Ruben Östlund: Play (2011)

GRUSOM LEGESYGE
Som fluer er for kåde drenge

Af BO GREEN JENSEN

DET gør ondt i hjertet at se på børn, der er grusomme mod andre børn. Det gælder på film som i virkeligheden. Uden for biografen har man dog mulighed for at gribe ind, skønt det sjældent gør tingene bedre eller nytter i det lange løb.

   På film kan man bare se til. Man får indblik i sider af barndommen, som man havde glemt eller bearbejdet med nostalgiske redskaber. Man husker med ét, at de ting var der også, og man får en nervøs klump i halsen ved at se sine egne børn vakle. Virkningen bliver næsten sadistisk. Film som Bennys video (1992), John Crowleys Boy A (2007), Lee Hirsch-dokumentaren Bully (2011) og Laura Wandels belgiske Playground (2021) er fantastisk frapperende oplevelser, der til og med tager afsæt i autentiske historier. Man går ikke nødvendigvis klogere hjem, men man forlader biografen med en følelse af, at nogle ting må gøres bedre.

I RUBEN Östlunds Play lægges scenerne frem med noget, der ligner fuldkommen distance. Alt er fortalt i faste indstillinger. Kameraet iagttager og registrerer, der er ingen subjektive vinkler. Dialogen høres ofte offscreen. Formen forstærker nok præget af spil, men er i lige så høj grad en måde at inddrage publikum på. Hvis der blev leflet eller anglet efter vor medlidenhed, ville man se det som følelsesporno.

   To 11-12-årige drenge bliver antastet af 4-5 lidt ældre drenge, som de ikke kan sige fra overfor. Påskuddet er en lang diskussion om en mobiltelefon, som muligvis er stjålet. I virkeligheden kaldes det Lillebror-tricket. Efterhånden bliver det klart, at drengene leger en leg, som de kender. Der er roller, som de spiller. Én er flink, én er hidsig. Det er good cop/bad cop-teknikken i knæhøjde.

   Der er liflige lag af sadisme i spillet mellem kat og mus. Når de hårde drenge keder sig, lader de ofrene få indtryk af, at der muligvis findes smuthuller. Lav 100 armbøjninger, så kan I gå. Den ene dreng lægger sig faktisk i mørket under viadukten og når vist nok til 87. Selv katten, der ser til, er imponeret. Det ændrer dog intet ved spillet, som handler om kontrol og respekt. Legen bliver bare mere interessant.

FILMEN er mesterligt realiseret. Ubønhørligheden bygges ind i strukturen. Alle scener er skudt på stedet, men fra det første totalbillede af butikscentret, hvor drengene får kontakt, er alt tilrettelagt med omhu. Det spiller en væsentlig rolle, at plageånderne er indvandrerdrenge. Det er dog detaljen, som ingen vil forholde sig til. Kun drengene selv tager bladet fra munden.

   Det er næsten ubærligt at følge. Undervejs bliver flere voksne kontaktet, men de gør hverken fra til eller fra. Enten reagerer de for svagt – som i cafeen, hvor personalet sender drengene ud til deres plageånder – eller også reagerer de for stærkt. Da en far griber ind, bliver han stemplet som voldsmand af to bløde kvinder fra wellness-segmentet.

RUBEN Östlund fortalte med indsigt om børn allerede i Guitarmongolen (2004) og viste siden, hvad normer gør ved de voksne i De ufrivillige (2008).* I Play har han slebet formen ned til noget, der ligner Roy Anderssons faste tableauer udsat for Michael Hanekes sensibilitet, med en indlevelse som hos Dardenne-brødrene. Jeg nævner ikke disse navne for at tage noget fra Östlunds originalitet, men for kort at signalere, hvor vi er. Formen kan være fremmedgørende, men den følelsesmæssige virkning er stærk over tid. Play er næsten Funny Games med børn.

   

ALLE drengene agerer med fuldkommen rystende overbevisning. Man ser, at de svage ikke har en chance. Og at ulvene kun er stærke i flok. Nede i dybet arbejder en grusom motor af indifferens. Det er ikke empati, der mangler. De store drenge forstår deres ofre. De føler vel næsten, at de gør dem en tjeneste ved at vise, hvordan tingene virkelig er. Kun kærlighed er en klar mangelvare.

