Jan Troell: Maria Larssons evige øjeblik/ Everlasting Moments (2008)

DET ENKELTE NU

En lovsang til jævne menneskers liv

Af BO GREEN JENSEN

I EN snart 60 år lang instruktørkarriere har Jan Troell (f. 1931) skabt nogle af de største og mest gavmilde værker i svensk filmhistorie. Mens Strindberg-sønnerne Bergman og Bo Widerberg arbejdede i en selvafsøgende auteur-tradition, trådte Troell som regel tilbage og lod stoffet selv fortælle. Undtagelsen er den første frapperende langfilm, Ole Dole Doff (1968), som må være en af de mest indfølte skildringer af en upopulær skolelærers helvede.

   Fra og med de store Vilhelm Moberg-filmatiseringer, Utvandrarna (1971) og Nybyggarna (1972), er formen solid og besnærende rolig. Det er en kunst at fortælle, så det ikke ligner nogen kunst. Også i sine portrætter af drømmere og fantaster – Ingenjör Andrées luftfärd (1982, da. Den umulige drøm), Hamsun (1996) og Så vit som en snö (2001, da. Så hvid som sne) – er Troell en grundig og tilgængelig fortæller. Hans tre timer lange dokumentar om Sagolandet (1988, da. Eventyrlandet) er stadig det store røntgenbillede af nationen.

MARIA Larssons evige øjeblik er tre eller fire historier i én. For det første er filmen en hvas proletarskildring i den gode socialdemokratiske tradition fra Moberg og Martin Andersen Nexø. Den er også et varmt, solidarisk portræt af en arbejderkvinde og en kønspolitisk kommentar til de omkostninger, som mændenes værdier havde for deres familier. Den er en tillidserklæring til kærligheden, som holder to vidt forskellige mennesker sammen, men først og sidst er den et kunstnerportræt. Maria Larsson opdager, at hun kan fotografere og holde tiden fast på en måde, som andre mennesker ikke har blik for.

FILMEN begynder i 1907 og slutter knap 30 år senere, da de store dramaers tid er forbi. Maria (Maria Heiskanen) fra Finland gifter sig med svenskeren Sigfrid (Mikael Persbrandt). De får syv børn sammen og elsker hinanden, men handyret har hang til sprit, frie kvinder og faglig arbejdskamp. Når han ikke knuselsker sin hustru, kan han slå hende halvt fordærvet, og i forholdets mørkeste fase må han i fængsel.

   Alligevel er Sigfrid ikke bare en brutal karikatur. Som Mikael Persbrandt fremstiller figuren, er han virkelig et menneske, en fejlbarlig mand i fuld skala med hud, hår og det hele. Han ændrer sig også (en smule) med tiden. Om Marias knæ bliver børnene større. Man er altid mange sammen i et eller to små og fugtige rum, men det fungerer, og man indretter sig – også efter de store ægteskabskrige.

MARIA husker kameraet, som hun vandt i et lotteri i sin ungdom, da det bliver nødvendigt at rejse penge. Det er fotohandleren Sebastian Pedersen (Jesper Christensen) – Onkel Piff Paff Puff kalder børnene den danske tilflytter – som opdager Marias talent og opmuntrer hende til at arbejde med det på et tidspunkt, da fotografiet endnu var noget eksotisk, og kvinder som Maria i hvert fald ikke beskæftigede sig med det. Men på ingen tid bliver hun kvarterets krønikeskriver. Det er hende, man henvender sig til, når døde børn og besøgende slægtninge skal foreviges.

   Da Sigfrid er kommet over sin jalousi – og en tid lang er Sebastian virkelig en romantisk mulighed for Maria – erkender også han, at hun kan noget unikt. Da Nordens tre høje konger mødes for at drøfte en fælles politik for 1. verdenskrig, registrerer Sebastian begivenheden på film, mens Maria tager det foto, som kommer i avisen. Hun og danskeren deler en taknemlig ærefrygt ved teknikken, som evigt kan holde det enkelte nu. Maria forvinder aldrig sin undren, og hendes kamera bliver den talisman, som trods alt holder sammen på ægteskabet.

