To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021)

KRISTINAS VERSION
Vilhelm Moberg ifølge Jan Troell og Erik Poppe

Af BO GREEN JENSEN

DER er fire romaner i Vilhelm Mobergs klassiske serie om Udvandrerne: Utvandrarna (1949), Invandrarna (1952), Nybyggarna (1956) og Sista brevet till Sverige (1959). Senere trækkes der tråde fra fortællingen i Din stund på jorden (1963), hvor en svensk immigrant ser tilbage på sit liv.

   Moberg begyndte at skrive i Carmel-by-the-Sea i Californien og var på dyb research i Chisago County i Minnesota, hvor familien Nilsson/Nelson fra Småland bosætter sig efter det arketypiske opbrud og den ikke mindre ikoniske Atlanterhavsoverfart (med det gode danske skib Charlotta), som er sætstykker i historien.

   Moberg var allerede agtet for romanen om Raskens (1927) og den selvbiografiske trilogi om Knut Toring (1935-39), da han skrev om Kristina fra Duvemåla og Karl-Oskar fra Korpamoen, som forpligter sig på et liv med hinanden. Efter Udvandrerne blev han en institution. Han tog sit liv i 1973, men levede stadig og gav sit besyv, da Jan Troell realiserede sine to store helaftensfilm om Utvandrarna (1971) og Nybyggerna (1972).

MAX von Sydow og Liv Ullmann var kendt fra Ingmar Bergmans arbejder (og von Sydow for sin rolle som Kristus i The Greatest Story Ever Told). Nu blev de internationalt folkeeje. Troell, som selv havde fotograferet og klippet sit storværk, redigerede samtidig tv-versionen, der blev set af så godt som alle i Norden. »Karl-Oskar, jeg er med barn,« var noget, som folk sagde i sjov, men efterbilledet af de to film er majestætisk. Det er en åbenbaring at gense dem nu: det er New Hollywood i Skandinavien.

   En forkromet klassiker, altså. Alene af den grund skal nordmanden Erik Poppe (A Thousand Times Good Night, Utøya 22. juli, Kongens valg) have point for at røre klenodiet igen. Hans Udvandrerne vil ikke være en genindspilning, men en ny fortolkning af grundmaterialet. I 50-året får vi Kristinas version.

JAN Troells to film skulle bruge syv timer til at fortælle historien. Poppe løser opgaven på to en halv. Det er gjort, for det første, ved at fokusere på Kristinas synsvinkel snarere end den fælles historie, som slutter ved Karl-Oskars død i 1890. For det andet ved at beskære personkredsen og åbne helt fremme ved afrejsen. Manuskripforfatterne Anna Bache-Wiig og Siv Eliassen har generelt ryddet op, taget væk, glattet ud og forenklet, så fortællingen glider moderne og let. Karaktererne siger mere om, hvad de tænker og føler. Der er en pædagogisk tydeliggørelse, som ærlig talt blot trækker helheden ned.

STØRST er tabet af Roberts historie. Karl-Oskars skrøbelige lillebror, fantasten og romantikeren, var et alter ego for Moberg, og hans tragiske spor hører med. Robert (Eddie Axberg) tager til Californien for at finde guld og søge lykken, der altid vil undslippe ham. Han kommer nedbrudt hjem med en formue i værdiløs valuta, »wildcat money«. Kristina elsker blidheden i Robert, som altid bløder fra øret. Han dør i 1855.

   Troells film skildrer guldfeberen i Californien – den mørke side af Amerika-drømmen – i en psykedelisk tonet montagestil, der er uden dialog og afviklet til lyden af kantede, håndholdte trommer. Det løser måske nogle narrative problemer at fjerne Robert helt fra historien. Det svarer samtidig til at skære en arm og et ben af den raske patient.

   Der er også positive ændringer. Den bedste tilføjelse er fortællerstemmen, som Poppe gør brug af fra først til sidst. Vi lytter til en blanding af dagbog og brev. Den bliver påbegyndt af Kristina og færdiggjort af hendes datter, Lill-Märta (Kerstin Linden). Her kommer den nye æstetik til sin ret.