   Play er en tankevækkende film, som udfordrer gængse modeller. Det er nyttigt og næsten nødvendigt at se den. Man vil bagefter være lidt mere lydhør, når børnene siger, at de bliver drillet. Engang blev det kaldt drengestreger. Nu må helvede være det rigtige ord.

Se også Ruben Ôstlund: Force majeure/ Turist (2014); Ruben Ôstlund: The Square (2017); Ruben Ôstlund: Triangle of Sadness (2022) [Oscars 2023].

*) »Med livsalig friskhed synes det andet svenske bidrag [blandt ti kandidater til Nordisk Råds Filmpris 2005] at komme fra et helt andet sted. I Ruben Östlunds Gitarrmongot er fem vignetter/fragmenter skrevet sammen til en stemningsfuld multiplot/stafetfortælling om drengen, der spiller guitar på hovedgaden og ser ud til at trives godt med sin far.

   Især lægger duoen kræfter i en punksang om at ryge cigaretter, så pigerne bliver imponerede. En gruppe drenge dyrker kreativ vandalisme, mens andre slår sig fordærvede for sjov. Rockere med udviskede ansigtstræk spiller russisk roulette ved køkkenbordet, og en psykisk udfordret kvinde har problemer med at skabe kontakt, mens hun leder efter sin cykel, som vandalerne har taget sig af.

   Et mylder af løse ender, store og små ting, mirakler og manierismer, knyttes sammen. I slutbilledet sender »guitarmongolen« en ballon af sammensmeltede affaldssække op over byen. Den håndlavede vision kunne stå som et udtryk for styrken og livsfølelsen. Människor i allmänhet er den alternative titel på Östlunds vitale debut i lang form. Gitarrmonget er produceret af Anna Sohlmann og Kalle Boman fra Hinden Länna-ateljéerna.« [WA 07.10.2005]. 

Play. Instr.: Ruben Östlund. Manus: Erik Hemmendorff, Ruben Östlund. Foto: Marius Dybwad Brandrud. 119 min. Sverige 2012. Dansk premiere: 16.08.2012.

Fotos: Coproduction Office/ Société Parisienne de Production/ Film i Väst/ Plattform Produktion/ Sonet Film AB/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Draken Film, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Curzon Film World [i boxset Ruben Ôstlund: A Curzon Collection | 2004-2022 | 6 Movies] 07.08.2023

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2012

Jeppe Rønde: Bridgend (2015) [Cult Fiction]

MØRKE RITUALER
Sandfærdig fiktion mellem livet og døden

Af BO GREEN JENSEN

BRIDGEND ligger i det sydlige Wales mellem Cardiff og Swansea. Byen har ca. 50.000 indbyggere. Den har bestemt kendt bedre dage. I sin tid lå Storbritanniens største ammunitionsfabrik, Arsenalet, i Bridgend. Omvendt er det ikke en nedlukket mineby. Der er intet, som forklarer, hvorfor 29 unge mennesker i alderen 13-17 år har taget deres liv i Bridgend Forest mellem 2007 og 2012.

   Dokumentaristen Jeppe Rønde blev interesseret i Bridgend-selvmordene, da han læste en artikel i en britisk avis. Dem har der været utallige af, for de unge døde taler til tidens tabloid-instinkt. Filmskaberen rejste til Bridgend for at få en fornemmelse af stedet. Denne researchform havde fungeret, da Rønde skabte Jerusalem, min elskede (2004) og den meget roste The Swenkas (2005), om zulu-mænd fra Johannesburg, som lever for at klæde sig fint på og danse lørdag aften.

   Han gik frejdigt ind som en åben outsider. Rønde kunne ikke forestillle sig, at der skulle gå 6-7 år af hans liv med at skildre de gådefulde og stadig ikke forklarede selvmord blandt unge i Bridgend.

