Nikolaj Arcel: Bastarden | The Promised Land (2023) [Bodilprisen 2024]

HUNDREDE KILOMETER BORTE
En western fra 1750ernes Jylland

Af BO GREEN JENSEN

BASTARDEN er Ludvig »von« Kahlen, uægte søn af en kokkepige og en herremand. Han har lagt sin plan om at opdyrke heden i Jylland gennem 25 år som lejesoldat i den tyske hær, »Scholtens Geworbne Infanteri«, mens han avancerede fra rekrut til kaptajn. Han er 54 år, da han kommer til Alheden uden anden ballast end sin stolthed, forurettelse og en brændende ambition om selv at blive herremand.

   Antagonisten er Frederik »de« Schinkel, kammerherre, landsdommer og arving til godset ved Hald. Kahlen vil kolonisere landskabet, så han kan sætte et »von« i sit navn. Den privilegerede Frederik har selv sat »de« foran Schinkel. Han betragter heden som sin egen jord og har planer om at udnytte den, når midlerne fra hans formæling med den norske adelsfrøken Edel kommer i hus.

BEGGE mænd har faktisk levet, Ludvig von Kahlen fra 1700 til 1774, Frederik de Schinkel (eller Skinkel) fra 1719 til 1794. Forfatteren Ida Jessen beskriver deres skæbner i romanen Kaptajnen og Ann Barbara fra 2020. Især tager hun afsæt i den historiske uvished, der er et frodigt rum for fantasien. Som Jessen siger i en note til slut:

»Selv om mange af personerne altså har eksisteret i den virkelige verden, findes der så lidt nedtegnet om dem, at der har været rig mulighed for at fabulere, og det har jeg gjort, ligesom jeg visse steder har tilladt mig at flytte datoer og årstal.«

Meget af stoffet har ligget til benet, da Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensen gav sig til at bearbejde romanen. Alligevel er Bastarden en betydelig bedrift. Det litterære liv er oversat til majestætiske billeder. Heden bliver en kolossal metafor. Især de vilde naturscenerier er forløst med visionær styrke:

»Det er oktober. Vinden hyler over heden. Den kommer ude fra havet hundrede kilometer borte og møder ingen modstand, før den rammer kaptajnens hus. Vinden slår mod ruderne, banker ned i skorstenen, river i de tykke egeplanker, der er bragt ud til heden helt fra skovene i Silkeborg. Der bor onde djævle i vinden, den pisker jorden med regn, den hviner og tuder.«*

DEN jyske hede var Danmarks tundra, et uopdyrkeligt steppelandskab, som ikke stod tilbage for ørkener i Asien, Amerika og Australien. Heden lå øde hen i århundreder. Kun vildmænd, lovløse og udstødte færdedes på prærien. Alene af den grund giver det mening at betragte Bastarden som en dansk western.

   I skolen lærte vi om ingeniøren Enrico Dalgas (1828-1894), som grundlagde Hedeselskabet og forvandlede vildmarken til frugtbart agerland. Det blev gjort ved at grave i jorden og rette åerne ud. Nu er heden fredet i klasse A, og i nyere tid har man arbejdet på at udbedre topografien. Kultiveringen af heden var i mange henseender en økologisk katastrofe – som stordriften, der ødelagde den amerikanske landbrugsjord i 1930erne – men i 60erne var det stadig en heltefortælling. Vi lyttede ikke opmærksomt. Det var en fjern og uvedkommende historie om et sted, som vi tog for givet.

   Kahlen ankom 100 år før Dalgas. Hans forsøg på at opdyrke heden – som faktisk bar frugt i ti år, før han opgav – hørte vi aldrig et ord om. Bastarden og hans spejltvilling, den onde Schinkel, lever i en kronologisk parentes, der vil lukke sig om dem og blive til sand. »På hede, der ikke anvendes, dør lyngen i løbet af ca. 25 år og efterfølges af revling og bølget bunke,« kan man læse i Den Store Danske på lex.dk. Sådan er det gået for stræberen Kahlen, som kom til heden og blev et helt menneske.

FILMEN er som skåret eller hugget i granit. Vi ser Kahlen iføre sig den slidte paradeuniform og få foretræde for embedsmændene i Rentekammeret. Han vil allerhelst tale med kongen, men det kan han skyde en hvid pind efter. Frederik den 5. har travlt med sit eget. Vi ser ham fra ryggen én enkelt gang.

   De bløde mænd med silkeveste og pudrede parykker ligner dekadente bureaukrater på et satirisk kobberstik af briten George Cruikshank. Vi er i den danske udgave af tiden, hvor Henry Fielding skrev picareske romaner som The History of Tom Jones, a Foundling (1749). Herhjemme var Ludvig Holberg i gang med at måle klasseforskellen op.

