To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021)

KRISTINAS VERSION
Vilhelm Moberg ifølge Jan Troell og Erik Poppe

Af BO GREEN JENSEN

DER er fire romaner i Vilhelm Mobergs klassiske serie om Udvandrerne: Utvandrarna (1949), Invandrarna (1952), Nybyggarna (1956) og Sista brevet till Sverige (1959). Senere trækkes der tråde fra fortællingen i Din stund på jorden (1963), hvor en svensk immigrant ser tilbage på sit liv.

   Moberg begyndte at skrive i Carmel-by-the-Sea i Californien og var på dyb research i Chisago County i Minnesota, hvor familien Nilsson/Nelson fra Småland bosætter sig efter det arketypiske opbrud og den ikke mindre ikoniske Atlanterhavsoverfart (med det gode danske skib Charlotta), som er sætstykker i historien.

   Moberg var allerede agtet for romanen om Raskens (1927) og den selvbiografiske trilogi om Knut Toring (1935-39), da han skrev om Kristina fra Duvemåla og Karl-Oskar fra Korpamoen, som forpligter sig på et liv med hinanden. Efter Udvandrerne blev han en institution. Han tog sit liv i 1973, men levede stadig og gav sit besyv, da Jan Troell realiserede sine to store helaftensfilm om Utvandrarna (1971) og Nybyggerna (1972).

MAX von Sydow og Liv Ullmann var kendt fra Ingmar Bergmans arbejder (og von Sydow for sin rolle som Kristus i The Greatest Story Ever Told). Nu blev de internationalt folkeeje. Troell, som selv havde fotograferet og klippet sit storværk, redigerede samtidig tv-versionen, der blev set af så godt som alle i Norden. »Karl-Oskar, jeg er med barn,« var noget, som folk sagde i sjov, men efterbilledet af de to film er majestætisk. Det er en åbenbaring at gense dem nu: det er New Hollywood i Skandinavien.

   En forkromet klassiker, altså. Alene af den grund skal nordmanden Erik Poppe (A Thousand Times Good Night, Utøya 22. juli, Kongens valg) have point for at røre klenodiet igen. Hans Udvandrerne vil ikke være en genindspilning, men en ny fortolkning af grundmaterialet. I 50-året får vi Kristinas version.

JAN Troells to film skulle bruge syv timer til at fortælle historien. Poppe løser opgaven på to en halv. Det er gjort, for det første, ved at fokusere på Kristinas synsvinkel snarere end den fælles historie, som slutter ved Karl-Oskars død i 1890. For det andet ved at beskære personkredsen og åbne helt fremme ved afrejsen. Manuskripforfatterne Anna Bache-Wiig og Siv Eliassen har generelt ryddet op, taget væk, glattet ud og forenklet, så fortællingen glider moderne og let. Karaktererne siger mere om, hvad de tænker og føler. Der er en pædagogisk tydeliggørelse, som ærlig talt blot trækker helheden ned.

STØRST er tabet af Roberts historie. Karl-Oskars skrøbelige lillebror, fantasten og romantikeren, var et alter ego for Moberg, og hans tragiske spor hører med. Robert (Eddie Axberg) tager til Californien for at finde guld og søge lykken, der altid vil undslippe ham. Han kommer nedbrudt hjem med en formue i værdiløs valuta, »wildcat money«. Kristina elsker blidheden i Robert, som altid bløder fra øret. Han dør i 1855.

   Troells film skildrer guldfeberen i Californien – den mørke side af Amerika-drømmen – i en psykedelisk tonet montagestil, der er uden dialog og afviklet til lyden af kantede, håndholdte trommer. Det løser måske nogle narrative problemer at fjerne Robert helt fra historien. Det svarer samtidig til at skære en arm og et ben af den raske patient.

   Der er også positive ændringer. Den bedste tilføjelse er fortællerstemmen, som Poppe gør brug af fra først til sidst. Vi lytter til en blanding af dagbog og brev. Den bliver påbegyndt af Kristina og færdiggjort af hendes datter, Lill-Märta (Kerstin Linden). Her kommer den nye æstetik til sin ret.

DET er ikke en ny idé at løsne Kristinas historie fra resten. Björn Ulvaeus gjorde det samme, da han og Benny Andersson skrev musicalen Kristina från Duvemåla til Malmö Stadsteatern i 1995. De beholdt dog samtlige karakterer.

