Jan Troell: Maria Larssons evige øjeblik/ Everlasting Moments (2008)

DET ENKELTE NU

En lovsang til jævne menneskers liv

Af BO GREEN JENSEN

I EN snart 60 år lang instruktørkarriere har Jan Troell (f. 1931) skabt nogle af de største og mest gavmilde værker i svensk filmhistorie. Mens Strindberg-sønnerne Bergman og Bo Widerberg arbejdede i en selvafsøgende auteur-tradition, trådte Troell som regel tilbage og lod stoffet selv fortælle. Undtagelsen er den første frapperende langfilm, Ole Dole Doff (1968), som må være en af de mest indfølte skildringer af en upopulær skolelærers helvede.

   Fra og med de store Vilhelm Moberg-filmatiseringer, Utvandrarna (1971) og Nybyggarna (1972), er formen solid og besnærende rolig. Det er en kunst at fortælle, så det ikke ligner nogen kunst. Også i sine portrætter af drømmere og fantaster – Ingenjör Andrées luftfärd (1982, da. Den umulige drøm), Hamsun (1996) og Så vit som en snö (2001, da. Så hvid som sne) – er Troell en grundig og tilgængelig fortæller. Hans tre timer lange dokumentar om Sagolandet (1988, da. Eventyrlandet) er stadig det store røntgenbillede af nationen.

MARIA Larssons evige øjeblik er tre eller fire historier i én. For det første er filmen en hvas proletarskildring i den gode socialdemokratiske tradition fra Moberg og Martin Andersen Nexø. Den er også et varmt, solidarisk portræt af en arbejderkvinde og en kønspolitisk kommentar til de omkostninger, som mændenes værdier havde for deres familier. Den er en tillidserklæring til kærligheden, som holder to vidt forskellige mennesker sammen, men først og sidst er den et kunstnerportræt. Maria Larsson opdager, at hun kan fotografere og holde tiden fast på en måde, som andre mennesker ikke har blik for.

FILMEN begynder i 1907 og slutter knap 30 år senere, da de store dramaers tid er forbi. Maria (Maria Heiskanen) fra Finland gifter sig med svenskeren Sigfrid (Mikael Persbrandt). De får syv børn sammen og elsker hinanden, men handyret har hang til sprit, frie kvinder og faglig arbejdskamp. Når han ikke knuselsker sin hustru, kan han slå hende halvt fordærvet, og i forholdets mørkeste fase må han i fængsel.

   Alligevel er Sigfrid ikke bare en brutal karikatur. Som Mikael Persbrandt fremstiller figuren, er han virkelig et menneske, en fejlbarlig mand i fuld skala med hud, hår og det hele. Han ændrer sig også (en smule) med tiden. Om Marias knæ bliver børnene større. Man er altid mange sammen i et eller to små og fugtige rum, men det fungerer, og man indretter sig – også efter de store ægteskabskrige.

MARIA husker kameraet, som hun vandt i et lotteri i sin ungdom, da det bliver nødvendigt at rejse penge. Det er fotohandleren Sebastian Pedersen (Jesper Christensen) – Onkel Piff Paff Puff kalder børnene den danske tilflytter – som opdager Marias talent og opmuntrer hende til at arbejde med det på et tidspunkt, da fotografiet endnu var noget eksotisk, og kvinder som Maria i hvert fald ikke beskæftigede sig med det. Men på ingen tid bliver hun kvarterets krønikeskriver. Det er hende, man henvender sig til, når døde børn og besøgende slægtninge skal foreviges.

   Da Sigfrid er kommet over sin jalousi – og en tid lang er Sebastian virkelig en romantisk mulighed for Maria – erkender også han, at hun kan noget unikt. Da Nordens tre høje konger mødes for at drøfte en fælles politik for 1. verdenskrig, registrerer Sebastian begivenheden på film, mens Maria tager det foto, som kommer i avisen. Hun og danskeren deler en taknemlig ærefrygt ved teknikken, som evigt kan holde det enkelte nu. Maria forvinder aldrig sin undren, og hendes kamera bliver den talisman, som trods alt holder sammen på ægteskabet.

FILMEN bygger på en bog, Att människan levde – Maria Larssons eviga ögenblick (2007), som Agneta Ulfsäter, Jan Troells hustru, har skrevet om sin slægt og sin baggrund. Den historiske Maria Larsson (1876-1930) var faster til forfatterens far og tog en lang række af de fotografier, som filmen genskaber og levendegør. Den sparsomt anvendte fortællerstemme er lagt i munden på familiens ældste datter, Maja Öman.