   Da Tony Richardson filmatiserede Tom Jones – og fik en Oscar for arbejdet i 1963 – brugte han talrige modernistiske stilgreb. Albert Finney brød den fjerde væg, når han talte direkte til publikum. Også Stanley Kubrick holdt ironisk distance, da han instruerede Ryan O’Neal i sin med rette beundrede Barry Lyndon (1975). Sofia Coppola fylder Marie Antoinette (2006) med anakronistiske tricks. Arcel kunne selv være metabevidst i En kongelig affære (2012).

   Der er intet af alt dette i Bastarden. Her bliver det igen et spørgsmål om at komme tæt på og være tilbage. Det er næsten som med heden i Jylland. Verden skal gøres så skæv, som den var. Det gælder om at generobre uskylden og oprindeligheden.

   

KAHLEN fortrækker ikke en mine, da hans projekt bliver latterliggjort. Han spilles af Mads Mikkelsen med autoritet og fuldkommen indlevelse. Der er en antydning af foragt i de dirrende næsefløje. Og aldrig bare skyggen af et smil eller nogen varme i blikket. Nogle af de ting kommer med tiden, ude på heden, da gården Kongenshus er rejst og kan ses på en afstand af 12 kilometer.

   Embedsmændene, der har Søren Malling som en slags talsmand, enes om at give Kahlen grønt lys. Han vil selv jo finansiere projektet med sin pension (hvordan den så skulle række til det), og for så vidt kunne man love ham at blive kejser af Rusland. Det vil alligevel ikke lykkes. Mange har prøvet og fejlet. Det mørke Jylland er stadig en ørken, som den krævende konge gerne ser brugt. Dengang som nu handler alting om penge og status, i hvert fald i den materialistiske verden. Og findes der egentlig andre?

   Ergo får Kahlen sin tilladelse. Filmens første 20 minutter er en montage af berusende scener, hvor manden kæmper alene på heden, hugger, stikker og borer i jorden, mens elementerne raser. Fotografen Rasmus Videbæk har mesterligt omsat naturen fra bogen:

»Ved totiden lægger han magasinet ned i kassen med bøger. Han er for træt til at skrive i logbogen. Han lægger sig på sin lyngseng med støvlerne på og trækker frakken op over sig. Han lukker øjnene og indsnuser lugten af halm, der sidder i hans ærme. Så falder han i søvn. Denne gode nat. Stjernerne over teltet. Den vilde himmel pulserer af lys, Mælkevejen banker af hvidt uroligt lys. Men kaptajnen sover og ser det ikke. Kaptajnen sover.«

Der er præcis den samme følelse i filmen. I Bastarden har stof, forfatter og filmskabere virkelig fundet hinanden. Alting går op i en sanselig ligning.

ANN Barbara Nielsdatter bliver spillet lige så fornemt af Amanda Collin. Collin har en indbygget, hård kvalitet, der kan bruges sympatisk eller lakonisk, ganske som Mikkelsens fine register. Her er hun først og fremmest hans fælle. Kun Ann Barbara ser hele manden. Kun hun kan sige ham imod – og fordi hun gør det sjældent, lytter han.

  Ann Barbara er en fiktiv karakter. Hun kommer ind i kaptajnens liv som hans husholderske. Den svenske præst (Gustav Lindh), som drømmer om at rejse en kirke på heden, er så godt som alene om at se de store muligheder i Kahlens projekt. Han har skjult Ann Barbara og hendes mand, fæstebonden Johannes Eriksen (Morten Hee Andersen), der er flygtet fra despoten på Hald.

   Ann Barbara og Johannes er de eneste, som vil arbejde for Ludvig Kahlen. Det er strafbart at hjælpe flygtende bønder, som under stavnsbåndet er herremandens personlige ejendom. Han kan bruge og tage deres liv som han vil. Det er noget af det bedste ved Bastarden. Filmen gør slaveriet konkret.

JEG har forbehold omkring slutningen. Men Bastarden er et stort epos med mange små sidehistorier og en overordnet ambition, der kan måle sig med Kahlens stræben. Arcel lægger stoffet til rette, så man accepterer at være tilbage i tiden, mens man føler med de stærke karakterer. Man er mere end et publikum. Nogle film betoner distancen. Bastarden vil have os til at leve med – og det lykkes.

   For at nå denne trancelignende tilstand, må man ikke vide for meget på forhånd. Man skal gøre sine erfaringer i samme tempo som kaptajnen og Ann Barbara. Jeg vil ikke ødelægge oplevelsen med en detaljeret synopsis. Det er en gennemført og medrivende film, som virker på snart sagt alle niveauer.

SIMON Bennebjerg giver Frederik Schinkel en påfuglevifte af skabagtige og irriterende manerer, som han nyder at udfordre sine omgivelser med. Frederik er ondskabsfuld og forkælet, men han er også intelligent. Han vil markere sit fællesskab med Kahlen, som en rest af anstændighed i ham respekterer og frygter, men han må samtidig demonstrere den sociale afstand. Schinkel repræsenterer et moderne, absurd verdenssyn og fører lange monologer om kaos og Gud i naturen, som Kahlen aldrig byder ind i.