   Pionererne repræsenterer jo alle de svenske – ca. 1,2 mio. – som forlod fødelandet. Moberg skildrer hele lokalsamfundet og gør en dyd af at kortlægge begge hierarkier. Fra hans hånd var Udvandrarna en kollektiv folkehistorie: »Detta är en berättelse om några människor, som från sine hem i Ljuder i Småland utvandrada til Nordamerika (…) De som stannade kvar, de tröga och tvehågsna, kallade dem äventyrlystna.«

   Poppes film prioriterer menneskestemmen. For Troell var det lige så vigtigt at undgå den konventionelle voiceover, som på den tid, i miniseriernes barndom, var overforbrugt i fiktionen. Han og medforfatteren Bengt Forslund (som tillige var producer på de to film) eksponerer i fyndige skærmtekster, der betoner neutral statistik.

BEGGE versioner er af deres tid. De to gamle film demonstrerer et marxistisk historiesyn og er fulde af logisk realpolitik. Kritikken af folkemordet på den oprindelige befolkning er skarp og knastør. Tematikken er koncentreret i scenen, som skildrer vinterhængningen af 38 sioux/lakotakrigere efter opstanden i 1862. Og ugerningerne, begge sider begår.

   I Poppes film er man mere tilbøjelig til at glide af på identitetspolitikken. Her er den samme scene, hvor uramerikanere skræmmer Kristina, undersøger tingene i hytten og er gået igen, da hun vender sig om. Rædslerne bliver kun omtalt. Karl-Oskar markerer i alle versioner sit standpunkt. Han føler ingen skyld. De har plantet korn og skabt velstand, hvor der før kun var vildnis og sten som i Sverige.

POPPE når sent til historien om de andre svenske tilflyttere og de nidkære religiøse pedanter, som ikke vil acceptere, at Kristina er ven med den forhenværende prostituerede Ulrika (Tove Lo i Mai Zetterlings signaturrolle som »Glæden«). Værre endnu har hun giftet sig med en baptistpræst. De kristne vil kun sende drenge i skole. Karl-Oskar, der altid ser tro som en begrænsning, siger, at børnene skal gå i amerikansk skole.

   I den gamle version stod de sammen og sagde fra. I den nye har Kristina mere indgroet respekt for de religiøse. Det er derfor så meget større, da hun siger fra og fortæller præstekonen Judit (Sofia Helin), hvor hun kan gøre af sin fordømmelse. »Kan du ikke få styr på din kvinde?« bliver Karl-Oskar spurgt. Han smiler og svarer: »Åbenbart ikke.«

   Fremstillingen af de oprindelige amerikanere er lagt i et naturmystisk møde med mørket i skoven, hvor man farer vild som i bøger af Nathaniel Hawthorne og holistiske film af Terrence Malick. For at føje Kristina sætter Karl-Oskar i sidste øjeblik Lill-Märta af og siger, at skolen må vente. Kristina får lejlighed til at fortryde. Der er en udsoningscene mellem mor og datter. Det er lakotakvinden Wichahpi (Díana Bermudez), som hjælper de nødstedte indvandrere. Det er smukt som på et genremaleri.

GUSTAF Skarsgård er god nok som Karl-Oskar, og Lisa Carlehed (der har gjort indtryk i danske film som I dine hænder, Til vi falder og Psykosia) er fremragende som Kristina. Det er vigtigt for den nye film at formulere en feministisk dagsorden. Der er en (ny) scene, hvor Karl-Oskar går i marken og siger, at han kommer hjem »engang i aften«. Så er Kristina alene med børnene, og klaustrofobien og hjemveen eskalerer.

   Udvandrerne er bare ikke det oplagte sted at revidere et patriarkalsk perspektiv. Teksten skildrer et langt og godt, skønt ikke altid lykkeligt parforhold, hvor ægtefællerne er jævnbyrdige. De elsker hinanden, der er gensidig respekt. Liv Ullmann og Max Von Sydow var umådeligt overbevisende sammen, og det er svært at komme efter dem. Ullmann var castet som Kristinas mor i den nye film, men måtte sige fra undervejs.

MIT råd til tilskueren er faktisk: Lad være med at gense de gamle film, og lad være med at læse i bøgerne først. For Moberg var det vigtigt at fortælle om et samfund: »I hemorten är deras namn glömda och deras utvandrings äventyr skall snart ingå i sagan och legendan.« For Troell var det vigtigt at undsige kirken og staten og skildre et kærligt ægteskab i lyst og megen modgang.

   For Poppe er det primære at aktualisere historien. I titelsekvensen til slut er der billeder af moderne migranter, som banker på døren til Fort Europa. Det er blevet til en ny og lidt amputeret fortælling om en svensk familie, der slår sig ned et nyt sted. Der er færre børn, mindre vinter og en regelret historie, hvor karaktererne egentlig ikke bliver ældre. Der er intet af visionen fra Troell.