FILMEN bygger på en bog, Att människan levde – Maria Larssons eviga ögenblick (2007), som Agneta Ulfsäter, Jan Troells hustru, har skrevet om sin slægt og sin baggrund. Den historiske Maria Larsson (1876-1930) var faster til forfatterens far og tog en lang række af de fotografier, som filmen genskaber og levendegør. Den sparsomt anvendte fortællerstemme er lagt i munden på familiens ældste datter, Maja Öman.

   Uden at blænde med prangende sætstykker, står tidsbilledet rent og overbevisende. Hver detalje er gennemarbejdet, hver scene sidder som den skal, og ikke ét øjeblik i den lange film føles tomt eller overflødigt. Man føler en stor ro ved at følge disse skæbner gennem tiden. Der er magiske og fortvivlede øjeblikke. Som det nu engang er med et liv.

   Maria Larssons evige øjeblik beviser, at den fællesnordiske recept kan fungere, når emnet og formen er rigtig. Svenskere, danskere, nordmænd og finner spiller så selvfølgeligt sammen, at en udenforstående næppe kan se forskel. Udlandet vil se Troells film som et skandinavisk storværk. I Norden vil man vel afskrive den som en ædel anakronisme. 

FILMEN fik premiere under Bergmanveckan på Fårö i juni 2008 og blev lanceret internationalt – med titlen Everlasting Moments – på Toronto International Film Festival i september samme år. Den var Sveriges officielle Oscar-bidrag, modtog fem Guldbagge-priser og blev i Danmark kåret som årets ikke-amerikanske film ved Robert-uddelingen.

   The Criterion Collection har udgivet filmen på blu-ray. Det er interessant at sammenligne lanceringen og receptionen i og uden for Skandinavien. I Norden betones den brede socialhistoriske skildring af perioden. I udlandet får man indtrykket af en porøs kunstfilm, der er skudt i stilen fra russiske instruktører.

   Smukkest står de scener, som lader Marias blik for den evige hverdag smelte sammen med instruktørens egen kærlighed til sit håndværk. Han begyndte som fotograf for kolleger og er stadig i stand til at føle undren og ærefrygt. Det sker i scenen, hvor Sebastian viser Maria, hvordan kameraet fungerer og lader en sommerfugls skygge flitre i hånden. Og da familien Larsson ser Charlie Chaplin i biografen. Som Agneta Ulfsäter siger, vidner Marias fotografier om, at disse mennesker fandtes – de levede, dansede, grinte og græd. For Maria var fotoet praktisk magi. Når filmen er bedst, føjes alle synsvinkler sammen.    

   Troell formidler et endnu levende stof. For undertegnede er det fortællingen om mine bedsteforældre, både i den store jyske og den endnu mere omfattende bornholmske slægt, hvor der var flere børn end hos Larssons. Måske vil yngre mennesker fravælge filmen. Ved sin danske premiere blev den smuglet ud i fem kopier.

  

   

Se også Amerikanske billeder: Jacob Riis 1849-1914; To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021).

Maria Larssons evige øjeblik (Maria Larssons eviga ögonblick). Instr.: Jan Troell. Manus: Niklas Rådström, Jan Troell, Agneta Ulfsäter, Maja Öman. Foto: Mischa Gavrjussjov og Jan Troell. 131 min. Danmark-Finland-Norge-Sverige 2008. Dansk premiere: 31.10.2008.

Fotos: Nille Leander [production stills]/ Blind Spot Pictures/ Filmpool Nord/ Final Cut Productions/ Götafilm/ Motlys/ Sandrew Metronome International/ The Criterion Collection (framegrabs + 2010-trailer)/ SFI (restored 2021-trailer with commentaries)/ IFC .  

Filmen streames på C More og SF Anytime

The Criterion Collection udgav filmen på dvd og blu-ray i 2010 [spine #520]

Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2008.