   Uden at blænde med prangende sætstykker, står tidsbilledet rent og overbevisende. Hver detalje er gennemarbejdet, hver scene sidder som den skal, og ikke ét øjeblik i den lange film føles tomt eller overflødigt. Man føler en stor ro ved at følge disse skæbner gennem tiden. Der er magiske og fortvivlede øjeblikke. Som det nu engang er med et liv.

   Maria Larssons evige øjeblik beviser, at den fællesnordiske recept kan fungere, når emnet og formen er rigtig. Svenskere, danskere, nordmænd og finner spiller så selvfølgeligt sammen, at en udenforstående næppe kan se forskel. Udlandet vil se Troells film som et skandinavisk storværk. I Norden vil man vel afskrive den som en ædel anakronisme. 

FILMEN fik premiere under Bergmanveckan på Fårö i juni 2008 og blev lanceret internationalt – med titlen Everlasting Moments – på Toronto International Film Festival i september samme år. Den var Sveriges officielle Oscar-bidrag, modtog fem Guldbagge-priser og blev i Danmark kåret som årets ikke-amerikanske film ved Robert-uddelingen.

   The Criterion Collection har udgivet filmen på blu-ray. Det er interessant at sammenligne lanceringen og receptionen i og uden for Skandinavien. I Norden betones den brede socialhistoriske skildring af perioden. I udlandet får man indtrykket af en porøs kunstfilm, der er skudt i stilen fra russiske instruktører.

   Smukkest står de scener, som lader Marias blik for den evige hverdag smelte sammen med instruktørens egen kærlighed til sit håndværk. Han begyndte som fotograf for kolleger og er stadig i stand til at føle undren og ærefrygt. Det sker i scenen, hvor Sebastian viser Maria, hvordan kameraet fungerer og lader en sommerfugls skygge flitre i hånden. Og da familien Larsson ser Charlie Chaplin i biografen. Som Agneta Ulfsäter siger, vidner Marias fotografier om, at disse mennesker fandtes – de levede, dansede, grinte og græd. For Maria var fotoet praktisk magi. Når filmen er bedst, føjes alle synsvinkler sammen.    

   Troell formidler et endnu levende stof. For undertegnede er det fortællingen om mine bedsteforældre, både i den store jyske og den endnu mere omfattende bornholmske slægt, hvor der var flere børn end hos Larssons. Måske vil yngre mennesker fravælge filmen. Ved sin danske premiere blev den smuglet ud i fem kopier.

  

   

Se også Amerikanske billeder: Jacob Riis 1849-1914; To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021).

Maria Larssons evige øjeblik (Maria Larssons eviga ögonblick). Instr.: Jan Troell. Manus: Niklas Rådström, Jan Troell, Agneta Ulfsäter, Maja Öman. Foto: Mischa Gavrjussjov og Jan Troell. 131 min. Danmark-Finland-Norge-Sverige 2008. Dansk premiere: 31.10.2008.

Fotos: Nille Leander [production stills]/ Blind Spot Pictures/ Filmpool Nord/ Final Cut Productions/ Götafilm/ Motlys/ Sandrew Metronome International/ The Criterion Collection (framegrabs + 2010-trailer)/ SFI (restored 2021-trailer with commentaries)/ IFC .  

Filmen streames på C More og SF Anytime

The Criterion Collection udgav filmen på dvd og blu-ray i 2010 [spine #520]

Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2008.

Ruben Östlund: The Square (2017)

DET EKSPLODERENDE BARN
Et sindbillede på demokratisk forfald

Af BO GREEN JENSEN

ALLE de vestlige samfund er præget af en voksende ulighed, som fremmer populismen og sætter gamle sociale værdier under pres. Guldpalmevinderfilmen The Square (2017) tager et luftfoto af tidens mentale landskab og belyser problemet i vagt allegorisk, tæt på sarkastisk, men samtidig åben og inklusiv form.

   Ruben Ôstlund (f. 1974) føjer endnu en facet til portrættet af den korrekte skandinaviske mand, som han har genkendt og gennemskuet i flere af sine film. Den flygtende familiefar, som reddede sig selv, da lavinen kom væltende i Force majeure/ Turist (2014) var en anden grundtype i galleriet.

   Danskeren Christian (Claes Bang) er chefkurator på X-Royal Stockholm, et kunstmuseum i SMK/Louisiana-klassen, der er indrettet i det gamle kongepalæ. Vi er fem-seks år fremme i tiden. Christian er en dynamisk mand med de rigtige meninger. Han gør sig godt i medierne og forstår (som regel) at sælge museets projekter til kredsen af mæcener.

CHRISTIANS næste projekt er installationen »The Square«: en firkant af brosten, som er boret op fra pladsen med den gamle rytterstatue (der taber hovedet undervejs) og indrammet af et lysende bånd. I firkanten er vi alle lige og har ansvar for hinanden.