SOM nævnt er der skåret og plukket. Nogle scener står dog 1:1. Datteren Annas død afvikles i et strategisk flashback, og Kristina insisterer på atter at elske med Karl-Oskar i en scene, som er præcis magen til. I den gamle film følte man tiden. I den nye betragter Kristina sin mand og forstår, at Amerika giver ham mulighed for at være sin egen landshøvding.

   »Kan man blive fanget i en andens frihed?« spørger hun retorisk. Det er i hvert fald dét, som sker for Kristina fra Duvemåla. Heldigvis er filmen i sidste instans en tillidserklæring til Lill-Märta fra Ki-Chi-Saga, der vil lære af sin mors eksempel og vide at gøre det bedre endnu.

Se også To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; To versioner: 3:10 to Yuma (1957/2007) [Westerns 100]; To versioner: Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen]; To versioner: Brideshead Revisited (1981/2008) [Bogen og filmen]; To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015) [Bogen og filmen]; To versioner: Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen]; To versioner: Papillon (1973/2017) [Bogen og filmen]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]; To versioner: The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]; To versioner: The Magnificent Seven (1960/2016) [Westerns 100]; To versioner: The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013); To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]; To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen]; To versioner: Brighton Rock (1947/2010) [Bogen og filmen]; To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001); To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100].

Utvandrarna (Udvandrerne). Instr.: Erik Poppe. Manus: Anna Bache-Wiig, Siv Rajendram Eliassen. Foto: John Christian Rosenlund. 148 min. Sverige-Norge-Danmark-New Zealand 2021. Dansk premiere: 11.08.2022.

Utvandrarna (Udvandrerne). Instr.: Jan Troell. Manus: Bengt Forslund, Jan Troell. Foto: Jan Troell. 191 min. Sverige 1971. Dansk premiere: 17.02.1972.

Nybyggarna (Nybyggerne). Instr.: Jan Troell. Manus: Bengt Forslund, Jan Troell. Foto: Jan Troell. 202 min. Sverige 1972. Dansk premiere: 05.09.1972.

Fotos: Film i Västerbotten/ Nordsvensk Filmunderhållning/ Tre Vänner Produktion AB/ Svensk Filmindustri/ SF Studios/ The Criterion Collection

1971-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, C MORE, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime

2021-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, C MORE, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Jan Troells Utvandrarna (The Emigrants) og Nybyggarna (The New Land) er udgivet på dvd og blu-ray af The Criterion Collection (2016)

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.08.2022

Bergmans ø: Liv & Ingmar (2012)

BALLADEN OM INGMAR & LIV

40 år efter kærlighedsmødet

Af BO GREEN JENSEN

SEPTEMBER 2012: Liv Ullmann (f. 1938) er til overflod Liv Ullmann – følsom, varm og så moderligt viis, at selv en patetiker kan få rigeligt – i dokumentarfilmen Liv & Ingmar, der er instrueret af Dheeraj Akolkar, men synes at komme fra Ullmanns egen hånd.

   I hvert fald er hendes beretning om samlivet med Ingmar Bergman (1918-2007) skrevet ned på forhånd og fremført som monolog i et sprog så ciseleret, at man fornemmer subtile metriske mønstre. Det trækker noget fra spontaneiteten og giver Liv & Ingmar et distraherende præg af iscenesat fortrolighed.

ALLIGEVEL er det interessant at følge Ullmann, mens hun går rundt i huset på Fårö og fortæller. Hun var 24, og Bergman var 46, da de fandt sammen under optagelserne til Persona (1966). Hun blev skilt fra Gappe Strang og boede med Bergman på Fårö, mens hun spillede over for Max von Sydow i Vargtimmen (1968, da. Ulvetimen), Skammen (1968) og En passion (1969, da. Passion). Sammen fik de datteren Linn, der som bekendt blev en estimeret forfatter.

   Efter bruddet tog Ullmann til USA og var the flavor of the month i fire-fem år. Hun og von Sydow var uforglemmelige som Kristina og Karl Oskar Nilsson fra Småland i Jan Troells monumentale saga om Utvandrarna (1971) og Nybyggarna (1972) efter Vilhelm Mobergs romaner om de skandinaviske immigranter.

   Efter hits and misses kom hun hjem og blev den nordiske diva, vi dyrker i dag. Hun blev også en god og solid instruktør, der kunne virke på dansk (Sofie, 1992), norsk (Kristin Lavransdatter, 1995), svensk (Enskilda samtal, 1996; Trolösa, 2000) og engelsk (Miss Julie, 2014). Ulmann og Bergman kunne altid arbejde sammen. De blev rigtige venner, da begge havde givet slip på kærligheden.

