Nikolaj Arcel: Bastarden | The Promised Land (2023) [Bodilprisen 2024]

HUNDREDE KILOMETER BORTE
En western fra 1750ernes Jylland

Af BO GREEN JENSEN

BASTARDEN er Ludvig »von« Kahlen, uægte søn af en kokkepige og en herremand. Han har lagt sin plan om at opdyrke heden i Jylland gennem 25 år som lejesoldat i den tyske hær, »Scholtens Geworbne Infanteri«, mens han avancerede fra rekrut til kaptajn. Han er 54 år, da han kommer til Alheden uden anden ballast end sin stolthed, forurettelse og en brændende ambition om selv at blive herremand.

   Antagonisten er Frederik »de« Schinkel, kammerherre, landsdommer og arving til godset ved Hald. Kahlen vil kolonisere landskabet, så han kan sætte et »von« i sit navn. Den privilegerede Frederik har selv sat »de« foran Schinkel. Han betragter heden som sin egen jord og har planer om at udnytte den, når midlerne fra hans formæling med den norske adelsfrøken Edel kommer i hus.

BEGGE mænd har faktisk levet, Ludvig von Kahlen fra 1700 til 1774, Frederik de Schinkel (eller Skinkel) fra 1719 til 1794. Forfatteren Ida Jessen beskriver deres skæbner i romanen Kaptajnen og Ann Barbara fra 2020. Især tager hun afsæt i den historiske uvished, der er et frodigt rum for fantasien. Som Jessen siger i en note til slut:

»Selv om mange af personerne altså har eksisteret i den virkelige verden, findes der så lidt nedtegnet om dem, at der har været rig mulighed for at fabulere, og det har jeg gjort, ligesom jeg visse steder har tilladt mig at flytte datoer og årstal.«

Meget af stoffet har ligget til benet, da Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensen gav sig til at bearbejde romanen. Alligevel er Bastarden en betydelig bedrift. Det litterære liv er oversat til majestætiske billeder. Heden bliver en kolossal metafor. Især de vilde naturscenerier er forløst med visionær styrke:

»Det er oktober. Vinden hyler over heden. Den kommer ude fra havet hundrede kilometer borte og møder ingen modstand, før den rammer kaptajnens hus. Vinden slår mod ruderne, banker ned i skorstenen, river i de tykke egeplanker, der er bragt ud til heden helt fra skovene i Silkeborg. Der bor onde djævle i vinden, den pisker jorden med regn, den hviner og tuder.«*

DEN jyske hede var Danmarks tundra, et uopdyrkeligt steppelandskab, som ikke stod tilbage for ørkener i Asien, Amerika og Australien. Heden lå øde hen i århundreder. Kun vildmænd, lovløse og udstødte færdedes på prærien. Alene af den grund giver det mening at betragte Bastarden som en dansk western.

   I skolen lærte vi om ingeniøren Enrico Dalgas (1828-1894), som grundlagde Hedeselskabet og forvandlede vildmarken til frugtbart agerland. Det blev gjort ved at grave i jorden og rette åerne ud. Nu er heden fredet i klasse A, og i nyere tid har man arbejdet på at udbedre topografien. Kultiveringen af heden var i mange henseender en økologisk katastrofe – som stordriften, der ødelagde den amerikanske landbrugsjord i 1930erne – men i 60erne var det stadig en heltefortælling. Vi lyttede ikke opmærksomt. Det var en fjern og uvedkommende historie om et sted, som vi tog for givet.

   Kahlen ankom 100 år før Dalgas. Hans forsøg på at opdyrke heden – som faktisk bar frugt i ti år, før han opgav – hørte vi aldrig et ord om. Bastarden og hans spejltvilling, den onde Schinkel, lever i en kronologisk parentes, der vil lukke sig om dem og blive til sand. »På hede, der ikke anvendes, dør lyngen i løbet af ca. 25 år og efterfølges af revling og bølget bunke,« kan man læse i Den Store Danske på lex.dk. Sådan er det gået for stræberen Kahlen, som kom til heden og blev et helt menneske.

FILMEN er som skåret eller hugget i granit. Vi ser Kahlen iføre sig den slidte paradeuniform og få foretræde for embedsmændene i Rentekammeret. Han vil allerhelst tale med kongen, men det kan han skyde en hvid pind efter. Frederik den 5. har travlt med sit eget. Vi ser ham fra ryggen én enkelt gang.