   På samme tid begynder isen at briste under Christian. Det er en væsentlig pointe, at han egentlig er et godt menneske, som mener meget af, hvad han siger. Men da han griber ind i en gadeskærmydsel, bliver hans telefon og tegnebog stjålet. GPS-signalet viser, hvor tyven bor, og en assistent får Christian med på ideen om at skrive et anonymt trusselsbrev.

   Affæren går Christian så meget på, at han ikke følger med i museets marketing af »The Square«. Bestyrelsen hyrer to unge esser fra Disruption-segmentet. De posthumane drenge er besatte af tanken om »at gå viralt«. Det lykkes med et ti sekunder langt YouTube-klip, der hedder »Blond tiggerpige bliver sprængt i luften«. Östlund viser den lille film på stort lærred. Netæstetikken er mesterligt mimet.

NU bryder helvede løs – på de samme sociale medier, hvor klippet genererer 300.000 klik på en time. Brevet hævner sig i skikkelse af en indvandrerdreng, som bare ikke vil gå sin vej. Christian har beruset sex med en amerikansk tv-reporter (Elizabeth Moss), der vil gemme kondomet med hans sæd. Christian skubber drengen. Journalisten har en tam chimpanse i sin tomme lejlighed. Det er strange days indeed alle vegne. Verden er knap til at kende igen.

   Satiren er skiftevis subtil og karikeret. Christian tøver ikke med selv at reparere det kunstværk – 16 symmetrisk anbragte grusbunker – som en rengøringsassistent uforvarende kører i stykker. Der er en kostelig scene, hvor den amerikanske gæstekunstner (Dominic West) bliver interviewet om sit venskab med land art-legenden Robert Smithson. Samtalen saboteres af en tilhører med Tourettes Syndrom. Det udløser da bare en god snak om inklusion.

KRISERNE kulminerer ved en banket, hvor performancekunstneren Oleg (Terry Notary) går langt over stregen, forulemper gæsterne og ignorerer Christians »Så siger vi tak«. Det er filmens store sætstykke, og scenen bliver ved meget længe. Man når som tilskuer gennem et rigt register af stemninger, fra nervøs, men imødekommende latter til et sted, hvor der bare er had og slet ingen tolerance igen.

   Det er et sjældent eksempel på samtidig filmkunst, som virkelig fremprovokerer en reaktion. Det er samtidig scenen, der udstiller løgnen bag den politiske korrekthed. Vi er tilbage i Buñuel-film som Morderenglen (1962) og Borgerskabets diskrete charme (1972). Verden udenfor står i flammer, og ingen kan flygte fra festen.

DET eksploderende barn er et billede på, hvor langt man vil gå for at skabe opmærksomhed i en informationsoverflod. I filmen bliver det også en anledning til at diskutere ytringsfrihed. Journalisterne vil ikke lade Christian lægge afstand til YouTube-klippet. For dem er den truede ytringsret værre end klippets umenneskelighed.

   Det er det sure med det søde og det gode med det onde. I The Square bliver den moderne kunstverden et sindbillede på demokratisk forfald. Men måske kan det gode menneske gøre en forskel. Claes Bang er for resten fantastisk som manden, der mister sin uskyld.

   Sådan er det at leve midt i en guldalder og være født på den rigtige side af hegnet. Det er dét, som Östlunds film ser og forstår. Og derfor The Square er så vigtig.

Se også Ruben Ôstlund: Play (2011); Ruben Ôstlund: Force majeure | Turist (2014); Ruben Ôstlund: Triangle of Sadness (2022) [Oscars 2023].

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946; Tove | Tove Jansson 1914-2001.

The Square. Instr. og manus: Ruben Östlund. Foto: Fredrik Wenzel. 142 min. Sverige-Tyskland-Frankrig-Danmark 2017. Dansk premiere: 23.11.2017.

Fotos: Plattform Produktion/ Film i Väst/ Essential Filmproduktion GmbH/ Parisienne/ Coproduction Office/ Sveriges Television/ Imperative Entertainment/ Arte France Cinéma/ ZDF/Arte/ Swedish Film Institute/ Eurimages/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Nordisk Film- & TV-Fond/ DFI/ Alamode Film/ TriArt Film/ DR/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainment.

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.11.2017.

Ruben Östlund: Force majeure/ Turist (2014)

DEN CIVILISEREDE MAND

Pinlig, morsom, ironisk og dyb

Af BO GREEN JENSEN

PÅ afstand ligner kernefamilien en karikatur af sin tids ideal. Tomas og Ebba (Johannes Kuhnke og Lisa Kongsli) er perfekte forældre til Vera og Harry (Clara og Vincent Wettergren). Forældrene nærmer sig 40, børnene er vel 10 og 12 år.

