skæbner gennem tiden. Der er magiske og fortvivlede øjeblikke. Som det nu engang er med et liv.
Maria Larssons evige øjeblik beviser, at den fællesnordiske recept kan fungere, når emnet og formen er rigtig. Svenskere, danskere, nordmænd og finner spiller så selvfølgeligt sammen, at en udenforstående næppe kan se forskel. Udlandet vil se Troells film som et skandinavisk storværk. I Norden vil man vel afskrive den som en ædel anakronisme.
FILMEN fik premiere under Bergmanveckan på Fårö i juni 2008 og blev lanceret internationalt – med titlen Everlasting Moments– på Toronto International Film Festival i september samme år. Den var Sveriges officielle Oscar-bidrag, modtog fem Guldbagge-priser og blev i Danmark kåret som årets ikke-amerikanske film ved Robert-uddelingen.
The Criterion Collection har udgivet filmen på blu-ray. Det er interessant at sammenligne lanceringen og receptionen i og uden for Skandinavien. I Norden betones den brede socialhistoriske skildring af perioden. I udlandet får man indtrykket af en porøs kunstfilm, der er skudt i stilen fra russiske instruktører.
Smukkest står de scener, som lader Marias blik for den evige hverdag smelte sammen med instruktørens egen kærlighed til sit håndværk. Han begyndte som fotograf for kolleger og er stadig i stand til at føle undren og ærefrygt. Det sker i scenen, hvor Sebastian viser Maria, hvordan kameraet fungerer og lader en sommerfugls skygge flitre i hånden. Og da familien Larsson ser Charlie Chaplin i biografen. Som Agneta Ulfsäter siger, vidner Marias fotografier om, at disse mennesker fandtes – de levede, dansede, grinte og græd. For Maria var fotoet praktisk magi. Når filmen er bedst, føjes alle synsvinkler sammen.
Troell formidler et endnu levende stof. For undertegnede er det fortællingen om mine bedsteforældre, både i den store jyske og den endnu mere omfattende bornholmske slægt, hvor der var flere børn end hos Larssons. Måske vil yngre mennesker fravælge filmen. Ved sin danske premiere blev den smuglet ud i fem kopier.
Maria Larssons evige øjeblik (Maria Larssons eviga ögonblick). Instr.: Jan Troell. Manus: Niklas Rådström, Jan Troell, Agneta Ulfsäter, Maja Öman. Foto: Mischa Gavrjussjov og Jan Troell. 131 min. Danmark-Finland-Norge-Sverige 2008. Dansk premiere: 31.10.2008.
KRISTINAS VERSION Vilhelm Moberg ifølge Jan Troell og Erik Poppe
Af BO GREEN JENSEN
DER er fire romaner i Vilhelm Mobergs klassiske serie om Udvandrerne: Utvandrarna (1949), Invandrarna (1952), Nybyggarna (1956) og Sista brevet till Sverige (1959). Senere trækkes der tråde fra fortællingen i Din stund på jorden (1963), hvor en svensk immigrant ser tilbage på sit liv.
Moberg begyndte at skrive i Carmel-by-the-Sea i Californien og var på dyb research i Chisago County i Minnesota, hvor familien Nilsson/Nelson fra Småland bosætter sig efter det arketypiske opbrud og den ikke mindre ikoniske Atlanterhavsoverfart (med det gode danske skib Charlotta), som er sætstykker i historien.
Moberg var allerede agtet for romanen om Raskens (1927) og den selvbiografiske trilogi om Knut Toring (1935-39), da han skrev om Kristina fra Duvemåla og Karl-Oskar fra Korpamoen, som forpligter sig på et liv med hinanden. Efter Udvandrerne blev han en institution. Han tog sit liv i 1973, men levede stadig og gav sit besyv, da Jan Troell realiserede sine to store helaftensfilm om Utvandrarna (1971) og Nybyggerna (1972).