FRUGTEN af anstrengelserne er en spillefilm, som bruger den konkrete baggrund, men lægger en fiktiv ramme om Bridgend. Måske for bedre at kunne fabulere, måske fordi englænderen John Michael Williams lavede en dokumentar om Bridgend i 2013. Er man interesseret i årsager, skal man se dokumentaren. Vil man have et bud på, hvad de unge føler, og hvad der muligvis driver den kultiske adfærd, er Røndes mørke drømmespil et fascinerende stemningsstykke.

HANDLINGEN er mest til pynt. Teenageren Sara (Hannah Murrray) og hendes far, Dave (Steven Wadddington), som er kriminalinspektør, flytter tilbage til Bridgend, fordi Dave skal prøve at komme til bunds i selvmordssagerne. De unge hænger sig i skoven, næsten altid på steder, hvor de bliver fundet af deres forældre. Det lykkes Dave at få adgang til et chatroom, hvor de unge hylder kammerater, der er krydset over. Så går efterforskningen i stå.

   Man fornemmer, at far og datter har deres egen historie. Dave indleder et forhold til en veninde fra gamle dage, mens Sara drages ind i den tribalistiske adfærd. Byens unge samles på steder, hvor en kammerat er fløjet væk. Man hælder vin på de interimistiske grave og råber den dødes navn op til himlen.

DER er stoffer, alkohol, gotisk musik og fester, som kulminerer i hærværk. Men det er der jo alle vegne. Også dødsromantik hører med til en ungdom og har gjort det siden Werthers dage. De unge læner sig ind i døden, som en lokal kriminalbetjent udtrykker det. Blot bliver fantasien sjældent gennemført. Så hvorfor i Bridgend?

   Røndes film giver ingen kategoriske svar og er ikke interesseret i prosaiske årsager. Snarere vil Bridgend skildre atmosfæren og undersøge de ritualer, som ungdommen deler i skoven. Det gør den på fængslende vis. Også derfor generer den klichebelagte rammehistorie, som ligner en ordinær tv-krimi.

SARA er sammen med en af de unge mænd, som næsten kvæler hende, før han tager sit liv. Så forelsker hun sig i hans ven, der faktisk overvejer Saras forslag om at flygte til normaliteten i Swansea, hvor det må være muligt at give lyset en chance. I Bridgend trækker mørket alt med sig ned.

   Bridgend er bedst på de steder, hvor Rønde vil skildre utydelige drømme. Han skaber smukke, mørkt funklende billeder sammen med fotografen Magnus Nordenhof Jønck, som kan tage den halve ære for Bridgend. Pigerne flyder i det sorte vand som hvide åkander og ligner nymfer på et maleri af John William Waterhouse.*

RØNDE bruger sit antropologiske blik til at skildre byens fælles ritualer. I skolen læser eleverne et digt, som besværgende fastslår, at døden ikke vil sejre, den »skal ikke have noget herredømme«. Mærkværdigvis krediterer Rønde ikke sin kilde. Det er Dylan Thomas' »And Death shall have no Dominion«, som lægger en helt ny vinkel på sagen. Måske de unge vinder over døden ved at vælge den?

   Da det store spørgsmål bliver, om Sara vil dø eller leve, sælger filmen alle sine aktier for et mytologisk slutbillede, der står lige så stærkt og uforklaret som sekvensen med hekse, der lukker Lars von Triers Antichrist. Der er i øvrigt ikke langt fra selvmordskulten i Forbrydelsens element til de unge, som leger med døden i Bridgend. Begge steder giver handlingen udmærket mening, hvis man har en bestemt alder og læser verden i et særligt lys.

»SOME are born to sweet delight/ Some are born to Endless Night,« skrev William Blake. Nogle fødes til frydefuld sødme, nogle fødes til Endeløs Nat. Og nogle ting kan ikke forklares med lyset i sproget, men man kan skildre dem i billeder.**

   Lige dét lykkes ret godt for Rønde i Bridgend. Desværre reducerer formen det hele til noget i retning af en opdateret The Wicker Man. Det er højbrynet horror og meget mørk art rock.

   De unge tager stadig deres liv i skoven, som Saras far forsøger at brænde. Som dokumentarist var Jeppe Rønde med til at grundlægge hybridfilmen. Han kunne med fordel have skabt én om Bridgend.