OM dét, om værdien af at give slip, så man ikke gror fast i en bitter tilstand af »hvad-nu-hvis« og »kunne-have-været«, taler Ullmann meget smukt i filmen. Til slut fremviser hun Ingmars kalender, en håndtegnet ting med farver, som falmer i solen. Han plejede at friske dem op. Nu forsvinder skriften lidt mere for hvert år og vil snart være borte i lyset. Som han er, og som hun snart vil være.

   Når hun taler med denne slags indsigt, gør det ikke noget, at fortællingen i vid udstrækning består af citater. Og det er sørgmuntert at høre om den skinsyge Bergman, der bygger en mur rundt om huset og venter ved lågen hver onsdag, når hun har set sine venner. Han jager hende gennem huset og sparker døren til værelset ind. En hjemmesko hvirvler i luften. Så ler de og bliver venner igen, fordi det er morsomt.

PÅ optagelsen til Skammen sørger Ingmar for, at de fryser i virkeligheden, så det ser rigtigt ud på film, da hun og von Sydow ligger i båden. Ullmann viser et foto. Ene af alle sidder Bergman indsvøbt i fåreskind. Ved frokost fik de mad sendt ned og besked på at blive i båden.

   Liv forstod, at Ingmar tog hævn, men von Sydow fattede ikke, hvorfor de skulle lide. Ingmar ville skrive, høre musik og være alene sammen i huset. Ullmann anfægter ikke, at det var måden for ham, men hun ved, at hun rejste til tiden.

Se også Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Ingmar Bergman | Liv Ullmann: Trolösa/Faithless (2000); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021). 

Liv & Ingmar (Liv & Ingmar - en kærlighedshistorie). Instr.: Dheeraj Akolkar. Manus: Ragnhild Lund, Dheeraj Akolkar. Foto: Hallvard Bræin. 89 min. Norge-Sverige-UK 2012. Set på Haugesund Film Festival 2012. 

Fotos: Nordic Stories/ Svensk Filmindustri/ SVT/ Norsk Filminstitutt/ Vardo Films/ Stiftelsen Ingmar Bergman

Filmen streames på DRTV

Udtag af festivalreportage i Weekendavisen Kultur 24.09.2012

Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]

ERINDRINGENS TEATER
Mesterens store livsfrisefilm

Af BO GREEN JENSEN

DET var med livsfrisen Fanny & Alexander, at Ingmar Bergman (1918-2007) allerede i 1982 satte punktum for sin karriere som aktiv filmskaber.

   Han fik siden skrevet adskilligt, bl.a. Bille Augusts Den gode viljan (1992, da. Den gode vilje) og Liv Ullmanns Trolösa (2000, da. Troløs), og instrueret flere fjernsynsudgaver af egne teateropsætninger. Efterhånden kunne han heller ikke dy sig for at dirigere det hele. TV-filmene Larmar och gör sig till (1997, da. Larme og gøre sig til) og Saraband (2003, da. Sarabande) er begge skrevet og instrueret af Bergman.

   Ved tilblivelsen var den store erindringsfilm imidlertid tænkt som kronen på værket, en afsked med hele den traumatiske cirkus, som Bergman følte, at livet i kunst havde været. En tre timer lang biograffilm og en fem timer lang tv-udgave blev produceret. Begge versioner var store succeser.

   Den kritiske reaktion var en blanding af ærefrygt og nostalgi. En æra var omme. For sidste gang forestod Nordens store filmskaber instruktionen og manuskriptet. Han var så at sige både direktør og dukkemester i det magiske erindringsteater, som Fanny & Alexander ikke et øjeblik er i tvivl om, at den udspiller sig i. Dette var kunstnerens afskedskoncert. Publikum klappede, så det kunne høres.

I VÆRKKOMMENTAREN Billeder (1990) beskriver Bergman selv, hvordan projektet tog form i en periode, der lignede den mørkeste tid i et aldrig ligefrem frejdigt liv: »Fanny og Alexander er undfanget efteråret 1978, da alt var lutter sort elendighed. Men den er nedskrevet foråret 1979, da trykket var hævet. Høstsonaten havde en lykkelig premiere, og skatteaffæren opløstes i det rene ingenting. Pludselig var jeg fri. Jeg tror, at Fanny og Alexander levede højt på min lettelse. At vide, at jeg ejede det, jeg ejede.«

   Bergman beskriver også, hvordan »beslutningen om at skildre det lyse liv er med fra begyndelsen, og den bliver taget i en situation, hvor jeg virkelig oplever livet som vanskeligt at bære.« Det må være denne dobbelte følelse, der gør filmens lange første akt, den store skildring af juleaften hos familien Ekdahl i Uppsala 1907, til så lykkelig og magisk en billedfrise, at man fortaber sig hver gang, man ser den. Her får glæden samme dybde – og festen samme symbolværdi – som i de bedste af filmkunstens klassiske hymner til familiesammenholdet.