   De bløde mænd med silkeveste og pudrede parykker ligner dekadente bureaukrater på et satirisk kobberstik af briten George Cruikshank. Vi er i den danske udgave af tiden, hvor Henry Fielding skrev picareske romaner som The History of Tom Jones, a Foundling (1749). Herhjemme var Ludvig Holberg i gang med at måle klasseforskellen op.

   Da Tony Richardson filmatiserede Tom Jones – og fik en Oscar for arbejdet i 1963 – brugte han talrige modernistiske stilgreb. Albert Finney brød den fjerde væg, når han talte direkte til publikum. Også Stanley Kubrick holdt ironisk distance, da han instruerede Ryan O’Neal i sin med rette beundrede Barry Lyndon (1975). Sofia Coppola fylder Marie Antoinette (2006) med anakronistiske tricks. Arcel kunne selv være metabevidst i En kongelig affære (2012).

   Der er intet af alt dette i Bastarden. Her bliver det igen et spørgsmål om at komme tæt på og være tilbage. Det er næsten som med heden i Jylland. Verden skal gøres så skæv, som den var. Det gælder om at generobre uskylden og oprindeligheden.

   

KAHLEN fortrækker ikke en mine, da hans projekt bliver latterliggjort. Han spilles af Mads Mikkelsen med autoritet og fuldkommen indlevelse. Der er en antydning af foragt i de dirrende næsefløje. Og aldrig bare skyggen af et smil eller nogen varme i blikket. Nogle af de ting kommer med tiden, ude på heden, da gården Kongenshus er rejst og kan ses på en afstand af 12 kilometer.

   Embedsmændene, der har Søren Malling som en slags talsmand, enes om at give Kahlen grønt lys. Han vil selv jo finansiere projektet med sin pension (hvordan den så skulle række til det), og for så vidt kunne man love ham at blive kejser af Rusland. Det vil alligevel ikke lykkes. Mange har prøvet og fejlet. Det mørke Jylland er stadig en ørken, som den krævende konge gerne ser brugt. Dengang som nu handler alting om penge og status, i hvert fald i den materialistiske verden. Og findes der egentlig andre?

   Ergo får Kahlen sin tilladelse. Filmens første 20 minutter er en montage af berusende scener, hvor manden kæmper alene på heden, hugger, stikker og borer i jorden, mens elementerne raser. Fotografen Rasmus Videbæk har mesterligt omsat naturen fra bogen:

»Ved totiden lægger han magasinet ned i kassen med bøger. Han er for træt til at skrive i logbogen. Han lægger sig på sin lyngseng med støvlerne på og trækker frakken op over sig. Han lukker øjnene og indsnuser lugten af halm, der sidder i hans ærme. Så falder han i søvn. Denne gode nat. Stjernerne over teltet. Den vilde himmel pulserer af lys, Mælkevejen banker af hvidt uroligt lys. Men kaptajnen sover og ser det ikke. Kaptajnen sover.«

Der er præcis den samme følelse i filmen. I Bastarden har stof, forfatter og filmskabere virkelig fundet hinanden. Alting går op i en sanselig ligning.

ANN Barbara Nielsdatter bliver spillet lige så fornemt af Amanda Collin. Collin har en indbygget, hård kvalitet, der kan bruges sympatisk eller lakonisk, ganske som Mikkelsens fine register. Her er hun først og fremmest hans fælle. Kun Ann Barbara ser hele manden. Kun hun kan sige ham imod – og fordi hun gør det sjældent, lytter han.

  Ann Barbara er en fiktiv karakter. Hun kommer ind i kaptajnens liv som hans husholderske. Den svenske præst (Gustav Lindh), som drømmer om at rejse en kirke på heden, er så godt som alene om at se de store muligheder i Kahlens projekt. Han har skjult Ann Barbara og hendes mand, fæstebonden Johannes Eriksen (Morten Hee Andersen), der er flygtet fra despoten på Hald.

   Ann Barbara og Johannes er de eneste, som vil arbejde for Ludvig Kahlen. Det er strafbart at hjælpe flygtende bønder, som under stavnsbåndet er herremandens personlige ejendom. Han kan bruge og tage deres liv som han vil. Det er noget af det bedste ved Bastarden. Filmen gør slaveriet konkret.