Se også Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction]; Martha Marcy May Marlene (2011) [Cult Fiction]; Middlesex og kønnets undren: Et interview med Jeffrey Eugenides; Once Upon a Time ... in Hollywood [Bedste biograffilm 2019 nr. 1]. 

*) John William Waterhouse (1849-1917) var en sen, men særdeles aktiv og produktiv eksponent for ideerne og idealerne i The Pre-Raphaelite Brotherhood. Han var yngre end de øvrige prærafaelitter, og en række af hans værker (Ophelia, Miranda m.fl.) står i skyggen af de mere markante fremstillinger, som John Everett Millais (1829-1896) havde givet motiverne. Ligesom Millais var Waterhouse en bedre tekniker end Dante Gabriel Rossetti (1828-1882) og William Holman Hunt (1827-1910), de store idébærere fra det oprindelige PRB (som var aktivt 1848-1855), og modsat William Morris (1834-1896), som også kom senere til, var han ikke interesseret i social helhedstænkning. Waterhouse begyndte som klassicist i den akademiske tradition fra Frederic Leighton (1830-1896) og delte den affinitet for seksuel subtekst, som man finder hos Lawrence Alma-Tadema (1836-1912), der for victorianerne repræsenterede en slags anerkendt eroticisme. Waterhouse fandt sin særlige niche, ikke i arthurianske og Shakespeare-inspirerede emner, som andre havde fortolket mere markant, men i personlige fortolkninger af episoder fra Odysseen og Æneiden. Hans billeder var blandt de mest populære, da det i 1970erne blev almindeligt at dække væggene med masseproducerede kunstplakater. Især Echo and Narcissus (1903) og Hylas and the Nymphs (1896) var alle vegne. Jeg ved ikke, om sidstnævnte var en erkendt reference for Jeppe Rønde og Magnus Nordenhof Jønck, da de formgav sekvensen i Bridgend, men at se den var næsten som at være i det billede.   

**) »Every night and every morn,/ Some to misery are born,/ Every morn and every night,/ Some are born to sweet delight./ Some are born to sweet delight, some are born to endless night.« Linjerne er nogle af de oftest citerede fra William Blake (1757-1827). De kunne stå som et af »The Proverbs of Hell« i The Marriage of Heaven and Hell (1790-93) men de stammer fra fragmentet »Auguries of Innocence«, som Blake skrev ned i 1803, men aldrig arbejdede videre med. Først da det såkaldte Pickering Manuskript blev offentliggjort i 1863, kom teksten på tryk. Det skete, da Alexander Gilchrist udgav Life of William Blake, "Pictor Ignotus", som er en af de første monografier om Blake. Bogen er i to bind, det første med biografisk tekst, det andet med Blakes egne arbejder. Jim Jarmusch citerer skriftstedet i Dead Man (1995), en metafysisk hippiewestern, der ligesom Bridgend undersøger, hvordan det kunne være »at krydse over«.  Agatha Christie citerede strofen og brugte Endless Night som titel på en sen (meta)krimi fra 1967. Mest kongenialt er linierne brugt af Jim Morrison, som vender og drejer dem flere gange i teksten til »End of the Night« fra The Doors (1967): »Take the highway to the end of night/ Take a journey to the bright midnight/ Realms of bliss, realms of light/ Some are born to sweet delight/ Some are born to endless night...«

Bridgend. Instr.: Jeppe Rønde. Manus: Jeppe Rønde, Torben Bech, Peter Asmussen. Foto: Magnus Nordenhof Jønck. 95 min. Danmark 2015. Dansk premiere: 25.06.2015.

Fotos: Blenkov & Schønnemann Pictures/ Four Sons Pictures/ New Europe Film Sales/ DFI/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, DRTV, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2015

Medskabninger | Gunda (2020)

GRISENS BLIK

Med hvilken ret råder vi over naturen?