LIGESOM Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944, da. Mød mig i St. Louis) og Frank Capras It's a Wonderful Life (1946, da. Det er herligt at leve) er Fanny & Alexander jo ikke tænkt som julefilm. Faktisk optager højtidsskildringen kun en lille del af lærredet i de tre livsfriser, men de centrale julescener binder trådene sammen og viser os lyset og mørket på én gang – så vi føler det selv, vel at mærke.

   For de er her alle sammen, de evige typer, som befolker en slægts fælles liv: levemanden Gustav Adolf (Jarl Kulle), den gode satyr, som bedækker husets stuepiger, mens hans frodige Alma (Mona Malm) lever med utroskaben; teatermennesket Oscar (Allan Edwall), børnenes varme, bedrøvede far, som dør fra sin familie og sætter hele den videre handling i skred; den rasende, sølle, frustrerede Carl (Börje Ahlstedt), som spørger sig selv og hustruen Lydia (Christina Schollin), hvordan det går til, at tiden forvandler én fra kronprins til middelmådighed.

DE ankommer alle til festen hos Farmor, den formidabelt livsstærke enkefru Helena Ekdahl (Gunn Wållgren), der i 43 år har samlet slægten og dens tyende hos sig, når den store familiejul skulle afvikles. Disse scener realiseres med en gylden tæthed, som næppe er overgået. I parenteserne skildres de mindre historier, relationerne karakteriseres, og vi begriber gradvist forhistorien, uden at nogen stiller sig op og begynder at fortælle og forklare.

   Denne eksponering er mesterlig. Kun i hyrdetimen mellem Helena og den jødiske antikvitetshandler Isak (Erland Josephson), som har delt en livslang kærlighed, uanset om de så var sammen med andre, skinner det igennem, at de repeterer ungdommens bedrifter til ære for publikum nede i salen.

VED et gensyn rummer filmen flere overrumplende glimt af spillere, som siden er blevet huskendte stjerner, men var rene frø i vinden, da Fanny & Alexander blev indspillet. For eksempel ses Lena Olin ganske kort som tjenestepigen Rosa. Stina Ekblad er den uudgrundelige, androgyne Ismael, der bor bag væggen i Isaks forretning, og især Pernilla Östergren, senere Pernilla August, er henrivende som tjenestepigen Maj, Carl Gustavs elskerinde og en halv storesøster for den 12-årige Alexander (Bertil Guve), der i filmens prolog gør sit dukketeater klar til forestillingen, som skal udspille sig i den voksnes erindring.

   Mens Bergman skrev manuskriptet, som i første version var på over 1000 sider, havde produktionen et ekstra lag af opsummerende metabevidsthed. Flere store roller var tiltænkt medlemmer af den faste trup, som var for Bergmans film, hvad teatret i Uppsala er for Oscar Ekdahl og hans familie. Han skrev Farmor Helena til Ingrid Bergman, biskop Vergérus til Max von Sydow og Emilie Ekdahl, børnenes mor, til Liv Ullmann.

   Det kunne være interessant at se dén film i en parallel virkelighed, men det er svært at forestille sig Fanny & Alexander med et mere lykkeligt cast. De tre koryfæer havde forrykket balancen med bagage fra andre roller og forventningen om »præstationer«.

FANNY (Pernilla Allwin) på ti år siger ikke meget, men er altid solidarisk med sin bror. Længe har børnene jo kun hinanden. Filmen taber højde og mister farve ved at gøre sin mørke midterdel så hadsk og karikeret, men for så vidt som den følger strukturen i klassiske eventyr, kan man ikke udsætte noget på fablen. Efter Oscars død lader Emilie (Ewa Fröling) sig forføre og forlede af den strenge biskop Vergérus (Jan Malmsjö). Denne salvelsesfulde blanding af puritaner og sadist forekommer vildt overdreven, med eller uden de indre dæmoner, som også han plages af.

BISKOPPEN lukker børnene inde i sin mørke borg af en embedsbolig. Han har også en ond søster og en kold eventyrdronning af en dominerende mor. Det er ren Askepot blandet op med Snehvide, og i tårnkammeret ligger bispens kødbjerg af en tante, spillet af maleren Hans Henrik Lerfeldt (1946-1989), skønt det også nu er svært at se pointen i denne groteske figur.