   Man kan se, at der ingenting mangler. Det er kun på skrømt, at børnene sukker, når Far og Mor insisterer på sne. Alle fire skal jo ud og gribe dagen på de fantastiske løjper ved smukke Les Arcs, hvor det svenske team holder fransk vinterferie.

   Først ligger de bare på sengen og sover i hver sin blå nissemundering. Der er fuldkommen ro og fred for signaler. Alle fire ansigter hviler, og man hører en fælles, tryg sovelyd. Det har været et travlt år, de fortjener det hér. Batterierne skal lades op. De vil alle fire slappe af og komme helt tæt på hinanden.

TÆTTERE på er idyllen lidt anstrengt. Tomas har svært ved at lade telefonen ligge, og Ebba synes, at det alligevel altid er hende, der står med lavpraktikken og hovedansvaret, fuldkommen ligesom hjemme. Børnene er irritable. Det hjælper ikke, at Tomas ryger i smug, når han har lovet hende at holde op.

   På rummet er der begyndende økuller, men ude i sneen poserer familien, og alting ser ud, som det skal. Stemningen skifter dog efter en frokost, hvor Tomas følger sit instinkt og viser, hvem han egentlig er. På Les Arcs justerer man snekvaliteten ved at udløse kontrollerede laviner. Gæsterne vænner sig til lyden af kanoner.

   Familien spiser på restaurantens terrasse, da et sneskred bliver større end ventet, og lavinen kommer tættere på. Panikken er total og akut. Tomas kender proceduren, tager fotos med telefonen og beroliger familien, men da sneen faktisk ser ud til at ramme, løber han væk fra bordet uden at se sig tilbage. Ebba bliver hos børnene.

FAREN er ovre på ingen tid. Tomas slår det hen, men episoden vil ikke forsvinde. For Ebba var der tale om et svigt af dimensioner. Hvor var hendes hulemand, da familien skulle forsvares? Også børnene så, hvad der skete. Deres far blev svag og faldt igennem, da det gjaldt. Betydningen af det skete vokser, og bebrejdelsen bliver skarpere. Tomas hader alt ved emnet. Det vil bare ikke gå væk.

   Atmosfæren nærmer sig skilsmissestemning, da vennen Mats (Kristofer Hivju) kommer på besøg med sit røde vikingeskæg og en 20 år yngre kæreste (Fanny Metelius). De bliver tvangsvidner ved en ægteskabelig høring, der ligner parmiddagen i Hvem er bange for Virginia Woolf? Der er kun et punkt på dagsordenen: Svigtede Tomas, eller svigtede han ikke?

   Manden er selv i vildrede. Fortrængning og benægtelse kæmper med en trang til at bekende sig. Hårdt presset – og konfronteret med en belastende optagelse fra telefonkameraet – indrømmer Tomas, at det ser ud, som om han flygter, hvis man står i den vinkel. Dybest set er svigtets væsen altså et spørgsmål om æstetisk beskæring. Selvbedraget knejser. Da er det, at Ebba næsten har nok.

SVENSKE Ruben Östlund (f. 1974) tager den skandinaviske mand under kærlig behandling i Force majeure. I Cannes blev filmen vist med titlen Turist og kåret som det bedste bidrag i Un Certain Regard-programmet. Den er eksemplarisk fotograferet af Fredrik Wenzel, som får det maksimale ud af Les Arcs. Det centrale forløb omkring sneskreddet er redigeret med en blanding af ironisk klarsyn og episk tumult. Der er megen mørk latter i sneen, skønt flere scener tangerer tragikken.

   Östlund har været en faktor i svensk og skandinavisk film siden 2004, da slutbilledet i Gitarrmongot viste et lykkeligt mongolbarn, som satte en ballon af sammensmeltede affaldssække op over den lille by ved vandet, hvor filmen i stafetform fulgte en kreds af udsatte skæbner og satte særligt fokus på drengen og hans far.

   Östlund brød for alvor igennem i Cannes i 2008, hvor De ufrivillige, et episodisk studie i gruppepres, satte et lærerværelse på den anden ende og lod en buschauffør tage passagerne som gidsler på de glatte vinterveje, fordi ingen ville tilstå et mikroskopisk hærværk på toilettet. Den utrygge humor lå midt mellem Bent Hamer, Roy Andersson og Lars von Triers Idioterne.

ÖSTLUNDS film holder altid distance til deres karakterer og udmærker sig ved skæve vinkler på nære indstillinger og særlige beskæringer på de lange. Kortfilmen Händelse vid bank (2010) følger to vidners divergerende opfattelser af et bankrøveri. Gennem hele filmen zoomes der ind på forskellige detaljer i den samme totalindstilling. Røveriet ses fra den modsattte side af gaden. Også her er effekten vagt humoristisk.