JEG har forbehold omkring slutningen. Men Bastarden er et stort epos med mange små sidehistorier og en overordnet ambition, der kan måle sig med Kahlens stræben. Arcel lægger stoffet til rette, så man accepterer at være tilbage i tiden, mens man føler med de stærke karakterer. Man er mere end et publikum. Nogle film betoner distancen. Bastarden vil have os til at leve med – og det lykkes.

   For at nå denne trancelignende tilstand, må man ikke vide for meget på forhånd. Man skal gøre sine erfaringer i samme tempo som kaptajnen og Ann Barbara. Jeg vil ikke ødelægge oplevelsen med en detaljeret synopsis. Det er en gennemført og medrivende film, som virker på snart sagt alle niveauer.

SIMON Bennebjerg giver Frederik Schinkel en påfuglevifte af skabagtige og irriterende manerer, som han nyder at udfordre sine omgivelser med. Frederik er ondskabsfuld og forkælet, men han er også intelligent. Han vil markere sit fællesskab med Kahlen, som en rest af anstændighed i ham respekterer og frygter, men han må samtidig demonstrere den sociale afstand. Schinkel repræsenterer et moderne, absurd verdenssyn og fører lange monologer om kaos og Gud i naturen, som Kahlen aldrig byder ind i.

   Værst er vel en djævel, som ved, hvad han gør. Schinkel får sine fæstebønder tortureret. Da han har lyst til at dræbe sin forlovede, myrder han kammerpigen i stedet. Han gør det uden at blinke. Vi ser, hvad han gør ved Johannes. Eller vi tror, at vi ser torturen med kogende vand. Faktisk er scenen et skoleeksempel på, hvordan man lader fantasien arbejde. Det er næsten som brusersekevensen i Alfred Hitchcocks legendariske Psycho (1960). Der er intet smeltende kød.

DET er med skildringen af barnet, sigøjnerpigen Anmai Mus, at Bastarden træder i fuld karakter som et romantisk kunstværk. Anmai Mus er et livstykke, som inkarnerer naturen. Kaptajnen møder hende første gang, da han forsvarer sig mod taterne, der som de eneste trives på heden, hvor de kan være i fred. De har intet til overs for normaliteten. I en western ville de være den oprindelige befolkning.

   Da Schinkel driver arbejdsstyrken på flugt, vender Kahlen sig til taterne og får overbevist lederen Hector (Magnus Krepper) ved at give ham sin dyrebare medalje og en væsentlig andel af høsten. Det er længe en hemmelighed, hvad Kahlen planlægger at dyrke på heden. Jeg vil derfor ikke røbe den hér.

   Da Kahlen har bragt Anmai Mus sikkert tilbage, lægger hun en stav for hans fødder. Hector forklarer, at hvis han tager den op, bliver han en del af hendes stamme eller klan. Så Kahlen lader staven ligge. Han vil for det første holde sig fri af følelser. For det andet synes han (som alle andre), at han er hævet over romaerne. Staven fungerer i filmen som Tjekhovs gevær. Eller Hedda Gablers pistoler. Det er den dramaturgiske regel, som siger, at hvis man i første akt ser et våben på væggen, vil det med sikkerhed blive affyret til slut. Staven bliver kastet og samlet op flere gange.

PÅ heden bliver Kahlen omsider en god mand. Eller han realiserer sit potentiale for godhed. Det sker i små ryk, og der er mange mellemregninger, men der kommer en vidunderlig tid, hvor alt ved tilværelsen lykkes. Kahlen, Ann Barbara og Anmai Mus bliver en lille familie i vinden. Ludvig lærer sin datter at regne og skrive. Da han bliver udnævnt til landmåler, er hun hans lærling. Han glemmer frøken Edel (Kristine Kujath Thorp), indtil luksuskvinden er der igen. Kahlen nyder dagene. Som selvsagt ikke varer evigt, men det bliver nuet blot sødere af.

   Melina Hagberg er mageløs som pigen, der kalder ham »Bette Far« på sit syngende sprog. Kahlen står meget igennem og modstår mange fristelser for at realisere sin drøm. Han undlader ofte at reagere, fordi det tjener ham bedre at lade Schinkel rase efter behag. På denne tid anfægter man ikke hierarkiet.

   Der kommer et turning point, som står mejslet, da lykken atter vender for Kahlen, og han forpasser sin chance. Kolonisterne – som er tyske migranter – kræver, at det hedenske heksebarn bliver fjernet. Han raser i afmagt og vælger forkert. Ann Barbara er målløs. Kahlen svigter kærligheden – og bruger resten af livet på atter at gøre det godt.