DET er ikke en ny idé at løsne Kristinas historie fra resten. Björn Ulvaeus gjorde det samme, da han og Benny Andersson skrev musicalen Kristina från Duvemåla til Malmö Stadsteatern i 1995. De beholdt dog samtlige karakterer.

   Pionererne repræsenterer jo alle de svenske – ca. 1,2 mio. – som forlod fødelandet. Moberg skildrer hele lokalsamfundet og gør en dyd af at kortlægge begge hierarkier. Fra hans hånd var Udvandrarna en kollektiv folkehistorie: »Detta är en berättelse om några människor, som från sine hem i Ljuder i Småland utvandrada til Nordamerika (…) De som stannade kvar, de tröga och tvehågsna, kallade dem äventyrlystna.«

   Poppes film prioriterer menneskestemmen. For Troell var det lige så vigtigt at undgå den konventionelle voiceover, som på den tid, i miniseriernes barndom, var overforbrugt i fiktionen. Han og medforfatteren Bengt Forslund (som tillige var producer på de to film) eksponerer i fyndige skærmtekster, der betoner neutral statistik.

BEGGE versioner er af deres tid. De to gamle film demonstrerer et marxistisk historiesyn og er fulde af logisk realpolitik. Kritikken af folkemordet på den oprindelige befolkning er skarp og knastør. Tematikken er koncentreret i scenen, som skildrer vinterhængningen af 38 sioux/lakotakrigere efter opstanden i 1862. Og ugerningerne, begge sider begår.

   I Poppes film er man mere tilbøjelig til at glide af på identitetspolitikken. Her er den samme scene, hvor uramerikanere skræmmer Kristina, undersøger tingene i hytten og er gået igen, da hun vender sig om. Rædslerne bliver kun omtalt. Karl-Oskar markerer i alle versioner sit standpunkt. Han føler ingen skyld. De har plantet korn og skabt velstand, hvor der før kun var vildnis og sten som i Sverige.

POPPE når sent til historien om de andre svenske tilflyttere og de nidkære religiøse pedanter, som ikke vil acceptere, at Kristina er ven med den forhenværende prostituerede Ulrika (Tove Lo i Mai Zetterlings signaturrolle som »Glæden«). Værre endnu har hun giftet sig med en baptistpræst. De kristne vil kun sende drenge i skole. Karl-Oskar, der altid ser tro som en begrænsning, siger, at børnene skal gå i amerikansk skole.

   I den gamle version stod de sammen og sagde fra. I den nye har Kristina mere indgroet respekt for de religiøse. Det er derfor så meget større, da hun siger fra og fortæller præstekonen Judit (Sofia Helin), hvor hun kan gøre af sin fordømmelse. »Kan du ikke få styr på din kvinde?« bliver Karl-Oskar spurgt. Han smiler og svarer: »Åbenbart ikke.«

   Fremstillingen af de oprindelige amerikanere er lagt i et naturmystisk møde med mørket i skoven, hvor man farer vild som i bøger af Nathaniel Hawthorne og holistiske film af Terrence Malick. For at føje Kristina sætter Karl-Oskar i sidste øjeblik Lill-Märta af og siger, at skolen må vente. Kristina får lejlighed til at fortryde. Der er en udsoningscene mellem mor og datter. Det er lakotakvinden Wichahpi (Díana Bermudez), som hjælper de nødstedte indvandrere. Det er smukt som på et genremaleri.

GUSTAF Skarsgård er god nok som Karl-Oskar, og Lisa Carlehed (der har gjort indtryk i danske film som I dine hænder, Til vi falder og Psykosia) er fremragende som Kristina. Det er vigtigt for den nye film at formulere en feministisk dagsorden. Der er en (ny) scene, hvor Karl-Oskar går i marken og siger, at han kommer hjem »engang i aften«. Så er Kristina alene med børnene, og klaustrofobien og hjemveen eskalerer.