   Vergérus prygler den trodsige Alexander, og kun ved gode kræfters magisk-dramatiske mellemkomst slipper børnene væk fra den fascistiske trold. I Fanny & Alexander retter præstesønnen Bergman sit definitive angreb mod kirken og den sorte skole, men han gør det med så megen galde, at fokus næsten forrykkes fra de nødstedte børns ulykkelige situation.

SEKVENSEN kaster lange skygger. I Glasblåsarns barn (1998, da. Glaspusterens børn), Anders Grönros' filmatisering af Maria Gripes roman for de mindste, kan man scene for scene sammenstille det lange mellemspil i eventyrborgen med de mørkeste afsnit af Fanny & Alexander. Omsider kommer Gustav og Isak, som har en levende mumie og anden magisk exotica i sin labyrintiske forretning, dog børnene til undsætning. Emilie sætter livet på spil for at dræbe sin mand, og trolden lider en fæl flammedød.

   Forbandelsen er løftet. Forestillingen i det magiske erindringsteater kan slutte med dobbelt barnedåb og taleren Gustavs grådkvalt frivole hyldest til det lille liv, som Bergman lovpriser på bekostning af det store, skræmmende overblik. Imens er sommeren i Sverige blevet lige så lys, som vinteren i begyndelsen var mørk. Det er virkelig filmen om alle livstider.

I BILLEDER oplyser Bergman beredvilligt, at filmen har to faddere: E.T.A. Hoffman og Charles Dickens. Der er også en duft af Marcel Proust og À la recherche de temps perdu i den fabulerende erindrings detaljerigdom, men først og sidst har Bergman blandet stoffet i sin egen motiviske trykkoger. I Laterna Magica (1987) skriver han:

   »Sandt at sige tænker jeg tilbage på barndommen med glæde og nysgerrighed. Fantasien og sanserne fik næring, og jeg kan ikke mindes, at jeg nogen sinde havde det kedeligt. Det var snarere sådan, at dagene og timerne var ved at revne af mærkværdigheder, uventede optrin, magiske øjeblikke. Jeg kan den dag i dag strejfe gennem min barndoms landskaber og genopleve lys, dufte, mennesker, rum, øjeblikke, bevægelser, tonefald og ting.«

FOR Bergman er det barndommens privilegium »uhindret at kunne bevæge sig mellem magi og havregrød, mellem grænseløs rædsel og øredøvende glæde.« Det er som en generobring af denne tilstand, at Fanny og Alexander er skabt og giver mening.

   Med syndefaldet følger Troldens borg, den traumatiserede seksualitet, den voksne hverdags tyndslidte ritualer og den livslange vandring mod resignation og accept, som er grundstoffet i det øvrige filmværk. Men i Fanny og Alexander stilles der skarpt på magien. Den får lov at være stor og sand og stå alene, helt uden hinder og metafysiske forbehold.

   Det gør filmen til et atypisk Bergman-arbejde, men den har sin naturlige plads ved siden af de øvrige hovedværker i hans produktion: Gycklarnas afton (1953, da. Gøglernes aften), Det sjunde inseglet (1956, da. Det syvende segl), Smultronstället (1957, da. Ved vejs ende) og Scener ur ett äktenskap (1973, da. Scener fra et ægteskab).

   Biografudgaven af Fanny og Alexander blev relanceret i 1999. Begge versioner af filmen er samlet i bokssættet fra The Criterion Collection. Dokument Fanny och Alexander (1986), Bergmans egen film om tilblivelsen, indgår som The Making of Fanny & Alexander. Selv foretrak han tv-udgaven. I Billeder står der: »Den lange version er den vigtigste. Det er den film, som jeg i dag virkelig kan stå inde for.«

Se også Ingmar Bergman | Liv Ullmann: Trolösa/Faithless (2000); Bergmans ø: Liv & Ingmar (2012); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021).

Fanny och Alexander (Fanny og Alexander). Instr. og manus: Ingmar Bergman. Foto: Sven Nykvist. 188 min. Sverige-Frankrig-Tyskland 1982. Dansk premiere: 17.01.1983.

Fanny & Alexander. Instr. og manus: Ingmar Bergman. Foto: Sven Nykvist. 312 min. Sverige-Frankrig-Tyskland 1982. Dansk premiere: 26.12.-29.12.1983.

Dokument Fanny och Alexander. Instr. og manus: Ingmar Bergman. Foto: Arne Carlsson. 110 min. Sverige 1986. 