   Sådan viser man, at der findes karma i verden – og sådan skriver man et stærkt manuskript.

MADS Mikkelsen er en formidabel håndværker. Man har ikke følelsen af at se på en stjerne, som spiller stort skuespil. Man ser karakteren, som han tager på sig. Ludvig Kahlen er en af de typer, han tolker allerbedst: manden, der ikke vil give sig og rejser sig uanset, hvilke slag der kommer. Han er som One-Eye i Valhalla Rising, (2009), Lukas i Jagten (2012), Jon Jensen i The Salvation (2014), Overgaard i Arctic (2018), Tonny i Pusher II (2004).

   Mikkelsen spillede Michael Kohlhaas i Arnaud des Pallières 2013-filmatisering af historien bag Heinrich von Kleists novelle. Kohlhaas er manden, der ikke vil svigte sine principper og fører krig mod herremanden for princippet og to oksers skyld. Han betaler samtidig prisen for hævngerrighed, for aldrig at kunne hvile eller bøje af. Hans sejr giver derfor ingen katarsis.

   Figuren er brugt på film mange gange, blandt andet i westernregi. John Cusack spillede Kohlhaas i Jon Badhams The Jack Bull (1999). Det er den arketypiske grundhistorie om små folk, der trodser den store betvinger. Den lovløse outsider bliver oprørsleder. Det er den slags mand, Mikkelsen er i Bastarden.

   Især er det den samme konflikt mellem kvægfarmere, der vil fortrænge små gårdmænd, mens den første befolkning fordrives af alle, og lejede revolvermænd køres ind for knuse modstanden. Konflikten har båret 100 westerns fra Shane (1953) til Once Upon a Time in the West (1968) og Heaven's Gate (1980). Som nævnt bliver Bastarden kaldt en dansk western. Det er den både i kraft af sit landskab og den tidløse Kahlen, som på én gang er menneske og mytologi.

DET er den første danske film, som Arcel har skrevet med andre end Rasmus Heisterberg (der blev sin egen instruktør med I blodet). Anders Thomas Jensen er snedkeren, der kan rette en hvilken som helst vinkel, og han gør det igen i Bastarden. For resten har filmen heddet forskelligt. Kongens land var i lang tid en udmærket titel. På engelsk hedder filmen nu The Promised Land.

   Bastarden fortjener sin Oscar-indstilling, og Arcel er tilbage på sporet fra En kongelig affære. I Hollywood brugte han lang tid på at instruere The Dark Tower (2017). Få kunne lide resultatet, men oplevelsen var sikkert både lukrativ og lærerig. I hvert fald er der slet intet fedt på Bastarden, og Kongenshus står i den samme slags waste land som tårnet i Stephen Kings fortælling. Det er levende, dugfrisk historie. Det er sagnstof og virkelighed på én gang.

DER skal herfra kun lyde et velment tillykke. Og måske en lille opfordring til på et tidspunkt at træde tilbage fra genrestykket igen. Arcel kan sine genrer: krimi, fantasy, ædel historie. Men Sandheden om mænd (2010) var hans mest personlige arbejde, og filmen sagde nogle vigtige ting. Der er ingen grund til at afskrive samtiden helt.

   Der er derimod grund til at gå i biografen. Bastarden er en af de helt store film, som giver mediet nyt liv i usikre tider.

Bastarden var nomineret i 7 kategorier, da Bodil-priserne blev uddelt for 77. gang den 16. marts 2024. Den vandt for Bedste danske film, Bedste fotograf (Rasmus Videbæk), Bedste mandlige hovedrolle (Mads Mikkelsen) og Bedste scenografi (Jette Lehmann). Ved Robert-uddelingen i februar var filmen nomineret i 15 kategorier. Den vandt for Bedste film, Bedste fotograf, Bedste mandlige hovedrolle, Bedste mandlige birolle (Simon Bennebjerg), Bedste adapterede manuskript (Anders Thomas Jensen, Nikolaj Arcel), Bedste scenografi, Bedste kostumer (Kicki Ilander), Bedste make-up (Sabine Schumann) og Bedste visuelle effekter (Nina Strøm, Alexander Schepelern). Endvidere modtog Bastarden Nordisk Film Biografers publikumspris. Bodilpriserne uddeles af Danske Filmkritikere, Robertpriserne af Danmarks Film Akademi. 

*) Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara. 508 s. Gyldendal, 2020. Lydbogsudgaven er indtalt af Jens Albinus og har fået legendarisk status allerede. Også her er en stemme, som finder det rigtige stof.

Bastarden. Instruktion: Nikolaj Arcel. Manus: Anders Thomas Jensen, Nikolaj Arcel. Foto: Rasmus Videbæk. 127 min. Danmark-Sverige-Norge-Tyskland 2023. Dansk premiere: 05.10. 2023.

Fotos: Zentropa Entertaiments (stillfotos Henrik Ohsten; poster art Danni Riddertoft)/ TrustNordisk/ Det Danske Filminstitut/ Den Vestdanske Filmpulje/ Eurimages/ Hedeselskabet af 1969/ TV2 Danmark/ SFI/ SVT/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Czech Film Fund/ Mitteldeutsche Medienförderung/ MOIN Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ DFFF/ Plaion Pictures/ Magnolia Pictures (YouTube trailer)/ Forlaget Gyldendal.

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy + er stadig i biografdistribution

Teksten lagt på POV.International 06.10.2023.

Alfonso Cuarón: Roma (2018)

TOTAL OG FORSONET ERINDRING
Som Marcel Proust på mexicansk

Af BO GREEN JENSEN

DET er næsten som at læse en tekst af Marcel Proust. I myldrende langform, men med intim accent, vender Alfonso Cuarón (f. 1961) tilbage til Mexico City i 1970, da han selv var dreng i Roma-kvarteret.

   Over et år ser vi dagene gå i en velstillet familie, hvor kvinden Sofia (Marina de Tavira) bliver forladt af sin mand, Antonio (Fernando Grediaga), som er læge. Hver aften parkerer han sin Ford Galaxie i den smalle port, hvor familiens hund besørger konstant. Fire børn venter sammen med den omsorgsfulde hockeymor, som opgav sin egen karriere.

   Men der er muligheder i katastrofen. Alle vokser og bliver mere frie. Hverdagen hænger sammen, fordi der er to Mixtec-tjenestepiger, og børnenes mormor fungerer som nanny. Roma går ikke tæt på de enkelte medlemmer af familien. I stedet fokuserer den på Cleo (Yalitza Aparicio), den yngste af husassistenterne, som bliver forelsket og svigtet.

GENNEM Cleo genoplever instruktøren sine formative år. Hun går i biografen med sin fætters ven. Fermin (Jorge Santonio Guerrero) er en god mand i begyndelsen. Han optræder for hende og gør sig til. De ser en amerikansk science fiction-film – Marooned (da. Strandet i rummet) fra 1969 – som ligner Cuaróns egen Gravity (2013), men det er Louis de Funès i La Grande Vadrouille (1966, da. Undskyld vi flygter), som publikum ler af, da Cleo fortæller, at hun er gravid.

   Den unge mand går efter is og kommer aldrig tilbage. Cleo frygter for fremtiden og sørger over kærligheden. Sofia reagerer med omsorg og oprigtig varme, da hun hører om Claras problemer. De to kvinder kommer tættere på hinanden.

   Samfundsstrukturen er aldrig til debat, men Sofia trækker sig fra den privilegerede vennekreds, hvor flere mænd gerne vil »hjælpe«. Hun begynder at sætte pris på sin frihed. Scener fra borgerskabets nytårsweekend på landet veksler med Claras besøg i barakbyen.

   Drengen Paco (Carlos Peralta) ser fra de voksne og sine søskende til tv-skærmen, hvor den stærke mand Zorek kan trække en bil med sine tænder. Regeringen mobiliserer. Tiden er genskabt i sort-hvide billeder, som ser det hele oppefra. Cuarón har selv ført det florlette kamera. Når filmen er god, er den virkelig god.

FØDSLEN foregår netop den dag, den 10. juni 1971, da politi og soldater slår hårdt ned på demonstrerende studenter i Corpus Christi Massakren. 120 unge mennesker blev skudt. Cleos sjuft af en eks-kæreste er blandt de CIA-trænede provokatører, »Los Halcones«, som hjælper regeringen med at rense ud.

   Vandet går, mens Cleo står i en møbelbutik og skal vælge en vugge. Det er karakteristisk for Cuaróns strategi, at han rekonstruerer optøjerne i fuld størrelse, men lader dem foregå i baggrunden. Kampen på gaden fylder det samme som ændringerne i forældrenes liv. Begge dele er noget, der sker udenfor.