   Udvandrerne er bare ikke det oplagte sted at revidere et patriarkalsk perspektiv. Teksten skildrer et langt og godt, skønt ikke altid lykkeligt parforhold, hvor ægtefællerne er jævnbyrdige. De elsker hinanden, der er gensidig respekt. Liv Ullmann og Max Von Sydow var umådeligt overbevisende sammen, og det er svært at komme efter dem. Ullmann var castet som Kristinas mor i den nye film, men måtte sige fra undervejs.

MIT råd til tilskueren er faktisk: Lad være med at gense de gamle film, og lad være med at læse i bøgerne først. For Moberg var det vigtigt at fortælle om et samfund: »I hemorten är deras namn glömda och deras utvandrings äventyr skall snart ingå i sagan och legendan.« For Troell var det vigtigt at undsige kirken og staten og skildre et kærligt ægteskab i lyst og megen modgang.

   For Poppe er det primære at aktualisere historien. I titelsekvensen til slut er der billeder af moderne migranter, som banker på døren til Fort Europa. Det er blevet til en ny og lidt amputeret fortælling om en svensk familie, der slår sig ned et nyt sted. Der er færre børn, mindre vinter og en regelret historie, hvor karaktererne egentlig ikke bliver ældre. Der er intet af visionen fra Troell.

SOM nævnt er der skåret og plukket. Nogle scener står dog 1:1. Datteren Annas død afvikles i et strategisk flashback, og Kristina insisterer på atter at elske med Karl-Oskar i en scene, som er præcis magen til. I den gamle film følte man tiden. I den nye betragter Kristina sin mand og forstår, at Amerika giver ham mulighed for at være sin egen landshøvding.

   »Kan man blive fanget i en andens frihed?« spørger hun retorisk. Det er i hvert fald dét, som sker for Kristina fra Duvemåla. Heldigvis er filmen i sidste instans en tillidserklæring til Lill-Märta fra Ki-Chi-Saga, der vil lære af sin mors eksempel og vide at gøre det bedre endnu.

Se også To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; To versioner: 3:10 to Yuma (1957/2007) [Westerns 100]; To versioner: Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen]; To versioner: Brideshead Revisited (1981/2008) [Bogen og filmen]; To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015) [Bogen og filmen]; To versioner: Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen]; To versioner: Papillon (1973/2017) [Bogen og filmen]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]; To versioner: The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]; To versioner: The Magnificent Seven (1960/2016) [Westerns 100]; To versioner: The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013); To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]; To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen]; To versioner: Brighton Rock (1947/2010) [Bogen og filmen]; To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001); To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100].

Utvandrarna (Udvandrerne). Instr.: Erik Poppe. Manus: Anna Bache-Wiig, Siv Rajendram Eliassen. Foto: John Christian Rosenlund. 148 min. Sverige-Norge-Danmark-New Zealand 2021. Dansk premiere: 11.08.2022.

Utvandrarna (Udvandrerne). Instr.: Jan Troell. Manus: Bengt Forslund, Jan Troell. Foto: Jan Troell. 191 min. Sverige 1971. Dansk premiere: 17.02.1972.

Nybyggarna (Nybyggerne). Instr.: Jan Troell. Manus: Bengt Forslund, Jan Troell. Foto: Jan Troell. 202 min. Sverige 1972. Dansk premiere: 05.09.1972.

Fotos: Film i Västerbotten/ Nordsvensk Filmunderhållning/ Tre Vänner Produktion AB/ Svensk Filmindustri/ SF Studios/ The Criterion Collection

1971-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, C MORE, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime

2021-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, C MORE, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Jan Troells Utvandrarna (The Emigrants) og Nybyggarna (The New Land) er udgivet på dvd og blu-ray af The Criterion Collection (2016)

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.08.2022

Marie Grahtø: Psykosia/Psychosia (2019)

VIKTORIAS MISSION
Psykosen som kunst og erkendelsesform  

Af BO GREEN JENSEN

FORSKEREN Viktoria (Lisa Carlehed) ankommer til et psykiatrisk hospital af den gammeldags slags. Hun skal iagttage og behandle den unge Jenny (Victoria Carmen Sonne), som er vendt tilbage siden pubertetsårene, altid i forbindelse med trusler om eller forsøg på at begå selvmord.