MAX von Sydow og Liv Ullmann var kendt fra Ingmar Bergmans arbejder (og von Sydow for sin rolle som Kristus i The Greatest Story Ever Told). Nu blev de internationalt folkeeje. Troell, som selv havde fotograferet og klippet sit storværk, redigerede samtidig tv-versionen, der blev set af så godt som alle i Norden. »Karl-Oskar, jeg er med barn,« var noget, som folk sagde i sjov, men efterbilledet af de to film er majestætisk. Det er en åbenbaring at gense dem nu: det er New Hollywood i Skandinavien.
En forkromet klassiker, altså. Alene af den grund skal nordmanden Erik Poppe (A Thousand Times Good Night, Utøya 22. juli, Kongens valg) have point for at røre klenodiet igen. Hans Udvandrerne vil ikke være en genindspilning, men en ny fortolkning af grundmaterialet. I 50-året får vi Kristinas version.
JAN Troells to film skulle bruge syv timer til at fortælle historien. Poppe løser opgaven på to en halv. Det er gjort, for det første, ved at fokusere på Kristinas synsvinkel snarere end den fælles historie, som slutter ved Karl-Oskars død i 1890. For det andet ved at beskære personkredsen og åbne helt fremme ved afrejsen. Manuskripforfatterne Anna Bache-Wiig og Siv Eliassen har generelt ryddet op, taget væk, glattet ud og forenklet, så fortællingen glider moderne og let. Karaktererne siger mere om, hvad de tænker og føler. Der er en pædagogisk tydeliggørelse, som ærlig talt blot trækker helheden ned.
STØRST er tabet af Roberts historie. Karl-Oskars skrøbelige lillebror, fantasten og romantikeren, var et alter ego for Moberg, og hans tragiske spor hører med. Robert (Eddie Axberg) tager til Californien for at finde guld og søge lykken, der altid vil undslippe ham. Han kommer nedbrudt hjem med en formue i værdiløs valuta, »wildcat money«. Kristina elsker blidheden i Robert, som altid bløder fra øret. Han dør i 1855.
Troells film skildrer guldfeberen i Californien – den mørke side af Amerika-drømmen – i en psykedelisk tonet montagestil, der er uden dialog og afviklet til lyden af kantede, håndholdte trommer. Det løser måske nogle narrative problemer at fjerne Robert helt fra historien. Det svarer samtidig til at skære en arm og et ben af den raske patient.
Der er også positive ændringer. Den bedste tilføjelse er fortællerstemmen, som Poppe gør brug af fra først til sidst. Vi lytter til en blanding af dagbog og brev. Den bliver påbegyndt af Kristina og færdiggjort af hendes datter, Lill-Märta (Kerstin Linden). Her kommer den nye æstetik til sin ret.
DET er ikke en ny idé at løsne Kristinas historie fra resten. Björn Ulvaeus gjorde det samme, da han og Benny Andersson skrev musicalen Kristina från Duvemåla til Malmö Stadsteatern i 1995. De beholdt dog samtlige karakterer.
Pionererne repræsenterer jo alle de svenske – ca. 1,2 mio. – som forlod fødelandet. Moberg skildrer hele lokalsamfundet og gør en dyd af at kortlægge begge hierarkier. Fra hans hånd var Udvandrarna en kollektiv folkehistorie: »Detta är en berättelse om några människor, som från sine hem i Ljuder i Småland utvandrada til Nordamerika (…) De som stannade kvar, de tröga och tvehågsna, kallade dem äventyrlystna.«
Poppes film prioriterer menneskestemmen. For Troell var det lige så vigtigt at undgå den konventionelle voiceover, som på den tid, i miniseriernes barndom, var overforbrugt i fiktionen. Han og medforfatteren Bengt Forslund (som tillige var producer på de to film) eksponerer i fyndige skærmtekster, der betoner neutral statistik.