Af BO GREEN JENSEN

DER er mange måder at lave miljøfilm på. Man kan fylde fladen med statistik og formaning. Det gør de fleste klimafilm. Man kan lovprise skønheden i ubalancen – som Terrence Malick gør i den kitschede Voyage of Time: Life’s Journey (2016). Man kan vise vandet i alle dets former og på den måde skrive et stort billeddigt. Det gjorde dokumentaristen Viktor Kossakovsky i Aquarela (2018).

   I Gunda vil han (tror jeg) tale om dyrevelfærd og respekt. Det gør han ikke ved at skildre, hvor skammeligt dyr bliver behandlet. Han gør det igen ved at vise naturen, men nu er der ingen fanfarer. Vi er ikke Jorden rundt i visionær form. Soen Gunda bor på en gård. Hun føder sine grislinger i filmens første lange indstilling. Der er ingen fortæller, ingen musik. Beskæringen viser en stalddør. Én efter én snubler ungerne ud.

KAMERAET følger med grisefamilien. Der er aldrig mennesker i billedet, kun deres maskiner, når avlen bliver hentet. Der er intet kunstigt drama. Hver indstilling varer i nærheden af ti minutter. Det er slow cinema i en renskuret form. Hver scene står så længe, at tilskueren må reagere og nå til at gøre sig tanker, så at sige på den anden side af langsomheden.

   Vi kender Gundas navn fra plakaten. Det er ikke noget, nogen siger. Soen med det skarpe blik er Kossakovskys blikfang. Andre dyr fylder lige så meget. En stakkels kylling, som mangler et ben, bliver skygget i øjenhøjde. To imødekommende kvier standser op og ser på fotografen. En okse udfordrer kamerablikket. Dyrene lever deres liv. Det er heroisk at følge.

   Æstetikken er atter det primære redskab. Gunda er filmet i sort-hvide, hyperskarpe billeder. Man gransker hver detalje. Man tænker alt muligt om dyr. Der er selvsagt ikke kun registreret. Man har fornemmelsen af ét sted, men filmen er optaget på tre gårde i Norge, England og Spanien. Der er ingen intrige, som forstærker empatien. Det er der så alligevel. Historien skabes ved redigering.

KOSSAKOVSKY vakte opsigt med Aquarela. Filmskaberen er født i 1961 og har arbejdet siden Sovjet-tiden, men vanddigtet gav ham fornyet moment. Gunda er koproduceret af skuespilleren Joaquin Phoenix (som er veganer) og promoveres ihærdigt af Paul Thomas Anderson. Det er arthousescenens svar på de bombastiske naturfilm, som Leonardo DiCaprio har produceret. Ingen siger, at den ene form er mere effektiv end den anden, men Gunda kan stå for sig selv som et værk.

FILMEN skal ses i et mørkt rum, så langsomheden kan gøre sin virkning. Vist er der antropomorfisme. Jeg nævnte kyllingen, som mangler et ben og bliver ved med at presse sig gennem trådhegnet. Det er som at se en flugtfilm for høns.

   Alting står uimodsagt. Jeg troede fejlagtigt, at Gunda var et industrisvin, som vi skulle følge fra stalden til slagteriet. Det er ikke den slags film. Dyrene har plads og gode vilkår.

   Det lykkes Kossakovsky at sætte tilskueren i grisens sted. Dyr er individer. Deres væsen og intelligens varierer, ganske som hos mennesker. Bedst er de scener, hvor dyrene standser op og gengælder blikket. Især da Gunda gør det til slut. Vi har fulgt det levende dyr på nært hold. Vi har vænnet os til hinanden.

MAN ser ind i dét blik og ser en medskabning. Det er vel spørgsmålet, som filmen har dybest nede. Med hvilken ret har vi avlet og slagtet? Med hvilken ret råder vi over naturen? Gunda handler om menneskers forhold til dyr. Det er langsom og givende filmkunst.

Se også Medskabninger | James Marsh: Project NIM (2011).

Gunda. Instr.: Viktor Kossakovsky. Manus: Kossakovsky, Ainara Vera. Foto: Kossakovsky, Egil Håskjold Larsen. 93 min. Norge-USA-UK 2020. Dansk premiere: 01.07.2021.