   Viktoria bliver budt velkommen af overlægen Anna Klein (Trine Dyrholm), som sætter hende ind i rutinen og forklarer, hvad arbejdet går ud på. I hvert fald kan hun love, at det ikke bliver let. Men muligvis en opgave, som også Viktoria kan have nytte af, hvis hun ønsker det selv.

   Sådan begynder Viktorias mission, en ekspedition, der vil føre hende dybt ind i Psykosia, som kunne være navnet på et land i sindets terrain vague eller terra incognita, hvor vrangforestillinger sætter normalen. Psykosia er, med andre ord, en beskrivelse af en opdagelsesrejse.

   Viktoria går lange ture gennem korridorerne og bruger (sammen med kameraet) lang tid på at se ind i de halvprivate zoner, som stuer og værelser udgør. Det er i konteksten en stor pointe, at man måske ikke umiddelbart kan se forskel på patienter og personale.

DET er værd at studere de tre kvinder i fokus. Det bruger Catherine Colemans kamera megen tid på ved ankomsten og i de første samtaler.

   Marie Grahtø vedgår åbent sin gæld til Ingmar Bergmans Persona (1966), som Psykosia både citerer og hylder. De nøje afstemte kamerature kredser om karaktererne på samme måde som i Bergmans »sonate for to kvinder«. Helt ikonisk fastholder Grahtø ansigterne i nærbilleder, der er komponeret i Svend Nykvists stil: det ene i profil, det andet set forfra i spejlet eller ved et lysindfald.

   Carlehed er i begyndelsen kølig og disciplineret, egenskaber som forstærkes af hendes korrekte påklædning. Kun gradvis begynder en anden adfærd at skinne/ skære igennem i sprækker. Sonne er altid klart markeret som patient, i færd med at udføre handlinger, der forlænger/ forstærker psykosens ekstremer. Jenny er en anstrengende karakter, især når hun indgår i arrangementer med veninden Zarah (Bebiane Ivalo Kreutzmann). De smører sig ind i blod og griner. Som lægen udstråler Dyrholm praktisk klarsyn og fysisk soliditet.

FILMEN tager tilløb og lægger flere tematiske spor ud. De kan føre mange steder hen, og de første to akter er uafbrudt interessante, mens de skaber en forventning om spænding, der vil blive udløst. Det er i øvrigt også spændende, at der ikke er én mandlig karakter i syne. Psykosia var udtaget til Settimana della Critica, Kritikerugen, på årets filmfestival i Venedig. Alene i kraft af kønsbalancen var den samtidig kandidat til særprisen Venice Gay Lion.

   Der er da også forhold og hemmeligheder, som bliver afsløret lidt efter lidt, men Psykosia er ingen psykothriller. Den bruger et narrativt trick, som jeg ikke skal røbe, men som efterhånden er så udbredt, at det tangerer en kliché. Her giver det dog fuldkommen mening. Man har muligvis haft sine anelser, men effekten er hård og god, da den kommer.

PSYKOSIA bygger på Grahtøs egne erfaringer i det psykotiske landskab og behandlingssystemet. Det er bestemt den store kvalitet i filmen, der bliver mindre generisk og mere markant, efterhånden som den bevæger sig længere ind i psykosen.

   Filmen er forelsket i psykosen som en anden slags virkelighed og bevidsthed. Den er næsten et kærestebrev til selvmordet. Det resulterer mod slutningen i nogle scener og tableauer, der bruger løs af et ikke-realistisk billedstof. Filmen taler om selvmordet som en slags tyngdekraft, der trækker karaktererne med sig hen imod det sorte hul, hvor al energi forsvinder – men måske blot for at krænge sig ud igen i et big bang på den anden side.