   Værst er vel en djævel, som ved, hvad han gør. Schinkel får sine fæstebønder tortureret. Da han har lyst til at dræbe sin forlovede, myrder han kammerpigen i stedet. Han gør det uden at blinke. Vi ser, hvad han gør ved Johannes. Eller vi tror, at vi ser torturen med kogende vand. Faktisk er scenen et skoleeksempel på, hvordan man lader fantasien arbejde. Det er næsten som brusersekevensen i Alfred Hitchcocks legendariske Psycho (1960). Der er intet smeltende kød.

DET er med skildringen af barnet, sigøjnerpigen Anmai Mus, at Bastarden træder i fuld karakter som et romantisk kunstværk. Anmai Mus er et livstykke, som inkarnerer naturen. Kaptajnen møder hende første gang, da han forsvarer sig mod taterne, der som de eneste trives på heden, hvor de kan være i fred. De har intet til overs for normaliteten. I en western ville de være den oprindelige befolkning.

   Da Schinkel driver arbejdsstyrken på flugt, vender Kahlen sig til taterne og får overbevist lederen Hector (Magnus Krepper) ved at give ham sin dyrebare medalje og en væsentlig andel af høsten. Det er længe en hemmelighed, hvad Kahlen planlægger at dyrke på heden. Jeg vil derfor ikke røbe den hér.

   Da Kahlen har bragt Anmai Mus sikkert tilbage, lægger hun en stav for hans fødder. Hector forklarer, at hvis han tager den op, bliver han en del af hendes stamme eller klan. Så Kahlen lader staven ligge. Han vil for det første holde sig fri af følelser. For det andet synes han (som alle andre), at han er hævet over romaerne. Staven fungerer i filmen som Tjekhovs gevær. Eller Hedda Gablers pistoler. Det er den dramaturgiske regel, som siger, at hvis man i første akt ser et våben på væggen, vil det med sikkerhed blive affyret til slut. Staven bliver kastet og samlet op flere gange.

PÅ heden bliver Kahlen omsider en god mand. Eller han realiserer sit potentiale for godhed. Det sker i små ryk, og der er mange mellemregninger, men der kommer en vidunderlig tid, hvor alt ved tilværelsen lykkes. Kahlen, Ann Barbara og Anmai Mus bliver en lille familie i vinden. Ludvig lærer sin datter at regne og skrive. Da han bliver udnævnt til landmåler, er hun hans lærling. Han glemmer frøken Edel (Kristine Kujath Thorp), indtil luksuskvinden er der igen. Kahlen nyder dagene. Som selvsagt ikke varer evigt, men det bliver nuet blot sødere af.

   Melina Hagberg er mageløs som pigen, der kalder ham »Bette Far« på sit syngende sprog. Kahlen står meget igennem og modstår mange fristelser for at realisere sin drøm. Han undlader ofte at reagere, fordi det tjener ham bedre at lade Schinkel rase efter behag. På denne tid anfægter man ikke hierarkiet.

   Der kommer et turning point, som står mejslet, da lykken atter vender for Kahlen, og han forpasser sin chance. Kolonisterne – som er tyske migranter – kræver, at det hedenske heksebarn bliver fjernet. Han raser i afmagt og vælger forkert. Ann Barbara er målløs. Kahlen svigter kærligheden – og bruger resten af livet på atter at gøre det godt.

   Sådan viser man, at der findes karma i verden – og sådan skriver man et stærkt manuskript.

MADS Mikkelsen er en formidabel håndværker. Man har ikke følelsen af at se på en stjerne, som spiller stort skuespil. Man ser karakteren, som han tager på sig. Ludvig Kahlen er en af de typer, han tolker allerbedst: manden, der ikke vil give sig og rejser sig uanset, hvilke slag der kommer. Han er som One-Eye i Valhalla Rising, (2009), Lukas i Jagten (2012), Jon Jensen i The Salvation (2014), Overgaard i Arctic (2018), Tonny i Pusher II (2004).

   Mikkelsen spillede Michael Kohlhaas i Arnaud des Pallières 2013-filmatisering af historien bag Heinrich von Kleists novelle. Kohlhaas er manden, der ikke vil svigte sine principper og fører krig mod herremanden for princippet og to oksers skyld. Han betaler samtidig prisen for hævngerrighed, for aldrig at kunne hvile eller bøje af. Hans sejr giver derfor ingen katarsis.

   Figuren er brugt på film mange gange, blandt andet i westernregi. John Cusack spillede Kohlhaas i Jon Badhams The Jack Bull (1999). Det er den arketypiske grundhistorie om små folk, der trodser den store betvinger. Den lovløse outsider bliver oprørsleder. Det er den slags mand, Mikkelsen er i Bastarden.