   Børnene er blevet holdt hen med en historie om, at deres far arbejder i Canada. Paco opdager, at det ikke er sandt. Han opdager alt muligt. Han tænker sit og ser på verden og lader tingene ske. En dag bliver han til instruktøren, der bruger sit kamera som en pen og skriver en film om sin mor og sin barnepige.

CLEO føder på hospitalet, hvor den undvegne far i familien er ansat. Barnet trækker ikke vejret. Cleo er tavs i lang tid. Senere fejrer Sofia sin frihed med en udflugt til Vera Cruz. To af børnene er ved at drukne. Cleo redder dem, selv om hun ikke kan svømme. Endelig kan hun græde for pigen, som ingen i den kolde verden ville vide af.

FILMEN havde biografpremiere, skønt den blev distribueret af Netflix. Den fortjener at blive set på stort lærred – og især i fuldkommen koncentration.

   Roma modtog Guldløven i Venedig. Det har næppe krævet hård forhandling i den internationale jury. Cuarón kunne gentage takketalen ved Oscar-ceremonien 2019, hvor han vandt i kategorierne Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Fotograf. Roma modtog 247 internationale filmpriser. Der var også en Bodil på listen.

   Roma er en detaljeret erindring i objektiv form. Ikke siden Federico Fellinis Amarcord (1973) har nogen husket en barndom så sikkert. Cuarón har lavet stilrene film som Great Expectations (1998), Children of Men (2006) og Y tu mamá también/...Og din mor! (2001). Men Roma er mexicanerens magnum opus.

Se også Alfonso Cuarón: Y tu mamá también/...Og din mor! (2001); Alfonso Cuarón: Children of Men (2006) [Sci-Fi 100] og Alfonso Cuarón: Gravity (2013) [Sci-Fi 100].

Roma. Instr., manus og foto: Alfonso Cuarón. 135 min. Mexico 2018. Dansk premiere: 06.12.2018.

Fotos: Esperanto Filmoj/ Netflix/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på NETFLIX

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1014) 11.02.2020

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.12.2018

Digteren Papusza: Bronislawa Wajs 1908-1987

AMULETTER OG DEFINITIONER

Digteren Bronislawa Wajs 1908-1987

Af BO GREEN JENSEN

DIGTEREN Papusza blev født i 1908 og døde i 1987. Sigøjnerskens polske navn var Bronislawa Wajs. Der blev vendt op og ned på alle normer flere gange i hendes livstid, men foragten for romafolket var støt under samtlige magthavere.

   »Vandet ser sig ikke tilbage/ Det flyder, løber længere væk/ Hvor blikke ikke kan finde hende/ Er, hvor vandet vandrer hen.« 

   Papusza skrev sange og digte, der typisk har hjemve og afsavn som tema. Som 15-årig blev hun gift med en langt ældre onkel, musikeren Dionizy Wajs, som var en anerkendt harpenist. De overlevede nazitiden ved at skjule sig i skoven sammen med andre sigøjnerfamilier.

I 1949 gav lejren husly til forfatteren Jerzy Ficowski (1924-2006), som var eftersøgt af politiet. Polen var nu en sovjetisk vasalstat. Ficowski opfordrede Papusza til at skrive, redigerede materialet og sørgede for, at det blev trykt. Han blev i tre år og udgav i 1953 Cyganie polscy, som var den første fremstilling af romakulturen i Polen. Ficowski brugte også sin sigøjnertid i digtsamlingen Amuletter og definitioner (1960).

   Den første bog fik konsekvenser for Papusza, som havde hjulpet Ficowski med arbejdet. Hun blev erklæret »uren« af den lokale Baro Shero og fik skylden for indførelsen af en lov, som forbød sigøjnernes livsform. Papusza var indlagt på en institution for sindslidende i otte måneder. Hun levede de sidste 30 år af sit liv i et lille hus i Gorzów Wielkopolski.

   Forfatterskabet blev rehabiliteret i 1970erne (da Ficowski selv kom på regeringens sorte liste) og betragtes som en af de store romastemmer, et kvindeligt modstykke til Federico Garcia Lorca.