   Filmen er også betaget af forestillingen om den anden side. I slutningen er der anelser om en paradistilstand, som Terrence Malick knapt kunne have dvælet mere længselsfuldt ved.

   Der er fysiske scener med blod, sved, køn og kropslighed. Der er en insisteren på at tale om engle, Gud og dæmoner, som ifølge Grahtø er virkelige kræfter og vigtige størrelser for suicidale patienter i behandling. Det er lidt op og ned, hvordan alt dette bliver forløst. Også spillet er ujævnt. Sonne giver for meget, og Dyrholm giver for lidt. Kun Carlehed er præcis hele vejen, og alt kan være afstemt sådan med vilje.

PSYKOSIA er en udfordrende film, der i glimt går efter en hysterisk tone. Den bliver bedre, jo længere den fjerner sig fra fortilfælde og finder sin egen kromatiske skala. Den vil i sagens natur dele publikum skarpt. Det skete også ved den visning, jeg var til i Venedig. Alle anerkender formen og ambitionen. Om man holder af filmen, afhænger i sidste instans af, om man selv kender til/ er optaget af problematikken.

   Sandsynligvis er det grunden til, at Psykosia kun åbner i de cirka ti biografer, som udgør arthouse-kredsløbet herhjemme. Det er dog i underkanten. Psykosia taler til alle, der interesserer sig for smerte, for sindets farver og psykiatri. Det er derfor en film, som griber dybt ind i tiden, og den er gjort af et stærkt stof, som Grahtø formidler med stor konsekvens.

Se også Opium etcetera: Géza Csath 1887-1919 [Bogen og filmen]; David Cronenberg: A Dangerous Method (2011); Ron Howard: A Beautiful Mind/Et smukt sind (2001); Brad Anderson: The Machinist (2004); Heksen er død: Sylvia Plath 1932-1963.

*) Bergman og Nykvist bruger stilgrebet og signaturindstillingen både i Stilheden (1963) og Persona (1966). I forbindelse med den fornyede interesse for Agnès Varda (1928-2019) og hendes centrale betydning i tilløbet til la nouvelle vague, har opmærksomme tilskuere fundet et bemærkelsesværdigt fortilfælde i debutspillefilmen La Pointe Courte, som Varda skrev og instruerede (i fiskerbyen, som faktisk hedder Pointe-Courte) i 1955. Der var et kollektivt aha-øjeblik, da den restaurerede film blev vist på Festival de Cannes 2019, hvor Varda i ung udgave var cover star på den officielle plakat. Varda er ikke selv krediteret som fotograf – det er Louis Soulanes, Paul Soulignac og Louis Steins, mens Alain Resnais (1922-2014) fungerede som klipper – men på produktionsfotoet står hun bogstaveligt på ryggen af kameraoperatøren for at få det rigtige billede i kassen. La Pointe Courte har to sammenflettede historier. I den ene spiller Silvia Monfort og Philippe Noiret henholdsvis Hende og Ham. La Pointe Courte er indspillet fire år før Les quatre cents coups (1959, da. Ung flugt) og À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Og Varda benytter nøjagtigt de samme en frontal/ profil-beskæringer, som Bergman og Nykvist gør brug af ti år senere. De kan sagtens have ladet sig inspirere. La Pointe Courte fik ikke premiere i Skandinavien, men blev vist på Cannes Festivalen i 1955.

Psykosia. Instr. & manus: Marie Grahtø. Foto: Catherine Pattinama Coleman. 87 min. Danmark-Finland 2019. Dansk premiere: 19.12.2019.

Fotos: BeoStarling [Christian Greisnæs, Catherine Pattinama Coleman]/ DFI/ Oy Bufo Ab/ 41Shadows/ CineMaterial

Filmen streames (juli 2025) på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 20.12.2019