Bergmans ø: Liv & Ingmar (2012)

BALLADEN OM INGMAR & LIV

40 år efter kærlighedsmødet

Af BO GREEN JENSEN

SEPTEMBER 2012: Liv Ullmann (f. 1938) er til overflod Liv Ullmann – følsom, varm og så moderligt viis, at selv en patetiker kan få rigeligt – i dokumentarfilmen Liv & Ingmar, der er instrueret af Dheeraj Akolkar, men synes at komme fra Ullmanns egen hånd.

   I hvert fald er hendes beretning om samlivet med Ingmar Bergman (1918-2007) skrevet ned på forhånd og fremført som monolog i et sprog så ciseleret, at man fornemmer subtile metriske mønstre. Det trækker noget fra spontaneiteten og giver Liv & Ingmar et distraherende præg af iscenesat fortrolighed.

ALLIGEVEL er det interessant at følge Ullmann, mens hun går rundt i huset på Fårö og fortæller. Hun var 24, og Bergman var 46, da de fandt sammen under optagelserne til Persona (1966). Hun blev skilt fra Gappe Strang og boede med Bergman på Fårö, mens hun spillede over for Max von Sydow i Vargtimmen (1968, da. Ulvetimen), Skammen (1968) og En passion (1969, da. Passion). Sammen fik de datteren Linn, der som bekendt blev en estimeret forfatter.

   Efter bruddet tog Ullmann til USA og var the flavor of the month i fire-fem år. Hun og von Sydow var uforglemmelige som Kristina og Karl Oskar Nilsson fra Småland i Jan Troells monumentale saga om Utvandrarna (1971) og Nybyggarna (1972) efter Vilhelm Mobergs romaner om de skandinaviske immigranter.

   Efter hits and misses kom hun hjem og blev den nordiske diva, vi dyrker i dag. Hun blev også en god og solid instruktør, der kunne virke på dansk (Sofie, 1992), norsk (Kristin Lavransdatter, 1995), svensk (Enskilda samtal, 1996; Trolösa, 2000) og engelsk (Miss Julie, 2014). Ulmann og Bergman kunne altid arbejde sammen. De blev rigtige venner, da begge havde givet slip på kærligheden.

OM dét, om værdien af at give slip, så man ikke gror fast i en bitter tilstand af »hvad-nu-hvis« og »kunne-have-været«, taler Ullmann meget smukt i filmen. Til slut fremviser hun Ingmars kalender, en håndtegnet ting med farver, som falmer i solen. Han plejede at friske dem op. Nu forsvinder skriften lidt mere for hvert år og vil snart være borte i lyset. Som han er, og som hun snart vil være.

   Når hun taler med denne slags indsigt, gør det ikke noget, at fortællingen i vid udstrækning består af citater. Og det er sørgmuntert at høre om den skinsyge Bergman, der bygger en mur rundt om huset og venter ved lågen hver onsdag, når hun har set sine venner. Han jager hende gennem huset og sparker døren til værelset ind. En hjemmesko hvirvler i luften. Så ler de og bliver venner igen, fordi det er morsomt.

PÅ optagelsen til Skammen sørger Ingmar for, at de fryser i virkeligheden, så det ser rigtigt ud på film, da hun og von Sydow ligger i båden. Ullmann viser et foto. Ene af alle sidder Bergman indsvøbt i fåreskind. Ved frokost fik de mad sendt ned og besked på at blive i båden.

   Liv forstod, at Ingmar tog hævn, men von Sydow fattede ikke, hvorfor de skulle lide. Ingmar ville skrive, høre musik og være alene sammen i huset. Ullmann anfægter ikke, at det var måden for ham, men hun ved, at hun rejste til tiden.

Se også Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Ingmar Bergman | Liv Ullmann: Trolösa/Faithless (2000); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021). 

Liv & Ingmar (Liv & Ingmar - en kærlighedshistorie). Instr.: Dheeraj Akolkar. Manus: Ragnhild Lund, Dheeraj Akolkar. Foto: Hallvard Bræin. 89 min. Norge-Sverige-UK 2012. Set på Haugesund Film Festival 2012. 

Fotos: Nordic Stories/ Svensk Filmindustri/ SVT/ Norsk Filminstitutt/ Vardo Films/ Stiftelsen Ingmar Bergman

Filmen streames på DRTV

Udtag af festivalreportage i Weekendavisen Kultur 24.09.2012

Christopher Nolan: Insomnia (2002)

OVER STREGEN

Den som synder sover ikke 

Af BO GREEN JENSEN

SOMMER i Alaska, midnatssol og søvnløshed. Til en lille by helt oppe nordpå ankommer to af de skarpeste detektiver fra Drabsafdelingen i Los Angeles. Officielt er kriminalassistenterne Dormer (Al Pacino) og Eckhart (Martin Donovan) sendt til Nightmute for at hjælpe den lokale politistyrke med efterforskningen af mordet på en ung kvinde. Uofficielt skal de ligge lavt, mens Afdelingen for Interne Anliggender, forhadt som altid i filmens verden, går Dormers metoder efter i sømmene. Dormer er en levende legende. Politikvinden Ellie Burr (Hilary Swank) kan ikke komme sig over, at stjernen hun skrev sit speciale om er i byen. Andre lokale betjente skumler. Som om de ikke var dygtige nok.