To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021)

KRISTINAS VERSION
Vilhelm Moberg ifølge Jan Troell og Erik Poppe

Af BO GREEN JENSEN

DER er fire romaner i Vilhelm Mobergs klassiske serie om Udvandrerne: Utvandrarna (1949), Invandrarna (1952), Nybyggarna (1956) og Sista brevet till Sverige (1959). Senere trækkes der tråde fra fortællingen i Din stund på jorden (1963), hvor en svensk immigrant ser tilbage på sit liv.

   Moberg begyndte at skrive i Carmel-by-the-Sea i Californien og var på dyb research i Chisago County i Minnesota, hvor familien Nilsson/Nelson fra Småland bosætter sig efter det arketypiske opbrud og den ikke mindre ikoniske Atlanterhavsoverfart (med det gode danske skib Charlotta), som er sætstykker i historien.

   Moberg var allerede agtet for romanen om Raskens (1927) og den selvbiografiske trilogi om Knut Toring (1935-39), da han skrev om Kristina fra Duvemåla og Karl-Oskar fra Korpamoen, som forpligter sig på et liv med hinanden. Efter Udvandrerne blev han en institution. Han tog sit liv i 1973, men levede stadig og gav sit besyv, da Jan Troell realiserede sine to store helaftensfilm om Utvandrarna (1971) og Nybyggerna (1972).

MAX von Sydow og Liv Ullmann var kendt fra Ingmar Bergmans arbejder (og von Sydow for sin rolle som Kristus i The Greatest Story Ever Told). Nu blev de internationalt folkeeje. Troell, som selv havde fotograferet og klippet sit storværk, redigerede samtidig tv-versionen, der blev set af så godt som alle i Norden. »Karl-Oskar, jeg er med barn,« var noget, som folk sagde i sjov, men efterbilledet af de to film er majestætisk. Det er en åbenbaring at gense dem nu: det er New Hollywood i Skandinavien.

   En forkromet klassiker, altså. Alene af den grund skal nordmanden Erik Poppe (A Thousand Times Good Night, Utøya 22. juli, Kongens valg) have point for at røre klenodiet igen. Hans Udvandrerne vil ikke være en genindspilning, men en ny fortolkning af grundmaterialet. I 50-året får vi Kristinas version.

JAN Troells to film skulle bruge syv timer til at fortælle historien. Poppe løser opgaven på to en halv. Det er gjort, for det første, ved at fokusere på Kristinas synsvinkel snarere end den fælles historie, som slutter ved Karl-Oskars død i 1890. For det andet ved at beskære personkredsen og åbne helt fremme ved afrejsen. Manuskripforfatterne Anna Bache-Wiig og Siv Eliassen har generelt ryddet op, taget væk, glattet ud og forenklet, så fortællingen glider moderne og let. Karaktererne siger mere om, hvad de tænker og føler. Der er en pædagogisk tydeliggørelse, som ærlig talt blot trækker helheden ned.

STØRST er tabet af Roberts historie. Karl-Oskars skrøbelige lillebror, fantasten og romantikeren, var et alter ego for Moberg, og hans tragiske spor hører med. Robert (Eddie Axberg) tager til Californien for at finde guld og søge lykken, der altid vil undslippe ham. Han kommer nedbrudt hjem med en formue i værdiløs valuta, »wildcat money«. Kristina elsker blidheden i Robert, som altid bløder fra øret. Han dør i 1855.

   Troells film skildrer guldfeberen i Californien – den mørke side af Amerika-drømmen – i en psykedelisk tonet montagestil, der er uden dialog og afviklet til lyden af kantede, håndholdte trommer. Det løser måske nogle narrative problemer at fjerne Robert helt fra historien. Det svarer samtidig til at skære en arm og et ben af den raske patient.

   Der er også positive ændringer. Den bedste tilføjelse er fortællerstemmen, som Poppe gør brug af fra først til sidst. Vi lytter til en blanding af dagbog og brev. Den bliver påbegyndt af Kristina og færdiggjort af hendes datter, Lill-Märta (Kerstin Linden). Her kommer den nye æstetik til sin ret.