   Smilet er tørret helt af i Play (2011), hvor to 11-12-årige drenge bliver antastet af 4-5 lidt ældre drenge, som de ikke kan sige fra overfor. Alt er fortalt i faste indstillinger. Kameraet iagttager og registrerer, der er ingen subjektive vinkler. Dialogen høres ofte offscreen. I Play blev formen slebet ned til noget ubønhørligt.

   I Force majeure er den lette alvor tilbage. Det samme er flere elementer fra de øvrige film: de divergerende forklaringer; den gale chauffør i en slingrende bus, der synes at køre os alle mod graven; en fælles norm som afholder den enkelte fra at sige fra. Play var mere effektiv, men der er virkelig noget på spil i Force majeure.

FOR Ruben Östlund er filmen »et eksistentielt drama«: »I Force majeure bliver ’Den Civiliserede Mand’ konfronteret med sin ’Natur’. Karaktererne oplever et drama og faderen, Tomas, må se i øjnene, at der er en uciviliseret side af ham, hvor instinkterne er afgørende.«

   Force majeure er i lang tid også en sædekomedie og en social satire, der lader benægteren være pinlig og fornuftstridigt afvisende, uden helt at hænge ham ud. Den bløde mand er hårdt spændt for. Det koster ham adskilligt at erkende sit svigt, tabe ansigt og tage nederlaget på sig.

   Da han gør det, sker det med lettelse, og efter ulvetimen, hvor Tomas erkender, at der er kommet en anden mand frem, som ingen af dem synes om, heller ikke ham selv, bliver filmen endelig næsten en myte, der krystalliserer samtidskulturen.

   For nu kommer landskabet den væltede konge til undsætning. Da familien og de øvrige gæster bliver hentet på hotellet, er buschaufføren en inkompetent amatør. Undervejs eskalerer panikken. Denne gang er det Ebba, som melder sig ud og står af.

ENDELIG kommer gæsterne gående på vejen som overlevende i en katastrofefilm. Beslutsomme blikke, skjorteærmer i frosten, åndeskyer på en baggrund af bjerge. De er begyndt at tale sammen. Tomas går i midten og forrest. Han tager en forbudt cigaret i skjortelommen og tænder den uden at spørge om lov. Da er den civiliserede mand omsider sat fri. Måske for at finde en ny illusion, men ikke for at leve som før.

Se også Ruben Ôstlund: Play (2011); Ruben Ôstlund: The Square (2017); Ruben Ôstlund: Triangle of Sadness (2022) [Oscars 2023].

Force Majeure (Turist). Instr. og manus: Ruben Östlund. Foto: Fredrik Wenzel. 118 min. Sverige-Frankrig-Norge-Danmark-Italien 2014. Dansk premiere: 11.12.2014.

Fotos: Plattform Produktion/ Film i Väst/ Rhône-Alpes Cinéma/ Coproduction Office/ Parisienne/ Motlys/ Svenska Filminstitutet/ Eurimages/ Nordisk Film- og TV-Fond/ Det Danske Filminstitut/ CNC - Cinémas du Monde/ BLS Business/ ZDF/Arte/ SVT/ C More/ Damarks Radio/ YLE/ Beofilm/ CNC/ Institut Francais/ MEDIA Programme of the European Union/ Minor Ordningen/ Magnolia Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ Cinématerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, FILMSTRIBEN, YouTube Film

2K Blu-ray fra CURZON Film World [i boxset Ruben Ôstlund: A Curzon Collection | 2002-2022| 6 Movies] 07.08.2023

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.12.2014

Ruben Östlund: Play (2011)

GRUSOM LEGESYGE
Som fluer er for kåde drenge

Af BO GREEN JENSEN

DET gør ondt i hjertet at se på børn, der er grusomme mod andre børn. Det gælder på film som i virkeligheden. Uden for biografen har man dog mulighed for at gribe ind, skønt det sjældent gør tingene bedre eller nytter i det lange løb.

   På film kan man bare se til. Man får indblik i sider af barndommen, som man havde glemt eller bearbejdet med nostalgiske redskaber. Man husker med ét, at de ting var der også, og man får en nervøs klump i halsen ved at se sine egne børn vakle. Virkningen bliver næsten sadistisk. Film som Bennys video (1992), John Crowleys Boy A (2007), Lee Hirsch-dokumentaren Bully (2011) og Laura Wandels belgiske Playground (2021) er fantastisk frapperende oplevelser, der til og med tager afsæt i autentiske historier. Man går ikke nødvendigvis klogere hjem, men man forlader biografen med en følelse af, at nogle ting må gøres bedre.