Ingmar Bergman: Laterna Magica. Oversat efter »Laterna Magica« (1987) af Ida Elisabeth Hammerich. 254 s. Lindhardt & Ringhof, 1987 [genudgivet med efterord af Dorthe Nors i Gyldendals klassikerkollektion 2018].

Ingmar Bergman: Billeder. Oversat efter »Bilder« (1990) af Jørgen Stegelmann. 435 s. Lindhardt og Ringhof, 1990.

Fotos: Cinematograph AB/ Svenska Filminstitutet/ Gaumont/ Persona Film/ Sveriges Television/ Tobis/ SF Studios/ Sandrews/ Miracle Film Distribution/ The Criterion Collection/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames (i biografversionen) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, NETFLIX, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film [juli 2025]

2K Blu-ray (region A) fra The Criterion Collection (spine #261) [Cinema + TV Version] 08.11.2011

2K Blu-ray (region B) fra British Film Institute [Cinema + TV Version] 27.02.2023

2K Blu-ray (region B) fra SF Studios [Cinema + TV Version] 27.11.2017

Teksten (det meste af den) stod i Weekendavisen Kultur 03.12.1999.

Thomas Vinterberg: Kursk (2018)

EN STILLE DØD PÅ HAVETS BUND 
Thomas Vinterbergs film om Kursk-katastrofen

Af BO GREEN JENSEN

ATOMUBÅDEN Kursk forliste i Barentshavet i august 2000. Det skete under en russisk flådeøvelse, den største af sin art, siden Sovjetunionen blev opløst i 1991. Manøvren skulle demonstrere, at ressourcerne stadig var stærke. Nu som før kunne NATO blot komme an.

   Kursk var en angrebsubåd i Oscar II-klassen. Den målte 154 meter i længden, var høj som et hus på fire etager og havde 118 mand ombord. Der var otte rør til torpedoaffyring og 24 krydsermissiler. En defekt torpedo udløste den første eksplosion. Der må have været overlevende. Man fandt iltpatroner i nærheden af de døde besætningsmedlemmer.

   Ingen overlevede den anden eksplosion. De russiske redningsforsøg var besværet af gammelt og misligholdt udstyr. Alligevel afviste man vestlige tilbud om hjælp. Myndighederne fastholdt til det sidste, at den russiske flåde selv ville løse opgaven med den seneste teknologi.

   I 1963, da den amerikanske atomubåd Thresher blev kvast, skrev Phil Ochs en populær protestsang. Ingen skrev sange om Kursk, men flere forfattere belyste katastrofen, som skyldtes vanetænkning og misforstået stolthed. For i 2000 tog man for givet, at Den kolde Krig var forbi.*

THOMAS Vinterbergs Kursk er baseret på englænderen Robert Moores A Time to Die (2002). Robert Rodat, som skrev manuskriptet til Steven Spielbergs Saving Private Ryan (1998), har bearbejdet bogen. Filmen er belgisk produceret, men finansieringen kommer fra Luc Bessons franske EuropaCorps-studie.
   Jeg nævner det for at give et indtryk af filmens internationale præmis. Egentlig skulle Martin Zandvliet instruere. Vinterberg kom til, fordi han havde arbejdet med hovedrolleindehaveren Matthias Schoenaerts på den nye filmatisering af Far from the Madding Crowd (2015). Kursk er altså Vinterbergs anden bedrift som omflakkende »journeyman director«.

VIST er Kursk et ret anonymt dokudrama, men man kan sagtens se, at Vinterberg har instrueret. Det er heller ikke svært at få øje på de kvaliteter, som har været attraktive for ham.

   Filmens første akt beskriver hverdagen i Vidjajevo i Murmansk, hvor soldaterne bor med deres familier. Den kulminerer i en livsfejrende bryllupscene, som ikke står tilbage for det store bryllup, der involverer hele lokalsamfundet i Michael Ciminos The Deer Hunter (1978).

   Efter eksplosionen, da Mikhail Averin (Schoenaerts) og 22 andre besætningsmedlemmer er fanget i det sidste tætte trykkammer, giver den klaustrofobiske stemning rig lejlighed til at variere hjertesteder fra Wolfgang Petersens Das Boot (1981). Begge film er blandt Vinterbergs erklærede favoritter. Spændingsmæssigt står Kursk ikke tilbage for Kathryn Bigelows K-19: Widowmaker (2002), som sammen med The Hunt for Red October (1990, da. Jagten på Røde Oktober) udgør minigenrens hjørnesten.