Fotos: Artemis Rising Foundation/ Empathy Arts/ Hailstone Films/ Storyline Studios/ Neon/ Øst for Paradis Filmdistribution/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.07.2021

Christian Tafdrup: Speak No Evil/ Gæsterne (2022) [Horror 100]

PÆNE MENNESKER
Christian Tafdrup føjer gru til satiren

Af BO GREEN JENSEN

FAR, mor og datter er på ferie i Toscana. Her møder de en hollandsk familie – med en dreng på datters alder – som de svinger så fint sammen med. Da det bliver efterår, kommer invitationen fra Holland i form af et kært fotominde.

   Speak No Evil er en velskrevet gyser, satanisk tænkt og næsten sadistisk udspekuleret. Alt er orkestreret, så hver detalje bliver ildevarslende, når man tænker tilbage. Fotoet er da en første advarsel, og situationen er en af mange lejligheder, som familien har til at sige fra.

   Louise er egentlig ikke så vild, men Bjørn vil gerne afsted. Som han forklarer sin hollandske modpol, er han kørt fast i forudsigeligheden. Arbejdet er bare noget, han gør; de har venner, han ikke engang synes om. Patrick kører ham ud til et stenbrud, hvor mænd kan råbe smerten væk. De drikker og bonder. Det er efter det første forsøg på at rejse. Stedet får senere grum betydning.

PATRICK og Karin bor på en flad mark i Flandern. Huset er gammelt, beklumret og fugtigt. De deler badeværelse med familien. En nat har Bjørn og Louise sex. Om morgenen ligger deres datter i sengen hos værtsparret. Det er efter den groteske kromiddag, hvor børnene måtte blive hos Muhajid (Hichem Yacoubi), en mærkelig husven, som kommer og går. Patrick og Karin kælede heftigt.

   Der er så meget, der bare ikke er i orden. Louise vil hjem i flere omgange. Bilen bliver pakket, men så er Patrick såret. Parrene taler og enes. Der er uskrevne regler for gæstfrihed. For hvad vi gør som pæne mennesker.

DET er egentlig synd, at den oprindelige danske titel – Gæsterne – aldrig kom i spil. De første to akter af Speak No Evil er ypperlig adfærdssatire. Christian Tafdrup viste både i Forældre (2016) og En frygtelig kvinde (2017), at han kan sætte fingeren på et ømt sted. I En frygtelig kvinde sad manden måske til sidst og fortrød, men han havde selv bedt om det hele, fordi han blev holdt fast i et mønster. Som vi alle bliver holdt fast.

   I tredje akt bliver døren sparket ind til et hemmeligt rum. Satiren forvandles til rendyrket gru, og det slutter så mørkt, at man gisper. Vær forberedt på en film, der er svær at se for børnefamilier. »Hvorfor gør I det her?« bliver bødlerne spurgt. »Fordi vi kan,« lyder svaret.

TAFDRUP deler tema med filmskabere som Dominik Moll, Michael Haneke, Yorgos Lanthimos og Ruben Östlund. Hverdagens lille ondskab og utryghed er forstørret. I genrekontekst er optikken som hos Jordan Peele og Ari Aster – det er virkelig ikke dine forældre og bedsteforældres »uskyldige« horror fra Hammer, giallo og Universal .

   Alle borgerskabets mareridt går i opfyldelse. Morten Burian og Sidsel Siem Koch er gode som det danske par; Fedja van Huét og Karina Smulders er tilpas uudgrundelige som deres værter. Liva Forsberg og Marius Damslev er de hjerteskærende udsatte børn.

   Blåsort, gennemført beskidt og fuld af hjertets søle – det er Speak No Evil. Filmen dyrker ubehaget, men får unægtelig tilskueren til at tænke – om ikke andet over, hvad der får Tafdrup til at føle så stærkt for modbydeligheden.

Se også Christian Tafdrup: Forældre/Parents (2016) og Christian Tafdrup: En frygtelig kvinde/A Horrible Woman (2017).

Speak No Evil (Gæsterne). Instr.: Christian Tafdrup. Manus: Mads & Christian Tafdrup. Foto: Erik Molberg Hansen. 97 min. DK-Holland 2022. Dansk premiere: 17.03.2022.