JOANNA Kos-Krauze (f. 1972) og Krzysztof Krauze (1953-2014) levendegør biografien i en stor film, der er usædvanlig af flere årsager.*

   På film bliver romakulturen som regel skildret i hektisk, farvemættet form med masser af sanselig dans og fyrig musik. Især den fransk baserede romani-auteur Tony Gatlif har gjort sit for sagen i film som Latcho Drom (1993, da. Sigøjnernes rejse), Gadjo Dilo (1997, da. Den fremmede), Exils (2004), Geronimo (2014) og Tom Medina (2021).

   Papusza er derimod filmet i brede, sort-hvide billeder og fortalt i episk langform, som er mere elegisk end livsfejrende. Filmen kaster et selvransagende blik på den behandling, som sigøjnere og jøder fik i Polen, både før, under og efter de to verdenskrige.

   Politiet, som lukker sigøjnernes lejr, mener ikke, at Hitler var galt afmarcheret. Papuszas mand formulerer filmens hjertesag, da han konstaterer, at »uanset hvor belæst – en sigøjner og en jøde er klogere end alle tyskere i hele verden.«

   Papusza kritiserer antiziganismen og antisemitismen. Romakulturen fremstår dog lige så overtroisk og intolerant. Ficowski bliver modtaget med mistænksomhed, som en mulig stikker, da han søger ly hos sigøjnerne. Ingen forsoning er mulig, da Papusza bliver udstødt. Hun har ingen glæde af sit litterære gennembrud.

FILMEN begynder i 1971, da Papusza bliver hentet i arresten og er æresgæst ved opførelsen af den første opera på romani. Den klipper tilbage til 1949, da Ficowski bliver sigøjnernes gæst, og skildrer Papuszas ungdom frem til brylluppet med Dionizy i 1921. Tyngdepunktet ligger i 1952, da digtene bliver publiceret, og Papusza vil tale sin velgører fra at udgive bogen om sigøjnerne.

   Der er mange mørke kræfter på spil. De eneste helte i filmen er Papusza og Ficowski, som prøver at bygge bro over kløften. Også Dionizy Wajs forsøger, trods sin personlige modvilje, at forstå og hjælpe sin hustru. Karaktererne fremstilles solidarisk af Jowit Budnik, Antoni Pawlicki og Zbigniew Walerys.

   Det er en svaghed, at man hører så få af digterens tekster. Sigøjnernes heroiske fatalisme er til gengæld stort og bevægende udtrykt. De sidste majestætiske billeder af karavanen, der rejser videre gennem vinteren, er ikke ledsaget af violiner, men af Jan Kanty Pawluskiewiczs elegiske score. Tre sange fra den første romaopera fremføres af Elzbieta Towarnicka, som også sang i Krzysztof Kieslowskis Tre Farver-trilogi.**

*) Ægteparret Kos og Krauze lavede sammen Plac Zbawicela/ Saviour Square (2006), en film om en polsk familie, der bliver hjemløs under finanskrisen. Da Krzysztof Krauze døde (af prostatakræft) i 2014, var parret i gang med optage Birds Are Singing in Kigali, baseret på en novelle af Wojciech Albinski. Filmen udspiller sig under og efter folkemordet i Rwanda i 1994. En polsk ornitolog redder en tutsipige fra hutuerne. Senere rejser de sammen tilbage. Joanna Kos-Krauze valgte at gøre filmen færdig. Den fik premiere på Karlovy Vary-festivalen i 2017.

**) Jan Kanty Pawluskiewicz (f. 1942) skrev i 1994 musikken til Harfy Papuszy (Papuszas harper), »et symfonisk digt til tekster af sigøjnerpoeten Papusza«. Wojciech Michniewski dirigerede det polske radiosymfoniorkester og kor ved førsteopførslen i Krakow. Filmens musik bliver streamet på både Spotify og Apple Music. Jan Kanty Pawluskiewics score blev udgivet af Agora Music i 2013. Hvis man investerer i den fysiske udgivelse, er der en ekstra cd med arkivoptagelser, hvor Bronislawa Wajs selv læser op, bliver interviewet og fortæller. 

Sange fra en sigøjner (Papusza). Instr. og manus: Joanna Kos-Krauze og Krzysztof Krauze. Foto: Krzysztof Ptak og Wojciech Staron. 131 min. Polen 2013. Dansk premiere: 22.01.2015.

Fotos: Argomedia Productions/ 41Shadows/ Jerzy Ficowski

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime

2K Blu-ray fra Agora (Polen) [engelske undertekster] 13.03.2015

DVD fra New Wave Films (UK) 11.011.06.2016

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 23.01.2015