   Kursk er bemandet med stjerner som belgiske Schoenaerts, tyske August Diehl og britiske Steven Waddington. Colin Firth spiller NATO-kommandøren, som kontakter sin russiske modpart, der bliver spillet af tyske Peter Simonischek. Lars Brygmann og Bjarne Henriksen tager del i den russiske redningsaktion. Gruppen af hustruer tæller navne som franske Léa Seydoux, svenske Pernilla August og danske Helene Reingaard Neumann.

   Der skal oprindelig have været en række scener med præsident Putin. De er strøget i den færdige film, hvor 89-årige Max von Sydow (1929-2020) er patetisk forstokket som den russiske øverstkommanderende, der misinformerer og holder sig strengt til den kolde krigs spilleregler. Kun én skuespiller er russisk. Det er Artemyi Spiridonov, som spiller Mikhail Averins søn.

DEN blandede besætning giver Kursk et præg af »europudding«. Filmen ligner de stjernebestrøede lagkageproduktioner, som var på mode i 60erne og 70erne, intetsigende overflødighedshorn som The Cassandra Crossing (1976). Von Sydow, som spillede oberst Kosnov i John Hustons The Kremlin Letter (1970), må have følt sig hensat til gamle dage.

   Alligevel gør Kursk et troværdigt og hæderligt indtryk. Der er ikke mange krøller i scenariet. I teatralsk dramaturgi har man Anton Tjekhov-regelen: hvis man viser et gevær, skal det bruges på et tidspunkt. Da Averin bestyrtet instruerer en kadet i monteringen af højeksplosive iltpatroner, ved man derfor, hvad klokken er slået.

   Håndværket er eksemplarisk. Anthony Dod Mantle har tilrettelagt billedsiden med flair for den klaustrofobiske faktor, og da Kursk stævner ud, bliver formatet gjort ekstra bredt. Alexandre Desplat har komponeret det atmosfæreskabende score. Den russiske vinterby ligner virkelig Vidjajevo, skønt hovedparten af filmen er skudt i Toulon.

   

DEN store udfordring er sproget. Alle karakterer taler engelsk med russisk teateraccent. Det gør det svært at abstrahere fra de i forvejen distraherende velkendte ansigter. Med et russisk cast ville filmen utvivlsomt sætte sig dybere fast – men næppe sælge mange billetter.

   Der er gode børn i så mange af Vinterbergs film. Første indstilling i Kursk viser Misja, Mikhails søn, som holder vejret under vandet i familiens badekar. Det er i Misjas sammenknebne ansigt, at filmen til slut formulerer sin modstand. Admiralen vil trykke hænder, da han forlader den hykleriske heltebegravelse, men Misja siger fra.

   Drengens lille gestus er – helt i instruktørens ånd – en tillidserklæring til fremtidens børn, som måske vil gøre det bedre. I hvert fald har de muligheden for ikke at gentage fædrenes fejltagelser. For sådanne stilgreb er filmen seværdig. Dog går man ikke syngende hjem.

Se også Far from the Madding Crowd (1967/2015) og Thomas Vinterberg: Druk (2020)

*) Phil Ochs' sang om »The Thresher« findes på albummet All the News that Fit to Sing (1964). Kursk-besætningen fik med forsinket effekt en rocksymfonisk gravskrift på albummet Stor langsom stjerne (2017) med Sort Sol. Mens Kursk-dramaet dominerede nyhedsstrømmen, havde Sort Sol isoleret sig i en bunker på Holmen i København for at indspille albummet Snakecharmer (2001). Bandet gik fra hinanden i 2004. Da Steen Jørgensen, Lars Top-Galia og Tomas Ortved fandt sammen igen (kun Knud Odde sagde fra) i 2010, begyndte de at skrive nyt materiale. Det første album efter genforeningen kulminerer med »K-141 Kursk«, en ti minutter lang komposition i fem satser (udsejling, ulykke, død, begravelse og genopstandelse). Top-Galia har skrevet musikken, Steen Jørgensen har skrevet teksten: »We were playing our part in the political game/ The cold war was lost but our image must remain/ Strong and proud/ So we proceed with this doomed exercise...« I biograf-dokumentaren Sort Sol - 422 dage i dybet (2004) kan man følge gruppens arbejde med Snakecharmer. Identifikationen med Kursk giver fuldkommen mening.     

Kursk (The Command). Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Robert Rodat. Foto: Anthony Dod Mantle. 117 min. Belgien-Luxembourg-Frankrig-Canada-Rumænien-USA 2018. Dansk premiere: 24.01.2019.

Fotos: EuropaCorp/ UIP Mis.Label/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies 

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.01.2019