I RUBEN Östlunds Play lægges scenerne frem med noget, der ligner fuldkommen distance. Alt er fortalt i faste indstillinger. Kameraet iagttager og registrerer, der er ingen subjektive vinkler. Dialogen høres ofte offscreen. Formen forstærker nok præget af spil, men er i lige så høj grad en måde at inddrage publikum på. Hvis der blev leflet eller anglet efter vor medlidenhed, ville man se det som følelsesporno.

   To 11-12-årige drenge bliver antastet af 4-5 lidt ældre drenge, som de ikke kan sige fra overfor. Påskuddet er en lang diskussion om en mobiltelefon, som muligvis er stjålet. I virkeligheden kaldes det Lillebror-tricket. Efterhånden bliver det klart, at drengene leger en leg, som de kender. Der er roller, som de spiller. Én er flink, én er hidsig. Det er good cop/bad cop-teknikken i knæhøjde.

   Der er liflige lag af sadisme i spillet mellem kat og mus. Når de hårde drenge keder sig, lader de ofrene få indtryk af, at der muligvis findes smuthuller. Lav 100 armbøjninger, så kan I gå. Den ene dreng lægger sig faktisk i mørket under viadukten og når vist nok til 87. Selv katten, der ser til, er imponeret. Det ændrer dog intet ved spillet, som handler om kontrol og respekt. Legen bliver bare mere interessant.

FILMEN er mesterligt realiseret. Ubønhørligheden bygges ind i strukturen. Alle scener er skudt på stedet, men fra det første totalbillede af butikscentret, hvor drengene får kontakt, er alt tilrettelagt med omhu. Det spiller en væsentlig rolle, at plageånderne er indvandrerdrenge. Det er dog detaljen, som ingen vil forholde sig til. Kun drengene selv tager bladet fra munden.

   Det er næsten ubærligt at følge. Undervejs bliver flere voksne kontaktet, men de gør hverken fra til eller fra. Enten reagerer de for svagt – som i cafeen, hvor personalet sender drengene ud til deres plageånder – eller også reagerer de for stærkt. Da en far griber ind, bliver han stemplet som voldsmand af to bløde kvinder fra wellness-segmentet.

RUBEN Östlund fortalte med indsigt om børn allerede i Guitarmongolen (2004) og viste siden, hvad normer gør ved de voksne i De ufrivillige (2008).* I Play har han slebet formen ned til noget, der ligner Roy Anderssons faste tableauer udsat for Michael Hanekes sensibilitet, med en indlevelse som hos Dardenne-brødrene. Jeg nævner ikke disse navne for at tage noget fra Östlunds originalitet, men for kort at signalere, hvor vi er. Formen kan være fremmedgørende, men den følelsesmæssige virkning er stærk over tid. Play er næsten Funny Games med børn.

   

ALLE drengene agerer med fuldkommen rystende overbevisning. Man ser, at de svage ikke har en chance. Og at ulvene kun er stærke i flok. Nede i dybet arbejder en grusom motor af indifferens. Det er ikke empati, der mangler. De store drenge forstår deres ofre. De føler vel næsten, at de gør dem en tjeneste ved at vise, hvordan tingene virkelig er. Kun kærlighed er en klar mangelvare.

   Play er en tankevækkende film, som udfordrer gængse modeller. Det er nyttigt og næsten nødvendigt at se den. Man vil bagefter være lidt mere lydhør, når børnene siger, at de bliver drillet. Engang blev det kaldt drengestreger. Nu må helvede være det rigtige ord.

Se også Ruben Ôstlund: Force majeure/ Turist (2014); Ruben Ôstlund: The Square (2017); Ruben Ôstlund: Triangle of Sadness (2022) [Oscars 2023].

*) »Med livsalig friskhed synes det andet svenske bidrag [blandt ti kandidater til Nordisk Råds Filmpris 2005] at komme fra et helt andet sted. I Ruben Östlunds Gitarrmongot er fem vignetter/fragmenter skrevet sammen til en stemningsfuld multiplot/stafetfortælling om drengen, der spiller guitar på hovedgaden og ser ud til at trives godt med sin far.

   Især lægger duoen kræfter i en punksang om at ryge cigaretter, så pigerne bliver imponerede. En gruppe drenge dyrker kreativ vandalisme, mens andre slår sig fordærvede for sjov. Rockere med udviskede ansigtstræk spiller russisk roulette ved køkkenbordet, og en psykisk udfordret kvinde har problemer med at skabe kontakt, mens hun leder efter sin cykel, som vandalerne har taget sig af.