   Will Dormer er tilsyneladende en træt mand, som forsøger at holde fast i resterne af sin integritet, mens han udfører sit arbejde så grundigt og uangribeligt som muligt. Han er en af de martrede stoikere, som Pacino har spillet så ofte og godt, at man uvægerligt fatter sympati for hans person og nærer tillid til hans dømmekraft og metoder. Det gør Ellie, og det gør publikum. Men hvad er det egentlig for nogle sære indklip, der synes at bunde i hans erindring?

DE gør sig gældende straks i titelsekvensen. Tekstilfibre gennemblødes i ekstreme nærbilleder. En hånd med en kirurgisk handske gnider i noget stof, enten masturbatorisk eller bare meget ivrigt. Man kan ikke se hvem hånden tilhører. Længe ved vi ikke helt, hvad der knytter sig til disse fragmenter, men de sikrer allerede fra begyndelsens bjergtagende billeder af indflyvningen over fjorden ved Nightmute, at man ikke føler sig sikker på noget, hverken stedet, Dormer eller sagerne, som han enten flygter fra eller skal opklare her. Virkeligheden i Imsomnia ligger aldrig helt fast, skønt fortællestilen på realistisk vis egentlig er bred, klar og lys.

I æstetisk henseende er Christopher Nolans Insomnia en uafbrudt glæde at følge. Moralsk er den derimod rendyrket horror. For måske er det ikke kun solen, der afholder Dormer fra at sove. Eckhart betror ham, at det kan blive nødvendigt at handle med Interne Affærer, så alle Dormers sager bliver åbnet igen. Dormer har sine grunde til at have gjort nogle ting, som ikke var efter bogen – han er dybest set et retskaffent menneske – men når først man træder forkert, er der ingen ende på de historier, man må skrive for sin egen og de andres skyld.

   Netop om skyld, moral og personligt ansvar handler denne ualmindeligt vellykkede thriller. Det er år og dag siden, at noget så helstøbt er kommet ud af et stort amerikansk studie. Sidst det skete var i 1997, da Curtis Hanson filmatiserede James Ellroys L.A. Confidential. Nolans film har dog også adskilligt til fælles med The Pledge (2001, da. Løftet), Sean Penns film efter Friedrich Dürrenmatts roman. Måske står den moralske krimi virkelig over for en renæssance. Det ville ikke være den værste tendens.

DET er svært at skrive om Insomnia uden at røbe for mange af de prosaiske detaljer, der gør opklaringsarbejdet så spændende at følge. Samtidig kan man ikke få øjnene fra Pacino, som heller ikke selv kan sige, om det er et vådeskud og en slags hændeligt uheld, der tidligt i filmen tager livet af Eckhart. Sikkert er imidlertid, at der knyttes en skæbnesvanger forbindelse, da manden som myrdede den unge kvinde første gang ringer til Dormer. Denne ligger vågen i det kroniske dagslys. Morderen havde det lige sådan, da han første gang kom til Alaska. Han nærer dyb respekt for Dormers erhverv. Han ville jo selv være kriminalbetjent. Det er derfor, han skriver romaner om en politidetektiv.

   Man må ikke røbe for meget, men også i dén henseende udgør Insomnia en stor og indviklet undtagelse. For det første får man sit virkelige thrill ved at følge furerne i Pacinos ansigt, se hvornår Dormer krakelerer, følge med i hvor langt han vil gå og overveje, om han er skyldig. For det andet vil mange skandinaviske tilskuere se Insomnia med en fornemmelse af udsøgt déjàvu. Nok er handlingen forskudt til Alaska, og visse detaljer i rammen er justeret, men ellers følger filmen scene for scene sit norske forlæg, Erik Skjoldbjærgs sylespidse skæbnefortælling Insomnia – den som synder sover ikke (1997), som Skjoldbjærg skrev sammen med Nikolaj Frobenius.*

BÅDE skikkelserne og den moralske konflikt reproduceres trofast hos Nolan. I den norske Insomnia var Stellan Skarsgaard den kompromitterede opdager, som kom flyvende fra Sverige for at opklare mordet på en ung kvinde. Forfatteren Walter Finch, som muligvis er gerningsmanden, blev i norsk regi spillet excentrisk og engleblidt af Bjørn Floberg. Hos Nolan gør Robin Williams noget lignende, men han lægger lidt mere pervers fornuft og psykopatisk tyngde i karakterens eksplosive psykologi. Finch kan ikke lade være med at betragte det hele på afstand, samtidig med at han opsøger Dormer. For forfatteren er der både et spil og et plot i forløbet, og han ynder at se sig selv som en joker.