DET er ikke en ny idé at løsne Kristinas historie fra resten. Björn Ulvaeus gjorde det samme, da han og Benny Andersson skrev musicalen Kristina från Duvemåla til Malmö Stadsteatern i 1995. De beholdt dog samtlige karakterer.

   Pionererne repræsenterer jo alle de svenske – ca. 1,2 mio. – som forlod fødelandet. Moberg skildrer hele lokalsamfundet og gør en dyd af at kortlægge begge hierarkier. Fra hans hånd var Udvandrarna en kollektiv folkehistorie: »Detta är en berättelse om några människor, som från sine hem i Ljuder i Småland utvandrada til Nordamerika (…) De som stannade kvar, de tröga och tvehågsna, kallade dem äventyrlystna.«

   Poppes film prioriterer menneskestemmen. For Troell var det lige så vigtigt at undgå den konventionelle voiceover, som på den tid, i miniseriernes barndom, var overforbrugt i fiktionen. Han og medforfatteren Bengt Forslund (som tillige var producer på de to film) eksponerer i fyndige skærmtekster, der betoner neutral statistik.

BEGGE versioner er af deres tid. De to gamle film demonstrerer et marxistisk historiesyn og er fulde af logisk realpolitik. Kritikken af folkemordet på den oprindelige befolkning er skarp og knastør. Tematikken er koncentreret i scenen, som skildrer vinterhængningen af 38 sioux/lakotakrigere efter opstanden i 1862. Og ugerningerne, begge sider begår.

   I Poppes film er man mere tilbøjelig til at glide af på identitetspolitikken. Her er den samme scene, hvor uramerikanere skræmmer Kristina, undersøger tingene i hytten og er gået igen, da hun vender sig om. Rædslerne bliver kun omtalt. Karl-Oskar markerer i alle versioner sit standpunkt. Han føler ingen skyld. De har plantet korn og skabt velstand, hvor der før kun var vildnis og sten som i Sverige.

POPPE når sent til historien om de andre svenske tilflyttere og de nidkære religiøse pedanter, som ikke vil acceptere, at Kristina er ven med den forhenværende prostituerede Ulrika (Tove Lo i Mai Zetterlings signaturrolle som »Glæden«). Værre endnu har hun giftet sig med en baptistpræst. De kristne vil kun sende drenge i skole. Karl-Oskar, der altid ser tro som en begrænsning, siger, at børnene skal gå i amerikansk skole.

   I den gamle version stod de sammen og sagde fra. I den nye har Kristina mere indgroet respekt for de religiøse. Det er derfor så meget større, da hun siger fra og fortæller præstekonen Judit (Sofia Helin), hvor hun kan gøre af sin fordømmelse. »Kan du ikke få styr på din kvinde?« bliver Karl-Oskar spurgt. Han smiler og svarer: »Åbenbart ikke.«

   Fremstillingen af de oprindelige amerikanere er lagt i et naturmystisk møde med mørket i skoven, hvor man farer vild som i bøger af Nathaniel Hawthorne og holistiske film af Terrence Malick. For at føje Kristina sætter Karl-Oskar i sidste øjeblik Lill-Märta af og siger, at skolen må vente. Kristina får lejlighed til at fortryde. Der er en udsoningscene mellem mor og datter. Det er lakotakvinden Wichahpi (Díana Bermudez), som hjælper de nødstedte indvandrere. Det er smukt som på et genremaleri.

GUSTAF Skarsgård er god nok som Karl-Oskar, og Lisa Carlehed (der har gjort indtryk i danske film som I dine hænder, Til vi falder og Psykosia) er fremragende som Kristina. Det er vigtigt for den nye film at formulere en feministisk dagsorden. Der er en (ny) scene, hvor Karl-Oskar går i marken og siger, at han kommer hjem »engang i aften«. Så er Kristina alene med børnene, og klaustrofobien og hjemveen eskalerer.