   Især er det den samme konflikt mellem kvægfarmere, der vil fortrænge små gårdmænd, mens den første befolkning fordrives af alle, og lejede revolvermænd køres ind for knuse modstanden. Konflikten har båret 100 westerns fra Shane (1953) til Once Upon a Time in the West (1968) og Heaven's Gate (1980). Som nævnt bliver Bastarden kaldt en dansk western. Det er den både i kraft af sit landskab og den tidløse Kahlen, som på én gang er menneske og mytologi.

DET er den første danske film, som Arcel har skrevet med andre end Rasmus Heisterberg (der blev sin egen instruktør med I blodet). Anders Thomas Jensen er snedkeren, der kan rette en hvilken som helst vinkel, og han gør det igen i Bastarden. For resten har filmen heddet forskelligt. Kongens land var i lang tid en udmærket titel. På engelsk hedder filmen nu The Promised Land.

   Bastarden fortjener sin Oscar-indstilling, og Arcel er tilbage på sporet fra En kongelig affære. I Hollywood brugte han lang tid på at instruere The Dark Tower (2017). Få kunne lide resultatet, men oplevelsen var sikkert både lukrativ og lærerig. I hvert fald er der slet intet fedt på Bastarden, og Kongenshus står i den samme slags waste land som tårnet i Stephen Kings fortælling. Det er levende, dugfrisk historie. Det er sagnstof og virkelighed på én gang.

DER skal herfra kun lyde et velment tillykke. Og måske en lille opfordring til på et tidspunkt at træde tilbage fra genrestykket igen. Arcel kan sine genrer: krimi, fantasy, ædel historie. Men Sandheden om mænd (2010) var hans mest personlige arbejde, og filmen sagde nogle vigtige ting. Der er ingen grund til at afskrive samtiden helt.

   Der er derimod grund til at gå i biografen. Bastarden er en af de helt store film, som giver mediet nyt liv i usikre tider.

Bastarden var nomineret i 7 kategorier, da Bodil-priserne blev uddelt for 77. gang den 16. marts 2024. Den vandt for Bedste danske film, Bedste fotograf (Rasmus Videbæk), Bedste mandlige hovedrolle (Mads Mikkelsen) og Bedste scenografi (Jette Lehmann). Ved Robert-uddelingen i februar var filmen nomineret i 15 kategorier. Den vandt for Bedste film, Bedste fotograf, Bedste mandlige hovedrolle, Bedste mandlige birolle (Simon Bennebjerg), Bedste adapterede manuskript (Anders Thomas Jensen, Nikolaj Arcel), Bedste scenografi, Bedste kostumer (Kicki Ilander), Bedste make-up (Sabine Schumann) og Bedste visuelle effekter (Nina Strøm, Alexander Schepelern). Endvidere modtog Bastarden Nordisk Film Biografers publikumspris. Bodilpriserne uddeles af Danske Filmkritikere, Robertpriserne af Danmarks Film Akademi. 

*) Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara. 508 s. Gyldendal, 2020. Lydbogsudgaven er indtalt af Jens Albinus og har fået legendarisk status allerede. Også her er en stemme, som finder det rigtige stof.

Bastarden. Instruktion: Nikolaj Arcel. Manus: Anders Thomas Jensen, Nikolaj Arcel. Foto: Rasmus Videbæk. 127 min. Danmark-Sverige-Norge-Tyskland 2023. Dansk premiere: 05.10. 2023.

Fotos: Zentropa Entertaiments (stillfotos Henrik Ohsten; poster art Danni Riddertoft)/ TrustNordisk/ Det Danske Filminstitut/ Den Vestdanske Filmpulje/ Eurimages/ Hedeselskabet af 1969/ TV2 Danmark/ SFI/ SVT/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Czech Film Fund/ Mitteldeutsche Medienförderung/ MOIN Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ DFFF/ Plaion Pictures/ Magnolia Pictures (YouTube trailer)/ Forlaget Gyldendal.

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy + er stadig i biografdistribution

Teksten lagt på POV.International 06.10.2023.

Du som er i himlen | As in Heaven (2021) [Kvindernes kampdag 2024]

EN FØDSEL OG ET DØDSFALD

Filmen er tilegnet mødre og døtre 

Af BO GREEN JENSEN

DET er fortællingen om et forudsigeligt dødsfald. Handlingsgangen er forstemmende enkel og ufravigelig. Den udspiller sig over ca. et døgn ved forrige århundredeskifte, da Danmark endnu var en landbrugsnation. Det er ikke evigheder siden. De fleste af os har rødder på landet.

   Anna Gram (Ida Cæcilie Rasmussen), den 36-årige madmor og frue på slægtsgården Broholm, skal føde sit syvende barn. Hendes ældste datter, Lise på 14, er midt i det hele og hovedpersonen. Det er ikke en skæbnefortælling, for udfaldet kunne være undgået, hvis der var mindre tro – og overtro. Men på en måde bliver Lises skæbne afgjort. Hun begynder dagen som ældste barn. Ved slutningen er hun forvandlet til voksen.