BEGGE versioner er af deres tid. De to gamle film demonstrerer et marxistisk historiesyn og er fulde af logisk realpolitik. Kritikken af folkemordet på den oprindelige befolkning er skarp og knastør. Tematikken er koncentreret i scenen, som skildrer vinterhængningen af 38 sioux/lakotakrigere efter opstanden i 1862. Og ugerningerne, begge sider begår.
I Poppes film er man mere tilbøjelig til at glide af på identitetspolitikken. Her er den samme scene, hvor uramerikanere skræmmer Kristina, undersøger tingene i hytten og er gået igen, da hun vender sig om. Rædslerne bliver kun omtalt. Karl-Oskar markerer i alle versioner sit standpunkt. Han føler ingen skyld. De har plantet korn og skabt velstand, hvor der før kun var vildnis og sten som i Sverige.
POPPE når sent til historien om de andre svenske tilflyttere og de nidkære religiøse pedanter, som ikke vil acceptere, at Kristina er ven med den forhenværende prostituerede Ulrika (Tove Lo i Mai Zetterlings signaturrolle som »Glæden«). Værre endnu har hun giftet sig med en baptistpræst. De kristne vil kun sende drenge i skole. Karl-Oskar, der altid ser tro som en begrænsning, siger, at børnene skal gå i amerikansk skole.
I den gamle version stod de sammen og sagde fra. I den nye har Kristina mere indgroet respekt for de religiøse. Det er derfor så meget større, da hun siger fra og fortæller præstekonen Judit (Sofia Helin), hvor hun kan gøre af sin fordømmelse. »Kan du ikke få styr på din kvinde?« bliver Karl-Oskar spurgt. Han smiler og svarer: »Åbenbart ikke.«
Fremstillingen af de oprindelige amerikanere er lagt i et naturmystisk møde med mørket i skoven, hvor man farer vild som i bøger af Nathaniel Hawthorne og holistiske film af Terrence Malick. For at føje Kristina sætter Karl-Oskar i sidste øjeblik Lill-Märta af og siger, at skolen må vente. Kristina får lejlighed til at fortryde. Der er en udsoningscene mellem mor og datter. Det er lakotakvinden Wichahpi (Díana Bermudez), som hjælper de nødstedte indvandrere. Det er smukt som på et genremaleri.
GUSTAF Skarsgård er god nok som Karl-Oskar, og Lisa Carlehed (der har gjort indtryk i danske film som I dine hænder, Til vi falder og Psykosia) er fremragende som Kristina. Det er vigtigt for den nye film at formulere en feministisk dagsorden. Der er en (ny) scene, hvor Karl-Oskar går i marken og siger, at han kommer hjem »engang i aften«. Så er Kristina alene med børnene, og klaustrofobien og hjemveen eskalerer.
Udvandrerne er bare ikke det oplagte sted at revidere et patriarkalsk perspektiv. Teksten skildrer et langt og godt, skønt ikke altid lykkeligt parforhold, hvor ægtefællerne er jævnbyrdige. De elsker hinanden, der er gensidig respekt. Liv Ullmann og Max Von Sydow var umådeligt overbevisende sammen, og det er svært at komme efter dem. Ullmann var castet som Kristinas mor i den nye film, men måtte sige fra undervejs.
MIT råd til tilskueren er faktisk: Lad være med at gense de gamle film, og lad være med at læse i bøgerne først. For Moberg var det vigtigt at fortælle om et samfund: »I hemorten är deras namn glömda och deras utvandrings äventyr skall snart ingå i sagan och legendan.« For Troell var det vigtigt at undsige kirken og staten og skildre et kærligt ægteskab i lyst og megen modgang.
For Poppe er det primære at aktualisere historien. I titelsekvensen til slut er der billeder af moderne migranter, som banker på døren til Fort Europa. Det er blevet til en ny og lidt amputeret fortælling om en svensk familie, der slår sig ned et nyt sted. Der er færre børn, mindre vinter og en regelret historie, hvor karaktererne egentlig ikke bliver ældre. Der er intet af visionen fra Troell.