   Et mylder af løse ender, store og små ting, mirakler og manierismer, knyttes sammen. I slutbilledet sender »guitarmongolen« en ballon af sammensmeltede affaldssække op over byen. Den håndlavede vision kunne stå som et udtryk for styrken og livsfølelsen. Människor i allmänhet er den alternative titel på Östlunds vitale debut i lang form. Gitarrmonget er produceret af Anna Sohlmann og Kalle Boman fra Hinden Länna-ateljéerna.« [WA 07.10.2005]. 

Play. Instr.: Ruben Östlund. Manus: Erik Hemmendorff, Ruben Östlund. Foto: Marius Dybwad Brandrud. 119 min. Sverige 2012. Dansk premiere: 16.08.2012.

Fotos: Coproduction Office/ Société Parisienne de Production/ Film i Väst/ Plattform Produktion/ Sonet Film AB/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Draken Film, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Curzon Film World [i boxset Ruben Ôstlund: A Curzon Collection | 2004-2022 | 6 Movies] 07.08.2023

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2012

Slipstream | Johannes Nyholm: Koko-di Koko-da (2019)

TRE SMÅ KANINER

Levende drømme fra mareridtsskoven

Af BO GREEN JENSEN

FØRST og sidst er der manden i hvidt. Han kommer fløjtende med sin elegante stråhat og en stok af metal, der kan svirpe og skære. Han ledsages af en skovhuggertype og en kvinde i særk, som ligner det modsatte af en prinsesse. Skovhuggeren bærer på en hvid hund.

   Hver gang de kommer gående, ser man først en stor hvid kat, som forsvinder ind i skoven. Manden i hvidt er en intimiderende udråber. Han spilles af musikikonet Peter Belli og synger i snerrende form nogle linier fra visen »Vår tupp är död«, som er den svenske version af »Le coq est mort«.*

MED ét er de alle figurer på spilledåsen, som en 7-årig pige ser i vinduet hos en marskandiser i Gl. Skagen. Maja (Katarina Jakobson) er på ferie med sin mor, som hedder Elin (Ylva Gallon), og sin far, som hedder Tobias (Leif Edlund). De har alle tre kaninsminke på.

   Det er nok til ære for underholdningen på hotellet, et jovialt gøglerpar med enorme fortænder. Den lille familie ser ned i bordet. Så er Mor pludselig ved at blive kvalt. En helikopter flyver alle til hospitalet.

   Næste dag har Elin det bedre. Tobias har købt en kage i kantinen, og de hvisker kærligt sammen, mens de gør klar til at vække Maja med et »Ja, må hon leva uti hundrade år!« De pusler og stryger. De rusker og råber. Men fødselsdagsbarnet kan ikke vågne. Borte har taget den sovende pige.

KANINER og katte; børnesang og skyggespil; et mareridt, som repeteres ad absurdam. Med disse midler skaber Johannes Nyholm en myldrende underskov af blind rædsel, som stedvis er både makaber og morsom. Koko-di Koko-da ville være unik, hvis ikke så mange af de narrative tricks var inspireret af (især) David Lynch og (måske) fortællere som landsmanden Johan Ajvide Lindqvist (Lad den rette komme ind, Grænse) og amerikaneren Ari Aster.

   Tre år efter er Mor og Far atter på tur. Vi ser, hvad datterens død har gjort ved dem. Det er ikke, fordi de taler om, hvad der skete. Hvorfor skulle de det, når begge er fanget i sorgen? De siger ikke meget. De skændes om, hvilken slags is, der er bedst. Så vil Elin helst sove på et hotel, men Tobias insisterer på teltet. Han kan rejse det på fem minutter, hvis de finder en flad plet for enden af sporet, der fører ind i skoven.

TOBIAS får sin vilje. Om natten vågner Elin og skal tisse. Hun kravler ud i mørket, forretter sin nødtørft og bliver overrasket af manden i hvidt og hans ledsagere. Stokken slår. Hunden får lov at gnaske igennem. Peter Belli viser nye, chokerende sider af sit talent. Elin bliver taget. Tobias bliver taget. Det er ikke muligt at flygte. »Yummy yummy yummy, I got love in my tummy«, siger Belli og nynner det gamle bubblegum-hit med Ohio Express.

   Det værste er nok, at det gentager sig. Når skoven har ædt de svenske kaniner, begynder mareridtssløjfen igen. Hun vågner og kravler ud. Eller han vågner først, kan huske det drømte og trækker hende med sig.

   Uanset, hvad de gør, bliver de indhentet. Der er den samme rykvise udzoomning og et brat mørke, som visker tavlen ren. Det ligner en teknisk fejl første gang. Så vågner hun igen, og scenen bliver varieret, før den slutter på det samme sted. Det er som med sorgen og datterens død. Drømmen holder ikke op, fordi man vågner.