   Kusinerne Elsbet og Grethe er kommet for at hjælpe til. De fornemmer tidligt, at noget er galt, og advokerer for, at man tilkalder Doktor Lund. Men Anna har drømt, at hun ikke ville leve, hvis lægens hjælp bliver nødvendig. På dét punkt er Kloge Sine, den gamle pige i huset, ikke fornuftig. Når drømme er stærke, har de betydning. Annas ønske må respekteres.

   Så dagen går ubønhørligt. Anna er væk i veer og blodstyrtninger. Det foregår for det meste off screen. Børnene ser i brudstykker, hvad der sker for deres mor. Da far Arne kommer hjem fra markedet og tror, at han skal spise middag med naboen, som gør ham følge, er den gode stemning fra morgenen vendt. Der bliver ikke flere lyse dage på Broholm.

MARIE Bregendahl (1867-1940) skrev sin korte, karakteristisk klarøjede roman i 1912. Hun var da ti år inde i forfatterskabet, som følges videre gennem livet med piger og kvinder som Lise Gram. Det er allerede fra Bregendahls hånd en filmisk tekst, der flitrer ud og ind af mange synsvinkler. Fortællemåden er panoramisk:

 »Saadan flimrede der i dette Par Ventetimer et broget Mylder af Billeder frem for Børnenes Øjne, smaa og store, mindre væsentlige og skæbnebestemmende imellem hverandre. Dog alle indbyrdes forbundne, thi de var alle tegnede paa den samme sorte Baggrund: Moderens dødssyge Tilstand.«*

   

Bregendahl komponerer i billeder og situationer. Karaktererne og dagens rytme etableres i en sekvens, der er perfekt oversat til steadycam-kredsen. Børnene er begejstrede over at se deres mor sidde ved bordet og smøre brød i stedet for at gå omkring. »Klog’ Sine« ser på det hele og glæder sig såre. »Gud bewaar Jer aalsammen!« siger hun bevæget.

   Situationen er indrammet som på et maleri. Kirsten Olesen siger »Gud bevare jer alle« med samme spontane affekt. Vi er klar til at gå helt ind i livet på gården, som dette lange sommerdøgn vil ændre for bestandig.

TEA Lindeburgs bearbejdelse af romanen er eksemplarisk. Hun lader i vid udstrækning Bregendahls billeder stå, men hun tilføjer ny dialog. Drengen på Møllegaarden, som simpelt hen er blevet efterladt, og stedsønnen på Broholm, Jens-Peder, der sørger lige så stærkt over Anna, får mere nærvær i filmen. Det er ellers en verden af kvinder og børn, og filmen er tilegnet mødre og døtre.

   Broholm er en stor, velfungerende drift. Filmen har samme fornemmelse for at beskrive landlivet realistisk, som man kunne se i Michael Noers Før frosten (2018), men der er ikke kun fokus på slid og nød. Der er en balance, som er mere skrøbelig, end den ser ud. Møllegården er skræmmebillede på, hvad Broholm kan blive, når Madmor er væk. Hele livet er der hele tiden.

DET giver god mening at ændre titlen fra En Dødsnat til Du som er i himlen. Tekstens bærende drama har at gøre med det sted i Fadervor, hvor vi bekender vor tro og siger »ske din vilje, som i himlen således også på jorden«.

   Lise kan ikke få ordene frem, da Gud er ved at tage hendes mor. Det lykkes i andet forsøg, men kun af hensyn til ritualet. »Jeg er træt af Gud,« siger hun i en replik, som Lindeburg tilføjer for egen regning.

   Der er få, men strategiske tilføjelser. Mest effektfuld er drømmesekvensen, som indleder og kommenterer forløbet. Lise går gennem kornet på bare fødder, naturen er stor og sublim. Der skrues op for Kristian Leths musik, som ellers er økonomisk doseret, og i en majestætisk udzoomning ser vi, at der hænger en sky af rød dis over landskabet.

   Der falder blod på Lises ansigt i drømmen. Så får hun tøj på og kommer, stadig barfodet, ud på gårdspladsen, hvor far Arne tager afsked for dagen. Han giver hende ansvaret. »Og gør noget ved dig selv. Du ligner jo stadig et barn.«

DA Lise er blevet reservemor for sine søskende, har hun ikke længere bare tæer. Farmor rækker hende riven. Fødderne er pakket ind. Lises mor havde trumfet igennem, at pigen skulle på højskole. Det bliver der ikke noget af.

   En Dødsnat er en autofiktion, som bruger Bregendahls egen baggrund. Hun mistede sin mor på den måde. Hun blev voksen som teenager, da hendes far (som vist nok var Arne Gram op ad dage) forsvandt ind i sig selv. Men Marie kom på højskole og begyndte at nære sin drøm om at skrive. Hun forstod, at økonomisk uafhængighed betyder frihed.