SOM nævnt er der skåret og plukket. Nogle scener står dog 1:1. Datteren Annas død afvikles i et strategisk flashback, og Kristina insisterer på atter at elske med Karl-Oskar i en scene, som er præcis magen til. I den gamle film følte man tiden. I den nye betragter Kristina sin mand og forstår, at Amerika giver ham mulighed for at være sin egen landshøvding.
»Kan man blive fanget i en andens frihed?« spørger hun retorisk. Det er i hvert fald dét, som sker for Kristina fra Duvemåla. Heldigvis er filmen i sidste instans en tillidserklæring til Lill-Märta fra Ki-Chi-Saga, der vil lære af sin mors eksempel og vide at gøre det bedre endnu.
Utvandrarna (Udvandrerne). Instr.: Erik Poppe. Manus: Anna Bache-Wiig, Siv Rajendram Eliassen. Foto: John Christian Rosenlund. 148 min. Sverige-Norge-Danmark-New Zealand 2021. Dansk premiere: 11.08.2022.
Utvandrarna (Udvandrerne). Instr.: Jan Troell. Manus: Bengt Forslund, Jan Troell. Foto: Jan Troell. 191 min. Sverige 1971. Dansk premiere: 17.02.1972.
Nybyggarna (Nybyggerne). Instr.: Jan Troell. Manus: Bengt Forslund, Jan Troell. Foto: Jan Troell. 202 min. Sverige 1972. Dansk premiere: 05.09.1972.
Fotos: Film i Västerbotten/ Nordsvensk Filmunderhållning/ Tre Vänner Produktion AB/ Svensk Filmindustri/ SF Studios/ The Criterion Collection
1971-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, C MORE, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime
2021-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, C MORE, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Jan Troells Utvandrarna (The Emigrants) og Nybyggarna (The New Land) er udgivet på dvd og blu-ray af The Criterion Collection (2016)
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.08.2022
DET EKSPLODERENDE BARN Et sindbillede på demokratisk forfald
Af BO GREEN JENSEN
ALLE de vestlige samfund er præget af en voksende ulighed, som fremmer populismen og sætter gamle sociale værdier under pres. Guldpalmevinderfilmen The Square (2017) tager et luftfoto af tidens mentale landskab og belyser problemet i vagt allegorisk, tæt på sarkastisk, men samtidig åben og inklusiv form.
Ruben Ôstlund (f. 1974) føjer endnu en facet til portrættet af den korrekte skandinaviske mand, som han har genkendt og gennemskuet i flere af sine film. Den flygtende familiefar, som reddede sig selv, da lavinen kom væltende i Force majeure/ Turist (2014) var en anden grundtype i galleriet.
Danskeren Christian (Claes Bang) er chefkurator på X-Royal Stockholm, et kunstmuseum i SMK/Louisiana-klassen, der er indrettet i det gamle kongepalæ. Vi er fem-seks år fremme i tiden. Christian er en dynamisk mand med de rigtige meninger. Han gør sig godt i medierne og forstår (som regel) at sælge museets projekter til kredsen af mæcener.
CHRISTIANS næste projekt er installationen »The Square«: en firkant af brosten, som er boret op fra pladsen med den gamle rytterstatue (der taber hovedet undervejs) og indrammet af et lysende bånd. I firkanten er vi alle lige og har ansvar for hinanden.
På samme tid begynder isen at briste under Christian. Det er en væsentlig pointe, at han egentlig er et godt menneske, som mener meget af, hvad han siger. Men da han griber ind i en gadeskærmydsel, bliver hans telefon og tegnebog stjålet. GPS-signalet viser, hvor tyven bor, og en assistent får Christian med på ideen om at skrive et anonymt trusselsbrev.