   Vi er og bliver i fortællingens vold og på Dormers side, mens han betror sig til kvinden på hotellet, der hos Nolan bliver fremstillet af Maura Tierney. Maria Bonnevie spillede kvinden på norsk, hvor karakteren var en hovedrolle. Hos Nolan overtager politikvinden Ellie en del af Bonnevies funktioner. Nogle ting stod skarpere hos Skjoldbjærg, der i parentes bemærket er meget tilfreds med den amerikanske genindspilning. På filmfestivalen i Haugesund kunne man se de to film back to back og høre Skjoldbjærg og Frobenius fortælle om processen. Det er synd, at Ole Bornedals Nattevagten ikke blev en så vellykket Nightwatch. Egentlig er det den samme historie om en lillebitte nordisk film, der vælter verden med én god idé.

HOS Skjoldbjærg stod midnatssolen skarpere, og verden virkede lidt mere udsat. I samme ånd var det lettere at se forskel på rigtigt og forkert. Skarsgaards opdagerskikkelse, Jonas Engström, var mere kynisk end Pacinos kvæstede humanist. Nøglescenerne er dog de samme: blodet på stoffet, uvirkeligheden i tågen hvor makkeren omkommer, opgøret med den afsindige forfatter, der hos Skjoldbjærg ikke skrev krimier, men digte om skæbne og ansvar. Englænderen Nolan vakte opsigt med den fragmentarisk opklippede Memento (2000), en thriller om en mand uden korttidshukommelse og i stilistisk henseende en af de mest konsekvente spændingsfilm fra de senere år. Dybden i Hilary Seitz’ manuskript kommer dog fra Skjoldbjærg og Frobenius.

   Der er mere fysisk spænding i Nolans Insomnia, bl.a. en original scene mellem jæger og bytte. Pacino forfølger Williams, som skyder genvej over vandet ved at træde på de flydende træstammer. Hos Nolan kommer man virkelig til at leve på stedet. Ugerningerne bliver konkrete, og det samme gør Pacinos træthed. Han ligner virkelig en mand, der kunne sove i tusinde år, om det skulle være. Ikke for intet hedder han Dormer efter det latinske dormire.

DE bedste steder i filmen kommer direkte ud af Pacinos karakter. Dormer taler i telefonen om sin foragt for skrankepaverne i Interne Affærer. Eller han decimerer Walter Finch, som tror at han nu har guddommelig indsigt, med en velrettet konstatering af, at for ham, Dormer, er forbryderens psyke lige så fascinerende og særlig som et stoppet toilet er for en blikkenslager. Pacino er suveræn i disse scener. Dormer er hans bedste rolle siden Michael Manns Heat. Han er simpelt hen denne retskafne strømer, der krydsede kridtstregen og mistede evnen til at navigere moralsk.

   Er der retfærdighed til, får han fred før det slutter, men man kan aldrig være sikker på Insomnia. Du må selv se denne prægtige film, som i ét hug rehabiliterer den lødige thriller, der prioriterer moralske anfægtelser og hård kugleregn lige højt.

Se også Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: Inception (2010); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]; Christopher Nolan: Tenet (2020); Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024].

Insomnia. Instr.: Erik Skjoldbjærg. Manus: Nikolaj Frobenius & Erik Skjoldbjærg. Foto: Erling Thurmann-Andersen. 96 min. Norge 1997.

   Den norske originaludgave af Insomnia kom aldrig i dansk biografdistribution, men den blev vist på Natfilm Festivalen og fik et langt liv på dvd. Filmen blev udtaget til La Semaine de la Critique (International Critics' Week), Cannes Festivalens Kritikeruge, som først blev virkelig for danske journalister i 2003, da Christopher Boes Reconstruction blev vist og valgt som bedste film. Mange store navne er brudt igennem i Kritikerugen, hvor kriteriet er, at der skal være tale om den første eller anden film fra en instruktør. Gaspar Noé (Seul contre tous), Kevin Smith (Clerks), François Ozon (Sitcom), Alejandro Gonzalez Iñárritu (Amores perros) og Julie Bertuccelli (Da Otar rejste) blev opdaget i Semaine de la Critique. I 2010 var Janus Metz' Nato-i-Afghanistan-dokumentar Armadillo den store film. Den norske Insomnia indgår i The Criterion Collection og er i kritiske cirkler højere agtet end Nolans inspirerede kalkering. 

Insomnia. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Hillary Seitz. Foto: Wally Pfister. 118 min. USA 2002. 15.11.2002.

Fotos: Alcon Entertainment/ Witt/Thomas Productions/ Section Eight/ Insomnia Productions/ Summit Entertainment/ Warner Bros./ Cinematerial/ Filmaffinity/ Filmgrab

Insomnia (1997) streames i Norge på Blockbuster og SF Anytime

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #47) 27.08.2019

Insomnia (2002) streames p.t. ikke i DK – i UK på Tubi og Pluto TV

2K Blu-ray fra Warner Bros. 15.10.2013

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.11.2002.