   Hun brød sin forlovelse og giftede sig med Jeppe Aakjær mod familiens vilje. Da parret blev skilt, prioriterede hun autonomien. Det skal til Aakjærs forsvar siges, at han promoverede Bregendahls skrifter, også efter deres brud. Fredrik Hegel fra Gyldendal fandt teksten ufeminin og brutal. Vi ville sige moderne.

DET er en hård, smuk og klar film, som Tea Lindeburg har skabt efter Bregendahls bog. Alle scener afvikles med selvfølgelighed. Skønt Lise bliver fanget ind til slut, fornemmer vi tekstens forfatter. Livet på gården er skildret så stort, at man har italienske og svenske (for)billeder i baghovedet.

   Flora Ofelia Hofmann Lindahl har myndighed og naturlig autoritet som Lise. Selv de mindste børn i flokken får en unik karakter. Palma Lindeburg Leth og Flora August er kusinerne Elsbet og Grethe. Der er en særlig kontakt mellem Lise og Helga, næstyngste søster, som spilles af Anna-Olivia Øster Coakley. De røde sko går i arv ligesom spændet fra mor Annas hår.

   Der stilles skarpt på nye ansigter, mens de tunge voksenroller er lagt hos skuespillere, der var unge og kommende for tyve år siden: Thure Lindhardt, Stine Fischer Christensen, Jesper Asholt. I ældste led er Kirsten Olesen og Lisbeth Dahl veritable aristokrater.

DET er en film, som hylder kontinuiteten, skønt den kritiserer tingenes orden. Tea Lindeburg nærer tillid til børnene, der vil forstå at gøre det bedre. Det samme var hele pointen i Marie Bregendahls virke som kunstner.

   Hun ville glæde sig over filmens fortjente succes. Der er en ny årvågenhed i Du som er i himlen. Det kræver ikke meget at være årets bedste danske film til nu. Men mon ikke debutværket har samme status, når vi forlader 2022?**

Se også The Hours (2002) [Kvindernes internationale kampdag 2020]; Suffragette (2015) [Kvindernes internationale kampdag 2021]; Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022]; Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023].

*) Der er adskillige udgaver af teksten. Jeg citerer fra Marie Bregendahl: En Dødsnat + novellen Ved Lars Skrædders Sygeseng. Ill. Halfdan Pisket. Efterord af Hans Otto Jørgensen. 188 s. Forlaget Gladiator, 2013. 

**) Du som er i himlen konkurrerede på San Sebastián International Film Festival i 2021 og modtog priser for Bedste Hovedrolle og Bedste instruktion. Den var Best Nordic Film på Göteborg Film Festival 2022. I 2023 var filmen Robert-nomineret i 12 kategorier og modtog prisen for Årets adapterede manuskript. Ved samme års Bodil-uddeling var Flora Ofelia Hofmann Lindahl nomineret for Bedste kvindelige hovedrolle og Tea Lindeburg for Bedste danske film. Jesper Clausen modtog Henning Bahs-prisen for Bedste scenografi. Robert uddeles af Det Danske Filmakademi; Bodil-priserne af Danske Filmkritikere.  

Du som er i himlen. Instr. & manus: Tea Lindeburg. Foto: Marcel Zyskind. 86 min. Danmark 2021. Dansk premiere: 10.02.2022.

Fotos: Motor Productions [framegrabs Marcel Zyskind | Stillfotograf Christian Geisnæs]/ Det Danske Filminstitut/ Danmarks Radio/ Maan Rental Ode/ Scanbox Entertainment/ Forlaget Gladiator/ Lindhardt og Ringhof/ NDSL/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Rotterdam International Film Festival [You Tube trailer]

Filmen streames på Blockbuster, DRTV, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.02.2022 .

Xavier Beauvois: Les gardiennes | The Guardians | Vogterne (2017)

GÅRDEN I MIDTEN AF VERDEN
En stor film om stædige bønder

Af BO GREEN JENSEN

ÅRET er 1915, stedet en gård midt i Frankrig. Der er langt fra Haute Vienne i Limousin til fronterne i Den Store Krig, som alle egnens unge mænd bliver indkaldt til at kæmpe i. De tager afsted som patrioter, men kommer hjem med udslukte miner. Især har de erfaret, at tyskerne ikke er frådende hunner, men bønder og skolelærere som de selv.

   Vogterne er dog ikke mændenes film. De første billeder viser døde soldater i blå uniformer. Senere har Georges, den ældste søn, et livagtigt mareridt, hvor han kæmper mod tyske soldater. Han mejer dem ned på forskellige måder. Til sidst jager han en bajonet i officeren – og får et genkendelsens chok, da han vrider gasmasken af den døendes ansigt.

   Ellers er der ingen scener fra krigen. Af og til bliver der handlet i byen, og man henter sine slægtninge på stationen. Resten af livet foregår på markerne og i skoven ved slægtsgården Le Paradier. Her må kvinderne dyrke jorden og tage vare på driften, mens mændene er væk. Det er det samme på de andre gårde. Alle vogterne hjælper hinanden.