Affæren går Christian så meget på, at han ikke følger med i museets marketing af »The Square«. Bestyrelsen hyrer to unge esser fra Disruption-segmentet. De posthumane drenge er besatte af tanken om »at gå viralt«. Det lykkes med et ti sekunder langt YouTube-klip, der hedder »Blond tiggerpige bliver sprængt i luften«. Östlund viser den lille film på stort lærred. Netæstetikken er mesterligt mimet.
NU bryder helvede løs – på de samme sociale medier, hvor klippet genererer 300.000 klik på en time. Brevet hævner sig i skikkelse af en indvandrerdreng, som bare ikke vil gå sin vej. Christian har beruset sex med en amerikansk tv-reporter (Elizabeth Moss), der vil gemme kondomet med hans sæd.Christian skubber drengen. Journalisten har en tam chimpanse i sin tomme lejlighed. Det er strange days indeed alle vegne. Verden er knap til at kende igen.
Satiren er skiftevis subtil og karikeret. Christian tøver ikke med selv at reparere det kunstværk – 16 symmetrisk anbragte grusbunker – som en rengøringsassistent uforvarende kører i stykker. Der er en kostelig scene, hvor den amerikanske gæstekunstner (Dominic West) bliver interviewet om sit venskab med land art-legenden Robert Smithson. Samtalen saboteres af en tilhører med Tourettes Syndrom. Det udløser da bare en god snak om inklusion.
KRISERNE kulminerer ved en banket, hvor performancekunstneren Oleg (Terry Notary) går langt over stregen, forulemper gæsterne og ignorerer Christians »Så siger vi tak«. Det er filmens store sætstykke, og scenen bliver ved meget længe. Man når som tilskuer gennem et rigt register af stemninger, fra nervøs, men imødekommende latter til et sted, hvor der bare er had og slet ingen tolerance igen.
Det er et sjældent eksempel på samtidig filmkunst, som virkelig fremprovokerer en reaktion. Det er samtidig scenen, der udstiller løgnen bag den politiske korrekthed. Vi er tilbage i Buñuel-film som Morderenglen (1962) og Borgerskabets diskrete charme (1972). Verden udenfor står i flammer, og ingen kan flygte fra festen.
DET eksploderende barn er et billede på, hvor langt man vil gå for at skabe opmærksomhed i en informationsoverflod. I filmen bliver det også en anledning til at diskutere ytringsfrihed. Journalisterne vil ikke lade Christian lægge afstand til YouTube-klippet. For dem er den truede ytringsret værre end klippets umenneskelighed.
Det er det sure med det søde og det gode med det onde. I The Square bliver den moderne kunstverden et sindbillede på demokratisk forfald. Men måske kan det gode menneske gøre en forskel. Claes Bang er for resten fantastisk som manden, der mister sin uskyld.
Sådan er det at leve midt i en guldalder og være født på den rigtige side af hegnet. Det er dét, som Östlunds film ser og forstår. Og derfor The Square er så vigtig.
The Square. Instr. og manus: Ruben Östlund. Foto: Fredrik Wenzel. 142 min. Sverige-Tyskland-Frankrig-Danmark 2017. Dansk premiere: 23.11.2017.
Fotos: Plattform Produktion/ Film i Väst/ Essential Filmproduktion GmbH/ Parisienne/ Coproduction Office/ Sveriges Television/ Imperative Entertainment/ Arte France Cinéma/ ZDF/Arte/ Swedish Film Institute/ Eurimages/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Nordisk Film- & TV-Fond/ DFI/ Alamode Film/ TriArt Film/ DR/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainment.
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.11.2017.
.jpg)
.jpg)
TOLDEREN Tina (Eva Melander) har næse for skyld. Når hun kontrollerer de rejsende, som ankommer med færgen, kan hun simpelt hen lugte, om nogen har dårlig samvittighed. Det er ikke en færdighed, men et instinkt.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
%20(2).jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpeg)
.png)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