Fotos: Profile Pictures/ OAK Motion Pictures/ ADS Service/ DFI/ FilmFyn/ Netherlands Film Production/ Nordisk Film Distribution/ Trust/ Cinematerial

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Grand Hjemmebio, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Plaion Pictures 07.12.2023

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.03.2022.

Ron Howard: A Beautiful Mind/Et smukt sind (2001)

DEN STYRENDE MEKANISME

Ron Howards portræt af et martret geni

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN om John Forbes Nash Jr. (1928-2015) er så kulørt og handlingsmættet, at man næppe ville tro den, hvis den ikke var sandfærdig.

   Den amerikanske matematiker formulerede allerede i 1950erne »spilteorien«, som i 1994 indbragte ham Nobelprisen i økonomi. I en vis forstand er han indbegrebet af klicheforestillingen om den geniale undtagelse, distræt og excentrisk, grænsende til det aparte, men velsignet med en evne til at se og læse verden klart.

   Efter gennembruddet fandt han sammen med en kvinde, fysikeren Alicia Esther Nash (1933-2015), som aldrig veg fra hans side og støttede ham i alle henseender, også da han i 1959 blev tvangsindlagt med en skizofren paranoia, som i flere årtier afholdt ham fra at fungere socialt. Endelig vendte han langsomt tilbage, kom ind fra kulden som privilegeret løsgænger på sit gamle universitet, Princeton, og genvandt sin særstatus i forskersamfundet.*

RON Howards film A Beautiful Mind bygger på Sylvia Nasars bog om Nash fra 1998, men der er ikke tale om nogen ordinær biopic. Snarere tager Akiva Goldsmans manuskript afsæt i biografien og spinder en ende over dele af bogen. I neutralt referat lyder A Beautiful Mind velsagtens som en sentimental tv-film om to mennesker, der byder mørket trods og sejrer over modgangen, fordi de fremdeles elsker hinanden.**

   Det er ikke helt retfærdigt. Et sådant sofastykke er filmen også, det er fortællingens overordnede kurve, men der sker ting og sager på vejen. Bedst som man tror, man har regnet den ud, giver filmen sin tilskuer ét stort chok og to mindre overraskelser, som ganske forrykker den samlede ligning. Det ville være synd at røbe mere. Lad det blot være sagt, at man holdes til ilden.***

MEGET i filmen giver sig selv. Vi møder Nash i 1947, da han ankommer til Princeton som en af flere forskere, man ser en strålende fremtid i. Den unge mand skiller sig ud fra begyndelsen. Mens andre spiller spil og går med piger, falder Nash på Isaac Newton-vis i staver over de mønstre, der tegner sig i flokkes adfærd, hvad enten det gælder duer eller mennesker.

   Mens kammeraterne gør indtryk med målrettede projekter, famler Nash i lang tid forvirret omkring, besat af tanken om at bryde koden og isolere »den styrende mekanisme«, som ligger til grund for al social bevægelse. Vi ser ham tegne på glas og gebærde sig sært. Kun en lærer (Judd Hirsch), en konkurrerende kollega (Adam Goldberg som den begavede forsker, der koncentrerer de egenskaber, Nash netop ikke besidder) og den litterært inklinerede Charles Herman (Paul Bettany), vennen som Nash deler værelse med, har kontakt med den erklærede enspænder.

DA Nash formulerer sin spilteori og definerer »det grundlæggende ligevægtsbegreb i ikke-kooperative spil«, som Nationalencyklopædien kalder forskerens fornemste resultat, får vi ganske vist at vide, at der er tale om revolutionerende indsigt.

   Filmen forsøger dog aldrig for alvor at eksponere matematikken. Til gengæld begriber vi hurtigt, at Nash kan gennemskue kaos og se symmetrier i det vilkårlige. Regeringsagenten William Parcher (Ed Harris) kalder ham en født kodebryder, den bedste han har set. Vi følger villigt med, da filmen skifter farve og drager os ind i en hemmelig dobbeltverden, hvor Nash gransker tal på regeringens vegne.