   Udvandrerne er bare ikke det oplagte sted at revidere et patriarkalsk perspektiv. Teksten skildrer et langt og godt, skønt ikke altid lykkeligt parforhold, hvor ægtefællerne er jævnbyrdige. De elsker hinanden, der er gensidig respekt. Liv Ullmann og Max Von Sydow var umådeligt overbevisende sammen, og det er svært at komme efter dem. Ullmann var castet som Kristinas mor i den nye film, men måtte sige fra undervejs.

MIT råd til tilskueren er faktisk: Lad være med at gense de gamle film, og lad være med at læse i bøgerne først. For Moberg var det vigtigt at fortælle om et samfund: »I hemorten är deras namn glömda och deras utvandrings äventyr skall snart ingå i sagan och legendan.« For Troell var det vigtigt at undsige kirken og staten og skildre et kærligt ægteskab i lyst og megen modgang.

   For Poppe er det primære at aktualisere historien. I titelsekvensen til slut er der billeder af moderne migranter, som banker på døren til Fort Europa. Det er blevet til en ny og lidt amputeret fortælling om en svensk familie, der slår sig ned et nyt sted. Der er færre børn, mindre vinter og en regelret historie, hvor karaktererne egentlig ikke bliver ældre. Der er intet af visionen fra Troell.

SOM nævnt er der skåret og plukket. Nogle scener står dog 1:1. Datteren Annas død afvikles i et strategisk flashback, og Kristina insisterer på atter at elske med Karl-Oskar i en scene, som er præcis magen til. I den gamle film følte man tiden. I den nye betragter Kristina sin mand og forstår, at Amerika giver ham mulighed for at være sin egen landshøvding.

   »Kan man blive fanget i en andens frihed?« spørger hun retorisk. Det er i hvert fald dét, som sker for Kristina fra Duvemåla. Heldigvis er filmen i sidste instans en tillidserklæring til Lill-Märta fra Ki-Chi-Saga, der vil lære af sin mors eksempel og vide at gøre det bedre endnu.

Se også To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; To versioner: 3:10 to Yuma (1957/2007) [Westerns 100]; To versioner: Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen]; To versioner: Brideshead Revisited (1981/2008) [Bogen og filmen]; To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015) [Bogen og filmen]; To versioner: Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen]; To versioner: Papillon (1973/2017) [Bogen og filmen]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]; To versioner: The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]; To versioner: The Magnificent Seven (1960/2016) [Westerns 100]; To versioner: The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013); To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]; To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen]; To versioner: Brighton Rock (1947/2010) [Bogen og filmen]; To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001); To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100].

Utvandrarna (Udvandrerne). Instr.: Erik Poppe. Manus: Anna Bache-Wiig, Siv Rajendram Eliassen. Foto: John Christian Rosenlund. 148 min. Sverige-Norge-Danmark-New Zealand 2021. Dansk premiere: 11.08.2022.

Utvandrarna (Udvandrerne). Instr.: Jan Troell. Manus: Bengt Forslund, Jan Troell. Foto: Jan Troell. 191 min. Sverige 1971. Dansk premiere: 17.02.1972.

Nybyggarna (Nybyggerne). Instr.: Jan Troell. Manus: Bengt Forslund, Jan Troell. Foto: Jan Troell. 202 min. Sverige 1972. Dansk premiere: 05.09.1972.

Fotos: Film i Västerbotten/ Nordsvensk Filmunderhållning/ Tre Vänner Produktion AB/ Svensk Filmindustri/ SF Studios/ The Criterion Collection

1971-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, C MORE, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime

2021-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, C MORE, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Jan Troells Utvandrarna (The Emigrants) og Nybyggarna (The New Land) er udgivet på dvd og blu-ray af The Criterion Collection (2016)

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.08.2022

Bergmans ø: Liv & Ingmar (2012)

BALLADEN OM INGMAR & LIV

40 år efter kærlighedsmødet

Af BO GREEN JENSEN

SEPTEMBER 2012: Liv Ullmann (f. 1938) er til overflod Liv Ullmann – følsom, varm og så moderligt viis, at selv en patetiker kan få rigeligt – i dokumentarfilmen Liv & Ingmar, der er instrueret af Dheeraj Akolkar, men synes at komme fra Ullmanns egen hånd.