HORTENSE Misanger er matriarken, som koordinerer arbejdet. Sønnerne Georges og Constant er ved fronten sammen med svigersønnen Clovis. Datteren Solange hjælper til og underviser på landsbyskolen. Clovis har en datter, Marguerite, som håber at blive gift med Georges. For ham er hun dog snarere en ekstra lillesøster.

   Hortense er gift med Henri, som er for gammel og giftplaget til at hjælpe med andet end praktiske råd. I mangel af bedre tager hun Francine Riant i huset. Francine er et vajsenhusbarn på 20 år. Hun er vant til at arbejde ude og inde. Hun spreder til og med glæde. Francine længes efter at høre til. Hun falder hurtigt til på Paradier.

VOGTERNE bygger på en roman, som Ernest Pérochon skrev i 1924. Pérochon blev aldrig oversat til dansk, men flere titler findes på norsk. Filmens producer, Sylvie Pialat, havde bogen fra sin bedstefar. Når hun bad netop Xavier Beauvois om at læse den, må det være, fordi hun har set Des hommes et des dieux (da. Om guder og mænd), som nåede verden rundt i 2010.

   Her skildrede Beauvois tidens gang på et kloster i Algeriet, hvor munkene nægtede at rejse, skønt konflikter trak sammen omkring dem. De døde for sagen til slut, men filmens styrke lå i beskrivelsen af de tusind ens virksomme dage, som følger med at passe et hus. Les gardiennes skildrer et andet miljø, men Beauvois investerer den samme iagttagende æstetik.

HANDLINGEN er enkel som en skillingsvise – måske en af dem, som Francine går og synger, og som hun står på scenen og optræder med i 1920, da omstændighederne har tvunget hende væk fra Paradier.

   Francine og Georges forelsker sig, da han er hjemme på orlov. Hortense holder af Francine, men vælger at forråde hende af grunde, som snarere har at gøre med Solange og gårdens omdømme. Jeg skal ikke røbe mere. Det er en hård, strategisk handling, som egentlig ikke ligger til Hortenses karakter. For i mange henseender er hun eksemplarisk.

   Vogterne er ikke et Marcel Pagnol’sk fanbrev til naturen i Provence, en kristen allegori i ånden fra Bruno Dumont eller et varsel om den næste krig på linje med Michael Hanekes hadske Das weisse Band (2009, da. Det hvide bånd). Filmen er en stille, realistisk skildring af menneskene på en gård i krig og fred.

DER er både desillusion og optimisme. Constant, Solange og Francine taler om, hvordan tingene vil ændre sig til det bedre. Hortense investerer i en mekanisk selvbinder, og det er en begivenhed, som udkonkurrerer naturen, da Solange køber en traktor af de amerikanske tropper, som mobiliserer på egnen.

   Forandringen kommer ikke helt, som de har håbet. Georges, Clovis og Marguerite, som nok skal ende med at få sin vilje, er straks tilbage i de sædvanlige skænderier om arv og fordeling af jord. »Jeg foretrækker dem sådan hér,« siger Hortense til Solange. »Når de er deres gamle jeg igen.«

MAN kunne godt hælde floskler om stoisk livsvisdom og dyb psykologisk indsigt i en vurdering af filmen. Og jeg er nødt til at fremhæve skønheden i de berusende billeder af marken og skoven i skiftende lys, som fotografen Caroline Champetier har komponeret. Musikken er et sent og kongenielt arbejde af stemningsmesteren Michel Legrand (1932-2019).

   Først og sidst ligger styrken dog i manglen på effekter. Der er bare landet, virkelige mennesker, vekslende sommer og vinter. Når det sner, kan man se, at personerne fryser. Der bliver ikke snydt med noget. Det gamle er ikke bedre end det nye. Der er bare gården i midten af verden.

TEMPOET er næsten nede i naturens egen ujævne rytme. Der sker hele tiden en smule, forrykkelser i de personlige relationer, umærkelige ændringer som siden får betydning. Med ét kommer hug, som åbner en afgrund: dødsfald, utroskab, fuldbyrdet elskov. Eller synet af en nymalet traktor, som uimodsigeligt hører fremtiden til.

   Cyril Descours, Nicolas Giraud og Olivier Rabourdin spiller fint som de hjemvendte mænd, men det er Nathalie Baye og Laura Smet – som også i virkeligheden er mor og datter – der bærer filmen sammen med den debuterende Iris Bry. Brys Francine er tilskuerens synsvinkel. Hun vil med tiden nok tilgive sin skæbne. Publikum glemmer den aldrig.

Se også Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux/ Om guder og mænd (2010).