ENDELIG møder han Alicia Lardé Lopez-Harrison (Jennifer Connelly), der tager den sære mand som han er. Psykiateren Rosen (Christopher Plummer) diagnosticerer Nash som skizofren, og filmen følger i detaljer den uhyggelige insulinterapi, som man behandler sygdommen med.

   Nash kommer ud på den anden side som en skygge af sig selv. Lyset i det smukke sind er slukket, og han tager utilregneligheden på sig. Det tjener dernæst filmen til ære, at den skildrer ægteskabets kriser udførligt. Vi ved, at anerkendelsen venter, men det er fascinerende og bekræftende, samt af og til ganske morsomt, at følge en mand, der forsoner sig med sine tvangstanker.

PROBLEMET med filmen har rod i de fortællemæssige spidsfindigheder, som samtidig udgør dens primære styrke. Hvad var Et smukt sind ret beset, hvis man fjernede den strategiske gimmick? En ufokuseret beretning om et matematisk geni, som slår revner. Et portræt af den maniske stræber, som bliver offer for sin søgen efter den styrende mekanisme. En sympatisk kærlighedsskildring, som tager frasen »i lyst og nød« gravalvorligt. Og et i alle detaljer gedigent portræt af en kreds og en tid, nemlig forskermiljøet i den kolde krigs varmeste år. Her er lidt af hvert af det hele, men kun få bevægelser føres igennem og flere spor får lov at ligge hen og sande til efter en tid.

DER er dog tale om en original film for voksne, en nuanceret fremstilling af en kompleks præmis, som bestræber sig på at få os til at tænke. Dem er der ikke mange af i dagens amerikanske hovedstrøm. Russell Crowe brillerer som Nash, men har også let spil med figuren. Det er snarere Jennifer Connelly, der løfter hustruens rolle.

   Wynn Thomas’ scenografi genskaber tiden, og især i det første kvarter forsøger fotografen Roger Deakins at filtrere lyset gennem det smukke sind. James Horners musik er ikke så svulstig, som man kunne frygte. Ron Howards instruktion er som altid indbegrebet af soliditet.

   Dog er og bliver det manuskriptet, som skaber og bærer A Beautiful Mind. Se selv hvorfor og hvordan.

*) John og Alicia blev gift i 1957 og skilt i 1963, da John blev indlagt og var i behandling. De flyttede sammen igen i 1970, hvor Alicia påtog sig at være værge for John. De blev gift igen i 2001, samme år som A Beautiful Mind fik premiere. De omkom sammen i en trafikulykke på New Jersey Turnpike den 23. maj 2015. Parret havde været i Norge, hvor John modtog Abel Prisen. De tog en taxi hjem fra Newark Airport, og chaufføren mistede kontrollen over bilen. Begge døde på stedet. De var sammen i næsten 60 år. Parrets søn, John Charles Martin Nash (f. 1958), arvede faderens sindslidelse.  

**) Sylvia Nasar: A Beautiful Mind: a Biography of John Forbes Nash, Jr., Winner of the Nobel Prize in Economics, 1994. 460 s. New York: Simon and Schuster, 1998. Bogen modtog National Book Critics Circle Award for årets bedste biografi og var nomineret til Pulitzer-prisen. Sylvia Nasar (f. 1947) underviste i journalistik på Columbia University, da hun skrev den. Hun er nu professor emirita samme sted.

***) På tyve års afstand kan sløret vel løftes. I virkeligheden hørte Nash stemmer, som ikke var der. I filmen er stemmerne fysisk gestaltet.

 

A Beautiful Mind var Oscar-nomineret i 8 kategorier. Filmen vandt for Best Picture, Best Director (Howard), Best Adapted Screenplay (Goldsman) og Best Supporting Actress (Connelly).

A Beautiful Mind (Et smukt sind ). Instr.: Ron Howard. Manus: Akiva Goldsman. Foto: Roger Deakins. 134 min. USA 2001. Dansk premiere: 01.03.2002.

Fotos: WikiMedia Commons/ CBS/ PBS/ Universal Pictures/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, HBO MAx, iTunes, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2/Paramount+, Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.03.2002