   I hvert fald er hendes beretning om samlivet med Ingmar Bergman (1918-2007) skrevet ned på forhånd og fremført som monolog i et sprog så ciseleret, at man fornemmer subtile metriske mønstre. Det trækker noget fra spontaneiteten og giver Liv & Ingmar et distraherende præg af iscenesat fortrolighed.

ALLIGEVEL er det interessant at følge Ullmann, mens hun går rundt i huset på Fårö og fortæller. Hun var 24, og Bergman var 46, da de fandt sammen under optagelserne til Persona (1966). Hun blev skilt fra Gappe Strang og boede med Bergman på Fårö, mens hun spillede over for Max von Sydow i Vargtimmen (1968, da. Ulvetimen), Skammen (1968) og En passion (1969, da. Passion). Sammen fik de datteren Linn, der som bekendt blev en estimeret forfatter.

   Efter bruddet tog Ullmann til USA og var the flavor of the month i fire-fem år. Hun og von Sydow var uforglemmelige som Kristina og Karl Oskar Nilsson fra Småland i Jan Troells monumentale saga om Utvandrarna (1971) og Nybyggarna (1972) efter Vilhelm Mobergs romaner om de skandinaviske immigranter.

   Efter hits and misses kom hun hjem og blev den nordiske diva, vi dyrker i dag. Hun blev også en god og solid instruktør, der kunne virke på dansk (Sofie, 1992), norsk (Kristin Lavransdatter, 1995), svensk (Enskilda samtal, 1996; Trolösa, 2000) og engelsk (Miss Julie, 2014). Ulmann og Bergman kunne altid arbejde sammen. De blev rigtige venner, da begge havde givet slip på kærligheden.

OM dét, om værdien af at give slip, så man ikke gror fast i en bitter tilstand af »hvad-nu-hvis« og »kunne-have-været«, taler Ullmann meget smukt i filmen. Til slut fremviser hun Ingmars kalender, en håndtegnet ting med farver, som falmer i solen. Han plejede at friske dem op. Nu forsvinder skriften lidt mere for hvert år og vil snart være borte i lyset. Som han er, og som hun snart vil være.

   Når hun taler med denne slags indsigt, gør det ikke noget, at fortællingen i vid udstrækning består af citater. Og det er sørgmuntert at høre om den skinsyge Bergman, der bygger en mur rundt om huset og venter ved lågen hver onsdag, når hun har set sine venner. Han jager hende gennem huset og sparker døren til værelset ind. En hjemmesko hvirvler i luften. Så ler de og bliver venner igen, fordi det er morsomt.

PÅ optagelsen til Skammen sørger Ingmar for, at de fryser i virkeligheden, så det ser rigtigt ud på film, da hun og von Sydow ligger i båden. Ullmann viser et foto. Ene af alle sidder Bergman indsvøbt i fåreskind. Ved frokost fik de mad sendt ned og besked på at blive i båden.

   Liv forstod, at Ingmar tog hævn, men von Sydow fattede ikke, hvorfor de skulle lide. Ingmar ville skrive, høre musik og være alene sammen i huset. Ullmann anfægter ikke, at det var måden for ham, men hun ved, at hun rejste til tiden.

Se også Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Ingmar Bergman | Liv Ullmann: Trolösa/Faithless (2000); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021). 

Liv & Ingmar (Liv & Ingmar - en kærlighedshistorie). Instr.: Dheeraj Akolkar. Manus: Ragnhild Lund, Dheeraj Akolkar. Foto: Hallvard Bræin. 89 min. Norge-Sverige-UK 2012. Set på Haugesund Film Festival 2012. 

Fotos: Nordic Stories/ Svensk Filmindustri/ SVT/ Norsk Filminstitutt/ Vardo Films/ Stiftelsen Ingmar Bergman

Filmen streames på DRTV

Udtag af festivalreportage i Weekendavisen Kultur 24.09.2012