Vogterne (Les gardiennes). Instr.: Xavier Beauvois. Manus: Fréderic Moreau, Marie-Julie Maille, Xavier Beauvois. Foto: Caroline Champetier. 138 min. Frankrig-Schweiz 2017. Dansk premiere: 01.11.2018.

Fotos: Les Films du Worso/ Pathé/ Canal+/ Eurimages/ CMC/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray fra Music Box Films (region A) 11.09.2018

2K Blu-ray fra Pathé Distribution (region B) 11.04.2018 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 02.11.2018.

Medskabninger | Gunda (2020)

GRISENS BLIK

Med hvilken ret råder vi over naturen?

Af BO GREEN JENSEN

DER er mange måder at lave miljøfilm på. Man kan fylde fladen med statistik og formaning. Det gør de fleste klimafilm. Man kan lovprise skønheden i ubalancen – som Terrence Malick gør i den kitschede Voyage of Time: Life’s Journey (2016). Man kan vise vandet i alle dets former og på den måde skrive et stort billeddigt. Det gjorde dokumentaristen Viktor Kossakovsky i Aquarela (2018).

   I Gunda vil han (tror jeg) tale om dyrevelfærd og respekt. Det gør han ikke ved at skildre, hvor skammeligt dyr bliver behandlet. Han gør det igen ved at vise naturen, men nu er der ingen fanfarer. Vi er ikke Jorden rundt i visionær form. Soen Gunda bor på en gård. Hun føder sine grislinger i filmens første lange indstilling. Der er ingen fortæller, ingen musik. Beskæringen viser en stalddør. Én efter én snubler ungerne ud.

KAMERAET følger med grisefamilien. Der er aldrig mennesker i billedet, kun deres maskiner, når avlen bliver hentet. Der er intet kunstigt drama. Hver indstilling varer i nærheden af ti minutter. Det er slow cinema i en renskuret form. Hver scene står så længe, at tilskueren må reagere og nå til at gøre sig tanker, så at sige på den anden side af langsomheden.

   Vi kender Gundas navn fra plakaten. Det er ikke noget, nogen siger. Soen med det skarpe blik er Kossakovskys blikfang. Andre dyr fylder lige så meget. En stakkels kylling, som mangler et ben, bliver skygget i øjenhøjde. To imødekommende kvier standser op og ser på fotografen. En okse udfordrer kamerablikket. Dyrene lever deres liv. Det er heroisk at følge.

   Æstetikken er atter det primære redskab. Gunda er filmet i sort-hvide, hyperskarpe billeder. Man gransker hver detalje. Man tænker alt muligt om dyr. Der er selvsagt ikke kun registreret. Man har fornemmelsen af ét sted, men filmen er optaget på tre gårde i Norge, England og Spanien. Der er ingen intrige, som forstærker empatien. Det er der så alligevel. Historien skabes ved redigering.

KOSSAKOVSKY vakte opsigt med Aquarela. Filmskaberen er født i 1961 og har arbejdet siden Sovjet-tiden, men vanddigtet gav ham fornyet moment. Gunda er koproduceret af skuespilleren Joaquin Phoenix (som er veganer) og promoveres ihærdigt af Paul Thomas Anderson. Det er arthousescenens svar på de bombastiske naturfilm, som Leonardo DiCaprio har produceret. Ingen siger, at den ene form er mere effektiv end den anden, men Gunda kan stå for sig selv som et værk.

FILMEN skal ses i et mørkt rum, så langsomheden kan gøre sin virkning. Vist er der antropomorfisme. Jeg nævnte kyllingen, som mangler et ben og bliver ved med at presse sig gennem trådhegnet. Det er som at se en flugtfilm for høns.

   Alting står uimodsagt. Jeg troede fejlagtigt, at Gunda var et industrisvin, som vi skulle følge fra stalden til slagteriet. Det er ikke den slags film. Dyrene har plads og gode vilkår.

   Det lykkes Kossakovsky at sætte tilskueren i grisens sted. Dyr er individer. Deres væsen og intelligens varierer, ganske som hos mennesker. Bedst er de scener, hvor dyrene standser op og gengælder blikket. Især da Gunda gør det til slut. Vi har fulgt det levende dyr på nært hold. Vi har vænnet os til hinanden.

MAN ser ind i dét blik og ser en medskabning. Det er vel spørgsmålet, som filmen har dybest nede. Med hvilken ret har vi avlet og slagtet? Med hvilken ret råder vi over naturen? Gunda handler om menneskers forhold til dyr. Det er langsom og givende filmkunst.

Se også Medskabninger | James Marsh: Project NIM (2011).

Gunda. Instr.: Viktor Kossakovsky. Manus: Kossakovsky, Ainara Vera. Foto: Kossakovsky, Egil Håskjold Larsen. 93 min. Norge-USA-UK 2020. Dansk premiere: 01.07.2021.

Fotos: Artemis Rising Foundation/ Empathy Arts/ Hailstone Films/ Storyline Studios/ Neon/ Øst for Paradis Filmdistribution/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.07.2021