DET er et paradoks, at gentagelsen udhuler gyset. Vi er snarere på en jungiansk drømmerejse. Der går tre kvarter med at variere scenariet, og efterhånden bliver processen mekanisk. Ubønhørligheden aftager, og filmen opleves mere som en skriveøvelse i kausalitet: hvad sker der, hvis karaktererne gør A eller B eller C?

   Vist er der en overfladisk lighed med præmissen i Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer), og vist har Lynch & Co. inspireret inventaret, men det strukturelle kneb med at gentage og variere har mere til fælles med britisk 80er-teater. Alan Ayckbourn skrev adskillige stykker, hvor en seriel faktor var indarbejdet. I Intimate Exchanges (1983) brugte han to skuespillere og den samme grundscene til at skabe seksten nye, selvstændige historier.

   Hvad der skete i dem, afhang af, om den kvindelige karakter valgte at tænde en cigaret i første scene. Nouvelle vague-ikonet Alain Resnais (Sidste år i Marienbad) lavede filmudgaven. Historierne blev til to film, Smoking og No smoking, som varede fem timer. Jeg så dem i Park Bio den 19. september 1994 og husker endnu den berusende virkning, følelsen af at have foretaget en rejse.

DER vil også gå et godt stykke tid, før jeg glemmer Koko-di Koko-da. Der er et sidste indskud af skyggeteater. Her følger Elin – eller er det datteren som voksen? – efter den hvide kat ind i skoven. Hun ender ved en forladt ruin. I et hvidt rum er der sat tændte stearinlys foran et rødt scenetæppe. Der er kun plads til én i teatret.

   Tilbage i mareridtet er der en scene, hvor Elin og Tobias kører væk. En hvid hund krydser vejen, og de havner i grøften. Her er måske stedet, hvor figurerne fra spilledåsen bliver sendt hjem. I hvert fald er der kærlighed og håbet om forløsning. En mulig slutning på sorgarbejdet. Som filmen jo er i en gysers forklædning.

JOHANNES Nyholm skabte skyggespillet i Drömmar från skogen (2009), som er en nyklassisk kortfilm. Han instruerede Kæmpen (2017), som kom og gik ubemærket, men de fråsende spædbørn i trickfilmen Las Palmas (2011) har sat sig fast. Det var bolsjefarvet surrealisme for sjov.

   Det nye effektorgie er noget mere. Der er en overflod af ideer i Koko-di Koko-da. Muligvis også for mange, men hvor er det dog befriende at se en nordisk genrefilm, som man ikke kan læse på ti meters afstand.

*) For et dansk publikum føjer det meget til filmen, at den sataniske dandy bliver spillet af Peter Belli (f. 1943). Det er til gengæld svært at forestille sig, hvad man får ud af figuren i Asien og Amerika, hvor Koko-di Koko-da har sit kernepublikum blandt dedikerede horrorfilmfans. Belli inkarnerer 60 års dansk rock- og pophistorie med en status og autoritet, som matcher Kim Larsen (1945-2018). Da elektrisk rock endnu hed pigtråd, var han manden, der begyndte at synge på dansk, først med Les Rivals, siden som Peter & Ulvene. Fra »Ulven Peter« (1964) og »Helt igennem respektabel« (1965) [den danske coverversion af »Well Respected Man« med Ray Davies og The Kinks] til de sene, fine fortolkninger af pristine danske sange på Evig og altid (2013) og Som boblerne i bækken (2016) har han været et fyrtårn. Vist gik der (for) mange år med dansktophits (»Ingen regning«) og rugbrødsarbejde som syngende gøgler, men Belli kunne når som helst vende tilbage med vitale overraskelser som Yeah (1991), Ribbet & flået (1992) og Talisman (1997). June & Peter Belli er Danmarks Johnny & June Carter Cash. Det ved skandinaviske tilskuere, når de ser Koko-di Koko-da. For andre må mareridtsflanøren være en gammel mand i hvidt tøj, der grimasserer. Belli synger ikke for alvor i filmen. Den virkningsfulde musik, som kommer fuldt til sin ret i sekvensen fra skyggeteatret, er skrevet af Simon Ohlsson og Olof Cornéer.  

Peter Belli døde den 8. juni 2023. Han var 79. Hvil i fred & Lev i vor erindring.

 

Koko-di Koko-da. Instr. & manus: Johannes Nyholm. Foto: Tobias Höiem-Flyckt, Johan Lundborg. 89 min. Sverige-Danmark 2019. Dansk premiere: 26.09.2019.

Fotos: Beofilm (Tobias Höiem-Flyckt)/ Film i Väst/ Stray Dogs/ Dark Star Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Skrevet til – men aldrig bragt i – Weekendavisen Kultur 27.09.2019.